Horsens Museum blev i 2001 kontaktet i forbindelse med planlægningen af den fysiske placering af det kommende, nye statsfængsel i Østjylland - afløseren for det mere end 150 år gamle Horsens Statsfængsel. Det gamle statsfængsel, som ligger så markant i Horsens, er nedslidt og i sagens natur utidssvarende indrettet, nu mere end 150 år efter sin ibrugtagning. For første gang i mange år stod Direktoratet for Kriminalforsorgen for at skulle bygge et helt nyt fængsel. Efter nogen tids diskussioner faldt valget på en placering på Enner Mark, cirka 10 km vest for Horsens. Området lå hen som dyrket mark og bestod af et 45 ha. stort område, som for en stor del lå forholdsvist lavt i terrænet. Herved kunne man opnå, at fængslet visuelt ikke ville blive så dominerende i det åbne, dyrkede landskab.
Horsens Museum udtalte i forbindelse med lokalplanforslaget, at der med denne, forholdsvis lave placering nok ville være færre problemer set fra en arkæologisk synsvinkel, end hvis man valgte placeringen på de højere beliggende morænebakker mod øst eller længere mod vest, hvor resterne af en række af gravhøje fra sten- og bronzealder ville give problemer. Det ville dog stadig være sandsynligt at støde på spor efter bebyggelse fra forhistorisk tid.
Billede af udgravningssituationen, set fra syd. Vikingetidshusets placering er på det lyse sandede område i billedets midte. Møntskattens findested er til højre for diget, på den nederste del af skråningen. Foto: Horsens Museum.
Som en del af det indledende arbejde undersøgte vi, hvilke fund der allerede var registreret indenfor og omkring det afsatte lokalplanområde. Her dukkede forskellige interessante sager op, som dog primært var fundet lige udenfor fængselsområdet: To ovale skålspænder og et lille bronzesmykke fra vikingetid er fundet sammen i en grav nær Enner by (1). Vest for fængselsområdet løb tidligere en tæt række af gravhøje. Ud over at sådanne gravhøje blev anlagt nær de samtidige bebyggelser, så angiver den lange række høje formentlig også et gammelt vejforløb. Lokale lodsejere har i området fundet flere flintøkser, og ved museets rekognosceringer fandtes et par steder en del flint i pløjejorden, hvilket tydede på en vis aktivitet i den yngre stenalder. Sidst, men ikke mindst, var vi naturligvis opmærksomme på Enner-skatten. Det er en stor møntskat fra den sene vikingetid, der stammer fra et sted i nærheden af - men dog formentlig lige uden for - fængselsområdet. Det præcise findested kendes ikke, men på sognebeskrivelseskortet findes en afsætning fra 1896, som placerer møntfundet på toppen af en bakke nord for fængselsområdet. Afsætningen er dog usikker, idet den er foretaget uden besigtigelse. Skatten bestod af 1315 hele sølvmønter og en del brudsølv i form af fragmenter af mønter, brudsølv af smykker samt rå sølvbarrer (2).
På baggrund af en samlet vurdering var det museets anbefaling, at der forud for byggeriet blev iværksat en arkæologisk forundersøgelse.
Med kryds: Det formodede fundsted for møntskatten. Kort: høje målebordsblad, omkring 1870. Kilde: KMS og COWI.
Omstændighederne omkring fundets fremkomst er velbelyste, idet herredsfoged Bernth i et brev til museums direktør C.J. Thomsen i begyndelsen af maj måned 1849 ret udførligt beskriver hvem, som gjorde fundet, samt under hvilke omstændigheder, det blev gjort. Finderen var en ung mand, som var karl på gården. Hans navn var Anders Nielsen. Fundstedet beskrives ikke præcist, derimod fremgår det, at skatten dukkede op under arbejdet med at lave en vej ud til et sted, hvor en ny mergelgrav skulle anlægges. Alt sammen foregik det på selvejergårdmand Hans Nielsens mark, matr. 5 af Enner by (3). Mergelgraven kender vi beliggenheden af, den er markeret på højkantskortet (M 1:20 000) fra 1870'erne. Og markvejen, som gik langs et dige ud til mergelgraven, ses på samme kort: det er formentlig en del af den vej, som man var ved at anlægge eller måske forbedre i 1849.
Gården på hvis jord skatten fremkom, er stadig, nu mere end 150 år efter, i samme slægts eje. Og der er stadig interesse for og stolthed over, at skatten kom frem på deres jord. En interesse, som museet også mærkede, da vi gik i gang med de arkæologiske udgravninger. Den mark, hvor skatten fremkom, blev i 1990 udpeget med sikkerhed. Det præcise findested er derimod mere usikkert, men der er på gården en mundtlig tradition om, hvor skatten blev fundet. Og det er ikke på toppen af den markante bakke, som ligger lige nord for lokalplanområdet og som for fagfolk er den mest oplagte, når vi taler om, hvor en mulig bebyggelse kunne ligge. Derimod er den et af to følgende steder: enten ude ved mergelgraven eller også på den nederste tredjedel af bakkens sydvendte skråning, hvor den flader lidt ud. Gårdejer Aage Winther udpegede dette sidstnævnte sted for mig, før vi vidste, at vi skulle komme til at åbne et udgravningsfelt nær dette sted.
Langhuset fra sen vikingetid set fra vest. Stolpehullerne er markeret med barberskum. I billedets baggrund ses et tværgående dige. Møntskattens findested er på den anden side af dette dige og et lille stykke mod nord. foto: Horsens Museum.
Også nord for germanertidshuset viste der sig stolpehuller fra et hus, som typemæssigt er forskelligt fra langhuset med de buede langvægge: det har rette vægge, men dog stadig ingen indre tagbærende stolper. Også dette hus er af en anseelig størrelse, op mod 22 meter. Som type kendes huset i den senere vikingetid og i den tidlige middelalder. Begge huse kan således have stået på det tidspunkt, hvor Ennerskatten blev nedlagt og for så vidt også have været en del af den samme gård. Dateringen af husene til 1000-tallet støttes af fund af keramik. Der er kun fundet ganske lidt materiale i forbindelse med husene, men det, som er fundet, er entydigt fra vikingetid: skår af blødbrændte kuglepotter og skår af såkaldt Østersøkeramik, også af blødbrændt type.
Det sted, som gårdejer Aage Winther udpegede som det ene af de to mulige fundsteder for Enner-skatten, ligger omkring 60 meter fra den østlige gavl af langhuset med de buede langvægge. Der er al mulig grund til at antage, at vi her har fundet den bebyggelse, hvor Ennerskatten blev nedlagt kort efter år 1030. Gårdene kan på dette tidspunkt i vikingetid arealmæssigt være meget store og bestå af adskillige langhuse, stalde og beboelseshuse, værkstedshytter i form af grubehuse og andre mindre huse. Gården kan være indhegnet, dette kendes blandt andet fra Vorbasse, hvor flere af disse gårde er udgravet i deres helhed (4). Vores udgravningsfelt på stedet var af begrænset størrelse, og i det sås ikke større sammenhængende rester af hegn. Det kan dog også skyldes, at stolpehullerne i området var meget nedpløjede og dermed nogle steder formentlig helt forsvundet.
At vi ikke gravede i selve det område, hvor skatten anslås fundet, skyldes, at det lå akkurat uden for projektområdet. Området blev dog afsøgt med metaldetektor - en metode som de senere år ofte har ført til, at gamle skatte fund har kunnet "genfindes" og også ganske ofte kunnet placeres inden for en bebyggelse. Det er snart reglen, at disse skatte fund, som man tidligere antog var henlagt på mere vanskeligt tilgængelige steder, viser sig at være nedlagt indenfor bebyggelserne. Her er de formentlig hengemt under ufredstider og aldrig blevet fundet frem igen. Som eksempel på dette kan nævnes sølvfundene fra Over Randlev (5).
I vores tilfælde bragte detektorafsøgningen forbløffende lidt metal for dagen og slet intet, som kunne henlede tankerne på den rige sølvskat. En af grundene til dette kunne være, at den gamle markvej, som gennem årene var blevet til en hulvej, også på det mulige fundsted for skatten, for få år siden blev fyldt op med overskudsjord fra en vejudvidelse i nærheden. Der foreligger naturligvis også den mulighed, at hele fundet blev bjærget i 1849.
Det sene vikingetidshus fra Enner. Husene, som der ses spor af både nord og syd for (her delvist overlappende) vikingetidshuset, stammer fra den ældre germanertid, 400-tallet. Det sandsynlige fundsted for møntskatten ligger omkring 35 meter uden for feltgrænsen mod øst. Tegning: Horsens Museum.
Mønternes fordeling med en stor overvægt af tyske og angelsaksiske mønter er typisk for møntskatte nedlagt omkring 1020-1040. Fordelingen afspejler forhold omkring vikingernes kontaktnet i sidste halvdel af 900-årene. I skattefundene fra vikingetidens begyndelse og indtil omkring 970 var arabiske mønter dominerende. Først kom disse mønter fra det nuværende Mellemøsten, Iran og Irak, senere er de slået i blandt andet Samarkand og Taschkent i Centralasien. Omkring 965 indtræder en forsyningskrise, som får konsekvenser i Norden: man tvinges til at rette blikket mod andre kyster for at opretholde et stort flow af sølv til området. Dette skifte i mønternes oprindelsessted skyldes flere ting, blandt andet at de østlige forsyningsveje tørrede ind. Desuden kom der gang i udnyttelsen af de tyske sølvforekomster, og dette medførte snart, at mønter slået her kom til Norden i stort tal. Der strømmede fra dette tidspunkt også store mængder angelsaksiske mønter til landet, hvoraf en del uden tvivl kommer fra den danegæld, som danske konger opkrævede i det engelske (7). De 24 danske mønter i skatten er alle præget under Knud den Store, 1018-1035.
Mens Enner-skatten som samlet fund endnu mangler en fuldstændig beskrivelse, har Gert Posselt foretaget en gennemgang af flere væsentlige aspekter, dels af historikken bag møntskatten, dels af de for dateringen af skattens nedlæggelse vigtigste mønter (11). Jeg er ikke numismatisk kyndig og kan således ikke tilføje noget til Posselts analyse. Jeg har blot lyst til at nævne en af skattens danske mønter, som senere Jørgen Steen Jensen har beskrevet nærmere (12). Den viser på forsiden et venstrevendt kongehoved med scepter, bagsiden viser en triquetra. Hovedtypen bærer den latinske indskrift: +IN PRINCIPIO ERATH FABVMI (forsiden) og +ETH FARBUM ERATH APATH M (bagsiden). Imidlertid har mønten fra Enner en anden forsideindskrift: +IN NOMIINE DEI PATRI (= I Gud faders navn). Sætningen på hovedtypen stammer oprindelig fra bibelen, og i sin fulde ordlyd hedder citatet: "In principio erat verbum, et verbum erat apud Deum, et Deus erat verbum". Oversat står der her: "I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud, og ordet var Gud". Dette er den stærke indledning til Johannesevangeliet. Mønterne er slået i Slagelse, møntmesteren er via en stempelkobling bestemt til at være "Brihric on Slahl" - dermed røbes hans nationalitet: han må være angelsaksisk. Benyttelsen af ordet "farbum" i stedet for "verbum" tyder på, at det var en tysk- eller hollandsk-talende gejstlig, som leverede forlægget til mønten (13). Det antages, at denne Slagelsemønter det første sted, hvor et længere tekstudddrag fra bibelen anvendes i Danmark. Det betyder, at der kan have været prædiket efter den latinske bibel i de tidlige kirker. Slagelsemønten er slået i 1020'erne og der kendes kun i alt tre eksemplarer, hvoraf det foreliggende er det eneste med sikker proveniens. Møntsmedjen i Slagelse udmærker sig ved, at det er den smedje i landet, som i 1000-tallet oftest slår mønter med religiøse indskrifter (14). Afspejler dette, at byen da var en form for gejstlig højborg, eller kunne det være et udtryk for kongens politiske tæft eller eventuelt begge dele?
Som eksempel på et kristent billedmotiv fra mønterne i Enner-skatten kan nævnes en engelsk mønt slået under Kong Æthelred II omkring 1009. På forsiden er afbildet et lam, gennemboret af et kors (symboliserer Kristi offerdød). Under lammet ses en tavle, som i andre tilfælde er forsynet med de græske bogstaver alfa og omega (Gud er begyndelsen og slutningen på alt), men som i Enner-møntens tilfælde dog er tom. På bagsiden er afbildet en due, som symboliserer Helligånden. Typen er meget sjælden, der kendes kun 16 eksemplarer i alt. Mønten i Enner-skatten er den ene af kun tre sådanne mønter fundet i Danmark (15).
Harald Blåtands dåb. Forgyldt kobberplade fra Tamdrup Kirke. Nationalmuseet.
Flere har villet se en sammenhæng mellem Jelling og Tamdrup. Og ud over at Harald Blåtand er forbundet med Tamdrup kirke, findes der da også flere lighedspunkter. Blandt disse er, at begge kirker har været forsynet med omfattende kalkmalerier fra 1125 med skildringer af Johannnes Døberens historie, hvilket tyder i retning af at Tamdrup, som Jelling, har været tænkt som dåbskirke (20).
De fleste, som har stiftet nærmere bekendtskab med Tamdrup Kirke, ved, at den ved sin fysiske fremtoning, både ved sin prominente placering i landskabet og ved sit specielle indre, med sine tre skibe, sit gyldne alter og smukke kalkmalerier, opleves som imposant. Snart fanges man imidlertid ind af den fantastiske historie på den gyldne billedfrise, som er en usædvanlig levende kilde til belysning af skiftet fra hedenskab til kristendom (21).
Kirkehistorikere har gennem 1900-tallet gjort mange overvejelser omkring ligeså mange ubesvarede spørgsmål om kirken; Poppos jernbyrd og Haralds dåb er via den gyldne billedfrise nært forbundet med Tamdrup Kirke. Man fristes til at tro, at der virkelig har været en tradition, som har knyttet Poppos jernbyrd og Kong Haralds dåb til stedet. Var det kongeslægten eller gejstligheden, som besluttede, at stedet skulle have en særlig kirke, som var stort lagt an i form af den treskibede basilika? Kan tilstedeværelsen af det gyldne alter og retabel i netop denne kirke forklares derved, at stedet blev valfartskirke for en Poppokult og i den forbindelse fik skrinet med de hellige relikvier, udsmykket med den gyldne billedfrise om jernbyrden? Der har også været spekulationer om, at kirkens stort tænkte grundplan kunne tyde på, at der ved Tamdrup havde været planer om et klosterbyggeri, som så imidlertid aldrig blev til noget.
Mange af tingene hænger godt og logisk sammen - blot kunne man ønske sig, at nogle af samtidens skriftlige kilder kunne medvirke til at understøtte de mulige sammenhænge. Desværre er de skriftlige kilder tavse om disse tidlige forhold omkring kirken.
Tamdrup kirke har formentlig haft en forgænger i træ. I forbindelse med restaureringen af kirken i 2001 fandtes der under dele af kirkens fundament menneskeknogler, som må stamme fra ældre begravelser på stedet (23). Begravelserne kunne indikere, at der på stedet har ligget en ældre kirke. Den er da formentlig bygget af 1000-tallets stormand.
Hvorvidt bebyggelsen på Enner Mark har eksisteret samtidig med Tamdrup-gården eller, om den er en smule tidligere, kan ikke siges helt sikkert. Da skatten, som nedlagdes omkring 1035, aldrig blev fundet i sin samtid, kunne det måske skyldes, at gården blev forladt på dette tidspunkt eller ret kort efter? Gårdene har dog nok eksisteret samtidigt i en periode, og det er givet, at man over så kort en afstand har kendt hinanden og følgelig har haft et vist samkvem, ja, man er måske endda kommet i kirken? Kunne Slagelsemønten være endt på Enner-gården via Tamdrup-bebyggelsen? Både Tamdrup gården og gården på Enner Mark har at dømme efter huse og fund hver især besiddet værdier, som muliggjorde handel, og stedets position i kirkelig sammenhæng kan være etableret allerede i begyndelsen af 1000-tallet. Kunne det tænkes, at der i den forbindelse har været kontakt med det gejstlige miljø i Slagelse? Det forbliver selvfølgelig en hypotese, og man skal naturligvis være forsigtig med at bygge for meget på en enkelt mønt. Mønters natur er jo at gå som betalingsmiddel fra hånd til hånd, så Slagelsemønten kan også være kommet til Østjylland på "naturlig" vis.
Arkæologien er med blotlægningen af strukturer under mulden ofte med til at løfte sløret for ny viden. Således også på Enner Mark, hvor fundet af vikingetidshuset pludselig satte det gamle skattefund ind i dens rette sammenhæng - det drejede sig ikke om en skat nedgravet på en fjern mark langt fra nysgerrige øjne, men derimod tæt ved ejerens bopæl. På ligeledes tankevækkende vis er Slagelsemønten ved sin inskription med til, at henlede vores opmærksomhed på den omstændighed, at selv nok så kraftfulde ord kan have brug for støtte i et for menigmand mere forståeligt sprog, nemlig det billedlige. Tamdrup-retablets billeder tyder på, at ordet ikke helt var nok i begyndelsen - der skulle mere til: at Poppo bar den glohede jernhandske var et tegn så tydeligt, at selv en konge måtte bøje sig for det, og dermed også hans folk.
(NNUM 2006 side 63-71)