Vikingeskibet Havhingsten fra Glendalough er på den fjerde mønt i temamøntserien med skibe som motiv.
8. august 2008 udsendte Nationalbanken en ny 20-kronemønt med vikingeskibet Havhingsten fra Glendalough som motiv. Mønten blev præsenteret på Vikingeskibsmuseet i Roskilde samme dag.
Havhingsten er en rekonstruktion af det havgående langskib Skuldelev 2. Det originale skib blev bygget i Dublin i 1042. I slutningen af 1060erne sejlede skibet til Danmark, hvor det nogle år senere blev sænket og anvendt som sejlspærring i Roskilde Fjord.
I 1962 begyndte udgravningerne af skibet samt de fire andre vikingeskibe, der lå side om side. Fra 2000 til 2004 byggede man på Vikingeskibsmuseet en kopi af Skuldelev 2, som man navngav Havhingsten fra Glendalough.
Motivet på mønten er udarbejdet af billedhuggeren Erik Varming.
(Nationalbankens hjemmeside)