Filippas søsling

af Thomas Møller

 

 

 

Indledning og problemformulering.. 2

Litteratur og metode. 3

Mønt. 3

Dansk middelaldermønt. 3

Hansestæderne. 4

Hansestædernes handel i Danmark. 4

Danmark, Holsten og Hansestæderne. 4

Erik af Pommerns mønt. 6

Møntunionen.. 7

Eriks hjemkomst og møntunionens endeligt. 8

Og siden hen.. 8

Konklusion.. 9

Perspektivering.. 9

Litteraturliste. 10

Bilag I (ordforklaringer etc) 12

Bilag II Møntværdi 14

 

 

 

Filippas søsling

Indledning og problemformulering

I historien oplever vi ofte, at tidligere kronikørers eller historikeres udsagn er gået ind i vor almindelige opfattelse af et begivenhedsforløb, en hændelse eller en person. Borer vi nærmere, viser det sig under tiden, at hans eller hendes tolkning af kilderne er af tvivlsom karakter, og vi må så til at undersøge, hvad man med større sandsynlighed kan udlede af materialet, vi har til rådighed.[1]

Ikke mindst omkrig de markante personer i Danmarkshistorien er der allerede fra deres egen levetid og i deres nærmeste eftertid opstået skrøner og anekdoter. Med hensyn til personer, der er gået bort medens de endnu var på magtens top, vil der nok være en tendens til at beretningerne gøres glorificerende. Tænk blot på den aura af goodwill der er blevet så forskellige koryfæer som Absalon, Christian IV og Stauning til del, ikke mindst i en mere folkelig opfattelse.

På lignende vis har Erik af Pommern og hans hustru Filippa sikret sig et eftermæle i de folkelige beretninger; men med hver sit tydeligt forskellige fortegn.

Erik (1382–1456) var unionskonge 1397–1439, men især hans kostbare krige mod holstenerne og de vendiske hansestæder førte til uro i alle tre riger, og Erik blev afsat og ernærede sig som sørøver på Visborg, indtil et svensk angreb 1449 foranledigede ham til at vende hjem til Pommern. Noget af en deroute for en konge over det ikke ubetydelige landområde Kalmarunionen omfattede. Eftertiden har da heller ikke været mild i sin dom over Erik. Selv så sent som på Erslevs tid føler denne sig kaldet til at præcisere, at en af greuelhistorierne om Erik allerede er tilbagevist:

»Jahn har ogsaa ihjelslaaet den Beskyldning mod Erik, som tidligere fandt almindelig Tiltro, at han i sin Harme over det uheldige Udfald af Toget til Stralsund, sparkede den frugtsommelige Dronning; det er et løst tysk Rygte, som er optaget af Krantz ... og fra ham i det 16. Aarhundrede kom til danske og svenske Historikere.«[2]

Ved siden af Erik, eller nærmest overfor, har vi hans ægtefælle Filippa, som i mere populære sammenhænge beskrives i positive vendinger:

»Filippa (1393–1430): dansk dronning; gift 1406 med Erik af Pommern. Datter af Henry 4. af England. Styrede 1423–24, førte klog og modig politik mod Hanseaterne, forsvarede 1428 København mod dem og skabte forsoning i Sverige, idet hun overalt glattede ud efter kongen.«[3]

Faglitteraturen har også en tendens til at se nådigt på Filippa:

»... dronning Filippa indtil sin død i 1430 opretholdt et smidigt styre med afværgende og imødekommende forhandlinger med de svenske ... stormænd«[4]

Af de ting Erik konkret kritiseredes for er ikke mindst udmøntningen af underlødige[5] penge, hvor tidligere

»... hadde wii in deme ryke to Dennemarken ene gude reddelike munte, ... «[6]

Dette blev senere et af kardinalpunkterne i Danmarks Riges Råds klagepunkter mod ham og er via Huitfeld gledet ind i vort billede af Erik.[7]

Heroverfor står Filippa, der selv af »seriøse« historikere får en meget mere positiv omtale for sin behandling af valutaproblemerne i den periode, hvor Erik er i udlandet; i Ellen Jørgensens udlægning formuleres det at

»i det mindste een klog Foranstaltning er knyttet til hendes Navn som Regentinde, nemlig en overenskomst med Hanseaterne, ved hvilken hun lover Købmanden at slå god Mønt, medens Erik havde opirret Stæderne ved sin slette Mønt, skønt deres Venskab var af Vigtighed under Kampen med Holstenerne.«[8]

Vi møder altså her endnu en opfattelse af forskel på Eriks politik og hans dronnings; konkret omkring Filippas overenskomst af 8. oktober 1424 med de vendiske hansestæder om at slå mønt som deres. Spørgsmålene omkring møntunionen glider næsten ubemærket ind i traditionen med at skose Erik og rose Filippa. Man fornemmer et brud, der samtidig bærer ved til det eftertidens bål, hvorpå Erik sodsværtes, og ved hvis luer Filippas dyder oplyses.

Kan man ved at se på optakten til møntunionen finde belæg for opfattelsen af Filippas aftale af 8. oktober 1424 som værende så skelsættende i forhold til Eriks møntpolitik, at der er tale om et brud i den hidtil førte politik, mellem de to ægtefællers politik?

 

Litteratur og metode

Møntunionen blev indgået mellem de vendiske hansestæder og den nordiske kongemagt, og hører naturligvis til i sin historiske kontekst, så ud over at se på hvad mønt generelt er, vil jeg se på hansestædernes handel i forhold til Eriks område, på hvordan hansestæderne af hensyn til deres handel agerer i spørgsmålet om Sønderjylland,[9] som var omdrejningspunkt for Eriks politik i de år, og på hans udenrigspolitiske virke over for hansestæderne.

De vigtigste forfattere nævnes her, men i øvrigt henvises til de løbende noter samt den mere udførlige litteraturliste bagest.

Opgavens generelle oplysninger samt indledende oversigter er baseret på Erik Arup, Troels Dahlerup, Hans Hansson, Kai Hørby, Ellen Jørgensen, Herman Schück og Benito Scocozza & Grethe Jensen.

Det nødvendige numismatiske afsnit er blevet til på baggrund af Peter Flensborg, Georg Galster, Jørgen Steen Jensen, Wilhelm Jesse og Preben Kylling.

Min problemformulering opstod ved læsning af Georg Galster, som også, er central i spørgsmålene om »mønt« konkret og »mønt« i en større sammenhæng, samt hvad møntunionen gik ud på; jeg benytter primært Kristian Erslev og sideløbende Gottfrid Carlsson, Aksel E. Christensen, Wilhelm Jesse og Jerker Rosén til belysning af Eriks og Filippas mønt- og handelspolitiske bedrifter samt Kilder til Danmarks Møntvæsen, hvor bl.a. selve Filippas møntoverenskomst findes.

 

Mønt

Den ældst kendte handel er direkte byttehandel vare mod vare, men efterhånden som handel blev af mere omfattende art, var det praktisk at have en bestemt værdimåler. En kvægavler valgte naturligt oksen, agerdyrkeren sine redskaber, jægeren pelsværk, krigeren våben, kvinden smykker. Skulle der findes en værdimåler, alle kunne blive enige om, fik metallerne forrangen. De var almindeligt attråede, lette at transportere selv over lange strækninger og kunne vejes, så man var sikker på at få den mængde, der tilkom en. Vægten står derfor som symbolet på den mere udviklede handel. Især da man fandt på at stemple små metalstykker med et garantimærket, var grunden lagt til et møntvæsen.

Med hensyn til udmøntning er der flere forhold at tage i betragtning; blandt andre: Hvem har legitim ret til at iværksætte en møntproduktion, selve fremstillingen og de anvendte materialer samt anvendelsen, brugen af mønterne.

Angående lovligheden og herunder spørgsmålet om falske mønter var det i middelalderen væsentligt mindre afklaret end i dag. Tit var det blot den stærkeste (militært, økonomisk og/eller politisk), der fik retten på sin side, havde du magt i et område kunne du udstede mønter, og lignede de andres, måtte dé have magt for at sikre at eksempelvis indholdet af ædelmetal var det samme. [10]

Fremstillingen krævede materialer, fagfolk og værktøj. Sølv kunne skaffes ved indkrævning af skatter, ved at have adgang til naturligt forekommende råmetal, ved røvertogter eller ved omsmeltning af gamle mønter, hvorefter der iblandedes mere kobber, så at man fik flere mønter (lødigheden af den enkelte mønt forringedes). Det var som regel ikke forbundet med nævneværdigt besvær at få fagfolk, møntmestre. Skulle det knibe kunne magt også anvendes her, som det kendes fra Marsk Stig, der på øen Hjelm havde et professionelt falskmøntnerværksted betjent af kongens bortførte møntmester.[11]

Det var for det meste landenes herskere, der satte mønterne i cirkulation efter fremstillingen, men også indflydelsesrige personer eller kompagnier kunne udmønte til egen handel. Brugen af mønter kunne være frivillig og ofte gå over grænserne eller påtvunget og med restriktioner for det enkelte rige, eksempelvis herskerens påbudte udskiftning af en bestemt mønt[12] med en nyslået, der så havde en ringere lødighed.[13]

 

Dansk middelaldermønt

Fra midten af 1200-tallet indeholdt danske mønter omkring 30% sølv, medens sølvet stort set var forsvundet hundrede år senere, mønterne var nærmest det rene kobber, og de gik kun for den kurs kongen kunne gennemtvinge.[14] Fra kongens side var disse mønter ikke beregnet på lang tid i omløb. Nye typer fremstilledes hele tiden, for så ved ombytning én gang om året at kræve f.eks. 3 gamle penninge for hver 2 nye, der blev udleveret.

Valdemar Atterdag genetablerede riget, men rigets møntvæsenet, der lå i ruiner, fik han ikke genoprettet. I den sidste halve snes år op til Valdemar Atterdags regeringsperiode fandt der ingen udmøntning sted i det nuværende Danmark og kun to mønttyper kan med nogenlunde sikkerhed siges, at være udmøntet under ham. Havde der blandt folk været en forventning om en rimelig sølvholdig mønt måtte de skuffes. Han fik bevilget en landsskat med netop udmøntning for øje; men det blev kun en ussel kobbermønt, der skulle afløse de udenlandske sølvmønter. Fremmed mønt var derfor fortsat så godt som enerådende, medens Valdemar samlede riget. Den cirkulerede frit og kursen var bestemt af dens indhold af ædelmetal, en slags uerklæret transnational møntunion.[15]

Initiativet til en forbedring af møntforholdene i Danmark udgik fra Flensborg. Her kunne man ikke undvære ordentlig mønt til handelen med Nordtysklands hansestæder. Den almindeligst brugte tyske mønt var i 1360’erne en witten, en lille sølvmønt med en diameter på ca. 10 mm, der regnedes til fire penning.

Man får en idé om forskelligheden i datidens mønter, deres »kurser« og tilliden til mønterne, når man af et kreditregnskab fra 1376 kan se, at en gæld på 11 mark[16] hamburgsk mønt skal betales med 13½ mark Kyler ghelt, Kiels mønt. Det er selvfølgelig ikke det, at mønterne vejer end sige hedder det samme, der er afgørende; det er til dels indholdet af ædelmetal, men ikke mindst den handelspolitiske styrke den enkelte møntudsteder besidder, der er alfa og omega.[17]

Omkring 1377 ophører den gamle nordiske udmøntning, hvor man regnede med mark og ører og 1397 forlod man helt det gamle møntsystem: Dronning Margrethe genoprettede møntvæsenet i Erik af Pommerns navn efter det lybske system, der forlængst havde vundet hævd i Danmark.[18]

 

Hansestæderne

Hansestæderne eller Hansaen blev stiftet som et forbund i middelalderen, fortrinsvis af nordtyske handelsbyer, for at varetage deres handelsinteresser. Østersøen var da af vital betydning som transportvej og allerede i begyndelsen af 1100-tallet sad tyske købmænd i Visby på Gotland. Med Østersøens sydkyst som base udstraktes Hansaens betydning med både Køln, London, Bergen og Novgorod som yderområder. Hansaen var en løs sammenslutning, hvis repræsentanter samledes hvert år til forhandling på særlige hansedage; men Hansaen var, som samvirkende bystater og på trods af ofte store indbyrdes divergenser, en vigtig handelsmæssig og politisk faktor i Østersøområdet fra 1370 til 16. århundrede, da nedgangen satte ind på grund af handelsvejenes omlægning, de nordiske rigers modstand og engelsk og nederlandsk konkurrence. Den sidste hansedag afholdtes 1669.[19]

 

Hansestædernes handel i Danmark

Danmarks forhold til Hansestæderne blev især udviklet i 1300-tallet, hvor det attraktive Skånemarked blomstrede. Øresundssild var hovedartiklen, men alle tidens varer kunne findes i Skanør og Falsterbo, hvor markedet afholdtes. Toldafgifterne på Skånemarkedet blev en af kronens vigtigste konstante indtægtskilder. Den danske kongemagt havde pligten til at sørge for markedsfreden, og til gengæld kunne den udstede diverse tilladelser, privilegier, til de købmænd fra nær og fjern, der ønskede at handle der. Det gav selvfølgelig kongemagten og Hansaen modsatrettede interesser: Hanseaterne ønskede at hjemføre så stor en fortjeneste, som det var gørligt, og kongens interesse lå i at presse så mange afgifter og told ud af købmændene som muligt.

Siden midten af 1300-tallet havde ikke mindst Valdemar Atterdags ekspanderende fremfærd virket truende på hansestædernes handelsstilling, og dette havde ført dem endnu tættere på hinanden. Det var blevet almindeligt at de hanseatiske byer holdt fælles møder og tog fælles beslutninger af især handelspolitisk karakter. Efter Stralsundfreden og op gennem 1370’erne blomstrede handelsbyerne med Lübeck som det handelspolitiske kraftcenter og som følge heraf kom møntvæsenet i fokus. Under krigen mod Valdemar fandt de første møder sted, der ledte frem til den vendiske møntunion i 1379 mellem Lübeck, Hamburg og  Wismar, som Rostock, Stralsund og Lüneburg i 1381 tilsluttede sig. Man enedes om at slå mønter efter samme skala og med fælles kendetegn på den ene side. Fællesmønten blev wittenpfennig. Foruden firpenning, witten, slog de sechslinge, (søslinge eller sekspenninge) og dreilinge (drelinge, trepenninge). Lybsk mønt var allerede på dette tidspunkt den mest anvendte i de vendiske byer på Østersøkysten.[20]

Hvilken mønt diverse betalinger skulle erlægges i var konstant et stridspunkt, hvad enten det drejede sig om afregningen for den almindelige handel med varer eller told og afgifter. Kongemagten største interesse lå i den told der betaltes i fremmed, lødig mønt, hvorimod de penge, der skulle handles varer med i hvert fald til tider i følge kongen skulle være dansk mønt. Ved en privilegiefornyelse i 1376 blev fremmed mønt tilladt på Skånemarkedet. Man aner, at ædelmetalindholdet har en ikke ringe betydning herfor.[21]

Alle mønter skulle i princippet holde den mængde ædelmetal (typisk sølv), enheden angav. Såfremt denne regel fulgtes, tog de hanseatiske købmænd lige gerne dansk som lybsk mønt. Men hvis eksempelvis den danske konge slog helt lødige mønter, ville mange gemme dem af vejen. Over hele Europa var der inflation, så alle, der kunne, samlede de få mønter, der rent faktisk var deres vægt værd i sølv eller guld. Man siger, at dårlig mønt fortrænger den gode.[22] Det var altså nødvendigt for kongemagten at slå mønter, der var let underlødige, hvis den ville sikre sig, at mønterne forblev i omløb til gavn for handelen.[23]

Men derudover kunne kongemagten naturligvis også se en fordel i at slå en ringere mønt. Så længe undervægtige mønter accepteredes, kunne en given mængde dansk sølv strække til flere mønter og dermed kunstigt opbragt indkøb, mere end der reelt var dækning for i metalværdien.

Hansestæderne var naturligvis på vagt over for problemet med denne form for snyd. I 1403 satte lübeckerne en så lav tvangskurs på den danske mønt, at Margrethe og Erik som modtræk forlangte, at afgifterne på Skånemarkedet, skulle betales med lybsk mønt.[24]

Lübeckerne og de andre hansestæder protesterede gennem den sidste halve snes år af Margrethes levetid ihærdigt over forholdene i forbindelse med handelen på Skånemarkedet, især de danske mønter var udsat for kritik, men situationen forbedredes ikke.[25]

 

Danmark, Holsten og Hansestæderne

Efter dronning Margrethes bisættelse i 1413 vendte den nu 30-årige Erik blikket mod Sønderjylland, hvoraf en stor del var i de holstenske grevefamiliers vold. Spørgsmålet om, hvorledes Sønderjylland skulle indplaceres i unionen af de tre nordiske riger blev bestemmende for Erik af Pommerns politik og den måde han søgte alliancepartnere på de næste mange år.

Siden Lindholmfreden 1395 havde hansestæderne været brugt som medspillere af både Danmark og Holsten samt som mæglere og voldgiftsdommere. Som handelsfolk havde deres primære interesse altid været at have maksimal fred ikke mindst på de store transportveje, havene, sunde og bælter; alt, hvad Danmark betød.

Et danehof i Nyborg  underkendte de holstenske grevers  ret til hertugdømmet Sønderjylland, lenet var hjemfaldent til kronen på grund af feloni og i 1415 fik Erik medhold i Nyborgdommen hos den tyske kejser Sigismund, Sønderjylland var dansk.[26]

Året efter hjalp han det traditionelle lybske råd af handelsfolk tilbage til magten i Lübeck, så i hvert fald deres neutralitet var sikret i den i 1416 optrappede konflikt mellem Erik af Pommerns og greverne i Holsten om herredømmet over Sønderjylland. Den vekslende krigslykke, en usikker situation, med krigshandlinger i Sønderjylland og den vestlige del af Østersøen og ikke mindst et af holstenerne opmuntret sørøveri, gjorde nu livet usikkert for de hanseatiske købmænd.

Hansestædernes neutralitet prøvede Erik ihærdigt at vende til et decideret forbund på hans side blandt ved at henvise til sin hjælp til Lübecks gamle råd. Der var dog mange kontroverser Erik og hansestæderne imellem, som de håbede en fred kunne løse. Hansestæderne privilegier på og frihed til handel i Eriks riger var begrænset såvel af krigshandlinger som af et udførselsforbud på heste og korn, som Erik havde indført for at sikre sin egen hær forsyninger. Spørgsmålet om at slå mønt sammen var også oppe, og et gammelt stridspunkt om bjærgningsregler. Sidst men ikke mindst, at Erik i lighed med holsteneren ville være nødt til at åbne sine havne for kapere, hvilket ville være en kraftig udvidelse af konfliktområdet.[27]

En vekselende krigslykke, forhandlingsmæssige gnidninger hansestæderne imellem samt en lovning fra hansestæderne om at forbinde sig med kongen , hvis holstenerne ikke gik ind på voldgiftsmødet synes dog at have resulteret i Eriks accept af hansestædernes mælingsforsøg i 1417, som foreslog parterne en voldgift. Parterne accepterede, men de næste par års forsøg på voldgiftsmøder endte resultatløse. Hansestæderne fik dog en skrøbelig våbenstilstand, der var til gavn for deres handel, ud af det, og for at den ikke skulle briste forsøgte de talrige gange at bringe parterne sammen.

I 1420 havde Erik mistet tålmodigheden, generobrede Femern og foretog togter mod Holsten. Hansestæderne tog Eriks fornyede krig mod holstenerne med fatning, da der stadig var kaprere i den holstenske havn Neustadt til gene for den fri handel. Der var endda røster fremme i stæderne om at indgå forbundet med kongen. De undgik dog stadig at tage direkte parti i sagen og fik presset parterne til en stilstand frem til november 1421 og til at acceptere den tysk-romerske kejser Sigismund som opmand i tvisten om Sønderjylland.

Uenighed om opmanden skulle være kejsermagten eller kejseren personligt og frafald af nogle af Eriks allierede fik dog hurtigt kampene til at blusse op igen; men hvad værre var for Erik, skred grunden under det rimeligt gode forhold han trods alt stod i til hansestæderne. Vel var det holstenerne, der var begyndt med at give havnely til kaprere; men på det sidste rettedes kritikken stadig oftere mod Erik. I forbindelse med Eriks ønske om at styrke sine egne købstæder indskrænkedes hansestædernes privilegier.[28] Hansestæderne følte sig også hårdt ramt af Eriks udvidelse af forbuddet mod udførsel til at gælde alle varer fra hans riger for at de ikke skulle komme fjenden til gode, men især Eriks politik med at inddrage alle mønter og tvinge alle til at tage hans nye sterlinge af rent kobber vakte harme.[29]

Selvom man standsede sejlads på og handel med Eriks tre riger og udrustede skibe mod kaprerne, gjorde uenighed hansestæderne imellem dog at, man ville prøve forhandlingens vej over for Erik før man valgte mellem tvang eller forbund.

Det lykkedes for kejserens udsending Hertug Rumpold omkring nytår 1423 i Flensborg at mægle i mellem Erik og de holstenske grever;[30] men ikke mindre vigtigt var, at han tilsyneladende kunne udvirke en forsoning den 6. januar mellem Hansestæderne, der også var tilstede, og Kong Erik. Kongen lovede tilbagegivelse af beslaglagt gods og fanger, og  retablering af hansestædernes privileger i Norden. Udførselsforbuddet lempedes og kobbersterlingen skulle inddrages og købmænd ikke tvinges til at tage den.

På sin side fik Erik det forbund, der havde været kongstanken i hans politik over for hansestæderne. En pagt, der pålagde den ene af parterne at bistå på nærmere præciserede vilkår, hvis den anden blev angrebet.

På det første møde i København pinsen 1423, hvor man skulle konkretisere forbundet, skuffede Erik dog ved at afvise en udvidelse af hansestædernes privilegier og behandling af ordninger for skibsvrag; men stæderne var nu politisk gået så langt, at de ikke kunne trække sig tilbage.

Allerede tidligt i 1423 havde det været bestemt, at Kong Erik skulle foretage en udenlandsrejse.[31] Målet havde nok oprindelig været hans besiddelser i Pommern; men et besøg hos den tysk-romerske kejser på det tidspunkt, hvor han skulle dømme i sagen om Sønderjylland, kunne vise sig fordelagtigt.

Den 28. juni 1424 afsagde Kejseren dom: Hele Sønderjylland tilhørte Kong Erik og Danmarks rige, de holstenske grever havde ingen ret til hertugdømmet.[32]

Man ser tydeligt de to sideløbende interessebaner:

På den ene side Erik af Pommerns interesse i et forbund med hansestæderne for at genvinde herredømmet over Sønderjylland, hvilket en overgang ser ud til at lykkes for ham med Rumpold som mellemmand.

På den anden side hansestædernes interesse i at sikre sine købmænd de mest optimale vilkår i privilegeret og fri handel samt den hermed forbundne (sø)transport.

Hele tiden spilles der fra begge sider forskellige kort ud; men det er konstant disse to bagved liggende interesser, der står på spil.

 

Erik af Pommerns mønt

En anden side af Eriks virke kom til udtryk i meget mindre format end hans ambitiøse imperiepolitik, men trods sin fysiske lidenhed et ikke ubetydende hjørne af hans samlede politik og især af hans forhold til hansestæderne: Prægning af mønter.

Hverken i Margrethes eller Olufs navn blev der slået mønter, men i Eriks navn genetablerede Margrethe møntvæsenet. I Dronning Margrethes forordning for Nørrejylland 1396 pålægges

»... een hielpp till then mynt oc haffue the iætt oss her i landet viii grottæ aff huert hws...«.[33]

I en samtidig forordning for Fyn skal der også hjælpes og det med

»... ath giwæ wth aff huert lagh soghen x lödæ marc,...«.[34]

Hvis der, som man får indtryk af i Fynsforordningens

»...Item som the hauæ jæt oss aff allæ land j riket een help, ...«

er tale om en landsomfattende skat, er den af Galster beregnet til at kunne have indbragt 20.000 mark sølv svarende til 4½ tons sølv. Dette skulle danne grundlaget for de kongelige udmøntningers genoptagelse.[35]

De mønter der blev slået i Erik af Pommerns navn fra omkring århundredeskiftet var witten (hvid) efter forbilledet fra Lübeck og sterlinge også kaldet engelske. Selv om sterlingene var af rimelig lødighed, var Hansestæderne ikke tilfredse. Deres indvendinger gik på, at

»... dat pagyment, dat in Denemarken geslagen wert, dat der koninginnen lude vor vul utgeven unde nicht vor vul untfangen willen,...«[36]

Danske mønter modtoges ikke altid som betaling af dronning Margrethes fogeder på Skånemarkedet. I de nordiske unionslande gjaldt sterlingene 3 penninge og blev trods de udenlandske protester udmøntet i en årrække.[37]

I en hansereces fra 1406 bestemtes det, at mønt slået i Danmark skulle sættes i forhold til sin værdi. Og da den danske sterling kun indeholdt 0,5 gram rent sølv mod den lybskes 0,75 gram, ansattes den til kun to penning lybsk.[38]

Som modtræk synes Margrethe at have forbudt tysk mønt på skånemarkedet. Så ville de hanseatiske købmænd være tvunget til at veksle til den af dronningen fastsatte kurs, 3 penninge for en dansk sterling,

... deme gemeinen kopmanne to groteme schaden ...[39]

Hansestædernes modtræk var at forringe deres egen witte – 4 penning – fra 0,97 gram sølv faldende til 0,83 gram i 1411, og kursen på to lybske penninge for en dansk sterling opretholdtes så længe den udmøntedes af sølv.[40]

Fra 1410 var Kong Erik med i forhandlinger med hansestæderne om at skaffe en enhedsmønt til handlen i Skåne, og i 1411 er der i en reces i Wismar fra hansestæderne nævnt muligheden for at i samarbejde med den danske konge at

»... ene gute munte to slande van fynem zulver, ...«[41]

Det bliver ikke til noget da forholdet mellem Erik og hansestæderne i perioden tilspidses; men dette var en at de ting Erik fra 1416 prøvede at bruge for at presse hansestæderne fra neutralitet til et forbund mod de holstenske grever. Han havde jo en mønt, som han var tilfreds med, men hvis stæderne ville vise sig positive mod ham ville han da tage det op til overvejelse.[42]

I de mange år han lå i den kostbare strid med de holstenske grever forsøgte han at skaffe sig penge på en nem måde ved at slå en kobbermønt med samme størrelse som sterlingene af sølv. Så vidt man kan se af kilderne, foregik kobberudmøntningerne i 1422, men harmen over dem var så stor, at regeringen måtte love at sætte dem ud af kraft allerede året efter, hvilket dog ikke skete.[43] De gik under navnet kobbersterlinge og øgenavnet »swarte penninge«, men var naturligvis ikke de 3 penninge værd, som kursen var på rigtige sterlinge (hvide sterlinge). Den kunne dårligt nok holde 1 penning, så det vakte megen harme både i ind- og udland, da Erik satte en tvangskurs på 3 penninge. Kobberet til udmøntningerne kunne Erik let skaffe sig, da han som konge af Sverige havde kobberbjerget i Falun og de talrige møntfund tyder på en flittig udmøntning.[44]

Fra  hanseatisk side havde der som nævnt i årevis været klaget over de nordiske mønters utilstrækkelige sølvindhold. Dette, suppleret med kobbersterlingen, kunne hansestæderne ikke uden videre finde sig i, da de efter Flensborgmødet 1423 stod for at genoptage handlen med de tre riger. Erik havde der måttet afgive løfte om, at Hansans købmænd ved besøg i hans lande ikke skulle være forpligtede til at godtage »de sorte penninge« (kobbersterlingene) som betalingsmiddel for indførsel og salg af varer og deres omløb skulle overhovedet stoppes i pinsen 1423.[45]

I forbindelse med klagerne havde Erik forklaret nogle hanseatiske rådsdelegerede, at han på grund af en forestående rejse var nødt til at slå »arge penninge« selvom det ville være til skade for rigets indbyggere. Han sagde dog samtidig, at ingen købmand var tvunget til at tage mod kobberpenge. Desuden antydede han muligheden af at slå fælles mønt med Hansestæderne.

»... dat sine gnade dar up trachten moge, wer he alsodanen penning mit den steden wille slan laten«.[46]

Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar enedes i 16. juli 1423 om at slå en ny sekspenninge (sechsling, søsling) og de ville opfordre den danske konge til at slå en sådan mønt sammen med dem.[47]

Allerede måneden efter tog Erik af Pommern dog på sin store udlandsrejse, der førte ham både til den tyske kejser og på pilgrimsfærd til Jerusalem. Han vendte først tilbage i maj 1425. I den mellemliggende periode var dronning Filippa regent i Norden.[48]

Som det ses tegner der sig en konstant sammenhæng mellem

på den ene side Eriks politik på udmøntningsområdet, set i relation til hans behov for penge til krigsførelsen i forbindelse med kravet om at få Sønderjylland tilbage,

og på den anden side det forhold, han ønsker at have til hansestæderne. Herunder er det ham ikke fremmed med en eventuel  møntudstedelse sammen med hansestæderne, blot har han betingelsen om et forbund med dem mod holstenerne. Om han så vælger den »rigtige« politik til de »rigtige« tider, er en anden sag.

 

Møntunionen

Filippa er sandsynligvis allerede fra opvæksten i England, men ikke mindst via en opdragelse, der kan have mindet om Margrethes, og konkret i sit virke (specielt i Sverige) vænnet til at tage del i ikke kun religiøst, men også verdsligt arbejde, hvilket for en kvinde i hendes position ville sige på styrelsesplan.

Fra 5. august 1423 til 24. maj 1425 var hun ifølge Eriks fuldmagt stedfortrædende regent over hele unionen, og da der i 1424 kom gang i udmøntningen af lødige mønter, var det umiddelbart set ikke på kongens, men på hans dronnings initiativ:[49]

Den 8. oktober 1424 sluttede hun en overenskomst med Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar om at slå mønt som deres.

»Desse munt vnde penning schal heten en sosling vnde de schal gelden der lutteken penninghe sosse«[50]

står der i aftalen. Mønterne er de sjældne »dronning Filippas søs­linge«, der blev præget i Lund.

På forsiden havde søslingen tre danske løver i et skjold og omskriften: ERIC’DI’GRA’REX D S N, på bagsiden et stort E på et kors og omskriften MONETA LVNDENSIS. Samtidig blev der slået såkaldte hulpenninge af sølv med en gående lebard i strålerand i Lund og Næstved.[51]

De tidligere danske mønter devalueredes, man fik sat værdi på de gængse udenlandske mønter, så de kunne benyttes i de nordiske riger, de nye mønter skulle gælde som lovlig betaling både i de tre nordiske riger og i hansestæderne og parterne lovede ikke at ændre eller forringe de nye mønter.[52]

Essensen af aftalen var, at Filippa, ved at indgå på at præge en sølvmønt og opgive påbuddet om kun at benytte dansk mønt, fik gang i en reel debat om stædernes mønter versus Nordens, deres bytteforhold og lødighed. Det virker som hun til gengæld fik lov til at fremstille den danske mønt en anelse underlødig: De vendiske hansestæders sekspenning skulle i følge deres indbyrdes reces af 16. juli 1423 indeholde 12 lod i sølv.[53] Filippa fik aftalt at hendes søsling kun

»scal holden eluen loet vnde 1 quentyn an suluere«[54]

For at kunne omsætte de gamle tal til nutidig regning skal man vide, at man som nu brugte karat om guld, til sølv brugte man lod. Rent sølv svarede til 16 lod eller 16 lødigt sølv. Det er så rimeligt enkelt at se, hvad finheden i henholdsvis hansestædernes og Filippas sechsling var: [55]

   16 lod                              1000,00 ^o/_oo

     1 lod          1000:16 =         62,50 ^o/_oo

   12 lod         12 · 62,5 =       750,00 ^o/_oo

11¼ lod    11,25 · 62,5 =       703,13 ^o/_oo

 

Så med en aftalt møntvægt på 1.37 gram ville Filippas søsling altså kun indeholde 0,96 gram ren sølv mod hansestædernes 1,03 gram.

Filippas aftale med de vendiske hansestæder sikrede altså, at riget kunne lave mønter med op til 6,5 % mindre sølvindhold og alligevel bytte lige over i handel og på markeder mod, at man opgav kravet om, at  kun dansk mønt gjaldt i Danmark. En ikke helt ringe overenskomst al den stund Norden også havde udstrakt gavn af de varer hansestæderne præsenterede i købstæder og på diverse markeder.[56]

På samtiden har Filippas handlemåde virket som uafhængig af den bortrejste gemals. Den lybske krønikeskriver Herman Korner fortæller på følgende måde om Filippas aftale med de vendiske hansestæder og sætter den i et klart modsætningsforhold til Erik af Pommern:

»Erik Danernes konge ... lod slå en ny mønt helt af kobber og bød, som det bekendtgjordes, at den og ingen anden alene skulle modtages af rigets indbyggere, ... og således berigede de kongen selv ... Men dronningen, der ikke kunne tåle at høre folks nedsættende og hånlige ord, der lød til hendes herre ... afskaffede straks efter nævnte kobbermønt og lod slå en god mønt af samme værdi som søstæderne ...«[57]

Fortællingen lader her dronning Filippa handle på egen hånd imod Kong Eriks møntpolitik. Da møntunionen kort efter Eriks hjemkomst 24. maj 1425 brød sammen har dette synspunkt virket helt legitimt, og det er da også via Huitfeld gået videre i eftertiden til eksempelvis Arup, som skriver:

»Nu hjalp det noget, at Kong Erik kort efter dette møde begav sig paa sin udenlandsrejse og overlod regeringen i Danmark til sin dronning Phillippa og rigsraadet. Dem lykkedes det i det mindste 1424 at faa afsluttet en møntkonvention med hansestæderne,...«[58]

På samme måde er først Wilhelm Jesse og siden Gottfrid Carlsson inde på at:

»...die weiteren Verhandlungen ... wurden vielleicht erleichtert durch die Abwesenheit König Erichs ...«[59]

»... unionsväldet och den vendiska stadsgruppen enade sig om att prägla likvärdiga myntsorter till gagn för de ömsesidiga handelsförbindelserna, vilka över huvud under Filippas regentskap synas ha fortgått friktionsfritt. Efter Eriks hemkomst inträdde emellertid snart en förändring i hela situationen.«[60]

Som nævnt i indledningen er holdningen båret igennem helt til vore dag:

»Under dronning Filippas styre fik piben en anden lyd. Dronningen indgik en aftale med hansestæderne om en møntunion ... Men kort efter Eriks tilbagevenden faldt aftalen bort, da den økonomiske krig tog en ny retning med indførelsen af Øresunds­tolden.«[61]

Filippa indfører altså en møntunion, der blandt andet går ud på en fælles udmøntning. Det er noget hansestæderne konstant har anglet efter, og vi har tidligere set Erik udtale sig om noget sådant i ikke afvisende vendinger. At der herudover er indeholdt, at mønterne skal gælde og de gamle nedskrives må i den sammenhæng siges at være af sekundær betydning, al den stund noget lignende må have været uomgængeligt i aftaler af en sådan karakter. Desuden må det pointeres, at de betingelser om et forbund med hansestæderne, Erik selv havde opsat jo var gennemført i Flensborg 1423. Det virker nærmest som om Filippa fuldfører de forhandlinger Erik allerede havde gang i med hansestæderne.

 

Eriks hjemkomst og møntunionens endeligt

De lødige og gode mønter fik ikke nogen lang levetid, og det hævdes, at kongen sandsynligvis kort efter sin hjemkomst har ladet dem indsmelte.[62] At begrundelserne herfor skulle være på tværs af Filippas førte politik eller endog hendes holdning, er der dog ikke argumenteret for; men med en forudfattet holdning til Eriks temperament passer det jo fint ind. Det var nok andre ting end Eriks person, der i sidste ende kom på tværs.

Møntunionen led ikke skibbrud straks efter Eriks hjemkomst fra sin store rejse. Så sent som 9. oktober 1425 tiltrådte Rostock, Stralsund og Greifwald unionen; den må have været i kraft på dette tidspunkt.

Kong Erik søgte at gennemtvinge kejserdommen om Sønderjylland over for de holstenske grever. Men hansestæderne strittede imod af hensyn til freden og ville mægle, da holstenerne ikke var til sinds at rette sig efter dommen. Erik hævdede, at det ville være at begynde forfra. Han ville have, hvad der var ham tildømt, og andet ville desuden være en hån mod kejseren, der havde afsagt dommen. De åbenbare tegn på krig fik Erik til at indføre et forbud mod udførsel af fødevarer, men da hansestæderne klagede i maj 1426, hævede han det igen. I sommeren 1426 brød krigshandlinger atter ud mellem Erik og holstenerne. Dette gav ham fornyede kvaler med hans eget bagland, stemningen i Norge og Sverige var ikke særlig gunstig for en genoptagelse af konflikten, og alliancen med hansestæderne hvilede netop på, at han holdt fred med Holsten, så det kom også i fare. Kong Erik anmodede hansestæderne om hjælp i henhold til forbundet af 1423, men i september 1426 vedtog hovedparten af hansestæderne og de tre holstenske grever en fælles forsvarspagt. Hamburg, Lübeck, Rostock, Wismar, Lüneburg og Stralsund sendte 18. oktober 1926 fejdebrev til kongen, hvori de begrundede deres skridt med, at kongen havde tilføjet dem og købmændene mange slags vold, skadet deres privilegier og han havde ikke overholdt det lovede lejde. Hermed var krigen en kendsgerning.

Fra 1426 til 1435 var Danmark i krig med holstenerne, som nu var i forbund med hansestæderne. Som følge af krigen gik møntunionen mellem Danmark og de vendiske stæder selvfølgelig i stykker, og på grund af krigsudgifter slog kongen atter underlødig mønt.[63]

At ville bruge hændelserne efter Eriks hjemkomst til at postulere en stor divergens mellem hans ønsker og den af Filippa skabte møntunion er nok at gå for overfladisk til værks. Møntunionen er også i kraft, godt nok kun i en kortere periode, medens Erik er tilbage og den dør først bort med krigshandlingerne, men det er vel ikke det samme som, at Erik ønskede dens kuldsejling.

 

Og siden hen

Møntpolitikken var også en lille brik i de kommende militære og politiske nederlag, der til sidst fik alt at gå skævt for nu afdøde Filippas mand. Mod slutningen af sin regeringstid lod han slå en nipenning eller gros. Navnet har den fra den Franske gros tournois, der ofte er fundet i Danmark. Gros (grot) var en almindelig regneenhed her i landet i 1300-tallet f.eks. ved opkrævning af skatter og afgifter, men ikke tidligere udmøntet. Kong Eriks grosser blev præget i Lund og på kongeslottet Gurre, tæt ved Helsingør, hvor tolden og dermed ædelmetal kom ind. Men det var en underlødig gros med for meget kobber og den blev et af de 19 punkter i klagemanifestet, som rigsrådet sammen med opsigelsesbrev sendte kongen i juli 1439.[64] Der klagedes blandt meget andet over kobberpenningene helt tilbage fra 1422, og derefter står:

»Det samme gjorde hand oc met de Grosser som her nu ere gangne udi Riget, thi at hand dem haardligen bød, at tage og giffue, huer stycke for 9 Lybske, huilcket som whørligt vaar, at giøre met fattige tro Undersaatter og underdanige Tienere.«[65]

Erik VII af Pommern havde dog allerede i 1436 forladt landet og taget ophold på Visborg på Gotland, som Arup beskriver det:

»Men da festmiddagen paa raadhuset i Kalmar var lykkeligt overstaaet, var Kong Erik 7. ogsaa besluttet paa, at han ikke vilde spille med i flere komedier. Han sejlede fra Kalmar til Visborg paa Gotland, en borg, han selv havde bygget, mægtig og uindtagelig hævende sig op over Visby. En gammel slotshøvedsmand fra Margrethes tid, Trud Hase, sad dær og var ham tro; Kong Erik havde allerede for et aar siden skænket ham en sølvske med indskriften : mit haab staar til Gotland og til havet.«

 

Konklusion

De interesser, der er styrende for Erik i perioden op til møntunionen er hans imperiepolitik, her eksemplificeret i hans ønske om at genvinde Sønderjylland, som i høj grad afstedkommer ønsket om en anden kontakt med hansestæderne end blot de handelsmæssige forbindelser til ikke mindst Skånemarkedet. Erik har behov for en alliance, så han kan sikre sig såvel politisk som militært. Derudover har Erik brug for finansiering af sit militær og her bruges såvel almindelige skatter, afgifter og told som møntpolitikken. Et møntfællesskab er nævnt i Eriks underhandlinger på flere tidspunkter, og trods hans henholdenhed er det vel ikke unaturligt, at det virkeliggøres efter forbundet med hansestæderne er indgået.

Hansestæderne er handelsfolk, og som sådanne har de en grundlæggende interesse i, at de ydre forhold for handel er tilstede: Rolige transportveje, fred på markedspladserne, de fornødne tilladelser til at opholde sig i fremmede lande, rimelige toldsatser og afgifter samt et møntsystem, der er hæderligt og pålideligt, så man han få afregnet så smertefrit som muligt.

Disse interesser kombineres, som vi har set, efter meget besvær med forbundet af 6. januar 1423 og møntunionen af 8. oktober 1424. Jeg finder det svært at argumentere for modsætning til den af Erik førte politik i hvert fald alene ud fra det faktum, at Filippa indgår aftale om møntunionen.

I hvor høj grad det konkrete indhold er præget af Filippa, og i modstrid med Erik, er et vanskeligere spørgsmål. Efter forbundet af 6. januar 1423 er Erik noget karrig med at bedre forholdene for hansestæderne, men om han har regnet med slet ikke at efterleve noget af sin del af aftalen, tvivler jeg på. Han har dog lovet at sikre handelsfriheden og ikke mindst at afskaffe kobberpengene, og de må jo så i hvert fald erstattes af noget andet. Overhovedet sættes hans mønt jo kun til sin værdi i Filippas aftale. Derimod får han lov til at slå en fuldt anerkendt mønt, hvor der dog stadig er de nævnte procents spillerum til hans fordel. En sådan god, overalt gangbar mønt kan også ses som en støtte til hans sideløbende interesse i at støtte købmændene i hans egne købstæder.

Begivenhederne efter Eriks hjemkomst kan overfladisk set give indtryk af, at han i utilfredshed med aftalen saboterede den; men her er det forkert at se bort fra, at Erik sandsynligvis ved hjemkomsten har set sig selv på toppen af sin karriere med den opbakning en utvetydig kejserdom kan give, og han kan også have påregnet færre udgifter til militær i forbindelse med en snarlig udgang på konflikten; over for forbundet af hele Norden og hansestæder vil Holsten nok betænke sig inden en genoptagelse af krigshandlingerne. Om så de resultater Filippa opnår svarer til det, Erik ville have kunnet opnå er i mine øjne et hypotetisk spørgsmål.

Dette sammenholdt med den kendsgerning, at aftalen løber videre og tilsyneladende først ved krigsudbruddet falder sammen, får mig til at nære en vis skepsis over for den bombastiske fremstilling, at aftalen brød sammen, da Erik kom hjem. I mine øjne virker indholdet af aftalen som en forlængelse af Eriks løfter i forbindelse med forbundet i 1423, hvor man aner en åbning til en anvendelig politik i fredeligere tider.

 

Perspektivering

Det er et lille hjørne af numismatik/handelshistorien jeg her løfter en flig af. Hele spørgsmålet om Eriks af Pommerns indførelse af Øresundstolden i 1420’erne, helhedsbilledet af den dansk – holstenske konflikt, Eriks samlede imperiepolitik, hans indenrigspolitiske bestræbelser over for danske købstæders handel samt betydningen af Erik egen personlighed får her en stedmoderlig behandling; men et sted skal begrænsningen lægges.

Værkerne, der har dannet baggrund er ikke stillet op over for hinanden; men brugt som supplement til hinanden, bortset fra konflikten i synspunktet om Eriks og Filippas enighed om møntunionen; men det må også ses som det anvendte fikspunkt. Det væsentlige her er vel at påpege det lange spand af år, der går, hvori dette delemne af den ellers velundersøgte unionspolitik får lov at stå uantastet fra Huitfeld til 1960’erne og Galster (ja, og faktisk senere).

Undersøgelser af sølvindholdet i en lille mønt kan være indfaldsvinklen til ændringer af indgroede forestillinger. Det, der umiddelbart ligner en ret støvet gennemgang af møntsamlinger og handelspolitik, kan vise sig at have konsekvenser for vor helhedsforståelse af middelalderens politik.

 

 

 

Filippas søsling (litteratur)

© Thomas Møller

 

Litteraturliste

 

Kilder
Johansen, Bente Friis og Otto Mørkholm:	Kilder til Danmarks Møntvæsen II (1340 – 1412). In Jensen, Jørgen Steen (red): Den kgl. Mønt- og Medaillesamling, Nationalmuseet og Nordisk Numismatisk Unions Medlemsblad: De skriftligekilder til danmarks middelalderlige møntvæsen. Et udvalg 1085 – 1500. Den kgl. Mønt- og Medaillesamling, Nationalmuseet, København 1989.
Johansen, Bente Friis:	Kilder til Danmarks Møntvæsen III (1413 – 1481). In Jensen, Jørgen Steen (red): Den kgl. Mønt- og Medaillesamling, Nationalmuseet og Nordisk Numismatisk Unions Medlemsblad: De skriftligekilder til danmarks middelalderlige møntvæsen. Et udvalg 1085 – 1500. Den kgl. Mønt- og Medaillesamling, Nationalmuseet, København 1989.
Primær litteratur
Carlsson, Gottfrid:	Senare Medeltiden Tidsskedet 1389 – 1448. In Hildebrand, Emil et al: Sveriges Historia till vore dagar. Bind III:1. Nordstedt & Sönners Förlag, Stockholm 1941.
Erslev, Kristian:	Erik af Pommern, hans Kamp forSønderjylland og Kalmarunionens Opløsning. Jacob Erslevs Forlag / Selskabet for udgivelse af kilder til dansk historie, København 1901/1971.
Galster, Georg:	Unionstidens udmøntninger. Dansk Numismatisk Forening, København 1972.
Baggrunds- litteratur
Albrectsen, Esben:	Herredømmet over Sønderjylland 1375 – 1404. Den danske historiske Forening, København 1981.
Arup, Erik:	Danmarks Historie. H. Hagerups Forlag, København 1932.
Bendixen, Kirsten:	Danmarks Mønt. Nationalmuseet, København 1976.
Christensen, Aksel E.:	Kalmarunionen og nordisk politik 1319 – 1439. Gyldendal, København 1980.
Dahlerup, Troels:	De fire stænder 1400 – 1500. In Olaf Olsen: Gyldendal og Politikens Danmaarkshistorie. Bind 6. København 1989.
Flensborg, Peter:	Viden om mønter. Aschehoug, København 1979
Galster, Georg:	Wilh.Jesse: Der wendische Münzverein. (anm.) In Historisk Tidsskrift, X række 1. bind. København 1930 – 31. pp 98 – 100.
Galster, Georg:	Mønt. Dansk Historisk Fællesforening, København 1973.
Grenholm, Gunvor:	Den Svenska Historien. Bind 2 og 3. Albert Bonniers Förlag, Stockholm 1966.
Hansson, Hans:	Östersjöhandelns villkor. In Grenholm, Gunvor: Den Svenska Historien. Bind 3. Albert Bonniers Förlag, Stockholm 1966. pp. 136 – 157.
Hørby, Kai:	Tiden fra 1340 – 1523. In Aksel E. Christensen, et al (udg.): Danmarks historie. Bind 2:1. Gyldendal, København 1980. pp. 14 – 270.
Jensen, Jørgen Steen:	Numismatisk opslagsbog. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, København 1974.
Rosén, Jerker:	Erik af Pommern. In Grenholm, Gunvor: Den Svenska Historien. Bind 2. Albert Bonniers Förlag, Stockholm 1966. pp. 50 – 63.
Jesse, Wilhelm:	Der wendische Münzverein. Klinkhardt & Biermann. Braunschweig 1967. pp 99 – 104.
Jørgensen, Ellen og Johanne Skovgaard:	Danske Dronninger: Fortællinger og Karakteristikker. Hagerups Forlag, København 1910. pp 62 – 67.
Kylling, Preben:	Numismatisk leksikon. Kylling & Sons Publikations Ltd. Helsingør 1981.
Olsen, Rikke Agnete:	Herre i Norden. Fremad, København 1995.
Schmück, Herman:	Rikets brev og register. Liber Förlag / Allmänna Förlaget, Stockholm 1976.
Scocozza, Benito & Grethe Jensen:	Danmarkshistoriens Hvem Hvad og Hvornår. Politikens Forlag, København 1994.

 

Filippas søsling (Bilag)

© Thomas Møller

Bilag I (ordforklaringer etc)

 

Birgitta	Birgitta (1303 – 1373): svensk helgeninde af adelig slægt; gift og moder til 8 børn. Levede som enke i streng askese ved Alvastra kloster og modtog her åbenbaringer, der blev optegnet og udgivet på latin 1492: Revelationes extravagantes, på svensk 1857 – 1862. Arbejdede for en reformation af kirken og stiftede Birgittinerordenen; helgenkåret 1391, helgendag 23. juli. Afbildes som pilgrim med pilgrimsstav og pilgrimshat med musling samt ransel; desuden med en åben bog, gåsepen, blækhorn og en dikterende engel.
Filippa	I 1406 var den den tolvårige Filippa, datter af Henry 4. af England blevet viet til 24-årige Kong Erik i Lund ærkebispegård. Til hofmesterinde gav dronning Margrethe hende fru Katharina, datter af fru Merete, som i sin tid havde været Margrethes egen fostermoder, og datterdatter af Den hellige Birgitta. Filippa voksede, ligesom i sin tid Margrethe, op i en slægt, hvor Nordens politiserende helgen, Birgitta havde stor betydning. Hun blev desuden på samme måde  som dronning Margrethe optaget som ekstern søster, soror ab extra i Vadstena kloster. Filippa glider dog først ind i det politiske billede omkring 1416, hvor hun udses af Erik af Pommern til, trods deres barnløshed, at være garant for hans successionsplaner, der pegede mod det pommerske fyrstehus personificeret i Eriks fætter Bugislav. Hendes livgeding ændredes fra 1420 fra forskellige, af hinanden uafhængige områder i alle tre nordiske lande til ét stort, sammenhængende område i det centrale Sverige,[66] samt at hun forpligtigede sig til straks at overtage styringen af unionen og at være formynder for den på dette tidspunkt endnu umyndige Bugislav, så den pommerske arvefølge kunne sikres.[67] Omfordelingen af hendes livgeding var sandsynligvis medvirkende til at forøge hendes aktive medleven (især i svenske forhold), og hun må karakteriseres som Sveriges faktiske regent i størstedelen af 1420’erne, hvor Erik stort set ikke var i landet. Efter sin deltagelse i den her behandlede møntunion stod hun i 1425 for et rådsmøde med talrige deltagere i Stockholm, efter Eriks hjemkomst fik hun til opgave at varetage svenske regeringsstyring og i 1426 mødtes hun med det svenske rigsråd i en forhandling om støtte til oprustningen mod holstenerne, en i Sverige fra første færd upopulær konflikt. Senere samme år bistod hun kongen i forhandlinger med svenske udsendinge om samme emne, 1427 holdt hun møde med det svenske rigsråd såvel om krigen som om indenrigspolitiske emner. På samme tid tilegnede hun sig på egen hånd jordtilliggender til sit livgeding. Fra marts 1427 var hun under den hanseatiske krig uafbrudt et par år i Danmark. Først i 1429 besvarede hun et andragende fra domkapitlet i Strängnäs, med tilladelse til at hendes kansler – derværende domprovst Tomas Simonsson – efterfulgte den afdøde biskop. Først mod slutningen af 1429 til Sverige antageligt i anledning af den nu udbredte krigstræthed, som hun skulle dæmpe. Rejsens første mål var Vadstena, hvor hun synes at have mødtes med en del af det svenske rigsråd. Filippa ramtes her af sygdom og døde under dette ophold i Vadstena Kloster helligtrekongersaften (natten til 6. januar) 1430.
finhed	Ved møntens finhed forstås forholdet mellem ædelt og uædelt metal. I vore dage beregnes den i promille, men tidligere regnedes sølvmønter i mark à 16 lod, mens guldmønter regnedes i mark à 24 karat. Underinddelingen af sølvmønternes lod var før ca. l550 i Tyskland 4 kvintin, hver bestående af 4 richtpfennig.
fund, viden	Efter mordet på Erik Klipping hærgede de fredløse kongemordere og ødelagde landets finanser ved at iværksætte store falske udmøntninger, ikke til at skelne fra ægte, da Marsk Stig i sit falskmøntnerværksted ved sin borg på Hjelm benyttede tilfangetagne kongelige møntprægere. Værkstedet, hvor mønter, blanketter og metalbånd blev fundet i ruinerne, illustrerer glimrende møntprægningsteknikken. Når mønter skulle præges i middelalderen, smeltedes sølvet og kobberet i digler og støbtes i stænger. Disse stænger udhamredes til plader, der dernæst klippedes til møntblanketter. Til hver mønttype hørte et for- og et bagsidestempel af stål med negativt indgraveret præg. Mellem dem blev blanketten lagt, og med et slag af en tung hammer prægedes mønten. Man var i middelalderen tilfreds, hvis f.eks. 240 penninge tilsammen havde den vedtagne vægt: 1 mark, de enkelte mønter vejedes ikke. Da det imidlertid ikke kunne betale sig at udsende alt for overvægtige mønter, kunne møntmesteren udvippe disse ved hjælp af en særlig lille vægt, en såkaldt seiger. Men kun han måtte gøre det. Søgte andre at skaffe sig fordel ad denne vej, ved f.eks. at beklippe de tungeste mønter, ventede dødsstraf eller afhugning af den højre hånd den pågrebne.
Katarina	Katarina af Vadstena (1331 – 81) var datter af den hellige Birgitta og Vadstena klosters første abbedisse; ikke officielt helgenkåret. Hendes attributter er en lampe samt hjort eller hind.
Korner, Hermann	Hans Chronica novella er, som fremhævet af Galster, ikke altid lige pålidelig, han gør for eksempel Margrethe til Valdemar Atterdags hustru.
lødighed	finhed; holdighed; mønters eller guld- og sølvvarers indhold af ædelt metal, for hvilket der stilles visse mindstekrav: 585 ‰  for guld, 826 ‰  for sølv.
mark	Ordet bruges dels om en  vægt/regneenhed og dels som møntenhed: Der gik 2 mark på et pund, og i lighed med pundet har også markens vægt undergået ændringer i tidens løb. Således var den i vikingetiden mellem 190 og 210 gram. Fra slutningen af 1200 tallet blev det den kølnske mark, der efterhånden vandt indpas inden for møntprægning ved vejning af ædelmetal og mønt. Denne mark har der også været uenig om på forskellige tidspunkter, men tager vi det halve af kølner-pundet, får vi tallet 233,8o5 gram, og uagtet at det tal, der har været brugt, svinger mellem 230 og 234 gram, kan vi regne med, at: 1 mark kølnsk = 233,855 gram.
numismatik	numisma'tik (græsk): møntkundskab; studiet af mønt- og medaljehistorie.
nobel	Engelsk nobel kom til at spille en særlig stor rolle for danske forhold. Vi møder den ofte i regnskaber og ikke sjældent i fund. Øresundstolden, som indførtes af Erik af Pommern, pålagdes med 1 nobel pr. skib, der passerede Krogen, det nuværende Kronborg. Noblen (der vejede 7,7 g), indførtes i England 1327 – 1377 og skulle vi dømme ud fra møntfundene alene, ville det ikke være muligt at forstå, hvor almindelig udenlandsk guldmønt har været her i landet. Fundfattigdommen skyldes formentlig, at man har passet særlig godt på sine guldmønter, en enkelt nobel f.eks. repræsenterede jo en hel lille formue.
sterling	engelsk mønt slået fra 1180. Sterling eller engelsk brugt som benævnelse for regneenheden 3 penninge og efter den vendiske møntunion for den udmøntede dreling og senereigen den danske trepenning udmøntet af Erik af Pommern.
søsling	eller sechsling var en sekspenning/halvskilling, præget som sølvmønt i nordtyske byer fra 1388/92 med en finvægt på godt 1½ gram. I Danmark blev den første gang præget 1424, og den kaldes dronning Filippas søsling.
udmøntning og vægt	Der udmøntedes  i ældre middelalder kun én møntværdi: penningen, der vejede omkring 1 gram. I Skåne og på Sjælland regnede man i overensstemmelse med det brugte vægtsystem 10 penninge på en ørtug, 30 på en øre og 240 på 1 mark. I Jylland havde man i ældre tid en lidt anden regning. Her gik der 12 penninge på en ørtug, 288 på en mark, herved blev mønterne i Vestdanmark altså lidt lettere end de østdanske. Man vejede ikke de enkelte mønter, men sørgede for, at 240 – eller 288 – vejede en mark (ca. 216 gram ) En penning svarede oprindelig til en skæppe korn. Systemet var 1 mark (ca. 216 g) = 8 øre = 24 ørtug = 240 (288 i Jylland) penninge. Penningen var en mønt, de andre tre enheder var regnemønter, der fungerede som  vægtenheder. Regnemønt er en betegnelsen for en bestemt værdienhed, som ikke har været udmøntet, f.eks. 1 mark penge var 240 penninge-stykker (288 i Jylland). Ved møntfod forstås det af staten lovbestemte grundlag, som udmøntningen skal følge med hensyn til metal, vægt og lødighed (finhed), hvilket er en oplysning, der angiver hvor mange mønter, der kan udmøntes af en bestemt mængde metal af en vis finhed.
Vadstena kloster	Birgittinerordenens hovedkloster, dobbeltkloster, stiftet af den hellige Birgitta 1346 med hjælp af Magnus Smek; var klosterkirke fra 1430; ophævet som kloster 1595. Nordens mest besøgte valfartssted og centrum for svensk middelalders kulturliv; fik rige gaver af bl.a. dronning Margrethe. Kirken, munkeklosteret og to fløje af nonneklosteret er bevaret.
Witten	dansk hvid, udmøntet i Lübeck og Flensburg fra midten af 1300-tallet og af Erik af Pommern ca. 1400. Svarer til 4 penninge.

Bilag II Møntværdi

Alle danske mønter var op til midten af 1300-tallet præget som penninge. Forholdet mellem de forskellige enheder var følgende:

Regneenhed	Regneenhed	Regneenhed	Mønt	Jysk mønt
1 mark (216 gram) =	8 øre =	24 ørtuger =	240 penninge	288 penninge
	1 øre =	3 ørtuger =	30 penninge	36 penninge
		1 ørtug    =	10 penninge	12 penninge

 

Omkring 1377 ophører den gamle nordiske udmøntning, hvor man regnede med mark og ører og 1397 brød man helt med det gamle møntsystem: Dronning Margrete genoprettede møntvæsenet i Erik af Pommerns navn efter det lybske system, der forlængst havde vundet hævd i Danmark:

Regneenhed*	Regneenhed*	Regneenhed*	Mønt	Mønt (sjælden)
1 mark (kølnersk, ca. 233 gram)=	16 skilling =	32 søslinge =	192 penninge =	384 skærv
	1 skilling =	2 søslinge =	12 penninge =	24 skærv
	1 skilling =	3 hvide (witten) =	12 penninge =	24 skærv
	1 skilling =	4 sterlinge =	12 penninge =	24 skærv
		Mønt	1 penninge =	2 skærv

Mark, skilling og søsling var til at begynde med kun regneenheder; kun hvid, sterling, penning, skærv blev slået. Danske søslinge blev altså først slået fra 1424.