(fra: Wilcke, Julius: Specie- Kurant- og Rigsbankdaler, København 1929 (Wilcke IV) side 388-399)
C) Møntmærker. C8s første mønter. Forordningen 26/6 1844
Til Fortrolighed med Rb.penge vilde det bidrage, naar Nationalbanken fik de ved kgl. Resl. 11. Juli 1840 bevilgede Filialinstituter i Hamborg og Rendsborg i Gang. Naar Sølv blev udelukkende Omsætningsmiddel i Danmark, og det da klarligen viste sig, at Pengevæsenet var bedre ordnet i Kongeriget end i Hertugdømmerne, vilde de selv føle Trang til at faa det paa lige Maade ordnet hos dem. Det, som foruden den forskellige Møntfod havde medvirket til, at Sølvcirculationen i Danmark ikke havde taget den skadelige Vending som i Hertugdømmerne, hvor endog store Udbetalinger skete i Kurant ß og anden Smaamønt, som, da Tælling vilde blive alt for besværlig, gik fra Haand til Haand i forseglede Poser og Tutter (en pudsig Konsekvens af Slesvig-Holstenernes Krav om Sølvcirculation i 1813), var Frdg. 31. Juli 1818, hvorefter ingen i Danmark var pligtig at modtage mere end 3 Rbdlr. i Smaamønt. En lignende Bestemmelse fandtes ikke i Hertugdømmerne, blev eller kunde i hvert Fald ikke overholdes, naturligvis fordi man der havde bandlyst Sedlerne og ikke havde tilstrækkelig grov Sølvmønt til store Betalinger i den Sølvcirculation(!), man selv havde gennemtvunget.
Finansministerens Forslag gik da ud paa, at fastholde Afslaget paa Slesvig-Holstenernes Krav om Rigsbankmøntens Afskaffelse, at præge Smaamønt med dobbelt Værdiangivelse i Præget, at anmode Nationalbanken om at bekoste Udmøntningen af 32, 16 og 8 Rb. ß, at udstede Bekg. om de nye Mønter og at beregne alle Skatter, Taxter og Afgifter uden Forhøjelse af Brøker. Naar Grev Moltke bl. a. foreslog Nationalbankens Deltagelse i Udgifterne, var det, fordi han med Føje kunde henpege paa, at Banken havde faaet fuld Valuta fra Hertugdømmerne for Bankhæftelsen, og at disse derfor ikke - fordi de iøvrigt havde sagt sig løs fra Banken - havde tabt Kravet paa, at Banken deltog i Møntforbedringen dér, ligesom Banken heller ikke selv kunde være tjent med at faa sine Operationer indskrænket til Kongeriget alene.
Kongen godkendte 4. Juni 1841 Finansministerens Propositioner (24) idet han virkede mæglende og udjævnende over for de forskellige Anskuelser. Han mente ikke man for Theoriers Skyld skulde udfordre den offentlige Mening i Hertugdømmerne der dér var forholdsvis gunstig. Derfor var han navnlig Talsmand for at udmønte Stkr. med begge Møntbenævnelser, hvad Finanserne egentlig havde næret Betænkeligheder ved at tilraade. I August forelagde Medaillør Krohn Forslag til Præget paa de mange forskellige Mønter, der nu skulde præges. Herefter skulde Kobbermønterne ligesom Sølvmønterne bære et stort Vaabenskjold paa Reversen (25), men Møntmester Svendsen gjorde opmærksom paa, at Kobber 2, 1, 1/2 og 1/5 ß derved vilde erholde en Lighed med Sølvmønterne, der kunde give Anledning til Bedrageri, idet Kobbermønterne med de nuværende tekniske Metoder let ad galvanisk Vej kunde forsølves og udgives som Sølvmønter.
Krohns Forslag til Kobber 1 ß
Han anførte som et Exempel, at man i Bremen af denne Grund havde maattet indkalde en Mængde ganske ny Mønt. Krohn foreslog derefter Kobbermonten forsynet med Krone, Scepter og Sværd; dette godkendtes, dog med den mærkelige Tilføjelse, at 1/5 Rb. ß, hvoraf en Del allerede var udmøntet og sat i Omløb, skulde beholde det engang projekterede Præg, hvad imidlertid ikke fremgaar af de til Eftertiden overgivne Exemplarer (26).
Medaillør Krohn foreslog dernæst Mønterne forsynede med Møntmærker. Paa Københavns Mønt var tidligere anvendt Hjerte, ved Altona Mønt var ikke benyttet saadant Mærke. I tidligere Tid, da Møntmestrene var en Slags private Entreprenører eller Fabrikanter, som forskaffede sig Stempler fra forskellig Side og Montstemplerne som rent Haandarbejde aldrig blev ens, kunde man ikke kende Møntværkstedernes Mønter, og man paalagde derfor Møntmestrene at garantere for deres Mønter ved at forsyne dem med deres Navnebogstaver og et Møntmærke, der viste, hvorfra de enkelte Stkr. stammede. Krohn og Freund tænkte sig nu anvendt Hjerte for København og Altonas Vaaben, 3 Taarne, eller Glückstadts gamle Mærke, et Nældeblad, eventuelt en kronet Svane, der var Vaaben for Landskabet Stormarn, hvori Altona var-beliggende, som Møntmærke for Altona Mønt. Kongen bestemte den 25. Oktober 1841 Krone som Mærke for København og Rigsæble for Altona (27).
Da Udmøntningen var noget fremskredet, resolverede Kongen 16. Decbr. 1841, at Bekg. om de nye Mønter kunde udstedes, og 2 Dage efter udkom Finansdeputationens Bekg. herom paa dansk og tysk. Der udgaves Specier, Rbdlr., 32, 16 og 8 Rb. ß som Hovedmønt og 4 og 3 ß af Sølv, samt 2, 1 og 1/2 ß af Kobber som Skillemønt; Rbdlr., 32, 16, 8 og 4 ß skulde tillige bære Indskrift 30, 10, 5, 2 1/2 og 1 1/4 Schilling; de fire første udmøntedes til 18 1/2 Rbdlr., 4 og 3 ß til 21 Rbdlr. af Marken f., den første 14 l., 32 ß 11 l., 16 ß 8 l., 8 ß 6 l., 4 ß 4 l. og 3 ß 3 2/3 lødig; Kobbermønterne sloges henholdsvis 32, 64 og 128 Stkr. af 1 Pund Kobber. Foruden fornævnte Myntsorter skulde for at lette Benyttelsen af Rigsbankpenge ved Courantbetalinger udpræges Penninge eller 1/5 Rb. ß af Kobber, af hvilke 320 Stkr. gik paa 1 Pund Cølnsk Vægt. Alle Mønterne skulde selvfølgelig modtages i de kgl. Kasser og Mand og Mand imellem, dog at ingen var forpligtet til at modtage mere end 3 Rbdlr. i 16 og 8 Rb. ß, 16 Rb. ß i 4, 3, 2, 1 og 1/2 Rb. ß samt 4 Stkr. 1/5 Rb. ß ad Gangen.
Samtidig hjemsøgtes Hertugdømmerne af en sand Regn af Møntedikter, Bekendtgørelser, Patenter og Circulærer - med tilhørende omstændelige Tabeller over Rigsbankmøntens Omsætning i Kurantmønt og omvendt -, om Post- og Toldtaxter, Kassebogholderiets Indretning med Kurantmøntens Opførelse indenfor Linien, om Skoleundervisning i Tabellernes Forstaaelse, om Skatter og Afgifters Beregning, om i slesv.-holst. Sechslings Værdi af 1 3/5 Rb. ß, i Dreilings Værdi af 4/5 Rb. ß og 1 ß Kurant som 3 1/5 Rb. ß m. m. (28). I al Stilhed inddrog Finanserne i disse Aar tillige en Mængde Kurantmønt af Omsætningen og lod den indsmeIte paa Mønten i Altona. Det hele System skulde afsluttes med en Hovedbekg. om Møntvæsenet i Hertugdømmerne, hvortil Udkast forelagdes Stænderne (29).
Chr. VIIIs mindre Sølvmønt.
Havde man troet, at de foran skildrede epokegørende Forslag vilde blidne Holstenernes Følelser og Stemninger overfor Rigsbankmønten, blev man i høj Grad skuffet i sine Forventninger. Medens Regeringen ønskede endelig at udelukke al fremmed Mønt, at fastslaa den gangbare Mønts Værdi og begrænse Smaamøntens Modtagelse til den rene Detailhandel, besvarede Stænderne i Hertugdømmerne dette Forslag med en fornyet Anmodning om Rigsbankmøntens Ophævelse. I hvert Fald ønskede man Landet forskaanet for Mønter, i hvilke Kurantmønten ikke gik op; mellem Private skulde baade indenog udenlandske Mønter være tilladt, om end ingen skulde være forpligtet til at modtage udenlandsk Mønt. I den slesvigske Stænderforsamling vedtoges Petitionen om Rigsbankmøntens Ophævelse med 34 Stemmer mod 4, i den holstenske eenstemmigt'). Medens man i Itzehoe vel erkendte, at Rigsbankdaler- og Speciemøntfod i Virkeligheden var den samme, var man tildels fra forskellige Begrundelser - rørende enig om, at Rbdlrs. Deling i 96 Rb. ß var den store Anstødsten! Man skulde nu i vor Tid synes, det var en ringe Ting, naar Hertugdømmerne blot fik et godt og solidt Møntsystem med nye fuldvægtige Mønter i Stedet for de gamle, slidte Kurantmønter, i hvis Skillemønt endog store Udbetalinger maatte præsteres af Mangel paa Stormønt. Men nej! Paa det for vor Tids Øjne spinkle Grundlag svang man sig op til uanede Højder. Over- og Landsretsadvokat G. Löck, Itzeboe, og Amtsforstander C. H. R. Mannshardt, Trittau, kunde saaledes ikke forstaa de højere Statshensyn, der tilsagde en ensartet Møntinddeling i hele Monarkiet, anderledes "als die Gleichstellung mit Dänemark und diese wiederum in Interesse der sogenannten Nationalbank und ihren Actionären, denen allerdings die bezweckte Gleichstellung ein willkommenes Mittel bietet durch Filialinstitute die Herzogthümer auszubeuten", ja, Grev Holstein, Walterneverstorf, udtalte: "die Zerstückelung des Reichsbankthalers in 96 Rb. ß ist algemeine irn Lande verhaszt" (31). Majoriteten baade i Udvalg og Forsamling kørte stadig op med de gamle Privilegier fra 1460. Om den nye Skillemønt hedder det: "mit den 4, 3, 2 und 1 Bankschillingstücken, vollends mit dem, schon als Spielmarken in Handel gekommenen 1/5 Rb. ß, können die Herzogthümer ohne Nachtheil verschont werden, sie haben nur Noth und Beschwerde davon". Saa smukt omtales Finansminister Grev Moltkes store Opfindelse!
Chr. VIIIs 2, 1 og 1/2 ß Kobber.
Overfor den megen Ophidselse over, at det var en dansk Møntinddeling, som man søgte paatvunget Hertugdømmerne, gjorde den kgl. Kommissær, Grev Reventlow-Criminil paa Regeringens Vegne forgæves opmærksom paa, at Inddelingen af Rbdlr. i 96 ß var lige saa afvigende fra den før 1813 gældende danske Kurant som fra den slesvig-holstenske, idet disse to Slags Kurant var ganske ens, da 1 ß d. K. = 1/2 ß sl.-holst. K. (Sechsling), medens Rigsbankdaleren med sin Inddeling i 96 Rb. ß svarede til den i 1788 indførte slesvig-holstenske Speciedaler (32), idet 1 ß Specie eller Hamburger Banco var lig 4 Rb. ß, men heroverfor hævdede bl. a. Grev Holstein, at Inddelingen af 1/2 Specie (Rigsbankdaler) i 96 ß dog virkelig var en anden end Inddelingen af 1 Specie i 48 ß. Mere Hold var der i Advokat Bargums Bemærkning, at Møntvæsenet i 1788 blev ordnet saaledes, at der udmøntedes Speciemønt ned til 1/24 Sp., mindre Mønt som Kurant, og at Kurant blev sat i et bestemt Forhold til Speciemønten (33). Man høstede her Frugterne af den ulykkelige økonomiske Sønderdeling af Monarkiet i 1788-91, da man gennemførte Specien i Slesvig-HoIsten, men veg tilbage for Møntreformens fulde Gennemførelse i Kongerigerne. Advokat Bargum, Kiel, tilføjede meget oprigtigt: "Die Verbindung mit dem Norden ist in mercantilischer Hinsicht für die Herzogthilmer nicht so wichtig als die mit Süden; die erstere ist auch genügend gesichert und wird erhalten durch die grösseren Bankmünzen; aber wenden wir uns nach unsern Hauptmärkten Lübeck und Hamburg, da will man unsere Reichsbankscheidemünze und unsere Bankrechnung nicht, und deshalb können die materiellen Nachtheile hier nicht ausbleiben", hvortil Prof. Dr. jur. G. C. Burchardi, Universitetet i Kiel, sluttede sig. Dette var vel noget overdrevet, men dog ikke helt uden Bund i Virkeligheden.
Den 26. Juni 1844 afslog Kongen af højere Statshensyn Stændernes Andragende om Rigsbankmøntens Afskaffelse; han kunde heller ikke gaa ind paa Genindførelsen af forskellige gamle, ved Frdg. 29. Febr. 1788 ud af Kurs satte Kurantmønter eller give Tilladelse til, at de mindste Speciemønter skulde modtages i Beløb indtil 10 Rbdlr. Kurant ad Gangen, som Stænderne eller i hvert Fald en Majoritet indenfor disse havde ønsket. Han godkendte derefter den Frdg., der senere udkom under 26. Juni 1844 (34), som her aftrykkes og danner den foreløbige Afslutning paa Møntstriden:
84. Verordnung, betr. die Münzsorten, in welchen die verschiedenen Zahlungen an die Königl. Kassen und im Privatverkehr zu leisten sind.
Wir Christian der Achte thun kund hiemit: In Verfolg der in jüngerer Zeit zur besseren Ordnung des Münzwesens überhaupt getroffenen Maaszregeln haben Wir es für zweckmäszig erachten müssen, statt der vielen, über die gesetzliche Zulässigkeit der in Unseren Herzogthümern Schleswig und Holstein im Umlauf befindlichen Zahlungsmittel bisher bestandenen, zum Theil von einander abweichenden Anordnungen und Verfügungen aligemeine gesetzliche Bestimmungen darüber ergehen zu lassen, in welchen Münzsorten die verschiedenen Zahlungen an Unsere Cassen und im Privatverkehr daselbst künftig zu leisten sind. Nachdem Uns die hierüber von Unseren getreuen Provinzialständen des Herzogthums Schleswig und des Herzogthums Holstein eingezogenen Gutachten allerunterthänigst vorgetragen worden, haben Wir Nachstehendes allerhöchst anzuordnen und festzusetzen Uns allergnädigst bewogen gefunden.
§. 1
Sowie die Annahme der ausländischen Scheidemünzen bei den an Unsere Kassen zu leistenden Zahlungen bereits untersagt ist, so sollen nach 3 Monaten, von der Erlassung der gegenwärtigen Verordnung angerechnet, bei denselben überhaupt nur inländische, Münzsorten angenommen werden, nämlich:
und als Scheidemünze, nach Maaszgabe des nachstehenden §. 3:
§. 2.
Von den 16 und 8 Reichsbank- oder 5 und 2 1/2 Courantschillingstüeken sind höchstens 3 Rbthlr. oder 1 Rthlr. 42 szl. Cour. auf einmal in Zahlung anzunehmen.
§. 3.
Von den gröszeren Sorten der Scheidemünze, den 4 Reichsbank oder 1 1/4 Courantschillingstücken, den Courantschillingen, Sechslingen und Dreilingen, sowie den 3, 2, 1 und 1/2 Reichsbankschillingstücken sind nicht mehr als 16 Reichsbankschillinge oder 5 Schillinge Cour., und von den 1/5 Reichsbank- oder 1/16 Courantschillingstücken sind nicht mehr als 4 Stücke bei jeder Zahlung anzunehmen.
§. 4.
Vorstehende Bestimmungen (§. 1-3) dienen auch für die im Privatverkehr zu leistenden Zahlungen zur Richtschnur, wenn nicht abweichende Verabredungen statt finden.
§. 5.
Alle älteren, den Gegenstand dieser Verordnung betreffenden gesetzliehen Bestimmungen und Verfügungen sind hiedurch aufgehoben.
Wornach ec. Urkundlich ec. Gegeben ec. Kopenhagen, den 26sten Juni 1844.
Hvorledes Holstenerne pludselig og uformodet fik Allierede indenfor Kongerigets Stænderforsamlinger, og hvilke Konsekvenser dette medførte, maa det være forbeholdt en Fremstilling af Rigsbankmøntens senere Skæbne at gøre Rede for.
Udmøntningsformlerne for de særlig i Altona udmøntede Rigsbankmønter var følgende:
Skema side 396
Paa Altona Mønt udmøntedes de i efterfølgende Skema ommeldte Beløb, hvori er medtaget forskellige for fremmede Møntherrer udmøntede Summer. Kilderne er dels de paa Københavns Mønt opbevarede Smelteprotokoller for Altona Mønt 1833-39 og 1839-48, Møntprotokol 1835-47 og originale af Kongen godkendte Regnskabextrakter 1819-43, dels de i Rigsarkivet beroende Møntprotokoller 1828-34 og 1834-39 samt Koncepter til Extrakter med tilhørende Regnskaber.
Af de fremmede Mønter hidsættes et Par Afbildninger.
Lippe-Schaumburgsk 2 Georg Wilhelmsd'or.
Hamburgsk Dukat.
Af Købmandshuse, der særlig lod Guldmønt og Specier mønte paa Altona Mønt, skal nævnes: Gebrüder Behrens, H. A. Jonas Söhne & Co., Samuel Levy, Salomon Heine, Joseph Heine Söhne, H. J. Stresow, Elias Warburg, M. M. Warburg, H. J. Raphael, Mendelsohn-Bartholdi og J. B. og J. R. Beit, alle af Hamburg, Agent Th. Arnemann og W. S. Warburg af Altona.
De store Beløb Specier i 1839-40 rekvireredes for største Delen af Direktionen for Statsgælden og den synkende Fond. Baade paa Mønten i København og paa Altona Mønten var Virksomheden i de første Aar af Christian VIIIs Tid forceret. Rigsbanktegnene inddrages og Rigsbanksedlerne gjordes realisable. Der maatte derfor møntes store Mængder af smaa og store Rigsbankpenge. Samtidig gjorde man sig Anstrengelser for at faa Kurantmønten endelig ud af Omløbet. Den 22. Aug. 1844 (36)) udsendtes Circulære til samtlige Amtmænd "for omsider at faa den danske Kurantmønt aldeles inddragen". De Mønter, "som attraaes strax inddragne .... ere 1, 2, 4, 8, 10 og 15 ß Stkr. samt 1/6 R. d. K. frivilligt Offer", hvorimod de saakaldte Rigsorter, der gaar for 38 Rb. ß, indtil videre kunde forblive i Omløbet". Den fornødne Rigsbankmønt til Udtælling og Omvexling vilde paa Forlangende blive tilstillet Oppebørselsbetjentene.
Skema side 398-399
(fra: Wilcke, Julius: Specie- Kurant- og Rigsbankdaler, København 1929 (Wilcke IV) side 388-399)
Noter: