Når historikere og numismatikere skal karakterisere det danske møntvæsen i middelalderen, benytter de sig ofte af betegnelsen "det feudale møntvæsen". Hermed menes et møntsystem, der indeholder følgende elementer: 1) monopolmønt og håndhævelsen af dette monopol ved udelukkelsen af udenlandsk mønt 2) regelmæssig omveksling af mønttyper til tvangskurs og 3) forlening af møntretten. Altsammen foranstaltninger der skulle sikre kongen en god indtægt af møntvæsenet. Problemet er imidlertid, at begrebet egentlig ikke passer særlig godt til middelalderens danske møntforhold i almindelighed og 1000-tallets i særdeleshed.
I de første årtier af den danske mønthistorie frem til de seneste år af Svend Estridsens regering havde kongemagten således ikke monopol på de cirkulerende mønter. Udenlandsk mønt bevægede sig frit rundt i Danmark på lige fod med kongens egen. Samtidig tyder en del på, at kongen heller ikke opnåede fuld kontrol med den danske møntproduktion før i 1060´erne. Det er sandsynligt, at magtfulde stormandslægter tiltog sig ret til at fremstille mønter frem til dette tidspunkt. Herefter lykkedes det kongemagten at gennemføre monopolet, og i de efterfølgende ca. 250 år optrådte udenlandsk mønt kun undtagelsesvis i større omfang i Danmark.
Først efter at møntmonopolet var gennemført, fik kongemagten for alvor mulighed for at tjene på møntfremstillingen. Som den første benyttede Knud den Hellige sig af denne nye mulighed, da han udgav sine forringede jyske mønter til overkurs (se artiklen Knud den Helliges jyske mønter). En anden måde kongemagten kunne tjene på møntvæsenet var ved foretage jævnlige møntfornyelser til tvangskurs, det såkaldte renovatio monetae-system. Ud fra periodens skattefund, der typisk kun indeholder en eller ganske få mønttyper, fremgår, at kongemagten fik gennemført tvangsvekslings-princippet allerede i slutningen af 1000-tallet.
Endelig er der spørgsmålet om forleningen af møntretten.
En bevidst spredning af møntretten, som den f.eks. kendes fra Frankrig har aldrig fundet sted i middelalderens Danmark. Flere af de danske bispesæder havde i perioder af middelalderen andel i udmøntningerne og de dermed forbundne indtægter. Tidligst opnåede ærkebispesædet andel i Lundemønten i 1104, men kirkens folk havde ingen ret til at bestemme over mønternes udseende og værdi. Den ret beholdt kongemagten for sig selv.
Det er derfor i høj grad vildledende at betegne 1000-tallets møntvæsen som feudalt. Derimod er det karakteristisk, at møntvæsenet i løbet af 1000-tallet udviklede sig til kongens personlige ejendom, som han pricipielt uhindret kunne benytte til egen berigelse.
(Tusindtallets danske mønter (Nationalmuseet 1995) side 112-113; let bearbejdet version)
Litteratur:
The Danish kingdom did not succeed in securing a monopoly on the coinage until the last years of the reign of Sven Estridsen (1047-74). Up to that time foreign coins moved freely round in Denmark along with the kings´s own coins. It is also probable that powerful nobel families took the right to strike coins in the first half century of the Danish coin history.
Not until the moment when the coin monopoly was effectively carried through, was it possible for the royal power to gain substantially from the coin production. Cnut the Holy (1080-86) was the first king, who deliberately manipulated the silver contents of one of his coin types, his North Jutlandish type, in order to get a profit.
From the surviving hoard material it can be seen that the Danish kings in the last decades of the 11th century succeeded in enforcing the principle, that only one coin type was legal tender in the different parts of Denmark at a given time, and that the coin types were renewed with intervals.
Finally there is the question of the enfeoffment of the coin right. A deliberate diffusion of the coin right, which e.g. can be noticed in medieval France, never took place in Denmark. Several of the Danish episcopal residences gained share in the income of the regional coin production - the archbishop in Lund was the first to gain this privilege in 1104, but the men of the church were never allowed to decide when and hov to strike coins. This decision was for the king alone.
It is therefore misleading to describe the Danish monetary system in the 11th century as feudal. Instead it is characteristic that the monetary system during this century gradually became the personal property of the king, which he unhindered could and did use for his own enrichment.