Møntfund fra kilder og brønde i Danmark - en skitse

af Jørgen Steen Jensen

For nogle år siden gjorde Harald Andersen (1917-2005), den legendariske danske antikvar og grundlægger af tidsskriftet "Skalk", redaktionen opmærksom på, at der i en nyere, populært anlagt fortegnelse over danske helligkilder fandtes en del oplysninger om møntfund (1). Bogen er forsynet med stedregister, men ikke med sagregister, så derfor er Harald Andersens oversigtlige liste nyttig. Det drejer sig om i alt 27 kilder, nemlig:

 

Sjælland

Fyn

Jylland

Langt de fleste oplysninger går på nyere mønter, oftest blot betegnet som 'mønter'. Det oplyser os vel først og fremmest om, at den skik at ofre eller lægge en eller flere mønter i et vandløb eller en kilde har været og stadig er udbredt. Enkelte af mønterne er gamle, ældst således en tysk vikingetidsmønt, Otto-Adelheid, som blev fundet i en sydsjællandsk kilde, nemlig fund nr. 7 (se bladets forside). Også andre middelaldermønter blev noteret af direktør Svane, således også, dog ikke alt for nøjagtigt, de ovennævnte mønter fra Vester Starup (katalog nr. 27). Også en Erik af Pommern sterling fra begyndelsen af 1400-tallet er noteret af Svane (katalog nr. 16). Efter alt at dømme har Siegfred Svane især opbygget materialet til sin bog ved at rejse landet rundt for at samle sine oplysninger, og han var (husker undertegnede) også ivrig for at udnytte dagspressen til at gøre sin sag kendt.

Efter min opfattelse er fænomenet med mønter 'ofret' i vand sandsynligvis endnu mere udbredt end det fremgår hos Svane. I perioder har jeg jævnlig om sommeren været en hurtig tur i Københavns Tivoli, og her har man ofte kunnet se et større antal danske og enkelte udenlandske mønter i et eller flere små springvand ved indgangen. Formentlig er beløbene endt hos 'Børnenes Kontor' eller tilsvarende.

På Nationalmuseet i København var der tidligere nogle små, enkle springvandsanlæg i palægården foran Prinsens Palais. Når der var vand i springvandene blev der ofte lagt mønter i vandet. I 1973 kunne kustode Hans Nielsen præsentere Møntsamlingen (ved museumsinspektør Kirsten Bendixen) for resultatet af en oprensning efter nogle måneder: 3,5 kg diverse småmønter! (6)

Takket være rigsantikvar Olaf Olsen og slotsforvalteren på Kronborg J. E. Zilmer blev vi en snes år senere gjort opmærksom på et endnu mere 'farverigt' eksempel på skikken at ofre mønter i vand. I brønden i slotsgården på Kronborg blev der regelmæssigt optaget ganske store pengesummer i mønt, som derefter gik til en lokal velgørende institution, hvad slottets vagtmandskab tydeligt nok følte stolthed ved. Men ikke nok med de gangbare mønter. Der var også betydelige mængder af udenlandsk mønt, som næppe kunne indveksles med fordel. Det lykkedes, husker jeg, at få en del udenlandske mønter og pengesedler (!), som også var fisket op af vandet, overdraget til Den kgl. Mønt- og Medaillesamling, som nu fik en betydelig bedre repræsentation af moderne betalingsmidler, særlig fra Øst- og Mellemeuropa (6A).

Også i Møntsamlingens gamle fundprotokoller kan man her og der se omtaler af mønter fundet som kildefund. Første gang vistnok i 1849, Rø på Bornholm (7). Indførslen i Fundprotokollen er af en sådan art, at den fortjener at gengives:

'Ved Arkivar Herbst (8) overleveredes forskellige Skillemønter, fundne i Rø Sogn paa Bornholm, tæt ved den saakaldte Røkilde, efter Sigende laa de i en lille firkantet Stenkiste, som var opfyldt med Stene, Grene og Ben. Man antager, at de stamme fra en Fattigblok, som i ældre Tid skal have stået ved denne Kilde og senere blevet fornyet.

De som Prøve paa dette Fund overleverede Stykker udgør kun en lille Del af hvad man fandt, de øvrige blev straks adsplittede:

Siden hen, et halvt århundrede senere, 1901, noteredes igen et kildefund i Fundprotokollen og igen fra Bornholm, men denne gang fra Koldekilden i Almindingen, hvor det drejede sig om 54 mønter, alle fra 1800-tallet, og bortset fra en enkelt svensk skilling banco fra Oscar I, 1845, alle danske. P. Hauberg, der som administrerende inspektør stod for Samlingen og Fundprotokollen i denne periode, havde gode forbindelser på Bornholm; indlevereren, forstassistent G. Hauberg, var utvivlsomt en slægtning (10). Vi skal senere vende tilbage til Koldekilden.

Da Georg Galster tiltrådte som leder af Møntsamlingen 1920 fik han snart at gøre med kancelliråd Agerskov, Roskilde, der havde taget vare på en del fundmønter fra Roskilde, deriblandt 4 sterlinge og 25 1/2 hulpenninge, 'som i løbet af de sidste 17 år en for en ( er) fundne i jorden umiddelbart omkring 'Apotekerkilden' af Havearbejdere ved Sankt Marie Hospital i Roskilde og samlede af hospitalets Portner Bech, som overlod mønterne til (Agerskov)'. Siden er der fundet adskillige andre mønter omkring Apotekerkilden, ifølge en optælling for ca. 25 år siden i alt 71, hvoraf den ældste stammer fra Harald Hen, altså fra sidst i 1000-tallet. De to forskere, der dengang skrev om sagen, fandt det naturligt at forklare fundtætheden 'i en form for kildekult', og indtil andet foreligger, må det nok opfattes som den mest rimelige forklaring (11).

Det anførte, som hovedsageligt bygger på mine mere eller mindre tilfældige notater, kan passende sluttes med endnu et bornholmsk kildefund, nemlig endnu en gang fra Koldekilden, hvor hovedparten af mønterne dårligt kunne komme ind under danefæreglerne, da de (ved sagsbehandlingen 1981) endnu ikke var hundrede år gamle. Men ligesom forgængerne Herbst og Hauberg blev undertegnede grebet af det etnologiske aspekt i fundet og foretog en minutiøs inventarisering af mønterne, som efterfølgende deponeredes på Bornholms Museum. Fundene, der blev indført i to omgange i Fundprotokollen (12), hører til blandt de tidlige møntfund, der er gjort ved brug af metaldetektorer. I første omgang registreredes 272 mønter, heraf 87 danske småmønter fra 1800-tallet og 160 danske fra 1900-tallet (slutår 1968), de fleste småmønter, om end der var flere 'gule' kronestykker og en enkelt to-krone fra 1920'erne. Bemærkelsesværdigt var det, at der var 18 svenske skillemønter, næsten alle fra slutningen af 1800-tallet, altså et vidnesbyrd om den skandinaviske møntunions betydning i dagliglivet. I anden omgang kom der 141 mønter, som var fundet ved Koldekilden, henholdsvis i området omkring Koldekilden. Fundet har en ældre karakter, seks dansk-norske småmønter fra 1600-tallet, ni fra 1700-tallet og 26 fra tiåret omkring Statsbankerotten 1813.

Mens det ovenstående ofte har en vis kuriøs karakter, kan det være passende at afslutte denne lille oversigt med at minde om en kilde, hvor ofrene ved valfarter virkelig bragte synlig velstand til egnen. Det drejer sig om Kippinge på Nordfalster, hvis kirkes inventar må siges at være påfaldende rigt. Oprindeligt, det vil sige i katolsk tid i senmiddelalderen, var det nogle flydende dråber af Kristi blot, der tiltrak valfarteme i så stort tal, at der blev bygget et specielt vestkapel bag kirketårnet. Men efter reformationen koncentrerede de valfartendes opmærksomhed sig om den vest for kirken beliggende Skt. Sørens kilde, der blev en af de mest besøgte hellige kilder i Danmark (13). I 1518 modtog Christiern II eksempelvis til sit eget og rigets behov omkring 1500 mark 'som det hellige sakrament i Kippinge tilhørende er'. Godt hundrede år efter, i 1630, bebrejder Christian IV sin tidligere hustru, Kirstine Munk, at hun havde lagt nogle guldstykker både i alterbogen og i kirkeblokken i Kippinge kirke samt havde foræret et guldstykke til klokkeren, alt for at Gud i himlen ville unde hende hendes hjertes begæring [nemlig at Christian IV skulle dø] (14).

Ofrene til kirken var undertiden ganske iøjnefaldende, ja, vel næsten enestående i deres rundhåndethed. I 1695 forærede Niels Knudsen af Nakskov en guldmønt, en halv portugaløser (eller fem dukater), som i en guldkæde ophængtes på alteret, men den blev desværre stjålet en menneskealder senere, i 1723 (15).

Måske skulle vi lade en af de senere danske konger, Christian VIII 's bemærkninger om kirken og kilden i Kippinge afslutte denne korte præsentation? På en af sine rundrejser i landet, kom han til 22. juli 1843 til Kippinge. 'En kilde tæt ved kirken, som før har været besøgt som helbredende, vistes på en toft uden for kirken, hvor der er et kær; men der er proces om denne toft, hvilket har forhindret kildens istandsættelse. Kirken er vel vedligeholdt med et højt spir (16). Faktisk gik der langt over hundrede år før forholdene omkring Kippinge kilde blev ordnet, og der igen byggedes et kildehus omkring den. Det blev indviet i 1965 (17).

(NNUM 2007 side 3-7)

 

Noter:

Tilbage til Dansk Mønt