Monetært var Europa i anden halvdel af 1800-tallet præget af svære valg. Det enkelte land skulle vælge mellem den gamle sølvfod, den kunstige bimetalisme eller den nye guldmøntfod. Det var en international udvikling, der også påvirkede Danmark.
Danmark valgte med møntloven af 23. maj 1873 at basere sit pengevæsen på guld. Dermed havde Danmark fravalgt sølvet som basis for pengevæsnet, man brugte dog efter 1873 stadig sølv til skillemønter. Men det var ikke kun sølvet, der var blevet fravalgt som basis for pengevæsnet. Kombinationen af både guld og sølv som basis for pengevæsnet, den såkaldte bimetalisme/dobbelte møntfod, var også blevet fravalgt. Det var ikke særegne nationale forhold, men primært den almene internationale udvikling, der fik Danmark til at gå væk fra sølvmøntfoden og samtidigt fravælge bimetalismen. Det samme gjorde sig gældende for de fleste andre europæiske lande. Derfor har den her beskrevne udvikling af prisforholdet mellem guld og sølv og dets konsekvenser betydning for både ind- og udenlandske udmøntninger i 1800-tallets anden halvdel.
Sølvets tilbagegang
Igennem verdenshistorien har sølv været langt mere udbredt som møntmetal end guld. Det skyldtes hovedsageligt, at udbudet af guld tidligere ikke var stort nok til at danne basis for et større møntsystem. Det ændrede sig i løbet af 1800-tallets anden halvdel. England med sine kolonier var imidlertid tidligere ude, da man allerede i 1816 officielt var gået over til guldfoden, reelt var det sket endnu tidligere.
Prisforholdet mellem guld og sølv på verdensmarkedet var forholdsvis stabilt fra ca. 1750 til 1870'erne, det lå mellem 1:15 og 1:16. Det betød ikke, at mængderne af guld og sølv ikke havde ændret sig. De store guldfund i Californien og Australien i slutningen af 1840'erne og i 1850'erne betød eksempelvis, at Holland og Belgien opgav deres bimetaliske system til fordel for sølvmøntfoden. Holland og Belgien havde antaget, at den øgede mængde af guld på markedet ville skabe generelle prisstigninger, altså inflation, i de to lande. Inflationen udeblev imidlertid, da guldproduktionen stagnerede, og sølvproduktionen steg fra ca. 1860 og frem. Herefter begyndte prisforholdet mellem guld og sølv langsomt at ændre sig til guldets fordel.
(Kilde: www.nationalbanken.dk. Den markante stigning i guldproduktion ses tydeligt ved dobbeltpilen, ligeledes fremgår de to vigtige "knæk" på kurven for prisforholdet mellem guld og sølv hhv. omkr. 1867-68 og 1873. Pilene er påsat grafen af artiklens forfatter.)
Under den danske sølvmøntfod op til 1873 og guldmøntfod efter 1873 var udstedelsen af pengesedler primært baseret på hhv. Nationalbankens sølvreserve og guldreserve. Enhver kunne tage sine sedler med ind i Nationalbanken og få dem vekslet om til klingende mønt. Ligesom Nationalbanken i Danmark var forpligtet til ovenstående, så havde de fleste andre centralbanker lignende forpligtelser. I krisesituationer suspenderede centralbankerne indløseligheden for at beskytte pengevæsnet, eksempelvis blev den danske guldindløselighed suspenderet i 1914. Ligeledes blev guldindløseligheden i det bimetaliske USA suspenderet under den Amerikanske Borgerkrig (1861-1865). Det medførte, at tonsvis af amerikansk guld blev frigjort. En stor mængde af det frigjorte guld havnede på de europæiske markeder.
(Dansk 100-krone seddel 1910, guldindløselig)
I 1860'ernes midte var der med andre ord to forhold som gjorde sig gældende: Frygten for at sølvet ville forsætte sit værdimæssige fald i forhold til guldet, og dermed gøre pengevæsnet i lande med sølvfod ustabilt. Desuden var der nu så store mængder guld i Europa, at landene kunne basere deres pengevæsner eller dele heraf på guldet. Det var på det tidspunkt, at de fleste europæiske lande for alvor begyndte at interesse sig for guldet. Dannelsen af den store bimetaliske Latinske Møntunion i 1865 kan ses som et udtryk for de monetære overvejelser, der eksisterede flere steder i Europa. Overordnet talte den internationale udvikling med andre ord for, at landene med sølvfod skulle ændre deres system.
Bimetalismens fallit
Landene på sølvfod havde to muligheder. Enten skulle man gå helt væk fra sølvet dvs. indføre en guldmøntfod, men der var i 1860'erne stadigvæk den mulighed at kombinere sølvfoden med en guldfod. Før den Tysk-franske krig (1870-71) overvejede også Danmark seriøst at antage et bimetalisk system. Bimetalismen havde imidlertid sine indbyggede problemer, derfor blev det igennem 1800-tallet mere og mere vanskeligt at fastholde og argumentere for det.
Ved et guldmøntfodssystem og flere af sølvfodssystemerne havde centralbanken pligt til at købe og sælge både guld eller sølv til en fastsat pris. I et bimetalisk system skulle centralbanken købe både guld og sølv til en fastsat pris. Derfor var der etableret et fast prisforhold mellem guld og sølv i de bimetaliske systemer. Det var essensen i bimetalismen, men samtidigt også dens hovedproblem. Datidens marked indenfor guld- og sølvhandel var i høj grad styret af udbud og efterspørgsel. Som følge deraf ville prisforholdet mellem guld og sølv hele tiden skulle tilpasse sig verdensmarkedsprisen, men det skete ikke i de bimetaliske lande.
På forsøgsbasis eksperimenteredes med en særlig form for bimetalisme, man forsøgte sig med mønter med guld i midten og sølv udenom. Her kunne man forstille sig, at centralbankerne ved køb af henholdsvis guld og sølv, ville kræve en fastsat mængde leveret samtidig. Det blev dog hurtigt opgivet igen, men enkelte spor fra forsøgene eksisterer stadigt:
(Skitse af dansk mønt af sølv og guld, hentet fra Sømod, Jørgen: Svinske historier, (København, Jørgen Sømod, (1989)), p. 51.)
Frankrig havde et bimetalisk system fra 1803 og frem til 1870'erne, det samme havde USA fra 1792 til 1879. Hvis man undersøger Frankrig og USA's erfaringer med bimetalismen, så træder bimetalismens hovedproblem endnu tydeligere frem. Mens Frankrig fra 1803 til 1870'erne havde sat prisforholdet mellem guld og sølv til 1:15,50, havde USA fra 1792 til 1834 sat forholdet til 1:15,00. De to forskellige prisforhold fik størst betydning for USA, da Frankrig var økonomisk dominerede på det tidspunkt.
Da sølv før 1834 var forholdsvis mere værd/overvurderet i USA, forsvandt alle guldmønterne fra cirkulationen i USA til eksempelvis Frankrig. Derved kom USA i praksis næsten på ren sølvmøntfod. I USA forsøgte man at redde det bimetaliske system, derfor ændrede man prisforholdet mellem guld og sølv til 1:16,00 i 1834. Det fik konsekvenser, som A. Peschcke-Køedt skriver i slutningen af 1800-tallet: "Følgerne udeblev ikke. Efter 1834 gik Sølvet saa fuldstændig ud af Omsætningen, at mange Amerikanere……kun kjendte Sølvdollars fra Museer og Møntsamlinger.".
(USA, 1 dollar 1859, sølv, møntmærke O)
Bimetalismen adskilte sig primært fra guldmøntfoden pga. problemet med prisforholdet mellem guld og sølv. Konsekvenserne af et forkert fastsat forhold mellem guld og sølv var, at landet i praksis endte med at have enten guld- eller sølvmøntfod. Samtidig gav det et betydeligt økonomisk tab, når prisforholdet ikke var lig verdensmarkedsprisen.
Helt frem til starten af 1870'erne argumenterede tilhænger af bimetalismen for, at prisforholdet mellem guld og sølv var 1:15,50. Derfor ville det bimetaliske system være mere stabilt end sølvfoden og guldfoden. Men troen på forholdet 1:15,50 blev for alvor væltet, da Tyskland efter dannelsen af den Tyske Møntunion d. 4. dec. 1871 begyndte at sælge ud af sine sølvreserver i forbindelse med overgangen til guldmøntfod.
Guldmøntfoden står tilbage
Pga. de faldende sølvpriser og hovedproblemet i bimetalismen gik de fleste europæiske lande enten fra sølvfod eller bimetalisme over til guldmøntfod i 1870'erne. Derfor begyndte andre lande end Tyskland at sælge sine sølvreserver, det medførte at sølvpriserne faldt yderligere. Derved opfattede endnu flere lande sølvfoden og bimetalismen som ufordelagtig og ustabil. Det fik flere lande til at gå over til guldmøntfod, hvilket igen øgede mængden af sølv på markedet. Med andre ord var der tale om en selvforstærkende virkning, der var sat i gang af Tysklands salg af sølv.
Således var forholdet mellem guld og sølv i midten af 1870'erne ca. 1:16,00 og sølvet forsatte med at falde i værdi i forhold til guldet. Tilhængerne af bimetalismen forsatte dog helt indtil ca. 1900 med at argumentere for systemet, selvom der i 1893 ikke længere var nogle nævneværdige lande, der stadig havde den dobbelte møntfod. Systemet havde sammen med sølvfoden udspillet sin rolle i Europa i løbet af 1860'erne og 1870'erne.
Det var med andre ord primært pga. forandringerne i udbudet af guld og sølv, at de store monetære forandringer skete i Danmark og i mange andre lande. Ændringerne i udbudet muliggjorde ganske vist guldmøntfoden. Men det var først og fremmest sølvets tilbagegang, der ødelagde fundamentet for de eksisterende systemer og banede vejen for guldmøntfoden.
(Guldbarre fra Fort Knox i USA, hvor mange lande har deres guldreserve eller dele heraf opbevaret. Størstedelen af den danske Nationalbanks guldreserve er placeret i London, mens resten er placeret i hhv. Fort Knox og Nationalbanken i København.)
(Medlemsbladet for Mønt- og Medaillesamlerforeningen i Århus Stift, nr. 306, januar 2003, 30. årgang, p. 4-7)
Primært skrevet udfra: