Fig. 2.
Anmeldt af Axel Ernst i NNUM 1960 side 200-202
Det er daleren, der i det europæiske møntvæsen sætter skel mellem middelalder og nyere tid. Navnet stammer fra den sølvgylden eller gyldengroschen, som fra 1519 blev slået af greverne af Schlick i Joachimstal i Bøhmen (fig. 1), og som i sølv skulde have samme værdi som den almindeligt gængse guldmønt, den rhinske gylden.
I Danmark er det dog Christian III's møntordning af 20. september 1541, der rettelig indleder den nyere tid; men allerede forinden havde daleren fået indpas. Bortset fra tilløb under Christiern II og Frederik I, må den daler, der blev slået i København 1537 og som regnedes for "tydsk", altså fremmed mønt, nævnes (fig. 2).
Fig. 2.
Christian III fulgte her Kursaksens Møntordning (fig. 3). - Med kongebillede på forsiden og rigsvåben på bagsiden sloges dalerne af så godt som uændret sølvindhold lige til 1872. Der blev dog langtfra slået tilstrækkeligt med dalere til at dække behovet, men hvad der manglede i dansk stormønt blev delvis dækket ved import af tyske og nederlandske dalere til betaling af den store export især af stude, der dreves ad "oxevejen" ned gennem Jylland over Ejderen, den tusindårige grænse til det hellige tysk-romerske rige. Om denne import af nederlandske og tyske talere vidner talrige, betydelige fund af mønter, nedlagt især i det 17. århundredes ødelæggende krige, kejserkrigen 1626-29, Torstenssonskrigen 1643-45, Carl Gustavskrigene 1657-58 og 1658-60.
Medens alle andre mindre mønter sank i værdi, forblev speciedaleren (daler in specie, daler i eet stykke), som den nu kaldtes, den faste værdimåler, selv om den til tider blev fortrængt i handel og vandel af slettedaler (krone), kurantdaler (daler i mønt) og seddelpenge. Christian III's daler holdt ca. 26 g fint sølv, Christian IX's speciedaler 25,28 g - det er kun en lille forringelse i løbet af mere end 300 år. Ved overgangen fra sølv- til guldmøntfod 1875 værdsattes speciedaleren til 4 kroner.
Ved siden af denne faste mønt, der således i lange tider kun var regningsmønt, fordi den ikke sloges i tilstrækkelig mængde til at dække behovet, udviklede der sig andre former af "dalere", mest efter påvirkning udefra.
1607 fik Christian IV's nederlandsk-fødte Møntmester Hans Flemming i Helsingør tilladelse til at slå "små talere" til en værdi af 50 2/3 skilling dansk (medens speciedaleren dengang gjaldt 66 skilling). Den var beregnet til handel med nederlandske købmænd. Den danske såkaldte løvedaler, som blev slået med årstallet 1608, holdt sig nøje til sit forbillede, dog således at den nederlandske "gerustede krigsmand" fik kongens ansigtstræk, at den hollandske løve i det skjold, han holder, er erstattet med Danmarks tre løver, at bagsidens hollandske løve er ændret til den norske løve ved at få krone på hovedet og en bil i poterne, endelig er den dansk-norske konges navn og titel sat i omskrifterne med Flemmings møntmærke (en rose på et par glødehager). Medens den nederlandske løvedaler vejede 27,5g og holdt 20,74g fint sølv, var den danske noget ringere, vejede 27,34g og holdt 20,51g fint sølv. Udmøntningen var kun af ringe omfang: 765 stk., svarende til 587 speciedaler. Det er derfor ikke så mærkeligt, at den i vore dage kun er bevaret i to exemplarer (i Den kgl. Mønt- og Medaillesamling og i L. E. Bruuns Samling på Frederiksborg). - Fig. 4-5.
Fig. 4.
Endnu engang - i 1624 - forsøgte Christian IV at slå en dansk mønt svarende til en international kendt handelsmønt som den nederlandske stuk van achten, der atter efterlignede den spanske peso de á ocho (piaster). Også den danske mønt, der sloges af kongens møntmester Nicolaus Schwabe i København, var bestemt for handelen med Ostindien til brug for det 1616 stiftede Dansk-ostindiske Compagni. Den danske piaster efterlignede dog ikke i præget de stuk van achten, som sloges i Holland for det hollandsk-ostindiske Compagnie van Verre. Præget på denne danske piaster var original, idet det i modsætning til speciedalerne ikke bar kongens billede, men et rigsvåben, der iøvrigt heraldisk set var ukorrekt. Forsiden bar kongens navn og titel, bagsiden omskriften BENEDICTIO DOMINI DIVITES FACIT, der er hentet fra Salomons ordsprog cap. 10, 22: "Herrens velsignelse gør rig", en devise, der just 1624 blev sat på de nye speciedalere, slået af sølv fra de nyopdagede norske sølvminer, "Gottes Segen" og andre på Kongsberg. Den danske piaster vejede 27.19 g og holdt 14 12/18 lod (916 2/3 tusinddele) eller 24.925 g fint sølv. Den var 4 skilling mindre værd end speciedaleren og var vel også lidt ringere end den samtidige stuk van achten (ca. 25 g fint sølv). Udmøntningen androg ialt 19670 stuk van achten, der alle straks gik med skib til Ostindien. Mønten er derfor ret sjælden, kun 7 exemplarer vides bevaret til vore dage. - Fig. 6-7.
Fig. 6.
I det 18. århundrede blomstrede den dansk-norske handel på Indien og China, og det Dansk-asiatiske Compagni i København havde hårdt brug for spanske piastre. Dette handelscompagni, der var stiftet 1732, fik 1771 tilladelse til at få slået piastre efter spansk stempel. Og med stempler skåret af J. E. Bauert i København sloges så her først et lille antal på 543 stk. og et par ar efter med samme årstal 44.900 stk.; 1777 sloges på Kongsberg med lignende stempler, skåret af den norske stempelskærer Anders Lunde, 50.000 stk. De bar naturligvis den dansk-norske konges navn, titel og våben, men fulgte iøvrigt ret nøje det spanske forbillede. De dansk-norske piastre vejede 26,98 g og holdt 902,7 tusinddele eller 24,36 g fint sølv, hvad der meget vel svarede til de faktisk courserende spanske piastre. - Fig. 8-9.
Fig. 8.
Til brug for handelen på Riga og Balticum fandt Bancokontoret i København for godt at lade slå Albertsdalere, idet denne møntsort, der gik næsten jævngodt med de tyske talere, skønt de var en kende ringere end disse, var blevet almindelig gængse i Østersø-handelen. Udmøntningen var bragt i forslag 1773, men først i 1781 blev dette realiseret. Stemplerne blev skåret af den danske stempelskærer Wolff i Altona efter den ovennævnte københavnske stempelskærer Bauerts tegning. Der blev i Altona 1781 slået 10.000 stk. og i 1784 54.000 stk. samt 1796 for et hamborgsk handelshus' regning 473.000 stk. De vejede 28,06g og holdt 868 tusinddele eller 24,36g sølv. Fig. 10-11.
Fig. 10.
Den af Christian IV 1618 indførte krone var egentlig kun en fin etikette sat på en forringet mønt. Navnet var hentet fra den samtidige engelske crown, der var velkendt gennem handelen med England. På bagsiden stod CORONA DANICA over en gengivelse af kongens krone. - Fig. 12-13.
Fig. 12.
Den blev oprindelig udgivet til en værdi af 1 1/2 speciedaler; men da siden kun halve kroner udmøntedes, gik navnet over på disse og 1625 blev værdien nedsat fra 3/4 til 2/3 Speciedaler (= 4 mark = 64 skilling), og ved denne værdi holdt den sig, så længe som den blev præget (den sidste til Christian VII's fødselsdag 1771). Den fortrængte i handel i Nordeuropa speciedaleren og blev forbillede for den tyske zweidrittel (Forliget i Zinna 1667). Den tyske zweidrittel blev for lange tider hovedmønt i Nordtyskland, og på initiativ af den meget foretagsomme møntmester Johan Frederik Freund i Altona lod Frederik VI 1830 slå zweidritler, officielt for det 1815 erhvervede hertugdømme Lauenborg, da mønten ikke passede til det øvrige danske monarkis møntsystem. Der blev slået ialt 4051 stykker, 12-lødige, 18 stykker på marken fin (bruttovægt 17,32 g, finvægt 12,99 g). Som nærmeste forbillede kan nævnes den hannoveranske zweidrittel. - Fig. 14-15.
Fig. 14.
Fremmede småmønters præg var der i reglen ingen anledning til at efterligne, da den danske småmønt kun gik indenfor tvillingrigernes grænser. Som en undtagelse må dog nævnes de denninge, som Christian IV udsendte 1619 til brug for handelen på Finmarken; de var nøje copier af de russiske dengi, men med kongens navn og titler i russisk skrift. Møntmester Johan Post i København havde fået ordre til at udmønte et beløb af 1500 daler i disse denninge, 48 stykker på daleren, altså 72.000 stykker. - Fig. 16-17.
Fig. 17.
På tilskyndelse af en foretagsom møntmester, Albert Dionis, typisk for "Kipper- og Wippertiden", lod Christian IV ham i en nyoprettet mønt i Glykstad slå en række lignende denninge til 1, 2 og 4 skilling lybsk med tysk indskrift. Dette exempel blev efterfulgt af hertugerne i Slesvig og Holsten og ærkebiskoppen af Bremen. Allerede 1625 blev denne undervægtige mønt, "Rytter- og Nældebladspenge" som de kaldtes, på rigsrådets forlangende nedsat og afskaffet. - Fig. 18.
Danmark havde sølvmøntfod indtil 1873. Når der ikke des mindre gennem tiderne sloges en del guldmønt efter fremmed forbillede, var denne nærmest at betragte som en vare, der havde sin værdi udenfor det egentlige møntsystem, og som betaltes efter gældende kurs.
Alle danske guldmønter var således at betragte som efterligninger af fremmed mønt og var det tildels også i præget.
Man kan passende tage til udgangspunkt den række gængse guldmønter, som Frederik II 1584 lod slå på sit nye mønttrykværk i dyrehaven ved Frederiksborg som gave til sin højt elskede dronning Sophie. Stemplerne var skåret af stempelskæreren Christopher Angerer fra Königsberg. De har alle på forsiden kongens navn og titel og et kronet sammenslynget F S, der meget sindrigt kunde udlægges både som Fridericus Secundus og som Fridericus & Sophia og tillige symboliseres som betydende Fred og Visdom. På bagsiden stod kongens valgsprog og møntens navn: PORTVGLESER, ROSENNOWEL, DVPPELT DVCATEN, ENGLOTTEN, VNGRISCH, GVLDEN, CRONE GOLTT Og GOLD GVLDEN. Det var således kun vægten på den curserende mønt, ikke selve præget, der efterlignedes: Portugaløser 10 1/8 ducat (35.20 g), Rosenobel 2 1/4 ducat (7.69 g), Dobbeltducat 2 ducat (6.91 g), Engelot 1 1/2 ducat (5.06 g), Ungersk gylden I ducat (3.50 g), Guldkrone I ducat (3.38 g), Guldgylden 15/16 ducat (3.27 g). De nævnte 7 guldmønter var de mest kendte, som indkom i kongens kasse gennem Øresundstolden. Hvad der indkom af guldmønt her, betragtede kongen som sine personlige spillepenge. Der var altså ikke tale om mønt slået til brug i handel og vandel. Kun to sæt blev slået og var som sagt i dronningens eje. I al fald det ene sæt var med i den mængde mønt, hun i 1628 overlod sin søn Christian IV, da han under Kejserkrigen var i pengetrang, kun et enkelt stykke (Engelotten) beholdt hun til minde om sin husbond. Dette sæt blev dog ikke indsmeltet, men henlagt i rentekammeret til det 1652 blev afgivet til kongens, Frederik III's kunstkammer. - Fig. 19-25.
Fig. 19-25. Frederik II. Frederiksborg 1584: Portugaløser. Rosenobel. Dobbeltducat. Englot. Ungersk gylden. Guldkrone. Guldgylden.
De fleste af disse guldmønter blev før eller siden slået i Danmark med efterligning af det pågældende præg. Portugaløseren (Portuguez), som 1517-57 blev slået i Portugal til en vægt af 39,9g fint guld, bar på forsiden Christusordenens kors. Denne udmøntning blev optaget af Hamborg fra 1560 til en vægt af 10 ducater. Den hamborgske guldmønt blev forbillede for dronning Sophias udmøntninger i årene 1591-93. Dronningen, der var i besiddelse af megen økonomisk sans, så som sin søns, den udvalgte konge Christian IV's formynderske i hertugdømmerne Slesvig og Holsten sin fordel ved at oprette en mønt i Haderslev, som hun bortforpagtede til et par ilde anskrevne hamborgske borgere og møntmestre. Disse slog så en række guldmønter "Nach portugalischen Schrot und Korn", ikke blot enkelte, men også dobbelte, halve og kvarte portugaløsere. Det danske rigsråd protesterede af formelle grunde mod disse udmøntninger. Den nedersaksiske generalkredswardein påtalte, at de blev udgivet til en værdi af 17 taler, da de kun var 15 taler 9 groschen værd. Det, der i virkeligheden mest har irriteret, er muligvis møntmestrenes opkøb af guld. Mønterne selv har næppe været synderlig ringere end de samtidige hamborgske portugaløsere. - Fig. 26-27.
Fig. 26. Christian IV. Portugaløser. Haderslev 1591.
Siden brugtes betegnelsen portugaløser i Danmark som i Hamborg om guldmønter af 10 ducaters vægt uden hensyn til præget, og sådanne foreligger fra Christian IV fra årene 1603-07 og fra Frederik III 1653-68; Frederik III's portugaløser er afslag i guld af hans speciedalere, 1659 dog af Ebenezerkronen. Nogen betydning for omsætningen har de ikke haft.
Rosenobel blev indført i England under Edward IV 1465 og havde til kendemærke fra de ældre noble en rose på skibets bord på forsiden og i midten af solen på bagsiden. Den blev slået - til synkende guldværdi - endnu under Jacob I og var hovedmønt i den told, som erlagdes i Helsingør af hvert skib, der passerede Øresund. Mønter af dette navn, værdsat til 4 speciedalere, udmøntedes af Christian IV, der iøvrigt stod i livlig forbindelse med sin svoger, kong Jacob, dels under Kalmarkrigen 1611-13, dels under kejserkrigen 1627 og 1629. Rosenoblen 1611-1613 benævnedes oprindelig guldridder, et navn, der var lånt fra den nederlandske "gouden rijder", og til dette navn svarede bagsidefremstillingen med elefanten, det kendte ordenstegn for elefantriddere. Disse danske guldriddere vejede 8.99g og holdt 20 karat eller 7.50g fint guld. De var ringere end både de nederlandske og engelske tilsvarende guldmønter og andet kunde man ikke vente af krigstidsmønt. - Fig. 28-29.
Fig. 28.
Dobbeltducaten, som Frederik III nævnte på sin skuemønt fra 1584, var den spanske doble excelente, der udmøntedes 1497-1537 i Spanien og derefter i Nederlandene. Denne mønt kan ikke siges at være efterligner i Danmark. De dobbeltducater, der udmøntedes her i arene 1644-1753 var kun multipla af den almindelige ducat (herom mere nedenfor).
Englot, som skuemønten 1584 betegnes, er den engelske angel, der under dronning Elizabeth vejede 5.184 g og holdt 23 1/8 karat eller 5.157g fint guld og gjaldt 10 shilling. Den blev ikke ellers efterlignet i Danmark.
Ungersk gylden svarede ret nøje til den venetianske ducat (zecchin): 3.49 g, 23 2/3 karat eller 3.44g fint guld. Den var 1559. gjort til hovedguldmønt i det tyske rige. Den var allerede 1563 i begyndelsen af syvårskrigen udmøntet af Frederik II's tre guldsmede og møntmestre Hans Willers, Hans Köppelin og Laurids Hammer på Bremerholm af forhåndenværende eller lånt ungersk guld. De var udmøntede som klippinge. Udmøntningsformlerne er ikke kendt; efter deres vægt synes de, skønt udmøntede under krigsforhold, at være fuldgode, om så også deres finhed har været det. De i 1564 udmøntede guldstykker, som i regnskaberne betegnes som ungersk gulden klippinge, bærer i præget værdien I dogkate, altså det tilsvarende ducat. Disse udmøntninger omfattede ialt 16.903 stykker. I årene 1591-93 lod enkedronning Sophia som formynderske for sin søn, den udvalgte konge Christian IV i Haderslev udmønte ungerske gylden. Også i det ydre i præget med den stående konge på forsiden og rigsvåben på bagsiden var disse i overensstemmelse med de tyske, ungerske gylden. Men som en prøve 1606 viste, var de danske mønter en lille procent ringere, idet de kun holdt 23 karat 5 gran, d.v.s. 4 gran for lidt. Fig. 30-31.
Også de af Christian IV i årene 1603-11 slagne guldmønter betegnes som ungerske gylden. De var udmøntede efter formlen 3,49g, 23 1/3 karat (972,22 tusinddele) 3,39g, altså 5 gran for lidt.
Derefter går betegnelsen ungerske gylden af brug, senere (1637) dukker ducaten op i dens sted. Den blev oftere slået lige fra Christian IV til Christian VII (1802). Ligesom speciedaleren forblev dens værdi uforanderlig og i overensstemmelse med dens internationale forbilleder: 67 stk. på den kølnske mark, 23 1/2 karat d. v. s. 979 tusinddele af vægt 3.49g, heraf 3.42g fint guld. Ducaten regnedes fra 1648 i almindelighed = 2 speciedalere. Den blev slået med meget vekslende præg, dog så godt som altid med kongens billede. Kun nogle enkelte udmøntninger efterlignede den hollandske ducat med indskrift i et kvadrat på bagsiden; men medens den hollandske ducat i indskriften udtalte, at den var slået af de forenede provinser efter det tysk-romerske kejserriges lov, lød indskriften på Christian IV's mønt 1640 DUCATus REGIÆ MAIeSTATIS DANIæ og kongens valgsprog REGNA FIRMAT PIETAS. - Fig. 32-33.
Nærmere det nederlandske forbillede kom ducaten slået 1771 med indskriften MONeta AURea ALTONAViensis AD LEGEM IMPERII, idet møntstedet jo lå i Holsten og således i kejserriget. Det var dog kun et ganske lille antal (341 stk.), der blev udmøntet. Fra 1773-1806 sloges i Hamborg ducater med samme bagsidefremstilling (med HAMBURGENSIS i. St. f. ALTONAV); de var da også slået af den danske stempelskærer i Altona J. H. Wolff. - Fig. 34-35.
Fig. 34.
De ducater, der siden med årstallene 1791, 1792, 1794 og 1802 sloges i Altona, fordanskedes, idet forsidens omskrift blev ændret til MONETA AUREA DANICA og Danmarks tre løver sattes i skjoldet; indskriften i kvadratet på bagsiden ændredes til 1 SPECIES DUCAT 23 1/2 KARAT 67 STYKKER 1 MARK BRUTO. Stemplerne var skåret af J. E. Bauert i København. - Fig. 36.
Fig. 36.
Guldkronen var allerede slået af Frederik II i krigsåret 1563. Navnet var hentet fra den franske guldmønt, der var hovedguldmønt i Vesteuropa og i Nyrnberg 1551 værdsattes til 22 1/3 Karat, 70 stk. på den kølnske mark. Den danske guldkrone fra 1563 var ringere: 22 karat, 72 stk. på marken, d.v.s. den skulde veje 3.348g, holde 916 2/3 tusinddele eller 3.06 g fint guld. En samtidig tysk prøve viste, at den var endnu ringere: 3.262g, 20 2/3 karat (861 tusinddele) eller kun 2.815g fint guld. Der udmøntedes ialt 4860 stk., kun et enkelt exemplar er overleveret til vore dage; det vejer 3.37g. - Også 1564 blev der slået et lille antal guldkroner (600 stk.).
Kroneguld, 22 karat fint guld, spillede en stor rolle i Frederik II's og Christian IV's rentemesterregnskaber. Af dette guld sloges i store mængder kongelige contrafejer, der med tilhørende guldkæder uddeltes til mere eller mindre fortjente mænd.
Af større betydning blev det, at Christian IV fra 1619 lod slå guldkroner, der i guld skulde have samme værdi som den året før indførte sølvkrone til 1 1/2 speciedaler. Den lovbestemte værdi omsat i nutids regning var 2.973g af 22 karat eller 2.725g fint guld. Forholdstallet mellem guld og sølv skulde herefter være 1:11,92, men da sølvkronen jo var en forringet mønt, har værdien guldkrone = sølvkrone ikke kunnet opretholdes længe. Sammenlignet med speciedaleren var forholdet mellem guld og sølv 1:13,96.
Efter denne møntfod sloges guldkroner under Christian IV og Frederik III, både enkelte og dobbelte. Dog således at Frederik III's guldkroner svarede til faderens dobbelte guld-kroner. De sidste danske guldkroner, fra 1666 og 1668, havde i stedet for rigsvåbnet kongens brystbillede på forsiden; de er slået efter en anden (ukendt) formel, antagelig af samme finhed som ducater: 5.612g af 0.979 tusinddele eller 5.496g fint guld. Og dermed var guldkronens rolle udspillet.
Fig. 37. Christian IV. Guldkrone 1619.
Som den sidste af Frederik II's guldmøntsæt fra 1584 nævnes guldgylden, d.v.s. den rhinske gylden. Den var stærkt udbredt i Danmark allerede i det 15. århundrede og blev efterhånden en regningsmønt ligesom den engelske guinea i vore dage, betegnelse for et bestemt antal mark eller skilling i dansk mønt, til sidst (i 1530'erne) udtryk for 2 1/2 mark eller 40 skilling. I 1490'erne lod Kong Hans denne mønt slå til betaling af sine tyske lejetropper, men medens de rhinske kurfyrsters gylden af 1490 vejede 3.278g og holdt 18 1/2 karat eller 2.527g fint guld, holdt den danske efterligning med samme bruttovægt kun 2.424g, ja, en nu ukendt variant endog kun 2.30g fint guld. I det ydre svarede den til den rigtige rhinske gylden med et konge- (fyrste-) eller helgenbillede på forsiden og møntherrens våben lagt på et stort kors på bagsiden. Christiern II's "rhinske gylden" af samme type var slået som en undervægtig klipping i årene efter 1518, da han gjorde et sidste mislykket forsøg på at genoprette den nordiske union ved Sveriges erobring. Frederik I lod 1527 i Malmø slå rhinske gylden, hvis bagside med 4 våbenskjolde (Norge, Slesvig, Holsten og Venden) omkring det danske rigsvåben efterlignede præget på de rhinske Vierpass-gulden fra tiden 1419-1425, hvor de fem forenede fyrsters våben var mere motiverede end på den danske mønt. - 1531 lod han for hertugdømmerne Slesvig og Holsten slå rhinske gylden, hvis forside med Sanct Andreas efterlignede de burgundiske hertugers gylden fra Flandern og Brabant, medens bagsiden med fire våbenskjolde (Holsten, Norge, Slesvig og Stormarn) i vinklerne af et kors efterlignede de rigtige rhinske gylden fra tiden 1462-76. Sanct Andreas hørte ellers ikke til de helgener, som stod kongens hjerte så nær, at han betænkte dem med offerpenge, men allerede 1514 havde han som hertug ladet slå en række sølvmønter (mark, otte- og fireskilling) med Sanct Andreas' billede, antagelig inspireret af de nævnte burgundiske guldmønters fremstilling. Denne forside bibeholdtes af Christian III, der 1536 og 1546 lod slå rhinske gylden for hertugdømmerne. Det er så meget mere besynderligt, som denne konge var en nidkær lutheraner, hvem helgenbilleder ellers var vederstyggeligt. - Fig. 39-41.
Fig. 39.
Andre rhinske gylden blev slået af grev Christopher under grevefejden (1534-36) i den fangne kong Christiern II's navn. De havde lige så lidt som Frederik II's og Christians IV's nogen nærmere lighed i præget med den tyske mønt. Frederik II lod i de førnævnte krigsår 1563 og 1564 slå rhinske gylden som klippinge af de københavnske guldsmede Hans Willers (1563: 2259 stk.) og Hans Köppelin (1564: 995 stk.). Slået som de var til landsknægtes sold, har de været både undervægtige og underlødige. Endelig lod Christian IV ved sin indtræden i kejserkrigen 1625 og derefter 1627, 1628 og 1632 slå rhinske gylden, ialt henved 35.000 stk. De vejede 3.249g og holdt 18 1/4 karat eller 2.470g fint guld, 1/4 karat mindre end kejser Ferdinands gylden af 1559, der holdt 18 1/2 karat eller 2.504g fint guld.
I det foregående er gentagne gange nævnt Christian IV's experimenter med prægning efter fremmede forbilleder. Hertil hører også det lille antal guldmønter, han lod Hans Flemming slå i Helsingør efter den engelske guldmønts skrot og korn. Dermed må være sigtet til den af hans svoger Jacob I indførte sovereign, som han havde lært at kende under sit besøg i England 1600. I selve præget er ingen lighed med den engelske mønt; den danske "sovereign" er slået med stempler, som også kunde benyttes til speciedalere.
Sluttelig skal nævnes de danske Christiandor eller Frederikdor. Da den danske regering i anledning af mageskiftet med Holsten-Gottorp havde anvendelse for louisdorer, som det var vanskeligt at tilvejebringe, satte man i Altona udmøntning i gang af ganske tilsvarende dansk mønt, som så fik navnet Christiandor efter den regerende konge Christian VII. De første (207 stk.) blev slået 1771, men bærer ikke årstal i modsætning til en større udmøntning (22.721 stk.) 1775. De vejede 6.681g og holdt 903 tusinddele eller 6.032g fint guld. - Fig. 42-43.
Fig. 42.
På initiativ af den dygtige møntmester Freund i Altona optoges 1826 udmøntningen af danske enkelte og dobbelte Frederikdor. Nærmeste forbillede var de preussiske, hannoveranske, lyneborgske, brunsvigske og sachsiske 10-thalere eller dobbelt-pistoler. Da de danske udmøntninger udmærkede sig ved nøjagtig vægt og finhed såvel som ved smuk udførelse, vandt de stor yndest og udbredelse hos hamborgske og andre udenlandske banker og storkøbmænd. I årene 1826-70 udmøntedes henved 4 millioner stk. dobbelte og over 200.000 stk. enkelte Frederik- eller Christiandor. De vejede 6.642g og holdt 21 1/2 karat eller 5.95g fint guld og svarede således nærmest til et 20 francs-stykke. De sloges dels i København, dels i Altona, monarkiets to møntsteder.
Endelig må nævnes den danske kolonimønt, der falder helt udenfor rigets møntsystem. I Tranquebar sloges således i kobber kas (efter indisk kasu, engelsk cash), i sølv fanoer eller royaliner samt i guld en enkelt pagode. Kun denne sidste må nævnes her som efterligning af en Portonovo-pagode. I 1789 udmøntedes 18.375 stykker med Christian VII's navnetal på den ene og gudinden Lakshmi på den anden side. De havde en værdi af omtrent to kurantdaler. - Fig. 44-45.
Fig. 44.
(Nationalmuseets Arbejdsmark 1959 side 109-122)
-----