Da Harald Blåtand blev kristnet, lod ban bygge kirke ved siden af kongegården i Roskilde. Hans sønnesøn Knud den Store oprettede bispesædet i Roskilde, og da han omkring året 1020 sendte engelske møntmestre til Danmark for at få oprettet møntsteder her efter engelsk forbillede, blev en af møntsmedierne lagt i Roskilde, og i de følgende godt 800 år var denne by et vigtigt møntsted, kun Lund var større, men selv om Roskilde er den by, hvorfra man har flest møntfund, er der aldrig fundet rester efter møntværkstedet her, således som tilfældet har været andre steder. Mest kendt er vel nok fundet af Marsk Stigs falskmøntnerværksted på Hjelm.
Den eneste møntværdi var dengang en penning, der skulle 8 penninge til 1 ørtug, 8 ørtug var 1 øre og 10 øre var en mark. 1 mark sølv var vægten af 240 penninge (ca. 216 gram) og en penning svarede i værdi til en skæppe korn. Indtil det 14. århundrede var så godt som alle danske mønter udmøntet som penninge og møntmetallet var sølv.
Vi finder kongens navn og titel allerede på de tidligste Roskildemønter: CNVT REX AGLVM (Anglorum lig med England) eller CNVT REX DANO, og hans søn Hardeknud: HARD CNVT, Magnus den Gode: MAHNVS, osv. Senere har vi f.eks. kong Niels: NICOLAVS og Valdemar Sejr WALDEMAR REX, og vi skal så langt frem som til kong Erik Klipping, før kongens navn efterhånden forsvinder fra mønterne.
En af penningene fra Knud den Stores tid bærer indskriften OSGOD ON ROSCEL, og her ser vi både møntmesterens og møntstedets navn, altså Roskilde. OSGOD er vel en af de før nævnte engelske møntmestre, kongen sendte herover, det engelske ON kan tyde i den retning, og her og i den følgende tid træder nu en lang række møntmestre frem for os gennem indskrifterne på de penninge, der udgik fra Roskildes værksted: FADIR, BRVN, ODENKAR, ESBERN, ARKIL for blot at nævne enkelte af de navne, der findes på Roskildemønterne.
Byens navn findes altså allerede på Knud den Stores ovennævnte penning, men mønterne er ikke stavet ens, ofte er det forkortet, og derfor kan navnet være f.eks. ROSCLDE, ROSCLD, ROSCI, ROSC, IRO, men mønterne er alligevel forholdsvis nemme at henføre hertil. Senere - under kong Niels (1104-84) - begynder man at udelade møntstedets navn, og i stedet forekommer undertiden billede af en bygning, der måske skal forestille kongsgården eller Haraldsborg nord for byen. Når man derefter alligevel mener at kunne henføre mønttyper til Roskilde, er det begrundet i andre forhold, f.eks. oftest af fundmængden.
De første mønter var slået efter engelske forbilleder, de fleste med billedet af en hjelmklædt kriger (kongen) på forsiden og et kors på bagsiden, men allerede under Knud den Store dukker det interessante triskele-motiv op på nogle af mønterne. Det er tre sammenlagte skjolde, som mest sandsynligt er et treenighedssymbol, og antagelig fortæller det os om den nære forbindelse, der var mellem kirke og kongemagt. Harald Blåtands kirke i Roskilde var viet til den hellige treenighed, Sancta Trinitas.
Efterhånden udvikledes nye, rent danske typer. Forbindelsen med England ophørte jo ret hurtigt efter Knud den Stores død 1035, og vi finder f.eks. penninge med runeindskrifter under Magnus den Gode og Svend Estridsen. De fleste af indskrifterne er ret forvirrede, men en enkelt siger "Ketil i ROINI", og her mener man, at Roini skal gælde for Roskilde og at Ketil var møntmesterens navn.
Senere styrkedes forbindelsen konge samt kirke derhen, at kong Knud den Hellige gav biskoppen møntret, og herefter finder vi også biskoppens billede på mønterne. Mest kendt er en penning fra Valdemar den Store med kongens billede og navn på forsiden og biskop Absalons billede og indskriften ABSALON EPIS på bagsiden, og en penning fra Valdemar Sejr viser kongens billede på forsiden og biskop Niels på bagsiden.
Fra året 1234 bar man en enestående mønt, der henføres til Roskilde. Den bærer - modsat alle andre europæiske mønter dengang - årstallet, nemlig ANNO DOMINI MCCXXXIIII. Samme år lægges møntvæsenet om. Valdemar Sejr indførte ens mønt for hele landet, og ved hvert års termin (Mikkelsdag) blev al gammel mønt inddraget og erstattet med 2/3. (3 gl. penninge lig med 2 nye), men det forhindrede ikke, at mønternes værdi blev ringere endnu (under Erik Menved skulle der 10 penninge til 1 skp. korn), lødigheden blev dårligere, der iblandedes mere og mere kobber, og i tiden op imod 1340, da Danmark efterhånden var blevet pantsat til de tyske grever, indeholdt "borgerkrigsmønterne" kun lidt eller intet sølv.
Penningene fra denne urolige tid har man forsøgt at fordele efter typer, fordi de aldrig nævner møntsted, På Roskildemønterne ser man ofte REX på forsiden og bispens symboler eller forbogstav på bagsiden, men typerne er for øvrigt så mangfoldige, at den menige møntsamler må bave en oversigt med afbildninger at gå frem efter. I den forbindelse må nævnes de nu så kendte optryk af Mansfeld-Bûllners værk. Bogens afbildninger viser os f.eks. 17 Roskilde-typer fra Christopher I, 10 fra Erik Klipping, 92 fra Erik Menved og 89 fra Christopher IIs tid, så der er mange muligheder at vælge imellem.
Efter den urolige tid blev Valdemar Atterdag konge (1340-75), og af de to mønttyper, man mener at kende fra hans tid, er den ene - med et W - fra Roskilde. Hans datter, dronning Margrethe I flyttede Roskilde møntværksted til Næstved, og så må vi helt frem til 1535, før der igen blev slået mønter her. Da var kong Christian III i færd med at underlægge sig riget, og for at skaffe sold til de mange landsknægte i hæren, oprettede han midlertidigt et nyt værksted i Roskilde. Der udmøntedes 2 mark, 1 mark og fireskillinger, og de sidste bærer indskriften MONETA NOVA ROSKILDENSIS. De brugtes i hundredtusindvis som betaling til soldaterne, og de er de sidste mønter fra Roskilde.
Det største møntfund fra Roskilde blev gjort i 1854 på hjørnet af Stændertorvet oj Algade (over 4000 stk. ialt). Samme år fandtes en anden stor møntskat på Haraldsborg borgbanke nord for byen. Her var ca. 600 mønter, som antagelig er skjult i jorden i de urolige tider, da kong Erik Emune kæmpede mod Harald Kesja, og fundet er interessant derved, at de 459 af mønterne er registreret som Roskilde-mønter fra kong Niels og Erik Emunes tid. Andre betydelige fund er gjort i Sct. Jørgensbjerg kirke under dennes restaurering for nogle år siden (ca. 100 mønter fra vikingetiden) og Duebrødre klostertomt, hvor man i 1918 fandt ca. 550 mønter fra det 13.-14. århundrede. Desforuden er der gjort mange enkeltfund, og man vil sikkert også fremefter kunne opleve, at der uventet dukker nogle af de gamle, interessante mønter frem ved gravning i Roskildes jord.
(Mønt-Avisen 6,1978)