I år, hvor nihundredeåret for Knud den Helliges voldsomme død i Albani kirke i Odense vil blive mindet - er det aktuelt at fremlægge en mønt, der måske giver os endnu et skånsk møntsted fra disse år.
Under et besøg i Department of Coins and Medals på British Museum i London bemærkede jeg en mønt af Knud den Helliges skånske type Hauberg 3 (Lund), 5 (Thumatorp) og 6 (Borgeby). (1)
Men indskriften var ikke så almindelig:
+CNUT REX IN ODBIONNORPI
Indskriften er lidt vanskelig at tyde. Forsiden har tilsyneladende Knud, Englændernes konge (Cnut Rex Anglorum), men forklares dog bedre, hvis man forudsætter, at der blot er glemt et »D« i Dan(orum), altså Knud, Danskernes konge. Bagsiden er værre: Den giver møntprægeren og møntstedet. Møntprægeren må være ODBIORN, d.v.s., der mangler et »R«. Denne møntpræger kendes både fra Harald Hens og Knud den Helliges Lundeudmøntninger, henholdsvis Hauberg nr. 2 og 3. Formen gengives Øthbiorn i Danmarks gamle Personnavne. (2)
Værre er det med NORPI. Dialekt- och Ortnamnsarkivet i Lund oplyser, (3) at man ikke har noget kendt skånsk stednavn Norrby fra middelalderen. Man har også diskuteret andre muligheder, afhængige af hvor meget af indskriften, der hører til møntprægerens navn og hvor meget til møntstedet, men uden definitivt resultat. Man når som andre muligheder frem til Önnerup, vest for Lund (i nabosognet Fjelie) og Örby syd for Helsingborg, men forkaster igen begge muligheder, da de af andre, sproglige grunde ikke er lokkende.
Vi står følgelig med et skånsk møntsted, der indtil videre ikke kan identificeres. Hovedmøntstedet var Lund, og vi kender netop fra Knud den Helliges tid (d.v.s. 1080-86) to andre, betydelig mindre møntsteder i Skåne: Tommarp mod øst, i Österlen, tæt ved Simrishamn, og et møntsted som antages at være Borgeby tæt ved Øresundskysten. Til disse to små møntsteder føjer sig nu et tredje, hvis nøjagtige navn er usikkert, men som kan have heddet Norby.
Den omstændighed, at der ikke ellers kendes noget skånsk stednavn fra Middelalderen af denne form, taler ikke afgørende imod forslaget, idet mønten i kraft af sin alder hører til de ældste skriftlige kilder fra skånsk middelalder, og stedet kan senere være forsvundet eller have skiftet navn.
Den omtalte mønt er ellers ikke ukendt, men den har i engelsk 1800-tals numismatik længe været anset for at stamme fra Knud den Store, som døde 1035, et halvt århundrede før Knud den Hellige, og mentes at være præget i byen Norwich, Norfolk, East Anglia. Således i Henry W. Henfreys oversigt om Norwichs mønter fra 1880, idet forfatteren direkte afviser den tvivl, C. J. Thomsen havde rejst om den engelske oprindelse.
Mønten blev vistnok første gang afbildet 1819 af R. Ruding, (5) hvor den blev henført til Knud den Store, der var den eneste mulige forklaring, hvis denne mønt skulle være engelsk, selv om mønten selvsagt ikke passede særlig godt ind i Knuds engelske udmøntning. Dette gentoges 1840. (6)
Kort efter gjorde C. J. Thomsen sine engelske fagfæller opmærksom på fejltagelsen - mønten var dansk og fra Knud den Hellige. Dog mente han, at den skulle være fra Lund. Uanset Thomsens indsigelse optrådte mønten dog som engelsk også i 2. udgave fra 1876 af B. Hawkins klassiske værk om engelske sølvmønter. (8) men der redegjordes for Thomsens synspunkter i en note.
Kort efter gjorde den tidligere omtalte Henfrey indsigelse mod Thomsens henførelse af mønten til Lund. Henfrey læste møntindskriften korrekt og foreviste den for flere lærde numismatikere. Efter disses samstemmende mening pegede pilen atter mod Norwich og Knud den Store. (9)
Nu tog vor hjemlige C. F. Herbst imidlertid til genmæle, han kunne - som rimeligt var - ikke godkende at hans læremester C. J. Thomsens synspunkter således forkastedes. (10) Uanset Thomsen havde tolket møntstedet galt, viste Herbst dog med mangfoldige argumenter, at møntherren var rigtig opfattet af Thomsen - det kunne kun være Knud den Hellige. Titelproblemet forklarede Herbst med stempelskærerens skødesløshed, idet han straks afviste en hypotese om, at mønten kunne være præget som et godt varsel for Knud den Helliges planlagte Englandstogt 1085! Da Herbst også tolkede bagsiden som skødesløshed kom han uden om en yderligere drøftelse af møntstedet.
Man skulle synes, at Herbsts konklusioner måtte overbevise alle - mønten er dansk og fra Knud den Hellige - men hans opponent Henfrey lod sig ikke rokke. (11)
Mønten lå længe i engelske privatsamlinger. I begyndelsen af 1800-tallet tilhørte den en samler Rebello, senere en anden samler Trattle, ved hvis auktion den (iflg. Hawkins) blev købt blandt et lot franske (!) mønter af W. Dymock. Den blev derefter solgt som nr. 161 i T. F. Dymocks auktion (Sotheby 1858) og som nr. 314 hos R. M. Murehison (sammesteds 1866). Senere kom den hos samleren William Brice, Clifton,12 og den endte hos storsamleren W. Montagu, fra hvis smukke katalog (Sotheby 18. nov. 1895, nr.821) den her brugte illustration (efter gipsafstøbning) stammer. Den blev købt for 5 £ og kom til British Museum.
Vedrørende møntens oprindelige proveniens kan naturligvis intet sikkert siges. Men man kan tænke sig, at den kommer fra det store Holsteinborgfund c. 1737, hvor fra så mange af de nu kendte af Knud den Helliges østdanske mønter stammer. Dette funds mønter blev tidligt spredt vidt omkring, også i udlandet, da fundet p.g.a. grevernes og friherrernes specielle privilegier ikke omfattedes af de normale danefæregler.
Så vidt vides har mønten ikke spillet en rolle i den numismatiske diskussion i dette århundrede.
(NNUM 1986 side 4-6)
Jeg takker Ass. Keeper Marion M. Archibald for god hjælp ved studiet af mønten på British Museum.
Forkortelse:
NC Numismatic Chronicle, London.