Erkendelsen af hidtil ukendte mønttyper vil ofte i det mindste kunne bidrage til at komplettere helhedsforståelsen af særlige udmøntninger. Da ingen historisk kilde principielt kan betragtes som undværlig, vil således selv den mindste variation have betydning og i kraft af sin blotte eksistens formulere spørgsmålet, om det pågældende eksemplar bekræfter, korrigerer eller supplerer den hidtidige opfattelse? Kun yderst sjældent vil idag imidlertid fremkomme typer af en så afgørende betydning som det stykke fra den sene vikingetid, der skal beskrives i det følgende.
I nærværende blad har Jørgen Steen Jensen for nylig (1) kunnet berette om et par spændende smykkebrakteater, der kan henføres til Svend Estridsen og Lund. To af brakteaterne er velkendte fund fra selve Lund (2), mens det sidste, der hidrører fra Liège (3), kun har en noget tvivlsom tilknytning hertil. Skønt disse eksemplarer motivmæssigt har klare sammenfald med f.eks. Haubergs typer 6, 7 og 8, har de dog alle eentydig smykkekarakter og mangler som andre af tidens forskellige klerikale hængesmykker ganske møntdefinerende karakteristika. Derved står de ganske i modsætning til et stykke, som jeg under et ophold i Los Angeles af en derboende engelsk numismatiker med speciale i byzantinske mønter blev præsenteret for - et stykke der, skønt tesen om at den enerådende møntværdi er en af de få virkelige konstanter i dansk middelaldernumismatik, i mine øjne kun kan beskrives som en dobbeltpenning fra Svend Estridsen!
I tiden frem til slutningen af 14. årh. udmøntedes, som det vil være bekendt, kun én møntværdi i Danmark: penningen. Bruttovægten af denne var omkring 1 gram, og i midten af 11. årh. var møntsølvet endnu særdeles lødigt. I østdanmark udmøntedes 240 penninge på en mark sølv, mens man i Jylland lod mønte 288. Da man i datiden ikke kontrolvejede hver enkelt mønt ved udmøntningen, men var tilfreds såfremt det forordnede antal stemte med markvægten, var den vægtmæssige tolerance ikke helt ubetydelig, og fra tid til anden træffer man på stykker, der afviger betragteligt fra idealvægten. Det foreliggende stykke vejer imidlertid hele 1,92 gram, hvilket er ganske uhørt for denne periode. Det er dog ikke vægten, men diameteren der eentydigt synes at vise, at der virkelig her er tale om en ægte dobbeltpenning og ikke blot et ekstremt tungt eksemplar fra den almindelige produktion. Hvor den almindelige diameter for periodens mønter fra Lund ligger omkring 17,5 mm, måler dette stykke ikke mindre end 22 mm. (Afbildet på bladets forside).
Et relevant spørgsmål fra skeptikere ville være, hvorvidt der i det hele taget er tale om en mønt og ikke et smykke, en amulet, eller lignende? Rent fremstillingsteknisk afviger stykket ikke fra de normale mønter, idet det er fremstillet ved prægning mellem to stempler, hvorimod de forskellige amuletter ofte er støbt eller hamret evt. med eftergravering. Blankettens tykkelse og den cirkulære form peger på en mønt, og der ses intet spor efter øsken eller anden monteringsform. Lødigheden synes ligeledes at harmonere fint med datidens øvrige møntsølv. Orienteringen mellem over- og understempel har været 0 grader.
Møntens generelle bevaringstilstand er glimrende, omend visse partier er noget dårligt udpræget med enkelte bogstavtab til følge. Stykket bærer generelt ikke præg af cirkulation, og er f.eks. ikke forsynet med de for tiden så karakteristiske små knivspidsmærker (de såkaldte "peckmarks"), der kunne afsløre om en mønt ikke holdt den forventede finhed. Eksemplaret er dog langtfra "stempelfriskt" og må have været benyttet i en vis udstrækning inden, det er havnet i jorden.
Så vidt det rent tekniske, nok så interessant er imidlertid stykkets proveniens. Hvordan kom det sig, at en unik dansk vikingetidsmønt befandt sig i en stor engelsk samling af byzantinske mønter? Forespurgt kunne den lykkelige ejer fortælle, at han havde erhvervet mønten i London, at den skulle være fundet i England, og at han selvfølgelig havde inkluderet den i sin samling p.g.a. dens byzantinske præg.
Den byzantinske indflydelse på den danske mønttypologi i 1000-tallet er beskrevet i mange andre sammenhænge (4), og her skal blot nævnes, at den første gang gør sig gældende under Hardeknud (1035-42) med reverserne til Haubergs typer 3 (5) og 6, for under Svend Estridsen at blive altdominerende.
Desværre har det ikke været muligt at få oplyst en konkret fundproveniens, men jeg føler mig overbevist om, at det er korrekt, at stykket er fundet i England. Dette baserer jeg på flere forskellige forhold: var der tale om understukket danefæ f.eks. i forbindelse med et moderne detektorfund, ville man næppe have gjort sig den ulejlighed at tage helt til London for at sælge en enkelt mønt for nogle få pund til en engelsk handler, som ikke har haft nogen mulighed for at vide, hvad han havde med at gøre. Skønt danefælovgivningen har aner tilbage til Jyske Lov, og bestemmelsen om afleveringspligt af mønter skærpedes i de kongelige "Placater" af 1737 og 1757, var det særlig i forrige århundrede i de store danske privatsamlinger ikke ualmindeligt at påtræffe unikke middelaldermønter. Da den byzantinske indflydelse på det danske møntvæsen imidlertid allerede var velkendt blandt lærde samlere i det 18. årh., er det usandsynligt, at disse ville have ladet en sådan mønt forsvinde ud af landet uden i det mindste at have gjort optegnelser herom.
Hvorvidt mønten er et løsfund, et gravfund eller en del af et skattefund, kan man kun gisne om, men at der i hvert fald ikke er fremkommet tilsvarende stykker synes hævet over enhver tvivl.
Hbg. 7. - Klik for forstørrelse samt for illustration af det byzantinske forbillede
Såvel advers- som reversmotiv er velkendte fra dansk mønthistorie, og selvsamme kombination genfindes hos Haubergs type 7 fra Lund. Den ene side viser den tronende Kristus med Bibelen på skødet og højre hånd løftet til velsignelse. På den anden side ses en engel overrækkende kongen (den byzantinske kejser) en himmelsk standart (labarum), alt imens Guds hånd hviler velsignende på hans hoved. Denne fremstilling er ikke blot stilmæssigt inspireret af den byzantinske kunst, som den kom til udtryk på mønter, der kan peges på et helt konkret forbillede, som Hauberg allerede i år 1900 kunne påvise måtte rykkes tilbage i tid fra Michael VI (1056 - 57) til Michael IV (1034 - 41), netop på baggrund af sin danske efterligning.
Det endegyldige bevis, på at stykket ikke blot har møntkarakter, men faktisk er en kongelig udmøntning slået i rigets hovedmøntsted, er imidlertid indskriften. Siden med de to stående figurer bærer til venstre for englen indskriften: SPEN (P er den angel-saksiske skrivemåde for W). Hvor Svend Estridsen på sine senere mønter lader anvende navnet Magnus, er den her anvendte stavemåde normal for Svends tidligste mønter (Hbg. 3, 7, 8, 12), omend det er endnu mere almindeligt med forvirrede adversomskrifter (f.eks. den storstilede udmøntning Hbg. 6, hvis forside forestiller en frelserfigur af en udformning tilsvarende den her foreliggende). På bagsiden er enkelte bogstaver dårligt udpræget, men alligevel læses klart: +P..FETO..., hvilket kun kan betegne den velkendte rnøntmester, Wulfet, som synes at have været ansvarlig for så langt de fleste af Svends første udmøntninger i Lund. Ovenstående læsning svarer glimrende til læsningen af en af varianterne af Hbg. 7 (6).
Det afsluttende O i omskriften er givetvis det første bogstav i den angel-saksiske præposition, on, der fra Knud den Stores tid også på de danske mønter blev anvendt foran det efterfølgende bynavn, der markerede, hvor den pågældende mønt var slået. Ved Harald Héns møntreform ca.1075 blev dette ændret til det danske, i.
At netop møntmesteren Wulfet står helt centralt placeret, når vurderingen af hændelserne i Lund i forbindelse med Svends endelige magtovertagelse skal foretages, er ubestrideligt. I Beckers (7) fortegnelse over de møntmestre, der arbejder i Lund under Hardeknud og Magnus den Gode er navnet ganske ukendt, ej heller træffes han i landets øvrige møntsteder. Da han først dukker op, er det imidlertid med brask og bram, idet hans navn findes på i hvert fald otte af de tidlige Lundemønter (efter Hauberg). På hele syv af disse er hans navn enten klart dominerende eller enerådende. Kun Hbg. 6 har en række andre navne, hvoraf mange til gengæld genfindes i Beckers lister. Da de Hbg. 6 stempler, der bærer Wulfets navn, i øvrigt skiller sig ud som hørende til de håndværksmæssigt bedste og mest læselige indenfor typen, begynder man at kunne formulere spørgsmålet, om de omfattende byzantinske prægninger i virkeligheden ikke er påbegyndt før Magnus' død, og Svends "regulære" prægninger først begynder, da hans "egen" mand, Wulfet har overtaget styringen af møntproduktionen i Lund? Denne hypotese understøttes af det faktum, at der, skønt der alene i følge Hauberg kendes ca. 150 varianter af Hbg. 6 og ca. 80 varianter af Hbg. 8, endnu ikke er konstateret stempelkoblinger mellem disse to typer og dét vel at mærke i et miljø, hvor stempelkoblinger (jævnfør Becker) er reglen snarere end undtagelsen. Derimod kendes der flere eksempler på, at reverser anvendt sammen med den byzantinsk inspirerede frelserforside til Hbg. 6 også har været anvendt i Mx-gruppen, der, omend motivet her er et angel-saksisk inspireret brystbillede, ligeledes er karakteriseret ved at have en forvirret adversomskrift. Formodningen om, at Mx-gruppen og Hbg. 6 prægningerne således er omtrent samtidige, modsiges på ingen måde af fundene. At Hbg. 8 kronologisk må ligge tæt herved ses foruden tilstedeværelsen i meget tidlige fund som f.eks. Rosendalegaard (KMMS FP.55) (8) og Skjellegaard (KMMS FP.342) også netop af den her omtalte dobbeltpenning af type som Hbg. 7 (det understreges, at ingen af de kendte varianter af Hbg.7 er hybrider mellem Hbg. 6 og Hbg. 8). Til sidst bør nævnes, at Wulfets navn med indførelsen af Svends nye mønter med kongetitlen Magnus, Hbg. 28 forsvinder lige så pludseligt, som det kom for så atter at dukke op under Harald Hén.
Bemærkelsesværdigt nok er den nærmest beslægtede variant af Hbg. 7 på trods af en ikke signifikant afvigende vægt en ubetydelighed større i diameter end de nærstående typer Hbg. 6 og Hbg. 8. Dette fik allerede Hauberg til at foreslå, at der muligvis kunne være tale om en skuemønt. Mit gæt er da også, at den foreliggende dobbeltpenning ikke er præget til omsætningen, men kan have været en art præsentationsstykke der har haft til formål v.h.a. de religiøse motiver at understrege den nyudnævnte konges fromhed - måske i forbindelse med Svend Estridsens kamp for at få oprettet, et dansk ærkebispesæde. Svend, der trods alt var pretendent til den engelske trone, lod som bekendt ofte sende bud til England om hjælp mod Harald Hårderåde. Måske er det ved en sådan lejlighed, at dette spændende stykke nåede England (9).
(NNUM 1994 side 2-5)