Møn har været beboet lige så længe, der har været mennesker i Danmark. Langs øens kyster slog stenalderfolket sig ned. Her var god mulighed for fiskefangst og flint nok til redskaber. Fornødenhederne var ikke store, men ønskede man at erhverve en genstand, som en anden havde lavet, greb man til den mest enkle og naturlige form for handel: man byttede. Et knippe friskfangede fisk for en stenøkse, et lerkar for et ravsmykke, eftersom man nu kunne komme overens om det. Også bronzen og jernet og de romerske importvarer, sølv og guld, tiltuskede man sig for hjemlige produkter. Pengeøkonomi forstod man sig ikke på skønt romerske mønter dog af og til kom en i hænde. De betragtedes blot som omsætningsmiddel på linie med andre former for ædelmetal: ringe og barrer af guld og sølv. Selv om strømmen af romerske mønter til de skandinaviske lande var stor, er ikke en eneste sølvdenar fundet på Møn. Den ældste mønt er en aureus - altså en guldmønt med kejser Vespasians billede (69-79 e. Chr.) fundet ved gravning, Store-Lind, Damsholte sogn. Heller ikke folkevandringstidens guldstrøm har sat særlige spor i mønske fund: en solidus fra Valentinianus III (425-55) (Lilledame, Fanefjord sogn) og en tynd guldbracteat fra Nordfeldt gods er alt, hvad der nu kendes. Guldmønten har påloddet ring og øsken og har været båret som smykke. Bracteaterne, der fremstilledes her i Norden med billeder, der var barbariserede efterligninger af romermønter, benyttedes også som smykker - de har aldrig været tænkt som mønter.
Vikingetogene, både de krigeriske overfald og de fredelige handelsrejser, bragte danskerne videnom. Man fik kontakt med mange landes købmænd og drev handel af stor økonomisk betydning både i øst og vest. Mængder af sølv strømmede til Norden som betaling for pelsværk, slaver, voks, hamp, våben m. m. Især handlede man med araberne, der betalte med deres gode sølvmønter, dirhems. Alt sølv: mønter, smykker, barrer betragtedes af vikingekøbmænd blot som værdimåler, man betalte efter vægt og brækkede tingene itu, hvis man havde behov for mindre stykker, en lille skat fra Tostrup, Kjeldby sogn, illustrerer denne praksis. Af arabiske mønter kendes kun et par stykker fra mønske fund.
De få danske fund af karolingiske mønter kunne umiddelbart tyde på, at forbindelsen med frankerriget ikke havde været nær så betydningsfuld som kontakten mod øst; men Danmarks ældste selvstændige møntprægning, der tager sin begyndelse ornkring 825 i handelsstaden Hedeby, taler et andet sprog. Disse ældste mønter er nemlig nøje efterligninger af Karl den Stores denarer fra Dorestad. Nye typer føjedes til med specielt nordiske motiver: skibe, huse, fugle, men intet stykke fra denne vor pengeøkonomis spæde begyndelse synes at være nået til Møn.
Et organiseret dansk møntvæsen med faste møntsteder, møntmestre, stempelskærere og mønttyper med omskrifter, der nævner konge, sted og møntpræger, skabtes af Knud den Store (1018-1035), der fra sit engelske rige overførte det angelsaksiske system til Danmark. Begyndelsen var dog gjort af hans far; Svend Tveskæg er den første danske konge, hvis navn findes på en mønt. Den ældste danske mønt i et Mønfund stammer først fra Magnus den Godes urolige regeringstid (1042-27). Dens nærmeste findested er glemt. Angel-saksiske og tyske mønter var gyldigt omsætningsmiddel jævnsides med de danske og kendes fra store sjællandske fund, nedlagt i de år, Svend Estridsøn kæmpede for at vinde Danmark. Mønterne fra hans kongetid har ofte byzantinske typer som forbillede, nogle har dog en særlig nordisk islæt, idet de er forsynet med runeomskrifter. Ingen af disse mønter er fundet i Møns jord, og fra de fem Svendssønner, Harald Hen, Knud den Hellige der er den første danske konge, der forringer penningns sølvindhold for at skabe en indtægt for kronen - Oluf Hunger, Erik Ejegod og Niels har vi kun en eneste mønt, den sjældne ringstedtype fra Erik Ejegod (1095-1108), hvis primitivt tegnede kongehoved endnu bærer et angel-saksisk præg.
Fra omkring 1075 og hele valdemarstiden igennem indtil rigets opløsningstid omkring 1300 udnyttede kongen sit møntregale så stærkt, at han bestemte møntens værdi og omløbstid og for at tjene på udmøntningen forringe penningens sølvindhold. Der udmøntedes hele middelalderen indtil o. 1400 kun een møntværdi: en penning. En mark sølv svarede oprindelig til 1 mark penge à 240 sjællandske eller 288 jyske penninge, men møntforringelsen bevirkede, at man i 1200-tallet havde forholdet 3 mark penge til 1 mark sølv. - Når mønternes omløbstid var begrænset - efter den såkaldte feudale skik - kunne det ikke betale sig at opspare store summer i penge. Udenlandsk mønt havde ikke gyldighed, man måtte klare sig med de efterhånden slettere og slettere hjemlige. Dette medfører naturligvis, at perioden også bliver fattig på skattefund. Der er derfor ikke noget mærkeligt i, at fundene fra denne del af Møns historie er meget få. Et par valdemarsmønter kendes dog fra Kjeldby sogn. De er prægede i Roskilde, den ene for Knud den Sjette, den anden for Valdemar Sejr, begge er af den i denne periode meget almindelige type med kongens billede på den ene, bispens på den anden side. Kongen har krone på hovedet, scepter og rigsæble i hænderne, bispen mitra og krumstav. Skønt kongen strengt håndhævede sin eneret som møntherre, kunne han nemlig godt som særlig nådesbevisning give bisperne andel i udmøntningen med de deraf flydende indtægter.
Havde vi kun møntfund at holde os til ved en skildring af Møns økonomiske historie op til o. 1300, ville vi ikke kunne slutte andet, end at aktiviteten havde været meget ringe. Dette kan måske til en vis grad være tilfældet for den ældste del af middelalderen, for senere perioder kan fundfattigdommen, som vi så, forklares på en anden måde. Blot forekommer det alligevel noget mærkeligt, at venderplyndringerne slet ikke har sat sig spor i skattefund. Møn spiller dog en stor rolle i Saxos skudring af venderkrigene, blandt andet fortælles det, at kongens flåde lå i havn på Møn - formentlig ved Fanefjord - under togtet 1159, medens en voldsom storm rasede. Vi ved, at Møns beboere allerede fra begyndelsen af 1200-tallet tog livligt del i sildefiskerierne i Øresund. Stege voksede op til at blive en blomstrende by, der i sidste del af 1200-tallet erhvervede sig købstadsrettigheder, og som var stærkt befæstet med vold, grav og tårne. I striden mellem valdemarssønnerne spillede Stegeborg en vis rolle. Den erobredes af lyhækkerne, der støttede kong Erik Plovpennings fjender. Det kom dog til et forlig med kongen, hvor lybækkernes ret til frit at handle på Møn anerkendtes.
De urolige år efter mordet på Erik Klipping i Sankta Cæcillanatten 1286, hvor de fredløse kongemordere hærgede og plyndrede, har mærkelig nok ikke sat spor i fundmaterialet fra Møn. Menved kunne endnu hævde kongens møntrettigheder, men gjorde det så hårdt, at penningen under ham og Christopher II sank ned til at blive en kobbermønt. Udenlandske købmænd nægtede at godtage den, og fremmed mønt vandt atter indpas i riget i store mængder. En enkelt Erik Klippingmønt præget i Ribe er fundet i voldstedet "Gammelborg". Den har på forsiden om et kors: ERICVS REX, bagsiden omkring en krone: DANORUM. I Stege by er fundet en af Christopher II's usle mønter, der besynderligt nok var blevet forgyldt. Guldmønter blev slet ikke slået i Danmark på dette tidspunkt men fremmed guld begyndte at spille en rolle fra o. 1300.
Strømmen af udenlandske mønter indledes for Møns vedkommende med en gros fra Wenceslaus II af Böhmen (1270-1305), en ret stor sølvmønt med den grumtudseende böhmiske løve med sin snoede dobbelthale på bagsiden. Rigsopløsningen med pantsættelse af landets forskellige dele og Valdemar Atterdags kampe for at samle det hele igen medførte, at mange steder at frygt for krigsbegivenhederne og plyndringer gemte sine penge bort. I årene 1342-48 arbejdede kong Valdemar særlig ivrigt på at få indløst Sjælland, Lolland, Falster og Møn. Selv om han kunne betale kreditorerne, var holstenerne ikke altid villige til at overgive panterne, og så kom det til kamp. Ved et forlig i sommeren 1348 fik Valdemar Atterdag indløst Møn og Falster og fik Stege overdraget. Med disse begivenheder passer nøje det hidtil største møntfund fra Man. I Ebbelnæs (Damsholte sogn) fandt man i 1949, da der gravedes nær en svinesti, en lerpotte med ca. 5000 mønter. Typisk for tiden er, at ingen af mønterne er danske, nogle stykker er svenske, men den største gruppe er nordtyske hulpenninge, flest fm Hamborg, Lyneborg, Lybæk og Meklenborg, dernæst følger en stor mængde engeske, skotske og irske sterlinge og nogle af de sterlingefterligninger, der var almindelige på kontinentet. Sterlingene dækker perioden ca. 1250 - ca. 1350. Den tredie gruppe udenlandske mønter er franske: tournosere fra Ludvig den Hellige, Philip den III, IV og V, d.v.s. fra perioden 1266-1322. De tyske hulpenninge, der er meget almindelige i fund fra hele Danmark, er ligesom bracteater ensidige med ophøjet motiv. På de hamborgske ses en portbygning, På de lyneborgske en løve, der står på, bagbenene. De lybske har et kronet hoved, Meklenborgs et kronet oksehoved. Nogle stykker fra Salzwedel har en ørn, en fra Stralsund denne bys våbenmærke, en pil. De mange tyske mønter giver et godt billede af de livlige handelsforbindelser. Især mødtes man naturligvis med de tyske købmænd på skånemarkederne under sildefiskerierne. De engelske sterlinge er af to typer, de såkaldte long cross pennies fra Henrik III med et dobbelttegnet kors til møntens rand på bagsiden og et skægget kongehoved på, forsiden, dels pennies fra Edward I og II med et skægløst, kronet kongehoved med krøllet pagehår. De skotske, irske og kontinentale sterlinge efterligner disse typer, men viser også selvstændige træk. Mange af dem stammer fra Nederlandene. De franske mønter er alle af tournosertypen med byen Tours tårn og en krans af franske liljer på den ene, et lille kors på den anden side. Disse tournosere, der er ret store sølvmønter, grosser kaldet, med en diameter på ca. 25 mm, var nogle af tidens vigtigste handelsmønter. Vi træffer dem ikke blot i fund, men også omtalt i danske middelalderlige breve og regnskaber, hvor summer ofte er beregnet i tournosere. På samme måde finder man tit udregninger i engelske sterlinge og i lybsk mønt.
Fra omtrent samme tid stammer et lille skattefund fra Stege. I en kande af rhinsk stentøj gemte en stegeborger 41 sølvmønter, en fingerring og 12 dele af smykker og gravede det hele ned på hjørnet af torvet og Lille Torvestræde. Mønterne var alle engelske og kontinentale sterlinge. Et fund udelukkende med tyske hulpenninge blev gjort i Maglemose sogn). Her havde en mønbo gemt hamborgske, lyneborgske, lybske og brandenborgske mønter i en lille stentøjskande kun 6 cm høj. Hvilke grunde der kan have været til, at disse tre skatte aldrig blev gravet op af deres ejermænd, kan man kun gisne om, men for Ebbelnæsskattens vedkommende kan man ihvertfald pege på den kendsgerning, at Den sorte Død netop i 1348 kom til Danmark og rev mange bort under sin hærgen.
I de voldsomme begivenheder i årene op mod 1370, hvor kong Valdemar sloges med hansestæderne, var Møn kraftigt inddraget, bl.a. lykkedes det meklenborgerne at erobre Stegeborg. At der i denne situation er gemt skatte bort i Stege er givet, men enten har ejerne gravet dem op igen, eller de ligger stadig i jorden og venter på en finder - forhåbentlig en ærlig finder, som ved, at alle mønter fundne i Danmark er Danefæ og skal afleveres til Nationalmuseet, for at man på Møntsamlingen kan bearbejde fundet og uddrage historiske oplysninger deraf. Møntfund kan jo nemlig på mange måder supplere den viden, vi fra skriftlige kilder har om historiens forskellige perioder. Mønterne fortæller os om økonomiske forbindelser med udlandet, om pengepolitik, om tidens konger og bisper, om krig og ufredstider. Møntfund er også nyttige til datering af kirker og borge, hustomter og grave, og da mønterne tit er nedlagt i krukker og kander fra den daglige husholdning, hjælper de med til at datere sådant ellers vanskeligt daterbart lertøj.
De store sildefiskerier i Øresund i august, september og oktober, hvor sildene stod så tæt, at de kunne øses op i spande, begyndte som nævnt omkring 1200. Allerede Saxo skildrer den vældige sildestrøm, som iøvrigt vokser og vokser, indtil den i slutningen af 1500-tallet søger andre veje og går længere nordpå Møns og Steges blomstringstid, hvor store dele af befolkningen tjente masser af penge på sildeeventyret, falder i 1400- og første del af 1500-tallet. Det fortælles, at øen næsten affolkedes i sildetiden, og at omved en tredjedel af de danske boder på skånemarkedet tilhørte folk fra Møn. Mængder af skibe fra Danmark og endnu flere fra hansestæderne stod op gennem Sundet og livlig handel også med andre varer fandt sted, først i Skanør, siden i Falsterbo. Fiskerne smed deres fangst i "styrteboderne", hvor gællekonerne rensede sildene, der derefter saltedes i tønder. Kongen tog sin andel ved at opkræve særlige afgifter, men der blev alligevel overskud nok, så både købmænd og fiskere tjente gode penge. Stege blev i disse år en rig by, og fæstningsværkerne omkring den forstærkedes. Det kraftige porttårn, der står endnu, kan dateres til 1400-tallet. Forsvarsværker var nødvendige, for krig og ufred var almindeligt - ofte stredes man med hansestæderne, og så, var Møn stærkt udsat for plyndringer.
Omsætningen var nu først og fremmest baseret på pengeøkonomi, dansk og tysk mønt var gyldige jævnsides her i landet, og de danske mønttyper afpassedes efter hamsestædernes. Allerede i dronning Margrethes tid begyndte byerne Ribe og Flensborg at slå firpenninge, såkaldte witten efter tysk mønster. To af de ældste Flensborg-witten med de to sønderjyske løver i et skjold på forsiden og kors på bagsiden indgik i et stort fund på 252, iøvrigt hovedsageligt tyske, mønter, der i 1902 blev gravet op i en have i Stege. Mønterne lå i en lerkande, der knustes ved optagelsen. Hovedparten af fundmønterne var witten fra hansestæderne og de pommerske byer, alle fra sidste del at 1300-tallet og de første år af 1400-tallet. En mønt var fra Visby, en fra England. De tyske witten har i almindelighed på forsiden byens våbenmærke: Lybæk en dobbeltørn, Hamborg tre tårne, Lyneborg en løve, der står på bagbenene, Rostok en grif, Stralsund en pil o.s.v. Bagsiden bærer efter fælles aftale et kors med forskellige forsiringer.
I Næstved blev der omkring 1400 for sidste gang slået mønter, der i præget angiver, at en bisp havde del i udmøntningen, det er witten eller fire-penninge, der på forsiden har kongekrone, på bagsiden en bispestav. Mønterne er slået i den unge kong Eriks navn, men før dronning Margrethes død. Der kendes nu kun Møntsamlingens stykke. Med samme forside, men med et kors på bagsiden forekommer en lidt senere witten, der var ukendt i dansk mønthistorie indtil den i fim eksemplarer dukkede op i et stort fund fra Stege i 1898. Fundet blev gjort på en byggeplads ved Storegade. En del af de 1667 mønter lå i en lille lerkrukke, resten i et næsten opløst klæde oven på krukken. En stor del af mønterne var sterlinge fra Lund og Næstved, mange var fra hansestæderne og en ret stor part fra Pommern. Forbindelsen med Pommern har været særlig livlig netop i Erik af Pommern tid. Størstedelen af de udenlandske mønter er witten, men skatten indeholdt også hulpenninge og schillinge.
Erik af Pommern lod efter engelsk mønster slå sterlinge, eller 3-penninge, først i sølv, som de rettelig burde være, men senere på spekulation i kobber for at tjene ekstra meget på udmøntningen. Foruden de mange sterlinge i Storegadefundet, indgik fire sterlinge fra Lund og tre fra Næstved og en kobbersterling i et mindre fund fra Stege, der iøvrigt indeholdt nordtyske mønter. Sterlingene har på forsiden en krone, på bagsiden et kors; de er slået lige i begyndelsen af 1400-tallet. Kobbersterlingene, der foruden fra Lund og Næstved også kendes fra Odense og Randers, er prægede ca. 1422. På forsiden har de et kronet E, på bagsiden et kors med den fromme omskrift: In nomine domini, i Herrens navn. Hele middelalderen igennem er religiøse motiver og indskrifter dominerende på europæiske mønter.
Man havde i Danmark nu opgivet den gamle møntregning og helt sluttet sig til den lybske, efter hvilken marken deltes i 16 skilling, disse igen hver i 12 penninge. Enkelt-penninge sloges under Erik af Pommern som hulpenninge med krone eller lebard, sterlingene gjaldt tre penninge, witten fire. En sekspenning, eller søsling slog dronning Philippa i Lund efter overenskomst med hansestæderne om en dansk møntforbedring 1424. Denne meget sjældne mønt forekommer ikke i et mønsk møntfund. Det gør derimod nipenningen eller grossen, som kong Erik lod slå i Lund og på borgen Gurre i 1430'erne. En gurregros blev nemlig fundet i en have tæt ved mølletårnet. Både søslingen og grossen har på bagsiden et stort E lagt på et kors. På forsiden har søslingen de tre danske leoparder i et skjold, medens grossen har en krone som sterlingene. En skilling eller 12-penning blev første gang slået af Christopher af Bayern, der også slog witten, nu kaldet hvid. Hans mønter forekommer ikke i mønske fund, men en korshvid fra 1448, da rigsrådet styrede Danmark, inden Christiern I tiltrådte regeringen, er fundet i Stege, som gurregrossen ganske tæt ved tårnet og fæstningsvolden. Christiern I er også repræsenteret med et par korshvide slået i Malmø.
Udenlandske guldmønter kom fra o. 1400 til at spille en stor rolle i dansk økonomi. De nævnes hyppigt i de skriftlige kilder og indgår i møntfund landet over. En samling kurser på udenlandske guldmønter, med hvilke det var tilladt at betale på sildemarkederne i Skanør og Falsterbo omkring år 1400, findes i de vedtægter, der opstilledes af dronning Margrethe og kong Erik. Vi møder her nederlandske og rhinske gylden, ungarske dukater, franske francs og engelske nobler. En særlig stor rolle kom noblerne til at spille. Øresundstolden, som indførtes af Erik af Pommern, pålagdes nemlig med en nobel pr. skib, der passerede Krogen, det nuværende Kronborg. Det største guldmøntfund fra tiden stammer fra Slagelse, men også i mønske fund er guldet repræsenteret. I Kjeldby er således for godt hundrede år siden fundet en guldgylden, slået i Utrech for bisp van Blankenhelm (1394-1423). På forsiden har mønten som sit florentinske forbillede den stående Johannes Døber, 14 bagsiden fem må våbenskjolde i et firpas. I Tøvelde fandt en tjenestedreng i 1840 en anden guldgylden, præget i Bonn for bisp Hermann af Hessen (1480-1508) i årene mellem 1478 og 1480, medens han var gubernator for ærkebispedømmet Køln. Et egentligt skattefund med guldmønter kendes ikke fra Møn, og det er i og for sig ikke mærkeligt, at der kun er så få løsfund, for en gylden var mange penge i de dage, så man skulle nok vogte sig vel for at tabe den. At der har været mange guldmønter i omløb, kan ikke betvivles, det fremgår klart af breve, regnskaber og testamenter fra tiden.
Som flere gange berørt er det ikke altid, at de voldsomme krigeriske begivenheder, som man fra skriftlige kilder ved, har fundet sted, kan aflæses af møntfundene. Det gælder igen for Møns vedkommende, at man ikke har nogen skattefund, der markerer lybækkernes kampe med kong Hans (1481-1513). Under krigen angreb og nedbrændte de i 1510 den anden vigtige by p& Møn, Borre, men måtte opgive at erobre Stege, der tappert forsvaredes af lensmanden Anders Bille. Blot en enkelt korshvid fra kong Hans er fundet i Stege. Et fund på fire smukke, højbenede bronzegryder er det eneste minde om Borres plyndring. Kong Hans' regeringstid bragte noget afgørende nyt af mønthistorisk interesse, idet han i 1496 lod de første danske guldmønter præge, de prægtige nobler med den tronende konge på forsiden. Til aflønning af sine lejetropper lod han slå danske gylden med Knud den Helliges billede.
Under Grevens Fejde, det støre opgør mellem den fordrevne Christiern II's tilhængere, ledet af grev Christopher, og Frederik I, sluttede mønboerne sig til Christiern II. Slotshøvedsmand Anders Bille, der støttede Frederik I, måtte forlade Stegeborg, som byens borgere erobrede og fuldstændig ødelagde 1534. Christian III havde planer om at genopføre fæstningen, men de blev aldrig gennemførte. Kun befæstningen uden om byen vedblev at bestå.
Under Christiern II begyndte man i Danmark at slå de store sølvmønter til en gyldens værdi, der var ved at blive almindelige handelsmønter i Europa. Dalere eller sølvgylden kaldes de. Kun småmønter vidner imidlertid i mønske fund om reformationstidens konger. I Handemark (Magleby sogn) er fundet en søsling slået for Frederik I i 1524, på Bogø en firskilling fra Christian III slået under Grevefejden i Århus i 1535. En skilling fra 1549 er fundet i Stege.
Endnu et stykke ind i 1500-tallet var Stege en rig by, men da sildemarkederne mere og mere gik tilbage, sank den efterhånden ned til at blive en ganske lille og ubetydelig by med meget ringe indbyggertal og kun lidt handel. Helt var forbindelserne med Tyskland dog ikke ophørt, hvad bl.a. en hamborgmønt fra 1563 og en wismarmønt fra 1600 kan tale med om. De er fundet henholdsvis i Fanefjord og Lindemark. Sammen med wismarmønten blev fundet en mark fra 1563, altså Frederik II's regeringstid. Marken som regnemønt var gammel i Danmark, men ved nyordningen af landets møntvæsen i 1541 prægedes den for første gang. Der var på dette tidspunkt god brug for at få bragt orden i udmøntningen, for krigene havde medført, at mønten var blevet stærkt forringet.
Af Christian IV's smukke - men ofte noget underlødige - mønter er kun få fundet i Møns jord; vigtigst er her en dobbelt krone fra 1619 med den stående konge med scepter i hånden på forsiden og hans prægtige krone med underskriften: CORONA DANICA på bagsiden. "Kronen" indførtes i 1618, men prægedes dog kun kort tid, hvorefter betegnelsen gik over på halvkronen, der havde en værdi af fire mark eller 64 skilling. En sådan krone eller firmark fra hans søn og efterfølger Frederik III (1648-1670), slået i 1658, blev fundet ved gravning på en mark i Nøbølle. På forsiden ses kongens kronede monogram på bagsiden det kronede løveskjold, herom kongens valgsprog: Dominus providebit, Herren vil være mit forsyn. Frederik III kunne nok have brug for at påkalde Guds hjælp, for i årene 1658-60 udsattes landet for svære prøvelser under svenskekongen Carl Gustafs hærgningstogter. Møn gik ikke ram forbi Skønt mønboerne tappert forsvarede sig og længe hindrede svenskerne i landgang, lykkedes det dem dog tilsidst at komme i land på Bogø for derfra at gå videre til Møn, hvor et slag udkæmpedes 1659, der endte med svensk sejr. Øen blev plyndret, og særlig hårdt gik det ud over Stege, der brandskattedes og måtte finde sig i indkvartering af de fremmede tropper. Om svenskernes landgang minder et dobbeltfund af henholdsvis 10 og 8 speciedalere. Udenlandsk mønt, både guld og sølv indkom stadig i landet, især gennem studehandelen. Om denne forbindelse med Tyskland og Nederlandene taler svenskekrigsfundene deres tydelige sprog. Bogø-fundets dalere er således slåede af tyske kejsere, hertuger af Saksen og Brunsvig-Lyneborg, greven af Stalberg, Polens konge og den nederlandske provins Zeeland. Medens de tyske og nederlandske dalere er fundet i stort tal i Danmark, er de polske noget sjældnere. Stykket fra Bogø er slået af kong Wladislaus IV for staden Thorn i 1687. Mønten har på forsiden kongen i halv figur med scepter og draget sværd, på bagsiden Thors våben holdt af en engel med store vinger.
Fra 1600-tallet, men en snes år efter svenskekrigene, stammer en møntskat fra Oddermose, Kjeldby sogn. Sølvmønterne var gemt i en lerkrukke, som en parcellist Rasmus Christensen stødte på, da han gravede efter mergel. De fleste mønter var danske fra slutningen af Frederik III's og begyndelsen af Christian V's tid. Den ældste var fra 1619, den yngste fra 1671. 40 mønter var holstenske, en fra Tyrol og en fra Bremen. En svensk øre var slået for dronning Christina i 1686.
Møn havde i det sidste godt hundrede år været krongods, kongen havde efter reformationen arbejdet systematisk for at erhverve hele øen ved mageskifter med de adelige jordgodsbesiddere. Det havde hidtil kun været til gavn for Møn at blive styret som kongeligt len, men nu begyndte en ulykkens og nedgangens tid for den førhen så blomstrende landsdel. Svenskekrigsplyndringerne havde forarmet mange, men trængslerne var ikke forbi med fredsslutningen. Kronen var i stor gæld bl.a. til mange udenlandske forretningsmænd. Een af disse, hollænderen Gabriel Marselis fik Møn i pant for en pantesum af 100.000 speciedalere, alle indtægter af jordegods og skove skulle således gå til Marselis som afbetaling på gælden. Ved Marselis' død 1672 overtog hans søn Vilhelm, adlet Gyldenkrone, pantet, der først indløstes 1684. Opgørelsen på dette tidspunkt viste, at mange af bønderne var ganske forarmede. Måske har det været for at unddrage opkræverne de rede penge, det trods alt var lykkedes ham at skrabe sammen, at en bonde gemte sin skat i Oddermosen. Det kan også tænkes, at årsagen var den i 1675 udbrudte skånske krig, der har gjort erindringerne om Carl Gustaf-krigenes plyndringer nærværende. De næste hærgninger, øen skulle komme ud for, var dog paradoksalt nok ikke fra de svenske, men fra de danske soldaters gide. I 1685 blev nemlig hestgarden under kommando af Samuel Christopher von Plessen forlagt til Møn, og de plager, der nu overgik bønderne, ødelagde dem så grundigt, at der i 1697 ikke var mere tilbage for hestgarden at plyndre, og den måtte forflyttes. Det er ikke sært, at vi ingen skattefund har fra tiden, der har ikke været noget at gemme længere! Klagerne over von Plessen og hestgarden strømmede ind til kongen, såsnart de var borte fra øen, og det var ikke småting, man havde at besvære sig over; der er mange eksempler på de groveste mishandlinger af bønderne, og det endte da også med, at der anlagdes sag mod von Plessen for hans regime.
Møntfundene fra 1700- og 1800-tallet er kun små og ret tilfældige fra hele det danske rige, mest er det skillemønt, der blot er tabt, sjældent træffer vi på egentlige skattefund. Den sidste bevidste nedgravning af penge i en krigssituation er knyttet til begivenhederne i 1864. Værdifuldest blandt de sene strøfund fra Møn er en nederlandsk guldgylden fra 1778 fundet i Stege i haven ved Badens Hotel i Storegade. Møn var i 1700-tallet så knækket efter den hårde medfart, at der ikke er nogen særlig fremgang at spore, først fra begyndelsen af 1800-tallet begynder der langsomt at komme en handel i gang. Omkring midten af århundredet skabes en industri, først og fremmest fik sukkerfabrikken betydning, og Steges indbyggertal begyndte at stige. Intet skattefund kan imidlertid sættes i forbindelse med den nye handelsopblomstring. Enten gemte folk deres sparepenge hjemme på kistebunden, eller de fik øjnene op for, at det både var sikrere og mere indbringende at anbringe dem i sparekasser og banker.
(Udgivet af Landbosparekassen for Møn i anledning af 100 års jubilæet 20. Juli 1967)