KLIK for forstørrelse! Renæssancens Mønt- og Pengeforhold 1481-1588

af Julius Wilcke, København 1950 (ofte forkortet Wilcke VII)

Første Kapitel:
Kong Hans' "Møntreformer" Gyldenregning

Pag. 32-147

(Note fra Dansk Mønt: Kapitlets indledning er (foreløbig) udeladt. Den elektroniske udgave indledes side 116)

Man har som tidligere berørt ment, at Kong Hans var en Reformator paa Møntvæsenets Omraade. For i nogen Maade at komme til Klarhed herover vil man næppe kunne undgaa at begynde med foreliggende skriftlige Kilder til Oplysning om hans Forhold til Møntvæsenet i Sverige, der blev ordnet den 4. December 1497 saaledes:

»Wij Hans medh Guds nade etc. gorom allom witterliget, at wi hafua nu tiltrott oc befalet oc medh thette wort opne breff tilbetro og befalla thenna breffuisare Michel Johansen wort mynt i stocholm uti wort rike Swerige oc skail han mynte guld oc sølff mynt, Guld mynth pa Rinske Gylden slagh oc skall huert gylden gielde halffænnan (halvfffemte!) mark Stokholms sa at wegen Kølnisk mark thereaff skall holla atten gradh oc en gren (pajet) fint nobel Guld tre grenæ mindre eller mer oc skall then skråden af fornewnte wägen kølniske mark guld holla halffierdesindstiugu oc twå gylden en orth mindre eller mere. Item sölffmynt skal han sla helæ örtuger, halfwa ørtuger oc sma holæ peningæ. Hwar hel ørtug skall gælde (holla) ottæ peningæ, hwar halff örtug fyra peningæ, och skall wägen mark aff hela ørtuger holla åttæ lod sølffuer et halfft quintin offuen eller nedan utan fara, oc skall skråden aff fornewnthe wägen mark holla fyra oc trediwæ Kast, en pening mindre, twa peninga ofuan eller nedan utan fara. Item wägen mark af halffua ørtuger skall holla sex lod sølffuer et halfft quintin ofuan eller nedan utan fara, oc skall skråden theraf holla halfftridiesinstiugu oc træ kast en øre ofuan eller nedan utan fara. Item skall en wägen mark af fornævnte smaa holæ penninga holla fem (fyra) lod sølffuer ett halft quintin ofuan eller nedan utan fara. Item skall han gøra twe dehlen hela ørtuga om åtta penninga og thridiæ dehlen af halffua ørtuga om fyra penninga om aaret (och skal af de hola penninga um aaret ey mere slås än et hundra mark wägna) och ey mere slaa af the holæ penningæ om aaret en hundradhe mark wägna. Item skal han ingen annorstäds thet guld och penninga, som han slar øfwerantwarda oc førswara än på then stock (stad) som han them skrodar oc myntar. Item thet Gud forbiude, at herpå skedde nogon brist på hans wegne, ta wille wi sielffue therut öffner rette efter vor Naade. Item skole oc alle kiøbmend som til førnewnde wort mynt wele følje med guld och sølff oc dessligest, alle myntmestere Swenne, som ther komme oc tiene wille ther pa myntet, wara leydoghæ og felighæ her uti wort Rige, undentagne wore Fiender (egne Swenne), oc skall förnäwnte Michel Johanssen för ingen til rette stå utan för oss sielfur eller den wor Embetzmand, som wi det befalt hafue i wor franwerelse. Och the, honom tiene på myntet oc hans brödelige svenne, skole honom rätta stånda oc ingen annan, oc skalt fornewnde Michel Johansen ware fri for all tull, skat och all annan wår byes ålager uti fornewnde Stokholm, oc skall fornæwnde mynt i alle måtto standende blifua, sasom føreskrifuit star, och skall han gifua oss aarlig utaf fornewnde mynt utaf hwar wegen Cølnisk mark guld en halff gylden oc af hwer wegen mark sølff som myntet warder paa fornewnde (wort) mynt en halff Stochollms mark, och twa resor om aret skall han gøre oss rede og Rekenskap for fornewnde mynt. Item skall fornewnde Michel Johansen mynte oss hvert ar, nar vi them begäre tiugu mark guld og tiugu mark sølff fra hans egen kost oc täring oc wi sielffue skulle faa hanem guld, sølfuer oc kopper, och sielfue stande skaden for thet som ther affbrænder i ilden, forbiudendes alle wore Fogeder och Embitzmend oc alle andre ehuar the hälst äre eller ware kunne, fornewnde Michel Johanssen heremot att hindre, hindre late, mødhæ, quelje eller uti nogen matto at uforrätte under wor hyllest oc nade.

Scriffuit pa wort slott Stocholm sancte Barbare dag 1497 under wort secret.«

Til Bedømmelse af denne Kong Hans Møntordning og til Sammenligning med hans Forgængers Forordninger og Sveriges tidligere Mønttilstand vil det være fornødent at medtage Sten Stures og det svenske Rigens Raads Møntordning af 1480:

»Wii Jacob med Guds nåde Erkebiskop i Upsala, Hemming i Linkiøping, Brynolff i Skara, Cort i Strengnäs och Lydika i Westerårs med sama nåd Biskopa, Sten Sture Sweriges rikes førstandare, Nils Sture, Gustaf Karlsson, Eskil Jsaacson, Thure Jensson, Greger Matson, Åke Jensson, Karl Knutson, Ivar Gren Riddare, Arfuid Trolle, Magnus Karlson, Jøran Åkesson, Erik Gustafson och Jöns Knutson wäpnare Sweriges Råd nu församlade i Arboga, gøre witterligit med thetta wort øpne breff, at wi äre så øfuerens wordne med thenna breffuisere Cornelius Jacobson wor oc Riksens myntmästare i westerårs och hafue unt oc befalt wort mynt i saadana motto, som her effter skreffuit står.

I thet første skall han gøre et mynt, som kallas örtug om otta peninga så gott att en mark wägen skall holla åtta lod sølf, et halfft quintin ofuan eller nedan utan fara, oc utaf desse forenämpda mark wägna skall han skreda trettiofyra kast en pening mindre, twå peningar ofuan eller nedan utan fara.

Item skall han göra et mynt som kallas en halff örtug om fyra penniga, så gott att en wägen mark skall holla sex lod sølf, ett (halfft) helt (1) quintin nedan eller ofuan utan fara, oc uppa then wägna mark skall han skreda femtio try kast, en öre (penning) ofuan eller nedan utan fara. Item skall han (göra) sma hola peninga, marken wägen skall holla fem lod sølff et helt quintin ofuan eller nedan utan fara och uppa thenna sama mark wägna skall han skreda halff fierde mark tw öre utan fara.

Item skall han two dehlana mynta aff örtugha om otta peninga oc thridie dehlen aff halffua örtugha om fyra peninga. Item af thenna förenämpda sma peninga skall han ej mer sla um aret än hundrade mark wägna och intet mera.

Item skall han ej längre forsware the peninga än uppå Stokken ther han skredar oth mynter.

Item skall han wara quitt och fri for allan tull, skat oc olaga i hwar oc eno stadher Westerås oc stokholm.

Item skall han ingen sta til rätta utan for wor Høfwitzman oc Rikesens Rådh i Swerige oc hans tienare for ingen utan for honum.

Item gør oc nogon awerkan eller offuerwald pa honom eller hans tienare han skall hafua forbrutet lif oc gots.

Item skall han oc intet Sølff smälta til peningha utan the äro när som wi ther til settom.

Thesze fornewnde styckon wilje wi stadught oc fast holla, sa lenge wi kunna profua at thet osz oc wort rike nyttogt är.

Datum Arboge Anno Domini MCDLXXX ferea quinta natiuitatis Marie sub sigillo Regni quo omnes utimur pro presenti (2).

Denne sidste Møntordning af 12. Sept. 1480 var i Overensstemmelse med den af Sten Sture tidligere den 4. Juli 1478 udstedte Ordning og et den 10. Marts 1479 udfærdiget Brev eller Bestalling for Møntmester Hans Grefve i Stockholm (3). I disse Bestemmelser har man altsaa en fuldgyldig Fremstilling af det indenlandske Møntvæsen i Sverige i den sidste Snes Aar forinden Kong Hans 1497 overtog Sveriges Krone og samtidig udstedte den fornævnte Møntordning af 4. December 1497.

At Kong Hans havde den største Opfordring til strax at ordne Møntvæsenet i Sverige i Overensstemmelse med sine Forgængere og uden Forringelse af Mønten, fremgaar af hans Haandfæstning eller Calmar Reces, der 1483 oprettedes i Halmstad og Kalmar som en første Forløber for hans Antagelse til Konge af Sverige. I denne udtales nemlig (4):

Item skal al Told i Sverige lægges udi Sølvtold og lægges til at holde Mønten oppe med som den tilforn været haver. Og ingen Fogeder eller Embedsmænd skal have Magt at tage for Told Klæde, Salt eller Humle eller nogen anden Vare eller Løsen uden Sølv saa til Møntens Behov. Og skulle vi ej have Magt det at formindske eller forvandle uden med menige Rigens Raads Raad i det Rige.

Fire svenske Raader havde derhos i København et personligt Møde med Kongen, hvor de bl. a. overgav følgende Artikel til Kongen:

Item skulle vi ey forløffue at mynte flere smaa Pendinge end som Myntemesterens Breff holder.

Det maatte derfor ogsaa forbavse noget at erfare (5), at »halten for penningen nedsattes til 0,250 vid bibehållen bruttovikt; finvikten blev sålunda 0,678 gr. Denna såsom vi ovan funnit fullt berättigade korrigering medførde alltså i penningen ett silverunderskott av 19,6 % i förhållande til örtugen«.

Denne Forklaring er urigtig. Man har forladt sig paa Myntdirektør K. A. Wallroth, der i Myntdirektørens Berättelse för år 1916 p. 86 opgiver penningens finhalt til 250 dvs: firehaltig. Wallroth og Thordemann har kunnet henvise til Sven Bring, som i sine »Handlinger och påminnelser« gengiver Kong Hans Møntordning fejlagtig paa dette Punkt, idet han anfører at »fornævnte hela (skal være hola) penninga holla fyra lod sølffuer.« Men Bring er som bekendt ikke til at lide paa. Der er ovenfor i ( - ) angivet nogle af hans Fejltagelser:

F. Ex. staar der hos Bring hele Peninge for hule, gran for gradh (Karat) og et uforstaaeligt Ord som pajet samt den værste af alle Fejl: 1 r. G. = halffemte M Stockholms i Stedet for haffænnan M. Det er rigtigt, naar Hans Forssel kalder Brings Aftryk »ytterst dåliga« (6). Foruden disse grove Fejl viser det sig, at der i Svante Nilssons brefbok i Sveriges Riksarkiv tydelig staar, at disse Hulpenge skal holde fem Lod. Paa denne Maade gengives Kong Hans' Møntordning ogsaa i Nya handlingar rørande Skandinaviens historia, 19. Del. Det vilde i sig selv være ret utroligt, om Kong Hans faa Aar efter Løftet i Halmstad og Kalmar samt Kravet i København skulde have gjort Forandring i Mønten i det Land, han lige havde vundet tilbage, og navnlig at han skulde have forringet den i Stedet for at »holde Mønten oppe som den tilforn været haver«. C. G. Styffe har derfor fuldstændig Ret, naar han udtaler, at Møntordningen af 4. December 1497 »endast skiljer sig fra de foreg., at den åsigter myntning af Guld, hvilket ej gik i verkstållighet.« (7)

Hvis man kan tillægge Kong Hans nogen Reformtanke med sin møntordning, kan det mulig være netop Indførelsen af en Guldgylden, idet han og hans Raadgivere kan have indset, at et stort Land i Fremskridt og Fremdrift ikke kunde nøjes med Sølvskillemønt, eventuelt pakket i Tutter! Efter hvad man formentlig kan læse af Fundene, var det en større Handelsmønt, Landet trængte til. Man har villet tillægge den i Møntordningen af 1497 tilsigtede Guldgylden en Vægt af 3,38 gr. 72 Stkr. af en cølnsk Mark paa 233,855 gr., men det kan imidlertid kun give 3,248 gr., hvad ikke helt stemmer med den 1491 vedtagne rhinske Gylden (8), hvoraf der kun skulde gaa 71 1/3 Stk. paa 1 M c. Naar denne Mønt ikke blev til Virkelighed, skyldes det foruden, hvad nedenfor anføres, efter al Sandsynlighed den Omstændighed, der som omtalt synes at fremgaa af Fundene, at det gamle Sverige ikke kendte til Gyldenregning, men kun Markregning efter Stockholm Møntmark. Skønt Kong Hans maaske kan formodes at ville have søgt gennemført denne Regning i Gylden, som fandtes i hans 2 andre Riger - eventuelt til egen Fordel, hvorom senere - og som vilde have kunnet bidrage til et vist Fællesskab mellem de 3 nordiske Riger samt ydet nogen Hjælp til et økonomisk Samarbejde, strandede det sikkert paa den indgroede Markregning og paa det korte Spand af Aar, der blev levnet Kong Hans til at paavirke det svenske Samfund. At tænke sig Muligheden af, at denne Mønt kun skulde være indført til Brug som Gaver eller som Luxusmønt, er ubegrundet, thi den rhinske Gylden var netop en overalt kendt Handels- og Omsætningsmønt af største Betydning for den internationale Handel og større Betalinger indenrigs. Naar der i Møntordningen henvises til fint nobel Guld, betyder det selvfølgelig ikke, at de 18 Karat 1 Gren, som den rhinske Gylden skulde holde, skal beregnes af de engelske Rosenobler 23 Karat 3 1/2 Gren (23 7/8 Karat). Saa subtil var Kong Hans dog ikke! Meningen er kun det fineste Guld. I Rosenoblen mangler kun 1/2 Gren i de 24 Karat(9). Den nye rhinske Gylden skulde tjene 1 Gren mod den 1491 i Rhinlandene vedtagne Gylden paa 18 1/2 Karat, idet den kun skulde holde 18 1/4 Karat.

Den cølnske M regnes som foran hævdet til 233,855 gr., medens den svenske Møntmarkvægt sættes til 210,616 gr. (10). Herudfra opstilles de nedenstaaende Beregninger. Vil man foretrække de faktiske Vægte, maa man kunne henvise paagældende til Opgivelserne i Værket »Mønt«, men det maa herved fremhæves, at Møntanordningerne selv henviser til, at Møntmesteren for at undgaa »Fare« fik en Margin, snart 3 Gren over eller under, snart 1 Orth mere eller mindre eller 1 Quintin eller 2 Penninge over eller under. Det vil altsaa sige, at i den mekaniske Udmøntning er der et vist Spillerum, hvad der iøvrigt ogsaa udelukker, at Nobelguld skulde betegne andet end fint Guld, 24 Karat. Naar nu Udmøntningen paa en Maade skete »al marco«, vil det sige, at Guldsmedene naar de indsmeltede Mønt selvfølgelig tog de bedste og vægtigste, medens de daarligste, letteste, mest slidte blev tilbage til Eftertiden. Ogsaa af denne Grund maa man tage de lovbestemte Vægte for at naa til et sandt Billede af, hvad en Møntanordning har tilsigtet som Led i Datidens Økonomi.

Kong Hans Stockholm Ørtug

KLIK for forstørrelse!

Halvørtug fra Stockholm

Ørtug fra Vesteraas

KLIK for forstørrelse!

Halvørtug fra Vesteraas (11)

Efter Walroths Vejninger synes, alt taget i Betragtning, de til Eftertiden overleverede Exemplarer ikke at have afveget væsentligt fra de lovbestemte Vægte. Thordeman har ogsaa prøvet Kong Hans' Mønter med følgende Resultat, som tilmed er Gennemsnit:

Mønt Antal Exemplarer vejede Middelvægt gr. Finhed af 1 Exemplar Finvægt gr. Lovbestemt Finvægt gr.
1 Ørtug 5 1,38 568 0,783 0,7801
1/2 Ørtug 9 0,90 388 0,349 0,3762

Næst at bemærke, hvor lidet tilfældige Vejninger kan erstatte de lovbestemte Udregninger, kan det dog siges, at Dr. Thordemans Prøvninger har vist, hvad han ogsaa selv fremhæver, at Kong Hans' svenske Mønt ikke med Rette kunde gøres Anmærkning ved, men tværtimod var bedre end Sten Sture den ældres (12).

De lovbestemte Udmøntningsforhold var herefter følgende (13):

/// skema ///

1501 klagede Stormændene imidlertid bl. a. over Kongens Mønt (14).

»Item at hand vilde forbedre Mynten der i Landet huilket han loffuede oc icke er skeet«. Herved er at bemærke, at Klagen maaske ikke saa meget var rettet mod hans svenske som mod hans danske Mønt, idet Guldgyldenen - som vi senere skal se - var noget overvurderet i svensk Mønt.

Kort Tid efter forlod Kong Hans den 11. August Stockholm og Sverige. Men Svante Sture, der efter Sten Sture blev Rigsforstander 1504, gik ikke heller Ram forbi. I Aarene 1508-11 fremsatte en Række Bisper, Riddere og Væbnere med Ærkebisp Jacob af Upsala i Spidsen en Række Klagemaal mod Rigsforstanderen, bl. a. om slet Mønt, saaledes som det fremgaar af nedenstaaende (15):

»Wij Jacob med gudz nade Erkebiscop i upsale, Mathias i Strengnes och otte i vesterås met samme nade biscopæ, Knut Escilsen etc Riddare, bencht Arenson etc. vepnare Sweriges rigis radt och men giffwe ider kere her Swanthe kierlige tilkenna At tesse ære the sacher, før huelche wej samtickte at i opgiffue skulde høvitzmansdømet...

Item huru opthe wij haffue radt ider myntet skulde bliffue uid macht. Och tjer til skickat gode men som ther om skulde besørge thet doch ær om jnte bliffuet Och ther utoffuer oss oaatsport haffven i thet swaa nu fornedrat och forarget. At Cronene, kirkien och ridderskapet borte ær hwar fempte peninge aff theres ærlige rente thet doch aldhre til förende noger konungh eller herre her eller i anner rike dirffdis gøra uthen sin radz grundelige ransachningh ooch theris endrectelige samticke, Oc ther fore fordyres oss alle waror som wej haffwe skole aff stederne.

Item haffwe och alle myntemestare warit besworne och myntat efter rigisins radz breff. Teslikis actige gode men tilskickade aff Stocholms rad som toge probam aff hvariæ göte och smeltningh huilchit nu icke sker vthen i lathe mynte ther emot paa slottet oss oaatsport mot alle gamble sidwenia, redelighet og ider edh.

(…)

Thetta giffwe wij ider tilkenna i en god acht ati sielffwe kwnna ransache med idert iget samveth om eij swa sket ær som forscriffuit star.«

Heraf vil ses, at i hvert Fald Svante Nilsson Sture ikke formaaede at holde Møntvæsenet paa god Fod. Hertil var der dog mange Grunde, Oprør, Krig og anden Nødstilstand. Efter Thordeman skal Svante Stures Mønt ikke væsentlig have afveget fra Møntordningens Bestemmelser, men Rigsforstanderen lod kun slaa Halvørtuger i Strid med Møntordningen, hvorefter de kun maatte udgøre 1/3 af Aarsproduktionen, en Bestemmelse, der talte til Fordel for Kong Hans' Styre.

Resultatet bliver da, at der ikke kan rejses skellig Kritik mod Kong Hans' svenske Møntvæsen. Han forringede ikke den mindste Mønt Penningens Lødighed, der blev staaende ved de 5 Lod.

Vel var det allerede Sten Sture den ældre, som i Møntordningen af 1480 paalagde Møntmester Cornelius Jacobsen kun at mønte aarlig 100 Løde M smaa penninge og 1/3 Halvørtuger mod 2/3 Ørtuger, men det tjener dog ikke Kong Hans til Forklejnelse, at han i Møntordningen af 1497 opretholdt disse Bestemmelser.

Vil man danne sig en Mening om, hvorledes Regningsmønten dengang stod i Sverige, kan man vistnok bortse fra Daleren, som ikke i større Omfang synes at have vundet Indpas. Det var Gustav Vasa forbeholdt af den fra Kirken efter Reformationen røvede Sølvskat paa Svartsjö Slot at udmønte Masser af 2 Lods Dalere. Gyldenen har vi set i hvert Fald ikke at have spillet nogen større Rolle i de oprindelige svenske Landskaber. Der har heller næppe været Guld til Raadighed til Udmøntning af denne Regnings-Enhed som Pengestykke.

/// Skema ///

Tilbage bliver Marken, der danner Forudsætningen for Møntordningerne.

Af foranstaaende vil ses, at Guld ikke var helt billigt, naar i Guldgylden er regnet lig 1 1/2 M Stockholms, altsaa 1:11,37, men Guldgyldenen dækkedes dog ikke helt af den stockholmske 1 1/2 M. I Forhold til Nabolandene synes Forholdet mellem Sølv og Guld dog beregnet retsindigt i Kong Hans' Møntordning. I Spanien var omkring 1537 Forholdstallet 1: ca. 10 l/2 og 1612 13.52; i Nederlandene dog 1489 1:10,5 og 1610 1:12.00, ja 12.54; i England og Frankrig i Middelalderen henholdsvis ca. 11 og 12 (19). I 1488-97 var Tallet i Frankrig 11.83. Forsaavidt var Vurderingen i svensk Mønt i Orden. Alligevel er det slet ikke sikkert, at det har været Meningen at indføre en Reform ved Slagning af Guldgylden. Denne Mønt skulde kun staa paa Papiret i Møntordningen til saa højt et Værd i svensk Mønt som muligt som Legitimation for, at Kong Hans kunde faa saa meget for de Guldgylden, han lod slaa hjemme i Danmark til at lønne Krigsfolket med paa Toget til Sverige (20), idet Landsknægtene, der medtog disse Guldstykker til Stockholm, da kunde vexle dem til 1 1/2 svensk M i Overensstemmelse med den samtidig udstedte svenske Møntordning. Man var heller ikke dengang helt ueffen i Valutaspekulationer.

Men denne Møntordning paa Papiret frister til en ny Sammenligning. Det vil ses, at der for den projekterede svenske Guldgylden var foreslaaet en Faremargin paa 3 Grän over eller under. »Over« kan man vist bortse fra; men et Remedium paa 3 Grän under den lovmæssige Finhed maa forekomme for stort og ikke lidt mistænkeligt, saa meget mere, som Finheden efter Hans' Frdg. i Forvejen er 1/4 Karat ringere end efter Vedtagelsen ved Rhinen 1491: 18 1/2 i Stedet for 18 1/4.

Med andre Ord: den svenske Gylden kunde godt gaa ned til en Finhed af 17 1/2 Karat. Men det er netop omkring den Finhed, man paa en Valvationsdag i Nürnberg ansatte Kong Hans' danske Gylden til.

Men ogsaa et Remedium af 1 Orts Gylden paa Vægten er heller ikke ringe, naar man betænker Værdien af 1 Gylden. Endelig skulde den svenske Gylden skrodes 72 Stkr. paa 1 M c., altsaa 2/3 Stk. mere end efter Vedtagelsen 1491 ved Rhinen.

Dette overdrevne Remedium paa Vægt og Finhed - som i Forvejen ikke var for gode - i Forbindelse med Vurderingen i svensk Mønt maa nødvendigvis henlede Opmærksomheden og Mistanken paa de Guldgylden, Kongen havde lønnet sine Soldater med. Ganske vist er den svenske Møntordning nærmest en Ordre til den svenske Møntmester, men den er indført i Svante Nilssons brefbok, var altsaa kendt for det svenske Rigsraad og formodentlig af mange Embedsmænd og Købmænd i Stockholm, hvad dens Indhold ogsaa angiver. Den var altsaa i Virkeligheden en offentlig Tilkendegivelse og Rettesnor.

At den svenske Guldgylden under disse Omstændigheder nærmest var et Proformaværk paa Papiret, som skulde faa Købmænd og andre til at tage de danske Guldpenge, som efter Huitfeldt blev slaaet i et Antal af 150.000 til Toget i Sverige, synes ikke helt usandsynligt. Skulde nogen finde paa nærmere at prøve disse Gylden og finde dem kun 17 1/2 lødige, maatte de føle sig beroliget ved Anordningens Bestemmelse om Remediet!

Det var ikke underligt, at Kong Hans saa hurtigt efter sin Antagelse som svensk Konge skyndte sig med sin Møntanordning. Den var overflødig, forsaavidt den kun gentog de ældre Bestemmelser om Sølvmønten, men højst fornøden, forsaavidt den gav Anvisning paa, hvorledes en rhinsk Gylden skulde tage sig ud.

I Danmark synes netop ingen Møntordning at være udstedt. Dette finder sin naturlige Forklaring i de Kunstgreb, den danske Mønt var Genstand for og som den danske Styrelse næppe fandt Anledning til at gøre Hvermand bekendt med. Det gjaldt jo at strække det laante og arvede Guld saa meget som muligt.

Det er ovenfor ved Omtalen og Gennemgangen af de forskellige Guldgylden berettet, hvorledes der 1490 blev sluttet en Overenskomst mellem de 4 Kurfyrster ved Rhin: Mainz, Pfalz, Cøln og Trier om en fælles Rhinsk Gylden:

»Der iglicher halte nuynzehend halben grat fyns golts sonder alle remedium, und sall die mischonge syn von aloy vierde halb grat an der marck wytz und zwey roth, und derselben gulden schoen gemacht und utzbereid sollen hundert und sieben, und nit mehr uff anderthalb Cøllnisch marcke gewiegen geen.«

Paa Rigsdagen i Worms 1495 vedtoges denne Møntfod, der atter bekræftedes paa en Herredag i Lindau 1497 og en Rigsdag i Frejburg 1498. Yderligere vedtog Bamberg, Würzburg og Brandenburg 1503 og 1506 samme Mønt, og dette Forlig tiltraadtes af Hessen Mandag efter Mikkelsdag 1509.

Skulde Kong Hans mønte ret rhinske Gylden, maatte det blive i overensstemmelse med denne Vedtagelse. Dette synes ikke at have været Tilfældet. Ifølge en Valvation i Nürnberg 1551 var baade dansk Sølv- og Guldmønt prøvet.

Hvad den danske Guldmønt angaar, findes 2 Valvationer; den ene til 69 1/2 Kreuzer, altsaa 2 1/2 Kreuzer under Normalgyldenen, og 1 1/2 Kreuzer over Specien, hvorved maa erindres Sølvets daværende betydelig højere Værdi i Forhold til Guldets, er saalydende:

»Die Denmärckische, auff der ain seytten ain steender gewapneter Künig in ainem Mantel, haltend ind den Henden ain Scepter vnd Apfel, zun füssen ain Schiltlin, darinn zwen Balcken, mit der Vmschrifft: IHES . DIE . GRA . REX . DACIÆ. Auf der anderen seytten drey Løwen in ainem Wappen auff ainem Creuz, vnd vber dem Wappen ain kron, Wmbschrifft: MONE . AVREA REGNI DACIÆ.«

Den almindelige rhinske Guldgylden skulde efter fornævnte Møntordning slaas til 107 Stkr. af 1 1/2 M 18 1/2 Karat fint Guld, altsaa 71 1/3 Stkr. af Marken, medens Valvationsdagen som Resultat af Prøven ansætter fornævnte danske Guldgylden til kun at holde 17 Karat 9 Gren; efter Vægten kan Mønten passere for en rhinsk Gylden.

Den anden Valvation - til 67 Kreuzer - omhandler en Guldgylden, der beskrives saaledes:

»Denmarck, auf der ainen seytten ain Künig, haltend ain Scepter vnd Apfel, zu den füssen ain schiltlin, darinn ain Stern. Vmbschrifft IHES . DEI GRA . REX DACIÆ, auf der andern seytten drey Løven in ainen schilt auf einem Creutz, darüber ain Cron. Vmbschrifft: MONE . AVREA REGNI DACIÆ«.

Denne Mønt har Valvationsdagen ansat til 17 Karats Finhed, medens Vægten er fundet svarende til en rhinsk Normalgyldens. Den skete Nedsættelse med 5/72 i Værdi svarer omtrent til Forringelsen i Finhed. Ved Kejser Ferdinands Møntedikt af 19. August 1559 blev med 6 Maaneders Varsel Kong Hans' Guldgylden, baade med 2 Bjælker og med Stjerne, forbudte og erklæret ugyldige.

Som tidligere paavist (21), er der Sandsynlighed for, at Gyldenen med de 2 Bjælker er slaaet til Sverigestoget.

Denne Gylden har jo netop i Vaabnet mellem Kongens Fødder de oldenburgske Bjælker, som var eller blev saa godt kendt fra de ørtuger, der udmøntedes for Kong Hans i Sverige.

Hvorfra fik nu Kongen det Guld, der var fornødent til denne Udmøntning? Man maa da tænke paa de 30.000 r. Gylden, som Kongen den 14. April 1502 betalte Markgrev Joachim af Brandenburg (22) Han havde laant denne Sum i sin Tid til Krigen. Man mindes derhos Mødet den 21. juni 1495 mellem Hertug Frederik (1.) og Hans med Moderen Dronning Dorothea af Brandenburg, der var en nærsom Dame i Modsætning til Christian I., og som havde i Værge »af vor Fader og eller indløst 57.940 r. Gylden«, hvoraf Hans efter hendes Død skulde betale Broderen Halvdelen i rhinsk Guld og den anden Halvdel i danske Penge, som i Danmark gængs er. Dronning Dorothea, der siges at have fraraadet Sønnen at gøre sine Fordringer paa Sverige gældende med Vaabenmagt, døde i Kalundborg den 10. November 1495. Den 8. Januar blev der givet Henstand med Betalingen til Hertug Frederik. Det er sandsynligt, at Hans dengang fik Guld fra sin Faders Bo og derved Midler i Hænde til Krigen, som ikke længere kunde hindres af den gamle Enkedronning.

Endelig gav Øxnetolden og Sundtolden Guld i Kassen. Paa Ribe og Kolding Marked indkasseredes f. Ex. 1503: 331 r. Gylden, hver Gylden regnet til 2 M d. (23).

Tolderen i Helsingør indbetalte 1497 til Kongen 434 Nobler og 900 r. Gylden regnet til 360 Nobel, dvs. 2 1/2 r. Gylden pr. Nobel. 1503 indgik 240 Nobel og 1630 r. Gylden. Astrid Friis oplyser, at Nobel og anden engelsk Mønt havde været i Omløb i betydeligt Omfang i Danmark, jfr. ogsaa hvad der er meddelt ovenfor(24). Det turde derfor næppe være helt rigtigt, naar Inspektør Galster i sit Foredrag i Oslo 1928 (25) omtaler de rhinske Guldgylden som Pragtmønter, der var for faatallige til at kunne have nogen Betydning for den daglige Handel og Vandel. Naar de udsloges i saa stor Mængde som Huitfeldt har anført og benyttedes til Lønning af Krigsfolket, har de selvfølgelig. været af Betydning og spillet en Rolle i den daglige omsætning, navnlig naar man hører, at der samtidig indkom Mængder af lignende udenlandsk Guldmønt i Kongens Kasse og vi af Fundene ser, at de har rouleret Mand og Mand imellem.

Men Kong Hans slog jo ogsaa rhinske Gylden med Nældebladet i Skjoldet i Stedet for de 2 oldenborgske Bjælker. Ligesom de sidste kendtes i Sverige, kan det formodes, at de første med Nældebladet har været slaaet til Toget mod Ditmarsken. I Holsten kendtes Nældebladet i Skjoldet; derfor kan de Guldgylden, der bærer dette Mærke, have været kærkomne som Sold til Soldaterne under Toget sydpaa. Købmændene kunde antages med Genkendelse at have modtaget disse Guldgylden med dette Mærke som Betaling for Varer og Levnedsmidler til Hæren.

KLIK for forstørrelse!

Kong Hans' rhinske Gylden med Oldenburgs Vaaben

Kong Hans 1/2 rhinsk Gylden

Det er end ikke sikkert, at Museumsinspektør Galster har Ret forsaavidt angaar de af Kong Hans udgivne Dobbeltnobler. Astrid Friis har meddelt, at Noblen stadig opførtes til 2 1/2 r. Gylden i de bevarede Sund-Toldregnskaber for 1497 og 1503, skønt de egentlig paa det Tidspunkt var mere værd. Henrik VII. (1485 -1509) indførte en Dobbeltnobel Sovereign paa 15,552 gr. 23 7/8 Karat fint Guld, medens Rosenoblen indeholdt det halve. Ser man nu, at Kong Hans »store Guldreal« vejede ca. 15 gr., er det ikke utænkeligt, at den er udgivet for 6 r. Gylden, hvorved han atter skar en lille Fortjeneste til sin Krigskasse.

Kong Hans' Dobbeltnobel eller Guldreal 1496 (6 r. g.)

Stor Guldreal fra Maximilian I, 1487. Forbilled for ovenstaaende

Spørger vi, hvilken Værdi Kong Hans rhinske Gylden kunde have i dansk Mønt, er Svaret som allerede nævnt noget svævende i Datidens Aktstykker. I Tolden er den som anført 1503 regnet til 2 M d., senere til 2 1/2 M d. Der betales 7 1/2 M for 3 r. Gylden og 2 1/2 M for 2 Postulatsgylden, der som oplyst under Omtalen af de Cølnske Gylden kun regnedes til 1/2 r. Gylden Stkt. Dronning Christinas Regnskabsfører fik 1503 2 1/2 M for 1 r. Gylden han laante Sin Frue til Jomfru Hilles Bryllup. Samme Aar regnedes 500 M d for 200 r. Gylden »som Fruen skyldte i Stockholm«. 24. Marts 1508 omtales 8 r. Gylden hver r. Gylden for 2 1/2 M d. 10. Juli 1483 nævnes en Gæld paa 10 r. Gylden, hver saa god som 2 M l. danske Penge, og 9. August 1485 laaner samme Mand 25 M l. i gode hele (altsaa ikke hule!) danske hvide Penge som i NorrejylIand gænge er, Sølvmønt saa god, at hver 12 ß og 20 ß l. gør 1 god r. Gylden, 7 gode gamle gænge af Guld rhinske Gylden og 2 gode gamle gænge og gæve af Guld postulatus Gylden (26). Lægger man nu hertil, at 1 M dansk i Sverige, særlig Østgøtaland og Smaaland regnedes = 18 Ørtuger eller 1/2 r. Gylden af Finvægt 14,0418 gr. Sølv, altsaa 2 M dansk = 1 r. Gylden, maa man komme til det Resultat, at 1 r. Gylden i Begyndelsen af Kong Hans' Tid regnedes til 2 M d. for ved Aarhundredskiftet at stige til 2 1/2 M d., med andre Ord Kong Hans' Sølvmønt var daarlig. Hans Hvide kunde ikke opretholde deres Værd overfor i god og gæv r. Gylden. At Hans' egne Guldgylden ikke fortjente denne Benævnelse, viste Valvationen i Nürnberg. Der er den Mulighed, at 1 ret rhinsk Gylden af Kurfyrsternes fra 1490-91 gjaldt 2 1/2 M d., medens Kong Hans' kun toges til 2 M d., men det er dog ikke antageligt, at man saa hurtigt har opdaget, hvor meget de danske Guldgylden lod tilbage at ønske, saaledes at man vist maa foretrække den Formodning, at det er Kong Hans' middelmaadige Hvide, som udmøntedes i store Mængder, der har tynget den danske Sølvmønt ned over for Gyldenen i at Almindelighed:

1 M d. vil herefter før ca. 1500 have haft en Købekraft beregnet i Kroner 1875 af ca. 25 Kr. og efter ca. 1500 af ca. 16-20 Kr., altselvfølgelig med et vist Forbehold som allerede i Forordet gjort Rede for. Prisstigningen og den dermed skete Forandring i Købekraftsforholdet i Tiden 1875-1945 vil fremgaa af næstsidste Kapitel. Naar de 2 M eller 2 1/2 M d. = 1 r. Gylden regnes at ækvivalere ca. 29 gr. Sølv, skyldes det den Omstændighed, at den første større Sølvmønt, som skulde ækvivalere Gyldenen, nemlig Sigismunddaleren, havde et Sølvindhold af godt og vel 29 gr., men ikke at de paagældende Korshvide, som udgjorde 2 M d. eller 2 1/2 M d., kan forudsættes faktisk at have dækket et saa stort Sølvindhold. Om Kong Hans tillige har udmøntet Dalerstykker, er et af de aabne Spørgsmaal.

/// skema ///

Museumsinspektør G. Galster (27) har i en Artikel i N.N.U.s Medlemsblad No. 3, Marts 1947 med ikke ringe Styrke søgt at bevisliggøre, at Kong Hans aldrig har ladet slaa nogen 2 Lods-Daler til Afløsning af eller Ækvivalent for Guldgyldenen.

KLIK for forstørrelse!

Kong Hans' paastaaede Sølv-Gylden. 1 M lybsk

Imidlertid er Galsters Resultat ikke sikkert. Han anfører Berndt Arndts Møntbog fra 1610 som det eneste oprindelige Bevis for denne Dalers Existens. Ganske vist indeholder denne Bog en Del Vildfarelser, men man kan dog ikke reducere denne til et rent Raritetskabinet for Samlere. Det var der paa den Tid næppe Brug for. Denne Bog skulde omend noget ubehjælpsomt tjene Købmænd som Vejledning i Mønternes Mangfoldighed. Kun derved fik den et udbredt Publikum som Købere. Den indeholder derhos en Værdsætning af de gode Dalere, men forbigaar de mindre gode i Tavshed. Det er jo ogsaa tilstrækkeligt! Man kan derfor ikke umiddelbart forkaste denne Bog som Bevis for, at denne Mønt har kurseret 1610, der er jo iøvrigt mange Mønter, der ikke existerer mere, men hvis Existens i Datiden man ikke tør forkaste, skønt de kun fremgaar af Bøger, Valvationer m. v. Naar man saa videre betænker, at Galster i sit fornævnte Foredrag om Christian II.s Mønter nævner dennes »Sølvpendinge« paa en Gylden Stykket, som indførtes 1514, at Maximillian slog Uncial-Stkr., det første 1479 over ham og hans Gemalinde, at Sigismunds Dalere udkom første Gang 1484, og at Joachimsthaleren fremkom 1519, kan det jo ikke bestrides, at man her i Danmark paa et ret tidligt Tidspunkt i Forhold til Udlandet i hvert Fald umiddelbart efter Kong Hans' Død var inde paa Tanken at præge Uncialmønter af Sølv til Erstatning for Guldmønt af et Præg, der lignede denne. Kejser Maximilian stod ikke Kong Hans fjernt. Det vilde tværtimod være nærliggende, om der fra Kejserhoffet tilgik Kongen Underretning om de nye Møntformer.

Ogsaa værd at nævne er, at Hertug Frederik (I.) allerede 1514 slog Mønt paa 1M lybsk og 1/2 M lybsk pr. Stk. med en Helgen paa Aversen og Vaabenskjold paa Reversen, og at Sten Sture d. y. ligeledes slog Mark eller Gylden af Sølv strax han var bleven Rigsforstander 1512.

Sten Sture den yngres Markmønt af Sølv 1512

Enhver kan se den slaaende typologiske Lighed mellem Sten Stures og Hans' paastaaede Sølvgylden. Saa kan man naturligvis sige, at Hans' Gylden er et Falskneri efter Sten Stures Mønt eller at Sten Sture har efterlignet Kong Hans' Mønt eller at Kong Hans har efterlignet Sten Stures. I hvert Fald har disse Sølvgylden eller Mark overalt spøget stærkt i Kong Hans' sidste Aar. T. G. Appelgren har skrevet en meget instruktiv Artikel i N. M. Stockholm 1923, Bind XXIII, P. 79 ff. om Prægestilen paa Sten Stures Mønt.

Det vilde derfor ikke være helt urimeligt, om man i Danmark allerede har syslet med Tanken i Aarene forinden Tronskiftet. At den danske Uncialdaler har lignet selve den rhinske Gylden, som den skulde gaa og gælde for, er meget forklarligt, idet den gennem sit Præg mindede Menigmand om Guldgyldenen. Det er derfor tilgiveligt - og ikke »beskæmmende«, end mindre en af »Menneskehedens Vildfarelser« (sic!), som Galster vil gøre det til, - om ældre Numismatikere ikke rent ud forkastede den Mulighed, at den til Nutiden overleverede støbte Hans' Daler kan være Udtryk for et Udkast, et Forsøg som virkelig har været foretaget. Hertil kunde Kong Hans have skellig Grund. Som tidligere paavist havde han ved Laan, Arv og Pantsætning af Krongods i sin Tid skaffet sig Guld til Udtynding i sine mindre gode Rhingylden. Krigene i Sverige og Ditmarsken var endt i Nederlag. Kongen var fyldt af Bitterhed over sine Uheld og maatte samtidig tænke paa ved Skatter at skaffe sig Valuta til at betale Statsunderskudet som Følge af de sørgelige Krige. Han udskrev da 10. Juli 1507 i Anledning af bl. a. »en svar sum guld og pennings Udgift i den svenske Krig og Herremøderne« en Landehjælp af 4 M Penninge inden St. Mortens Dag af hver 4. Mand, den rige hjelpe den fattige, og 1511 en lignende Landehjælp paa 5 M Penninge »paa det at vi ikke skal nødes at udbyde den menige Mand fra sit eget Bygge og Bo mod vore og Rigens Fiender, men maa holde Ryttere og udlændsk Folk til Indvaanernes Trøst og Beskærmelse.« (28). Det er jo sandsynligt, at der ikke indkom Guld i Mængde herigennem, derimod Sølvmønt, Sølvskeer, andre Brugsgenstande f. Ex. Skaale af Sølv m. v.

KLIK for forstørrelse!

Hertug Frederik (1.) 1 M og 1/2 M 1514

Det er derfor ikke udelukket, at den gamle Møntbog, der udkom knapt 100 Aar efter Hans' Død, alligevel kan have haft Ret.

Kejser Maximilians Bryllupsmedaille eller Uncialstykke fra 1479

Men der er jo ogsaa den Mulighed, at den paagældende Mønt ikke har været en Sølvgylden, men et Marksykke. Sten Sture den yngres Stormønt ligner i Prægestilen Hertug Frederiks (I.) Mark og 1/2 Mark 1514. Appelgren, l. c., p. 81, gaar saa vidt at mene, at en og samme Stempelskærer har skaaret disse ensartede Mønter. Hildebrand søgte at beregne Sten Stures Markmønt som 1, 1 1/3, 2 og 2 2/3 Mark. I Lunds Universitets Møntsamling opbevares et Stk. af Kong Hans' Mønt, der vel synes støbt, men i Størrelse svarer til Sten Stures. 23. November 1491 indløses 6610 M »in guden golde und grouen pagemente also to Lubeck genge is.« Det er tvivlsomt, om dette kun dækker Skilling. De vendiske Stæder naaede imidlertid allerede flere Aar før Kong Hans' Død at mønte Mark og 1/2 M Stkr. af Vægt ca. 19 og 19 1/2 gr. Det er paavist, hvorledes Frederik I. 1514 møntede M og 1/2 M Stkr. Frederik I.s Mark 1514 er hos Arndt benævnt »Thaler«. Kong Hans' Mark kan have faaet samme Skæbne! Ligeledes er det vitterligt, at i Kong Hans' Tid regnedes i Gylden og Mark, medens Dalerregning endnu var ukendt. Foruden ovennævnte Mark fra Sten Sture den yngre findes fra Datiden ikke faa større Markstykker, der kunde være Forbilled for Kong Hans' Mark, f. Ex. Mark fra Hamburg 1506, 19,12 gr., fra Wismar s. A. 30 gr., Mecklenburg 1502 18 gr. De er alle sjældne, men vidner dog om de store Bestræbelser, som fra Hansestædernes Side netop omkring 1500 og Aarene derefter blev gjort for at indføre en Sølvmark lybsk af Vægt 19-21 gr. Store Forhandlinger herom fandt Sted 1502, 1504 og 1506 (29).

T. G. Appelgren har under sin indgaaende Beskæftigelse med Gustav Vasas Mønt gennemaaaet Kammerarkivet Stockholm og bl. a. Pakken: Møntregnskaberne 1538-56. Han har henledt Opmærksomheden paa Mårten Myntskrivares Rekenskap for år 1542 over, hvad der blev nedsmeltet paa Svartsjö Slot og ommyntet til Gustav I.s Mønt (30). Der indgaar i Regnskabet en Rubrik, som jeg har haft Lejlighed til at gennemgaa paa Arkivet i Stockholm, der lyder saaledes:

»Summa opå alth thet gamble mynth både Rundstycker gamble nye orths (örtugar) (på annat ställe: gamle, gamle örtugar), danska hwiter, Konung Hanses skellinger och Marckestycker som bliffwe förmyntade om igen Anno 1542. Löper först udhi recknade penninger 69.106 mark 7 1/2 öre The haffua hollit in summa.

Fint sölff 2727 löd mk. 4 lott 15/32 ort. Copar 3095 löd mk. 13 lott 1 qv. 1 17/32 ortt.«

Hermed kan sammenlignes det gengivne Uddrag af 1542 Aars Regnskab.

Der findes i Arkivet 2 Exemplarer af Regnskabet. Det andet Exemplars Regnskab lyder specificeret saaledes:

1542.

Thenne är Mårthen mynteskrivares Rekenskap opå myntet opå Swartesiö pro Anno 1542, hvilken Rekenskap annamat bleff opå Stockholms sloth 8 Dagen Martii Anno etc. 1543.

Försth Inuentaria.

Rundtycker 2159 mk 7 öre woge 287 lödige marck 4 lott, hulle in fine 5 lott Løper Fint Sölff 89 lödige mark 12 lott 1 qv Copar 197 lödige mark 7 lott 3 qv

Nye ortuger 595 mrk 4 1/2 öre woge 69 1/2 lödige mrk 2 lott 3 qv hulle in fine 7 lott 3 1/2 qv Löper Fint Sölff 34 lödige mrk 4 lott 2 qv 2 1/2 dr (dvs: Penninger), Copar 35 lödige mrk 6 lott 1 1/2 ortt

Danska Hwiter 300 mark ortr woge 74 lödige 7 1/2 lott hulle in fine 4 lott 1 qv 1 dr Löper Fint Sölff 20 lödige 1 lott 2 11/32 ortr, Copar 54 lödige 6 lott 1 qv 1 21/32 ortr.

Extrakt af Rentekammarboken for 1542

Konungh Hansses 4 skellinge str 225 mrk woge 42 lödige 7 lott 3 qv hulle in fine 5 1/2 lott 3 dr Löper Fint Sölff 15 lödige mk 1 1/2 lott 5/8 dr, Kopar 27 lödge 6 lott 3 3/8 dr.

Item än et stycke upwaskat Sölff 5 lödge 11 lott, hullt in fine 9 lott 3 qv/och 13 lott werk, hult in fine 8 lot Löper summa Fint Sölff 3 lödge 13 lott 3 qv 3 1/4 dr Copar 2 lödhige mark 10 lott 3/4 dr.

Summa opå alth thet gamble mynth bade Rundstycken gamble nye orth Danska hwiter Konung Hanses skillinger och Marche stycker som bliffwe förmyntade om igen Anno 1542 Löper försth udhi recknade penninger 69.106 mrck 7 1/2 öre The haffua hollit in summa

Fint Sölff 2727 lod mk 4 lott 15/32 ortt
Copar 3095 löd mk 13 lott 1 qv 1 17/32 ortt

item effther förscriffne gamble mynt borde wara recknade penninger 95453 mark 7 öre 14 71/128 dr.

Så wåre wunnit opå samm gammalt mynt penninger 26347 mark 2 57/128 dr.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Af den paagældende Passus i Räntekammarboken hidsættes foran en fotografisk Gengivelse:

Man maa jo forudsætte, at denne gentagne Benævnelse, »Kong Hanses Skillinger og Markestykker« dækker en Realitet. Det maa da have været lybske Markstykker, som Kong Hans har ladet udmønte, ligesom senere hans Broder Frederik. At disse hos Berndt Arndt ikke er vurderede, bliver derfor ret forstaaeligt, og at de heller ikke fandt Naade for Valvationsdagen 1551, er ogsaa sandsynligt. De og andre danske »Sylberin Stuck« beskrives som »den Talern in Irer grosse gleich«, men saa forskellige i Korn og Skrot, saa de ikke kan sættes i nogen bestemt Værdi og derfor ikke skal modtages i Betalinger.

Ogsaa Christian II. lod i Aaret 1516 slaa 1/1 og 1/2 Markstykker af 19-8 grams Vægt. Et smukt Exemplar af 1/2 M opbevares i Møntkabinettet i Stockholm. Naar Sønnen møntede og 1/2 Markstykker 3 Aar efter Faderens Død, lyder det ret usandsynligt, at dette ikke skulde være efter et Forbillede fra Kong Hans' Tid (31). Dette sidste lignede Gyldenen, Christian II.s lignede Noblen.

De i Regnskabet omtalte 4 ß er naturligvis Kong Hans' 4 Hvid ß. At Markstykker ikke omtales i Specifikationen, kan skyldes deres Faatal, saa de er gaaet med i ß. Ogsaa Jesse nævner, at disse tidlige Markstykker fra Hansestæderne var sjældne. Paa den anden Side nævnes i Specifikationen heller ikke andre Markstykker, saa Titulaturens Omtale af Markstykker kan derfor ikke være andre end Kong Hans'.

Christian II.s 1/2 M 1516, jfr. Schou 3 Vægt 7,88 gr.
Det svenske Møntkabinet i Stockholm

I Datidens Aktstykker omtales hyppigt Stæder M; f. Ex. erkendte Kong Hans 31. Maj 1495 og 2. juli 1496 at være skyldig 100 Stæder M Penge og 300 M danske M i saadan Mønt som i Danmark gængs er. En rhinsk Gylden var lig 20 ß lybsk og 2 M dansk, senere 24 ß lybsk og 2 1/2 M dansk. Allerede da nærmede den lybske ß sig altsaa til at være dobbelt saa meget værd som den danske; ingenlunde noget Vidnesbyrd om, at Kong Hans' Mønt var særlig god, ikke heller om, at han holdt den op til den lybske, som hans Fader Christian I. i sin Tid havde lovet Lybækkerne. 1497 omtales »4 Hvide ß, som Kong Hans mønte lod«. Et andet Sted hedder det, at der betaltes 5 Hvide for 1 ß (32).

Naar en M d. i Hvide før 1500 som tidligere nævnt kan formodes at repræsentere ca. 25 Kr. 1875 og efter ca. 1500 ca. 16-20 Kr. 1875, vil dette altsaa sige, at 1 ß i Hvide har haft en Købekraft af ca. 1 1/2 Kr. eller ca, 1 à 1 1/4 Kr. og en Hvid ca. 30 Øre eller 25 Øre 1875. Efter Forholdet 20 ß l. = 2 M d. = 32 ß d., altsaa 1 ß d. = 10/16 ß l og 1 ß l. = 16/10 ß d. vil 1 ß l. i Danmark op mod Aarhundredskiftet have haft en Købeevne af ca. 2 Kr. 40 Øre eller ca. 2 Kr., og en lybsk Hvid (Wittenpfennig) ca. 80 Øre eller ca. 65 Øre. Efter Daler, Mark og Kroner p. 155 kan 1 ß d. = ca. 3/4 ß l. 1487 have haft en Værdi af'ca. 1 1/2 Kr.

Efter det senere Forhold 24 ß l. = 2 1/2 M d. = 40 ß d. i Hvide (33) altsaa 1 ß d. = 24/40 ß l. og 1 ß l. = 40/24 ß d. vil 1 ß l. umiddelbart efter Aarhundredskiftet have været værd ca. 2 Kr. og 1 M l. ca. 32 Kr. Omkring 1506 er den sunket til ca. 24 Kr. og 1 ß l. = 3 Hvid til 1 1/2 Kr.

Der staar nu kun tilbage den møntbeskrivende Historie, hvorom kan henvises til B. Thordeman, Hans Holst og G. Galsters Fremstillinger i Nordisk Kultur: »Mønt«, Stockholm 1936 og til H. H. Schous Beskrivelse af danske og norske Mønter 1448-1814 m. v. I disse Arbejder gøres nærmere Rede for de faktiske Vægte, der i Museerne er udfundet for de enkelte Mønter, for Møntsteder og Møntmestre, hvortil kan henvises med de Modifikationer, der findes i det foregaaende. Kong Hans' Ørtuger og 1/2 Ørtuger sloges i Stockholm og Våsterås, som det ogsaa fremgaar af de foran indførte Billeder af disse Mønter. Deres Vægt, baade efter Vejning og efter Lov fremgaar af det tidligere anførte. Vi har set, hvorledes der 1483 blev truffet Aftaler om Opretholdelsen af den svenske Mønt. Samtidig blev der i Haandfæstningen bestemt, at hvert Rige skulde beholde sin Mønt. Kravet om egen norsk Mønt blev opfyldt, og Ærkebispen i Trondhjem fik sin gamle Møntret tilbage. Der skulde oprettes kgl. Mønt i Bergen og Oslo og paa alle disse Møntsteder skulde der møntes jevngod Mønt med den danske, dvs: efter lybsk Møntfod, saa den var gænge og gæv i Hansestæderne. I 1491 gentog Kong Hans, at den norske Mønt skulde være jævngod med den danske og at begge Rigers Mønt skulde være giæng og gjæv i det andet Unionsrige for fuld Værdi. Er der Brøst paa Mønten, skal Møntmesteren staa til Ansvar. I Januar 1508 bestemte den udvalgte Konge Christian (II.), at vor kære Faders Mønt skal være giæng og gæv for allehaande Varer. Overtrædelser straffedes med 20 M l. til Kongen og 10 M l.. til Oslo By. Dette tyder just ikke paa, at Mønten var god, men paa, at Priserne steg i den slette Mønt (34).

For Kong Hans' danske og norske Mønter foreligger der imidlertid indtil Dato ikke nogen Møntordning, og der kan saaledes ikke drages nogen Sammenligning mellem de Vejninger, der er foretaget paa Museerne, og de lovbestemte Vægte.

Sammenligner vi dog de af Hans Holst opgivne Vægte for et Par af Hans' Mønter med de Oplysninger, der er fremkommet fra Kammerarkivet i Stockholm, vil man se, at det ikke var uden Grund, at Rigsraadet ved Tronskiftet klagede over den afdøde Konges Mønt og traf Sikkerhedsforanstaltninger over for Efterfølgeren.

Hans Holst har vejet en noget slidt ß fra Kong Hans og befundet den at veje 2,22 gr. Efter Morten Møntskrivers Regnskab vejede 225 M Skillinger ca. 42 Lødemark, hvilket giver ca. 2,7 gr. af Finhed lidt over 5 1/2 Lod. Vægten passer efter Holst med Christian II.s, men Finheden er betydelig ringere. Vægten af det slidte Exemplar er nærmest misvisende. Samtidig er hermed fastslaaet, at det er Hans' 4 Hvid-Skillinger, der er Tale om i Mortens Regnskab. Endvidere har Morten Møntskriver ladet smelte 300 M Ørtuger i Hvide, som vejede henved ca. 75 løde M. Idet vi i Overensstemmelse med Wallroth regner dem til 3 paa 1 ß, vil Vægten af en Hvid andrage ca. 0,90 gr., hvad ikke saa daarligt svarer til Christian II.s Hvide 1513-14: 1,05 gr., navnlig naar disse sidste skulde være noget bedre end Faderens, der iøvrigt kun var 4 1/4-lødige, medens Sønnens skulde være 5-lødige. Regner man 4 Hvid for ß, andrager Vægten 0,675 gr. Imidlertid maa man, da det drejer sig om en svensk Vægtangivelse, vistnok regne med det førstnævnte Tal. Hans Holsts Vejninger af 55 Stkr. giver en Middelvægt af 0,630 gr., idet Stykkerne varierer fra 0,342 gr. til 0,885 gr., et Resultat, der heller ikke taler til Gunst for de mange Vejningers Betydning. I hvert Fald er et Gennemsnit af ringe Værdi til Oplysning om disse Mønters økonomiske Funktion. Man kunde med Føje spørge Forfatteren, hvad han egentlig har tænkt sig at benytte dette Gennemsnit til. Det drejer sig om 55 Stkr. af Tidens Tand mere eller mindre medtagne Smaastykker Sølv. Ved foranstaaende Udregning efter Morten Møntskrivers Regnskab drejer det sig dog om ca. 19.200 Korshvide og ca. 3600 Skillinger, og alligevel tør man ikke paastaa, at Resultatet dækker Kongens Ordre til Møntmesteren. G. Galster har ogsaa klogelig i sit Bidrag til Mønthistorien undladt at anføre noget Gennemsnit eller andet »Snit« for Hans' Hvide og Skillinger. Men Galsters Oversigt over Christian II.s ß og Alb. synes derimod ikke ilde at passe med hvad Morten Møntskrivers Regnskaber antyder.

KLIK for forstørrelse! KLIK for forstørrelse!

Kong Hans' Hvid og Skilling fra Malmø

KLIK for forstørrelse!

1/2 ß fra Malmø 1512

Oplysninger om Mængden af Mønt, der er slaaet under Kong Hans, er bortset fra Fundoplysningerne højst sparsomme.

Ifølge Huitfeldt skal der som tidligere nævnt være slaaet 150.000 Guldgylden til Togtet mod Sverige, en Sum, der i Nutids Penge allermindst maa regnes til 20 Millioner Kroner. Efter det nu fremdragne svenske Regnskab er der udmøntet 300 M dansk Hvide og 225 M Skillinger. I Kong Hans' Husholdningsregnskab og i Kongens og Dronning Christines Regnskabsbøger nævnes 1487: 1124 1/2 M 2 ß d., som er annammet af Møntmesteren i Malmø. Endvidere har Hans Mikkelsen, Borgmester i Malmø, faaet Kvittering for 5500 M, som Møntmesteren der sammesteds myntet og hannem antvortet haver af det Sølv, som Hans Naades (Christian II.s) Fader havde givet Møntmesteren, da hans Naades Søster (Elisabeth) drog her af Slottet (København). Det har vel været en Del Skillinger og en Masse Korshvide. Møntmestre var Michel Johansen i Sverige og Henrik Dringenberg og Hans Sever (Zeber) i Danmark, hvorom nærmere kan ses i en Artikel af Erik Person, Num. Forenings Medlemsblad, XII, Oktober 1930.

KLIK for forstørrelse!KLIK for forstørrelse!

Norske Mønter fra Kong Hans

Foruden Kong Hans var der et Par Møntherrer til: Ærkebisperne Gaute Iversøn og Erik Walkendorff, den sidste dog kun et Par Aar under Kong Hans. Deres Mønter, som nærmere beskrives i Schous Møntværk og i »Mønt«, havde dog næppe nogen større økonomisk Betydning som egentlige Pengeomsætningsmidler.

De, der særlig har Interesse i de norske Hvide, henvises til de fortræffelige Undersøgelser over dette Emne af N. L. Rasmusson. Studier i norsk mynthistoria under tiden 1270-1513, og Axel Ernst: Norske Hvide fra Kong Hans, Særtryk af Nordisk Numismatisk Aarsskrift 1940, jfr. Th. Østergaard: Aalborg og Ørbæk som Møntsteder, P. Ris Møller: Aalborg 1942, p. 32, Fra Himmerland og Kjær Herred, XXXIII, 1944, P- 284. Foruden hvad der er oplyst i det foregaaende om Mønthusene kan tilføjes, at Mønten i Malmø en Overgang synes at have udgjort en helt befæstet kongelig Borg, thi 1491 den 30. September, da Hans gav Henrik Dringenberg Kvittering for 200 r. G. for det Sølv, han fik af os, og 50 r. G. af Mønten for i Aar, angives Dokumentet udstedt in curia nostra monetaria Malmogensi.

I København havde Borgen indenfor Byens Fæstningsværker, bl. a. Avisgaarden Østregaard i Vingaardstræde. Da Frederik I. 1529 skænkede Johan Rantzow ”vor og Kronens Gaard, liggende udi wor Stad Køpenhafn wedt then øster Port, som nu kalles Mynttergaarden”, kan det antages, at Mønten i Hans' Tid har ligget ved Vingaardsstræde og Østerport ved Østergades Udløb i Kongens Nytorv (dengang Hallandsaas), og man har ment at kunne finde Rester af Mønten i en gammel Hvælving under Magasin du Nord.

Fortsættes


Noter:


Tilbage til Dansk Mønt