I sensommeren (1983) ordnede man på Kulturen i Lund en del løsfund fra ældre udgravninger i byen. Et stort, én gang foldet blystykke, hvis mål på den længste side er ca. 14 cm og hvis vægt er 367 gram, vakte opmærksomhed og blev bragt til rensning og konservering hos förstekonservator Fred Allik. Fornemmelsen af at stå overfor noget interessant blev bekræftet, for det viste sig, at blystykket havde været brugt til afprøvning af et runemøntstempel.
Typen kan let identificeres. Det er bagsidestemplet til Svend Estridsen, Lund, Hauberg 32a, som formentlig er slået i kongens sidste år, vel ca. 1070-74 (1).
Indskriften er med runer. Den læses af Erik Moltke og Marie Stoklund, Nationalmuseets runologisk-epigrafiske laboratorium, som FATI:I LYNTI:I.
Mens møntprægeren Fati er kendt - Erik Moltke publicerede 1950 fem forskellige indskriftsformer fra hans runemønt af denne type, der alle ligger i den systematiske samling i Kungliga Myntkabinettet i Stockholm (2) - så kendes en indskrift som den her gengivne så vidt vides ikke fra nogen bevaret mønt.
Blystykket må have været brugt til prøveafslag. Ikke mindre end 11 gange har det friske stempel været afprøvet, om end ikke alle gange lige omhyggeligt. Stemplet må have været et overstempel, for man har i Lund sikkert overholdt den ældgamle tradition, at man med det løse overstempel prægede møntens bagside, mens det faste understempel blev brugt til den vigtige forside. Understemplet, der lå fast, blev mindre slidt og skulle fornys sjældnere, mens overstemplet normalt havde en mere begrænset holdbarhed. Man kan på stempelprøverne se, at møntbilledet har været indgraveret i midten af et næsten kvadratisk stempel, hvis fire hjørner var affasede. Tværmålet på stemplets overflade er 25 mm, og møntens diameter ca. 17 mm.
Uvilkårligt spørger man, hvorledes det har været muligt med et håndstempel at præge de omhyggeligt udførte og nøje centrerede mønter, der er karakteristiske for disse tiår, når møntbilledet sidder i stemplets midte, ca. 4 mm fra kanten? Forklaringen må dels ligge i en præcis fremstilling af blanketten, dels må understemplets tværmål have svaret ganske nøje til overstemplets, således at blanketten kunne placeres helt præcis, før man prægede mønten.
Sådanne afprøvninger af stemplet på blystykker har måske været almindelige. Ved udgravningen af vikingetidsbebyggelsen i Coppergate, York, er der 1979 og 1980 fremkommet to mindre blystykker, hver med prøvepræg fra 900-tallet. Også her kan man se, at mønten har været graveret i midten af stemplet med nogle millimeters afstand ud til kanten (3). Det samme gælder for de to bevarede møntstempler, der fremkom i York. Det senest fundne, med forsiden til en mønt fra Æthelstan (924-39) blev fundet efteråret 1981, men nåede med på vikingeudstillingen i York 1982, hvor jeg havde lejlighed til at se det. Prægefladen både på de bevarede stempler og på stemplerne fra blystykkerne var rund og ikke otte kantet som på stykket fra Lund.
I øvrigt kendes der også fra det middelalderlige Sverige fund med blystykker, der har møntpræg. Disse fund er imidlertid blevet opfattet som underlag ved prægningen af brakteater i 1200- og 1300-tallet. Det drejer sig om de bekendte fund fra møntværkstederne i Lödöse og Örebro samt et mindre kendt fund fra Söderköping. Disse fund har ikke noget med det aktuelle skånske fund fra Lund, at gøre (4).
Blystykket fra Lund er fundet 1971 ved Skomakaregatan i kvarteret Svartbrödre 23, godt halvanden hundrede meter sydøst for domkirkens kor. Ved udgravningen til arbejdsformidlingens hus fandtes bebyggelsesrester fra 1000- til 1600-tallet. Blandt løsfundene er fremhævet et par lidet brugte smådigler, ca. 4 cm høje, et stort antal fragmenter af digler samt en guldfolieret glasperle fra 1000-tallet. Mens der er fundet over tusinde diglefragmenter i hele byen, er glasperlen mere bemærkelsesværdig (5).
Man kan ikke sige, at dette ene løsfund siger noget sikkert om placeringen af Lundemønten i 1000-tallet. Det har af gode grunde, især fund af møntstempler fra 12- og 1300-tallet, været formodet, at det gamle møntsted lå ved kongsgården, sydvest for den nuværende domkirke (6). Man faktisk synes de ældste indicier for denne placering at være næsten hundrede år yngre end det nye fund. Selv om det kan være et helt tilfældigt løsfund, kunne det måske lønne sig at overveje en eventuel anderledes, ældre placering af møntstedet?
Uanset disse topografiske overvejelser, der rimeligt nok bør overlades til rette vedkommende, er blystykket den ældst kendte rest fra møntprægningsvirksomheden i Lund - når bortses fra selve de prægede mønter. Det er næsten to hundrede år ældre end Erik Plovpennings møntstempel, der dukkede frem ved udgravningen af PK-banken (7). Foreløbig har vi intet andet fra de mellemliggende århundreder, idet et formodet møntstempel fra Knud V eller Valdemar I har vist sig at være blot et korrosionsprodukt (8).
(NNUM 1983 side 2ff)