Da Cabinet des Médailles i Bruxelles i foråret havde ordnet samlingens danske og norske mønter i overensstemmelse med Holger Hedes nyanskaffede Møntværk, var der tre mønter, som man havde vanskeligt ved at bestemme, idet møntkabinettet ikke ejer H. H. Schous "Beskrivelse" af 1926. jeg blev anmodet om at se på de tre mønter, og det viste sig, at den intetessanteste af dem var Frederik V's speciedaler fra 1764, nemlig Schou 3. Der var glæde på møntkabinettet over at have fundet en RRR-mønt i samlingen, og man bad mig om at tale om denne mønt ved mødet i Cercle d'Etudes Numismatiques den 8. juni.
Til denne specie er der skåret stempler af de tre medaljører, nemlig Johan Ephraim Bauert, fast medaljør ved mønten i København siden 25. april 1763, samt Daniel Jensen Adzer og Johan Henrich Wolff.
Schou 3, 1764 er slået med Adzers forside og med Bauerts bagside. J. Wilcke nævner i "Kurantmønten 1726-1788" København 1927, side 126, at der ikke er noget bevis for den tidliere antagelse (Thomsen, 1831) at der skulle være afholdt en konkurrence om denne nye speciedaler, forløberen for H. C. Schimmelmanns møntreform.
Wilcke kan ikke fremkomme med nogen anden forklaring på, hvorfor der blev fremstillet tre udkast til denne mønt, udkast som tilmed alle blev anvendt ved udrnøntningen med det resultat, at der fremkom tre forskellige specier foruden de forskellige tvepræg, der kendes.
Ved at læse i kataloget til 100 års-jubilæumsudstillingen som Société francaise de Numismatique afholdt i år juni-september i Hôtel de la Monnaie i Paris, hvor overinspektør O. Mørkholm har skrevet om den af Nationalmuseet arrangerede udstilling af danske medaljer, kom jeg til at tænke på en mulig løsning af denne gåde.
I de biografiske noter til Adzer og Wolff nævnes at de to sølvsmedesvende, som begge havde lært medaljeskæringens kunst i Paris, hver modtog en kongelig understøttelse til en treårig udenlandsrejse i 1761. De to medaljører tog af sted sammen til Paris og Rom, hvor de blev til 1764. Bauert var jo selvskreven til at skære specien, men de to venner kommer altså tilbage fra deres af kongen bekostede studieophold netop som arbejdet står på, og intet er da naturligere end at de bliver opfordret (af kongen eller af akademiet, hvor de optages i 1766) til at vise, hvad de har lært.
At de kun kom til at lave et sæt stempler hver, mod Bauerts otte sæt, kan skyldes netop dette forhold (aflæggelse af prøve) eller eventuel modstand fra Bauerts side.
Hvad mener sagkundskaben om denne teori?
(NNUM 1965 side 179)