Hvorledes denne mindre gode Mynt fra Flensborg har været, lader sig ikke paavise, og det kan end ikke afgjøres, hvorvidt der paa denne Tid er udmyntet tosidig Mynt eller kun Brakteater i Hertugdømmet Sønderjylland og i Holsten.
Efter den sønderjydske Hertug Henriks Død i Aaret 1375 tiltoge de holstenske Grever sig Magten i Hertugdømmet, og Dronning Margrethe blev senere, Aar 1386, nødt til at tilstaa dem denne Besiddelse som et arveligt og udeleligt Lehn. Udmyntningen viser derefter en nær Tilslutning til Hamborgs og Lybeks Mynt, og de samme Bestemmelser med Hensyn til fælles Myntpræg og Værdi, som disse Stæder vedtoge i Forening med enkelte andre Hansestæder, bleve ogsaa fulgte ved Myntstederne i Sønderjylland og Holsten.
Saavel Omskriften som Neldebladet vise, at denne Mynt, den ældste kjendte fra Flensborg, er slaaet, efterat de holstenske Grever Aar 1375 havde sat sig fast i Sønderjylland. Myntens Alder kan nærmere bestemmes ved dens Overensstemmelse med den fælles Typ, som Lybek, Hamborg og Wismar vedtoge Aar 1379 (22); den er sikkert udmyntet i en nær Tid derefter, altsaa forinden Greverne endnu vare i anerkjendt Besiddelse af Hertugdømmet. Mynten kjendes kun i et Exemplar, som fremkom i Viborg F. i Aaret 1847.
Formentlig i Tiden 1388-1395 blev der i Flensborg udmyntet Firepenninge og Topenninge af samme Typ (Fig. 3 og 4). Disse slutte sig nøie til Lybeks Udmyntninger fra Perioden efter 1387, i hvilket Aar Staden paa Grund af en Strid med Wismar ikke havde fornyet Myntforeningen med Hamborg, Wismar og Lyneborg (23). Det er imidlertid ikke oplyst, hvorvidt Udmyntningen i Flensborg er foretaget ifølge Overenskomst med Lybek og samtidig med den lybske, eller om den er en lidt senere Efterligning af denne. Det første er dog det sandsynligste, da der ogsaa fra Kiel findes Mynter af samme Typ, og da denne Fællesudmyntning i Hertugdømmerne har været meget betydelig. Det ældste Fund, Basnæs F., hvori disse Mynter fra Flensborg forekomme, er nedlagt i Slutningen af det 14de Aarhundrede.
I vore Fund fra Begyndelsen af det 15de Aarhundrede forekomme hyppig Sechslinge og Dreilinge fra flere Hansestæder, navnlig fra Lybek, med Stadens Vaabenskjold paa Advers og Revers. Udmyntningen af disse ligger umiddelbart for Udmyntningen af de noget lignende Wittenpfennige, ligeledes med samme Advers og Revers, som slaaes i Lybek, Hamborg, Wismar og Lyneborg ifølge disse Stæders Myntforening med Rostock og Stralsund den 6te Februar 1403 (24). Den her omhandlede flensborgske Trepenning (Fig. 4), staar i alle Henseender de nævnte tydske Dreilinge saa nær, at den utvivlsomt maa være samtidig med eller kun lidt yngre end disse. Den forekommer første Gang i det c. 1400 nedlagte Kalby F. Denne Trepenning er den yngste kjendte Mynt fra Flensborg, og vi savne Oplysning om, hvorvidt her overhovedet er foretaget senere Udmyntninger. Den Omstændighed, at der ikke heller kjendes yngre holstenske Mynter fra denne Periode, taler for, at. de holstenske Grever have standset Udmyntningerne i Hertugdommerne, og at de muligvis atter udelukkende have benyttet Mynt fra Hamborg.
Medens Udmyntningerne i Flensborg ere i fuld Gang, bringes ogsaa det nærmest liggende, gamle Myntsted i Ribe i Virksomhed, og herfra udgaar nu en Firepenning (Fig. 5), som ved sin hele Beskaffenhed tydelig slutter sig til de sydligere Udmyntninger. Indtil Aar 1336, da Ribe Mynt blev nedlagt, havde Myntretten her tilhørt Kronen og Stadens Biskop i Forening; men med Udmyntningens Gjenoptagelse indtræder det forandrede Forhold, at Myntretten overdrages til Staden selv, ligesom det var Tilfældet i Flensborg og tidligere havde været i Slesvig. At Forholdet ogsaa har været saaledes i Ribe paa denne Tid, fremgaar af Myntens Omskrift med Stadens Navn og uden Kongens. Firepenningen fra Ribe viser navnlig stor Lighed med en lyneborgsk Mynttyp fra Tiden 1360-1378, og da det ældste Fund (Basnæs F.), hvori den forekommer, er fra Slutningen af det 14de Aarhundrede, maa Udmyntningen sandsynligvis have fundet Sted i Tiden 1380-1390. Fra denne Periode kjendes ikke andre Ribe-Mynter end denne Firepenning, og det maa derfor antages, at Udmyntningen snart atter er standset. Senere genoptages Udmyntningen i Staden under Kong Frederik I.
Det er kun yderst sparsomme Meddelelser, hin Tids Aktstykker bringe om vore Myntforhold. I et Diplom omtrent fra Slutningen af Olufs Regjering (25) omtales, at Kantsleren har 100 nye Mark af hver Udmyntning; men dette kan ligesaa godt sigte til et gjængs Forhold fra tidligere Tid som til Udmyntninger paa det daværende Tidspunkt. I Aaret 1392 (26) omtales derimod i Jylland en Sum af 40 Mark danske, hvilket viser, at der har fundet Udmyntning Sted ved dette Tidspunkt, muligvis just af de her omtalte Firepenninge fra Ribe. Udmyntningerne af disse have sikkert havt et betydeligt Omfang (27), men synes dog ikke at have været tilstrækkelig store til Landets Forsyning; thi Aar 1396 paalægger Dronning Margrethe paa Grund af Rigets Mangel paa Mynt Befolkningen en Skat, for deraf at lade slaa ny Mynt. I Forordningen for Nørre-Jylland, dateret Viborg d. 24de Januar 1396 (28), hedder det: "Item at thy at vy haffue hørt, at hær i alle landæ er vanskæ om mynth, at han er ey i landen, tha haffue the i alle landæ iætt oss een hielpp till then mynt: oc haffue the iætt oss her i landet viii gl. (gr.) aff huert hws nw at mydfastæ, iiij. gl. (gr.) at sanctæ morthens dagh om nøtørth er at kræffwæ them. Thy bede vy ether at i ladæ huær i syn stadh aff synæ vornedæ komme tisse viii. gl. (gr.) vth aff huert hws ynnen mydfastæ: oc huer biscopp aff syt biscops døm, oc fogede met hanum ladhæ schriffue them oc tagæ them vpp po Koningens veynæ oc vore." Dette Paabud af 8 Grot, hvormed menes franske Gros Tournois eller Tournoser, af hvert Hus, synes dog ikke at have ført til noget Resultat, og Aarhundredet udløber, uden at der viser sig noget Tegn til Virksomhed i Rigets Myntsteder.
Kronens nye Udmyntninger i Danmark omtales første Gang i et Aktstykke fra October 1402 (29), hvori omhandles et Laan "in triginta duabus marcis argenti in alba moneta legali Syalandie et datiua et non alio rerum valore". Udmyntningen har saaledes været gjenoptaget ved Aarhundredets Begyndelse. Den i Aktstykket nævnte sjællandske Mynt har sikkert været en Firepenning (Wittenpenning), da den benævnes "moneta alba" uden Tilføielse af "coneava", hvormed ofte de hule Penninge findes nærmere betegnede. Forskjellige Omstændigheder tale for at henføre Kong Eriks eneste kjendte Firepenning (30) (Fig. 6) fra Næstved til dette Tidspunkt. Man ser strax, at der er et nært Slægtskab mellem denne Mynt og den faa Aar senere udmyntede Trepenning eller Sterling; den hele tekniske Udførelse, navnlig af Kronen, er saa ens paa de to Mynter, at de maa være næsten samtidige. Firepenningen er imidlertid den ældste, da Udmyntningen af Mynter til denne Værdi, saavel i Tydskland som i Danmark, er den ældre og gaar forud for Udmyntningen af Sexpenninge og Trepenninge. De danske Sterlinge udmyntes fra c. Aar 1405 i en lang Aarrække, uden at der kan spores nogen Afbrydelse, og da Myntstedet i Næstved i nogle Aar før den Tid har været i Virksomhed (31), er den her omtalte Wittenpenning utvivlsomt udgaaet herfra før Aar 1405. Kongen fører paa Mynten Titel af Danmarks, Sveriges og Norges Konge, og Udmyntningen er altsaa yngre end Rigernes Forening 1397, nærmest fra Tiden 1400-1402. Firepenningen fra Næstved er ikke forekommet i noget Fund. Den kjendes kun i et Exemplar, som Aar 1874 kom til den kgl. Mynt- og Medaille-Samling.
Af stor Interesse er det, at der paa Mynten er fremstillet en Bispestav, da dette er et uomtvisteligt Bevis for, at Roskilde Biskop, selv efterat Myntstedet var overflyttet til Næstved fra Roskilde, har beholdt en Trediedel af den sjællandske Udmyntning, hvilken Rettighed havde tilhørt Biskopperne siden Knud den Helliges Tid. I en Fortegnelse over Roskilde Bispestols Indtægter, hvilket Aktstykkes Alder angives til c. 1370 (32) men som efter de numismatiske Forhold at dømme maa være mindst 30 Aar yngre, omtales Biskoppens Part i Mynten og ligeledes den Bispestolen tilhørende Myntgaard i Næstved (33). Men senere nævnes ikke Biskoppens Myntret, og mærkeligt nok findes der ikke nogen bestemt Udtalelse om Kronens Inddragelse hverken af denne eller af Lunds Ærkebiskops Myntret, som var blevet fornyet Aar 1376 (34); dette vigtige Punkt er fuldstændig forbigaaet i Historien. Tidspunktet herfor synes imidlertid at have været i Begyndelsen af det 15de Aarhundrede, kort Tid efter Næstved-Firepenningens Tilblivelse; Sterlingene og de senere Udmyntninger saavel fra Sjælland som fra Skaane bære nemlig intetsomhelst Mærke, som kan hentyde paa den gejstlige Indflydelse, og det gode Forhold mellem Dronning Margrethe og Geistligheden synes at indeholde de heldigste Betingelser for den nye Ordning. Sandsynligheden taler stærkt for, at den kloge, i sine Gaver til Kirken saa rundhaandede Dronning, mod Godtgjørelse i Jord og Eiendom kan have bevæget den ligeoverfor Kongemagten ikke længere umedgjørlige, gejstlige Magt til at afstaa sin Myntret, som oprindelig var skjænket den af Kronen, og at en Afløsning af det gamle Forhold saaledes kan være gaaet stille og ubemærket hen. Det var neppe løbet saa fredelig af, hvis Erik af Pommern paa egen Haand skulde have ordnet Sagen. Firepenningen fra Næstved er den sidste kjendte Mynt, i hvis Udmyntning Biskoppen har havt Del, og det er herefter sandsynligt, at Geistlighedens Myntret er blevet inddraget i Aarene 1402-1405.
Firepenningen fra Næstved er af ret god Gehalt. Muligvis er den blevet efterfulgt af en ringere Udmyntning; thi i Aaret 1403 omtales, at Dronning Margrethe ikke vil tage den danske Mynt tilbage til fuld Værdi (35). Dette oplyses yderligere af en Hansereces fra 1404, ifølge hvilken man har vedtaget i Anledning af "den Mynt, som Fru Dronningen og Hendes lade slaa og udgive og ikke ville tage igjen - alvorlig og indtrængende at tale og forhandle med hende derom" (36). Den Omstændighed, at Margrethe ikke vil modtage sin egen Mynt, taler unægtelig ikke til Fordel for den. Muligvis sigtes her til en endnu ukjendt Udmyntning, da det ikke kan være Sterlingen, der omtales saaledes.
"Mester Gherd, muntmester to Nestwede" omtales i Aaret 1407 (37). Den store Lighed mellem Firepenningen fra Næstved og Sterlingene herfra og fra Lund gjør det utvivlsomt, at han har forestaaet Udmyntninoen fra dens Gjenoptagelse ved begge Myntsteder. I Lund omtales han Aar 1413 (38) som "Meyster Gherith vn Ghossen"; men hans oprindelige Navn var Gerrit Gozewijnz. Han var fra Bommel i Overyssel i Holland, levede senere i Staden Deventer og kom derfra til Danmark (39).
Den danske Mynt havde hidtil kun havt en underordnet Betydning, selv herhjemme, ved Siden af Udlandets Mynt. For at bringe Forandring heri søgte nu den danske Krone med Kraft at bringe Landets Myntvæsen paa en god og fastfod og lod, vistnok fra Aar 1405, saavel i Næstved som i Lund foretage store Udmyntninger af de saakaldte Engelske eller Sterlinge til Værdi af tre Penninge. Den nye Mynt sluttede sig i Virkeligheden til de nordtydske Dreilinge, hvorved man vedblivende beholdt den samme Myntregning som tidligere; men samtidig bragtes Myntens Værdi i nær Overensstemmelse med de engelske Sterlinge, og selve den gjængse Benævnelse "Engelsk" eller -"Sterling" viser, at der paa den Tid har været Stemning i Danmark for en Tilslutning til England og en Stræben efter at frigjøre sig fra den tydske Indflydelse.
Den tidligere Misfornøielse i Tydskland med de danske Udmyntninger blev ikke formindsket herved, og Hansestæderne søgte saavidt muligt at lægge den nye danske Mynt Hindringer iveien ved allerede 1406 at sætte dens Værdi til kun to Pfennige. I Hanserecessen af 31te Marts 1406 (40) omtales saaledes: "- dat densche geldt holt x Lod, vppe de mark scrodet V (41) mark ii schill., so is de lubesche mark (danske Penninge) nicht beter den xii schill., de halve lubesche mark vi schill. , de iiij lubesche schill. iij schill., de penningh (42) ii penninghe -". Denne Værdiansættelse var imidlertid for lav, og Dronning Margrethe har derfor sikkert været betænkt paa at træffe særlige Foranstaltninger, for at den nye danske Mynt kunde trænge igjennern, hvilket bedst kunde ske ved at hæmme Brugen af den fremmede Mynt. I en Skrivelse fra Hansestæderne til de preussiske Stæder Aar 1408 omtales, at Margrethe vil forbyde Anvendelsen af al Slags tydsk Mynt i Skaane (43), hvilket Forbud nødvendigvis vilde faa en væsentlig Indflydelse paa Forholdet, da Hovedpunktet for Danmarks Handel endnu paa den Tid laa i Skaane, hvorfra den tydske Mynt navnlig gjennem Skanør og Falsterbo tilførtes Riget. Lybek, Hamborg, Wismar og Lyneborg vedtoge imidlertid det følgende Aar, 1410, fremdeles at sætte den danske Sterlings Værdi til to Pfennige og ikke til tre - "densch geld dat stueke to II den" (44); men der foreligger adskillige Beviser for, at denne lave Beregning ikke er blevet gennemført herhjemme, og for at den danske Sterling i Almindelighed er blevet regnet til en Værdi af tre Penninge (45). Sterlingen synes ikke at være undergaaet nogen synderlig Forandring i Værdi, og tiltrods for Hansestædernes Modstand (46) blev den en i høi Grad brugt Mynt, som gav Landets Myntvæsen en vis Fasthed. -Udmyntningerne fortsattes i mange Aar, og der blev i Tidens Løb sat betydelige Summer af den i Omløb, som holdt sig vedvarende i Brug blandt Folket, længe efter at Myntstederne i Lund og Næstved vare nedlagte. Ved Dronning Philippas Myntforening med de fire Hansestæder Aar 1424 blev den danske Mynt, "de to ver penninghen vorkundiget sint", nedsat til en Værdi af to Penninge. Med denne Firepenning menes sikkert Sterlingen, da der i Aktstykket ikke omtales anden større dansk Mynt. Nedsættelsen af dens Værdi har dog kun været foreløbig af Hensyn til den nye Mynt. Hvor godt Sterlingen har været anset, fremgaar af Karl Knudsens Myntforordning for Sverige Aar 1453 (47), hvor en dansk Hvid og en gammel (dansk) Engelsk hver regnes til tre Penninge, medens en ny dansk Engelsk kun sættes til to Penninge. I Aaret 1456 (48) bestemmes en Sum af 100 lødige Mark i gode "Nestweder" eller 250 Rhinske Gylden for "forne 100 lødig Mark nestwitz engelske, om de engelske ei findes kunde". Endnu 1477 fastsættes 100 lødige Mark i "hviide Nestweder Engelsk" (49).
Ved en foretagen Prøve var en Sterling fra Næstved 9 Lod 12 1/2 Gren lødig og en Sterling fra Lund 8 Lod 13 Gren lødig (50). Denne Forskjel i Gehalt er dog muligvis tilfældig. Ifølge samtidige Opgivelser regnedes Sterlingen at være 9 3/4- 10-lødig (51).
Sterlingen findes meget hyppig. I størst Antal, 3750 Stk., er den fremkommet i Svendborg Fund (1885), som indeholdt flere ukjendte Variationer, deriblandt den med Kongens Navn paa Advers og Revers. Stjernen i Omskriften viser, at denne er udmyntet i Næstved; Udmyntningerne fra Lund have en Rose, et Kløverblad eller et Kors i Omskriften. I den kgl. Mynt- og Medaille-Samling findes i Guld en Pièd-fort af Sterlingen fra Lund; den veier 9,6 Gram og har fra ældre Tid tilhørt Samlingen, uden at der vides Noget om dens Fremkomst (52).
Som foran omtalt, forestodes utvivlsomt Udmyntningerne saavel i Lund som i Næstved af Mester Gherith van Ghossen; han nævnes 1413 som Myntmester i Lund (53).
I Aaret 1407 (54) omtales: "een Ængilsk eller thre smaa pænningæ, som j landet tha gangæ". Der siges Intet om, hvorvidt disse i Landet gjængse Penninge ere danske, og Udtrykket kan saaledes godt gjælde tydske. Der forekommer imidlertid i vore Fund fra denne Tid (Meelløse F., Aakjær F.) en dansk Mynt, som det ogsaa kan gjælde, nemlig den almindelige Brakteat med Kronen (Fig. 10). Det fremgaar af Fundene, at Sterlingene og Krone-Brakteaterne have været samtidige, og det viser sig, at disse hule Penninge ligesom Sterlingene ere blevne udmyntede gjennem en længere Aarrække. Ved Myntoverenskomsten mellem Dronning Philippa og de fire Hansestæder 1424 (55) da Brakteatens Værdi nedsættes til det Halve, omtales den nemlig som gangbar Mynt endnu paa den Tid: "Item de holen penninghe de nv in Dennemarken synt, dar de Krone vppe steit, der scholt gaen vnde gelden tew vor enen". Krone-Brakteaterne maa være blevne udmyntede i store Summer, da de findes meget almindelig. Det er ikke oplyst, hvorvidt Udmyntningen af dem er sket i Næstved eller i Lund, eller om de ligesom Sterlingene ere udmyntede begge Steder; Mærket forneden i Kronen skal maaske betegne et bestemt Myntsted. Krone-Brakteater af forholdsvis god Gehalt ere kun 3 Lod 10 Gren lødige. De ere saaledes kun af ringe Værdi, men vise sig iøvrigt at være af meget forskjellig Gehalt; nogle, som ifølge deres hele Udseende ikke kunne ansees for falske, ere endog af næsten rent Kobber.
Det er omtalt foran, at Brakteaten med et modvendt, kronet Hoved forhen urigtig henfortes til Dronning Margrethe, den i Virkeligheden hører hjemme i Lybek (56) og allerede forekommer i vore Fund fra 1340-1350. Det fremgaar af en Undersøgelse af Fundene, at det ligeledes er feilagtigt at regne Brakteaterne med E og L blandt Erik af Pommerns danske Mynter. De forekomme ikke en eneste Gang i vore danske Fund, kun en enkelt Gang i de skaanske, men derimod ret jevnlig i de svenske. De maa saaledes henføres til Kong Eriks svenske Mynter.
Under Margrethes dygtige Regiering havde Danmark omsider opnaaet at faa sit Myntvæsen bragt til et saadant Standpunkt, at det kunde tilfredsstille Befolkningens Krav, og Udmyntningerne af danske Sterlinge og hule Penninge fortsattes uden Forandring længe efter hendes Død i Aaret 1412. Ved Kong Eriks paafølgende slette Regjeringsførelse og navnlig paa Grund af de betydelige Udgifter, som paaførtes Riget ved hans mangeaarige Stridigheder med de slesvigske Hertuger, bragtes efterhaanden Finantserne i Forfald, og istedetfor at søge ved Sparsommelighed at bringe dem paa Fode igjen, greb han til det gamle, for Riget saa fordærvelige Middel, at slaa slet Mynt. Materialet hertil fik han uden stor Bekostning fra Sverige, hvor det rige Kobberværk i Falun Aar 1396 (57) var overdraget Kongen. I Klagen over Kongen siges (58), at han lod slaa Kobbermynt, skjøndt Riget havde en god 9-lødig Mynt; den har saaledes utvivlsomt afløst Sterlingen. Vistnok fra Aaret 1422 lod han foretage store Udmyntninger af Kobbermynt i Rigets forskjellige Landsdele, nemlig ikke blot i Lund og Næstved, men ogsaa i Odense og Randers, hvor der fordum havde været Myntsteder. Navnlig i de to første Byer maa der være udmyntet en betydelig Masse Kobberpenge, da de forekomme meget almindelig, tiltrods for Metallets mindre gode Holdbarhed. Kong Eriks Kobbermynter vare fra alle fire Stæder af samme Typ, kun forskjellige ved deres Myntsteders Navne og ved et Par smaa Mærker i Korset, et Kløverblad for Næstved og en Ring for Randers. Mynten har utvivlsomt skullet gjælde en Penning, og naar den 1423 (59), altsaa samtidig, benævnes en Kobbersterling, da kan dette kun være begrundet i Størrelsen og i den med Sterlingen fælles Revers-Typ. Men Kobberpenningen havde langtfra en Pennings Værdi efter Sølvets daværende høie Pris, og dens Fremkomst maatte derfor vække stor Modstand ikke blot herhjemme, men ogsaa i Udlandet, hvor navnlig Hansestædernes Intoresser bleve stærkt berørte. Den danske Regjering søgte imidlertid at berolige Stemningen ved Løfte om, at Kobbermynten allerede til Pintse 1423 skulde sættes ud af Kurs (60). I Danmark var Uvillien mod Kongen i Anledning af den nye Mynt saa stor, at der endog i Aaret 1425 (61) udspredtes Smædeskrifter, hvori Myntens Forringelse blev Gjenstand for Omtale. Ogsaa i samtidige Pengeordninger spores snart den store Utilfredshed med Kobbermynten. 1423 (62) angives saaledes en Sum af 500 Mk. lybsk i hvide Sterlinge, gode, lovlige og gangbare, saaledes som de hvide Sterlinge vare, forinden de nye Kobbersterlinge sloges. Endnu mange Aar derefter, Aar 1438 (63), fastsætter man, at Betaling skal ske i "XX lodiic mare gewæ penninge oc genge, meth hwilkyæ Kiøpman ma fwlt gøræ annæn kyopmann ii Syæland, wndæntagnæ koberpenninge, vm thee wordæ gienssæ". Og endnu senere, Aar 1449 (64), bestemmes med Hensyn til en Betaling, at 1 Rhinsk Gylden skal regnes til 24 Skilling gode Sølvpenge, "om nogher Kobermynt eller annen argere Mynt j Siæland genge word effther thennæ tiid." En samtidig tydsk Historieskriver meddeler (65), at Kong Erik lod slaa en ny Mynt, af fuldt Kobber, og befalede, at alle under Straf af Eiendoms Fortabelse skulde indgive deres Penge til Vexellererne og Myntmestrene og modtage den nye Mynt, som ved Kjøb og Salg skulde være den eneste, der maatte benyttes. For de Guld- og Sølvpenge, som bleve vexlede, modtoges altsaa kun Kobber, hvorved Kongen, Vexellererne og Myntmestrene bleve berigede, men de andre gjordes fattige. Kjøbmændene, som navnlig vilde lide Tab, holdt da deres Varer tilbage og søgte kun at gjøre Byttehandeler. - Endelig fremføres Myntens Forringelse blandt Klagepunkterne mod Kong Erik Aar 1439 (66): "Item, haffde wi her vdi Danmarck en god redelig Mynt, saa veygen Kaaber (Mark) holt 9 lod Sølff (67), huilcken Mynt Riget oc huer mand i Riget nyttig oc bistandig vaar. Item alle de lod hand sla en paa Kaabermynt, som for fulde skulle tagis, lige ved den forneffnde gode Mynt, oc det gjorde hand vden all Rigens Raads Vilie oc Fuldbyrd, aff huilcket Riget oc Rigens Indbyggere, vdi en forderffuelig Skade kommen ere, saa at hand seent stander til at foruinde".
Efter Kobberudmyntningens Standsning ere sandsynligvis Myntstederne i Odense og Randers blevne nedlagte. Myntgaarden i Odense solgtes i Kong Eriks Tid af Byens Borgmester og Raad til Hr. Claus Rønnow (68). Senere overdroges Myntgaarden til Hr. Steen Basse og skjænkedes Aar 1448 (69) af Dronning Dorothea til Hr. Eggert Frille. En Gade i Odense kaldes endnu Myntergade.
Kobberpenningen er den sidste kjendte Mynt, som slaaes i Næstved; herfra overflyttes senere den sjællandske Udmyntning til Gurre Slot. Myntgaarden i Næstved er fremdeles i Roskilde Bispesædes Besiddelse indtil Aar 1455 (70), da "Mynttrægarden i Nestuet fran porten oc tiil aen" afhændes til Skovkloster. I Klostrets Gavebog, hvor dette omtales, anføres endvidere (71): "Myntræ garden finghe wii aff Domkirken i Roskilde" og "Jep Pariis fik myntre garden aff oss tiil maglag". Dette Magelæg skete Aar 1476 (72).
Det er ikke sandsynligt, at Kobbermynten, som efter den danske Regjerings Tilsagn kun skulde være gangbar Mynt til Pintse 1423, allerede ved dette Tidspunkt er blevet sat ud af Kurs og afløst af en ny Mynt. Først det følgende Aar synes det, at Regjeringen har givet efter for den almindelige Uvillie, som Kobbermynten mødte, og har gienoptaget Udmyntningen af Sølvmynt. Kong Erik var paa den Tid fraværende paa sin i Aarene 1423-1425 foretagne Reise i Udlandet, hvorfor Regjeringen midlertidig forestodes af Dronning Philippa. Denne søgte nu at indføre en Forbedring i Landets Myntforhold ved en Tilslutning til Hansestædernes Myntvæsen og afsluttede den 8de October 1424 en Overenskomst med Lybek, Hamborg, Lyneborg og Wismar om at slaa Mynt af en bestemt, fælles Værdi. Aktstykket er tidligere aftrykt (73); Originalen findes i Universitets-Bibliotheket (74).
Af Indholdet skal anføres: "dat Wy Koninghinne. Phylippa, van sodaner macht vnde beuelynghe weghen, alse vns vnse alderleueste gnedighe Here, in sinem affwesende, de Ryke vnde Land beuolen heft, vnde na rade vnde vulborde der Redere vnser Ryke" ere komne overens med Borgermestre og Raad i Stæderne Lybek, Hamborg, Lyneborg og Wismar "vmme enen pennygh vnde munte to hope to slande, vnde to holdende, de ghenge vnde gheue wesen schal beyde in den Ryken".
"Desse Munt vnde penning schal heten en Sosling, vnde de schal gelden der Lutteken penninge sosse, de me nu slande wert, vnde de wegen mark der soslinge seal holden eluen loht, vnde en quentyn, an Suluere, vnde dar schal man vp scroden twe vnde vertegheste haluen worp, er it wit wert, vnde alse it wit is, so schal it holden twe vnde vertygh worpe. Desses schal wesen IIII soslinghe vor den worp, vnde dessen penningh schal men ghelik orden vnde scroden, vnde Munter schal hebben to remedie III Grenen, vnder ofte bouen, doch der mit willen nicht to brukende, also scal id de Munter slaen vnde holden vp den Ketel.
Item so wille wy hir by slaen laten enen holen lubeschen penning, to der noet vmme behoues willen vnde schedynghe der lude vnde menheyde, vnde vorder nycht. De penning schal holden souen Loet vnde I Qventyn, to remedie III Grenen vnder ofte bouen, doch mit willen des nicht to brukende, alse vorscreuen steit. Dessen penning schal med scroden vppe de Mark gheweghen verde halue mark Lubesch vnde wan id wit is, so schal id holden iiij Mark vnde twe Schillynghe. Dessen vorscreuenen penning schal de Munter ok slan vppe den Ketel.
Item de pennynghe de alrede gheschlagen synt in deme Rike to Dennemarken, de to ver penninghen vorkundighet sint, der schal dat stuke gelden der holen penninghe twe, de no slaghen scholen werden, vnde de Aboschen des ghelik.
Item de holen penninghe, de nv in Dennemarken synt, dar de Krone vppe steit, der scholt gaen vnde gelden tew vor enen.
Item de Gotenschen also, de me nocht to der tiid sleit, vnde de nv gaen, de scholen gelden ghelik, dren holen penning, dar de Krone vppe steit. -
Item desse nygge penning vnde munte, de me nv slande wert in Dennemarken, alse vorscreuen is, des schal de sosling hebben to teken dre Lebaren vppe der enen syde, vnde en Cruse vnde en ee vppe der anderen syde, mit namen, alse dar to hort, vnde de holen penning enen Lebaren".
Tideman Steen og Hinrich van Haren vare mødte paa Stædernes Vegne og afsluttede Overenskomsten "to Kopenhauen na Godes bort Dusent ver hundert in deme ver vnde twynteghesten jare des Sundaghes vor Sante Dionysius daghe des hilligen mertelers".
Ved denne Overenskomst bestemmes altsaa, at der skal slaaes en saakaldet Søsling til Værdi af 6 lybske Pfennige og af 11 1/4-lødigt Sølv, og at der paa den veiede Mark eller Brutto-Marken skal gaa 168 Stykker. Søslingen var saaledes af bedre Gehalt end Sterlingen, der regnedes for at være omtrent 10-lødig (75). Med Hensyn til Myntens Udseende (Fig. 16), beskrives den tilstrækkelig klart: Tre Lebarder paa den ene Side og et Kors, lagt over et E, paa den anden. Dernæst bestemmes, at en hul Penning med en Lebard som Mærke, (Fig. 17), skal udmyntes af 7 1/4-lødigt Sølv, og at Brutto-Marken skal give 3 Mk. 10 Skilling eller 696 Penninge-Stykker.
Saavidt vides, er Søslingen kun blevet udmyntet i Lund, hvorimod Huul-Penningen muligvis tillige er blevet udmyntet i Næstved. Det paa nogle Mynter under Lebarden anbragte Kløverblad kan nemlig antages for at være et Mærke for Næstved, saaledes som det er det paa Kobberpenningen.
"Dronning Philippas Mynt", som Søslingen i Almindelighed benævnes, omtales ikke i noget senere Aktstykke. Den forekommer kun meget sjelden (76), og i Aaret 1765 (77) udtales der endog Tvivl om, hvorvidt den overhovedet nogensinde er blevet udmyntet. Blandt det ringe Antal Exemplarer, som kjendes, findes dog nogle forskjellige Variationer, hvoraf det tør antages, at Udmyntningen af den ikke har havt saa ringe Omfang. Det er høist sandsynligt, at den paa Grund af sin mere end almindelig gode Gehalt snart er sat ud af Kurs og indsmeltet af Kronen.
Mod Slutningen af sin Regjering greb Erik af Pommern endnu engang vilkaarlig ind paa Myntvæsenets Omraade og skaffede sig paa Befolkningens Bekostning en Indtægt gjennem Myntens Forringelse. Dels paa Mynten i Lund, dels paa Gurre Slot, hvortil Myntstedet i Sjælland blev henflyttet fra Næstved, lod han foretage store Udmyntninger af de saakaldte Grosser, som nærmest skulde svare til de franske Gros Tournois eller Tournoser. Ligesom disse skulde den nye Mynt gjælde 9 Penninge eller 3 Sterlinge; men den var af saa ringe Gehalt, kun 3 Lod 10 Gren lødig, at den i Virkeligheden langtfra var saameget værd (78). Iblandt Klagepunkterne over Erik af Pommern nævnes ogsaa denne Mynt, lige efter Kobbermynten fra 1422: "- Det samme giorde hand oc met de Grosser, som her nu ere genge vdi Riget, thi at hand dem haardeligen bød, at tage oc giffue, huer stycke for 9 Lybske, huilcket som whørligt vaar, at giøre met fattige tro Vndersaatte oc vnderdanige Tienere". - Aar 1428 omtales "Erik mynteris gard" i Lund (79).
Udmyntningerne i Lund og Gurre (Fig. 18-19) ere af samme Typ og kun forskjellige ved Stedbetegnelsen. Mynterne fra Gurre ere de almindeligste, og der findes en langt større Mængde Variationer herfra end fra Lund, hvilket viser, at Udmyntningen paa Gurre har været den betydeligste. Grosserne ere Erik af Pommerns sidste Mynter (80). Der siges udtrykkelig i Klagen over ham Aar 1439, at de "nu" ere gjængse i Riget; men fra hvilket Tidspunkt Udmyntningen paabegyndtes, findes ikke nævnt, og fra samtidige Pengeangivelser kan ingen Oplysning hentes. Kong Eriks Virksomhed som Myntherre stemmer med hans hele Regjeringsførelse efter Margrethes Død; den er stemplet af Vilkaarlighed og Mangel paa Fasthed og faar en uheldig Afslutning.
Christopher af Bayerns Sterling (Fig. 20) er af samme Typ som Kong Eriks Sterlinge, der vedblivende vare de mest benyttede danske Penge. Den synes dog at have været af noget ringere Værdi end disse og er langt tarveligere fra Udførelsens Side. I Karl Knudsens Myntforordning 1453 (82) regnes den kun til 2 Penninge, medens de ældre Sterlinge og Christophers Korshvid regnes til 3. Mynten er sjelden og er kun forekommet i et enkelt Fund (Horsens F.). Kløverbladet i Korsvinklen maa antages at være Mærke for bestemte Udmyntninger; det findes ogsaa paa flere af Christophers Skillinger.
I Aaret 1432 bestemte Hamborg, Lybek, Wismar og Lyneborg at udmynte hele, 10-lødige Schillinge (83); men først adskillige Aar efter, under Kong Christopher, optog man en tilsvarende Udmyntning af Skillinger i Danmark. Denne nye Mynt var den anseligste hidtil i Danmark fremkomne og skulde gjælde det Dobbelte af Dronning Philippas Søsling, som dog var af ulige bedre Gehalt end Skillingen (84). I Karl Knudsens Myntforordning sættes Skillingen til en Værdi af 10 Penninge, lidt lavere end Stædernes Schilling, som regnes til 11.
Christophers Skilling har imidlertid været en meget brugelig Mynt, og den holdt sig lang Tid i Omløb; endnu 1459 angives en Sum af "xij rijnske gyllene oc IX lybskæ mark j hielæ skillingæ som kalles koning Christoffers skillingæ" (85). Den forekommer kun i et enkelt kjendt Fund (Horsens F.), men er ingenlunde nogen sjelden Mynt. Kløverbladet, Korset og Punkterne over Skjoldene ere sikkert Mærker til Adskillelse af de enkelte Udmyntninger. Myntens tekniske Udførelse er usædvanlig god.
Foruden Skillingen blev der tillige slaaet en mindre Mynt til 1/3 af dennes eller 4 Penninges Værdi. Enkelte Penninge kjendes derimod ikke fra denne Tid; sandsynligvis har man benyttet fremmed Smaamynt. De danske Firepenninge eller Hvide, hvortil det gamle Navn Witten-Penning omdannedes, eller Korshvide, som de nu kaldes, blev herefter Landets mest gjængse Mynt gjennem et langt Tidsrum, og Typen vedligeholdtes uden synderlig Forandring under. de følgende Konger i Løbet af et hundrede Aar. Endnu under Christian III sloges Hvide, som med Undtagelse af Kongens Navnebogstav ganske lignede Christophers. Navnet "Hvid" holdt sig langt ned i Tiden; under Christian V sloges saaledes Aar 1686 en lille, uanselig Mynt med Betegnelsen "l Hvid dansk". Kong Christophers Hvid er 6-lødig og altsaa af noget ringere Gehalt end Kong Eriks Sterlinge; den har saaledes været omtrent af samme Værdi som disse, skjøndt den var udmyntet til at gjælde en Penning mere. I Karl Knudsens Myntforordning 1453 (86) regnes Hviden ligesom den ældre Sterling til 3 Penninge.
Det er ikke muligt at angive noget bestemt Aar, i hvilket Udmyntningen af Christophers Sterlinge, Skillinger og Korshvide er paabegyndt. I Aaret 1444 (87) omtales første Gang "Hannes Myndel, Kongens Foged og Myntmester i Malmø". 1446 (88) og 1449 (89) omtales atter Hans Mindel; 1455 nævnes hans Enke, Fru Marine Krompensdatter (90), som var Stifmoder til Dyderik Myndel.
Medens Riget i Løbet af 9 Maaneder fra Kong Christophers Død indtil Christian I's Overtagelse af Regjeringen styredes af Rigens Raader, blev der foranstaltet nye Udmyntninger af Skillinger og Hvide, de sidste kun 4 Lod 7 Gren lødige (91). Paa Adversen af den nye Skilling (Fig. 23) blev den tidligere Typ beholdt, medens der paa Hvidens (Fig. 24) Advers istedetfor Kongens Navnebogstav blev anbragt en enkelt Lebard. Paa Reversen optoges den tidligere Korshvids Typ saavel paa Hviden, som ogsaa i forstørret Skikkelse paa Skillingen. Der frembragtes herved en Lighed mellem de to Mynter, som tydelig viser Forbindelsen mellem dem.
Skillingen synes at have omtrent samme Værdi som Kong Christophers Skilling; men derimod staar den i Henseende til Udarbeidelsen og Udmyntningen langt tilbage for den ældre. Det er kun meget sjeldent at træffe et godt Exemplar af Interregnums-Skillingen. Hviden er i kjendelig Grad mindre vægtig end Christophers Hvid.
Mynterne fra Interregnet udmyntedes kun i et kort Tidsrum, og navnlig Skillingen forekommer mindre hyppig.
Der viser sig en tydelig Tilbagegang paa Myntvæsenets Omraade under Christiern I's 33-aarige Regjering, idet Udmyntningen af Skillinger standses, saaledes at der i hele denne lange Periode kun udmyntes Hvide her i Danmark. Disse ere 4 Lod 15 Gren lødige, altsaa af lignende Værdi som Hviderne fra Interregnet, og have en stor ydre Lighed med Christophers Hvide ved det for begge fælles Navnebogstav. Den store Mængde, hvori Christiern I's Korshvide forekomme, tyder paa Udmyntninger gjennem et langt Tidsrum. Sandsynligvis betegne de fire Hovedvariationer i Advers-Indskriften forskjellige Perioder i Udmyntningen. Mynten i Malmø forestodes Aar 1449 af Hans Mindel (92). I Aaret 1451 (93) giver Christiern I Henrik Dringenberg, vor elskelige Tjener og Borger i Kjøbenhavn og hans Husfrue Abele, saalænge de og deres Børn leve, 50 lybske Mark aarlig af Malmø Byskat, som de tilforn havde af Kong Christopher. Den 14de August Aar 1458 (94) faar "Hinric Dringenberg wor ælskelighe myntemester j Danmarck" Kongens Kvittering for Regnskab "aff wor mynt tollerij oc foghetij j malmøghe fra then første tiidh wii hanom thet befalethe oc swo til thenne dagh baadhe aff thet sylff han pa wore weghne annamet haffuer at mynte oc aff then Sum han oss aarligh giffue scal aff mynten. Item - Reghenskab aff alt thet guld sylff stene oc perler som han for oss forarbeydeth oc j wære hafft haffuer fra then tiidh han først worte wor guldsmidh og swo til thenne dagh." - I Aaret 1471 (95) omtales Henrik Dringenberg som Eier af en Gaard i Kjøbenhavn. Hans Navn forekommer senere, 1477, 1485 og 1488 (96), altid i Forbindelse med Eiendomskjøb i Kjøbenhavn. Aar 1497 (97) nævnes han som fordums Myntmester i Malmø. Sønnen Hans Dringenberg var ligeledes Myntmester.
Under Christiern I afhænder Kronen den gamle Myntgaard i Lund. Ifølge Mageskifte af 1. November 1458 (98) med Ærkebiskop Tuve i Lund overdrager Kongen "een wor oc kronens gardh liggendis i wor køpstædh Lund i Skane, kallendis Mynter gardhen, meth all sin behøring i lenge oc brethe, til wor frwe altare i Lunde domkirke same stædz", og Kronen faar i Skifte "een gardh oc grwnd liggendis i Købendehaffn i Hoybrostræde.,"
Samtidig med at der saaledes kun udmyntedes Smaamynt i Danmark, havde Hansestæderne begyndt at udmynte større Mynt end tidligere. Lybek, Hamborg, Wismar og Lyneborg vedtoge Aar 1461 (99) at udmynte Dobbeltschillinger, altsaa en Mynt, der var dobbelt saa stor som den største, der hidtil var fremkommet i Danmark og, som tidligere omtalt, har den danske Regjering sandsynligvis truffet Foranstaltninger til fra Udlandet at forsyne Landet med den større Mynt. Ikke blot have Hamborgs og Lybeks store Sølvpenge været almindelig benyttede herhjemme; men de skriftlige Aktstykker afgive mangfoldige Exempler paa, at lybske og navnlig rhinske Gylden have været meget stærkt i Brug i Danmark, og at den danske Mynt næsten har været uden Betydning. I Christierns Forordning om fremmed Mynts Værdi beregnes denne ikke efter dansk Mynt, men i lybske Mark og Schillinge (100). Kong Christiern maatte ved Overtagelsen af Slesvig og Holsten Aar 1460 blandt Andet forpligte sig til at "Hand eller hans Effterkommere skulle ingen Mynt sette, vden den som til Lybke oc Hamborg er genge oc giffue" (101). I Henhold til denne Bestemmelse androg han Aar 1473 hos Hamborgs Raad om at faa en Sum udmyntet i Stadens Penge (102); og han kan muligvis have benyttet den indgaaede Forpligtelse til at forskaffe ikke blot Hertugdømmerne, men ogsaa hele Riget den større hamborgske og lybske Mynt, hvorved han undgik de forøgede Udgifter, som en Udvidelse af Udmyntningen herhjemme. vilde medføre.
Selvfølgelig kunde det ikke være stemmende med Rigets Stilling og Tarv at mangle et tidsvarende Myntvæsen. Tidens stigende Fordringer maatte nødvendigvis gjøre sig gældende og føre det danske Myntvæsen ind i en ny Periode. Denne oprinder snart efter under Kong Hans, og den tidligere saa ensformige og ubetydelige Udmyntning paa Mynten i Malmø afløses nu af en travl Virksomhed, ikke blot her, men ogsaa i de nye Myntsteder i Kjøbenhavn, Aalborg og ligeledes i Norge. En Række af rigt vexlende Udmyntninger udgaar derpaa i det følgende Tidsrum, med hvilket vor Middelalders Mynthistorie afsluttes.
(Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie, 1886)