Ved rensning af mønter, hvadenten det drejer sig om jordfundne stykker, brandbeskadigede eksemplarer eller blot mønter, der ved omløb eller lang tids opbevaring i samlinger ikke præsenterer sig som ejermanden mener, at de bør, må jeg anbefale de samlere, der ikke måtte være særlig kyndige på møntkonserveringens område, en vis forsigtighed og tilbageholdenhed. Følgerne af en for hårdhændet eller måske helt forkert behandling kan let være ubodelige; og ihvert fald volder det den uheldige konservator megen ærgrelse, når hans bestræbelser mislykkes. Udover nogle ganske almene bemærkninger skal jeg i det efterfølgende for hvert enkelt møntmetals vedkommende beskrive de mest brugte fremgangsmåder, idet jeg håber, at en og anden må kunne finde noget for ham nyt og frugtbart deri.
Udover den allerede så varmt tilrådede forsigtighed, såvel med hensyn til mekanisk rensning som ved anvendelse af kemikalier skal nævnes, at også på møntkonserveringens område det gamle ord "Øvelse gør Mester" har gyldighed; derfor er det klogt at øve sig, gøre sine erfaringer, på lidet værdifiilde stykker, som let lader sig erstatte, så at man ikke begår "helligbrøde".
Fagkonservatoren, der så ofte står over for jordfund med betydelig skorpedannelse, betjener sig meget af små hammere med forskelligt formet bane, et værktøj som en dansk privatsamler næppe får brug for. Derimod er et passende sæt børster meget anvendelige. Selv bruger jeg som stiveste nr. en messingbørste. Jeg har taget en "metalbørste", som gørtlerne bruger dem, savet en række børster (trådbundter) af på langs og klippet børsterne ned til en 5-6 mm længde. Som blødeste børste har jeg en klaverbørste, som bruges til afstøvning af klaverstrænge. Imellem disse ydergrænser kan man i tandbørster let skaffe sig passende stivheder.
Bøjede mønter kan man rette ved at hamre dem mellem blyplader; har man mistanke om, at møntmetallet er sprødt, må man først ophede mønten for såvidt muligt at genskabe smidigheden. Byzantinske, skålformede mønter samt valseprægede stykker må naturligvis ikke rettes.
Meget hårdtsiddende urenheder kan man undertiden fjærne ved at gnide mønten med strandsand - aldrig bakkesand, der er skarpkantet. Mildere virker slemmekridt og meget mildt finde-trækul. Mod pudsemidler, sølvsæber og lignende må jeg i almindelighed advare.
Vi vil så betragte hvert møntmetal mere indgaaende.
Platin (Pt)
Platin er vist kun anvendt til mønt i Rusland for et hundrede år siden. For dette meget ædle metals vedkommende kan der kun være tale om en rensning for støv og fedt, så at en vask med sæbevand og en blød børste, eventuelt lidt benzin altid vil være nok.
Guld (Au) , elektron (guld-sølv) samt guld-kobberlegeringer.
Antikt guld er meget rent. Guld-sølv-forholdet i elektronmønterne svinger meget stærkt om det tilsigtede forhold i: i, figesom der i middelalderen er præget guldmønt med yderst ringe guldholdighed; senere tiders guldmønter er mest legeret med kobber (ca. 10 pct.).
Det ædle, rene, eller kun svagt legerede guld er meget modstandsdygtigt mod kemisk påvirkning; derfor kan man som regel nøjes med at børste mønterne rene - eller med hænderne eller en blød børste vaske dem med varmt vand eventuelt med sæbe og lidt ammoniakvand (salmiakspiritus).
På antike guldmønter ses undertiden et smukt, mat lakrødt beslag i prægets dybder; det må ikke fjærnes, da det regnes for fint og vel er den eneste patina, guldet kan få.
De sølvholdige guldmøner kan være sprøde, fordi sølvet i væsentlig grad er omdannet til sølvklorid (AgCl, klorsølv), og de kan have et helt overtræk af dette stof. Den sprøde mønt reddes ved udglødning, medens overtrækket kan opløses i kaliumcyanid (cyankalium). Sidstnævnte stof må man omgås med stor forsigtighed på grund af dets overordentlige giftighed. Mønten bør tages op af badet med en klemme eller pincet af træ og vaskes omhyggeligt af.
Guldmønter med jordagtige kruster renses ved kogning i fortyndet saltsyre eller i en sodaopløsning.
Sølv (Ag)
I den græske oldtid anvendt som møntmetal i så ren form, som tekniken tillod; af romerne senere meget misbrugt - de oprindelig hvidkogte "sølvmønter" fra sidste halvdel af det tredie århundrede holder kun 2 pct. sølv. I senere tider er sølvet altid mere eller mindre legeret med kobber.
Til rensning af en sølvmønt med stempelglans, som er anløbet - i reglen af sølvsulfid (svovlsølv) - kan man tage noget natriumbikarbonat (tvekulsurt natron) og ælte det i hånden med lidt vand til en deig, hvormed man gnider mønten (ligesom sæbestykket, når man vasker hænder); derpå afskylning. Eller man kan bruge fældet kulsur kalk med lidt vand og en anelse salmiakspiritus - på samme vis (1).
Mønter uden stempelglans renses mekanisk eller vaskes med sæbe, hvortil eventuelt er tilsat lidt soda og ammoniakvand. Sidstnævnte middel skal man ikke anvende til stærkt legerede eksemplarer; der bruger man varm myresyre (5-25 pct.), eddikesyre, citronsyre (2) eller kold 5 pct. svovlsyre.
"Brandmønter" med tjæreagtigt overtræk kan undertiden reddes ved en langvarig behandling med petroleum. Er der ibrændt sand og aske, opheder man mønterne med tør soda, vasker, hvorpå der udkoges med fortynder svovlsyre.
Har et stykke en tyk skorpe, lægger man det i koncentreret eddikesyre i en skål og anbringer blanke jernsøm omkring det, så at spidserne berører mønten. Den rustaflejring, som herved fremkommer, bortvaskes med ammoniakvand.
Rensede sølvmønter kan skærmes mod ny anløbning ved neddypning i stærkt fortynder zaponlak (cellulose i amylacetat).
Antike sølvmønter har ofte et overtræk af sølvklorid (som mineral: hornsølv); det er forsåvidt uskadeligt og kan se smukt ud. Det kan fjernes ved våd reduktionsbehandling; metoden vil blive udførligere omtalt under broncemønter. Rhousopoulos foreslår et øjebliks neddypning af mønten i smeltet cyankalium, hvilket jeg tillader mig at fraråde til fordel for en kold behandling med zinkstøv og vinsyre. Drejer det sig kun om et ganske tyndt overtræk, vil en blød børste og ammoniakvand oftest være tilstrækkeligt. Man erindre, at sølvklorid er meget blødt og følgelig nemt får ridser af en for stiv børste.
Tyndt overtræk af sølvsulfid (svovlsølv, Ag2 S) fjernes mekanisk med børste og slemmekridt.
Ønsker man guldet fjernet fra et forgyldt sølvstykke, kan man lade en fagmand gøre det ad galvanisk vej, eller man kommer den opvarmede mønt i kongevand (3-4 rumfang saltsyre + 1 rumfang salpetersyre); når der viser sig mørke pletter (af sølvklorid), tages mønten op, skylles, og det dannede sølvklorid fjernes med ammoniakvand; fornøden yderligere behandling er mekanisk med stemmet kridt. Resultaterne er sjældent helt tilfredsstillende.
Kobber (Cu) - bronce - messing
Kobber kan anvendes rent, men er oftest legeret med tin, bly eller zink, og af legeringen afhænger møntmetallets farve, hårdhed, smidighed og kemiske modstandsdygtighed.
Er en mekanisk rensning ikke tilstrækkelig effektiv, koger man mønten med lidt soda - for meget soda vil i reglen forårsage en væsentlig farveændring. Trinatriumfosfat er muligvis bedre end soda. En anden fremgangsmåde er at nedlægge mønten et par timer i blød sæbe, hvori man har rørt lidt ammoniakvand. Drejer det sig om så fedtede stykker, at sæbe ikke forslår, kan man bruge benzin. Lakerede mønter og medailler må kun børstes med en mild kærnesæbe - aldrig med sprit, hvis man da ikke netop vil fjerne lakken.
Pletter af ir eller spanskgrønt forsøger man først at borttage med varmt vand, eventuelt med hjælp af lidt lindetrækul eller slemmet kridt på et stykke tvist. Skulle dette ikke føre til målet, må man bruge stærkt fortyndet salpetersyre med påfølgende omhyggelig udvaskning og neutralisation (med et par dråber ammoniak i skyllevandet).
Plettede medailler vasker man med æther eller med voks i terpentinolje.
Man kan bøde på farven af en for stærkt renset mønt ved hjælp af følgende patineringsvæske:
Heri dypper man et øjeblik den opvarmede mønt, og udsætter den så for lysets påvirkning.
Således repatinerede stykker og i det hele taget rensede mønter kan man give glans ved at børste dem med en voksbørste, det vil sige en blød børste, som man har strøget nogle gange over et stykke voks eller givet lidt bonevoks på mønten før man børster den.
Antike broncemønter
Her gælder det i alter højeste grad om ikke at gribe mere ind end strængt nødvendigt, så lidt som muligt at forstyrre, hvad der måtte være behageligt for øjet, og som forlener mønten med et vidnesbyrd om dens ærværdige alder.
Dog skal det indrømmes, at mange af jordfundene stærkt behøver en ofte meget indgående konservering, før de er bestemmelige, endsige fremtræder smukt.
Højst skattet - og lettest at behandle - er den såkaldte ædelpatina, et emailleagtigt overtræk, der skarpt gengiver alle prægets enkeltheder, og hvor farven kan variere fra sort, brun, rødlig til grøn og blå i alle mulige nuancer.
Ædelpatina er hård og kommer gerne for dagen allerede ved tør børstning af fundstykket. Selv om patinaen ved denne børstning ikke viser sig emailleagtig, men mat eller endog krystallinsk, bør man ikke fjerne den, når blot præget fremtræder godt, og den er af holdbar karakter.
I disse tilfælde, hvor konserveringen altså indskrænker sig til en let mekanisk behandling, lader man helst møntens kant stå ubehandlet, altså med fundkrusten som et raffineret bevis på, at der foreligger et første klasses fundstykke.
Den smukke patina består enten af oxyder eller af basiske kulsure salte af kobber eventuelt påvirket af legeringens andre metaller. Ofte har de lignende sammensætning som mineralerne malakit (CuCO3, 2 Cu(OH)2), kobberlazursten (CuCO3, Cu(OH)2) eller det kloridholdige atakamit (3 CuO, CuCl2, 4 H2O), og ofte finder man under disse grønne og blå farvelag et brunrødt lag af kobberforilte (kobberoxydul, Cu2O).
Naturligvis kan også jordbunden levere ingredienser, der har deltaget i patinadannelsen (sand, kalksten, humusstoffer m.m.), ligesom organiske stoffer kan have spillet en rolle (læderpung, stofpose, trækiste, et lig).
I øvrigt er de lærde meget uenige om patinadannelsens teori, så dette rent kemiske spørgsmål vil jeg lade uberørt, efter at have påpeget mulighedernes mængde.
Rosenberg - vort nationalmusæums konservator (død 1940) - har for jordfund fra vort himmelstrøg opstillet en fortræffelig klasseficering for de her forekommende patinaarter og ved sin fugtigkammermetode skabt et kriterium for patinaens stabilitet og den mest hensigtsmæssige behandling (3).
Når fundene fremdrages for dagens lys, ser de oftest lidet tiltalende ud. Hjælper en kraftig børstebehandling ikke, må man prøve andre mekaniske fremgangsmåder. Et godt stykke frem kan man ofte komme med Springers limmetode; man dypper mønten i stærk, varm snedkerlim, som ved indtørring vil sprænge megen overflødig skorpe væk. Yderligere fortsættes arbejdet med de tidligere nævnte små hammere samt med børster - ofte et arbejde, der kræver engletålmod.
Helt fordømmelig er glødning eller behandling med saltsyre. Viser det sig, at stykket har en dårlig eller forstyrrende patina, som må fjernes ad våd vej, kan man prøve sig frem med følgende opløsningsmidler: Ammoniakvand, fortyndet salpetersyre, klorammoniumopløsning (hvortil eventuelt lidt tinklorid og nogle dråber saltsyre), opløsning af seignettesalt (kaliumnatrium-tartrat), myresyre, eddikesyre.
Foreligger der en køn (grøn-blå) patina, der er tilbøjelig til at falde hen til pulver, koger man mønten ud med destilleret vand (for at fjerne opløselige salte), tørrer den fuldstændigt og gennemtrækker den med paraffin. Den slags "patinasyge" mente man en tid skyldtes bakterieangreb og benævnede dem kobberets "rogna" eller "caries"; det er naturligvis ikke tilfældet, men skyldes rent fysisk-kemiske foreteelser.
Efter dette lille sidespring skal jeg omtale reduktionsmetoderne, som bringes i anvendelse, når de ovennævnte ikke kan føre til målet - eller skyder over dette, nemlig når fundstykkerne er så gennemgribende omdannet til "uædel patina", at slutresultatet ville blive en tynd, medtaget bronceblanket uden spor af præg.
Processens formål er at føre de kemisk bundne metalatomer tilbage til rene metalmolekyler, medens alt uvedkommende stof går i opløsning eller løsnes, så at det let kan børstes af.
Man reducerer ad den våde vej ved almindelig temperatur. Rosenberg bruger at pakke stykket i fugtigt tin, som er fræset i korn på 3-4 mm; eller han limer aluminiumfolie fast om genstanden med en opløsning af 1 del gelatine (eller agar) + 6 glycerin + 80 vand, hvorpå "pakken" henlægges i fugtigkammer (det er en lukket beholder, hvori der står en skål med vand).
Rhousopoulos anvender bevikling med zinkstrimler og 5-10 pct. saltsyre som væske.
Krefting bruger zinkstrimler og 5 pct. natriumhydroxyd (natron). De her nævnte våde metoder er udarbejdet for jordfundne broncesager i almindelighed; men Krefting har angivet en anordning efter sin metode, som er særlig indrettet på mønter.
Zinkplader skæres til, så at de kan ligge i den beholder, der skal bruges, f.eks. et akkumulatorglas; med en syl eller dorn slår man huller på 2-5 mm tværsnit i pladerne, 50-60 huller pr. dm2. En plade lægges, med hullernes skarpe grat opad, noget over beholderens bund, idet den understøttes af nogle stykker af et neutralt materiale (porcellænsknapper, stykker af en stentøjsflise, glas eller lignende). På pladen anbringes mønterne, som skal reduceres, derover en anden perforeret plade o.s.v., idet man til sidst presser hele opbygningen fast sammen ved at anbringe en stor sten som pressevægt. Så hælder man den 5 pct. natriumhydroxyd på, zinket vil hermed udvikle brint, der i frigørelsesøjeblikket virker stærkt reducerende. Når brintudviklingen tager af, hælder man lidt mere natron på glasset, og reduktionen regnes i hvert fald at være fuldført efter 15-18 timers forløb.
De behandlede mønter udvaskes meget grundigt (i 4 dage!), tørres fuldstændig og børstes rene. Vil man pynte på det mindre gode udseende, kan man patinere dem som ovenfor nævnt, derpå dyppe dem i smeltet paraffin eller gnide dem godt med bonevoks for til slut at børste dem op til en smuk glans.
Større fund af broncemønter kan renses ved at koge dem i en svær aluminiumgryde med tynd natriumhydroksyd. Grundig udvaskning, børstning og eventuel efterpatinering.
Endelig skal nævnes - ikke just anbefales - en hurtig metode. Mønten neddyppes i smeltet bly, til den ikke sprutter mere (3-10 sekunder), hvorpå den afskrækkes (kastes i rigeligt koldt vand). Den lægges så en halv snes timer i varm mælk og har da antaget en køn oliven farve; men detaillerne står ikke så skarpt, som hvis en af de våde reduktionsmetoder havde været anvendt.
Foruden med den nævnte patineringsvæske, kan man på en mængde andre måder patinere mønter, som ved reduktion er renset til bunds.
Forgyldte broncemønter kan ikke afforgyldes, uden at stykkets overflade lider alt for megen skade.
Tin (Sn) er i vid udstrækning gennem tiderne anvendt til medailler. Det antike tin har hyppigt et hvidt til brunligt overtræk af tinsyre med vekslende vandindhold.
Nyere tin er ofte overtrukket med gråt til sort svovltin (SnS); dette kan fjernes med koncentreret saltsyre. Ellers bruges en mekanisk rensning med kridt, og nyt anløb forhindrer man ved tynd zaponlak.
Stykker, der er angrebne af den frygtede og smitsomme tinpest er desværre ubodelige; man kan gardere sig imod den og hindre yderligere angreb ved altid at opbevare tinmedaillerne i eller over en jævn stuetemperatur. Pesten kan opstå ved længere tids opbevaring af stykkerne i kolde lokaler (museumssyge), og forklaringen på fænomenet er følgende: Tin eksisterer i to modifikationer, a og b-tin, med forskellig, vægtfylde. A-tin er metallisk og har en højere vægtfylde end det metalloide b-tin. Ved højere temperaturer er a-modifikationen bestandig, ved lavere er b-tinnet det stabile. Grænsen for overgang fra a til b er +18 grader C, medens optimumstemperaturen for det sidstnævntes dannelse heldigvis er så lav som -48 grader C. Nærværelse af b-tin under 18 grader vil fremskynde videre omdannelse (smitsomheden), og denne foregår under rumfangsudvidelse, hvorved "pestbylderne" opstår. Selv om det syge stykke bagefter opbevares i varme, så at a-tin gendannes, trækker de angrebne partier sig begribeligvis ikke ind til det oprindelige prægs form.
Det dannede b-tin kan fjernes ved at koge den angrebne medaille med 5 pct. natriumhydroksyd. Stykket skylles og børstes rent. Behandlingen kan medføre en kedelig farvetone, som der i nogen grad kan rådes bod på ved børstning med et fint slibemiddel, feks. kridt.
Der vil altid blive ar efter det fjernede b-tin.
Bly (Pb) er anvendt gennem alle tider.
Blyprægene - især de gamle stykker - er i reglen overtrukket med blykarbonat; det kan være bestandigt, men en behandling er oftest nødvendig, ikke mindst hvor tidligere ihændehavere i den bedste mening har brugt uheldige midler.
Bly er nemlig vanskeligt at behandle.
Først fjerner man de gamle synder: Fernis, lak, paraffin, fedt med terpentin, benzin, æter, kloroform eller sprit.
Dernæst underkastes stykket en reduktion; man har flere metoder; her skal nævnes Berlinermuseets: Zinkgranalier og fortynder salpetersyre (1:50). Efter reduktionen: Udvaskning, ganske tynd natronlud, atter udvaskning med destilleret vand, derpå i alkohol og så tørring ved 50 grader C. Det endnu varme stykke børstes med blød voksbørste og gnides med skind.
Dr. techn. Paul Bergsøes metode. Dr. Bergsøe har som før meddelt i N.N.U.Mbl. for december 1949 konserveret Den kgl. Møntsamlings blykas fra Trankebar med udmærket resultat. Han har venligst meddelt mig sin fremgangsmåde og tilladt mig at publicere den her.
En spektroskopisk undersøgelse viste, at mønterne var prægede af ganske almindeligt bly. En analyse viste, at krusterne indeholdt blyklorid, hvad man kunne vente efter fundomstændighedeme. Dr. Bergsøe foretog ikke nogen kemisk eller mekanisk rensning af mønterne, men reducerede dem, som de forelå, med rent zink og meget tynd svovlsyre - 1 dråbe syre i 100 ml destilleret vand. Mønterne placeredes lagvis i et vidt reagensglas med ret grove zinkspåner imellem mønterne. Syrevandet hældtes på og fornyedes, når det ikke længere reagerede surt, d.v.s. ret hyppigt. Processen varede ca. en måned. Nu stod det fuldstændig reducerede bly rent, men svampet. Dr. Bergsøe trykkede det svampede bly fast mellem tommel- og pegefinger, hvorved præget ingen skade led. Mønterne blev vasket grundigt ud i destilleret vand, gennemtørret ved jævn varme og til slut skærmede mod ny korrosion ved dypning i ca 120 grader varmt paraffin.
Efter min mening er metoden almengyldig for prægede blystykker, altså også hvor forvitringen ikke skyldes havvands indflydelse, men blot oksydog karbonatdannelse.
Overtræk med celluloselak eller harpiks frarådes, og linolje og fernis (der danner blysæber) er helt forkastelige.
For at beskytte blymønterne mod angreb har man brugt at opbevare dem i kapsler af celluloid eller glas (petriskåle), som kittes lufttæt med canadabalsam.
Jern (Fe)
Rustne jemmønter koger man i 40 minutter i en 10 pct. opløsning af nikkelsulfat (NiSO4, aq), idet man efterhånden under kogningen erstatter det fordampede vand. Mønterne, der nu er sorte, tørres hurtigt og lægges i mineralolie. Derpå behandles de energisk med en stålbørste (i det man f.eks. anbringer mønten mellem tre stifter på et bræt). Børstningen skal foregå med rigelig olie.
En anden fremgangsmåde: jernmønterne lægges 12-24 timer i fortynder saltsyre, hvorpå de børstes rene med en mellemstiv børste (tandbørste); de udvandes i en halv time og tørres i savsmuld, hvorpå de børstes op med en glasbørste (et bundt glastråde, som guldpolererne bruger det). Mønterne skal kunne blive som nye. Eventuelt kan man give dem zaponlak.
Zink (Zn)
Zinkmønter angribes ret stærkt under oxyd- og karbonatdannelse, der stadig skrider frem, hvis man ikke konserverer stykkerne, og ondet (undertiden kaldet zinkpest) skal endog være smitsomt.
Behandlingen er den samme som den sidst under jern anførte, blot bruger man 4 pct. svovlsyre (i stedet for saltsyre), i 10-20 minutter.
Aluminium (AI)
Om dette som mønt- og medaillemetal har jeg intet fundet i litteraturen, og har selv ingen erfaringer dermed. Men jeg mener at kunne fraråde enhver behandling med basiske stoffer som sæbe, ammoniak eller soda. Skulle en affedtning med benzin og børstning med kridt ikke være tilstrækkelig, kan man forsøge med fortynder salpetersyre.
For de uholdbare møntmetaller: Jern, zink, gule aluminiumbroncelegeringer og aluminium turde en præventiv behandling som dypning i hed paraffin være at anbefale. Den bør foretages straks, når samleren erhverver et eksemplar, enten det ikke er angrebet, eller han har måttet rense det.
Lak kan være god, men man ved almindeligvis intet om, hvad man køber. Mest neutral turde celluloselak (feks. farveløs neglelak) vel være. - Det helt nye "plastic peel" er i følge fabrikantens opgivende ikke helt gennemsigtigt og uegnet til mønter.
Det hænder, at en mønts præg er fuldstændig afslidt; selv om den blandt samlere regnes for værdiløs, kan der dog være tilfælde, hvor det har betydning at kunne bestemme den.
For at fremkalde sådant afslidt præg - benytter man sig af, at metallet under prægningen har fået forskellig kompression, de dybtliggende partier mere end de ophøjede.
Opheder man en sådan mønt ved at lægge den på en glødende jemplade, vil de ophøjede dele oxyderes hurtigere end de mindre ophøjede og derfor på et vist tidspunkt fremtræde mørkere - man iagttager bedst fænomenet i et mørkt rum.
Bedre endnu er en ætsning, hvor resultatet endogså kan stabiliseres.
Man dypper mønten ved hjælp af en træpincet i ætsningsvæsken og bevæger den stærkt. Når møntbilledet er trådt tydeligt frem, tages den straks op, skylles godt i vand og derpå i alkohol. Berøring med fingrene giver pletter.
Ætsningsvæsken til sølv, kobber, nikkel, tin: Salpetersyre af vægtfylde 1,25.
Til aluminium: Saltsyre af vægtfylde 1,12.
Til guld: Varmt kongevand (3 saltsyre + 1 salpetersyre).
Stærkt legerede sølvmønter er meget lette at behandle. Hvis derimod en legering er grovkornet, forstyrrer det ganske billedet.
Til slut skal jeg blot advare mod opbevaring af mønter i eller på vat og stoffer, som er blegede (med klor eller svovlsyrling), eller som er farvede med svovlfarver, samt i nogen grad mod møntskabe, hvor skufferne er af egetræ (garvesyre).
(NNUM 1950, nr. 1 side 1-10)
Noter:
Benyttet litteratur:
Knitterscheids artikler giver næppe mere, og på mange punkter mindre, end nærværende oversigt; hvorimod Rathgens fortræffelige bog, som titlen angiver, er uhyre omfattende og meget lærerig og interessant også for amatører på snart sagt ethvert antikvitetsområde.