af Sven Aagaard
Indledning
Sølvholdigt kobber - kaldet grenaille (1) kobber – fremkom ved proberingen af sølv, og var et restprodukt ved sølvværket i Kongsberg.
Fra 1677 foreligger der - som det eneste eksempel i dansk-norsk mønthistorie - groft prægede 4 og 2 skillinger slået heraf.
Produktionsstedet har været omstridt, idet udmøntningen i ”Beskrivelsen af 1791” er tilskrevet Kongsberg (2), hvor udmøntning som bekendt først startede i 1686. Alene ud fra møntmærket og de stilmæssige træk at dømme kan der dog ikke herske tvivl om, at mønterne er fremstillet i Christiania.
Spørgsmålet er imidlertid til hvilket formål?
Fig. 1: 4 og 2 skilling 1677 grenaille (3)
Hvorfor disse mønter?
Georg Galster foreslog, at udmøntningen var knyttet til den Skånske krig (1675-1679) (4), hvorimod Axel Nielsen hævdede, at mønterne nærmest må betragtes som nødmønter (5). Hverken Galster eller Nielsen gav dog nogen nøjere begrundelse for deres forslag.
Ingen af forslagene forekommer dog realistiske, da krigshandlingerne ikke bredte sig til Norge, hvor man igennem hele krigen - ligesom tilfældet var i Danmark - var fuldt i stand til at udmønte normale skillemønter til den daglige handel. Havde man haft brug for nødmønter til (midlertidig) aflønning af eksempelvis soldater, ville det også have været mere naturligt at slå dem i det nærliggende København end i Christiania.
Ud fra et norsk perspektiv virker det også besynderligt i 1677 at slå en nødmønt (6) som 4 skilling, der var en nominal, som i Norge indtil da kun var slået i begrænset omfang under Christian IV i årene 1641-1643 (NMD 125-127), og i øvrigt først igen blev slået i 1778 (NMD 74A-74B).
En alternativ og nok mere nærliggende forklaring på mønternes fremkomst kunne være den, at de blev fremstillet efter bestilling fra Sølvværket i Kongsberg som en særudmøntning til brug i den lukkede økonomi i Kongsberg (7) som en slags poletter, der på grund af deres størrelse var mere praktiske for arbejderne at bruge end de normale småskillinger. Dermed kommer Kongsberg så at sige ad bagvejen ind som aktør i udmøntningen. Sølvværket blev i 1673 bortforpagtet til en af de mægtigste mænd i riget, købmand og rentemester Henrik Müller (8), der hårdhændet drev værket i 12 år med henblik på maksimalt udbytte (9). Han var en yderst driftig mand, der så stort på formalia, og sagtens kan tænkes at have bestilt mønterne for egen regning uden at indhente tilladelse hertil (10). I 1685 blev Henrik Müller anklaget for at have besveget staten for 130.000 rigsdaler inklusive renter og måtte bl.a. afstå sølvværket (11).
Til gunst for idéen om, at mønterne blev brugt som poletter i Kongsberg, taler, at arbejderne her - direkte eller indirekte - var fortrolige med grenaille-kobber, hvorimod mønterne med deres uvante udseende utvivlsomt må have vakt usikkerhed og manglende accept i den ordinære møntomsætning i Norge.
Udmøntningstal
4 skillingerne og 2 skillingerne angives af Galster begge at være slået 2 lødige (= 0,125 %) henholdsvis 40 styk og 84 styk på en bruttomark (233,855 g) (12), hvilket giver udmøntningsformlerne:
4 skilling: 5,846 (gram) - 0,125 (% sølvlødighed) - 0,731 (sølvindhold i gram).
2 skilling: 2,784 (gram) - 0,125 (% sølvlødighed) - 0,348 (sølvindhold i gram).
Galster oplyser for to eksemplarer af 4 skillingen i Den kgl. Mønt- og Medaljesamling, Nationalmuseet, København (KMMS) vægte på henholdsvis 7,12 gram og 5,70 gram (13). Desværre er mønternes vægt ikke anført i de benyttede auktionskataloger (se nedenfor), så det er uvist, om vægtene er generelt svingende, eller om det kraftigt overvægtige eksemplar i KMMS repræsenterer en undtagelse.
Af 4 skillinge blev der slået mønter til en samlet værdi på 5326 rigsdaler og 24 skilling (= 127.830 styk), mens værdien af 2 skillinge udgjorde 1864 rigsdaler og 18 skilling (= 89.481 styk) (14). Af disse tal kan udledes, at 2 skillinger antalsmæssigt kun udgjorde 70 % af antallet af 4 skillinger, hvilket er det omvendte af normal udmøntning af småmønt i samme periode, hvor 2 skillinger var antalsmæssigt dominerende i omsætningen. Forskellen i udmøntningernes størrelse harmonerer i øvrigt heller ikke med de fundne stempelantal (se nedenfor).
Mønterne blev inddraget 1. januar 1683 ved forordning af 28. oktober 1682 og delvis ommøntet til 2 skillinge (15).
Stempelantal
Der er gennemført en stempelundersøgelse ved hjælp af mikroskoptegnemetoden (16), senere omdøbt til MDTM (17) på baggrund af foreliggende afbildninger i auktionskataloger suppleret med fotos og fotokopier af mønter beliggende i hovedsamlingen i Den kgl. Mønt- og Medaillesamling (KMMS), Nationalmuseet, København (18), stanniolaftryk monteret i Schous kartotek inklusive løse stanniolaftryk, samt fotokopier af mønter i Kulturhistorisk Museum Randers og i Odense Bys museer. I alt er stempelbestemt omkring 78 eksemplarer af 4 skillinger og 26 eksemplarer af 2 skillinger (19). Det markant større antal 4 skillinger skyldes ikke nødvendigvis, at der er bevaret flere heraf, men kan have sin årsag i, at de ofte mere slidte 2 skillinger afbildes sjældnere i auktionskataloger end 4 skillingerne.
Stempelantallet synes at være nogenlunde ens og omfatter for begge mønttyper 3 forsidestempler, mens der for 4 skillinger er registreret 9 og for 2 skillinger 8 bagsidestempler. Disse tal er overraskende, idet stempelforbruget til 2 skillinger umiddelbart måtte forventes at være mindre end for 4 skillinger på grund af både den angiveligt mindre udmøntning og blanketternes mindre diameter, der medførte mindre slitage på prægestemplerne.
På mønter, der ikke er slået med nedslidte stempler, kan forsidestemplerne (20) adskilles ud fra kroneringens juvelbesætning (fig. 2).
Flere af bagsidestemplerne er kun registreret i 1-få eksemplarer, hvorimod ingen forsidestempler er fundet i under 8 eksemplarer. Det faktiske forbrug af bagsidestempler har derfor formentlig været noget større for begge nominaler, hvorimod det næppe gælder for forsidestemplerne.
Stemplerne, der er vist bilag 1, er sammenkoblede som illustreret fig. 3 (21).
4 skilling 1677 grenaille (S. 28)
2 skilling 1677 grenaille (S. 30)
2 skilling 1677 grenaille (S. 29)
(NNF Nytt nr. 3 (2017) side 9-16)
Noter:
Litteratur: