I 1700- og 1800-tallet indtog de kongelige møntsteder en central rolle i den økonomiske politik, især i pengepolitikken. Det var vigtigt, at møntstederne hurtigt og uden problemer kunne udmønte, hvad staten eller andre kunder ønskede. Derfor blev forbedringer af møntstedernes produktion og produktivitet ofte prioriteret ganske højt. Produktionen og produktiviteten kunne blandt andet forbedres eller øges ved længere arbejdstid, større produktionsapparat eller inddragelse af ny teknologi. Møntfremstillingen blev generelt relativt tidligt mekaniseret.
Et eksempel på prioriteringen af møntstederne og ønsket om forbedringer af produktionen er dampmaskinens indførelse på Mønten i København. Danmarks første dampmaskine blev i 1790 opstillet og sat i drift i Holmens ankersmedje. Den anden dampmaskine i Danmark, der var i drift i længere tid, blev opstillet på Mønten i København 1808-1810. Dampmaskinen kunne skiftevis drive møntpresser, valseværk, stansemaskiner og randingsmaskiner. Den var købt i England sammen med tre andre. Investeringen i dampkraft til Mønten i København var ikke ubetinget en succes, og det var f.eks. først i midten af 1850'erne, der blev opstillet en dampmaskine på Mønten i Altona (1).
Et eksempel på længere arbejdstid og betydeligt arbejdspres er Mønten i Altona omkring speciemøntreformen i 1788. I månedsvis måtte flere af de fastansatte spise og nærmest bo i deres værksteder og arbejde 16-18 timer i døgnet. Travlheden havde også andre konsekvenser, der var f.eks. et internt tyveri, klager fra de ansatte, en møntpresse sprang, og der blev gået på kompromis med produktionens kvalitet (2).
Kombinationen af mekaniseringen og et betydeligt arbejdspres forøgede antageligt antallet af arbejdsulykker under udmøntningerne. På Mønten i Wien var der f.eks. 1892-1893 under store udmøntninger og stort arbejdspres 20 ulykker, hvoraf tre var alvorlige. Rettes fokus mod Danmark cirka 100 år tidligere, er det vanskeligere at fastslå omfanget af arbejdsulykker på møntstederne. Fra perioden 1771-1818 kendes kun en alvorlig arbejdsulykke på Mønten i Altona. Det er denne ulykke, som skete i 1789, samt en anden ulykke i 1811 på Mønten i København, der her skal omtales.
Først skal det dog påpeges, at det ikke var ualmindeligt, at stempelskærere fik svækket eller helt mistede deres syn på grund af deres erhverv. Det var en ofte forekommende arbejdsskade og ikke en arbejdsulykke. Stempelskærere kunne dog godt være indblandet i arbejdsulykker. En af stempelskærerne ved Mønten i Hall i Tyrol, Josef Christof König, mistede f.eks. i 1745 (brugen af?) sit højre øje under gravering af en valse til valseprægning. J. C. König var 1732-1747 ansat ved Mønten i Hall. Han havde været tilknyttet Mønten siden 1717. Ulykken i 1745 førte kronisk sygdom med sig og gjorde ham uarbejdsdygtig, hvorfor han blev pensioneret i 1747. De nærmere omstændigheder omkring ulykken kendes ikke (3).
Endvidere skal det fremhæves, at ulykken på Mønten i København i 1811 og bevarede arkivalier indikerer, at forskellige, i hvert fald mindre, arbejdsulykker ikke var helt ukendte fænomener på møntstederne. Mindre alvorlige ulykker vil normalt ikke have aflejret kildemateriale i møntstedernes arkiver, da de ikke vedrørte møntstedernes regnskaber og oftest ikke behøvede at blive kommunikeret til møntmestrenes foresatte/møntherren. De to nedenfor behandlede ulykker, som på hver sin måde er særlige, har netop aflejret kildemateriale i møntstedernes arkiver, fordi de foresatte blev involveret. Oftest kendes arbejdsulykker på grund af ansøgninger eller bevillinger i forhold til økonomisk kompensation til de involverede. Det er f.eks. tilfældet ved arbejdsulykken på Mønten i Altona i 1789. Den må antages at være blandt de alvorligste arbejdsulykker. Det var formentlig også derfor, at møntmesteren i Altona, Michael Flor (1786-1816), hjalp ansøgningen om kompensation på vej. M. Flor synes dog generelt at have taget sig godt af de ansatte. Anderledes forholder det sig med den mindre alvorlige arbejdsulykke på Mønten i København i 1811. Som det indirekte vil fremgå, var den type knap så alvorlige arbejdsulykker ikke noget, der normalt ville have aflejret kildemateriale i møntstedets arkiv. Ligeledes fremgår det mellem linierne, at møntmesteren i København, Ole Warberg (1810-1821), helst havde set, at de foresatte og kongen ikke havde fået kendskab til ulykken. Lignende forhold synes at have eksisteret andre steder. Det er antageligt også udelukkende på grund af den økonomiske kompensation, at der kendes til en arbejdsulykke på Mønten i Wien i 1811. Der fik overstrækkeren Anton Zaininger sin ene arm ind mellem et par valse, så den brækkede fire steder. En overstrækker arbejdede på Mønten i Wien med strækning og muligvis også valsning af tenene. Det kan næppe helt oversættes til justérmester, som i datidig dansk terminologi betegner en fastansat med et betydeligt ansvar inden for blandt andet justering af tenene (4).
Under travlheden på Mønten i Altona var møntarbejderen Ludvig Nielsen, der havde kone og tre børn, involveret i en ulykke den 14. januar 1789. L. Nielsen overlevede ulykken og kunne cirka et halvt år senere selv skrive og søge om økonomisk hjælp. Møntmester M. Flor hjalp og støttede hans ansøgning. L. Nielsen skrev, at han havde "... det uheld at blive ramt i hovedet af pressen [møntpressens roterende tværstand med meget tunge kugleformende lodder] så mit hoved næsten blev knust."(5). Det er uklart, hvilket materiale lodderne på den pågældende presse var lavet af, muligvis var de af messing foret med bly, sådan var det på nogle møntsteder. Mønten i Altona havde fem prægerum, og hver af dem var i perioden udstyret med en presse. Pressernes skelet var af jern, og de var monteret på store jernblokke. Til de fleste af presserne hørte der både en stor og en mindre tværstang. Til tværstængerne hørte forskellige lodder. Lodder til de relativt nye presser kaldtes for kugler, men i oversigterne over Møntens inventar nævnes også "Alte Bomben" (6), hvilket betegnede de ældre lodder. Forskellige tværstænger, forskellige lodder og muligheden for at placere lodderne forskelligt på tværstængerne betød, at den enkelte presses kraft kunne varieres. Kraften kunne således afstemmes efter mønttypen.
Figur 1: Møntpresse fra midten af 1800-tallet. Illustration på fortrykt kvittering fra Mønten i Altona. Illustrationen viser en forbedret udgave af den type møntpresse, som Ludvig Nielsen blev ramt af i 1789. Den presse, der ramte ham, var monteret på en sokkel og uden de forskellige bøjler m. v. Det betød, at personen, der sad ved pressen ikke sad i et hul i gulvet, men på en stol eller skammel. Samtidig betød det, at tværstangen i højere grad roterede i hovedhøjde frem for i bryst- og mavehøjde (23).
Efter et halvt år med blandt andet kirurgbehandling bar L. Nielsens ydre efter sigende ikke længere præg af nærkontakten med tværstangen. Indvendigt havde slaget dog sat sine spor, og L. Nielsen kunne ikke længere arbejde. Der blev derfor søgt både om hjælp til betaling af kirurgens regning på 42 rigsdaler og 22 skilling lybsk samt om en lille pension til L. Nielsen, som ikke var fastansat ved Mønten i Altona (7). Begge ansøgninger blev imødekommet. Pensionen blev på 10 rigsdaler årligt fra den 1. januar 1790. De gennemsnitlige fastansatte ved Mønten i Altona fik normalt 50 rigsdaler om året ved pensionering. Det var formentlig kun på grund af M. Flor, der blev tilstået en pension til løsarbejderen L. Nielsen. I sin ansøgning om pension havde L. Nielsen påpeget, at han jo var blevet skadet i kongens tjeneste. Det var imidlertid næppe det, der gjorde, at pensionsansøgningen fik et positivt udfald. Sammen med ansøgningen sendte M. Flor et følgebrev, hvori han blandt andet bekræftede og støttede L. Nielsens beretning og ansøgning. Det var formentlig i højere grad af Flor i følgebrevet havde angivet, at det var "at Ynske, at han [L. Nielsen] for sin övrige, formodentligen kuns korte Levetiid [min fremhævning] maatte blive tillagt en liden Aarlig Pension" (8).
Figur 2: 1 speciedaler 1788. Udmøntet i Altona. Hede 39A [Note fra Dansk Mønt: Det her afbildede stykke, der stammer fra Zincksamlingen, er Hede 39B]. Det var tilsyneladende 1 speciedalere, der blev præget, da Ludvig Nielsen blev ramt af pressen. (24)
Møntpresser med deres hurtigt roterende tværstang var formodentlig den møntmaskine i 1700-tallet, som var indblandet i flest alvorlige arbejdsulykker. L. Nielsen var ikke den eneste, som blev ramt af en tværstang. På Mønten i Gotha i Sachsen blev en møntarbejder ramt i hovedet i 1765, men det synes dog ikke at have været så alvorligt som i Altona, da den ramte i Gotha tilsyneladende kun var uarbejdsdygtig i et par uger derefter. Uarbejdsdygtig blev til gengæld møntarbejderen Stephan Rieger, da han på Mønten i Wien blev ramt af en tværstang. Han blev af slaget slynget mod en stentrappe og kom ganske slemt til skade. Særligt hans hofte blev hårdt kvæstet (9).
Starten på den administrative del af sagen omkring arbejdsulykken i 1811 på Mønten i København var en ansøgning om kompensation til klejnsmeden Ferdinand Engmann, som blev indsendt til Finanskollegiet i efteråret 1811 uden inddragelse af møntmester O. Warberg. Ansøgningen er uden held eftersøgt i Rigsarkivet. Sagen kendes, fordi Finanskollegiet skrev til O. Warberg den 9. november 1811, og bad ham afgive betænkning "Over vedlagte Ansögning fra Arbeideren ved den Kongl. Mynt, Ferdinand Engmann, om paa Grund af et ham under Arbeidet tilstödt Uheld, at forundes en Understöttelse" (10). Efter modtagelsen af O. Warbergs svar, som gengives nedenfor, lukkede Finanskollegiet tilsyneladende sagen.
Figur 3: Dobbelt randingsmaskine fra 1800-tallet, der blandt andet kan drives med dampkraft. Det var formentlig nogenlunde samme type maskine, der i 1811 knuste et par af F. Engmanns fingre. Maskinen er udstillet i Kongsberg, den er en del af samlingen hos Norsk Bergverksmuseum, Den kongelige Mynts museum. Foto: Frode Sæland/BVM (26).
Inden gengivelsen bør det påpeges, at O. Warberg havde gode forbindelser til kongen (11). Disse forbindelser ønskede han naturligvis ikke at få spoleret. O. Warberg forstår i sit svar at fremstille sagen, så han selv fremstår ganske positivt som den fornuftige, handlekraftige og omsorgsfulde møntmester. Hvilket muligvis er rimeligt og faktuelt korrekt i den pågældende sag. Det er svært at vurdere, da svaret formentlig er eneste bevarede kilde til den side af sagen. Generelt bør det dog bemærkes, at undertegnede efter studier i periodens møntvæsen og møntsteder et stykke af vejen forstår baggrunden for Julius Wilckes ganske kritiske karakteristik af O. Warberg: "Som allerede tidligere berørt havde Ole Warberg brugt meget spidse Albuer, da han ved Hjælp af den boultonske (12) Dampmøntmaskine optraadte som Møntvæsenets Redningsmand. For at paatage sig denne Gerning, uden hvilken Samfundet efter hans Opfattelse sikkert vilde styrte sammen, havde han stillet som Betingelse at faa alle de ældre veltjente Folk ved Mønten forjagne, ja da man lod enkelte beholde beskedne Revisor- eller Medhjælpstjenester, kunde det end ikke tillades; de maatte bort og forvises af deres Tjenesteboliger med kortest muligt Varsel. Ole Warberg maa have været en saare herskesyg Natur, thi han kom paa Kant med alle ved Mønten. Mellem Medaillør Conradsen (13) og Warberg opstod der de heftigste Rivninger som udartede til gensidige Klager overfor Kollegiet. Med den fremragende dygtige Møntsvend Freund (14) kunde han ikke enes." (15)
O. Warbergs svar til Finanskollegiet den 23. november 1811:
"Til at afgive min underdanigste Betænkning over tilbagefölgende allerunderdanigste Ansögning fra Ferdinant Engmann hörer, som nödvendig Oplysning, at fortælle hvad der er foregaaet med bemeldte F. Engmann, förend denne Ansögning er indgivet til Hans Majestæt. I Februari Maaned d. A. [den 12. februar 1811] (16) havde F Engmann det Uheld at faae to Fingre paa sin venstre Haand knusede i Randmaskinen (17), hvilket aldeles var en Fölge af
hans egen Uforsigtighed. Strax, da dette var skeet, lod jeg ham före til Frederiks Hospital (18), hvor det blev fundet nödvendigt at afsætte de knusede Fingre, og hvor han med det samme blev antaget til Pleje og Helbredelse. Jeg besögte ham den samme Dags Aften. Den hele Tiid medens han blev helbredet paa Hospitalet [han blev først endeligt udskrevet den 8. maj 1811] (18A), fik hans Kone ugentlig 5rd til Underholdning for sig selv og to Börn. Saasnart han kom ud af Hospitalet blev han igjen ansadt i sin forrige Plads ved Mynten, hvor han endnu er, og foreretter sin Tjeneste ligesaa godt som tilforn. Han kan aldeles ikke ansees som vanför eller udygtig til sit Arbejde som en duelig Klejnsmed, da han nesten ikke föler Tabet af Pege- og Mellem-Fingeren paa den venstre Haand. Han er paapassende flittig og duelig og har paa Grund heraf, saavelsom for de besværlige Tider, anholdt om Tillæg til sin Daglön, hvilket jeg ikke har kunnet nægte ham. Heraf vil det altsaa kunne sees, at der ikke alene er sörget
for ovenmeldte F. Engmann i hans Uhelds Tilfælde, men endog for hans Kone og Börn. Jeg fandt mig derfor med Rette beföjet til at spörge ham, hvorledes han havde vovet at nedlægge for Hans Majestæt en Ansögning, som indeholdt Urigtigheder, og hvori der ikke var nævnet hvad der var gjort for ham. Han forsikkrede at han ikke havde indgivet nogen Ansögning, og at han aldrig havde tænkt paa at indgive nogen. Forundret over denne besynderlige Omstændighed paalagde jeg ham at undersöge Sagen, og give mig nermere Oplysning. Han har derpaa forklaret, at hans Kone havde faaet den omtalte Ansögning, som i hans Navn har været Hans Majestæt allerunderdanigst forelagt, skrevet ved hendes Fader, og at hun selv havde Ieveret den til Hr. General Major v. Bülow (19); hvorfor han endvidere erklærede: at hans Kone, hverken för eller efter at Ansögningen var aflevereret, har sagt ham noget derom, og at han har været aldeles uvidende om denne Ansögning, indtil den blev ham af mig foreviist.
Uagtet jeg ingenlunde kan erklære F. Engmann, for en sin egen Person, uværdig til Hans Majestæts Naade, saa kan jeg dog ikke andet end ansee det höjst urigtigt, og ufornoödent i hans nærværende Stilling at nedlægge nogen saadan Ansögning for Hans Majestæt.
Hvorledes Sagen for resten bör ansees, da det er imod hans Vidende og Villie at Hans Majestæts er ulejliget med en Ansögning i hans Navn, som hverken beskriver hans sande Tilstand eller giver den fornödne Oplysning om hvad der er gjort for ham, maa jeg overlade til det höje Collegivs egen Bestemmelse" (20).
Som nævnt lukkede Finanskollegiet sagen efter O. Warbergs brev, og F. Engmann fortsatte med at arbejde ved Mønten i København indtil januar 1818. F. Engmann, der var født i Jylland i 1777 eller 1778, blev den 7. januar indlagt på Frederiks Hospital, hvor han døde den 20. januar 1818. Dødsårsagen var et indvortes problem. Formentlig var Jens Jensen, der startede på Mønten i maj 1818, hans afløser. I årene 1813-1816 arbejdede F. Engmann næsten altid syv dage om ugen på Mønten, og 1817-1818 arbejdede han seks dage om ugen på Mønten. Han arbejdede aldrig om natten. I 1814 fik han i løn otte mark per dag, i 1815 ni mark per dag og 1816-1818 ti mark per dag (21). Der er ikke noget usædvanligt ved lønnens størrelse, når det drejer sig om en klejnsmed, som efterhånden havde arbejdet en del år på Mønten. På baggrund af det anvendte materiale er det uklart, hvad han primært arbejdede med efter ulykken. Muligvis forsatte han med især at arbejde ved randmaskinerne. Sådan kan O. Warbergs svar i alt fald forstås (22).
Figur 4: 2 skilling 1810. Hede 9. [Note fra Dansk Mønt: Det her afbildede eksemplar, der stammer fra vor egen samling, er fra 1809]. Det var under produktionen af 2 skillinger, at Ferdinand Engmann kom til skade. (25)
Ud fra ovenstående kan det afslutningsvis fremhæves, at det absolut ikke er hver dag, at der i kildematerialet eller litteraturen dukker nye arbejdsulykker på møntsteder frem. Selvom både alvorlige og mindre alvorlige arbejdsulykker næppe har været meget sjældne begivenheder, så kræver kendskab dertil bevaret kildemateriale med relation til møntstederne som ydre forudsætning. Samtidig skal den enkelte arbejdsulykke aflejre kildemateriale. Det er i den forbindelse derfor heldigt, når sagen blev taget op af betydningsfulde personer som f.eks. en møntmester, der gik ind i sagen og på den ene eller anden måde ekspederede den højere op eller videre i embedshierarkiet. I forhold til kildedannelsen er det formentlig ofte bedre, desto alvorligere arbejdsulykken er, da det for kilde dannelsen i møntstedernes arkiver nærmest er en forudsætning, at der søges om økonomisk kompensation. Naturligvis kan der aflejres kildemateriale på anden vis. Generelt og forhåbentlig skal der dog ikke i alle tilfælde regnes med og satses på, at der bag den ulykkesramte står en initiativrig kone, som går bag om ryggen på manden og udnytter mulighederne i datidens enevælde til at få sager forelagt kongen.
(NNUM 2006 side 127-134)