Skovmands værk om de danske skattefund (1) er et nyttigt arbejdsredskab for historikere og numismatikere. Navnlig Skovmands oversigt over fundenes indhold af mønt i tabel 16 er blevet brugt ofte, men den har desværre flere fejl (2). De ubestemte mønter er ikke talt med, og for perioden 1050-70 mangler således 1862 stk. For perioden 1080-90 er Selsøfundet (Sk III A 20) medregnet i stedet for Holsteinborgfundet (Sk III A 19). Det ville derfor have været naturligt at revidere og ajourføre Skovmands tabel, men de absolutte tal, som Skovmand giver, har næppe stor interesse, for ifølge Sture Bolins skattefundteori (3) skyldes fundkoncentrationer krig og ulykke, og man kan derfor ikke hævde nogen overensstemmelse mellem mængden af skattefund og møntcirkulationens volumen. Derimod kan man ud fra skattefundenes sammensætning beskrive møntcirkulationens komposition.
Til en sådan beskrivelse kan kun bruges skattefund (4), der er bestemt helt. Det vil sige, at fund, hvor procenten af ubestemte er over 10, og fund, om hvilke det ikke med rimelighed kan antages, at de er registreret i deres helhed, ikke kan tages med. Skattefund, gjort siden Skovmand skrev, er så vidt muligt medregnet og i modsætning til Skovmand også fund fra Skåneland og Slesvig (5). Fundene før 1075 er fordelt på 7 perioder nøjagtigt efter deres slutmønt. Det er en diskutabel fremgangsmåde, men slutmønt er det sikreste kriterium for datering af et skattefund. Fund med Hedeby-korstyper som slutmønt er dateret til 975 (6), og de angelsaxiske mønter er dateret efter den nye engelske skoles resultater (7). For hver periode er danske, angelsaxiske, tyske og kufiske mønter talt sammen og procenterne udregnet. En femte gruppe rummer andre (böhmiske, karolingiske, irske, svenske etc.) og ubestemte. Fordelingen på nationale grupper kan diskuteres; en findeling af den tyske gruppe var ønskelig, og det er et spørgsmål, om alle efterligninger af angelsaxisk mønt skal henregnes til den angelsaxiske gruppe, som det er sket her (8).
De syv fund fra perioden 800-924 er af så forskellig komposition og størrelse, at en sammenregning næppe ville give et rigtigt billede af cirkulationen. Heljarpfundet (Sk I C 2) består helt af Christiana-religio-mønter, der kun med forbehold kan dateres til denne periode, og Gremmerupfundet (Sk II B a) er 100 % dansk. De fem øvrige fund rummer sammenlagt 98 % kufisk mønt (9). Det er derfor rimeligt at antage, at arabiske mønter har været de vigtigste i cirkulationen, men det er umuligt at udtale sig om betydningen af vesteuropæisk og dansk mønt.
| 925-974 | 975-999 | 1000-1024 | 1025-1046 | 1047-1050 | 1059 | |
| Dansk | 2 % | 16 % | 2 % | 9 % | 7 % | 58 % |
| Angelsaxisk | 1 % | 17 % | 41 % | 26 % | 40 % | 9 % |
| Tysk | 1 % | 51 % | 53 % | 63 % | 52 % | 33 % |
| Kufisk | 95 % | 15 % | 2 % | 0 % | 1 % | 0 % |
| Andre & ubestemte | 1 % | 1 % | 2 % | 2 % | 0 % | 0 % |
Perioden 925-74 domineres af det store Terslevfund (Sk II A 45), men det ville ikke have ændret væsentligt at udelade det. Derimod er Igelösafundet (Sk II C 9) ikke medregnet i den følgende periode. Det er over dobbelt så stort som det største af de andre, og mens fundene normalt rummer flere tyske end angelsaxiske mønter, har Igelösafundet over 10 gange flere angelsaxiske. For tiden 1000-1075 er der ikke grund til at udelukke nogen fund på grund af ekstraordinær komposition. Fundene fra Svend Estridsens tid falder i to grupper med slutmønt 1047-50 og 1059. Den danske procent i den sidste gruppe er meget høj, hvad der bekræfter Rasmussons teori (10), om, at møntcirkulationen i Danmark i Svend Estridsens sidste år blev dansk domineret. Når den danske procent er så høj, er fremmed slutmønt et mindre sikkert dateringskriterium, men det er muligt at tænke sig et hul i fundrækken ca. 1065-75, og i den tid skulle den nationale procent i cirkulationen så være nået op mod de 100.
I perioden 1075-1150 er cirkulationen tilsyneladende 100% dansk (11), når man ser bort fra fire fund: Löddeköping med 1 % fremmed mønt (Sk III C 2), Johannishus 97 % (Sk III C 19), Store Frigård 95 % (Sk III A 37) Og Græse 4%, der dog måske alligevel er danske (12) (Sk III A 22). Dertil kommer måske også Holsteinborgfundet (13). Hvis fundene regnes sammen, skjules den høje danske procent af Johannishus- og Store Frigårdfundet, der er meget store, men at udelukke disse to fund er næppe heller forsvarligt. Det er ikke rimeligt som Bolin (14) at hævde, at fremmed mønt forsvandt ved et "trollslag", fordi de blev totalt forbudt i Danmark efter 1075, og hvis Holsteinborgfundet har rummet fremmed mønt, så kan dette sjællandske fund ikke bortforklares ved, at skatten er nedlagt i rigets yderkanter. Man må snarere følge Griersons opfattelse (15), at fremmed mønt i et monopolmøntsystem ikke har været lovligt betalingsmiddel til visse betalinger, og i forbindelse med den iagttagelse at fremmed mønt eller barresølv altid har måttet importeres til Danmark, for at en udmøntning skulle kunne holdes i gang (17), er det ikke mærkeligt, at der af og til findes fremmede mønter i danske skattefund. Når procenten af udenlandsk mønt bliver så lille, er det udtryk for et fiscalt begrundet kongeligt ønske om, at møntcirkulationen skulle være rent dansk, men intet taler for, at dette ønske skulle være opstået i 1075 og straks konsekvent blevet gennemtvunget.
Hidtil er skattefundenes komposition blevet brugt som udtryk for møntcirkulationens komposition, og det kan derfor ikke nu hævdes, at Johannishus- og Store Frigårdfundet skal betragtes som udtryk for importens komposition. De kan kun betragtes som eksempler på import:
| dansk | angelsax. | tysk | kufisk | andre & ubestemte | |
| Dansk | 2 % | 16 % | 83 % | 1 % | 1 % |
| angelsaxisk | 5 % | 10 % | 81 % | 2 % | 2 % |
Det kan ikke overraske, at tyske mønter dominerer, da de har været den største gruppe i fundene siden 975, og de må derfor hele tiden være blevet importeret i stort tal, men hvis en større import af angelsaxisk mønt har fundet sted, kan man ikke vente, at den skulle sætte sig spor i disse to fund fra det østligste Danmark: Blekinge og Bornholm.
Vil man absolut se et trylleslag i den danske mønthistorie omkring 1075, må man snarere med Erslev (17) tænke på antallet af typer og deres udseende. Men løsfund fra de senere år har bragt ny typer frem, der måske kan henføres til Harald Hen, og en indskrænkning af antallet af møntsteder kan man næppe hævde. Fra Harald Hen og Knud den Hellige kendes nu flere møntsteder end fra Svend Estridsen, og i modsætning til Svend Estridsens er de belagt med sikre indskrifter. Mangelen på skattefund fra det centrale Danmark er måske årsagen til, at vi i dag kan antage en centralisering og organisering af det danske møntvæsen under Harald Hen.
(NNUM 1969 side 129-132)