1659 G 84, Jeremias Hercules, Slaget ved Nyborg, 13 TH Zink medaljeauktion, afslag i tin
Den svenske krigslykke vender i slaget ved Nyborg 1659 af Jerry Meyer
1659 G 84, Jeremias Hercules, Slaget ved Nyborg, 13 TH Zink medaljeauktion, afslag i tin
En morsom dansk medalje over slaget ved Nyborg skåret af Jeremias Hercules. På Rosenborg Slot er der en voksmodel af denne gruppe der har tjent som model for Hercules. Elefanten (Danmark) leger himmelspjæt med den svenske øverstbefalende. Pfalzgreven af Sulzbach klemmer livet af bukken (feltmarskallen Grev G. O. Stenbock) og tramper troløshedens slange under fødder. Bagsiden har teksten ”Til storsinds løn skal jeg overalt være tryg, nu da de, som fare med vold eller list er besejrede 1659. I 1681 er denne medalje ikke i Den kgl. Møntsamling.
Allerede den 15. juli var der træfninger ved Wismar med svensk rytteri. Den 20. juni 1657 modtog den svenske konge Karl X Gustav den danske krigserklæring i den vestpreussiske by Torun. Den svenske konge havde forladt Polen. Han ville føre krig mod Danmark. Den danske krigserklæring kom ham svært godt tilpas. Nu blev det ikke en erobringskrig, men en forsvarskrig han skulle lede. Det danske forsvar af Holsten endte i panik og med at rigsrådet trak de danske styrker mod Frederiksodde. Den 23. august var kong Karl X Gustav i Kolding. Den 24. oktober erobrede general Wrangel Frederiksodde. Fæstningers forsvarere var flygtet i større antal. Antallet af dræbte forsvarere var stort. Svenskerne rømmede først Frederiksodde maj 1659.
Vinteren 1657 blev streng. Isen sad fast i bælterne. Så traf Karl X Gustav, i samråd med sine generaler beslutningen om at gå over isen fra Frederiksodde til Brandsø og videre til Fyn, Tåsinge, Langeland og Lolland-Falster. Den 30. januar begyndte deres march over isen til Fyn. Han mistede 2 eskadroner ryttere der druknede, samt en del af kongens bagage train, som gik ned under isen. Karl X Gustav førte sin hær på 12.000 mand fodfolk og ryttere. Beretninger om marchen over isen fortæller, at vandet somme tider stod under hestenes bug. Der marcheredes uden tale mellem soldaterne. Nakskov blev erobret. I Vordingborg startede fredsforhandlingerne den 6. februar.
Den spanske gesandt grev Bernardino de Rebolledo advarede indtrængende den danske regering om muligheden af et angreb på øerne. De lo ad ham; det gjorde de også, da man spåede Frederiks Oddes fald. Det var ham der fremsynet påpegede udsigten til en streng vinter, og muligheden at svenskerne ville gå til vore øer over isen. Thi kunne Christian 2. marchere 80 mil på isen lige til Stockholm, kan kongen af Sverige sagtens komme fra Wismar over til øerne. Også dette mødte de danske ministre med skuldertræk (Vor Hær i Krig og fred).
Den 11. februar 1658 stod Karl X Gustav på Sjælland. Den 15. februar var den svenske konge kun 20 km fra vor hovedstad. Panikfreden i Roskilde blev underskrevet den 26. februar 1658. Danmark mistede Skåne, Halland, Blekinge, Bornholm stort set alle småøer i Kattegat og Ærø samt Bohus len. Danmark skulle betale 1 million rigsdaler i krigsskade erstatning (samme beløb som Christian 4. forlangte for løskøbelsen af Kalmar Slot 1611) Et forslag fra Korfitz Ulfeldt (der nu melede sin egen kage hos arvefjenden) fik stillet det forslag, at Danmark skulle bekoste 8 linieskibe, fuldt udrustede. Han kendte, om nogen, priserne på skibsbyggeri særdeles nøje, da han i sin egenskab af chef for Holmen havde bedraget Christian 4. med at udskrive regninger på ikke byggede skibe.
Lensgreve Hertug Frederik 2. af Gottorps krav om at ophæve ethvert forbund, der var til ulempe for Gottorp skulle også underskrives. Den 3.–5. marts holdt Frederik 3. store fester på Frederiksborg Slot. Han viste sine mønter som lå i en stor kiste med jernbeslag og en hængelås. De svenske officerer kom op at skændes om en fordeling af indholdet (!) Kisten, uden guldmønterne er nu på Rosenborg Slot. I fredsaftalen stod der, at svenskerne skulle forlade landet, når det var muligt at føre tropperne bort efter vinteren.
Dette skete ikke Karl X Gustav havde fortrudt ikke at have taget hele Danmark. Den 7. august anløb en svensk flåde Korsør. Mandskabet var blevet fortalt, at man skulle til havn i Wismar (?). Den 10. august var den svenske konge atter i Roskilde. Den 11. august begyndte indeslutningen af hovedstaden. Frederik 3’s ord hentet fra Jobs Bog ”jeg vil dø i min rede” var velmente ord, sagt på tysk.
Karl X Gustav er ved middagstid den 11. august 1658 i Valby. Røgen fra de nedbrændte huse driver for vinden. Denne gang vil byen kæmpe. Byens porte blev lukket, og åbnedes først 20 måneder senere.
Det var strengt at være soldat og kun få 4 skilling om dagen. Dyrtid havde hævet priserne. Soldaterne som var privat indkvarteret blev uanstændigt behandlet. Det kostede en soldats dagløn at købe et brød.
Den lykkedes den hollandske admiral Jacob van Wassenaer van Obdam at slippe forbi Kronborg. Han stod Sundet ind den 29. oktober 1659 med 35 stærkt bemandede orlogsskibe og seks store transportskibe, fire brandere og en del handelsskibe. Den hollandske flådes ankomst til København satte købenavnerne i forsvarshumør. Da denne flåde passerer Kronborg var det Carl X Gustav der gav befaling til det første skud mod Hollænderne. General Wrangel var i december1657 var blevet udnævnt som rigsadmiral. Efter 5-6 timers kamp trak han den svenske flåde ind til Helsingborg.
1658 G 83, Jeremias Hercules, Slaget ved Kronborg, sølv 31 g
Fremstillingen af søslaget ved Kronborg 1658 er en nøje kopi efter en medalje af den hollandske stempelskærer Gurian Pool slået til ære for admirallieutenant baron Jakob Opdam van Waasenaer. Medaljen er skåret efter tegninger af kunstneren William van der Velde, der optog skitser under kampen. Medaljen er muligvis udført senere.
1659. Ovale sølvblikmedaljer lavet efter belejringen af København: G 106 Kong Frederik 3 og dronning Sophie Amalie.
G 107 Kong Frederik 3, bagsiden viser Guds hånd der afhugger svenskekongens hånd der rækker efter den danske krone.
Som erindring om stormen på København sælges en serie medaljer hvor for og bagsiderne er presset sølvplader, Medaljerne er fyldt med voks og har derefter fået en ring af sølv. Det var fra Holland idéen til denne type medaljer kom. De almindelige medaljer var (oftest) støbt. Med denne fremstillingsteknik kunne der spares sølv. Også freden den 27. maj 1660 er der medaljer fra.
Stormen på København den 11. februar 1659 står solidt i den danske historie. Danmarks timeglas var ved at løbe ud. Den 27. august begyndte svenskerne at skyde med ”glødende kugler”. Disse var støbte jernkugler som var hule og fyldt med krudt og et fængrør. Den 11. februar 1659 gav et bål som blev antændt kl. 01.30 på Valby bakke, signalet til stormen. Svenske styrker angreb over Kallebroernes is mod strækningen fra Vesterport til Langebro. Særligt ved Stormbroen (Holmens Kanal ved Nationalmuseet) gik det hårdt til. Svenskernes stormkolonner rykkede frem mod bastionen foran Vartov for at storme slotsholmen og løngangen. Det lykkedes for få svenske at komme op på volden. Den forreste kaptajn Uggla råbte” vil I have pardon, I danske hunde; hvem kommanderer her?”. I samme øjeblik blev han stødt ned af Claus Ahlefeldts partisan. Den anden svenske officer havde også forladt skansen godt hjulpet hertil af en partisan! Volden ved Christianshavn forsvaredes af general Fuks. De svenske tropper angreb iført lagner som camouflage. Da Fuks så dette sagde han de berømte ord ”Se de har allerede ligskjorten på”. De danske tabstal var meget små. Det er anslået at de svenske tabstal er på godt 2.000-3.000 mand.
Brandbombe af jern fra 1659, fundet ved udgravning i (Carlstad 1659) Brønshøj 1932
De svenske tropper trak sig tilbage til deres hovedkvarter i Brønshøj kaldet Carlstad. Denne teltby var mere end dobbelt så stor som København. Den gamle Brønshøj kirke var krudtmagasin. Danmark var sluppet for at blive en svensk provins. Efter erobringen af Danmark skulle General Wrangels belønning ellers have været udnævnelsen til guvernør over Fyn.
Den svenske udplyndring af Danmark voksede med urimelige skatter samt tvangsudskrivelse af bønder til svensk krigstjeneste i de baltiske områder. Opgøret mod besættestropperne voksede. Gøngerne i Jungshoved fangede en svensk ritmester med 40 mand de blev alle ført til skovs og ”Caputeret”, skudt. Det ulmende oprør brød ud i lys lue. I 1659 fordrev Gøngerne svenskerne fra Nordjylland. Oprøret brede sig til resten af Jylland. På Øerne var modstanden flammet op. Op mod 14.000 unge danske mænd, der havde forsvaret deres hjemegn, blev nu presset ind i den svenske hær eller eksporteret til baltiske egne. Efter stormen på København synes det som om, at energien til yderlige modangreb mod svenskerne var sygnet hen. Oprøret blev slået ned med hård hånd af svenskerne. Ingen fik hjælp af regulere danske tropper. Mange gårde stod øde, de blev nu erstattet af svenske, der også fordrev andre bønder fra deres gårde (Vor hær i krig og fred).
1699 Generobringen af Fyn 1659, Christian Wineke G 270, Künker 145 lot 7229, 40.01 g.
Da polske hjælpetopper, under anførelse af feltherre Stephan Czarniecki, nåede Jylland i efteråret 1659, var landet allerede udpint. Alligevel lykkedes det hjælpetropper at bjærge/stjæle føden. De blev mere forhadte end de svenske tropper. Beregninger siger, at 60.000 mennesker mistede livet i af pest og hungersnød i Jylland og på Fyn. Krigens militære tab blev små i forhold til de civile tab. Ruyters og Henrik Bjelkes flåder overførte en del af den Københavnske styrke til Kiel. Den skulle forenes med de danske styrker der. Den 12. oktober var flåden i Kiel. Her indskibedes en troppestyrke på 6.000 mand. Man afsejlede 27. oktober og efter 4 dages sejlads gjorde man landgang ved Kerteminde
Feltmarskal Eberlin som førte kommandoen over de brandenburgske, tyske, holstenske op polske regimenter i Jylland, gik ved et dristigt kup over Lille Bælt. Feltmarskal Hans Schack skulle efter planen samtidig været gået i land ved Nyborg, men blev af storm og modvind tvunget til Kerteminde. Hans tropper overførtes på de Ruyters hollandske flåde. Troppestyrken var på ca. 3.100 mand. På Bornholm blev den svenske guvenør Johan Printzensköld dræbt. Derefter blev den svenske besætning på Hammershus overmandede (Vor Hær i krig og Fred).
Den svenske besætning i Kerteminde under Pfalzgreve Philip af Sulzbach blev hurtigt slået i et blodigt slag. Nu var det svenskernes i Nyborg der skulle angribes. Den svenske styrke var på 6.000 mand. Schacks og Ebersteins tropper talte 10.000 mand. Den svenske øverstbefalende var feltmarskal Gustav Otte Stenbock. der sammen med Pfalzgreve Philip der med de undslupne soldater fra slaget om Kerteminde nu udgjorde den samlede svenske styrke.
Stenbock mødte danskerne et stykke vest for Nyborg, syd for landsbyen Rejstrup. Den danske hær måtte bruge to dages march ad ufremkommelige veje fra Odense til Nyborg. Den 14. november 1659 nåede de frem om morgenen. Om kampen skriver feltmarskal Schack til sin svoger, hofmarskal Kørbitz: ” En times tid hængte det ligesom i en silketråd hvem der skulle vinde”
Holstenske og jyske ryttere, kroater, brandenburgske dragoner, polske lansenerer blev kommanderet af oberst Casimir Piasczynski, som faldt i kampen. Det opildnede tropperne til ivrigt, at gå mod svenskerne. Hans død skulle hævnes. Nu jog disse tropper, som et uvejr ind over den flygtende svenske midtergruppe, hvis 2.000 mand så godt som alle blev nedhugget, eller spiddet på lanser. Pfalzgreve Philip kæmpede sig fri og nåede til Nyborg. Den svenske hær var slået. Stenbock og Pfalzgreve Philip flygtede til Sjælland. Tropperne overgav sig, på nåde og unåde den 15. november 1659. Fra nu af gik krigslykken forbi Carl X Gustavs dør.
Det blev de europæiske politikere, der forpurrede, at hæren satte over til Sjælland for at angribe Carl X Gustavs tropper på Sjælland. Februar 1660 døde Carl X Gustav i Göteborg. Hans efterfølger Karl XI var kun 4 år. En formynderregering med enkedronning Hedvig Eleonora og rigsrådet ønskede freden. Den 26. maj 1660 underskrives en urimelig hård fred, dikteret af vestmagterne. Roskildefreden blev stadfćstet, dog skulle Trondhjem og Bornholm, der havde kæmpet sig fri, forblive i det danske rige. Forhandlinger i Stockholm som fra dansk side førtes af Hannibal Shested, enedes man om størrelsen af det skånske gods: 8500 tdr. Hartkorn (hårdt stampet korn i 1 tønde) skulde være prisen for Bornholm. Prisen for Bornholm var altså 8500 tønder korn.10. august 1659 var hertug Frederik 3. afgået ved døden i Tønning. Hertugen af Gottorp stod som suveræn fyrste, inden for det danske riges grænser.
Lad de ord som den britiske gesandt i København Sir Philip Meadowe skrev i sin bog fra 1677 sætte punktum for det svenske erobringstogt under Carl X Gustav krigene:
” Danskerne ventede, at deres forbundsfæller skulle hjælpe dem til en fred, der stemte overens med de fordele, disse allierede havde opnået ved krigen, og til tabene de selv havde lidt. Den danske krig havde nemlig draget svenskerne ud af Polen og friet Brandenburg fra at blive krigsskueplads. Den var begyndt efter tilskyndelse af generalstaterne for at sikre disses handel på Danzig, den blev fortsat med udsigt og håb om disses understøttelse. Hollænderne sendte vel også danskernes hjælp, men kun i overensstemmelse med deres egen fordel, ikke med danskernes… Men det var tvang der havde kastet Danmark i Hollands arme, og for fremtidig at holde det i afhængighed, måtte det vedblivende at være trængende… ulykkelig er den fyrste. som indlader sig på en krig mod en, der er mægtigere end han selv, ikke i tillid til egne kræfter, men til sine allieredes styrke; uheldigst er han, hvis disse misunder ham øget anseelse og magt. Danmark måtte, efter alle udstående lidelser, vedblive at bøje nakken under den skæbnesvangre Roskilde traktats åg, fordi det var en afgjort sag mellem England og Holland, at begge Øresundskyster ikke måtte høre under samme krone” (Vor Hær i Krig og Fred)
Eben-Ezer 5 dukat 1659. Motivet på mønten viser Guds hånd som med Retfærdighedens sværd afhugger svenskekongen hånd, der rækker efter den danske krone
Under krigen med Sverige traf kongen ved forordning af 6. februar 1658 den usædvanlige bestemmelse, at det tillodes enhver på den kgl. Mønt af eget guld og sølv at lade slå dukater, sletdaler (kroner) og 2 marker ” dog med voris forordnede stempel”. Ĺrsagen var den af krigen forårsagede høje sølvpris som ikke levned kongen fortjeneste ved levering af sølv til mønten H.H.s. 172. Se HH 98-110. Den velhavende del af befolkningen kunne bestille guldafslag på 10-6-5-4-3 dukater. Disse mønter og sølvblikmedaljer er beviser på hvordan krigen mindedes i samtiden. Tilladelsen til privat udmøntning bortfaldet den 24. marts 1660.
Stadens Københavns borgere havde, før stormen, forhandlet sig til flere købstads rettigheder på bekostning af andre danske byer. Københavns byvåben minder om et overdådigt adelsvåben. Kronen skal ses som en sejrssymbolkrone.
(2008)