En af de meget smukke medailler i min samling, er Jens Munk medaillen. Medaillen er en af dem man med fordel kan se "med fingrene", altså ikke noget sart sølvtøj der dårligt nok kan tåle at man ser på det.
Den berømte opdagelsesrejsende Jens Munk (1579-1628) blev i 1978, 350-året for sin død mindet med en medaille udført af den canadisk fødte billedhugger Barry Lereng Wilmont, der er bosiddende i København.
Medaillen er støbt i bronze hos bronzestøber Leif Jensen, i en teknik der hedder cire perdue. Ciselering og patinering har Barry Wilmont foretaget i sit atelier. Mit eksemplar har nr. 21 af 300, kunstneren har senere konstateret at der højst er fremstillet 27 eksemplarer.
Størrelsen er 90 millimeter, vægten ca. 400 gram og prisen var 360,00 kroner. Hver medaille har indslået et nummer i randen, og der skulle medfølge et garantibevis, sådan et har jeg aldrig set, men det har nu også mindre betydning.
I et avisudklip jeg har fra Jyllands Posten 21. januar 1978, står at "Medaillen kan købes om et par måneder på kunstnerens adresse: Borgergade 134, 1300 København K., men der må påregnes en leveringstid fra fire til seks uger, idet kunstneren personlig behandler hver enkelt medaille fra først til sidst". Til det sidste vil jeg bemærke at mit eksemplar, ikke alene er en meget smuk, rustik, medaille, men også vidner om godt håndværk.
Til Morgenavisen Jyllands-Posten, har kunstneren udtalt, at han har valgt medaillens motiver ud fra beretningen om Jens Munks berømte togt i 1619 for at finde Nordvestpassagen - søvejen til Indien og Kina nord om Canada.
Men da der ikke findes noget portræt af Jens Munk, har han som forsidemotiv valgt i stedet at vise Hudson Bay fra et landkort fra 1600-tallet. Om bagsidemotivet fortæller han, at gengivelsen af skibet "Lamprenen" er næsten korrekt, idet han har arbejdet efter rigtige tegninger fra samme værft, som byggede skibet. (Orlogsværftet???).
Jens Munk kom allerede som dreng til søs, og senere opholdt han sig nogle år i Brasilien, hvorfra han kom hjem 1598. Men hans eventyrlige liv begynder dog først rigtig for alvor den 1. marts 1611. Da passerer han vindebroen over Stadsgraven, går forbi vagten og ind gennem Bremerholms port for som nyudnævnt søkaptajn i den danske flåde at aflægge skibseden oplæst af rigsadmiral Mogens Ulfeldt.
Kort tid efter udbrød Kalmarkrigen, hvori han deltog først som næstkommanderende på fregatten "Heringnæs" under eskadreadmiral Jørgen Daa, senere som chef på krigsskibet "Den sorte Hund", der var med ved fæstningen Elfsborgs fald den 24. maj 1612. Krigen sluttede med freden i Knærød den 20. januar 1613, hvor fæstningen blev sat i pant for den million rigsdaler, som svenskerne måtte betale i krigsomkostninger til Danmark. (Elsborgs løsen).
Under mange og lange besværligheder fik Jens Munk endelig bemandet og udrustet de to skibe, fregatten "Enhjørningen" og jagten "Lamprenen" som Christian IV havde stillet til rådighed, da han pålagde Jens Munk at finde søvejen til Indien og Kina nord om Canada, og umiddelbart efter en gudstjeneste i Holmens kirke, hvor kongen selv talte til besætningen, i alt 64 mand, stod de to skibe havnen ud søndag den 9. maj 1619 med kon- gens orlogsflag vajende fra Enhjørningens stormast.
Den 9. september nøjagtig tre måneder efter afrejsen fra København, var skibene nået til Hudson Bay, efter mange uheld og forsinkelser. Men nu kom vinteren langt tidligere og meget hårdere end sædvanlig. Det satte i med storm, snefog og hård frost, så alle var enige om, at det var håbløst at fortsætte. Den 18. september gav Jens Munk da ordre til at forsøge en overvintring ved Churchillflodens udmunding i bunden af Hudson Bay.
Her skal ikke berettes om den tragedie, der udspilledes i de følgende måneder, hvor næsten hele mandskabet dør af skørbug.
Det kan man læse om i Jens Munks dagbog, hvori han fra nytårsdag 1620 beretter om den tiltagende sygdom blandt besætningen og for hver dag nævner, hvem der nu er bukket under. Pinsedag den 4. juni var der kun tre mand i live foruden ham selv, og nu har han opgivet håbet. Han skriver sit testamente, siger alverden godnat og befaler sin sjæl i Guds hånd.
Men skæbnen ville det anderledes. Foråret var kommet, og med det kom grønne planter, som indeholdt de vitaminer, der kunne redde hans og de to andre overlevendes liv. De kravlede rundt på alle fire og gravede med negleløse fingre for at finde de livgivende planter og rødder.
Efter ufattelige lidelser og strabadser og ved ukuelig energi lykkedes det de tre mænd at få "Lamprenen" fri og søndag den 16. juni stod skibet ud af Hudson Bay med skibsjollen fra "Enhjørningen" på slæb og kaptajnen selv ved rorpinden. Efter 67 døgn på havet lander skibet i Norge, og Jens Munk skriver: "Der jeg nu havde skibet udi god Behold og var udi kristent Land igen kommen, da græder vi arme Mennesker af stor Glæde og takkede Gud, fordi han os naadeligen den Lykke havde beskæret".
Det lykkedes således Jens Munk ved hjælp af kun to mand at føre det mindste skib "Lamprenen" tilbage over Atlanten - en sømandsbedrift, der savner sin lige i dansk skibshistorie.
Jens Munk har selv skildret rejsen i Navigatio Septentrionalis 1624, men De kan også læse om den spændende tur i Thorkild Hansens bog: "Jens Munk", udsendt 1965.
I næste nummer af bladet følger en artikel af Else Rasmussen fra Den kgl. Mønt, om billedhuggeren Barry Lereng Wilmont.
(fra medlemsbladet for Numismatisk Forening for Nord- og Sydslesvig, 2000)