Nu, da det danske Nationalmuseum staar færdigt baade i det ydre og indre, træder det skarpt frem, at Møntsamlingen med sine syv Udstillingsrum kun syner lidet i Sammenligning med de øvrige jættestore Samlinger. Saaledes er det straks, naar man betragter Gulvarealet, der for hele Museet er 14971 m2, hvoraf Møntsamlingen kun raader over 281 m2, altsaa kun godt 2 pCt. Det er ganske vist for lidt, og der kan derfor kun være Tale om at udstille et mindre Udvalg af de mange Skatte, der ligger skjult for Almenheden i de smukke, gamle Skabe. Ydermere knytter der sig til Udstillingen store Ulemper. Disse smaa, historiske Mindesmærker egner sig nemlig ingenlunde til at beskues af et større, samlet Publikum. En Skoleklasse med den vejledende Lærer vil mases og trænges foran hver eneste Montre for at kunne opfange blot et lille Glimt af, hvad der tales om. Ja, selv den enkelte kyndige Møntbetragter vil gennem Glasset have Møje med at stave sig frem paa Indskriften paa Sven Tveskægs, Olov Skotkonges og de utallige andre interessante Mønter. Det er nemlig det, at en Mønt bør man kunne holde i Haanden, vende og dreje efter Lyset, naar man skal have Udbytte af sine Studier. Tolkningen af en gammel Mønt er ofte som Granskningen af et gammelt Haandskrift. Det er derfor ikke saa besynderligt, at man i Paris og Bryssel helt har opgivet at lade de store Møntsamlinger indgaa som en Afdeling af Museer; de er begge Steder knyttet til Bibliothèque Nationale. Det var saaledes ikke uden Grund, at Møntsamlingens mangeaarige Medarbejder, Professor Johs. Østrup, i 1928 gjorde sig til Talsmand for, at Samlingen burde frigøres fra Nationalmuseet, hvor den ikke kunde komme til sin Ret, og knyttes til det Kongelige Bibliothek (1). Selv om dette Forslag blev underbygget med gode Grunde, var det dog allerede dengang ganske uigennemførligt. Her i Danmark er Møntsamlingen fra gammel Tid fast forankret i Museet, og ligesom de øvrige af Nationalmuseets Samlinger har den sit Ophav i Frederik III's Kunstkammer. Efter en selvstændig og blomstrende Tilværelse paa Rosenborg (fra 1780) flyttedes den 1867 til de nuværende Lokaler i Prinsens Palæ og inddroges 1892 i Nationalmuseet. Og den har jo ogsaa paa mange Maader Berøringspunkter med Nationalmuseets øvrige Samlinger, først og fremmest med Hensyn til Studiet af de saare vigtige Møntfund og den danske Mønt- og Medaillerække. Med Studiet af de antike Mønter har den Tilknytning til Antiksamlingen og med de exotiske Mønter til den ethnografiske Samling.
Som Følge af de naturlige, vanskelige Udstillingsforhold kan Møntsamlingen aldrig opnaa den Publikumsyndest som de øvrige af Nationalmuseets Samlinger. Det viser sig tydeligt i Besøgsstatistikken siden Nationalmuseets almindelige Aabning den 22. Maj dette Aar. I det indtil 1. December forløbne Halvaar har hele Museet haft til sammen 123029 Besøgende, men heraf falder kun 8693, det vil sige 7 pCt., paa Møntsamlingen. Nationalmuseets nye Direktør, Dr. Poul Nørlund, har sat meget ind paa at yde Publikum Vejledning ved Omvisere, og ogsaa Møntsamlingen har nydt godt af denne Foranstaltning, idet der er indført en ugentlig Aftenomvisning, som er planlagt udvidet. Ydermere paatænkes "Service" for Skolerne paa forskellig Maade, idet man navnlig søger at faa Lærerne i Tale, og bl. a. agtes oprettet Vandresamlinger, der skal gaa rundt til alle Landets Skoler gennem Statens pædagogiske Studiesamling.
Her melder sig naturligt det Spørgsmaal: hvad kan Møntsamlingen udrette paa dette Omraade, og vil man her kunne gøre mere Nytte end ved Udstillingen i Samlingens Montrer?
Betydningen af Skolemøntsamlinger er forlængst erkendt som Led af Undervisningen i de højere Skoler i Udlandet. De spiller en be tydelig Rolle i Tyskland og ogsaa i Sverige. Der forefindes her ved ikke mindre end 28 Latinskoler (Allmänna läroverk o. lign.) omfangsrige og tildels vel katalogiserede Samlinger (2). Som Sidestykker hertil kan i Danmark kun nævnes Møntsamlingerne ved Metropolitanskolen og Herlufsholms Skole. Det er selvindlysende, at Gymnasier har god Nytte af antike Mønter som Anskuelsesmateriale ved Undervisningen i Oldtidskundskab, Latin og Græsk. Der foreligger bl. a. adskillige tyske og svenske Skoleprogrammer, der stærkt fremhæver dette. I Danmark har vi kun et Skoleprogram fra Herlufsholm (3). Iøvrigt henvises til Hovedværket, Antike Münzbilder im humanistischen Unterricht von Prof. Dr. Max Bernhart (München 1928). Denne ypperlige (og prisbillige) Bog er vel i første Række bestemt som Fører for Læreren, men kan ogsaa i høj Grad være til Glæde og Nytte for interesserede Skoledisciple. I denne Forbindelse kan nævnes Billeder til Oldtidens Historie og Kultur ved Poul Fossing, Carsten L. Henrichsen og Oluf Jonsen (Khn. 1936), hvor der S.101 er gengivet 9 græske Mønter fra den kgl. Mønt og Medaillesamling, Nationalmuseet; det er ikke meget i Betragtning af, at Bogen dog er paa 162 Sider. -Desuden gives der andre gode Hjælpemidler, først og fremmest Lysbilleder; disse kan købes billigt hos flere tyske og italienske Firmaer i rigt Udvalg; men iøvrigt kan vii disse valutabesværlige Tider saare let fremstille Serier af Lysbilleder paa Grundlag af Møntsamlingens Exemplarer næsten ligesaa billigt, hvis der blot var lidt Efterspørgsel derefter fra Skolerne. - Dernæst kan nævnes galvaniske Kopier af antike Mønter, som kan købes billigt fra British Museum, fra. den galvanoplastiske Anstalt i München-Giesing og flere Steder; hvis den paatænkte galvanoplastiske Anstalt ved Nationalmuseet lader sig virkeliggøre, kan vi ogsaa herfra levere Møntkopier til Skolebrug. Men selv de bedste Kopier kan ikke maale sig med Originaler. Den Følelse, den Bevidsthed at holde i sin Haand en ægte gammel Mønt, f. Ex. en almindelig "Ugle" fra Athen, som bringer os en direkte Hilsen fra Perikles' og Sokrates' Tid, taler et ganske anderledes indtrængende Sprog og sætter sig langt dybere Indtryk.
Men nu vore hjemlige danske, norske og svenske Mønter! Ja, om dem maa det siges, at de har, eller rettere de burde have, ganske samme Betydning for Undervisningen i Nordens Historie, og det ikke blot i Gymnasiet; men ogsaa i høj Grad i Folkeskolen. - Kort efter Genforeningen skrev en sønderjydsk Skole til Møntsamlingen og bad om et Udvalg danske Mønter til Brug i Undervisningen. Det var selvsagt Samlingen en Glæde at kunne efterkomme dette ønske, og der blev af Doubletter sammenstillet en lille typisk Række danske Mønter, som blev overladt den paagældende Skole som Depositum. Desværre raader vi ikke over saa meget Doubletmateriale, at vi kan fortsætte ret langt ad denne Vej, og den, som skriver disse Linjer, vil heller ikke kunne afse den fornødne Tid til at tage sig af flere af den Slags Henvendelser. (Man maa erindre, at Samlingen i vore Dage kun har det halve af det sagkyndige Personale, som blev normeret for den 1847, kort før den overgik fra Kongens til Statens Eje). Da vi saaledes ikke kan forsyne alle Skoler med Møntmateriale, maa vi indskrænke os til at forme en Vandresamling, som kan cirkulere i Folkeskolerne, og som disse kan udnytte i Historieundervisningen.
For at illustrere Sagen med et konkret Exempel berettes her om tre Mønter, som en Lærer fra en jydsk Købstad indsendte med Forespørgsel for en Elev for en halv Snes Aar siden. De blev tilbagesendte med Bestemmelse (Valdemar Sejr, Jylland), men det tilføjedes, at de antageligt stammede fra et stort Møntfund i Grenaa (1911), og at de i saa Fald var Danefæ, der tilhørte Kongen (Staten). De tre Mønter blev derefter atter fremsendt til Møntsamlingen med en overmaade elskværdig Skrivelse fra den samme Lærer, hvori det blandt andet hedder: ". . . Den Skoleelev (12 Aar gammel), der ejede dem, ønskede straks, da han hørte Sammenhængen, at Mønterne skulde komme paa deres lovlige Plads. . . . Tillige takker vi for de fyldige Noter uden paa "Pengeposerne", hvad der gav mig Anledning til at lægge Sagen mere positivt frem for hele klassen (en anden MeIlemskoleklasse i 12 à 13 Aars Alderen), der var meget interesseret deri. Mønterne og Noterne circulerede naturligvis; og 2 Timers Samtale om Penge (Mark, Øre, Ørtug, Penning; Sterling, Hvid; Daler o.s.v.) og Fund gav det Anledning til...." - Sig saa ikke, at Mønter ikke er til Nytte i Skolen! En Mand, der har saadanne pædagogiske Evner som den nævnte jydske Lærer, kan sikkert hjælpe sig med langt mindre end en hel dansk Møntrække. At dømme efter Godtfolks Forespørgsler findes der vel næppe en Kommodeskuffe i Danmark, hvor der ikke ligger gamle Mønter, hvis Samlerværdi rigtignok gennemgaaende er til "Smeltediglen". Men disse Mønter, f. Ex. Kurantskillingen 1771, Offermark 1808, Pengesedler og Rigsbanktegn fra "de gale Pengeaar" i Frederik VIs første Kongetid, Firskillinger og Markstykker fra Frederik VII o.s.v. maa jo dog let kunne give Anskuelsesmateriale til enhver Skole, der ikke har Adgang til en bedre og fyldigere Møntrække.
(NNUM 1939 nr. 1 side 1-5)