Ordets oprindelse fortaber sig i en ikke helt klar fortid, men det er naturligt nok kommet til Norden syd fra. Omkring år 800, på Karl den Stores tid, var denaren den i møntenhed der blev præget i Europa. Den havde fået navn efter den romerske denar, men havde ellers ingen lighed med den.
I Frankrig kaldte man mønten en denier, i England Penny (og denne mønt skrives stadig med d for denar), i Tyskland plennig og i Norden penning.
Penningen holdt sig meget længe i Danmark, men med stærkt faldende værdi gennem årene - som det åbenbart er alle penges skæbne. Den sidste penning blev slået af Chr. IV i 1602 i henhold til en forordning af 25. juni d. å. (Hede nr. 88 og 89), men de såkaldte rytterpenge, der blev slået under Chr. IV i 1619 kaldtes også denninge. Navneligheden er stor. (Hede nr.169).
Møntprægningen i Danmark begyndte tidligt i 800-tallet, og Svend Tveskæg var den første konge, som satte navn på mønterne, men Knud den Store satte system i tingene ved at benytte et angelsaksisk forbillede.
Det bestod af en mark (jf. Georg Galster i "Mønt", 1965) med en vægt af ca. 216 gram. Den var lig med 8 øre, der igen var lig med 24 ørtug, som igen bestod af 240 (288) penninge. Og det var alene den sidste mønt, der blev udmøntet.
Det var dog så som så med standardisering på den tid, og penningen havde noget forskellig værdi efter, hvor man boede. Hvilket i princippet vist ikke er afvigende fra vore tiders kursfastsættelser Hvilken dansker vil ikke hellere købe for en krone i Spanien end i Sverige?
I "ældste tid", det vil sige fra den tid, vi har optegnelser og overleveringer fra, var en penning lig med en skæppe korn. I Skåne og på Sjælland var 10 penninge lig med en ørtug, medens der i Jylland skulle 12 penninge til en ørtug. På en mark gik der henholdsvis 240 og 288 penninge.
Under de følgende konger faldt penningens værdi, og devalueringen skred så hurtigt fremad, at penningens sølvindhold under Valdemar II forrringedes med en trediedel, under Erik Klipping til en femtedel og endnu mere under Erik Menved og Christoffer II.
Først dronning Margrethe (1387-1412) fik sat skik på pengene igen, denne gang efter lybsk standard, efter hvilken en kølnsk mark på ca. 230-240 gr. var lig med 16 skillinge og 192 penninge.
Skillinge og hvide indførtes af Christoffer af Bayern, 1440-1448, og under kong Hans, 1481-1513, indførtes guldmønterne rhinske gylden og nobel, der svarede til den hollandske guldreal. Siden fulgte, under Chr. II, 1513-1523, sølvgylden og klippinge, kobbermønter af ringe værdi og siden ommøntet til de såkaldte 14-penninge og søslinge.
Valutakursen gik i zig-zag eller op og ned, præcis som vi kender stregerne fra vore dages grafiske tavler over priser på valuta, guld og aktier. Slemt urede var der i pengevæsenet med tomark, mark, skillinge og klippinge og den i 1537 tilkomne joachimsdaler. Møntfund gennem årene giver et rigt billede af tidens pengevirvar med en udbredt anvendelse af udenlandske mønter, som man vel satte større pris på.
Først ved møntordningen af 20. september 1541 reorganiseredes det danske møntvæsen, og i 1544 blev daleren den danske hovedmønt, - og der gik den gang tre mark på en daler.
Fra Chr. IIIs og Fr. Is tid kendes flere nye eller "indvandrede" møntbetegnelser som blaffert, dukat, portugaløser og speciedaler, og under Chr. IV kom rosenobel, løvedaler, breddaler, plaster, solidi, søsling og dreiling til.
Kronen blev indført den 1. maj 1618, senere påny afløst af andre møntenheder som specier, mark, kurantmønt, rigsort og adskillige andre møntsorter, - alt sammen i det forfængelige håb at kunne holde pengevæsenet under kontrol og gøre det muligt at styre finanserne.
De første autoriserede sedler blev udstedt af Frederik IV i 1713. Den 27. maj 1873 sluttedes en møntunion mellem Danmark og Sverige og godt to år senere sluttede Norge sig til den, samtidig med at landene overgik til guldmøntfoden. Den varede til 1924, da særskillemønten indførtes.
Guldet har vi forladt, sølvet er en saga blot i vore daglige mønter, 1- og 2-ørerne er på vej til at forsvinde ud af billedet, idet det er det rene underskud at fremstille dem, og hvad en 10-øre var for vore bedsteforældre kan en 10-krone knapt dække i dag, så spørgsmålet om at holde styr på pengene er lige så aktuelt nu, som det har været gennem alle tider.
(Møntavisen 5, 1970 side 8)
Litteratur: