Penge og national identitet i Grønland – et blik på den grønlandske pengehistorie

af Anders Ravn Sørensen

Abstract

In the beginning of 2006, the Danish Prime Minister, Anders Fogh Rasmussen, and chairman of the Government of Greenland, Hans Enoksen, agreed that Greenland should, once again, have its own bank notes with a specific Greenlandic iconography. The initiative was an explicit attempt on behalf of the political elite to cultivate and consolidate a distinct Greenlandic national identity. New bank notes with national motifs were seen as a tool to serve a political end. However, in October of 2010, after a reconfiguration of Landstinget (Greenland’s Parliament) it was decided to abandon the project altogether. A new political majority argued that Greenland faced more urgent social problems than the absence of a national currency. Culture, it was decided, had to be given a lower priority. Contemporary disputes on the introduction and subsequent abandonment of modern Greenlandic bank notes raise questions about the relationship between a monetary system and national identity. Examples from the monetary history of Greenland show that the meaning of money has in fact varied considerably through time. In this article I argue that the potency of a national currency as a means for cultivating national identity and constructing nation states depends on particular, contextual attitudes towards money.

 

Denne artikel tager udgangspunkt i Landstingets seneste forsøg på at indføre særegne grønlandske pengesedler med nationale motiver. Da et politisk flertal i Landstinget i begyndelsen af 2006 besluttede at indføre egne nationale pengesedler, udgjorde tiltaget et eksplicit forsøg på at udvikle den nationale identitet og styrke selvstyreprocessen. Beslutningen om at indføre de nye sedler, og de politiske motiver der lå bag, var udtryk for en bestemt instrumentel opfattelse af sammenhængen mellem penge og national identitet. De nye pengesedler med benævnelsen grønlandske koruuni blev af det danske statsministerium og landsstyreformanden betragtet som et potent redskab med gennemslagskraft nok til at kultivere og fremdyrke en særlig grønlandsk nationalfølelse. Overvejelserne omkring de nye grønlandske pengesedler og deres identitetsmæssige virkning forbliver indtil videre af hypotetisk karakter. Hvorvidt de planlagte grønlandske pengesedler egentlig ville have styrket den grønlandske nationale identitet, får vi sandsynligvis aldrig at vide. Efter en politisk magtforskydning i Landstinget ombestemte Landsstyret sig nemligog besluttede, at man alligevel ikke ønskede den nye seddelserie. National identitet var tilsyneladende ikke så højt prioriteret af det nye politiske flertal.

I denne artikel har jeg overordnet set to hovedpointer. For det første viser jeg, hvordan beslutningen om at indføre de nye grønlandske sedler, i det mindste i første omgang, var drevet af denne bestemte opfattelse af penge som et potentielt identitetspolitisk redskab. For det andet gennemgår jeg centrale eksempler fra den grønlandske pengehistorie, der kaster lys over de identitetsmæssige aspekter ved indretningen af det grønlandske pengesystem. Jeg foreslår afslutningsvis, at forskellige historiske og situationsbestemte måder, hvorpå penge bruges og tilskrives mening, også påvirker deres mulige identitetskultiverende egenskaber. Pengenes autoritative potentiale som politisk redskab i identitets- og suverænitetsøjemed er således afhængig af den specifikke betydning, de tillægges af de mennesker, som bruger dem til daglig.

Den grønlandske pengehistorie er fyldt af eksempler på forskellige fordomme, spændinger og ideosynkrasier, som har præget forholdet mellem den danske politiske elite og den grønlandske befolkningen siden indførelsen af de første kreditsedler i starten af 1800-tallet. Disse forskellige eksempler fortæller for det første noget om problemerne ved ganske pludseligt at indføre en pengeøkonomi i et hidtil pengeløst samfund. For det andet indikerer de, at penge ikke er et entydigt fænomen med en fast betydning. Penge kan have forskellig mening alt efter kontekst og brug.

Opbygningen af denne artikel er som følger: I nedenstående afsnit skitserer jeg kort den grønlandske forvaltnings tidligere forsøg på at opbygge og etablere nye nationale symboler. I de efterfølgende to afsnit gennemgår jeg den eksisterende litteratur omkring muligheden for at bruge nationale penge som et identitetspolitisk redskab. Herefter følger et længere afsnit med eksempler fra den grønlandske pengehistorie, hvor identitetsspørgsmålet er blevet sat på spidsen, på den ene eller anden måde. Dette afsnit følges op af en beskrivelse af det nyeste forsøg på at indføre grønlandske pengesedler, hvorefter jeg følger op på analysen i en kort, afrundende konklusion.

 

Hjemmestyret og de opfundne traditioner

Ønsket om at skabe et nyt samlende nationalt symbol med de nye pengesedler kan ikke ses uafhængigt af den generelle politiske og kulturelle udvikling siden hjemmestyrets indførelse i 1979. Beslutningen fra 2006 om at indføre grønlandske pengesedler skal forstås som et element i de sidste tre årtiers gradvise bestræbelser på at etablere en række nye grønlandske symboler som f.eks. det grønlandske flag, nationalsangen og nationaldagen (Kleivan 1991). Siden hjemmestyrets indførelse er der fra politisk side netop blevet nyskabt og genopfundet en række ældre kulturelle traditioner, der i konteksten af den gradvise selvstændighed, har udviklet sig til centrale identitetsskabende symboler (Adriansen 2003: 427-428). Også med selvstyrets indførelse i 2009, og det grønlandske folks anerkendelse i henhold folkeretten, aktualiseredes endnu engang spørgsmålet om suverænitet og nationalfølelse.

Som historikeren Inge Adriansen nævner i sit værk fra 2003 om symboler i det danske rige, fremstår disse mange nye symboler og traditioner som et bevidst politisk forsøg på gennem en række opfundne traditioner at kultivere en særlig grønlandsk identitet og fællesskabsfølelse (Adriansen 2003: 428). Ifølge de centrale beslutningstagere har der dog ikke været tale om et bevidst politisk projekt. Tilbage i 1998 forklarede daværende landsstyreformand, Jonathan Motzfeldt (der i øvrigt også var landstingsformand i 2006 da beslutningen om de nye pengesedler blev truffet), at ”Ingen har sat sig hen og overvejet, hvorledes vi skaber [original kursiv] en grønlandsk identitet. Den er der jo og har været der hele tiden! Symbolerne skal blot vise den – og præsentere os som et folk over for andre folk” (Adriansen 2003: 247).

Uagtet de bagvedliggende motiver rammer Motzfeldt her ned i en omfattende teoretisk debat omkring den moderne stats muligheder for at genopfinde forskellige kulturelle traditioner i bestræbelserne på at skabe nationer og kultivere nationale fællesskaber gennem en bevidst identitetspolitik (1). Nedenstående afsnit skitserer kort den eksisterende forskning i sammenhængen mellem netop penge og konstruktionen af en national identitet.

 

Teoretiske vinkler på penge og national identitet

Kan en national valuta bidrage til at skabe et kollektivt tilhørsforhold, en fællesskabsfølelse eller måske en national identitet? I forskningssammenhæng findes der en del teoretiske overvejelser om den mulige relation mellem nationale valutaer og nationale identiteter. Mest fremtrædende indenfor dette felt er canadierne Eric Helleiner og Emily Gilbert (Gilbert og Helleiner 1999; Helleiner 1998; Helleiner 2003). Med teoretisk inspiration fra Hobsbawms og Andersons syn på nationalismen påpeger Gilbert og Helleiner, at penge, forstået som sedler og mønter, historisk set siden 1900-tallets statskonsolideringer er blevet brugt aktivt i bestræbelser på at opbygge en national selvforståelse og nationalfølelse (Helleiner 2003: 100). Pengene blev således typisk brugt til at påpege en fælles national historie eller oprindelsesmyte, og fungerede på den måde som et element i etableringen af et ”forestillet fællesskab”. Især i illitterære samfund kunne pengesedlernes visuelle påtryk fungere som oplagt kampagnemateriale for den politiske elite, hvorpå budskaber og værdier kunne viderebringes og cirkuleres i alle lag af befolkningen.

Der er som sådan tale om en ganske funktionalistisk pengeopfattelse, hvor penge vurderes at kunne gøre noget og påvirke den befolkning, der anvender dem til daglig. Pengene og deres påtrykte symboler virker både indad i forhold til at stimulere en form for (national) følelsesmæssigt respons i befolkningen (Hewitt 1994), men de virker også udadtil (internationalt) i forhold til at signalere bestemte værdier og normer (Hymans 2010). Brugen af pengesedler som politisk kommunikation begrænser sig dog ikke til statsbygningsprocesserne i begyndelsen af 1900-tallet. Også i flere Vesteuropæiske kolonier blev penge brugt som et aktivt politisk redskab. Pengesedler udstedt af kolonimagterne i Afrika udtrykte ofte en vestlig selvopfattelse. Motiverne på disse kolonipenge fortalte typisk historien om europæisk overherredømme (Mwangi 2002: 5). I kolonitiden forholdt motiverne sig ofte distanceret til den originale befolkning, som blev ”skrevet ud af historien på pengesedlerne”, hvor tomme landskabsmotiver eller billeder af eksotiske dyr var yndede valg for de lokale pengeudstedende myndigheder (Hewitt 1999). Først ved den gradvise afkolonisering begyndte seddelmotiverne at afspejle lokale værdier og normer.

 

Pengenes sociale mening

At pengesedler, som beskrevet af Helleiner og Gilbert, skulle kunne bruges i konstruktionen af en national identitet virker umiddelbart som en besnærende tanke. Ikke mindst for politikere med ønsket om at styrke national identitet og fællesskabsfølelse, åbner dette syn på penge og deres virkning op for et potentielt politisk redskab.

Forskere med speciale i pengenes antropologi har dog påpeget, at penge ikke altid bliver brugt eller forstået inden for de rationelle, økonomiske og politiske rammer, hvor de blev skabt. Antropologen Jane Guyer har f.eks. vist, hvordan pengebrug i Vestafrikanske samfund varierer betragteligt fra en konventionel vestlig forståelse (Guyer 1995). Sociologen Viviana Zelizer har i et overbevisende historisk studie af pengepraksis i 1800-tallets USA beskrevet den kontekstuelle og varierende betydning penge tillægges afhængig af de sociale relationer, de indgår i. Nogle penge lægges til side i små glas og kan kun bruges til specifikke formål. Andre penge bliver tilskrevet en moralsk, sproglig markør, som f.eks. sorte penge eller blodpenge (Zelizer 1994). Ovenstående studier er på den måde med til at anfægte den lidt instrumentelle forestilling, der ligger i beskrivelsen af pengenes identitetsskabende egenskaber. Individer underlægges ikke uden modstand pengenes rationalitet, ligesom pengeøkonomien ikke bare naturaliserer og afpersonaliserer eksisterende sociale relationer, som f.eks. George Simmel forestillede sig, da han i 1800-tallet beskrev, hvad pengene gjorde ved folk (Simmel 1990). Denne pointe er også blevet understreget i en Grønlandsk sammenhæng i den arktiske levekårsundersøgelse, SLiCA. På baggrund af undersøgelsen stod det klart, at forskellige subsistensaktiviteter som f.eks. jagt og fiskeri ikke blot har et økonomisk rationale, men også fungerer som kulturelle og identitetsmæssige markører (Poppel 2008: 225). Disse aktiviteter giver således en status og samfundsmæssig position, som pengeøkonomien ikke er i stand til.

Ovenstående forskning indikerer således, at penge muligvis, under bestemte forudsætninger, kan virke identitetsskabende. På den anden side antyder disse sociologiske og antropologiske studier af penge og deres betydning, at et evt. identitetspolitisk projekt kan løbe ind i en betragtelig folkelig modstand. Netop fordi penge kan tolkes så forskellig, kan det være forbundet med potentielle udfordringer at forsøge at designe en national identitet. Politikerne kan forsøge – men de kan ikke være sikre på, at budskabet rent faktisk trænger igennem.

 

Danskere, grønlændere og penge

Penge som et moderne fænomen blev på det nærmeste kastet ind i det grønlandske samfund i begyndelsen af det 19. århundrede. Når repræsentanter for det danske kolonistyre i begyndelsen af 1800 tallet handlede med lokale indbyggere, bestod betalingen hovedsageligt af krudt eller tobak. Først i 1803 påbegyndte man en egentlig trykning af grønlandske kreditsedler i København, som efterfølgende blev transporteret med skib til Nuuk for at afhjælpe bytteøkonomiens transaktionsomkostninger. Kreditsedlerne var dog et nyt fænomen. De blev ikke altid betragtet som legetime eller ønskværdige betalingsmidler. Den tyske mineralog Karl Ludwig Giesecke noterende f.eks. sig med bestyrtelse under en ekspedition i 1809, hvordan den lokale befolkning nægtede at sælge fisk og vildt til de sultende europæere. ”De Indfødte viste sig, da vi selv begyndte at lide Mangel og ikke mere kunde tilfredsstille deres Ønsker og Fordringer, meget ligegyldige og ubehagelige imod os og vilde slet ikke tage noget Hensyn mere til Betaling med Penge” (Schultz- Lorentzen 1907: 370). Gieseckes beskrivelse illustrerer udmærket det generelle problem, der kan være ved abrupt at indføre moderne penge i en subsistens- og bytteøkonomi; fiat penge – dvs. penge uden en egentlig selvstændig værdi, i modsætning til f.eks. guld- eller sølvmønter – afhænger i høj grad af brugernes tillid til betalingsmidlet.

Danskernes tiltro til, at grønlænderne behandlede pengene på en ”ordentlig” og rationel måde var ganske begrænset. Fra dansk side nedsatte man i 1863 en kommission, der skulle afklare de grønlandske handelsforhold. Et af kommissionens forslag gik bl.a. ud på at afskaffe de cirkulerende kreditsedler. Ifølge kommissionen var kreditsedlerne en uhensigtsmæssig pengeform i det grønlandske samfund, fordi sedlerne, i modsætning til værdifulde metalmønter, ikke tilskyndede den lokale befolkning til opsparing:

Tilstedeværelsen af Sølvmønt i Grønland som hos andre paa et lignende Udviklingstrin staaende Folkeslag vilde have vakt Beboernes Lyst til at besidde saadanne, og Tilfredsstillelsen af denne Tilbøjelighed vilde maaske have bidraget til at fremkalde den Sparsommelighedssans og Forsynelighed, der nu i saa høj grad savnes hos Grønlænderne (som gengivet i Wilcke 1930: 312-313).

Da den senere nationalbankdirektør Moritz Levy i 1872, under en forhandling om den skandinaviske møntunion, tilfældigt kom ind på spørgsmålet om grønlændernes forhold til pengesedler, valgte han at gengive følgende anekdote: Under sit arbejde med at reformere det grønlandske seddelvæsen var Levy blevet bekendt med, at ”Der i Grønland cirkulerede sedler, og at Grønlænderens opbevaringssted for de Sedler han fik, var hans Støvler, og naar Sedlerne da efterhaanden havde faaet en saadan sammenæltet Form, at de begyndte at genere, saa vendte Grønlænderen blot Støvlerne, og brød sig ikke mere om sedlerne i den skikkelse de havde” (Dessau 1872: 93). De danske politikere mente således ikke, at den lokale befolkning respekterede og værdsatte papirpengene tilstrækkeligt til at behandle dem på en rationel sparsommelig måde. Spørgsmålet om at afskaffe kreditsedlerne for at stimulere den interne økonomiske udvikling i Grønland blev også diskuteret i et kommissionsarbejde i 1906. Resultatet blev dog, ligesom ved tidligere lejligheder, at man fra dansk side valgte at beholde det særlige grønlandske pengesystem (Wilcke 1930: 314).

Selvom de administrative forhold løbende ændrede sig, og Grønlands kolonistatus endeligt blev afviklet med grundloven af 1953, var det stadig Den Kgl. Grønlandske Handel, der udstedte de gangbare kreditsedler. Her havde man siden starten af 1800-tallet overvåget cirkulationen af flere forskellige seddelserier, som helt i overensstemmelse med den generelle koloniale seddeltradition rundt omkring i verden var fuldstændig renset for referencer til den oprindelige befolkning. Først på 100 kr.-sedlen fra 1955, hvor Knud Rasmussen ser ud over et landskab med en enkelt hundeslæde og et par kajakker i baggrunden, gjorde man delvist op med dette ”distancerede blik”. Sedlerne og deres motiver havde således i perioden fra de første kreditsedlers indførelse været en dansk konstruktion, uden henvisning til den oprindelige befolkning.

I løbet af 1960 diskuterede man fra dansk side løbende det formålstjenstlige i et særligt grønlandsk pengesystem, der jo i sin form var præget af arven efter kolonitiden. Også spørgsmålet om pengenes betydning for den nationale identitet – eller mangel på samme – blev bragt frem i disse diskussioner. I et forsøg på at rekapitulere det Grønlandske pengevæsens historie påpegede den daværende direktør for Den Kgl. Grønlandske Handel, Hans C. Christiansen, i 1962, hvordan de eksisterende kreditnoter kunne udgøre en såkaldt ”national fare” ved gennem deres blotte eksistens at give minder om kolonitidens magtstruktur og på den måde bidrage til et grønlandsk mindreværd. Christiansen afviste alligevel denne potentielle sammenhæng og fastslog afslutningsvis:

Det er sikkert således, at ingen grønlænder føler mindreværd, fordi der eksisterer særlige grønlandske pengesedler. Tværtimod kunne det jo med samme ret betragtes som et privilegium. Forholdet er vel ganske enkelt det, at man i Grønland betragter pengesedler som en praktisk foranstaltning, uanset hvem der udgiver dem, og uanset hvem der administrerer pengevæsnet, og at de grønlandske sedler ikke hidtil har kunnet skade samhørighedsfølelsen. Det vil de heller ikke kunne gøre fremover, så længe der kan gives en rimelig forklaring for denne særordning (Christiansen 1962: 449).

Da spørgsmålet i 1961 blev debatteret i det grønlandske Landsråd, bemærkede landsrådsmedlem Hans Lynge, at det var glædeligt at se penge med motiver fra sit eget land, men at han alligevel foretrak indførelsen af de danske penge i Grønland af praktiske hensyn. I debattens afslutning konstaterede landsrådsformanden da også, at der fra Landsrådets side ikke var nogle ”følelsesmæssige bånd, der knytter til de grønlandske pengesedler” (Landsrådsforhandlinger 1961: 141). At den potentielle indførelse af almindelige danske penge i det grønlandske samfund ikke først og fremmet blev anset som et identitetsmæssigt dilemma, blev bl.a. illustreret ved en debat i Grønlandsrådet i 1965. Under en diskussion omkring den kraftige grønlandske befolkningstilvækst og de mange teenagegraviditeter blev spørgsmålet om pengevæsnet indirekte bragt til debat. Et af rådets grønlandske medlemmer gjorde Den Kgl. Danske Handel opmærksom på, at landets kondomautomater ikke kunne modtage grønlandske enkroner, men derimod kun danske enkroner. Ville man købe et kondom i en automat, var man altså nødt til at bruge danske mønter (Grønlandsposten 1965). Implicit i denne konstatering lå en forventning om, at en kommende revision af det grønlandske pengevæsen kunne afhjælpe dette meget lavpraktiske spørgsmål. Selvom dette lille eksempel omkring problemerne ved 60’ernes præservativautomater ikke udgør en fuldstændig afvisning af de potentielle identitetsmæssige aspekter ved en national grønlandsk møntfod, antyder debatten fra Grønlandsrådet alligevel noget om, at pengespørgsmålet blev forstået i en langt mere praktisk og konkret ramme. Der var et umiddelbart problem: automaterne tog kun imod danske enkroner – et oplagt løsning var derfor at afskaffe de særlige grønlandske sedler og mønter.

I 1967 besluttede man endelig at gøre op med det særlige grønlandske kreditnotesystem. Bl.a. efter pres fra Nationalbanken indførtes almindelige danske mønter og sedler som gældende betalingsmidler i Grønland fra den 1. november 1967. Efter pengeombytningen i 1967 blev spørgsmålet om indførelsen af særlige Grønlandske penge ind imellem bragt op i medierne. I forbindelse med udskiftningen af den eksisterende danske seddelserie i 1986 foreslog Grønlandsposten i sin leder, at man, når man nu alligevel udskiftede de danske sedler, lige så godt kunne trykke nogle nye til brug i Grønland:

Men en kendsgerning er det, at næsten alle lande lader deres mønter og pengesedler være mere end blot dagligt betalingsmiddel. De er også et stykke dagligdagskultur, der siger noget om det land, hvor de bruges. Således var det også her i Grønland ind til 1967. Da blev anvisningerne og de smukke mønter afløst af danske penge. Lad os roligt klemme vore politikere en anelse. Selv om de har rigeligt at lave, burde de lægge sig i selen for genindførelsen af grønlandske pengesedler, senest i forbindelse med hjemmestyrets 10 års jubilæum i 1989.

Dagpressens ønske om egne pengesedler blev således allerede klart formuleret i 1986, hvor lederen jo også med en vis nostalgi tænkte tilbage på de ”smukke” kreditanvisninger fra Den Kgl. Grønlandske Handel. Væk var i hvert tilfælde enhver form for mindreværd, der måske i 1960’erne havde knyttet sig til disse sedler. Ønsket om at indføre nationale pengesedler skal selvfølgelig også ses i lyset af hjemmestyrets oprettelse i 1979. Som allerede nævnt var der i denne periode påbegyndt en udformning af flere moderne grønlandske symboler som flag og nationaldag, der kunne bidrage til udvidelsen af den nationale selvforståelse og identitet.

 

De nye pengesedler

Tyve år efter at ønsket om egne grønlandske pengesedler blev fremført i Grønlandsposten, besluttede Landstinget at gøre forslaget til virkelighed. I januar 2006 mødtes den daværende landsstyreformand Hans Enoksen med Anders Fogh Rasmussen i København. Under mødet forslog statsministeren, at Grønland, som et led i udvidelsen af hjemmestyret, indførte nye, særlige grønlandske pengesedler med nationale motiver. Ideen stammede oprindeligt fra Statsministeriet, men helt i tråd med Siumuts ønske om at forstærke og videreudvikle grønlandsk kultur, blev forslaget positivt modtaget af Hans Enoksen (Grønlands Hjemmestyre 2006). De nye pengesedler blev både af den danske regering og af Landstinget betragtet som en central brik i moderniseringen og udbygningen af det grønlandske selvstyre. Enoksen tog forslaget med til Grønland og fremlagde ideen i Landstinget med følgende anbefaling:

Grønlandske pengesedler kan medvirke til en yderligere selvstændig profilering af Grønland. Grønlandske pengesedler med grønlandsk tekst og motiver fra vores egen verden vil udgøre et bidrag i vore løbende bestræbelser på at fastholde og udbygge vor nationale identitet (Departementet for finanser 2010: 18).

Bag forslaget lå der altså en helt eksplicit forventning om, at pengesedlerne kunne styrke en fælles grønlandsk national identitet. De nye sedler skulle designes og trykkes af Nationalbanken i København og gælde i forholdet 1:1 over for den danske krone. Sedlerne ville dog kun være gangbare i Grønland, og det ville derfor være nødvendigt at veksle til anden valuta i forbindelse med udlandsrejser.

Selvom forslaget efterfølgende blev vedtaget, var der i den indledende landstingsdebat rejst tvivl om motiverne og rationalet bag beslutningen. Særlig kritisk var Demokraternes Lene Knüppel der over for Landstinget påpegede, at selvom man nu i international sammenhæng generelt bevægede sig bort fra de nationale valutaer – var det ganske bemærkelsesværdigt, at man fra Siumuts side i den grad insisterede på egne nationale pengesedler. Knüppel mente ikke, at nationalfølelsen ville styrkes i nævneværdig grad, og i modsætning til landsstyreformanden forestillede hun sig ikke, ”at det vil give en mærkbart øget selvstændig profilering eller en mærkbart øget national identitet”. Hvad godt ville grønlandske sedler egentlig gøre, når de alligevel var made in Denmark, spurgte Knüppel (Inatsisartut 2006a). Også fra Atassuts side afviste man forslaget, men respekterede alligevel Landstingets beslutning med ønsket om, at pengesedlerne kunne ”symbolisere vore fælles værdier, som befolkningen kan samles om” (Inatsisartut 2006b).

Denne holdningsforskel mellem Siumut og Atassut har været ganske karakteristisk i forhold til partiernes vilje til at udvikle og indføre nationale grønlandske symboler. Historisk set er ønsket om at udvikle en national symbolik blevet fremført af personer med tilknytning til Siumut – selvom Atassut med tiden også har taget de nye symboler til sig (Adriansen 2003: 428).

 

Cirkulerende mindesmærker

Da et flertal i Landstinget accepterede forslaget om nye Grønlandske sedler, vedtog det danske Folketing efterfølgende en særlig lov om pengesedler i Grønland. Ved lovens førstebehandling var alle de danske partier positivt stemt over for ideen. Især fra Dansk Folkepartis side udtrykte man indledningsvis sin ubetingede begejstring over lovforslaget:

Det bliver en stor og god dag for såvel Grønland som rigsfællesskabet, når vi om nogle uger her i Folketinget, formodentlig enstemmigt, vil kunne vedtage, at Grønland får egne pengesedler, og det er med stor fornøjelse, at Dansk Folkeparti siger ja til forslaget. Ved nærmere eftertanke kan det undre, at det ikke for længst er sket … Men bedre sent end aldrig. Grønlandske pengesedler vil medvirke til at styrke grønlandsk kultur og det folkelige fællesskab i Grønland (Folketinget 2006),

udtalte partiets ordfører Rikke Karlsson. Senere dæmpedes partiets begejstring, da det under behandlingen kom frem, at ideen oprindeligt stammede fra det danske statsministerium, og at der i det grønlandske Landsting ikke var fuldstændig enighed. På trods af Dansk Folkepartis betænkeligheder trådte loven i kraft i begyndelsen af 2007. Nationalbanken kunne nu påbegynde processen med at designe de nye pengesedler, udpege en passende kunster og vælge de nationale motiver. De direkte udgifter til produktionen af de nye sedler blev varetaget af Nationalbanken, og tilblivelsen af de nye sedler ville ikke umiddelbart få nævneværdige økonomiske konsekvenser for det grønlandske samfund (2) Nationalbanken nedsatte en idégruppe, der debatterede og evaluerede egnede temaer og motiver til de nye sedler. I arbejdsgruppen sad, ud over medarbejdere fra Nationalbanken, også repræsentanter fra forskellige grønlandske institutioner. Efter en række møder blev gruppen enige om at grønlandske myter, karakteristiske fjelde og arktiske dyr ville udgøre passende motiver.

På sedlernes forside illustrerede kunstneren Naja Abelsen (3) efterfølgende en række kendte grønlandske sagn herunder fortællingen om Havets Moder, Sangens Kraft, historien om, hvordan narhvalen blev til, og sagnet om en nordbo og en grønlænder, der konkurrerer i spydkast fra toppen af Pisissarfik-fjeldet; taberen af denne konkurrence, som i øvrigt var nordboen, måtte som straf kaste sig selv i afgrunden. Mange af disse traditionelle myter og sagn henviser netop til fælles, folkelige oprindelsesfortællinger, der gennem tiden er bevaret som mundtlige overleveringer og indlejret i en fælles kulturarv. Beslutningen om at bruge netop disse kendte fortællinger som centrale motiver på de nye sedler harmonerer således fint med nationalismeopfattelse præsenteret af Helleiner og Gilbert. De illustrerede myter gav pengene karakter af små cirkulerende mindesmærker, hvorfra fortællinger om det historiske, nationale fællesskab kunne skabes og vedligeholdes (4). Netop fordi pengesedler håndteres og udveksles som led i daglige rutiner, kunne de påtrykte symboler og illustrationer virke med subtil gennemslagskraft; man lægger måske ikke mærke til dem til daglig, men de indlejres ubevidst som nationale symboler i dagligdagen (5). Som illustrativ baggrund for de forskellige myter valgte man en række karakteristiske fjelde som Uummannaq-fjeldet, Djævlens Tommelfinger, Pisissarfik i Godthåbsfjorden, et fjeld i Tasiilaq og Redekammen i Sydgrønland. På sedlernes bagside afbillede den udvalgte grønlandske kunster en række karakteristiske arktiske dyr som snespurven, blåmuslingen, moskusoksen, en lom og en isbjørn.

Valget af motiver til de nye sedler – og især referencerne til de forskellige grønlandske myter på sedlernes forside – kan tolkes som et bevidst forsøg på at kultivere en fællesskabsfølelse og en national identitet ved at fortælle historien om en fælles oprindelse og en fælles national kulturarv. Som sådan lå valget af motiver i direkte forlængelse Enoksen og Fogh Rasmussens politiske ambitioner om at bruge pengesedlerne som et kommunikativt redskab, der kunne tjene et konkret formål.

 

Landsstyret ombestemmer sig

Efter godt og vel tre års arbejde var sedlerne nu stort set klar til at gå i trykken. Ved valget i 2009 havde magtbalancen i Landstinget imidlertid ændret sig. For første gang i tredive år var Siumut kommet i opposition. Landsstyret udgjordes nu af Demokraterne, Inuit Ataqatigiit og Kandidatforbundet. Da landsstyret tiltrådte, revurderede man med det samme den planlagte indførelse af de nye pengesedler. I september 2009 offentliggjorde Departementet for finanser, under ledelse af Palle Christiansen, en længere redegørelse med argumenter imod de grønlandske sedler. Ifølge Palle Christiansen var ønsket om selvstændige pengesedler en sympatisk tanke, men fraværet af nationale penge kunne dog ikke måle sig med mange af de andre tungere samfundsmæssige problemer, som det grønlandske samfund stod overfor:

I 2006 var den politiske dagsorden fokuseret på den kommende selvstyreaftale. Ønsket om at styrke den nationale identitet var stærkt. Det er det fortsat, men der er også andre prioriteter. … Naalakkersuisut ønsker store forandringer for vores samfund. De svageste skal stilles bedre, vores økonomi skal være selvbåren og livet skal gøres lettere for os alle. Indførelse af grønlandske pengesedler vil medføre en række praktiske og økonomiske konsekvenser, der ikke er hensigtsmæssige. Dette skal opvejes imod argumenterne for indførelse af særlige pengesedler. Disse er af kulturel karakter. På baggrund af denne overvejelse anbefales det, at indførslen af særlige grønlandske pengesedler ikke gennemføres (Grønlands Hjemmestyre, Departementet for finanser, 2010: 3).

Med denne begrundelse omgjorde det nytiltrådte landsstyre således den allerede vedtagne beslutning og forhindrede, at de første nye sedler blev sendt i cirkulation i løbet af 2010. Aflysningen af de nye sedler blev begrundet med de praktiske ulemper, som implementeringen ville medføre, herunder at skulle veksle valuta ved rejser til Danmark. De kulturelle argumenter kunne altså tilsyneladende ikke opveje de potentielle praktiske ulemper. Således minder argumentet fra 2009 ganske meget om debatten i det daværende Landsråd i 1961, hvor det jo også var de konkrete praktiske aspekter ved en potentiel veksling, der blev vægtet tungere end ønsket om egne nationale penge.

Ét er selvfølgelig den officielle begrundelse fra Palle Christensen. Det nytiltrådte Landsstyres hurtige omstødelse af den tidligere beslutning kan selvfølgelig også tolkes som et udslag af ubeskrevne modsætninger i lokal grønlandsk partipolitik eller måske personlige uoverensstemmelser. Uanset det egentlige motiv står beslutningen om at aflyse de nye sedler som et eksempel på, at pengesedler, som identitetsskabende artefakter, ikke kan betragtes uafhængigt af den politiske eller kulturelle kontekst hvori de optræder.

Under den foregående landstingsdebat udtrykte flere partier, både Demokraterne og Atassut, endnu engang deres forbehold og begrundede deres beslutning om at ikke at sende de planlagte sedler i cirkulation. Demokraternes Niels Thomsen udtalte under førstebehandlingen, at ”der er langt vigtigere ting at bruge penge på end en kulturel betinget symbolpolitisk handling, som dette forslag oprindeligt udspringer af” (Inatsisartut 2010a). Fra Siumuts side beklagede man meget, at der nu tilsyneladende havde dannet sig et politisk flertal for at omgøre beslutningen, og man undrede sig fra partiets side over, at ”det kulturelle åbenbart er sat så meget ned i prioritetslisten, at man nu anbefaler, at en hensigt der er af ”kulturel karakter” nedvurderes i en grad, så denne kaldes for ren symbolværdi” (Inatsisartut 2010b). Partiets ordfører Per Berthelsen opfordrede Landstinget til at tænke sig om og pointerede, at de grønlandske politikere ”står her med muligheden for alvor at kunne få vort land på verdenskortet via de smukkeste og bemærkelsesværdige pengesedler, der bare venter på at blive gjort anvendelige og spredt ud, uden omkostninger for os. … Muligheden for indførelse af egne pengesedler har et kæmpe potentiale for yderligere at fremme kendskabet til vort land” (Inatsisartut 2010b). Bag Siumuts betragtninger lå således ikke bare interne overvejelser, men også muligheden for en udadvendt promovering af den grønlandske nation. På trods af Siumuts stadige protester vedtog Landstinget alligevel efter lovbehandlingerne at annullere beslutningen om de nye sedler.

 

Konklusion

Ideen om at indføre særegne grønlandske pengesedler udsprang oprindelig af et ønske om at udbygge selvstyret og styrke den nationale identitet. Fra landstingsdebatterne står det klart, at især grønlandske politikere fra Siumut opfattede de grønlandske penge som en mulighed for at styrke en national fællesskabsfølelse indadtil i Grønland og samtidig promovere den grønlandske nation over for et internationalt publikum.

Forsøget på at konstruere et nyt nationalt symbol gennem de nye pengesedler ligger i forlængelser af tidligere politiske bestræbelser på at udvikle og etablere fælles nationale symboler og traditioner, som især efter hjemmestyreaftalen i 1979 kunne bidrage til at definere og afgrænse den grønlandske befolkning som et selvstændigt folk.

Efter et politisk magtskifte i Landstinget besluttede de grønlandske politikere at omgøre beslutningen fra 2006. Argumentet var, at det kulturelle måtte nedprioriteres til fordel for reelle samfundsudfordringer. Denne beslutning kan umiddelbart tolkes som et udslag af interne politiske modsætninger i det grønlandske Landsting, men den kan også forstås som en lille episode i en længere pengehistorie, der har været præget at kolonitidens spændinger og pengenes historiske og situationsmæssige betydning. Sedler og mønter i cirkulation i Grønland er historisk set blevet opfattet som danske konstruktioner. Som oftest er spørgsmålet om pengesystemets indretning dog ikke blevet forstået inden for en identitetsmæssig ramme, men derimod som et spørgsmål primært med praktiske implikationer. Således tilsyneladende også i 2010, hvor et flertal i Landstinget afviste de nye pengesedler med en argumentation, der mindede ganske meget om debatten i Landsrådet i 1961. Samfundets sociale og økonomiske udfordringer måtte komme i første række. Det betyder, at skitserne til de grønlandske pengesedler nu ligger klar i Nationalbankens kældre og venter på, at et politisk flertal igen beslutter sig for at ”opprioritere det kulturelle” og måske, engang i fremtiden, indfører de fem nye grønlandske sedler.

(Grønlandsk kultur- og samfundsforskning 2010-12, Nuuk 2012 side 129-143)


Noter


 

Anvendt litteratur


Tilbage til Dansk Mønts forside