Hele den brogede skare af privatmønter, spillemønter, gasmønter, pantemærker, arbejdstegn m.m. kan være svære at få anbragt i samlingen.
Hvordan skal de placeres?
De mange tegn med VÆRDIMÆRKE samt nogle bogstaver eller tal indslået, kan kun bestemmes, når man kender etablissementets eller ejerens navn.
De tegn med navn samt værdi, der er præget, vil der kunne findes langt mere om. Bl.a. hvor hotellet, eller restauranten har ligget.
Da et egentligt værk om disse tegn ikke findes på dansk, ja, så bliver det jo svært.
Jeg skal derfor forsøge med en opdeling af de emner, som findes under betalingstegn. Men at gå lige til sagen vil kræve, at man går den nærmeste omvej - over emneinddelinger. Derfor må man kende lidt til emnet inden tegnene lægges på plads i bakkerne.
En registrering af danske privatmønter er gjort af flere af de "gamle" numismatikere. Generalmajor C. T. Jørgensens beskrivelse befinder sig i Den kgl. Mønt- og Medaillesamling. Vilhelm Bergsøe påbegyndte også en registrering af disse tegn, - og havde en pæn samling tilmed. Advokat Axel Ernst var også en ivrig samler af privatmønter. Ved hans død tilfaldt der Den kgl. Mønt- og Medaillesamling mange gode stykker.
Fra begyndelsen af 1960-erne er der vokset en ny generation frem, som også har øje for denne del af samleriet. Med Ernsts auktioner i D.N.F. blev mange stykker sat under hammeren, for at komme i nye hænder, - til de nye ejeres store glæde.
Ud over fil. dr. Georg Galsters artikler samt enkelte andres i D.N.F.s medlemsblad blev der i denne periode ikke skrevet meget om privatmønter. Frimærke- og mønthandler Ene Pehrsson skrev i "Hermes Nyt", 1970, en artikel om alle former for betalingstegn samt medailler og jetons. Han har 11 inddelinger med mange undergrupper.
I den følgende opdeling er ikke medtaget andre tegn end de, som gælder for en ydelse eller værdi. Alle former for private pengesedler (J. A. K. Kreditbanksedler, S. O. S.) checks, lotterisedler, aktier, rabatkuponer samt rationeringsmærker, er ikke medtaget i denne opdeling.
Det har aldrig været lovligt at udstede egne pengetegn. Ved kgl. forordninger af 28. december 1813 og 11. august, 1814 kunne rnan dog få præget sine "egne" mønter.
Private kunne få enten mønter eller sølv i barrer mod en afgift på 2 1/2 pct. til Rigsbanken.
Derimod har der lokalt været brugt forskellige tegn for rede penge. De mest kendte er vel nok Rigsbanktegnene fra 1813-15.
Det er ikke mange sager, ført af det offentlige mod udstedere af tegn, som kendes. Mest kendt er vel nok sagen om de D. W. I. tokens, de islandske samt de færøske.
Fra Danmark kendes kun få sager. En bonde i Nykøbing på Falster havde flere gange faet vekslet messing-spillejetons, som han havde købt hos sin købmand. Disse jetons med dronning Victorias brystbillede fik han vekslet i sin lokale bank som ægte Guineas. ('n.r.' 2/1982 side 41).
De små lejetøjspenge fra 1888 har flere gange været omtalt. En møntskribent i et større jysk dagblad, skrev for nogle år siden "at disse mønter bragte vild forvirring i mange år". Disse legetøjspenge fra firmaet L. Chr. Lauer i Nürnberg, blev solgt på den Store Nordiske landbrugs- og Kunstudstilling i København i 1888, hundredåret for stavnsbåndets ophævelse. Det var samtidig første gang, dette firma søgte indpas på det danske marked. Med disse meget smukt udførte legetøjsmønter ønskede man at gøre opmærksom på, hvor fint der kunne præges i Nürnberg. Man havde lavet andre serier fra forskellige lande. Disse mønter var forbudte fra starten - det stod i loven. De blev også omgående forbudt af politiet. 10 og 25 øren var for lig de officielle mønter.
Politimuseet (nu på Nationalmuseet) har dog ingen sager om udgivelse af disse mønter for ægte. Derimod var der i Sverige hele tre sager om disse (svenske) legetøjspenge. Det er altså meget få politisager, der kendes vedrørende disse småjetons.
En inddeling af Danske pengetegn skal begynde med:
I det følgende afsnit, vil der være nævnt en del artikler. Det er muligt, at en del af disse befinder sig i boghylden, ellers vil de kunne lånes i klubbernes biblioteker. Hvor (DTC) er nævnt, henvises til Danish Token Clubs INDEX, medlemsblad årgang 4 nr. 5 De kontramarkerede svenske, norske og enkelte danske (Møntårbogen 1976 Peter Flensborg, (DTC)) skal registreres under adressemønter. De kontramarkerede danske 5 ører fra 1941 bør ligge under politisk propaganda.
Der findes sjældne stykker fra Ladegaarden, gældende for middagsmad, Københavns Stokhus, samt andre meget sjældne stykker, som kun et fåtal af samlerne kender.
Postskillemønterne hører også hjemme her, idet de var lovligt betalingsmiddel. Udgivet i 1920 af Generaldirektoratet for Postvæsenet. Reklamer betalte sig, også dengang.
Halvofficielle: Frelsens Hær (Numismatisk Rapport 1. årg. 1978 nr. 4, 2. årg. 1979 nr. 1 (J. Meyer), Kofoed Skole (DTC).
Værdimærker. Der findes mange typer fra denne gruppe i samlingerne. De indslåede bogstaver er enten ejerens initialer eller firmaets (etablissementets) navn. Varna, Århus, feks.
Fælles for dem og tegnene fra hoteller og restauranter var, at de var et internt betalingsmiddel mellem tjener og vært. Tjeneren fik udleveret et givet antal, når han mødte på arbejde. Ved ordreafgivelse fra kunden til tjeneren, kunne denne bestille varen ved buffeten, betale med etablissementets mønter, og fra kunden få sin "menneskepenge". Ved arbejdets slutning kunne tjeneren da indløse sine tegn, og det, der var tilbage i hans lomme, var dagens fortjeneste. Disse tjenertegn blev brugt mange steder i perioden fra ca. 1870 til ca. 1930, altså en periode på ca. 60 år.
Dampkøkkener. Fra Kjøbenhavns Dampkøkken 1856 er denne gruppe repræsenteret for første gang. Mange andre byer fulgte efter, Odense, Slagelse, Aarhus samt Helsingør Spisehus havde også tegn.
Tegnet med hul havde en værdi af 10 skilling, uden det var værdien 12 skilling, og galdt for "maden ud af huset".
En stor serie tegn fra Dronningens Tværgades Spisehus blev brugt meget kort tid for derefter at blive inddraget i 1887. Det tegn dukker som solostykke jævnligt op, så muligheden for at få det med samlingen er stor.
Om der skal være tegn fra Danmarks oversøiske besiddelser med, er en smagssag. Det er imidlertid disse grupper, der har været skrevet mest om.
Frimærkepengene var private, men blev accepteret på grund af spillemøntmangelen, så de kan med god ret ligge i en danmarkssamling. Hvordan prioriteringen skal være, må hver enkelt selv afgøre.
Opdelingen her er kun ment som en hjælp for samlerne.
Mange af grupperne vil det være muligt at få gode samlinger ud af - ved at starte nu, og støt og roligt opsnappe, hvad der måtte dukke op. Lægger man alle de typer sammen, som findes i metal, pap, papir, ja lad os bare tage de plastickort (bilvask) med, så bliver det samlede antal betydeligt, vel en 5.000-6.000 stykker.
Så her skulle være plads til nye erobringer.
Lad dog ikke antallet være det afgørende. En samling på nogle hundrede stykker kan blive yderst repræsentativ.
Ingen samler af danske mønter drømmer vel om at få alle de mønter med, som Holger Hede, Georg Galster samt P. Hauberg har beskrevet i deres værker. Det samme gælder for privatmønter. Her findes også "dobbelte og tredobbelte specier"; de hedder bare noget andet, og de er mindst lige så sjove.
Har nogen fået lyst til at gøre mere ved emnet privatmønter, så gør det.
Det er nu, stierne bliver banet i denne numismatiske underverden. Lad så de andre køre på den tresporede betonvej. Drej af og oplev, at luften kan være befriende uden dieselstank i næsen.
Velkommen i tokensamlernes rækker!
(Numismatisk Rapport 1985 side 122-125)