Omtrent samtidig med, at dronning Margrethe i begyndelsen af 1396 fik sin søsterdattersøn Erik valgt til konge i Danmark, fik hun på landstingene bevilget en ekstraskat til at genoptage møntprægningen, som havde ligget stille i Danmark i mange år. På Fyn vedtog man at udrede 10 løde mark sølv fra hvert sogn. Hvis skatten har været ligeså høj i de øvrige landsdele, skulle den have indbragt omved 20.000 løde mark eller omtrent 4.600 kg sølv - et overmåde stort beløb i datiden. Menigmand var for længst ophørt at regne med den gamle danske penning, der efter en århundredlang inflation var endt som en usselig, værdiløs kobbermønt. Man regnede nu med sølv efter vægt i løde mark eller med fremmed sølvmønt: engelske sterling, franske turnos, nederlandske grot, lybske witten og penninge. Det var det lybske møntsystem, den pengekloge dronning tog til forbillede i sin nye mønt, der blev slået i kong Eriks navn, efter at han 1397 var blevet kronet i Kalmar til de tre nordiske rigers fælles konge. Man regnede derefter med mark til 16 skilling (ikke at forveksle med en løde mark, der vejede omved 230 g). Skillingen deltes i to søslinge eller tre hvide eller fire sterlinge eller 12 penninge. Penningen kunne atter deles i to skærv. Mark, skilling og søsling (indtil 1424) var regningsmønt; kun de mindre nominaler blev udmøntet. Lund havde i den tidligere del af middelalderen været Danmarks vigtigste møntsmedje, hvoraf ærkebiskoppen havde ret til en fjerdedel af møntindtægten. Den blev nu genoprettet, uden at man hører mere til den biskoppelige andel i mønten. Roskilde havde haft den næststørste møntprægning; biskoppen her havde en tredjedel af indtægten. Mærkeligt nok var det ikke i Roskilde, møntsmedjen blev indrettet, men i den opblomstrende købstad Næstved, i en biskoppen tilhørende gård, der lå ved Susåen, mellem denne og byporten. Den kaldtes derefter Møntergården og gaden Møntergade.
Hvornår udmøntningen i Næstved er kommet i gang og de nye mønter er sat i omløb, kan ikke siges helt nøjagtigt. De findes med sikkerhed første gang nævnt i et københavnsk pantebrev af 1. oktober 1402: "32 mark sølv i hvid, lovlig og gængse Sjællands mønt".
Den muligvis ældste Næstved-mønt bærer på forsiden en kongekrone og omskriften
(Erik Danmarks, Sveriges og Norges konge). Bagsiden bærer en krumstav, som deler omskriften
(Næstved mønt). Med krumstaven har biskop Peder Jensen Lodehat tilkendegivet sin ejendomsret til møntergården og vel også sin andel i møntindtægten. Det eneste kendte eksemplar af mønten indkom først 1874 til Den kgl. Mønt- og Medaillesamling. Det vejer 1.15 g og må således have gået som en hvid (tysk witten, latin albus) til fire penninge.
Det er ukendt, om Roskildebispen har beholdt sin andel i Næstvedmønten, eller om han har afstået den til sin velynderinde, dronning Margrethe. Hvordan det nu end forholder sig, foreligger der en ganske lignende hvid, blot med et kors i stedet for bispestaven på, bagsiden. Også denne mønt er særdeles sjælden, kun fremkommet i fire eksemplarer i et større møntfund fra Storegade i Stege i juli 1898, nedlagt omved 1420. Disse fire mønter vejer gennemsnitlig 1.10 g. De lybske witten, som var deres forbillede, skulle efter hanserecessen 1398 veje 193 stk. på den såkaldte kølnske mark; det er udregnet til 1.21 g, hvoraf 0.98 g fint sølv. De overleverede lybske witten vejer dog noget mindre, omtrent som de danske udmøntninger.
Man har øjensynlig ret snart opgivet udmøntningen af hviden til fordel for sterlingen, der blev slået i stor mængde både i Lund og i Næstved. Den er lidt mindre, men ellers af ganske samme præg og omskrifter som den sidst nævnte hvid, kun med varianter med hensyn til forkortelsen af nestwedensis
o. lign.
Mønten fra Lund betegnes selvsagt som
.
Disse sterlinge vejer fra 0.50 til 1.00 g, i gennemsnit 0.70 g. Prøver i nutiden viser en finhed af fra 629 til 857 tusinddele. Man må her erindre, at man i datiden ikke justerede mønterne stykkevis, men nøjedes med at justere "al marco", så og så mange stykker mønt skulle gå på en mark, d.v.s. en såkaldt kølnsk mark, der i forrige århundrede blev beregnet til at veje 233,856 g, men som dengang var noget lettere, måske omtrent 230 g. Der var derved fare for, at en vindskibelig vekselerer eller kræmmer kunne se sin fordel ved at udsøge sig (udvippe) de tungeste møntstykker og smelte dem ind. Det skete i alt fald senere i tiden, men var strafbart. Men hvem ved, om man ikke også "vippede" mønterne i møntsmedjen, inden de kom i omløb? Det var kongen og hans møntmester til gode.
Den engelske penning (penny), sterlingen havde tidligere i det fjortende århundrede været almindelig gæv og gængs i Danmark, men i en årrække blev den kun sparsomt eller slet ikke udmøntet i England, der endog forbød udførslen. Fra 1337 lå England i krig med Frankrig, og sølvprisen steg så højt, at udmøntningen ikke kunne betale sig. Vekselkursen på sterlingen var på det sidste tre lybske hule penninge, og betegnelsen sterling eller engelsk blev derefter en regningsmønt for denne værdi, indtil de fire "vendiske" stæder med Lybæk i spidsen gjorde den håndgribelig ved udmøntning af dreilingen (nedertysk dreling). Den skulle ifølge hanserecessen af 10. marts 1392 skrodes med 230 stykker på den tolvlødige mark, d.v.s. den skulle veje 1.017 g, hvoraf 0.762 g fint sølv. Tyske valvationer (møntprøver) fra samtiden viser dog, at man ved siden af de fastsatte 12 lod (750 tusinddele) også kunne finde udmøntning på 11 1/2, ja, endog på 11 lod. Det kunne man ikke let opdage, tog måske ikke altid så strengt på i daglig handel og vandel. Men de nye danske trepenninge var deres tilforladelige præg til trods langt fra fuldvægtige. Vi kender desværre ikke nogen møntordning, udstedt af dronning Margrethe, men vi kan ane hendes møntpolitik. Slog hun fuld god mønt, var der fare for, at den i gik i lommerne på de fremmede kræmmere. Slog hun den i underkanten af det tilladelige, tjente hun på den, eller den blev i landet. Men dronningen gik et skridt videre. Da de tyske købmænd i sildetiden i høsten 1403 mødte frem på Skånemarkedet, blev de ubehageligt overraskede ved, at hendes fogeder og folk nægtede at modtage hendes egen mønt i told og afgifter, men krævede betaling i deres mønt. På hansestædernes møde i begyndelsen af december samme år i Lybæk fremførtes harmdirrende klager over forskellige brud på deres privilegier og især med hensyn til "det pagyment, som bliver slået i Danmark, som dronningen lader for fuldt udgive og ikke for fuldt vil modtage". Ordet pagyment (fransk payement, betalingsmiddel) synes her brugt noget nedsættende om mønten. Man besluttede at forhandle sagen på et nyt møde. Efter langvarige drøftelser mellem stæderne besluttede de på deres møde i Lybæk den 8. april 1404 at sende forhandlere til dronning Margrethe for at klage over hendes dårlige mønt og andre misforhold (vragretten) på Skånemarkedet. Den 14. maj aflagde sendemændene beretning om deres forhandlinger med dronningen, som de havde truffet i Vadstena, og som lovede dem godt, blandt andet, at hendes fogeder skulle tage hendes mønt lige så vel som deres. Ak, men hvad hjalp vel alle stædernes forhandlinger - mod den elskværdige dronning kunne de ikke stå sig. I de følgende år modtog lybækkerne stadig klager over de tab, købmændene led ved den undervægtige danske mønt på Skånemarkedet. Og på mødet den 31. marts 1406 vedtog stæderne kun at tage den danske mønt efter kursværdi. Ved deres prøver viste det sig, at den kun holdt 10 lod og skrodet på den lødige mark 4 1/2 mark 2 skilling, d.v.s. kun 12 skilling i forhold til den lybske mark eller som 3:4. Sterlingen var følgelig ikke mere end to lybske penninge værd. - År efter år klages der på alle hansemøder over den danske mønt. Stæderne nedsætter vægten af deres tolvlødige witten fra 1,193 g i 1406 til 1,17 g i 1410 og til 1,124 g i 1411.
Dronningen nedsætter lødigheden af sin mønt fra 10 lod til 9 3/4 lod, en mark i danske sterlinge er 1410 kun 11 lybske skilling værd, selv om vekselkursen for sterlingen stadig er to lybske penninge. 1407 den 15. maj beslutter stæderne på møde i Lybæk at sende bud til dronningen og bede hende om "at lægge hamren ned". Desværre forlyder der intet om, hvorledes den sendefærd spændte af. Tværtimod forlød det 1408 og 1409, at dronningen omgikkes med planer om helt at forbyde alskens tysk mønt på Skånemarkedet, således at ingen anden mønt skal gå der uden den, som hun selv lader slå, hvad der vil komme den menige købmand til stor skade og forfang.
Foruden sterlingen slog man en penning og en halvpenning. Begge var af samme præg: en krone i en strålekreds og uden bagsidepræg, deraf benævnt hulpenning. Man kan ikke skelne mellem dem, der blev slået i Næstved, og dem fra Lund. Penningen, der forekommer i talrige fund, vejer fra 0,21 til 0,37 g, i gennemsnit 0,29 g, og ligeså varierer finheden fra 212 tusinddele ned til det rene kobber. Halvpenningen, også kaldet skærv (tysk scherf) kendtes kun i to eksemplarer, indtil den fremkom i 12 eksemplarer i et større møntfund fra Gåsetorvet i Nakskov i september 1959. De tolv skærve vejer i gennemsnit 0,145 g, to prøver viste 334 og 413 tusinddele. Den lybske hulpenning skulle efter recessen 1398 skrodes med 576 stykker på den nilødige mark; den skulle følgelig veje 0,405 g, hvoraf 0,227 g fint sølv. Skærven skulle skrodes med 1152 stykker på den ottelødige mark, altså veje 0,202 g med 0,101 g fint sølvindhold.
Havde stæderne været utilfredse med den danske mønt i dronning Margrethes tid, skulle de blive det endnu mere under kong Erik. På Skånemarkedet var kun kongens mønt gangbar, og den måtte de så tilveksle sig ikke uden tab. 1416 fremkom sendemænd fra stæderne med forslag til kongen om en møntunion. Det blev ret unådigt optaget: "han havde en mønt, som passede ham, stædernes mønt angik ikke ham, og stæderne havde ikke vist sig således overfor ham, at han ville slå mønt med dem; dog kunne de vise sig således mod ham, at han ville være betænkt derpå". Kongen havde jo håbet på at få Lybæk og de øvrige stæder til forbundsfæller i den årelange kamp, han førte i Sønderjylland med de holstenske grever; men de ville kun optræde som mæglere. Just i foråret 1416 brød krigen ud for fuld kraft efter en femårig stilstand. Kongen kom efterhånden i stor pengenød. Sterlingen blev forringet i sølvindhold til kun 9 lod (562,5 tusinddele) og endda forhøjet i værdi til at skulle gå for fire penninge, og 1422 greb kongen til den uhørte udvej at lade den slå af rent kobber, foruden i de to hidtidige møntsmedjer i Næstved og Lund tillige i nyoprettede i Odense og Randers. Kobber kunne han jo få nok af fra de givtige svenske miner, især fra Stora Kopparberget ved Falun i Dalarne.
Kobbersterlingen fra Næstved bærer på, forsiden et kronet og omskriften
,
bagsiden et kors med et lille kløverblad i den ene vinkel, derom
(i Herrens navn). Det lød jo meget fromt, således at udsende mønten i Guds i stedet for i kongens navn. Tilsvarende var præget på mønterne fra Lund
,
Odense
,
og Randers
.
Kløverbladet var særkende for Næstvedmønten, Randers havde i stedet for en lille ring, Lund og Odense intet særmærke.
Kongen bød, at den nye kobbersterling skulle modtages i stedet for den tidligere sølvmønt: "for sølv og guld fik man kun kobber igen, og således blev kongen, hans vekselerere og møntmestre rige, men menigmand fattig", siger den samtidige lybske krønikeskriver. Det vakte selvsagt den største forbitrelse blandt købmændene på Skånemarkedet. De holdt deres varer tilbage og søgte kun at gøre byttehandeler. Der udspredtes smædeskrifter mod kongen og hans kobbersterlinge. Forholdet mellem kongen og stæderne var på bristepunktet.
I november 1422 kom kejser Sigismunds udsending, hertug Rumpold til Flensborg for at mægle mellem kongen og holstenerne. Her kom det til forlig og våbenhvile nytårsdag 1423. Samtidig forhandledes mellem kongen og stæderne. Det resulterede i et for kongen meget fordelagtigt forsvarsforbund med de vendiske og andre af de vigtigste stæder. Til gengæld gjorde han dem visse indrømmelser, blandt andet, at kobbermønten kun skulle gå indtil pinse (23. maj 1423), og at ingen skulle være pligtig at modtage kobbermønten for sine varer, for så vidt han forud havde taget forbehold. I pinsen mødte de hanseatiske udsendinge frem i. København for at forhandle med kongen om forståelsen af deres privilegier og om tolden på Skånemarkedet m. m. Det blev dem i det hele en skuffelse, men kongen gentog dog sit tilsagn om, at ingen købmand skulle være forpligtet til at tage mod kobberpengene. Ja, han ville endog overveje at slå ens mønt med stæderne, der just påtænkte at vedtage en ny møntordning. Kongens fornyede tilsagn om kobbersterlingens begrænsede gyldighed tyder egentlig ikke på, at den blev aflyst til pinse. Snarest er udmøntningen blevet fortsat endnu nogen tid, indtil der kom en ny møntordning. Således udsteder Roskilde biskoppen Jens Andersen, der ligesom sin forgænger var Danmarks riges øverste kansler, den 9. juni samme år et gældsbrev til sit kapitel på 500 lybske mark i "gode hvide sterlinge, så lovlige og gangbare, som de hvide sterlinge har været, før de nutidige kobbersterlinge blev slået, nemlig fire sterlinge for en lybsk skilling". Landet er i virkeligheden blev oversvømmet med denne mønt, der endnu i vore dage forekommer i stor mængde fra talrige jordfund. Endnu mange år efter mindedes godtfolk med bekymring denne kobbersterling. Således pantsatte fru Elne Rantzau 1. juni 1438 en gård i Ishøj, Smørum herred, for hvilken betaling skulle ske i "20 lødig mark gæve penninge og gængse, med hvilke købmand kan fuldt gøre anden købmand i Sjæland, undtagen kobberpenninge, om de vorde gængse". Og endnu senere, den 16. april 1449 pantsætter en borger i Næstved, Anders Troelsen, sin gård i Orslev for en gæld på 50 mark lybske i gode sølvpenge ellers rynsk guld at betale, gyldenen for 24 skilling, "om noger kobermynt eller annen argere mynt i Sjæland gængse vorder efter denne tid". Blandt rigsrådets klagepunkter mod kong Erik 6. juli 1439, hvorved det begrundede hans afsættelse, var også hans forringelse af mønten. Det hedder her (§ 17): ,Item, havde vi her udi Danmark en god redelig mynt, saa vejen mark holt 9 lod sølv, hvilket mynt riget oc hver mand i riget nyttig og bestandig var. Da lod han slaa en pur kaaber mynt, som for fulde skulle tages, lige ved den fornævnede gode mynt, oc det gjorde han uden al rigens raads vilje oc fuldbyrd, af hvilket riget og rigens indbyggere udi en fordærvelig skade kommen ere, saa at han seent stander til at forvinde".
I et brev, som kongens herold, Simon, skrev til Danzig den 29. marts 1423 omtaler han bl. a. "de bose penningh", som vel bliver afskaffet, når hansestæderne kommer til kongen (han sigter til mødet i København i pinsen). ,,Og skulle I vide, at min herre har en kostbar rejse for; derfor vilde han gerne udgive sine kobberpenge til hjælp til rejsen". Hvad enten denne begrundelse af kongens møntpolitik var sandfærdig eller ej, så var der siden årsskiftet fred og ingen fare, og i august dette år drog kongen ud på sin lange udenlandsrejse, hvorfra han først kom tilbage i maj 1425. Imedens var styrelsen af rigerne overdraget hans dygtige dronning Philippa.
Den 16. juli 1423 var stæderne Lybæk, Hamborg, Lyneborg og Vismar på et møde l Lybæk enedes om at lade slå en ny mønt til seks lybske penninge, 168 stykker på den 12-lødige mark. Kongen af Danmark skulle indbydes til at være med. Det tog øjensynlig sin tid at fremskaffe den fornødne mængde sølv til udmøntningen; men den 8. oktober 1424 afsluttede dronning Philippa med rigsrådets råd og fuldbyrd møntunion med de fire stæder. Hovedmønten blev den ovennævnte søsling, der dog blev nedsat til 11 1/4 lødig. Dronning Philippas søsling vedkommer ikke Næstveds mønthistorie, da de ret få til vore dage bevarede, jordfundne eksemplarer alle er slået i Lund. Vort kendskab til de middelalderlige mønter er imidlertid så ufuldstændigt, at det meget vel kan ske, at en Næstved søsling en skønne dag vil dukke op. Den i overenskomsten nævnte hule lybske penning, der skulle vise en lebard (leopard) - det er den heraldiske betegnelse for en løve med modvendt hoved - foreligger i to varianter, hvoraf den ene har det fra kobbersterlingene kendte lille kløverblad under dyret. Man tør vel deraf slutte, at også denne mønt er slået i møntsmedjen ved Susåen. I følge overenskomsten skulle den skrode 3 1/2 lybsk mark på den 7 1/4-lødige mark omsat til nutids regning: 0.336 g råvægt, 0.156 g finvægt. De til vore dage bevarede eksemplarer stemmer ikke særlig godt med denne formel, idet de vejer 0.20-0.39 g, i gennemsnit 0.27 g; medens en lødighedsprøve viser 453 tusinddele. Men penningen skulle kun udmøntes i nødsfald efter behov i småhandel og ikke videre. Den skulle altså være nærmest en skillemønt, hvis sølv ikke var afgørende. - Den gamle sterling af sølv, som havde fået tillagt værdien fire penning lybsk, blev reduceret til 2 penning lybsk. Hulpenningen med krone skulle veksles med to stykker for en hulpenning med lebard. Iøvrigt holdt møntunionen ikke længe. Om ikke før så i 1430erne greb kongen atter til den forkastelige udvej at slå ringholdig mønt. Men da var møntsmedjen i Næstved forlængst lukket og forlagt til den faste borg Gurre, vel af hensyn til den nyindførte øresundstold.
1407 27. maj forekommer "mester Gherd, muntmester to Nestwede", da han på dronning Margrethes og hendes kautionisters vegne i Lybæk udbetalte 8000 mark lybsk til kong Albrekts kansler. Han er en velkendt mand. Hans fulde navn var Gerrit (Gert) Gozewijnszoon Comhaer. Han var født i Bommel i Geldern, forekommer fra 1380 og følgende år som guldsmed og medlem af klædekræmmerlauget i Deventer. Fra 1394 var han rentemester hos biskoppen af Utrecht, hvem han forstrakte med støre lån, således at han ved afregningen den 16. november 1397 havde 3762 gamle skjoldgylden (éeus d'or) til gode. Da han krævede sine penge, kom det til uvenskab mellem ham og biskoppen. Han rejste så til Danmark og gik i dronning Margrethes tjeneste, muligvis så betids, at han har kunnet indrette møntsmedjen i Næstved. Samtidig, også i maj 1407 i Lybæk, forekommer en slægtning (brodersøn?) af mester Gert: Goswin Cumhar, og senere igen en broder til denne, Rolaff. Den 31. januar 1412 i Lund beseglede de alle tre, Ghert, Rolaff og Goswyn Kumhar, sammen med andre på dronning Margrethes vegne et gældsbrev til den lybske borger Albert Lippe på 500 gode engelske noble. 29. november 1413 bevidner Gert og Goswin (Gherith vnde Ghossen) en udbetaling af kong Erik på 4000 rhinske gylden. De betegnes her begge som møntmestre i Lund. Herefter må Gert Comhaer altså have ophørt at virke i Næstved. Han døde omtrent 1419 og blev begravet i Lunds domkirke. På hans (desværre delvis ulæselige) gravsten i Domkirkemuseet betegnes han som Danmarks Riges møntmester (monetarius regni dacie). Man har adskillige efterretninger om møntmesterfamilien Comhaer (Kumhar); men om nogen af dem efterfulgte mester Gert i møntsmedjen i Næstved, vides ikke.
Møntergården var fremdeles i Roskildebispens eje. 1445 bortmageskiftede biskop Oluf Daa den til Skovkloster, der var byens egentlige herre, selv om kongens indflydelse var tiltagende. 1476 blev den atter bortmageskiftet til en vis Jep ]Paris. Den nævnes endnu ved sit gamle navn i begyndelsen af det 17. århundrede; den er blevet nedrevet og gaden, "Møntergade", sløjfet i slutningen af det 18. århundrede. Med urette har Kompagnihuset, hvis bygning stammer fra tiden om år 1500, en tid lang gået under navn af Møntergården, men huset er muligvis bygget på den gamle møntergårds grund.
Møntmesterens håndværk var særligt krævende og gik oftest i arv inden for visse familier, udgået fra guldsmede, der var kyndige i bearbejdelse af ædle metaller. Disse kunne ved at bøje guld- og sølvmønter, skære eller stikke i dem, ja, ved at bide i dem og smage på, dem løseligt skønne metallets smidighed og finhed. Yderligere formåede de at bedømme guldets og sølvets finhed ved stregprøver på probersten. Møntmesteren måtte dog nøjagtigere kunne fastslå finheden af det guld eller sølv, han skulle udmønte. Han måtte mestre kunsten at smelte guldet eller sølvet i den forordnede tilsætning af kobber og konstatere rigtigheden ved smelteprøver i digler, probérskåle. Han fik i reglen et vist remedium - ved møntordningen 1424 3 gren, "under eller over, dog med vilje ikke at bruge". Nogen wardein til at kontrollere møntmesteren hører man ikke tale om i denne tid i Danmark. Det kunne gå ham frygtelig galt, hvis han mod sin bestalling slog for ringholdig mønt. Således stod på rådhuset i Stralsund til skræk og advarsel den sorte gryde, hvori møntmesteren Ladewich 1431 blev sydet levende i olie. I Danmark slap falskmønteren med at få højre hånd hugget af.
Selve møntprægningen gik for sig som i århundreder før og endnu længe efter. Sølvet blev ved hammerslag banket ud i den brugelige tykkelse og klippet til med saks. Den således tildannede møntblanket blev lagt på et understempel, som var fastgjort i en ambolt, hvorefter prægeren med et hammerslag på et overstempel fuldendte værket.
Det var formentlig kongens kansler, som i kongens navn foreskrev stempelskæreren, hvorledes billede og omskrift skulle være, og i det hele gav møntmesteren ordre om udmøntningens "skrot og korn", vægt og finhed. Møntprægningen var et kongeligt regale, der gav stort overskud. Når kongen fornyede sin mønt, hvad der for Næstvedmøntens vedkommende skete i al fald 1422 og 1424, skulle den nye mønt lyses på tinge, hvorefter den gamle måtte omveksles, - også til gavn for kongens kasse.
Danmark havde som det øvrige Europa indtil det 19. årh. sølvmøntfod. Ved større udbetalinger kunne man stadig regne med den gamle lødige mark sølv, der ca. 1400 endte som regningsmønt til 45 skilling lybsk. - Men i betalinger til udlandet, især vest- og sydeuropa, kunne man også betale med guldmønt siden det 13. århundrede.
Lybæk fik 1340 kejserligt privilegium til udmøntning af guldmønt. Den lybske gylden var så god som florinen fra Florens: 3,5 g fint guld. Den var 1424 21 1/2 skilling værd.
I møntordningen 1424 opregnedes et antal fremmede guldmønter, som erklæredes gæve og gængse til en fastsat kurs i lybske skilling, der herefter var regningsmønt - også for 12 lebarder, som sloges i Næstved.
Forholdet mellem guld og sølv er ifølge denne forordning 1:10 2/7.
Om kong Erik har tænkt på at udmønte guld, vides ikke og er næppe sandsynligt. Men der foreligger i Den kongelige Mønt- og Medaillesamling et unicum af en guldmønt, slået med stempler som Lundesterlingen. Den vejer 9,6 g og holder - efter stregprøve - 23 1/2 til 23 2/3 karat. Den er altså vægtigere end en nobel, men passer ikke ind i noget myntsystem.
Endelig kunne man også betale med visse gængse varer som smør, hvor en tønde 1398 regnedes for en lødig mark eller 45 skilling lybsk.
(oprindelig udgivet af Sparekassen for Næstved og Omegn i anledning af 100-års jubilæet 21. juli 1966)