Hvad er mere naturligt end at markere 25 årsdagen for Numismatisk Forening for Thy og Mors ved at berette om et andet numismatisk jubilæum, der rækker noget længere tilbage i historien. Det drejer sig om ikke mindre end 1000-års jubilæet for den første danske kongeudmøntning, som netop i år kan fejres. Svend Tveskæg (985-1014) lod o. 995 præge en sølvmønt, en såkaldt penning, der var en efterligning af en mønttype, som den engelske kong Æthelred II fremstillede netop omkring dette årstal. Møntens forside viser et kongeportræt med scepter, der er vendt mod venstre. Rundt om billedet står en indskrift på latin: ZVEN REX AD DENER, dvs. Svend, konge i Danmark (fig.1.). Bagsiden har indskriften CRVX, der på latin betyder kors. Desuden står der rundt om bagsidens midterfelt: GODWINE M-AN DNER, hvilket oversat betyder, at Godwine, som ud fra navnet at dømme kom fra England, var møntmester i Danmark. Navnet Danmark optræder på denne mønt for første gang i i en hjemlig kilde, hvis man ser bort fra inskriptionen på Jellingestenene. Mønten blev næppe fremstillet i et særligt stort antal. I dag kendes til 8 eksemplarer af mønten. De er alle præget med samme forsidestempel, medens der har været brugt to forskellige bagsidestempler. Alt i alt er der ikke præget mere end maximum 20000 stykker, sandsynligvis endda færre. Årsagen til at Svend Tveskæg lod denne mønt fremstille, skal derfor næppe findes i det rent pengemæssige, men snarere ses som et propaganda-fremstød fra kongens side for at vise, at også Danernes konge beherskede den svære kunst at slå mønt.
Efter denne spæde start varede det ikke mange årtier, før den danske kongemagt producerede mønter i langt større mængder. Allerede fra Knud den Stores tid (1018-35) fandtes et veludbygget dansk møntvæsen, der havde taget det angelsaksiske som forbillede. De mange mønttyper prægedes ved en række regionale møntsteder landet over. Lund og Roskilde rummede hovedmøntsmedjerne, men herudover foregik fra tid til anden en møntproduktion i f.eks. Ringsted, Slagelse, Odense, Ribe, Viborg, ja endog i Nordjylland prægedes der mønter hele to steder: i Ålborg og i Ørbæk.
Flere af 1000-tallets danske konger lod fremstille mønter i Ålborg. Byens navn - ALABV eller ALEBV - optræder første gang under Hardeknud (1035-42) på en mønt, Hbg 39, slået af møntprægeren Alfric (fig.2). Mønttypen findes også i en variant, hvor bagsidens møntmester opgives til at være LEFVINE ON LINC, Lefvine i Lincoln. Den angelsaksiske møntmester Lefvine, hvis karriere kan følges fra Lincoln til Lund, har altså også forestået møntprægningen i Ålborg i en kort periode, uden at han har fundet det nødvendigt at skære et bagsidestempel med byens navn. Der findes yderligere en række varianter af mønttypen med forvirrede indskrifter, der antyder, at udmøntningen ikke har været helt ubetydelig.
Fra Magnus den Gode (1042-47), Svend Estridsen (1047-75) og Harald Hen (1075-80) kendes derimod ikke til mønter fra i Ålborg. Under Knud den Hellige (1080-86) er der igen belæg for en møntproduktion i byen. Mindst tre møntprægere: Godvine, Orm (Worm) og Sebjørn deltog aktivt i fremstillingen af den nørrejyske type med den tronende konge, Hbg 13, i "ALEBVR(H)".
Møntsmedjen synes atter at have ligget stille under Oluf Hunger, for så at få en opblomstring under Erik Ejegod. Indtil 1980 var kendskabet til Erik Ejegods Ålborg-mønter begrænset til et enkelt eksemplar fra Store Frigård-skatten af en type lig Knud den Helliges Ålborg-mønt, der bærer Erik Ejegods navn og er slået af Edger i ALEBVR. Fundet af møntskatten i Lundby krat nær Ålborg ændredede dette billede drastisk. Skatten indeholdt 109 mønter af samme hovedtype, Erik Ejegod, Hbg 7, som man indtil da kun troede var fremstillet i Randers. Ikke færre end 61 af disse viste sig imidlertid at være slået i Ålborg af møntprægerne Baldvine, Godvine og Edger, hvoraf kun de to sidstnævnte i forvejen kendtes fra andre Ålborg udmøntninger. Som det ser ud nu på det nuværende kildegrundlag, var Ålborg mønten kun periodevis aktiv i 1000-tallet. Fremtidige "Lundby Krat" skatte kunne imidlertid meget vel tænkes at ændre på denne konklusion.
Det andet nordjyske møntsted, der var aktiv i 1000-tallet, var Ørbæk, som optræder på Knud den Store og Hardeknuds mønter som Orbec. Kun på ganske få af Ørbæks mønter, kan navnet tydelig læses i indskrifterne. Ørbæks mønter kan imidlertid genkendes på den karakteristiske udformning af bagsidemotivet, som næsten altid er den samme: et kors der i de fire korsvinkler har en bue med fortykkelser i begge ender (fig.3). Det har i historieforskningen været diskuteret, hvor møntstedet Ørbæk har ligget. Nyere forskning synes at have godtgjort, at der må have været tale om Ørbæk ved Løgstør. Stedet var velvalgt til møntproduktion. Det lå tæt ved den centrale vandvej Limfjorden, og lige overfor vikingetidsborgen Aggersborg, hvor en vigtig aftager for Ørbæks møntproduktion, nemlig soldaterne, befandt sig.
Om disse nordjyske møntsteder og andre aspekter af 1000-tallets spændende mønthistorie kan man høre meget mere i den udstilling, som den Kongelige Mønt- og Medaljesamling åbner på Nationalmuseet d.14. september 1995 under titlen: "1000-tallets danske mønt - vor første massekommunikation". Udstillingen er åben helt frem til udgangen af 1996, så der er god tid til at planlægge et Københavner-besøg for foreningens medlemmer. I forbindelse med udstillingen udgiver Den Kongelige Mønt- og Medaljesamling i samarbejde med Munksgaard Forlag en meget smuk bog om 1000-tallets møntvæsen: "Tusindtallets danske mønter - fra den Kongelige Mønt- og Medaljesamling". Prisen for bogen bliver 325 kr.