Til trods for at vi nu med Brita Malmers disputats (1) har fået en grundig og udmærket monografi over de ældste Hedebymønter, kan der stadig findes supplerende stof om emnet. For det første er der nylig kommet en fundmønt fra en vikingetidshustomt ved Ribe med Carolusmonogram på den ene og skib på den anden side, lidt afvigende fra tidligere kendte eksemplarer [Fig. 1] (2).
Med denne mønt skulle det nu være endnu mere klart, at skibsmønter ikke nødvendigvis har en særlig tilknytning til Birka, men at de, som Brita Malmer viser det, sammen med de andre billedtyper er slået i Hedeby.
For det andet er der gjort et fund af en lidt anden karakter, idet jeg nemlig i møntsamlingens skab med gipser, galvaniske kopier m.m. har opdaget udmærket udførte staniolaftryk af de fire bortkomne mønter fra Spangereidfundet 1879 [Fig. 2] (3).
En er hel, to er knækket i to stykker, og aftrykkene er lavet af hver del for sig. Den fjerde mønt er defekt. Alle fire mønter har på den ene side den fremadseende hjort, på den anden et skib. Alle er lidt forskellige fra hverandre, men de slutter sig dog ret nær til Brita Malmers planche 1:6 Båt A. 1 og planche 2:2 Hjort A [KG. 4], hvilket er mønten fra Johannishus [Fynd 52] og de ligner også en del Löddeköpinge-mønten [B. M. side 206]. Af det bedst bevarede, eksemplar af Spangereid-skibsmønterne, har Hauberg haft endnu en kopi til rådighed i sit aftrykskartotek. Denne mønt er det, der gengives på tavle I som nr. 7 i hans bog, dog med den lille unøjagtighed, at skjoldenes rand er tegnet M-ed en sammenhængende linie i stedet for punkter (4). Denne tegning kommenterer Brita Malmer, såvidt jeg har kunnet se, ikke. Såvel Brita Malmer som Kolbjørn Skaare (5) beklager med god grund tabet af Spangereidfundets originale mønter, men en trøst må det vel nu være, at gode kopier kan studeres, så er de da ikke gået helt tabt. En sanunenligning med tegningen af de to af mønterne i Brøgger/Sheteligs: Vikingeskipene viser overensstemmelse med de to mønter, der her er katalogiserede som 2 og 3, men bruddene passer ikke helt (6).
De fire skibsmønter fra Spangereid må betragtes som en værdifuld forøgelse af vor viden om de ældste Hedebymønter. Blandt andet kan de antyde, at fabrikationen af denne type mønter har været større, end vi før har haft mulighed for at konstatere, da alle fire stempler er forskellige og også afvigende fra tidligere kendte.
Blandt aftryk af mønter, som Hauberg har benyttet ved fremstillingen af sine plancher, ligger også et svarende til tegningen på tavle I, Hedebybracteat nr. 1, netop det stykke, som stærkt kritiseres af Brita Malmer og fremdrages som eksempel på Haubergs manglende nøjagtighed [Fig. 3] (7).
Det angives ikke på aftrykket, hvor det stammer fra, men det er lykkedes at finde en mønt fra Graagaardeskatten, et fund, der blev gjort i 1887, der er forlægget for staniolen (8). Denne mønt svarer efter min opfattelse i alle enkeltheder til Haubergs tegning med undtagelse af et lille træk, det skyggeagtigt angivne gennemslag. Stempelstillingen på mønten er nemlig 180 grader. På Graagaardemønten ses, omend ikke så klart som på Haubergs tegning, den tværstreg, der giver det oprindelige V sin mærkelige form. Hermed skulle det være bevist, at Hauberg ikke har mere eller mindre opfundet den pågældende mønt; men at stykket er højst usædvanligt og ikke velegnet til at være eneste repræsentant for typen, må man give Brita Malmer ret i. Iøvrigt bør det vel understreges, at tegningen i "Myntforhold" ikke er en forgrovning, men tværtimod langt bedre i overensstemmelse med mønten end tegningen i Haubergs franske artikel (9).
Prøver man at lede den omtalte Graagaardemønt op på Brita Malmers tavler, finder man frem til planche 8 nr. 14 som forside og planche 19 nr. 2 som bagside. Forsiden svarer blot ikke i alle enkeltheder til det her fotografisk gengivne eksemplar fra Graagaardeskatten. Ringen til venstre er f.eks. åben og "taber" et par perler som på Haubergs tegning, og den ene af småringene til venstre, den foroven, mangler, den forneden er knapt skelnelig. På sin oversigt s. 307 anfører Brita Malrner to andre mønter, der henføres til denne tegning, Fynd 101 [Käppevik, Slubbemåla] og Fynd 127 [Belgard]. Samme forside har også Fynd 8 e [Hedeby]. At flere møntsider således kan henføres til samme billednummer betyder ikke, at mønterne er stempelens, og skyldes heller ikke, at der er sjusket med tegningerne i "Nordiska Mynt". Der er blot tale om en anden måde at registrere mønterne på. Det princip, der ligger til grund for Brita Malmers mønttegninger, er afgørende forskelligt fra Haubergs. Hauberg ønskede at gengive en bestemt mønt i alle detailler, også med slid og defekter, altså en "individualmønt". Brita Malmer tilstræber med sine tegninger at gengive et tænkt fejlfrit stempelaftryk, en "idealmønt". Her er altså foretaget en bevidst "skematisering" af møntbilledet, for at det bedre kan danne grundlaget for eksakte definitioner. Særlig nyttigt forekommet dette at være, når tegningerne, som det er tilfældet for den ældste møntgruppes vedkommende, suppleres af fotografier af "individualmønter". Så opnås de bedste muligheder for at placere en nyfunden mønt i den helt rigtige sammenhæng.
(NNÅ 1967 side 5-10)
Tillägg. Det är alldeles riktigt att det finns en förhöjning mellan de båda vertikala staplarna i det ursprungliga V:et men så liten att den knappast kan urskiljas på bilden fig. 3. Efter förnyat studium av originalmyntet måste jag vidhålla min åsikt att tetkningen i "Myntforhold" är felaktig eller åtminstone starkt missvisande. Enligt min uppfattning har förhöjningen inte något samband med myntbilden. Sannolikt är det fråga om en felaktighet i myntämnet. Om Hauberg arbetat med ett fast definitionssystem skulle han knappast ha begått misstaget att inarbeta denna ovidkommande detalj i myntbilden.
Brita Malmer
First the Hedeby coin, with a ship and Carolus monogram, found near Ribe, South Jutland, is mentioned. After that an account is given of recent finds of impressions of coins from Spangerelid in Norway, belonging to Brita Malmer's combination group 4 with deer A and boat A. Finally some problems related to the differences between Brita Malmer's and Hauberg's ways of drawing coins are dealt with.