fra: Wilcke, Julius: Sølv- og Guldmøntfod 1845-1914, København 1930 (Wilcke V).
A) side 15-25: Christian 8.s sidste år (B, C, D, E)
Da Slesvig-Holstenerne saa stærkt holdt fast ved Kurantskillemønten og forlangte Rigsbankpengene afskaffet, fordi disse ikke kunde gaa i Spænd med den gamle Kurantmønt, der stadig gjaldt i Hansestæderne og andre Nabolande som f. Ex. Meklenburg og Lauenburg, opfandt den danske Regering som Helsebod herimod den berygtede "Pfennig" eller 1/5 Rb. ß, som skulde kunne hjælpe over alle Vanskeligheder med Brøkerne, der stod Kuranten og Rigsbankmønten imellem (1).
Stænderne i Holsten vilde imidlertid ikke lade sig nøje med denne Skifting og fik uformodet Hjælp fra Danmark, idet Stiftamtmand Rosenørn i Viborg Stænderforsamling 1844 indbragte et Andragende om de fornødne Foranstaltninger til at forhindre, at Rigets Mønter fortrængtes af lette udenlandske, og om at Skillemønten maatte inddeles saaledes, at den uden Ubekvemhed kunde bruges ved Siden af hamburgsk Kurant (2). Til Støtte herfor anførte han, at en stor Del af Jylland, ja endog en Del af Fyn, oversvømmedes af daarlige Zweidritler (2/3 Thlr.) og Skillemønt, hvad der nu, da Nationalbankens Sedler blev indløselige med Sølv, var uheldigt, da den daarlige udenlandske Smaamønt kunde befrygtes i Overensstemmelse med "Greshams Lov" (3) at jage den gode Mønt, som ved Seddelindløsning kom i Circulation, ud af Landet. Aarsagen til den megen Kurantskillemønt fandt han selvfølgelig i Handelsforbindelsen med Hamburg, der i 1788 havde forhindret Indførelsen af Specieskillemønt og nu lagde Hindringer i Vejen for Rigsbankskillemønt, der jo kun var en Variation af den første. I 1788 havde man forsøgt at opnaa en Konvention med Hansestæderne og Meklenburg om Indførelse af Specieskillemønt (Bronceskillinger), men det var strandet paa Frygten for Prisstigning ved Indførelse af værdifuldere Skillemønt. Derfor maatte man i 1788 indskrænke sig til at udmønte 1/24 Sp. (= 8 Rb. ß), Resten som Kurantskillemønt, hvad der selvfølgelig var en højst uheldig Sammenblanding. Nu havde man i 1813 gentaget Fejlen, blot mere konsekvent ved at indføre Rigsbankskillemønt, dvs: Specieskillemønt, over det hele, hvoraf fulgte, at man "aldrig kunde evaluere smaa Betalinger i Courant med Specieskillemønt uden paa en af Siderne enten at tabe Brøkskillinger eller modtage saadanne Brøkmønter, der besværliggjorde Tællingen og særskilte intet Brug var til".
Det er nu et Spørgsmaal, om man i 1813 bar sig saa galt ad ved Indførelsen af Rbdlr. (= 1/2 Sp.), inddelt i 96 Rb. ß, hver Rb. ß = 1/2 Sp. ß, thi i 1813 vilde man end mere end i 1788 ganske og aldeles bort fra Kuranten, Tidens Svøbe. Der maatte og skulde ikke blive en Tøddel tilbage af den; hvis Regeringen havde haft Midler i Hænde til øjeblikkelig at inddrage al sin gamle Kurant og udmønte ny Rb. ß samt forbyde al fremmed Kurant, vilde Hansestæderne paa Grund af den store Omsætning med Jylland have været nødt til at forbedre sin Circulationsmønt og indføre hamburgsk Banco ogsaa i Skillemønten. Men den danske Stat kunde dengang ikke tage Konkurrencen op med Hansestæderne og Nordtyskland. Den lod fem være lige, og det blev derfor tværtimod de sidste, der fik Overtaget med Kuranten, der saa senere af Holstenerne blev taget som et nationalt Idol mod Danmark og dets Rigsbankmønt.
I 1813 saa man hen til Specie- og Hamburger Banko som Idealet, ogsaa med Hensyn til Skillemøntinddelingen, hvad der i og for sig ikke var noget at sige til; det eneste, der kan bebrejdes Datidens Ledere, er, at de ikke saa deres Afmagt til at gennemføre dette Ideal, thi naar vi dog savnede Midler hertil, vilde det sikkert have været klogere at inddele Rbdlr. efter Kuranten i 60 Rb. ß, idet man i 1788 havde sat 1 Sp. til 60 Kurant ß, hvortil den ogsaa gik i Hansestæderne. Da 1 Rbdlr. var = 1/2 Sp., vilde 2 Rb. ß være = 1 ß Kurant.
"Ikke alene i Holsten og Slesvig, hvor Forbindelsen med de store Markeder i Hamborg og Lübeck saavelsom med Udlandet er saa umiddelbar, men ogsaa i de Købstæder paa Vestkysten af Jylland og den Omegn, hvis Hovedmarked Hamborg og Bremen efter Lokaliteten maae vedblive at være, var det næsten nødvendigt at bibeholde den gamle Courant-Beregning og Mønt, og naar man derhos lægger Mærke til, at den betydelige Export af Hornqvæg, Heste og Sviin maa gaae igennem Hertugdømmerne til Hamborg og Tydskland, er det let forklarligt, at Indstrømningen af lette udenlandske Mønter strækker sig over begge Hertugdømmerne og en meget betydelig Del af Jylland, hvor man ikke kan bruge Rigsbank-Skillemønt, fordi Courant-Regningen endnu bruges i daglig Handel og Vandel." (4)
Oprindelig havde Rosenørn tænkt sig at foreslaa i Rbdlr. delt i 60 Rb. ß, men for ikke at højne Prisniveauet, foreslog han nu 1 Rbdlr. delt i 6 Mark à 20 Rb. ß. Han ønskede derhos Nationalbankens 1 Rbdlr.-Sedler afskaffede for at faa de større Sølvmønter inddragne i Omsætningen, og Skillemønten gjort tyndere og befriet for den høje Rand, for at den kunde glide bedre mellem Fingrene!
Andragendet blev modtaget med megen Anerkendelse i Stænderforsamlingen og resulterede den 24. August 1844 i en Petition (5) hvori det bl. a. hedder: I en stor Del af Jylland om ikke i den største Del cirkulerer en uforholdsmæssig Mængde lette udenlandske Mønter, ja, endog mest af de allermindste, saaledes, at man ikke alene for at dele sig imellem men ogsaa i Capital-Betalinger, ofte maa modtage ikke ganske ubetydelige Summer i udenlandske Skillinger, der circulerer fra Mand til Mand i Tutter, som indeholder 10 Rd. C., og i de fleste Tilfælde modtages utalte; dette er ikke alene til Skade for Landets Pengevæsen i det Hele, bl. a. fordi Banken derved taber et betydeligt Circulations-Terræn, men det lader ogsaa befrygte betydeligt Tab for de Egne, hvori disse fremmede Mønter circulere, dersom de enten blive inddragne eller reducerede til den virkelige Værdi. Grunden til denne Indtrængen af saadan fremmed Mønt anses at ligge deri, at Rbskillemønten ikke uden besværlige og ubetalbare Brøker kan bruges ved Betalinger efter Beregninger i Kurant. Idet man ikke skænkede Frygten for Prisstigning ved større Skillemønt saa megen Vægt, men derimod tillagde det stor Betydning, at den danske Skillemønt kom i nærmeste Overensstemmelse med den slesvig-holstenske Kurant, saaledes at man dernede fra ikke kunde vedblive med sine Klager, vedtog man med 35 Stemmer mod 6 at indstille Rbdlerens Inddeling i 6 Mark à 10 Rb. ß; endvidere vedtog man, at al Rbskillemønt skulde inddrages, den nye ikke have ophøjet Rand, samt 1 Rbdlr. Sedlerne afskaffes.
I Oktober s. A. indbragte den københavnske Stænderdeputerede, Professor, Raadmand David i Roskilde Stænderforsamling et Andragende om en forandret Skillemønts-Deling (6), der i det væsentligste sluttede sig til den viborgske Petition, dog at Professor David vilde have 1 Rbdlr. inddelt i 6 Mark à 20 ß. Han henviste til, at Kammerherre Neergaard alt i 1838 havde fremsat Forslag i denne Retning; han havde udfra mercantile Hensyn støttet denne Forandring allerede dengang; men Sagen havde foruden de af de nørrejydske Stænder fremhævede økonomiske Grunde tillige en politisk Side, paa hvis store Vigtighed, især i det nærværende Øjeblik, han blot vilde henvise, overbevist om at den ikke behøvede at udvikles i sin hele Detail; den Modstand, som Rigsbankberegningen har fundet i Hertugdømmerne, har sin gode og naturlige Grund; de Klager, som i denne Anledning saa hyppigt genlød fra Hertugdømmerne, var ikke uretfærdige og havde derfor en høj Betydning. Det maatte derfor anses som et politisk rigtigt Skridt og som et nødvendigt Led af den Kæde af Foranstaltninger, der skulde tjene til at befæste Statsenheden, at foretage en Omregning af Skillemønts-Delingen, der kunde hæve de Besværinger, som Hertugdømmerne med Grund havde gjort imod Indførelsen af Rigsbankberegningen.
Der nedsattes en Komité, af hvis Betænkning (7) hidsættes nogle Uddrag, der i et kort Streiflys giver Underretning om de Fejl, der var begaaede paa Møntvæsenets Omraade, og hvilke sørgelige Følger de havde haft: Næst at henvise til det for al økonomisk Samhandel uheldsvangre i, at der indenfor Landets Grænser findes 2 forskellige Møntenheder, udtales det: Det er bekendt, i hvor høj Grad Møntforholdet har bidraget til at fjerne Statens tvende store Hoveddele - Kongeriget og Hertugdømmerne - fra hinanden. I ældre Tider kendte man saa godt som ingen Forskel i saa Henseende; ikkun blev, hvad man i Hertugdømmerne kaldte 1 ß, i Kongeriget kaldt 2 ß; men denne Forskel mellem ß lybsk og ß dansk var almindelig bekendt endog for den Ringeste og foraarsagede ingen Ulejlighed i Omsætningen, thi 1 Rdlr. var den samme fra Elben til Nordkap. Det var først i Aaret 1788, at man ved Indførelsen af Species-Mønten som eneste lovlige Betalingsmiddel i Hertugdømmerne, medens den gamle Kurant vedblev at være gældende i Kongeriget, lagde Grunden til den Forskel, som siden bestandig er blevet større. I 1813 havde man til Hensigt at hæve den bestaaende Forskel i Mønt (Kurant) og Regning (Specie, Banko), idet man indførte Rbdlr. à 6 -Mark à 16 ß. Næppe kunde man efter Komitéens Skøn have valgt en mere uheldig Fremgangsmaade. Man syntes aldeles at have glemt, at et blot Lovbud i Sager af denne Beskaffenhed bliver til et dødt Ord, naar man ikke tillige er i Stand til at forandre de faktisk bestaaende Forhold. Skulde nemlig hint Bud have kunnet faa Indgang i det praktiske Liv, saa maatte Staten og have været i Stand til strax at sætte en dermed overensstemmende virkelig Mønt i Omløb. Men i hvor høj Grad en saadan Foranstaltning overskred Statens Kræfter i dens daværende Vanmagt, det vide vi alle. Man kunde kun byde Sedler, som allerede ved deres Udstedelse næppe havde Halvdelen af deres paalydende Værdi. Ogsaa blev man i samme Aar nødt til at gøre et stort Skridt tilbage. Patentet af 30. juli 1813 afskaffede Sedlerne for Hertugdømmerne og indførte igen Sølv som eneste lovlige Betalingsmiddel dér. Frdg. 19. Oktbr. s. A., som nærmere bestemte dette, gentog imidlertid Budet om Rigsbankregningen og Rbdalerens Inddeling i 6 Mark og 96 ß, medens Udsigten til at faa en virkelig Mønt blev lige fjern. Man var altsaa i Hertugdømmerne fremdeles nødsaget til at benytte sig af de gamle Mønter, som ikke passede til den nye befalede Regning. Intet Under da, at man i alle borgerlige Handeler aldeles lagde denne Regning til Side og holdt sig til den gamle; ikkun i Forhold til Autoriteterne, der var nødsagede til, i det Mindste til en vis Grad, at lyde Regeringens Bud, mindedes man om Rigsbankpengene, men ikkun for at føle sig besværet ved at skulle regne efter en ideel Mønt og betale med en anden virkelig, som ikke stemte med hin. Undertiden er det vel og sket, at man har maattet betale noget mere, end man egentlig var pligtig, fordi man ikke paa anden Maade kunde betale den i Rbpenge bestemte Sum med den circulerende Mønt. Var dette end hver Gang en Ubetydelighed, saa kunde dog selv denne Ubetydelighed ved ofte Gentagelse løbe op til noget Mærkeligt, og for den fattige Yder kunde ogsaa dette blive byrdefuldt. Saaledes blev det Byrdefulde, ja man kan sige det Skadelige, ved Rigsbankberegningen indlysende selv for den simple Almuesmand; man vænnede sig mere og mere til at anse den paabudne Rigsbankmønt som en uretfærdig Tvang; og det Had, som dog kun var grundet paa den ubekvemme Inddeling af Rbdaleren, udbredte sig til den hele Rigsbankfod, hvis virkelige Fordele man derved blev ude af Stand til roligt at bedømme.
Fra Regeringens Side var gjort alt for lidt. I den første Menneskealder udmøntedes kun c. 200.000 Rbdl. Skillemønt; nu var man begyndt paa større Udmøntninger, men hvad der 30 Aar tidligere kunde have gjort god Virkning, tjente nu kun til yderligere at ophidse Gemytterne. Forsøget i 1842 med 1/5 Rb. ß maatte anses som aldeles mislykket.
"Saaledes er det nu kommet derhen, at Rigsbankmønten i Hertugdømmerne udgør en staaende Anke mod Regeringen og mod Danmark, og man har deraf smeddet et Vaaben, som et vist Parti ikke har forsømt at benytte til sine Hensigters Opnaaelse. Det er da vistnok paa høje Tid, at noget Alvorligt foretages, der paa eengang kan dæmpe den ikke ugrundede Misnøje, som i Hertugdømmerne er udbrudt over Rigsbankpengene, og tillige kan bringe os det forønskede Maal nærmere, det nemlig at have eens Mønt og eens Regning i det hele Rige."
At vende tilbage til Kuranten vilde, forvolde for stor Ulempe i Kongeriget; der stod derfor kun tilbage at inddele 1 Rbdlr. paa anden Maade. Roskilde Stænderforsamling kunde ikke dele den viborgske Forsamlings Antagelse, at Kurantdeling kunde forjage den daarlige udenlandske Kurant, naar den netop vilde passe dertil, men Komitéen mente, at dersom ikke næsten al Udmøntning af Smaamønt gennem en Menneskealder havde været standset, og dersom Hertugdømmerne ikke ved denne Standsning havde været satte i den Nødvendighed at bruge den fremmede Mønt, i hvor slet den end var, saa vilde hin Indtrængen af den fremmede Mønt aldrig have naaet det Omfang, hvorover man nu klagede.
Komitéen holdt nu paa, at 1 Rbdlr. i Kongeriget skulde deles i 120 ß, i Hertugdømmerne i 30 Styver eller Courantschilling (8) à 4 Rb. ß, hvorved man førte Delingen saa nær op til Inddelingen 1788 som muligt, ligesom en saadan Deling vilde stemme med Indskriften paa 1 Rbdlr.
Den kgl. Kommissarius, A. S. Ørsted, forsvarede Ændringen i 1788 og naturligvis særlig Pengeforandringen 1813, som han selv havde haft saa stor Lod og Del i, han holdt derhos paa, at 1 Rbdlr. kun burde deles i 60 ß, idet 1 ß da blev aldeles lig den gamle danske (ikke lybske eller slesvigholstenske) Kurant ß og med den norske ß (9). Den 12. December 1844 vedtoges derefter med stor Majoritet et Andragende (10) til Kongen, hvori det i Overensstemmelse med Drøftelsen i Stænderforsamlingen fremhæves bl. a., at Rigsbankregningen i Hertugdømmerne anses som "en uretfærdig Tvang og at Uviljen derover ei lidet har bidraget til at svække det Baand, der burde omslynge samtlige Statsdele". Man foreslog som nævnt Rbdlren delt, i Kongeriget i 6 Mark à 20 ß, i Hertugdømmerne i 30 Schilling Courant à 4 ß, idet det dog anbefales at tillade Købmænd i Kongeriget ogsaa at benytte denne sidste Deling ved Handelsbøgers Førelse, kun at Schilling Courant benævnedes Styvere. Endvidere vedtoges eenstemmigt en Henstilling om, at Mønter af forskellig Værdi fik et ved Størrelse og Præg tilstrækkelig forskelligt Udseende, saa at Forvexling ikke kunde finde Sted. Det er mærkeligt at iagttage, at der endnu ikke rejste sig en Stemme for Decimalinddeling, men alle holdt paa Dusinet, som om der ikke kunde tænkes nogen anden Regningsmaade, der vilde lette Regnskabers Affattelse. Havde man i Tide indført Decimalregning og tilsvarende Mønter i tilstrækkelig Mængde, havde der sikkert ikke været Sangbund i Hertugdømmerne for at vende tilbage til en fra Middelalderen nedarvet, ganske forældet Regningsfacon.
Det er ikke mærkeligt, at alle disse Anstrengelser fra dansk Side for at behage den tyske Del af Monarkiets Befolkning maatte vinde stærk Anklang dernede.
I Itzehoe (11) fremsatte da ogsaa Advokat Tiedemann paany Fordringen om Afskaffelse af Rigsbankmønten i Hertugdømmerne. Som sædvanlig raillerede man over Regeringens "höhere Staatsrücksichten", der tilsagde den at holde paa denne Mønt. Man henviste til ', at selv en Tyran som Napoleon ikke havde kunnet gennemføre sit bedre, paa Centimalsystemet hvilende Maal- og Vægtsystem i Sydfrankrig! Man viftede paany med sit herlige Landsprivilegium fra Christian I.s Tid, hvor Hertugdømmerne skulde have faaet Tilsagn om at have samme Mønt som Hansestæderne. Tiedemann hævdede, at hans Andragende "stützt sich auf die gebieterischen Forderungen des Geldverkehrs, die tägliche Plage, die seine Bewohner von dem fraglichen Uebelstande erdulden müssen!" Man paastod, at Rbmønten ikke blot ikke befordrede Statseenheden, men langt snarere "geeignet ist eine Auflösung herbeizuführen. Es Iäszt sich nämlich durchaus nicht leugnen, dasz das Reichsbankgeld und die Reichsbankrechnung in den Herzogthümern stets als etwas Gehässiges angesehen worden sind." Man haabede nu "dasz endlich die gerügte Landplage durch die Weisheit unseres Königlichen Herzogs (!) ihre sehnlichst erwünschte Beseitigung finden werde." Man besluttede enstemmig at forlange "Abschaffung der kleinen Reichsbankgeldmünze und der Berechnung nach Reichsbankgeld in den Herzogthümern."
Denne Holstenernes Holdning i Møntspørgsmaalet blev ikke mindre generende for Regeringen derved, at Stænderne i Itzehoe samtidig med Enstemmighed forlangte Hertugdømmernes Finanser adskilte fra Kongeriget, ligesom de ogsaa fremkom med uheldsvangre Spørgsmaal om Holstens hele statsretlige Stilling (12).
I 1846 naaede Stænderforsamlingens Ønsker i Møntsagen frem til Kongen i en Forestilling fra Finansdeputationen (13). Heri søgte Finansdeputationen den væsentligste Grund til de hyppige Klager fra Hertugdømmernes Side i et vist Partis statsopløsende Bestræbelser, idet samme velvidende, at Rigsbankberegningen vilde vedblive for Danmark, i Kurantberegningens udelukkende Gyldiggørelse for Hertugdømmerne, ikke uden Grund saa et første og vigtigt Skridt til Realisation af Partiets Yndlingsplan: Hertugdømmernes Finansers Adskillelse fra Kongerigets. Men Deputationen kunde dog tiltræde de danske Stænders Henstillinger om en ensartet Mønt. Man havde da først tænkt sig at genindføre Specien à 120 ß, men dels vilde Nationalbanken næppe gaa ind derpaa, dels var man ængstelig for Pris- og Gagestigning, hvis man indførte den større Mønt. Derimod tiltraadte man Rbdalerens Deling i 120 ß og Afskaffelse af den hidtil gældende Skillemønt, hvorom man forelagde et Lovudkast, som Kongen den 8. juli 1846 bemyndigede Finansdeputationen til at forelægge Stænderne, af hvilke Roskilde og Viborgs Stænder tiltraadte Forslaget, men da Hertugdømmernes Stænder "ikke vilde Forsoningen, vilde de heller ikke Forslaget." Stænderne opløste sig uden at have behandlet Sagen. Den 7. Maj 1847 fik Deputationen Kongens Samtykke til under de foreliggende Ornstændigheder at stille hele Møntsagen i Bero (14), idet man ansaa det for bedst at forelægge Lovudkastet for en ny Stænderforsamling i Itzehoe.
Striden med Hertugddmmerne om Rigsdalerdelingen var i disse Aar selvfølgelig den vigtigste Begivenhed paa Møntvæsenets Omraade.
Iøvrigt skete der en mindre Forandring af Speciernes Omskrift; den blev større og noget mere fjernet fra Kanten, fordi Omskriften ved Prægning med de hidtidige Stempler let blev bortskaaren ved Møntningen (15).
Den udmærkede Medaillør Chr. Christensen afgik ved Døden 21. August 1845, knap 40 Aar gammel (16).
Banken i Hamburg fik Tilladelse til paa Mønten i Altona at slaa 1, 1/2 og 1/4 ß Hamburg Kurant (17).
Tilbage til Wilcke, Julius: Sølv- og Guldmøntfod 1845-1914