For ca. 100 år siden afsluttede P. Hauberg sine grundlæggende undersøgelser af Danmarks møntvæsen i tidsrummet 1241-1377 og publicerede resultatet i Årbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie, årgang 1884. Hans afhandling var et afgørende stykke pionerarbejde på et felt, som ellers kun var sporadisk berørt i form af diverse fundbeskrivelser, som isoleret søgte at datere de respektive fund, efterhånden som de fremkom, men som ellers ikke gjorde krav på nogen bearbejdelse af dette materiale med henblik på en nærmere bestemmelse af de enkelte mønter, som indgik i fundene. Ramus og Devegge tog ganske vist i det ufuldendte møntværk fra begyndelsen af forrige århundrede - først udgivet i 1867 - stilling til de læselige mønter inden for perioden og forsøgte at fordele disse over kongerækken fra Erik Plovpenning til Valdemar Atterdag samt inden for de enkelte regenter mellem kronen og kirken, men standsede ellers ved mønterne med enkeltstående bogstaver og forskellige symboler; som Ramus og Devegge samlede i grupper efter motivvalget, men et system som det haubergske havde ingen anden tidligere søgt at opbygge.
Desværre var fundmaterialet på Haubergs tid ikke omfattende nok til at føre til et resultat, som havde den fornødne bærekraft for så vidt angår de enkelte udmøntningers datering og placering. Skattefundene på daværende tidspunkt dækkede vel i det store og hele lige så stor en del af perioden som nu, men de senere tilkomne skattefund manglede i alt fald for at fuldstændiggøre billedet af visse områder inden for perioden, hvor fundmaterialet på Haubergs tid var relativt svagt, og på enkeltfundsområdet var oplysningerne alt for sparsomme til at dække kravene til en sikker placeringsbestemmelse. Hele denne problematik var absolut ikke Hauberg fremmed. Han var selv den første til at erkende, at nye fund kunne give anledning til ændring af de emissionsforløb, som han var nået til på basis af det af ham kendte fundmateriale, og som han - måske lidt for ofte - når fundoplysningerne svigtede, havde suppleret alene med sit eget stilskøn. Grunden var imidlertid lagt til det værk, der skulle blive stående i det kommende århundrede som normgivende for ordningen af udmøntningerne i den pågældende periode på trods af senere behandleres forbehold over for systemet.
Det var Hauberg til stor fortrydelse, at Mansfeld-Bûllner, livseliksirfabrikanten, i 1887 udgav sine "Afbildninger af samtlige hidtil kendte danske mønter fra tidsrummet 1241-1377". Perioden dækkede netop det tidsrum, som Hauberg i sin afhandling af 1884 havde behandlet. Haubergs reaktion var da også øjeblikkelig og yderst skarp over for Mansfeld-Bûllner, jfr. hans sønderlemmende recension i en pamflet af oktober samme år. Skytset skulle måske nærmere have været rettet mod præsten fra det nordjyske, Sophus Bergsøe, som anses for at være bogens egentlige forfatter. Det er så sandt, at forordet til billedværket godt kunne have været undværet, men afbildningerne har alene på grund af deres eksistens været nyttige for eftertiden. For Mansfeld-Bûllner og Sophus Bergsøe var det i øvrigt kun et spørgsmål om at tilvejebringe en gengivelse af samtlige foreliggende afbildninger af periodens mønter, som man på daværende tidspunkt vitterligt manglede. Afbildningerne omfattede først og fremmest det hos Ramus og Devegge foreliggende materiale med tillæg af Haubergs tegninger fra hans afhandling af 1884 af samtlige de efter det ufuldendte møntværk nytilkomne typer.
Men Mansfeld-Bûllners afbildninger var ikke uden fejl og mangler, idet materialet ikke havde været underkastet nogen form for kritisk redaktion. Den kom først ved Johan Chr. Holms optryk af billedrækkerne i 1954, hvor flere iøjnefaldende fejl blev rettet, men tilbage står dog i den således reviderede udgave af Mansfeld-Bûllner med senere uændrede optryk visse afbildninger af rene fantasifostre samt gengivelser af typer, hvor de som grundlag for afbildningerne foreliggende eksemplarer har været af en så ringe kvalitet, at ikke alle prægets enkeltheder er kommet frem eller endog er misforstået i tegningen, således at møntens udseende er blevet fastlåst på et fejlagtigt grundlag til besvær for eftertidens registratorer.
I et enkelt tilfælde konstruerer Mansfeld-Bûllner endog en misvisende fejlkombination af en enkeltstående averstegning hos Ramus og Devegge med en enkeltstående reverstegning fra samme værk af to udmøntninger, som tilsyneladende stammer fra samme emission, idet de er hinanden lig i motivvalget, men som ved foretagne detailundersøgelser af de respektive fund, som mønterne refererer sig til, viser sig at hidrøre fra to hinanden uvedkommende udmøntninger, der dateringsmæssigt endda fjerner sig fra hinanden i en vis afstand. Motivvalget, det drejer sig om, er den velkendte og flere gange gentagne kombination mellem liljen som aversmotiv og ankerkorset som reversmotiv MB 342 m.fl.
Aversen på Mansfeld-Bûllners fejlkombination MB 348 har således en lilje mellem tre kugler, én ved hver af liljens sider og én under liljen. Denne aversside stammer fra en udmøntning fra Valdemar den 3.'s første regeringsår umiddelbart efter hans underskrift på håndfæstningen og hyldningen den 7. juni 1326. Mønten er sjællandsk. Den er udgået fra det på daværende tidspunkt igangværende 2. sjællandske officin (møntsted), der må antages at have været beliggende i Vordingborg eller i Sakskøbing. Reversmotivet med et ankerkors, der er forsynet med officinmarkering i form af en kugle i hver af korsets vinkler stammer derimod fra Erik Menveds senere regeringsår - 1317/19. Mønten må i henhold til officinmarkeringen være udgået fra møntstedet i Odense.
Det emne, som Hauberg optog til behandling i sin afhandling af 1884, omfatter udmøntningerne i den periode i Danmarks mønthistorie, som populært går under betegnelsen "borgerkrigsmønterne". Begrebet har dog i tidernes løb været underkastet visse korrektioner med hensyn til periodeafgrænsningen.
Perioden, som Hauberg behandler den, omfatter udmøntningerne fra Erik Plovpennings tiltræden som enekonge efter faderen Valdemar den 2.'s død 28. marts 1241 og afsluttes med et par enkelte, men til gengæld sikre udmøntninger fra Valdemar Atterdag, der begge - uanset at Hauberg registrerer den ene under Lund - er udgået fra Roskilde samt en længere, men dateringsmæssigt mindre sikker, møntrække fra Skåne fra tiden efter, at Skåne har løsreve sig fra Danmark i 1332, og som et selvstændigt kongerige har valgt den svenske kong Magnus Eriksson som regent.
Det har imidlertid vist sig at være mere hensigtsmæssigt og naturligt at forskyde begyndelsesåret for den behandlede periode tilbage fra foråret 1241 til kalenderåret 1234, således at perioden herefter også omfatter de sidste godt og vel 7 år af Valdemar den 2.'s regering, idet typerne fra dette regeringsafsnit umiddelbart synes at stå i nøjere forbindelse med den følgende periodes udfmøntninger end med den periode af Valdemarstidens udmøntninger, som går forud for 1234. Georg Galster har ved en drøftelse af dette spørgsmål også været inde på at lade 1234 være skæringsåret ved behandlingen af dette afsnit af Danmarks møntvæsen. Dette synspunkt er følgelig lagt til grund for nærværende behandling af emnet.
Årsagen til den særstilling, de skånske udmøntninger indtager, står i forbindelse med ærkebispens selvstændige forvaltning af det skånske område, der fungerer som et gejstligt len, der ikke er underkastet rigets almindelige administration, idet kronens interesser i Skåne varetages af en særlig rigsembedsmand, gældkeren, der formodes at stå i direkte reference til kronen. Denne særstilling afsætter sig naturligt fra ærkesædets side i en vis modstand mod al integrerende virksomhed fra regeringens side. Det er derfor ret oplagt, at ærkebiskop Uffe har været modvillig over for sin egen lydbiskop, Niels Stigsen af Roskilde, da han i sin egenskab af kronens kansler må formodes at have søgt at indkorporere den skånske mønt i den af ham i 1234/35 etablerede "rigs"mønt for landene Sjælland og Jylland/Fyn samt Slesvig ud fra visse udenlandske - formentlig engelske - forlæg med henblik på at give riget en monetær sammenkitning hvilende på møntens frie cirkulation mellem landene.
Skåne beholdt i alt fald fortsat sin egen mønt uden tilknytning til "rigs"mønten, hvilket tydeligt fremgår af motivvalgene for mønterne i det skånske emissionsforløb under Valdemar d. 2. fra 1234 til hans død i foråret 1241. Dette forhold må i sig selv have virket afdæmpende på det frie samkvem mellem Skåne og den øvrige del af riget.
Endvidere er det af afgørende betydning at hæfte sig ved følgerne af den store og for kirken nærmest ruinerende devaluering, som regeringen Peder Finsen iværksatte omkring påsketid 1257. Devalueringen blev gennemført fuldt ud ved de vestdanske officiner, som stod under regeringens kontrol, men i Skåne, hvor fællesudmøntningen mellem kronen og kirken ophørte i overensstemmelse med kronens bud om inddragelse af alle ærkesædets privilegier og rettigheder i forbindelse med den igangværende kirkestrid, fortsatte ærkebisp Jakob Erlandsen dog tilsyneladende uhindret sine udmøntninger i eget regie parallelt med kronens, der på daværende tidspunkt sorterede under hans egen broder, gældkeren Niels Erlandsens kontrol. Det karakteristiske for disse parallelle udmøntninger, som i øvrigt begge er repræsenteret i Øster Hæsingefundet (F.P. 5) fra 1259 - ganske vist kun med nogle få stykker - er, at de lødighedsmæssigt nøje følger hinanden med en holdighed på henholdsvis 179 promille for kronens mønt MB 71 og 181 promille for kirkens mønt MB 70. De pågældende lødighedsprøver er foretaget af Statsguardeinen på Den kgl. Mønt- og Medaillesamlings foranledning jfr. skrivelse af 29. januar 1936. Begge udmøntninger er således devalueret i forhold til den kurserende skånske fællesmønt for kronen og ærkesædet. Men lødigheden af den nye skånske mønt er dog væsentligt bedre end den nye vestdanske mønt, der var blevet devalueret ned til ca. 125 promille. Det synes, som om, ærkebiskop og gældker i dette spørgsmål har arbejdet sammen i god forståelse på tværs af kronen og regeringen Peder Finsen.
Denne forskel i lødighed mellem skånsk og vestdansk mønt, som herefter var konstateret som en kendsgerning, blev ikke mindre med årene. Tværtimod varede det ikke længe, før skånsk mønt efter lødighed var dobbelt så god som vestdansk mønt. Udover den hidtil bestående interessegrænse dikteret af Skånes særstilling inden for riget var der nu yderligere skabt en valutarisk grænse i Øresund. Denne barriere mellem Skåne og den øvrige del af riget kan på en enkelt undtagelse nær, nemlig Nærumfundet (F.P. 3609) fra sommeren 1259 aflæses af samtlige skattefund, der er nedlagt efter devalueringen i 1257.
Skånske fund på den ene side består således indusive det sjællandske Hvidøre-fund (F.P. 74) udelukkende af skånsk mønt, medens samtlige vestdanske fund på samme vis udelukkende består af vestdansk mØnt undertiden med svag iblanding af udenlandsk mønt hovedsageligt engelske sterlinge, medens skånsk mønt i realiteten ikke forekommer i fundene, kun som tilfældige indslag af enkeltstykker. En særstilling indtager det lagdelte Skrivergadefund (F.P. 381) fra Bornholm, som i sin typesammensætning af såvel skånsk som vestdansk mønt fungerer som eneste bindeled mellem de to ellers adskilte udmøntningsområder over en periode fra Erik Plovpenning frem til fundets nedlæggelse i efteråret 1282.