Møntmestrene Rolaf, Goswin og Gerrit Comhaers Segl under Brev af 31. Januar 1412:
s. ralof cumhaer - s. (goss)en comhaer - s. gherardi cumhaer.
Møntmestrene Rolaf, Goswin og Gerrit Comhaers Segl under Brev af 31. Januar 1412:
s. ralof cumhaer - s. (goss)en comhaer - s. gherardi cumhaer.
I Deventer levede mod Slutningen af det 14. Aarhundrede en rig og anset Mand, Gerrit Gozewijnszoon Comhaer (2). Han var født i Byen Bommel i Geldern, og mulig var han Søn af den "Gosvinus, filius Conradi Comhaer de Bommel", der 1387 nævnes som Medlem af Klædekræmmergildet (het lakenkoopersgild) i Deventer. Gerrit Comhaer, der var Medlem af det samme Gilde forekommer fra 1380 og folgende Aar som Guldsmed og Borger i Deventer. Han stod i nøje Forhold til det religiøse Samfund, Fratres vitæ communis (Broedderen van het gemeenen levens), der var stiftet i Deventer af Gerhard Groot (født 1340, død 1384). En kort Tid bestyrede han det utrechtske Doniprovstis Kapitelgodser, til han 1394 af den nye Biskop, Frederik af Blankenheim, blev ansat som Rentemester i Salland. I denne Stilling forstrakte Gerrit Comhaer den krigerske Biskop med store Laan og havde ved Afregningen den 16. November 1397 ikke mindre end 3762 gamle Skjoldgylden til Gode. Da Guldsmeden krævede sine Penge, kom det til Fjendskab mellem ham og Biskoppen, og Gerrit Comhaer maatte hemmeligt drage af Lande og tyede da til Danmark.
I Danmark var Udmøntningen gaaet i Staa i det 14. Aarhundrede, men 1396 fik Dronning Margrethe bevilget en stor Landeskat (3) til at afhjælpe Manglen paa Mønt, og snart efter arbejdedes der i Møntergaardene, i den nyoprettede i Næstved og den gamle i Lund. Man kender Navne paa Møntmestre i Lund: Ericus (død før 1401) og Henricus Hermansson (død før 1405) (4). I Danmark begunstigede man de nederlandske Hansestæder paa Bekostning af de rivaliserende Søsterstæder ved Østersøen, og dette har maaske ogsaa været af Betydning for Gerrit Comhaer, da han søgte Tjeneste hos Kongen over de tre nordiske Riger. Kong Erik af Pommern, for ikke at tale om Dronning Margrethe, fremmede gennem Birgittinerordenen den nordiske religiøse Bevægelse, der havde mange Berøringspunkter med det nederlandske Broderskab. Ogsaa dette kom vel Gerrit Comhaer til Gode. Den gamle Beretning (5) fortæller: "Da han havde været der en kort Tid, saa gav Vorherre ham Naade, saa at Kongen af Danmark fik ham meget kær og holdt ham i Ære og gjorde ham til sin Møntmester, fordi han var kunstfærdig som Guldsmed. Møntembedet opfyldte han retfærdigt, saa at det gik ham heldigt dermed, og blev han igen rig og lykkelig." Gerrit Comhaer rejste derpaa hjem til Deventer og hentede sin unge Hustru, Aleide ter Poerten, til Norden, "Og da hun kom der med Venner, som hun bragte med, saa blev hun modtaget med Ære, og Kongen havde dem begge meget kær". - Det er ubekendt, hvad Aar Gerrit Comhaer kom til Danmark (6). Han forekommer her første Gang som "mester Gherd, muntmester to Nestwede", da han 27. Maj 1407 har indbetalt i Lybæk til Kong Albrechts Kansler 8000 Mark lybsch "in sulken penningen vnde munte, also hiir in der stad genge vnde gheue sind" paa de Ridderes Vegne, som i Flensborg havde lovet at betale denne Sum. (7).
Samtidig forekommer en Slægtning (maaske en Brodersøn?) af den Næstved Møntmester, Goswinus Cumhar, der 15. Maj 1407 i Lybæk udsteder et Gældsbrev (paa Dronning Margrethes Vegne?) til Kong Albrecht: 500 Mk lb at betale førstkommende Mortensdag (8). Senere forekommer en Broder, Rolaf, til denne Goswin Comhaer. Den 31. januar 1412 i Lund besegler alle tre, Ghert, Rolaf og Goswyn Kumhar sammen med andre paa Dronning Margrethes Vegne et Gældsbrev til den lybske Borger Albert Lippen paa 500 gode engelske Nobele (9). - 29. Nov. 1413 bevidner Gerrit og Goswin en Udbetaling af Kong Erik paa 4000 rhinske Gylden; de betegnes her begge som Møntmestre i Lund (10). Det er ubekendt, hvem der har afløst Gerrit Comhaer som Møntmester i Næstved.
Gerrit Comhaer stod i stadig Forbindelse med sine Venner i Hjemlandet, i Januar 1413 var han paa Besøg i Deventer og Bommel og gav Gaver til Kirker og Klostre. Særlig Interesse viede han Diepenveen, et Nonnekloster ved Deventer, der var stiltet af hans Ven, Johannes Brinckerinck, en Discipel af Geert Grote. Af et tidligere Ægteskab havde han en Søn, Gozewijn, der i ung Alder blev Prior i Kartheuserklostret Zeelhem i Braband; han besøgte sin Fader i Danmark. Gerrit Comhaers Rigdom og hans og Sønnens fromme Sindelag fremgaar af den ovenfor nævnte Beretning:
"(Da Goesen kom til sin Fader i Danmark,) saa sad hans Fader og vilde skrive noget. Da spurgte han ham, hvad han skrev. Han svarede: "Jeg skriver og optegner de hundrede Noble, som jeg har laant til Diepenveen". Da sagde han: "Nej, Fader, skriv ikke laant, men givet". Faderen sagde: "Jeg har laant dem". Han sagde: "Nej, Fader, ikke laant, men givet". Endnu tredje Gang sagde han: "Jeg har laant dem". Sønnen svarede: "Nej, Fader, skriv givet". Saaledes overtalte han sin Fader, saa at han skrev: "Jeg har til Diepenveen givet C Noble". -
Det er uvist, naar Gerrit døde; men det har sandsynligvis været i Tiden før Marts 1419, da Aleide ter Porten rejste hjem til sine Forældre i Deventer. En Gravsten, der tidligere fandtes i Lunds Domkirke, og hvoraf en Tegning (udført af Hilfling 1773) opbevares i Nationalmuseet i København (11) kan nu med Sikkerhed henføres til Mester Gerrit. Den har baaret hans Vaaben i Midten. Hjørnerne er prydet med de fire Evangelistsymboler; Randskriften, der kun til Hælvten var læselig, lød: Anno domini MCCCC ...... monetarius regni dacie hic sepultus cuius anima requiescat in pace, oversat: "I Herrens Aar 14 .. (blev) ... Danmarks Riges Møntmester her begravet; hans Sjæl hvile i Fred". Det er beklageligt, at Aarstallets Slutning og Navnet var ulæseligt, men Vaabenet stemmer overens med de tre Sigiller fra ovennævnte Brev af 31. Januar 1412. Det er nederlandske Patriciervaaben, og det er saaledes næppe helt korrekt, naar Thiset har optaget dem i sit Værk blandt danske adelige Sigiller (12).
Aleide ter Porten indtraadte efter sine Forældres Død (1432) i Klostret i Diepenveen, hvor hun udmærkede sig ved Fromhed og døde 1452 (13) Kartheuserprioren Goswin drog til Danmark, hvor han blev Kong Eriks Skriftefader (14); 1427 var han Kongens Udsending til Preussen (15), 1428 blev han udnævnt til Forstander for et Kartheuserkloster, der skulde grundes i Jylland (16) 1435 blev han Biskop i Skalholt paa Island, 1439 tillige Tilsynsmand for Øens andet Bispedømme, Holum. Heroppe udviste han stor Dygtighed. Han døde paa Besøg i sit gamle Kloster Zeelhem 19. Juli 1447 (17).
I Danmark forekommer tillige et Par Brødre, som maaske var Sønner af Gerrit Comhaer og Aleide ter Porten. "Diederick Komhart aff Deuenter" nævnes 1431 og 1434 i Anledning af en Ejendom, han tilpanter sig og siden atter pantsætter til Kapitlet i København (18) Han er død før 1442, da hans Broder Iwen med Hustru (Anna) fik Lejdebrev til Reval (19). - Iwen Kumhar forekommer flere Gange mellen 1442 og 1449 som en velstaaende Raadmand i Malmø (20).
Rolaf Comhaer, som bl. andre beseglede det ovennævnte Brev af 31. Januar 1412 i Lund, var dengang kun paa Forretningsrejse, men kort Tid efter nødte Forholdene ogsaa ham til at tage sin Tilflugt til de nordiske Kongeriger. Rolaf Comhaer var Borger og Møntmester i Staden Lyneborg. Han havde et Mellemværende med den hamborgske Møntmester Werner Schulenbergh, som skyldte ham halvtredje Hundrede Mark Penninge. Forgæves søgte Rolaf at faa sin Ret hos Raadet i Hamborg, og det endte saa med at Rolaf i Foraaret 1412 sendte Hamborgerne sit Fejdebrev. Dette blev af Raadet forkyndt Borgerne, og det maa have gjort en vis Virkning, netop da Hansemødet i April dette Aar afholdtes i Lyneborg. En Brevveksling mellem Gildebrødre og menige Borgere i Hamborg og Lyneborg viser, at Borgmestre og Raadmænd i Lyneborg ikke havde nogen Del i denne ejendommelige Fejde mellem en Privatmand og en mægtig Hansestad; de havde tværtimod søgt at mægle i Striden. - Hvorledes det videre gik i den nærmeste Tid efter med denne Sag, kan ikke oplyses, men det er muligt, at den krigerske Møntmester har faaet Lejlighed til at tage sig selv til Rette, og at han derefter er tyet til sine Slægtninge i Norden. Rolaf blev for en Tid Møntmester i Stockholm, hvor han den 11. Juni 1415 som Vidne beseglede et Gældsbrev (21), men snart efter vendte han tilbage til Lyneborg, hvor han gav sig i Hertug Bernhards Værn. Den 27. Maj 1416 var han i Brügge, hvor han paa Staden Lybæks Vegne tilbagebetalte et Laan paa 2350 rhinske Gylden (22). Den gamle Fejde mellem Rolaf Comhaer og Staden Hamborg var fremdeles ikke bilagt, og Rolaf anmodede derfor Raadsberrerne, der samledes til Møde i Lybæk i Juli 1417, om at afsige en Voldgiftskendelse og fik dem til at skrive derom til Hamborg, da han frygtede for Overlast. Dette var ikke uden Grund. Da Rolaf faa Dage efter var paa Hjemvejen fra Lybæk, hvortil Raadsherrerne havde stævnet ham, blev han paagrebet af Hamborgerne, der satte ham "i Taarnet". Hertug Bernhard af Brunsvig-Lyneborg skred straks ind til Forsvar for sin "Knecht" og skrev baade til Hamborg og Lybæk. Hamborgerne paastod, at naar de nu havde grebet Rolaf Comhaer i aaben Fejde og sat ham i Fangetaarnet, var det fuldt retfærdigt, eftersom "bemeldte Rolaf havde tilskrevet dem haanlige Breve og mange Gange havde tiltalt dem med upassende onde Ord og mishandlet dem". Lybækkerne skrev dog (25. August 1417) til Hamborgerne, at efter deres og andre Stæders Mening havde Hamborgerne begaaet et Overgreb og begærede, at Møntmesteren skulde gives fri mod Borgen, indtil Hansestædernes Afgørelse forelaa (23). -
Denne Henstilling er formodentlig blevet efterkommet, men Hansestædernes Afgørelse og Sagens nærmere Udfald kendes desværre ikke.
Rolaf Comhaer bosatte sig derefter i Lybæk, hvor han ogsaa tidligere havde drevet Købmandsskab. Han, hans Broder Goswin og en Tredjemand udstedte 28. Oktober 1420 et Gældsbrev til en Borger i Utrecht (24). Rolaf Comhaer var Bankholder i Lybæk, men var allerede 18 januar 1421 insolvent (25). Det er første Gang en Bank nævnes i Nordeuropa. Den 23. April 1421 maatte Rolaf Comhaer, der da betegnes som Møntmester og Vekselerer, gøre Opbud (26). Han fik Forlig med sine Kreditorer, saaledes at han skulde betale Halvdelen af sin Gæld ved Pinse og Jacobidag; herfor indestod blandt syv andre hans Broder Goswin. Den anden Halvdel af Gælden forpligtede han sig edeligt overfor Borgmestrene til at betale, saa snart Gud gav ham Lejlighed dertil.
Det synes ikke at have varet længe, før Mester Rolaf genvandt sine økonomiske Kræfter. Han drog tilbage til Stockholm og genoptog sit gamle Møntmesterembede. 1421 blev han her optaget som Medlem af det hellige Legems Gilde og senere blev han Broder i Sankt Gertruds Gilde. Da han den 7. Marts 1423 atter nævnes i Lybæk, er det som Kreditor (27). Han levede endnu den 27. Maj 1426 som Møntmester i Stockholm, men omtales 1428 som død ("Rolff mintare gudh hans siäl hafue"). Hans Enke Gertrud ejede endnu 1439 en Gaard i Stockholm. Som Møntmester blev han efterfulgt af en Landsmand: Arent van Bomblen (Bommeln) (28).
Goswin Comhaer, som vi tidligere har truffet 1407, 1412 og 1420-21, genfinder vi først igen 1436. Det er et Spørgsmaal, om det ikke netop er ham, der i de mellemliggende Aar er den unævnte Mester for det danske Møntvæsen, først sammen med sin Frænde Gerrit, siden alene. Var de gamle Sterlinge, som sloges i Lund og Næstved, ikke gode i Forhold til de hanseatiske Witten, ja, saa var de Kobbersterlinge, som 1422 udgik fra Lund, Næstved, Odense og Randers, faktisk værdiløse. Derefter fulgte Dronning Philippas Søslinge, som sloges efter Møntkonventionen med Hansestæderne af 8. Oktober 1424. Og tilsidst sluttede de ringholdige Grosser fra Gurre og Lund Rækken af Kong Eriks Mønt. Der blev allerede i Datiden fældet haard Dom over Kong Erik som Møntherre, men vi i vore Dage maa være mere varsomme med at dømme; Kong Eriks uvederhæftige Møntpolitik var kun for Børneleg at regne imod, hvad Nutidens Finansministre kan tillade sig. Det er muligt, at Mester Goswin har staaet i dansk Tjeneste i alle disse Aar, saaledes at hans Ophold i Lybæk 1420-21 kan skyldes Forretningsrejse. Hvis det altsaa er Goswin, der har forestaaet det danske Møntvæsen, er det forstaaeligt, at han henimod 1436 maatte opgive sin Stilling, naar hans Møntherre, Kongen, blev nødt til at give efter for den voksende Uvilje mod sit Styre og formentlig ogsaa maatte indstille Møntprægningen.
Goswin Comhaer betegnedes (ligesom sin Broder Rolaf) som Borger i Lyneborg, da han 1. Februar 1436 af Raadet i Salzwedel ansattes som Møntmester (29). Han skulde mønte med de lybske, smaa hule Penninge som Forbillede, Raadet og Goswin Comhaer skulde drive Mønten i Fællesskab, hver Part indskyde 1000 Mark "salzwedesche werunge" og dele Udbyttet ligeligt, "Kunpanie"t var sluttet paa 3 Aar. Men Goswin Comhaer forblev dog ikke de kontraktmæssige 3 Aar i Saizwedel. Den 16. Juli 1437 forhandlede Raadet med en anden Møntmester (30) om at overtage Møntværkstedet. Allerede fra Sct. Hansdag 1438 var Goswin Møntmester i Bremen; Mikkelsdag 1438 afsluttede han en ny Overenskomst med Byraadet og Erkebiskop Baldwin af Bremen i Forening - foreløbig paa eet Aar (31), Den Slagskat han skulde have svaret fra Sct. Hans til Mikkelsdag, blev ham eftergivet. For det kommende Aar skulde han af hver vejen Mark, han udmøntede, erlægge 3 Sware i Slagskat. Sankt Wilhads Aften skulde han betale Kapitlet 21 brem.-Mk for Vekslingen. Han maatte ikke holde mere end 6 Svende og udmønte efter tidligere Overenskomst.
Men ogsaa i Bremen var Goswins Virksomhed af kort Varighed. Allerede i Januar 1440 træffes han som Møntmester i Danzig for den tyske Orden (32). I Løbet af et Par Aars Tid kom han her i Strid med den energiske Højmester, Conrad V af Erlichshausen. De var uenige om et Beløb paa 150 Mark, som Goswin mente at have til Gode, og om Goswin skulde betale den Gæld, som Møntmesteren i Thorn havde paadraget sig o. s. v. Det gik saa vidt, at Højmesteren forbød sin Møntmester at færdes frit, hvor han vilde. Goswin maatte (før Juni 1443) anmode Borgmestre og Raad i Danzig om at mægle i Striden, og endelig den 6. juni 1444 afsagde Markgrev Frederik af Brandenborg og Raadet i Danzig en Voldgiftkendelse, der i Hovedsagen gav Mester Goswin Medhold (33) - Det er muligt, at Goswin Comhaer vendte tilbage til sin gamle Møntsmedje i Bremen (34), men dermed glider ogsaa han ud af Sagaen.
De spredte historiske Kilders møjsommeligt sammenstykkede Mosaik giver ikke et saa tydeligt Billede af disse særprægede Mænd, som man kunde ønske; men man aner stejle, stridbare Personligheder af en højtbegavet Slægt, der med dygtigt Købmandskab forstod at forvalte det jordiske Liggendefæ, samtidig med at de søgte de himmelske Skatte, som hverken Møl eller Rust kan fortære.
(Moneta 1932)