Danmarks Myntvæsen og Mynter i Tidsrummet 1241-1377

af P. Hauberg

Side 286-302: Mynternes Ordning

Det vilde blive for vidtløftigt at omtale Enkelthederne i Undersøgelsen vedrørende Ordningen af de mangfoldige Mynttyper og for omstændeligt at begrunde de Motiver, som have været bestemmende ved Henførelsen af hver enkelt Mynt til dens Plads i de efterfølgende Myntrækker. Vi tør derfor kun behandle Spørgsmaalet i sine Hovedtræk og i Korthed forklare den Fremgangsmaade, som er blevet fulgt ved Bestemmelsen af Myntstedet og Mynternes Alder. Det maa imidlertid paa Forhaand fremhæves, at et saa stort, saa indviklet og ofte usikkert Stof, som dette, ikke lader sig bringe i en sikker og paalidelig Ordning ved en første Undersøgelse. De foreliggende Fund have langt fra kunnet være tilstrækkelige og fyldestgørende, og mangt et Spørgsmaal maa lades ubesvaret, mangen en Løsning henstaa som en Mulighed, begrundet i et tilsyneladende Slægtskab mellem Typerne. En Ordning af Mynterne som denne maa derfor nødvendigvis i Tidens Løb undergaa Ændringer. Nye Fund ville bringe Oplysninger, som muligvis paa adskillige Omraader ville hidføre et andet Syn end det nuværende og vi ville senere gjennem nu ukjendte Mynter se Forbindelser mellem Typerne og en Continuation i Myntrækkerne, som det endnu er umuligt at opdage.

Grundlaget for Undersøgelsen vedrørende en Mynts Hjemsted, hvilken Landsdel den oprindelig har tilhørt, og fra hvilket Myntsted den er udgaaet, maa selvfølgelig søges i Fundene. Som naturligt er, vil en Mynt hyppigst forekomme i Fund fra den Landsdel, i hvilken den er udmyntet, og hvor den har været stærkest i Omløb. Dog kan der opstaa Vanskeligheder og tvivlsomme Spørgsmaal, idet der ikke sjelden forekommer Undtagelser, foranledigede ved tilfældige Omstændigheder, f. Ex. naar et Beløb er blevet modtaget i en anden Landsdels Mynt og derpaa nedlagt, men navnlig ved Pengenes høiere eller ringere Værdi, idet de bedre have havt den største Udbredelse og derfor kunne vise sig talrigt ogsaa i Fund udenfor Hjemstedet. Vi skulle saaledes kun nævne, at de sjællandske Fund fra Roskilde (se S. 276) og Haagendrup (se S. 278) mest bestaa af vestlig Mynt og Hvidøre F. af skaansk Mynt (se S. 277). Ved det første og det sidste af disse tre Fund maa Grunden sikkert søges i den sjællandske Mynts daværende noget ringere Værdi; ved Haagendrup F. synes det derimod at ligge i tilfældige Omstændigheder. I den senere Periode, da den jydske Mynt i Værdi staar under den sjællandske, optræder denne stundom i stor Mængde i de vestlige Fund, saaledes i Fiskbæk, Teglgaard og Fohl F. (se S. 282, 284) og endvidere i de fyenske fra Egeberg, Odense og Assens (se S. 281, 284). I Tilfælde som disse, naar en Mynttyp forekommer næsten lige stærkt i to fjernt fra hinanden liggende Fund, kan Bestemmelsen af dens Hjemsted være høist tvivlsom, og man maa da søge Afgjørelsen gjennem den Hjælp, selve Mynten og dens Præg yde. Som en Mærkelighed skulle vi anføre, hvor sjelden den skaanske Mynt viser sig i Fund Vest for Skaane. Man skulde just vente, at den paa Grund af sin større Værdi, som under Erik Menved og Christopher II naaede op til det dobbelte af den sjællandske Mynts, hyppig maatte være tilstede i Fundene; men tvertimod forekommer den undtagen i Hvidøre Fund (se S. 277) kun spredt og enkeltvis. Det er vanskeligt at forstaa Grunden hertil; muligvis kan det ligge i, at netop den store Forskjel i Myntværdien har medført en Ulighed i Beregningen, som har gjort den skaanske Mynt noget fremmed udenfor Skaane.

Det er kun i enkelte Hovedtræk, at Myntens større og ringere Værdi kan yde os Vink med Hensyn til Bestemmelsen af Udmyntningsstedet. Vi skulle saaledes anføre, at den skaanske Mynt aldrig bliver saa ringe som den vestligere og i Almindelighed er let kjendelig ved sin større Lødighed, hvilken navnlig bliver iøjnefaldende i Perioden under Erik Menved og Christopher II. Ligeledes ses det tydelig, at Erik Glippings Mynter fra Ribe og Nørrejylland indtil Slutningen af hans Regjering ere bedre end hans samtidige sjællandske og slesvigske, og endelig kan det spores, at Erik Menveds sjællandske Mynt og Christopher II's Mynt fra Ribe og Slesvig have været af noget større Værdi end den øvrige samtidige Mynt, skjøndt Forskjellen her kun er lidet iøjnefaldende.

Medens en Undersøgelse af Mynternes Vægtforhold i den her behandlede Periode intet paalideligt Udbytte kan give, dels paa Grund af de slette og skjødesløse Udmyntninger, dels paa Grund af den uberegnelige Forandring i Vægt, som Mynterne i Tidens Løb ere undergaaede ved Metallets forskellige Iltning, bliver derimod Størrelsen af nogen Betydning ved Ordningen. Det viser sig saaledes, at de slesvigske Mynter under Erik, Abel og Christopher I ofte have været noget mindre end de øvrige danske, og navnlig mindre end de ret anselige Mynter fra det nærliggende Ribe, hvilket Forhold skjønnes allerede at have været tilstede under Valdemar II. Senere gjøres Ribes Mynter noget mindre end tidligere, medens de nørrejydske beholde den samme Størrelse som forhen; cfr. Myntrækker: Erik Glipping, Ribe Nr. 15-19. Efter at der 1284 bliver indført en større Ensartethed i Myntværdien for Sjælland og Jylland, aftage ogsaa Mynterne i Nørrejylland i Størrelse; cfr.. Myntrækker: Erik Glipping, Jylland Nr. 22. Størrelsen bliver derefter nogenlunde den samme overalt, og en Forskjel viser sig senere kun i enkelte kortere Perioder. Under Erik Menved ere saaledes Mynterne fra Ribe og Slesvig en Tid lang noget større og ligeledes Roskildes Mynter under Christopher II; cfr. Myntrækker: Erik Menved, Ribe Nr. 9-13; Slesvig Nr. 16-20; Christopher II, Roskilde Nr. 6-8.

Af stor Betydning for Ordningen ere de Mynttypers Omskrifter eller billedlige Fremstillinger, som tydelig angive, hvorvidt Udmyntningen er sket alene for Kronen eller ved et Myntsted, hvor Gejstligheden havde Del i Myntretten. Paa de Kronen alene tilhørende Udmyntninger findes ofte Omskrift med Kongens Navn og Titel, Rex Danorum, eller med Kongens Navn paa Adversen og paa Reversen, et Mærke for den verdslige Magt: Krone, Sværd m. m. Mod Slutningen af Erik Glippings Regjering ophøre Mynterne at have Omskrift, og derefter nøies man ved den kongelige Udmyntning med at anbringe paa begge Sider billedlige Mærker paa den verdslige Magt. Af Nørrejyllands og Ribes ældre Myntrækker ses disse Forhold klart. Iagttagelsen af Omskriften og Myntmærkerne har været bestemmende for Henførelsen til Halland af enkelte, med den skaanske Mynt i Henseende til Fund og Værdi særlig beslægtede Typer, som have et bestemt verdsligt Præg; cfr. Myntrækker: Erik Glipping, Halland.

Paa de Udmyntninger, hvori en geistlig Myntherre har havt Del, angives dette ofte ved et Mærke paa Myntens Revers og i nogle enkelte Tilfælde ved Omskriften; cfr. Myntrækker: Erik Plougpenning, Lund Nr. 1, Roskilde Nr. 1, 5, 6, 7. Christopher I, Roskilde Nr. 5. De forskjellige Symboler paa den kirkelige Magt: en Biskops Hoved, Bispehue, Krumstav, Kalk o. s. v. vise altid med Sikkerhed, at en Mynt er udgaaet fra et af de med en geistlig Myntherre delte Myntsteder. Man har herigennem paa mange Punkter en betydelig Støtte for Ordningen og navnlig for Adskillelsen af Nørrejyllands, Ribes og Slesvigs Mynttyper i de vestlige Fund, hvor Mynterne med gejstligt Mærke med Sikkerhed kunne føres Syd paa; men vi skulle dog fremhæve den Vanskelighed ved Ordningen af de vestdanske Mynttyper i denne Periode, at man let sammenblander Nørrejyllands og Ribes Mynttyper før 1280, saalænge Myntretten her udelt tilhørte Kronen. Efter 1280, da Biskoppen af Ribe fik sin tidligere Del i Mynten tilbage, kunne Ribes og Slesvigs Mynter ofte let forvexles paa Grund af de to Nabobiskoppers ensartede, gejstlige Myntmærker. Her maa da Stilen og Ligheden med de andre Mynttyper føre til Afgjørelsen.

En bestemt Angivelse af Myntstedet træffes i den her behandlede Periode kun i et enkelt Tilfælde, nemlig paa en Mynt fra Lund; cfr. Myntrækker: Erik Glipping, Lund Nr. 17. Endvidere skulle vi anføre to under Hertug Valdemar af Sønderjylland (1283-1312) i Slesvig slagne Mynter, den ene med Omskrift: DVX I, hvilket kun kan forstaas som DVX IVTIÆ, den anden med D-X (Dux); cfr. Myntrækker: Erik Menved, Slesvig Nr. 5, 7. i begge Tilfælde findes Landsdelen og dermed Myntstedet sikkert angivet gjennem Hertugtitlen.

I Skrivergade F. forekomme to jydske Mynter, som istedetfor Typens almindelige Omskrift: ERIC REX, tilsyneladende have: ERIC DVX og DX; cfr. Myntrækker: Erik Glipping, Jylland Nr. 10. Ordet DVX findes imidlertid ikke klart udpræget, og da vi kjende et tilsvarende Exempel fra en tidligere Ribe Mynt med ERICVS REX og EVX - cfr. Myntrækker: Erik Plougpenning, Ribe Nr. 1. Variat. - maa vi nærmest antage, at der begge Steder foreligger en Skjødesløshed ved Myntstemplernes Udarbeidelse.

Det bringer kun et ringe Resultat at forsøge paa at henføre de forskjellige Tegn og Myntmærker til bestemte Myntsteder. Tanken er i og for sig tiltalende og simpel; men Myntfundene vise Uholdbarheden i en saadan Ordning. Det er nemlig saa langt fra, at de samme Mærker gentages ved de enkelte Myntsteder, at det tvertimod synes, som om man i det omtalte Tidsrum ofte har givet de skiftende Udmyntninger en iøjnefaldende Afvexling i Præget, vistnok for at den ny Mynt let skulde kunne skjelnes fra de ældre Penge. Selv om enkelte Myntsteder i en tidligere Tid have havt deres egne bestemte Myntmærker, hvilket kan have megen Sandsynlighed for sig, saa ere ialfald disse i Tidens Løb blevne efterlignede og benyttede ogsaa ved de andre Myntsteder, og deres oprindelige Betegnelse er derved, undtagen i et Tilfælde, gaaet tabt. Det viser sig tydelig, at man tidt har søgt at give en ny Udmyntning et Mærke, som var vel kjendt og godt anset, for derved at give Mynten et vist tilforladeligt Præg og skaffe den en lettere Udbredelse. Tage vi saaledes det eneste Myntmærke, som kan henføres til et bestemt Myntsted, Risten for Lunds Mynt, da se vi dette stundom brugt ogsaa udenfor Skaane; cfr. Myntrækker: Erik Glipping, Slesvig Nr. 11; Erik Menved, Slesvig Nr. 19; Christopher II, Roskilde Nr. 6. Af fremmede Myntmærker findes det holstenske Neldeblad benyttet, som dengang var et gjennem Hamborgs Mynter vel bekjendt Mærke; cfr. Myntrækker: Erik Glipping, Slesvig Nr. 19; Christopher II, Roskilde Nr. 8. Ligeledes træffe vi det bekjendte Myntmærke fra de franske Tournoser, som dengang vare stærkt benyttede Penge herhjemme; cfr. Myntrækker: Erik Glipping, Skaane Nr. 7; Erik Menved, Slesvig Nr. 17, 18; Christopher II, Ribe Nr. 9.

Vor Middelalders Myntvæsen viser fra sin første Oprindelse en gjennemgaaende stærk Paavirkning fra Udlandets Side, som er af stor Interesse, og som ogsaa i dette Tidsrum i høi Grad har gjort sig gældende. Vi skulle her kun omtale, at der paa mange af de noget ældre polsk-tydske Brakteater (slaviske Penge), findes de samme Myntmærker, som paa vore ”Borgerkrigsmynter”: Krone; Sværd mellem Halvmaane og Stjerne; to korslagte Sværd; Krumstav, Nøgle; et eller tre Taarne; Hjul; Lilie; Rose; Halvmaane med en Stjerne; Fugl; Kors med og uden Punkter i Vinklerne; tre fra et Midtpunkt udgaaende Kors; med et Kors foroven o. s. v. Og Ligheden i Formen er saa stor mellem disse mange fælles Myntmærker, at den kun kan skyldes en Paavirkning Syd fra.

Den skaanske Myntrække er gjennemgaaende den lettest bestemmelige, navnlig paa Grund af Mynternes høiere Værdi. Destoværre kjende vi kun saa faa samlede skaanske Fund fra denne Periode; men der haves rigelige Oplysninger af mange, i Skaane enkeltvis fundne Mynter og af flere Fund udenfor Skaane, hvorved Gangen i Myntrækken kan følges uden tilsyneladende store Afbrydelser. Saaledes haves vigtige Oplysninger om Mynttyperne fra Erik, Abel og Christopher I af Herlufsholm F. og Øster-Hæsinge F., og fra Erik Glipping af det vigtige Skrivergade F. med væsentlige Bidrag fra Hvidøre F. og Hemselynge F. Af de to sidste lære vi de skaanske Mynttyper fra Erik Menved at kjende, ligesom Oplysningerne om Christopher II's maa hentes fra de faa i Hemselynge F. foreliggende Typer, supplerede med spredte, enkeltvis fundne Mynter. Den skaanske Myntrække under den svenske Konge Magnus Smek efter 1332 oplyses delvis af de tre yngste smaa Fund fra Skaane, Halland og Aakirkeby paa Bornholm. De hallandske Mynter vides ikke at være fremkomne i noget samlet Fund af udpræget Karakter, og ved Ordningen har derfor Myntpræget været bestemmende.

De sjællandske Mynttyper fra Erik, Abel og Christopher I kjendes navnlig fra Herlufsholm F. og Øster-Hæsinge F. Under Erik Glipping synker den sjællandske Mynt noget i Værdi, hvilket viser sig i Roskilde F., som kun indeholder vestdansk Mynt, og i Hvidøre F., som kun indeholder skaanske Typer. Der savnes meget et Fund af Erik Glippings sjællandske Mynter, hvorved der kunde bringes mere Sikkerhed i denne Myntrækkes Ordning. Under Erik Menved holder den sjællandske Mynt sig i forholdsvis bedre Værdi end den vestlige, og den findes endnu i overvejende Antal i de under Christopher II nedlagte Fund, ikke blot i de sjællandske, fra Flaskekro, Valby og Vemmetofte, men ogsaa i de vestlige, fra Odense, Stjær, Spettrup, Egeberg, Fiskbæk og Teglgaard, i hvilke den ofte forekommer i stort Antal. De senere lolland-falsteriske Fund indeholde de Typer, som formentlig maa henføres til de selvstændige Udmyntninger i Saxkjøbing, der antages at være begyndte under Christopher II og senere fortsatte under Grev Johan af Holsten, som 1328 fik fri Myntret i Saxkjøbing.

Der foreligger endnu intet samlet Fund, hvori de nørrejydske Typer fra Erik Plougpenning, Abel og Christopher I optræde. De til denne Plads i Rækken henførte Mynter ere fundne enkeltvis, saaledes at Ordningen kun har kunnet ske efter Mynterne selv, ifølge deres Præg og Stil. Anderledes forholder det sig med Erik Glippings nørrejydske Typer; de forekonme, ikke blot talrigt i de større jydske Fund fra Ølst, Viborg og Thorupled, men forefindes paa Grund af deres noget større Værdi spredte i mange Fund ogsaa udenfor Jylland. Som før omtalt, synker navnlig den jydske Mynt i Værdi under Erik Menved og staar ofte i de vestlige Fund tilbage i Antal for den sjællandske; men i Periodens Slutning, da Mynten er næsten lige slet begge Steder, forandrer atter dette Forhold sig..

Denne Periodes ældste Mynttyper fra Ribe kjendes navnlig fra Øster-Hæsinge F. Erik Glippings endnu ret anselige Ribe Mynter findes spredte i flere af hin Tids større vestlige Fund, saaledes i Husby, Thorupled og Viborg F. Ogsaa det østlige, fjerntliggende Skrivergade F. indeholder en stor Mængde forskjellige Ribe Mynter. Fra Erik Menved forekomme de talrigst i Fundene fra Grarup, Liliebjerg, Spørring og Assens, samt i det sjællandske Haagendrup F. Ribe Mynterne fra Christopher II og fra Slutningsperioden kjendes navnlig fra Grarup, Fohl og Assens F.

Slesvigs Mynttyper fra Erik Plougpenning og Abel kjendes ikke fra noget samlet Fund. Det bliver først muligt af Øster-Hæsinge F. at bestemme den slesvigske Myntrække fra Christopher I. For Erik Glippings Vedkommende kan den fornemlig følges gjennem Adelby F. med vigtig Støtte i Grarup F. og med væsentlige Oplysninger fra spredte Typer i andre Fund, navnlig i de sjællandske fra Roskilde og Haagendrup. Erik Menveds slesvigske Myntrække bestemmes foruden ved Adelby og Grarup F. tillige ved Fohl F.; af de to sidste samt af Assens F. kjende vi Myntrækken i Periodens Slutning.

Vende vi os dernæst til Undersøgelsen af Mynternes Alder (1), da maa vi oasaa her søge Grundlaget i Myntfundene, der angive de Grændser, indenfor hvilke dette Spørgsmaals nærmere Besvarelse maa søges. Stundom ere Grændserne dog meget vide; saaledes indeholder Skrivergade F. Mynter, hvis Aldersforskjel er c. 50 Aar, og i Hemselynge F. er Forskjellen over 70 Aar; men dette spiller dog kun en mindre Rolle, da de ældste Mynter i et Fund altid ville være let kjendelige. Noget bestemt Forhold mellem de ældre og yngre Mynttypers større og mindre Talrighed i det enkelte Fund lader sig ikke angive. Det kunde synes naturligt, at de yngste Mynter forekomme i størst Antal; men dette er ingenlunde altid Tilfældet, navnlig paa Grund af Udmyntningernes forskjellige Værdi. En ældre Mynttyp af noget høiere Værdi kunde længe holde sig i Omløb og navnlig i de yngre Fund forekomme i forholdsvis betydeligt Antal. I Herlufsholm F., nedlagt omtrent 1255, fandtes 3 Typer fra Valdemar Seier i saa stort Antal, at de udgjorde over Halvdelen af Fundet (se S. 272). Ligeledes have vi set, at Erik Menveds sjællandske Mynt ofte er Forekommet meget talrigt i Fund, som ere nedlagte under Christopher II eller senere.

Vi have tidligere omtalt, at den vexlende Værdi i enkelte Hovedtræk kan faa Betydning for Bestemmelsen af Mynternes Alder, naar Rigtigheden af de skriftlige Optegnelser bekræftes ved selve Mynterne. Vi skulle her kun berøre, at den store Værdiforskjel mellem de ældre og de yngre Mynter ses meget tydelig og endvidere nævne to Tilfælde, i hvilke Myntens iøjnefaldende Forringelse stemmer overens med Optegnelserne om en pludselig Nedgang i Værdien, nemlig da den jydske Mynt nedsættes under Erik Glipping, og senere da Myntværdien synker i Erik Menveds yngre Regjeringsaar; cfr. Myntrækker: Erik Glipping, Jylland Nr. 20-22, Ribe Nr. 22, 23; Erik Menved, Lund Nr. 10, 11; Jylland Nr. 4-7; Ribe Nr. 6, 7.

En særdeles vigtig Hjælp ved Undersøgelsen af Mynternes Alder har man i de Typer, som ere forsynede med Omskrifter, idet adskillige føre Kongens og enkelte tillige vedkommende geistlige Myntherres Navn; cfr. Myntrækker: Erik Plougpenning, Lund Nr. 1; Roskilde Nr. 1, 7; Christopher I, Roskilde Nr. 5. Under Erik Glipping findes der ofte Omskrift paa Mynter fra de Kronen udelt tilhørende Myntsteder i Nørrejylland, Ribe og paa de formentlig hallandske Typer, derimod kun sjelden paa Lunds Typer. Allerede mod Slutningen af hans Regjering ophører man at sætte Kongens Navn paa Mynterne.

Stundom kunne Navnebetegnelser med Sikkerhed paavises gjennem Navnets to, i et enkelt Tilfælde tre første Bogstaver. Saaledes betegnes Navnet Nicolaus ved N-I,- cfr. Myntrækker: Erik Plougpenning, Roskilde Nr. 3; Petrus ved P-E-T; cfr. Myntrækker: Christopher I, Roskilde Nr. 4; Jakob ved I-A; cfr. Myntrækker: Christopher 1, Roskilde Nr. 2. Erik Glipping, Lund Nr. 5; Valdemar ved V-V; cfr. Myntrækker: Erik Menved Slesvig Nr. 2; Johan eller Johannes ved I-O; cfr. Myntrækker: Erik Menved, Lund Nr. 4, 10. I Tilfælde som de her anførte yder Myntpræget en stor Hjælp, da Mynterne derved kunne henføres til bestemte Personer, som ere os tilstrækkelig bekjendte; men disse Oplysninger om Aldersspørgsmaalet ere desværre kun saa faa. Meget usikkert er man stillet overfor de hyppige enkelte Bogstavmærker; thi medens de indeholde rigt Stof til Gisninger og Slutninger, navnlig med Hensyn til Personnavne, er det kun nogle enkelte, som kunne antages at yde sikker Oplysning; cfr. Myntrækker: Abel, Roskilde Nr. 1 (Abel - Biskop Jacob Erlandsen); Christopher I, Roskilde Nr. 3 (Christopher - Biskop Peter); Erik Glipping, Slesvig Nr. 5 (B = Biskop Bondo); Erik Menved, Slesvig Nr. 2, 3, 17, 18, 20 (V-V, W = Hertug Valdemar 1283-1312). Iøvrigt have disse Bogstaver, af hvilke ofte det samme findes paa Mynter af høist forskjellig Alder, været benyttede som Myntmærker, hvis Betydning vi ikke længere kjende. Nogle have muligvis betegnet Myntsteder (R Roskilde, Randers eller Ribe, S Slesvig, V Viborg),. andre Kongens eller en geistlig Myntherres Navn eller Stilling (R Rex, A Archiepiscopus, E Episcopus), og atter andre kunne have været Mærker for Rigets mægtige Panthavere eller for kongelige Embedsmænd. Blandt disse sidste ligger det utvivlsomt nærmest at tænke paa Myntmesteren, denne paa hin Tid saa vigtige, betroede og ansete Mand. Fra vort Myntvæsens første Dage og indtil Midten af det 12te Aarhundrede havde det som oftest været Skik at forsyne Mynterne ikke blot med Kongens, men ogsaa med Myntmesterens Navn. Dette ophørte imidlertid efter Erik Lam; men formentlig findes dog senere i Tiden Spor deraf i slige Bogstavmærker. Paa Valdemar Seiers mest bekjendte Mynter med WALDEMARVS - REX DANORVM findes der paa Adversens Midte forskjellige Bogstaver, stundom A, E eller O, men som oftest I · I. Man kan vanskelig forklare Betydningen af disse Bogstaver paa anden Maade end som forskjellige Myntmestres Mærker; det lader sig ikke antage, at de skulde have betegnet forskjellige Myntsteder. Et tilsvarende Forhold findes ved de under Magnus Smek slagne, saakaldte ”Folkungamynt”, hvis Advers har en Løve og Reversen tre Kroner stillede omkring et Kors, en Rose; et Taarn eller et Bogstav; af de sidste kjendes 9 Variationer med forskjellige Bogstaver, som utvivlsomt have betegnet Myntmestres og ikke Myntsteders Navne (2).

Endnu skulle vi tilføie nogle Bemærkninger om den Hjælp til Bestemmelsen af Mynternes Alder, man har i Myntprægenes Stil og Arbeide. Aldersforskjellen viser sig i visse Enkeltheder, f. Ex. Kronens, Sværdets og Bispestavens vexlende Form, idet man uden Tvivl i Myntpræget har søgt at følge de virkelige Forbilleder. Det vilde føre os for vidt nærmere at omtale disse Enkeltheder, og for ret at forstaa dem maa man have selve Mynterne for Øie; vi skulle derfor kun fremhæve nogle faa Punkter. Det vil saaledes ses, at Kronen paa 2 af de yngste Mynter, ved den forneden afrundede Form, stærkt nærmer sig Kronen paa Erik af Pommerns Mynter, en Lighed som formentlig tør være bestemmende for Henførelsen af disse Mynter til Valdemar Atterdag; cfr. Myntrækker: Valdemar Atterdag, Lund, Roskilde. Derimod synes der ikke at kunne høstes noget synderligt Udbytte af Bogstavernes Form; vi tør kun nævne det enkelte Tilfælde, at en Ribe Mynt henføres til Erik Plougpenning, navnlig paa Grund af Bogstavet ///, hvilken Form tidligere findes paa Valdemar Seiers Mynter; cfr. Myntrækker: Erik Plougpenning, Ribe Nr. 1. Af væsentlig Betydning er Udsmykningen langs Myntens Rand. Paa Erik Plougpennings Mynter findes som oftest en meget fint punkteret Perlerække, indenfor hvilken der stundom er anbragt en ganske tynd Ring. Efterhaanden aftager Finheden saavel i Perlerækken som i Ringen, og hele Behandlingen bliver bredere under Erik Glipping og endnu mere under Erik Menved. Perlerne danne nu som oftest ikke længere en Række, men ere usammenhængende og tiltage i Størrelse, ligesom Ringen bliver bred og tung. I Slutningsperioden gjøres den endnu mere plump, og Perlerne som oftest endnu grovere og spredte med større Mellemrum. Den ældre Tid har i det Hele anvendt en stor Finhed og ikke ringe Smag i Detaillernes zirlige Udførelse og en Del Omhu ved selve Udmyntningen; men i enhver Henseende aftager Arbeidet i Godhed samtidig med, at Myntværdien daler, og det synker i Slutningen, forinden de regelmæssige Udmyntningers Standsning, ned til en yderlig Ringhed.

Det vilde, som sagt, blive for vidtløftigt nærmere at udvikle og gjøre Rede for Bestemmelsen af de enkelte Mynttypers Alder og for de forskjellige Iagttagelser, som ere knyttede hertil. Ved Mynternes Ordning maa man først søge saavidt muligt at samle de i og Arbeide beslægtede Typer, hvis Samtidighed og Forbindelse fremgaar af Mlyntfundene og paa Grundlag heraf danne de forskjellige Myntrækker. Af stor Interesse er det nære Slægtskab, som stundom findes mellem Mynttyper, og som synes at maatte skyldes en og samme Stempelskjærers Arbeide, Stil og eiendommelige Haandelag. Som Exempler herpaa skulle vi henvise til Myntrækkerne: Erik Plougpenning, Lund Nr. 1-2. Roskilde Nr. 1-3. Christopher I, Roskilde Nr. 4-6. Ribe Nr. 3-5. Slesvig Nr. 1-5 (cfr. Abel, Slesvig). Erik Glipping, Lund Nr. 2-8, 16-19. Roskilde Nr. 3-4, 15-16, 18-19. Jylland Nr. 3-4, 7-16, 17-19. Ribe Nr. 1-3, 4-9, 10-11, 14-21. Slesvig Nr. 4-5, 8-10, 14-20, 23-25. Erik Menved, Lund Nr. 6-8, 12-17, 18-19, 25-29. Roskilde Nr. 2-3, 5-9, 15-23, 25-29. Jylland Nr. 4-8, 14-16, 17-21. Ribe Nr. 1-5, 9-15, 20-26, 27-28. Slesvig Nr. 1-4, 5-7, 11-22, 23-28. Christopher II og 1332-1336, Lund Nr. 1-4, 8-10. Roskilde Nr. 1-4, 5-9. Saxkjøbing Nr. 1-5. Jylland Nr. 1-5, 11-14. Ribe Nr. 1-4, 5-8. Slesvig Nr. 1-3, 4-9, 11-12. Lund 1332-1377, Nr. 2-7, 14-18, 22-27, 28-34.

Det kan ikke undgaas, at Adskillelsen af de enkelte Kongers Mynter maa blive temmelig ubestemt og vilkaarlig. Da forholdsvis kun faa Mynter have Omskrift, som kan give nogen sikker Oplysning, og de fremmede Mynter i Fundene ikke yde nogen nøiagtig Hjælp, kan dette Spørgsmaal først i Fremtiden finde en sikkrere Afgjørelse. Det vilde især have været af Interesse bestemt at kunne paavise den svenske Konge Magnus Smeks skaanske Udmyntninger.

Vi skulle til Slutning undersøge et Spørgsmaal, som nødvendigvis maa paatrænge sig under Ordningen af disse mangfoldige Mynter, nemlig hvor vidt vi i Øieblikket ere naaede i vort Kjendskab til dem, og hvor mange der endnu mangle, førend Rækkerne blive fuldstændige. Beregningen kan selvfølgelig ikke nøiagtig, men dog tilnærmelsesvis gjøres, idet man sikkert tør gaa ud fra, at der er sket Udmyntning én Gang aarlig ved hvert af de fem Myntsteder. Usikkerheden vil nærmest hidrøre fra vort Ukjendskab til de Udmyntninger, som ere foretagne i Halland og Saxkjøbing og til, hvorvidt der i de af Christopher II pantsatte Landsdele er oprettet flere selvstændige Myntsteder. Antage vi, at der efter de aarlige Udmyntningers Standsning, 1336, er udgaaet ialt 3 Udmyntninger, altsaa 15 Typer, vil det ses af de omstaaende Tavler over de formentlig samtlige 561 Typer og de nu kjendte 422, at der endnu vil være omtrent 139 ukjendte Typer tilbage.

Det er iøvrigt af Interesse at iagttage, at Fundene efterhaanden saa godt som ingen nye Mynttyper indeholde. Vi se dette klart ved at opstille Rækken af Fundene efter 1832 fra Aar til Aar med det vedføjede Antal af de i hvert indeholdte ukjendte Mynttyper. I Ramus' og Devegges ufuldendte Myntværk haves der en nøiagtig Fortegnelse over de paa dette Tidspunkt kjendte Typer, medens de ukjendte Typer i de 8 Fund for den Tid (Aakirkeby, Lilleborg, Hemselynge, Hvidøre, Vemmetofte, Roskilde, Stjær og Fiskbæk Fund) ikke lade sig paavise.

Af disse 40 Fund indeholdt de 15 tilsammen 63 hidtil ukjendte Typer, hvoraf de 24 tilhørte 2 Fund alene. Efter Skrivergade F. 1875 er der kun fremkommet 1 ny Typ.

Idet jeg slutter denne Del af nærværende Arbeide, maa jeg udtale en Tak for den Hjælp, som velvillig er blevet ydet mig ved disse Undersøgelser. Hr. Justitsraad Herbst har saaledes, med sit store Kjendskab til vor Middelalders Mynter, paa forskjellig Maade staaet mig bi, og fra Hr. Prof. Kr. Erslev har jeg, særlig med Hensyn til det historiske Materiale, modtaget flere vigtige Oplysninger og Tilføielser af væsentlig Interesse. I Løbet af flere Aar har Hr. Lektor Eurenius i Malmø tilstillet mig mange Meddelelser om de skaanske Mynttypers Forekomst; det skyldes for en stor Del hans virksomme Hjælp, at Lunds Myntrække saa bestemt kan paavises.

Noter:

• (1) Prof. Kr. Erslev har i ”Deseription des monnaies du moyen àge de C. J. Thomsen.” III. 116 o. F. paa Grundlag af flere af de større Fund ordnet de i Samlingen indeholdte Mynttyper fra denne Periode efter deres formentlige Alder, og henført den ældre Del til Kongerne, den yngre Del, med Bibeholdelse af Inddelingen efter Bogstaver og Mærker, til Tidsrummene før 1300, 1319 og 1340. Spørgsmaalet om Mynttypernes Henførelse til Myntstederne og en Inddeling derigennem i særskilte Myntrækker har derimod tildels ligget udenfor denne Del af Myntfortegnelsens Plan.
• (2) Cfr. Svenska myntfund. 3. Kgl. vitterhets hist. och antiqv. akad. månadsblad. 1876. 244 o. F.

Tilbage til Hauberg 3, hovedside
Tilbage til Dansk Mønt