"De bedste fund gøres i museet selv," sagde engang en af Nationalmuseets inspektører, da han redegjorde for en morsom opdagelse i et gammelt skab, og denne påstands rigtighed kan kun bekræftes af det store "fund", der for nylig er gjort i "Den kongelige Mønt- og Medaillesamling". De fleste besøgende i Møntsamlingen vil vel have bemærket, at der på en af hylderne i skabet med fund stod to store, sammenpressede og mørke klumper af sølvmønter, med en vedføjet forklaring gående ud på, at de var fundet nedgravet under Børsens gulv i 1909 og havde en vægt af henholdsvis 6320 gr og 5520 gr. Af det lidet, der kunne tydes på de sorte mønter, fremgik det, at der var nogle med Frederik III's navnetræk og andre med dronning Christinas billede. Man turde ikke, dengang fundet blev gjort, gøre noget forsøg på at skille mønterne fra hinanden og rense dem, så en virkelig undersøgelse af den store møntmængde kunde foretages. For kort tid siden lykkedes det imidlertid Nationalmuseets Konserveringsanstalt at få skilt den ene klump helt ad ved en langvarig og omhyggelig proces (se herom s. 194 flg.). Konserveringsarbejdet faldt så heldigt ud, at vi meget håber, at man snart må kunne påtage sig at behandle den anden klump for os. Før dette er gjort, kan en virkelig publikation af fundet naturligvis ikke finde sted; men en foreløbig meddelelse om de hidtil vundne resultater kan nok også have en vis interesse.
Som det kan ses på billedet (fig. 1) af den endnu ikke konserverede møntklump, er det ganske tydeligt, at mønterne har opholdt sig i en eller anden beholder, der i tidens løb er sporløst forsvundet. Rester af en lærredspose kunde, da fundet i sin tid var nyt, skimtes under bunden af den ene klump. Poserne har vel så været lagt i et par små tønder eller bimpler af træ, hvis forsvinden ikke har afsat noget spor, hvad en metalbeholder vilde have gjort. Det fremgår af redegørelsen fra Konserveringsanstalten, at mønterne er ødelagt af svovlholdige forbindelser. En rimelig forklaring på at beholderne er helt forsvundne giver den omstændighed, at findestedet er en yderst fugtig plads. Børsen er bygget på inddæmmet grund, og den høje grundvandstand bevirkede, at man måtte opgive den oprindelige plan om en egentlig kælderetage og nøjes med den lidt forsænkede stueetage, der med sine mange rum var bestemt til at huse varelagre og udsalgsboder. En nedgravning af en skat under gulvet i en af kramboderne her måtte uvægerligt medføre fare for, at beholderen rådnede op; men det har naturligvis heller aldrig været meningen, at pengene skulde ligge der ret længe. Ejermanden kan kun have ønsket at skjule dem midlertidigt under en akut fare. Det er overvejende sandsynligt, at den store pengesum har tilhørt en af de - enten danske eller fremmede - købmænd, der lejede lagerrummene i Børsen, og anledningen har uden tvivl været Københavns belejring af svenskerne. De yngste - og for de danske mønters vedkommende særligt mange mønter bærer årstallet 1658. Hvis den endnu ikke undersøgte del af fundet ikke har en anden sammensætning - hvad der næppe er grund til at formode - er årsagen til pengesummens nedgravning således ganske klar.
Den største overraskelse, som fundet gemte, var seks særdeles velbevarede guldmønter, der indhyllet i papir var anbragt midt i pengeklumpen.
Disse mønter er følgende:
Resten af skatten bestod af 317 sølvmønter, der efter konserveringen alle har kunnet bestemmes, om end nogle naturligvis er defekte og medtagne, dertil kommer så nogle ubestemmelige brudstykker, af hvilke nogle vel hører til de 3I7 mønter, andre er rester af næsten forsvundne stykker.
Den danske del af fundet indeholdt 78 mønter fra Christian IV og 72 fra Frederik III. De fordeler sig således:
Fra Sverige stammer følgende stykker:
En enkelt mønt er engelsk:
En særlig stor part af mønterne er nederlandske. Det stemmer smukt med, at vi stod i livlig handelsforbindelse med Nederlandene, der jo som bekendt endog så deres fordel i at hjælpe os mod svenskerne ved at undsætte det belejrede København med en flåde i oktober 1658. Fra de nordlige Nederlande stammer 8 sølvmønter:
Fra de sydlige Nederlande ikke mindre end 98:
Her er mønter, der repræsenterer møntstederne: Antwerpen, Artois, Bruxelles, Flandern, Maestricht, Luxembourg og Toumai.
Det er karakteristisk for fundet, at det på få mønter nær er sammensat af store sølvmønter og guldmønter, netop hvad man måtte vente, hvis ejermanden var købmand. En løselig omregning af summen til dansk mønt giver mellem 2 og 300 dalere, hvortil så skal lægges den foreløbigt ubehandhandlede møntklumps indhold. Endnu er alle det interessante børsfunds gåder ikke løste.
Sølvsulfidet, som er en meget stabil kemisk forbindelse, der vanskeligt ved rent kemiske fremgangsmåder adskilles fra metallisk sølv uden at dette tager skade, blev fjernet ved elektrolyse. Der blev forsøgt flere forskellige elektrolyser, sluttelig valgtes en natriumkarbonat-opløsning, da der med denne opnåedes en løsere konsistens af det slam, der skulle fjernes fra mønterne og samtidig en langt svagere udvikling af svovlbrinte end ved f.eks. fortyndet svovlsyre. Som anode benyttedes - i mangel af bedre - jern. Efter nogen tids indvirken af elektrolysen kunne mønterne adskilles mekanisk, hvorefter de enkeltvis genophængtes i elektrolysebadet for den endelige reduktion af de tykke og meget hårde sulfidlag. Indtil otte døgns indvirken var fornøden inden sulfidet var helt omdannet.
Efter elektrolysen blev mønterne vasket med svovlsyre for at fjerne tilbageblevne jernforbindelser. Efter en nødtørftig udvanding vaskedes med ammoniakvand for at fjerne et kobbernedslag (stammende fra mønternes større eller mindre kobberindhold). Derpå en kombineret kemisk og mekanisk rensning med en kaliumbitartrat-grød påfulgt af udvanding (kogning) i flere hold destilleret vand. Mønterne har ingen afsluttende overfladebehandling fået, blandt andet fordi det kan forudses, at de vil anløbe meget hurtigt, da de stadig indeholder svovlforbindelser i det indre. Når mønternes udseende som helhed er så godt efter rensningen, skyldes det den heldige omstændighed, at en metaloverflade, der er glat, som den bliver det ved prægning, er ret modstandsdygtig mod kemiske påvirkninger. De store mængder af korrosionsprodukter, hvormed mønterne var overlejrede, stammede derfor væsentligst fra metallets indre.
Nationalmuseets Laboratorium, 7. oktober 1960.
B. Brorson Christensen. Knud Holm
(NNUM 1960 side 189-195)