af Niels Jørgen Jensen og Mogens Skjoldager, Dansk Mønt
Allerede fra midten af 1900-tallet blev møntfolket stillet et nyt værk om Borgerkrigsmønterne (1241-1377) i udsigt. Sjældent har en ikke-eksisterende bog i den grad været samtaleemne. Kommer den? Kommer den ikke? Hvornår kommer den måske? Afhængig af, hvem man talte med, var optimismen eller pessimismen fremherskende. Ved Kaj G. Kaabers død i 1996 syntes pessimisterne endelig at have fået ret, men heldigvis har Dansk Numismatisk Forening, der undervejs havde støttet bogprojektet økonomisk, formidlet en offentliggørelse af det foreliggende, ufuldstændige materiale. Man skal derfor være opmærksom på, at nærværende anmeldelse er en anmeldelse af et ufærdigt projekt.
I sin indledning opridser Kaaber historien bag udforskningen af borgerkrigstidens udmøntninger. Pioneren Hauberg får her sin velfortjente plads (side 5), om end ikke uden kritik: Hauberg har "måske lidt for ofte (…) suppleret alene med sit eget stilskøn" når emissionsforløbene søgtes fastlagt på trods af svigtende fundoplysninger; et gennemgående problem er jo de enkelte mønttypers totale fravær i de skriftlige kilder. Men hvis man læser Kaabers kritik af Hauberg således, at Kaaber vil holde sig fra løse, udokumenterede henførelser, bliver man hurtigt skuffet: allerede side 6 kritiseres Hauberg for kun at operere med møntstederne Lund, Halland, Roskilde, Saxkøbing, Nørrejylland, Ribe og Slesvig. Som Kaaber frejdigt skriver: "Herved udelukkes de "usynlige" møntsteder, hvis eksistens udelukkende hviler på motivvalg og fundoplysninger (…) underbygget af lødighedsprøver." Herefter indføres en række af møntsteder, så listen kommer til at omfatte *Roskilde, Vordingborg, København, Lolland, *Ribe, *Viborg, *Århus, *Odense, Slesvig, *Lund, *Bornholm og Halland - de med * markerede møntsteder opdeles tilmed i såvel kongelige som kirkelige udmøntninger. Det turde anses for dristigt at operere med ikke mindre end 19 udmøntningssteder, når man samtidig indrømmer, at eksistensen af de "nye" ikke kan dokumenteres. For at nævne et enkelt eksempel: Det middelalderlige Bornholm administreredes politisk og kirkeligt fra Lund/Skåne. Det virker ikke helt indlysende, at man havde behov for anden mønt - iflg. Kaaber sågar både en kongelig som en kirkelig - end den, der udgik fra Lund.
Med hensyn til det foreliggende typemateriale (side 6f) kan Kaaber med god ret hævde, at stort set alle mønttyper fra perioden må forudsættes kendt nu. Ganske vist er der ikke mange nytilkomne mønter fra perioden siden Haubergs dage, men denne lod sig forlede til at forudsætte et større antal nu ukendte typer, idet han gik ud fra, at det i kilderne nævnte årlige møntskifte var gennemført med en langt større konsekvens, end tilfældet synes at have været. Ligeledes ændrer Kaaber tidsintervallet for borgerkrigsmønterne til at omfatte perioden 1234-1377, i stedet for som Hauberg og Mansfeld-Bűllner 1241-1377, idet de seneste udmøntninger under Valdemar 2. synes at høre nøjere sammen med de efterfølgende end med de foregående mønter. Det virker overbevisende.
Med ovennævnte præmisser opstiller Kaaber nu et skema over udmøntningerne og introducerer et nyt nummereringssystem for periodens mønter (side 29ff). Udmøntningerne fra det vestdanske område, dvs. Danmark vest for Øresund, inddeles i 154 grupper eller perioder og fordeles på 14 møntsteder og et møntnummer i det Kaaberske system, fx 12-01 viser så både noget om tidspunktet (udmøntningssperiode 12 af 154, dvs ret tidligt i forløbet, i eksemplet år 1249) og om møntstedet, idet -01 altid refererer til Roskilde. Side 161ff gives en tilsvarende tabel over de østdanske udmøntninger, der fordeler sig på 76 tidsperioder og 5 møntsteder. Men systemet er ikke uden ulemper, især af samlermæssig art: Hvis en samler har MB544 og MB546, er det umiddelbart indlysende, at MB545 mangler i samlingen. Men hvis samme samler har Kaaber 12-01 og 12-03 kan man ikke umiddelbart slutte sig til mangler: således er 12-02 slet ikke udmøntet, idet (det påståede!) møntsted Vordingborg ( -02) endnu ikke har påbegyndt sine emissioner.
Men skemaet har også en indbygget ulempe: Skemaer forudsætter et mønster, der måske ikke altid er til stede. I den foreliggende form forudsættes en synkron udvikling i udmøntningerne, der nærmest udvikler sig til en Kaaber-mani med at ville kæde enhver udmøntning sammen med en politisk begivenhed. Således påstås 7 vestdanske udmøntninger at høre sammen med bestemte politiske tildragelser i efteråret 1324 (udmøntningsrække 110) og der er masser af lignende eksempler, hvis begrundelser i teksten ikke er meget bedre end: "Erik Menved overstod en lettere forkølelse og udsendte typerne xx-xx og yy-yy". Vi påstår ikke, at Kaabers teser nødvendigvis er forkerte, vi ville bare så gerne se mellemregningerne, og de er der kun undtagelsesvis; på baggrund af Kaabers kritik af Hauberg, kunne man måske have ventet bedre.
Side 171-191 gives en oversigt over daterende fund. Her gennemgås de fund, der for Kaaber er afgørende for en datering af de enkelte mønter. For hvert fund anføres et dateringsinterval samt en liste over de mønter, der herigennem tidsfæstes. Imidlertid er der ikke tale om begrundelser for de enkelte dateringer, der derved kommer til at svæve i luften som påstande. Listens foreløbige karakter understreges af, at mønterne angives ved MB-numre, ikke ved Kaabernumre. Bag i bogen findes dog en konkordansliste MB-Kaaber, men ikke omvendt; man kan altså ikke under læsning om "den sjællandske landsmønt fra januar 1254, jf. 20-01" (side 50) hurtigt konferere, hvilken MB-mønt, der her er tale om. Dansk Mønt skal gerne påtage sig at sammenstille en sådan liste.
Som begrundelse for emissionernes indbyrdes forløb citeres undertiden lødighedsprøver fra forskellige udmøntninger. Disse tal kædes så sammen med de politiske forløb, men argumentationen er ikke overalt lige overbevisende. Undertiden hænger argumentationen på forskelle på ganske få promilles lødighed, uden at det er ganske klart, om ikke den påståede afvigelse ligeså godt kunne skyldes tekniske mangler, statistiske eller andre tilfældigheder. Eksempel (gruppe 149, side 99): "I en vis føling med kirken enes grev Johan og Sjællands stift ved Johan Nyborg om at sænke begge lødighedsniveauer fra 155 promille til 135-138 promille."
Et kapitel for sig er tydningen af de på mønterne anbragte symboler, herunder især bogstaverne, der hyppigt forekommer. Her virker tydningen noget tilfældig, og man kan ikke frigøre sig fra en følelse af at fantasien får lovlig frit løb: A betyder så Århus, Arcepiscopus (ærkebiskop) eller Administrator (type 123-01), alt efter hvor mønten søges indplaceret i systemet. Et spejlvendt P (type 123-12 og -13) "skal givetvis læses som q" (side 91) og skal så betyde kvæstor, hvorimod andre spejlvendte bogstaver (N, S, Z) ikke anfægter Kaaber. Spejlvendt Z skal således uden yderligere begrundelser betyde Sjælland, som ved andre mønter symboliseres ved S. Hvorfor skal P stå for Penning, når penningen er den eneste udmøntede type? B skal betyde biskop. Her ville man vente E (for Episcopus), men dette skyldes, at E "efter stiltiende overenskomst er forbeholdt kronen som navneforbogstav for Eric." (gruppe 97). Det virker som et vildt gæt og er ikke i mindste måde dokumenteret eller blot sandsynliggjort. Bogstaverne (?) I I, ofte med en prik imellem hævdes konsekvent at være symbol på "de to Jyllande", men her må man tilstå Kaaber en vis konsekvens: typen 103-07 (MB 373), der hos samtlige andre forfattere henlægges til Roskilde, flyttes - med en vis støtte i de tilføjede fundstatistikker - til Ribe. Alligevel mener den ene af anmelderne (NJJ), at hans forslag, at symbolet skal forestille to stiliserede møntstempler med evt. tilhørende blanket er et lige så godt bud. I det hele taget vil vi gerne understrege, at vi ikke kan afvise Kaabers udlægninger, vi føler os blot noget generet af den skråsikre, skønt udokumenterede måde, de fleste af resultaterne i værket fremlægges på. Hvis dette værk skal danne fundament for den næste generation af borgerkrigssamlere og -forskere, må alle have krav på at vide, hvor vor viden er sikker, og hvor vi er ude i det rene gætteri. Ordet "måske" er et meget sjældent forekommende ord i værket.
Hvad er så facit? Er Kaabers værk det blivende værk om periodens udmøntninger? Efter vor mening kan Kaabers arbejde ikke udfylde det savn, der gennem mange år har eksisteret. Bogen er snarere et personligt bud på en opstilling end en egentlig facitliste. Trods arbejdets kvaliteter er det ufuldendte stadig det mest gennemgående træk.
Skønt vi ovenfor har gjort nogle lejlighedsvis ganske kritiske bemærkninger, vil vi gerne understrege, at tilvejebringelsen af et overblik over borgerkrigstidens udmøntninger er en vanskelig affære, der kræver mange ideer og visioner, artikler og studier, som brikker i puslespillet. Set i den sammenhæng er Kaabers bog en kærkommen brik og under alle omstændigheder et must for alle, der interesserer sig for udmøntningerne fra denne spændende periode.
(2003)