Kirkerne har været og er stadigvæk et rigt fundsted for mønter. Det skyldes, at så mange mennesker gennem tiderne er kommet regelmæssigt i kirke. Der forventedes man at ofre, enten på alteret, til præsten, i offerblokken eller i klingpungen. Der var således en stor omsætning, og uvilkårlig forputtede tabte mønter sig ofte i gulvets sprækker og revner. Når de i vore dage findes ved arkæologiske udgravninger og ved almindelige kirkerestaureringer, udgør de et vigtigt materiale til belysning af, hvilke mønter der i tidens løb har været i omløb i de forskellige egne af landet (1). Disse mønter er løsfund, og de er som numismatisk kilde af en ganske anden art end de sluttede fund, såkaldte skattefund.
Skattefund, kalder man et antal mønter (fra nogle ganske få til mange tusinde), som er gemt af vejen på et givet tidspunkt, ofte på grund af krig eller anden fare, og som siden findes. Det repræsenterer et udsnit af pengeomløbet på nedlægningstidspunktet, og dette kan normalt dateres ret sikkert efter yngste mønt. Undertiden finder man sådanne skattefund i bygningers grundsten. Disse grundstensfund er i virkeligheden en slags bygningsofre. Skikken med at nedlægge mønter på dette sted er kendt fra oldtiden til vore dage. Det berømteste eksempel fra dansk middelalder er vel fra Skt. Jørgensbjerg kirke ved Roskilde, hvor der i fundamentgrøften til en nu forsvunden stenkirke fandtes 108 mønter, som daterer denne bygning til omkr. 1040 (2).
Her vil vi gå over til at skildre fundet fra Rønne kirke, som er et skattefund, men, trods fundstedet, næppe noget grundstensfund.
Den 21. januar 1916 sendte formanden for Bornholms Museum, professor Mathias Bidstrup, en pakke til Nationalmuseet samt et brev af denne ordlyd:
"Medfølgende pakke indeholder:
A: 24 smaa, delvis dekorerede glasstykker, som ere fundne af malermester P. Kofoed og overlærer Tryde i Rønne kirke, i fylden i og ved de gamle gulvlag indenfor den gothiske del af skibets sydmur, som har haft vinduesformer skiftende fra gothiken til senere tider.
B: 60 (med blyant i margin: NB 61) stkr. mønter, hvoraf 8 brakteater, som ere fundne i et poselignende omslag, af arbejdsmand August Pedersen. Findestedet var inde i kirken paa den gothiske nordmurs fundament-overkant vest for den gothiske yderdør ca. 5 alen fra vestgavlen og umiddelbart under de gamle gulvlag.
C: 2 stkr. mønter og 1 møntstykke (med blyant i margin: knap?) fundne af A. P. i gulvfylden i den gml. kirke.
Kirkens murværksperioder skizzeres saaledes fra ældste til yngste med tallene 1 = 13. aarh. og videre med 2, 3, 4 og 5 indtil 1797; meget interessant udvikling; men herom senere.
Bornholms Museums bestyrelse har bedet mig om at forespørge, om der er noget af det fremsendte, som Bornholms Museum maa faa tilbagesendt til opbevaring; i særdeleshed tænkes der paa nogle af de middelalderlige mønter og brakteaterne.
P.B.V.
Ærbødigst
Mathias Bidstrup."
De mønter, som vi her skal beskæftige os med, er de, der nævnes under B. Det er et samlet fund af ikke ringe interesse. Såvidt det kan ses af korrespondancen i Den kgl. Mønt- og Medaillesamlings arkiv (3), havde samlingens daværende leder, P. Hauberg, allerede den 10. februar bestemt fundet. Han gav Bidstrup meddelelse derom samt oversendte en danefægodtgørelse og dusør på i alt 12 kr. til finderen, August Pedersen.
Mønterne indførtes i Møntsamlingens Fundprotokol under nr. 1347, og Hauberg aftegnede, sin sædvane tro, motiverne. Derimod vedføjede han ikke bestemmelser efter sit eget værk, hvad man nu gør, og naturligvis ej heller efter sin konkurrent, H. W. Mansfeld-Būllner (4).
Protokolindførslen afsluttedes med at redegøre for to mønter (C), som fandtes for sig selv i gulvfylden, hvorimod fundomstændighederne for det samlede fund citeres efter Bidstrups brev. Mønternes samlede vægt opgives til 54 gram. Til sidst redegøres der for delingen af fundet. 16 mønter er indlagt i Møntsamlingens Hovedsamling, mens 37 efter Haubergs mening skulle deponeres i Rønne Museum. Denne deponering ordnedes først nogle år senere. I dag findes der 40 mønter deponeret på Bornholms Museum, og fundet fra Rønne kirke er et af de meget få samlede møntfund, som overlevede det triste museumstyveri i Rønne 1966. Disse mønter har været tilgængelige ved arbejdet med denne artikel. Det gælder derimod ikke de sidste fem mønter, som opbevares i Rønne kirke, indmuret bag en tyk glasplade i kirkens nordvestmur (5).
Mønterne er, som det fremgår af listen, blevet vejet. Den store spredning omkring de danske mønters gennemsnit, godt 0,9 gram, tyder på, at man ikke har tillagt den enkelte mønts vægt synderlig betydning. Man har, som det hedder, justeret al marco, d.v.s. ønsket, at en bestemt mængde mønter holdt en given vægt. Derimod er der ikke foretaget lødighedsundersøgelse. I modsætning til tilsvarende mønter fra Vestdanmark, der ofte virker som næsten rene kobbermønter, har mønterne fra Rønne kirke et umiskendeligt sølvskær. Det hænger sammen med den større sølvholdighed i de skånske mønter. Normalt gik der i 1300-tallet 5 mark skånske penninge på een mark sølv, mens forholdet i Vestdanmark var 10 mark penninge til een mark sølv.
Fundets danske mønter hører alle til de såkaldte "borgerkrigsmønter", en almindelig numismatisk betegnelse for mønter, der er udmøntet efter Valdemar Sejrs død 1241 og indtil den danske udmøntnings ophør efter Christopher II.s død 1332 - en pause, der med enkelte afbrydelser varede til ca. 1400. I Lund, hvor ærkebiskoppen havde del i møntretten, fortsatte udmøntningen dog under Magnus Eriksson Smek og Valdemar Atterdag indtil 1377, vistnok med en kortere standsning 1368-76 (6). Der udsendtes hvert år en ny mønttype, men altid af samme enhed, een penning. Penningen var iøvrigt den grundlæggende nedre enhed i det middelalderlige europæiske møntsystem. I Danmark deltes indtil midten af 1300-tallet en mark i 8 ører ą 3 ørtug ą 3 penninge.
Fra denne periode, hvor Skåne repræsenterede kontinuiteten i det danske møntvæsen, har vi ret få skattefund. I det nuværende Danmark er der vistnok kun to, begge fra Bornholm, som hørte under ærkebispen af Lund, og hvor de skånske mønter var gangbare, jfr. brev fra 1362 om "skonske penninge, som gode oc geffue ære upa Bordingholm" (7). Det ene af de bornholmske møntfund er fra Aakirkeby 1776. Fundet bestod af mindst 320 til 340 mønter (8), men det er imidlertid dårligt overleveret. I "Beskrivelsen" fra 1791 nævnes for det meste kun typernes eksistens de fleste afbildes - ikke deres antal. Fundet dateres af Hauberg til omkr. 1350, hvad der synes ganske rimeligt. Det andet fund er fundet fra Rønne kirke, som i sin helhed vist ikke før har været publiceret (9).
Da Hauberg arbejdede med periodens danske mønter i begyndelsen af 1880-erne, kendte han endnu et par møntfund, nemlig Wälluf i Skåne, som han daterede til "formentlig før 1345", og Elmhult i Halland, som han ikke daterede (11). Siden er et gammelt fund fra Landskrona havn blevet nybearbejdet (12), og det store fund fra Eldsberga kirke i Halland er kommet til (13). Af stor vigtighed er fundene på Korsbetingen udenfor Visby, der med vished kan dateres til 1361 (14), hvor Gotland blev erobret af Valdemar Atterdag. Endelig kan det nævnes, at svenske mønter af de typer, der er kendt fra Rønne-fundet, optrådte i det store møntfund fra Kirial på Djursland (15). En samlet, skematisk oversigt bringes herunder:
Af oversigten ses, at det overvældende flertal af danske mønter i Eldsberga kirke var af den type (Hbg. 16, MB 656), som fandtes i Korsbetingsfund I, og som må være fra prægningen 1360/61 (16). Derved dateres Eldsberga formentlig til samme tidspunkt, og man må derfor tro, at skatten er skjult i forbindelse med den danske erobring af Sydhalland, der i så fald må være sket ud på efteråret 1360 (mønten fornyedes til Mikkelsdag, 29. sept.) Thordeman mente, at Landskronafundet, ligesom Eldsbergafundet, skulle stamme fra 1362 (17), men hans argumentation er ikke absolut bindende. Da hovedparten af de danske Landskronamønter, 129 stk., er af typen Hauberg 14, Mansfeld-Būllner 654, af hvilken der kun er een mønt i Rønnefundet, trækkes dette funds datering herved op til efter 1362. Men Thordemans datering til 1362, der især bygger på en hanseatisk flådes operationer i Øresund, må tages med forbehold.
Fundet fra Rønne kirke er af Georg Galster dateret til antagelig fra årene omkr. 1360 (18). Dateringen bygger på de svenske mønter i fundet, og undertegnede er tilbøjelig til at tilslutte sig denne datering. De to typer svenske hulpenninge, som begge iøvrigt kun gjaldt en halv penning, dateres nemlig til henholdsvis efter 1354 og efter 1356.
I fundet er der ikke nogen decideret overvægt af en enkelt type som i Landskrona, Eldsberga og Korsbeting I, men en række udmøntninger er nogenlunde jævnt repræsenterede. Derimod mangler den til 1360/61 sikkert daterede type (Hbg. 16, MB 656), og derfor kunne man måske være fristet til at datere fundet til før Mikkelsdag 1360. Vi skal senere vende tilbage til denne mulighed.
En alt for indgående drøftelse af de lundensiske mønters kronologi skal ikke forsøges her. Der har i en lang årrække været arbejdet med problemet fra privat side (19), og det er et almindeligt ønske blandt danske numismatikere, at disse resultater snart må blive fremlagt.
Diskussionen om dateringen af fundet kan afrundes med den bemærkning, at der i fundet ikke optræder svenske mønter af typer, som henlægges til Albrecht af Mecklenburg (1364-89); ej heller de senere på Bornholm så udbredte pommerske "finkenaugen". Deres eksistens på øen omtales vistnok første gang 1377 (20).
Man kan forestille sig, at møntfundet kunne være et grundstensfund (se indledningen). Det ville i givet fald have stor arkæologisk betydning, idet man så ville få en ret sikker datering af kirkens vestforlængelse. Hauberg har været opmærksom på problemet, idet han i fundprotokollen nøje citerer Bidstrups beskrivelse af fundomstændighederne. Anbringelsen af mønterne i en pose umiddelbart under gulvet på fundamentets overkant tyder dog ikke meget på et sådant bygningsoffer. C. G. Schultz hældede tilsyneladende til den opfattelse, at pengesummen kunne være gemt hen af private grunde, og det er vel nok det sandsynligste (21).
Hvis man skal søge efter en grund til at gemme en sum penge af vejen, så søger man normalt efter krig og ufred, idet mange møntfund - også forholdsvis beskedne, som dette - som sagt ofte stammer fra krigstider.
Det er her naturligt at se på begivenhederne sommeren 1360, hvor Valdemar Atterdag ved hjælp af en stor hærstyrke fik Skåne i sin magt. Bornholms forhold omtales ikke i de berettende kilder (22), men noget tyder på, at de voldsomme begivenheder også har ramt Bornholm. Året efter, 29. september 1361, er der et opgør mellem grev Henrik af Gleichen m.fl. og nogle af kong Valdemars mænd "på grund af grevens og hans svendes fangenskab, hvem han på dette tidspunkt havde med sig på Bornholm" (23). Mere ved vi ikke, og måske presser vi kilderne mere, end de kan holde (24). Formentlig vil en kritisk historiker hævde dette. Hvis man derefter antyder, at grunden til at pengesummen ikke blev afhentet kan være, at ejermanden er død under den store epidemi, som netop hærger landet (25), så nærmer vi os de rene konstruktioner.
Men vender vi tilbage til selve møntfundet og de numismatiske realiteter, ser vi én ting. Både dette og en række andre fund har, som vi så af oversigten, et ret stort indslag af svenske mønter. Det svarer til, hvad vi ser i kirkegulvsfundene - særlig fra Sjælland - hvor svenske hulpenninge med E, udmøntet efter 1354 (Th. XX/L.XXVIII A 1) optræder i ret stort tal. Andetsteds har jeg gjort mere udførligt rede for dette fænomen (26), men her må det understreges, at den kortvarige, men ikke ubetydelige, svenske indflydelse på Danmarks møntvæsen vel blandt andet må skyldes den omstændighed, at Skåne - og Bornholm - i årene 1332 til 1360 hørte under den svenske konge.
(Egevang og Thoms (udg.): Rønne købstad i 650 år. Udgivet af Rønne Byforening 1977 side 39-46)