For nylig fremdrog Ian Wiséhn en mere end 200 år gammel avisnotits, hvorefter der i 1769 i ugen før påske »funnos uti Hr. Hof-Jägarmästaren Grönings Gård i Malmö, uti en gammal Skorsten, 2000 Lod 15 lödigt Silfver i tackor; hvilka torde vare öfverlefvor af gamla Myntverket, som varit i Malmö" (1)
De 2000 lod i sølvbarrer (det danske ord »sølvbarrer« svarer til det svenske ord »tackor«) kan omregnes til over 30 kg., og vi har dermed at gøre med et af de største nordiske sølvfund, sammenligneligt f.eks. med Kirialfundet fra 1300-tallets Jylland. Ganske vist er der ingen antydning af datering, det kan også være svært at datere sølvbarrer - og var det givet på fundtidspunktet i 1700-tallet, hvor man helt manglede sammenligningsmateriale fra ældre tid - men der skulle ikke være noget i vejen for at skatten var senmiddelalderlig.
Man kan argumentere med, at netop senmiddelalderen, specielt 1400-tallet, er det eneste tidspunkt, hvor der både eksisterer en muret bebyggelse i Malmø (jfr. fundstedet, en skorsten) og bruges sølvbarrer (2).
Det fandtes umagen værd at forespørge i Malmö stadsarkiv om man kunne identificere stedet for skattefundet 1769. Og det kan man!
Med stor venlighed har Malmö stadsarkiv nu gjort opmærksom på (3), at hofjægermester Johan Leonhard von Gröninger 1762-1779 var ejer af det hus, som ligger ved Västergaten i Malmö lige over for Jörgen Kocks gård. Ejendommen er nu kendt under navnet »Dringenbergs gård«, opkaldt efter sin først kendte ejer og formentlige bygmester, byfoged Henrik Dringenberg, som i perioden 1455 til ca. 1491 var møntmester i Malmö (4).
I denne periode var Malmø Danmarks hovedmøntsted, ja, i lange perioder også eneste møntsted. Efter alt at dømme var møntstedets produktion af et sådant omfang, at det ikke er overdrevent at betegne det som et af Nordeuropas betydeligste møntsteder. Det var her fortjenesten på Skånemarkedet blev ommøntet til danske hvide, som i flere menneskealdre derefter blev brugt som betalingsmiddel vidt omkring.
Skulle de 2000 lod sølvbarrer være råstof til mønter, der af den ene eller anden grund var gemt af vejen af møntmester Henrik Dringenberg eller hans folk? Lødigheden er for høj, 15 lødigt sølv svarer til over 930 o/oo, og det benyttes ikke ved møntning i Malmø i anden halvdel af 1400-tallet. Men på den anden side var det vel hensigtsmæssigt at have sølvet raffineret bedst muligt, hvis det skulle gemmes af vejen - så fyldte det nemlig mindst!
Den endelige forklaring får vi næppe nogen sinde at vide, men den gamle avisnotits har pludselig føjer en mulig ny dimension til vor viden om en af senmiddelalderens store møntmestre (5).
(NNUM 1991 side 104-105)
Noter: