Verdens nordligstboende folk, polareskimoerne - selv kalder de sig inuhuit - fik i 1910 deres første permanente butik. Senere korn der flere. Den første butik blev opført på initiativ af polarforskeren Knud Rasmussen (1879-1933) ved bopladsen Uummannaq (idag officielt kaldt: Dundas) i Nordgrønland. "Kap York Stationen Thule", som var handelsstationens officielle navn, blev de første 10 år bestyret af Peter Freuchen (1886-1957). Omkring Thule Stationen voksede der med tiden en lille by op. Både den og hele distriktet fik navn efter butikken, nemlig: Thule.
Før de fik butik, havde inuhuit i løbet af 1800-tallet nu og da i juli måned, især ved Kap York, kunne tuskhandle med tilfældige hvalfangere, som lagde ind et par dage. Inuhuit ønskede at få jern (knive, synåle) og træ. Hvalfangerne var interesseret i tand og skind. Byttehandel var således ikke ukendt hos inuhuit.
Det var da også byttehandel, Peter Freuchen startede med, for inuhuit kendte ikke til brugen af penge. Når en fanger og hans kone kom på det årlige butiksbesøg, udspillede der sig en hel lille ceremoni. Første dag snakkede man om vind og vejr og udvekslede lokale nyheder. Næste dag talte man om jagt, og Freuchen bemærkede noget om, at han havde set et par ræveskind på slæden. Det blev slået hen som ingen ting af fangeren. Efterhånden nåede man så dertil, hvor fangerfamilien fik adgang til butikken, som de undersøgte fra ende til anden, mens Freuchen tog bestik af og prissatte familiens fangst af ræveskind. Fangerfamilien fremkom så med de ønsker, de havde. Det blev altid serveret pænt indpakket kun med antydninger. Freuchen har selv i sin bog om eskimoerne (København 1962: 44-49) givet en livlig beskrivelse af, hvordan handlen skred frem, og om hvordan familien i sidste øjeblik "kom i tanke om ting, de havde glemt". Men Freuchen havde taget højde for forglemmelser, så begge parter skiltes med indtrykket af, at de havde gjort den mest fordelagtige handel.
Inuhuit imellem foregik der ingen handel. De, der manglede, fik eller lånte af andre, som havde i overflod. En storfanger opnåede prestige i samfundet ved rundhåndet at øse til andre fra sine køddepoter. Man må huske på, at dette folk levede på grænsen af, hvor liv er mulig. Derfor betød mængden af mad meget. Sult var ikke ukendt blandt inuhuit i forrige århundrede.
Thule Stationens hovedintægtskilde kom fra salget i Europa af de polarræveskind, som inuhuit fangede. Ræveskind var på mode i Europa i begyndelsen af det 20. århundrede. Det var derfor især ræveskind, Freuchen indhandlede, og inuhuit kunne måle deres værdier i ræveskind, dog uden at ræveskind blev opfattet som penge.
Prisen behøvede ikke altid at være ens for alle. Inuhuit havde den opfattelse, at "en ting har ingen værdi i sig selv. Men en mand har sit behov, og det betaler han for."
Thule Stationens årlige forsyningsskib udeblev sommeren 1914 på grund af at Første Verdenskrigs udbrud i Europa. Der er kun åben vand langs kysten af inuhuits land i august måned. Så kommer skibet ikke af sted til Thule i rette tid, vil havisen forhindre det i at nå frem. Sådan er det ikke andre steder langs Vestgrønlands kyst. Thule-butikkens varelager skrumpede langsomt ind til ingen ting.
Freuchen ville dog gerne stadig kunne købe inuhuits ræveskind. Han gav dem derfor hjemmelavede "Thule-penge" i bytte. Med disse Thule-penge kunne inuhuit efter aftale slæde ned til Tassiusak, og handle i den nordligste butik i dansk Grønland.
Dengang tilhørte inuhuits land ikke nogen stat. Omverdenen betragtede det som tilhørende Knud Rasmussen. På den måde fik Thule stationen de eftertragtede ræveskind og inuhuit de ønskede varer.
Grønlandske Handel var ikke helt så glad for denne trafik, men der var langt til overordnede fra Tassiusak.
Freuchen sendte besked til Danmark om at lave flere penge. Selv måtte han på hundeslæde bringe brevet til Upernavik, hvor de nærmeste "postkasse" var. Næste år med skibet sommeren 1915 modtog han 30.000 aluminiumsmønter.
Det havde kun kostet 120 kroner at lave dem. Møntværdier på 500 øre, 100 øre, 25 øre og 5 øre.
Disse mønter med hul i var tegnet af ingeniør Nyeboe, medlem af Thule Komiteen, og de bar årstallet 1910, året for Thule Stationens anlæggelse. Mønterne blev præget hos L. Chr. Lauer, Münzprägeanstalt, Nürnberg, hvor også Grønlandsk Minedrift Aktieselskab fik sine mønter slået. I dette selskab var Nyeboe ansat.
De første penge, Freuchen lavede, var uden hul. Det fandt inuhuit ganske upraktisk. Disse Thule-penge kunne de jo kun bruge i Thule Stationens butik, så hvorfor slæbe rundt på sådanne mønter. Det var meget nemmere, at de blev i butikken. Det var jo varerne, men havde brug for. Hurtigt fandt man ud af, at Thulemønterne skulle have hul, så de enten kunne hænge på et søm i butikken, eller - hvis der var mange - kunne trækkes på snor og hænge på et søm på butiksvæggen.
Om ideen bag disse mønter, fortæller Freuchen selv (Min grønlandske ungdom, København 1963: 197): "Ideen med at lave penge tjente vi meget på og polareskimoerne mere. Måske er det fra os, at så mange regeringer senere har taget den idé op, at lave den uden større værdier i rnetal eller dækning bagved."
Thule Stationens overskud blev dels brugt til at hjælpe de gamle og svage i inuhuit samfundet, dels senere til at bygge kirke, skole, sygehus og andre faciliteter. Desuden blev overskudet brugt til udforskning af eskimoernes historie og levevis af Knud Rasmussen og hans Thule Ekspeditioner. Så man kan sige, at inuhuit har gjort en stor del af ekskimoforskningen mulig. Selv deltog de ofte aktivt på Knud Rasmussens ekspeditioner i det arktiske område.
I 1932 udmøntedes der 10 kr. og 5 kr. mønter. De blev præget af H. Th. Neergaard, Gravør og Stempelfabrik, Pilestræde 52A, København. Der blev slået 500 af hver værdi (kilde: J. C. Holm (1944): Grønlands Møntvæsen).
Senere da den danske stat overtog Thule Stationen 1. august 1937, blev de grønlandske mønter indført. Og da Thuleområdet sammen med resten af Grønland blev en del af Danmark i 1953, blev danske penge indført, og er nu gældende betalingsmiddel blandt inuhuit.
(Numismatisk Rapport 1986 side 11-13)