(fra: Wilcke, Julius: Specie- Kurant- og Rigsbankdaler, København 1929 (Wilcke IV) side 365-376)
A) Fr.d'or. Platina. Freund
Da Regeringen med Statens Midler stiftede Speciebanken i Altona og grundlagde det særlige Pengesystem i Hertugdømmerne, lagdes som tidligere berørt Spiren til det økonomiske Modsætningsforhold mellem disse og Kongeriget, hvoraf man nu skulde høste bitre Frugter. Idet man i 1813 paalagde Hertugdømmerne og Kongeriget en fælles Bankhæftelse til Fordel for Banken i København, vakte man en levende Misstemning i Hertugdømmerne, hvis Befolkning oversaa, at Bankforholdene i København var ødelagte ved de for hele Monarkiet fælles Forsvarsudgifter m. v. Man hæftede sig ved, at der i Altona havde været en grundmuret Bank, hvis Penge lige til det sidste havde dannet en urykkelig Grundvold for Hertugdømmernes Handel og Omsætning. Nu havde Danskerne flyttet og ødelagt den slesvigholstenske Speciebank og hertil endvidere paatvunget Hertugdømmerne Rigsbanken og Rigsbankmønten.
I det aabne Brev af 30. Juli 1813 lovede man derfor Slesvig-Holstenerne en særskilt Afdeling af Rigsbanken i Altona, der dog aldrig blev til noget, samt Sølvmønt som eneste Circulationsmiddel, hvad der nærmere blev udformet ved Frdg. 19. Oktbr. s. A., efter hvis § 1 det lovmæssige Betalingsmiddel i Slesvig-Holsten skulde være rede Sølvmønt, der blev Rigsbankdaleren, 18 1/2 Stkr. af Marken fin. S. Cølnsk Vægt, hver Rbdlr. à 6 Rbmk. à 16 Rb. ß, idet dog Speciemønten skulde gælde ved Siden af som 2 Rbdlr., og 1 Rdlr. Slesv.-Holst. Courant som 1 3/5 Rbdlr. Foruden den Sølvskillemønt, som ved Fr. 29. Febr. 1788 og Pat. 8. Febr. 1801 var sat i Omløb i Hertugdømmerne, skulde indtil videre ingen anden Kobberskillemønt gælde sammesteds end de i 1771 udprægede 1 ß, de slesvig-holstenske Sechslinge og de 12 ß, som i 1812 blev sat i Omløb i Danmark, der alle skulde gælde 2 Rb. ß Stykket. Ved Pl. Nr. 47 af 21. Maj 1814 nedsattes de til 1 3/5 Rb. ß. De øvrige 4 Sorter Kobberpenge nemlig 1 Rb. ß, 2 ß 1809-12 (1 Rb. ß), 3 ß (1/2 Rb. ß) og 1 ß (1/6 Rb. ß) jfr. Pl. 28. April 1813, sattes ud af Omløb. Alle Regninger, Kontrakter skulde fremtidig lyde paa Rigsbankpenge rede Sølv. Alle før Pengeforandringen ved Lov bestemte Summer, Præstationer, Skatter og Afgifter i slesv.-holst. Kurant eller Specier, der ved Frdg. 5. Jan. 1813 § 44 var gaaede over til Rigsbankpenge Sølvværdi, forblev uforandrede i Nominalbeløb, men gik nu over til Rbdlr. rede Sølv.
At Regeringen gav efter for Slesvig-Holstenerne og paany skilte dem fra Kongeriget i økonomisk Henseende, hvorved man halverede Staten og trak Grænsen ved Kongeaaen tykt op, var politisk en Fejl, der ikke skulde gøre senere Regeringer Opgaven med Styrelsen af de to Statshalvdele lettere, men naar man lægger Mærke til ovenstaaende Konsekvens, hvorefter lovbestemte Byrder gik over fra det - i hvert Fald foreløbig - elastiske og usikre Begreb Sølvværdi til rede Sølv, kan man forstaa, at Regeringen - om den saa Faren - dog forholdsvis villig gav efter for Fristelsen.
Kun de i Rigsbankpenge, S. V. eller N. V., indgaaede Forpligtelser eller de Skatkammerbeviser og Laaneinstitutsedler, der efter Pengeforordningen kunde vexles med Rigsbanksedler, kunde vedblivende i Hertugdømmerne indfries med disse Sedler. En Række Bestemmelser søgte at ordne de indviklede civilretlige Forhold, der opstod som Følge af Pengeomvæltningen og dennes Ophævelse igen tre Fjerdingaar efter! Man rystede Borgernes Pengesager op og ned, frem og tilbage, som Børn et Kaleidoskop. Det maa unægtelig have været fornøjeligetider at drive Handel og Erhverv i; men Taalmodigheden var ikke ringe overfor den kære Enevolds-Frederik. Der kan efter alt, hvad der foreligger, dog ikke være Tvivl om, at der i Altona og Holsten trods al Loyalitet gjorde sig en meget stærk og bitter Kritik gældende over for Kongen.
Gennemførelsen af Sølvcirculation eller om man vil Speciemøntfod i Hertugdømmene maatte gøre det nødvendigt snarest mulig at supplere og forøge Møntbestanden, der under de seneste Tiders Virvar var kommet i Forfald. Man maatte derfor søge at fremme Møntningsvirksomheden paa Mønten i Altona mest muligt. Det første man greb sig an med i saa Henseende blev da de af Kongen fremhævede 1/6 Rdlr.stkr. fra 1808, der kunde gaa for 1/6 Rbdlr., som Møntmester Flor, "af hvis Dygtighed man kunde vente Arbejdet med Kraft fremmet" (i Modsætning til Warberg), erklærede sig rede til at udmønte med kort Varsel. Den 17. August 1813 godkendte Kongen, at det Sølv, der indkom af det tvungne Laan i Hertugdømmerne, skulde udrnøntes i Rbdlr. Eller 1/6 Rbdlr. Den 24. Novbr. Forelagdes kongen en Prøve paa de førstnævnte, hvortil Aversstemplet var skaaret af Conradsen, Reversen af Bauert. Tre Dage efter bestemte Kongen, at Flor paa Grund af den truende Krigsfare paa Sydgrænsen ikke maatte have mere end 10.000 Rbdlr. møntet og umøntet Sølv paa Mønten; det overskydende skulde transporteres til Rendsburg, hvorfra det, hvis Franskmændene ogsaa skulde nærme sig denne By, skulde sendes til Nyborg. Først omtrent 1 AarsTid efter, den 13. Juli 1814, var Forholdene faldet saavidt til Ro, at Altonamønten igen fik Lov til at have større Kvanta Sølv og Mønt liggende (1). I Mellemtiden kunde Møntningen ikke ret komme i Gang. Der blev i hvert Fald ikke noget af Udmøntningen af 1/6 Rbdlr. Derimod fremsatte Entreprenør Bernault i Hamborg Begæring om at maatte faa Tilladelse til at lade slaa 100.000 à 200.000 Specier paa Mønten i Altona til Køb af Korn og Kvæg. Efter Rigsbankmøntens Indførelse kunde der ikke uden speciel kgl. Tilladelse udmøntes Specier paa de kgl. Mønter, men da Rigsbankdalere foreløbig dog ikke kunde udmøntes i Altona paa Grund af Vanskeligheder med Stemplerne og der vistnok var nogle gamle Speciestempler i Behold, fik Entreprenøren Kongens Sanktion (2). Skønt der ikke kom noget ud af det hele, anføres denne kgl. Resl. som en første direkte Erkendelse af, at Speciemønt og Rigsbankmønt var eet og det samme.
Der udmøntedes henved 100.000 Stkr. i Sølvrigsbankdalere i Overensstemmelse med Pl. 29. Juni 1814, men dette forslog jo ikke stort. I Hertugdømmerne circulerede dels Kobbermønt, dels fremmede Møntsorter af slet Gehalt, som fortrængte den bedre Mønt af Omløbet. Man lod derfor slaa 10.000 Rbdlr. 16 og 8 Rb. ß Stkr., som, da daglig Handel stadig gik i Kurant, var valgt, fordi de svarede til de endnu i Omløb værende 5 og 2 1/2 ß Stkr. De var udmøntede efter Pengeforordningens Møntfod med en Lødighed svarende til den forrige Specieskillemønt, altsaa 16 ß 8 l, 8 ß 6 l 18 1/2 Rbdlr. Paa marken f. S., om hvis Circulation udstedtes en Plakat af 10. Juli 1816 (3).
I December s. A. døde Møntmester Flor; Direktøren paa Hoherdam, Kammerraad Cajus Branth, der i sin Tid paa Kongsberg havde gjort sig bekendt med Møntvæsenet og var en særdeles duelig og virksom Embedsmand, blev da dirigeret til Altona for interimistisk at bestyre Mønten, som Kongen vel havde tænkt sig nedlagt, men som de Finansdeputerede nærede Betænkelighed ved at opgive, dels fordi den nu havde travlt med at slaa vestindisk Mønt, dels fordi Hertugdømmerne trængte til Mønt, dels fordi den ved Møntsmed Freunds Anstrengelser nu var sat i Stand til at slaa lige saa god Mønt som den Boultonske Maskine i København, saaledes at det var at formode, at Hamborgerne, der kun havde en daarlig privat Mønt (4), paany som i fordums Dage vilde søge til Altona med deres Udmøntninger (5). Som Guardein konstitueredes den fornævnte Møntsmed Johan Frederik Freund, der fastansattes 13. Oktober 1818. Justermester Hans Frederik Ausborn udnævntes til Fuldmægtig efter Marquardts Død den 15. Juni; kort Tid efter, den 9. Februar 1819, døde konst. Møntmester Branth og den 20. Juli 1819 blev Freund Møntmester; den 23. Oktober s. A. ansattes Ausborn som Guardein med Forpligtelse til ogsaa at besørge Fuldmægtiggerningen (6). I 1824 mente Freund, at Arbejdet var saaledes tiltaget, at der maatte ansættes en særlig Fuldmægtig, hvortil den 1. Jan. 1825 udnævntes H. F. Alsing, som havde "stræbt at uddanne sig i Myntfaget og i 8 Aar været Elev hos Conradsen".
I Møntmester Freund fik Altonamønten en ualmindelig dygtig og interesseret Leder, fuld af Initiativ, hvad der hurtig gav sig Udslag paa forskellig Maade. Første Gang var han dog ikke ubetinget heldig. Kongen havde i 1822 været syg. Freund havde da fundet paa, at der skulde udmøntes Specier med Randskrift: KONGENS HELBRED FOLKETS GLÆDE. Ridder, Grosserer C. H. Donner i Altona havde strax bestilt 2.000 Stkr. Finansdeputationen fandt Forslaget fortræffeligt og vilde endda udsende en Bekendtgørelse om, at Private kunde faa saadanne Specier udmøntede i Altona, men Kongen, der til Tider ingenlunde var blind for paagaaende Smiger og i øvrigt ikke satte Pris paa stor Festudfoldelse, svarede: "Skønt Vi ikke miskende den gode Hensigt, kunne Vi dog ikke give Vort allerhøjeste Samtykke til, at Specier udpræges med Randskrift." (7)
Derimod fik Freund betydelig mere Glæde af sin næste Intention. Bankier Warburg i Altona, der i Vinterens Løb 1824 havde ladet udpræge 200.000 Stkr. Specier paa Mønten i Altona, fremsatte nu Ønske om at faa danske Frederikd'or slaaet dersteds af samme Gehalt og Vægt som de nye preussiske, sachsiske og hannoverske "Frederikd'or". Freund henviste til Frdg. 29. Febr. 1788 § 8 og støttede Warburgs Andragende. De Finansdeputerede tilføjede: En Udmøntning af Guldstykker, der i Øjeblikket synes at være af Interesse, kan paa ingen mindre bekostelig Maade erholdes. Kongen bestemte den 26. Marts 1825, at han først vilde have nærmere Forslag om Gehalt, Møntfod og Tegning. Mønten maatte i hvert Fald ikke have tvungen Kurs her i Landet. Den 2. August forelagde Finansdeputationen Kongen Erklæringer fra Freund, Ausborn, Møntrevisor, Etatsraad og Bankdirektør Thomsen samt Chefen for Bureauet til udenlandske Betalinger Holten. Herefter var de preussiske, hannoverske, lüneburgske, sachsiske og brunsvigske X Thalere, der særlig gik i Hamburg, ret forskellige i Korn og Skrot. Ikke destomindre var prisen paa Børsen i Hamburg lige for dem alle. Man valgte da en Middelvej. Fik de nye Mønter nemlig bedre Gehalt end de fremmede, vilde de forsvinde af Omløbet, og blev de slettere, vilde de søges mindre end de andre. Middellødighed vilde være 21 Karat 5 1/2 Gren; herefter vilde det være bekvemmest at udpræge 35 5/24 Stkr. af Marken br. 21 K. 6 Gren, 39 13/43 Stkr. paa Marken fin, hvad ogsaa vilde svare til de hyppigst circulerende fremmede af den Slags. Der var intet Hensyn at tage til Rigsbankpenge, thi de skulde jo ikke have tvungen Kurs, men mest benyttes i udenrigs Handel og kun udmøntes for at skaffe Møntinstituttet en fordelagtig Virksomhed. Den 9. August 1825 godkendte Kongen denne Udmøntning og den 3. Febr. 1827 udgik Plakat om disse Mønter (8).
De tilsvarende Guldmønter i de tyske Nabolande hed Pistoler, dobbelte, enkelte og halve paa henholdsvis 10, 5 og 2 1/2 Thaler Guld, der nærmest svarede til en 12 Thaler Sølvfod. De udmøntedes 21 1/2 à 21 2/3 Karat fine, 35 à 35 1/5 eller 35 1/6 Stkr. enkelte Pistoler af Møntmarken, c. 39 1/5 Stkr. af Marken fin (233,855 gr. Guld). Mønterne benævntes ogsaa hyppigt efter Regenterne: Friederichd'orer, Georgd'orer, Wilhelmd'orer o. s. v. Den danske Frederiksd'ors Værdi i Rigsbankmønt kan sættes til c. 7 17/24 Rbdlr., men da den ikke havde tvungen Kurs, maatte den betragtes som en stemplet Guldbarre, indeholdende c. 5,95 gr. f. G., hvis Værdi i Rigsbankmønt rnaatte bero paa den daglige Børskurs. Dens Guldindhold stemte paa det nærmeste med et fransk 20 Frcs. Stk., en Louis- eller Napoleond'or.
Dansk Enkelt og Dobb, Frd'or. 1827
Enkelt og Dobbelt dansk Pistol, Frd'or. 1828.
Det var saaledes en højst international Mønt, her var Tale om, og den vandt hurtig stor Yndest og Udbredelse; Udmøntningerne blev meget betydelige, idet mange Bankierer og Storkøbmænd i Hamburg og Altona benyttede sig af Adgangen til at faa disse Mønter slagne paa Mønten i Altona hos den dygtige og akkurate Møntmester Freund, ja, en tysk Regering, den Lippe-Schaumburgske i Bückeburg, lod sine Georg Wilhelmd'or slaa hos Kammmerraaden. Freund nærede da ogsaa Haab om, at Udmøntningen, saalænge Bankierer og Vexellerer fandt den fordelagtig, vilde fortsættes; han ønskede derfor Præget forskønnet for ligeledes i den Henseende ikke at staa tilbage for de Fremmede, som ogsaa undertiden forandrede Præget, saaledes som Tilfældet var med de sachsiske og preussiske, hvis Reverssider var fordelagtigt forandret. Han foreslog, at der i Stedet for Værdi og Aarstal, som nu kun stod paa Reversen, skulde sættes det danske Vaaben. Dette godkendte Kongen den 15. Septbr. 1827 (9), og den 5. Januar 1828 udgik Bekendtgørelse herom. Det kneb for Bauert junr. der jo nu var blevet til Aars, at følge med. Hans Alder og svage Syn gjorde det rimeligt i Tide at se sig om efter en Stedfortræder. Alsing blev derfor sendt ud paa Studierejse til Montværkstederne i Tyskland, medens Conradsen i København foreløbig maatte forsyne Mønten i Altona med de vigtigere Stempler, ikke blot fordi Bauert ikke var kendt med de nyeste Stempler til konkave Mønter, men ogsaa for at de to Møntsteders Mønter kunde blive saavidt mulig ens.
Al denne Virksomhed gik Kammerraad Freund til Hovedet, og paany vovede han sig frem "efter Skrabudvinkelen"' overfor Kongen paa dennes Fødselsdag, 28. Januar 1830: "For at erfare, hvorledes Platina forholder sig under Prægning, har Møntmester Freund forsøgt at udpræge en Platinapenge med Adversstempel til de enkelte Frederikd'orer og et Reversstempel, hvorpaa staar det danske Vaaben oven over PLATINA og neden under 28. Januar 1830. Da Platinamynten i stor Mængde udpræges i Rusland og Adskillige vel kunde ønske at eje en Skuepenge af dette Metal, saa synes intet imod, at Møntmesteren erholder Tilladelse til at udpræge mod Godtgørelse til Mynten som for Guldmedaillers Udprægning Exemplarer af den ommeldte Skuepenge".
Prøvemønt og Skuepenge af Platin, skaaret af F. Alsing.
Paa denne de deputeredes Forestilling resolverede Kongen den 16. Marts 1830 sit Bifald, dog at der ikke maatte udstedes nogensomhelst Plakat eller Bekendtgørelse herom (10). Atter viste Kongen sin beskedne Skyhed for offentlig at gøres til Genstand for Hyldest og Smiger.
Imidlertid fortsattes Guldudmøntningerne paa Kraft. Fra 1. Februar 1827 til April 1835 var udslaaet 118.598 Stkr. enkelte og 757.079 Stkr. dobbelte Frederikd'or, ialt 1.632.756 danske Frederikd'or til en Værdi af ca. 13 Mill. RbdIr. Der var næppe ved noget af Nabomontværkstederne, Berlinermønten ikke undtaget - erklærer Freund ikke uden Selvfølelse - i samme Tid udpræget saa stor en Sum i Guld. "Strax efter at danske Frd'or i nogen betydelig Mængde kom i Omløb, have flere tyske Regeringer dels ved at forbedre Gehalten af deres Pistoler, dels ved at nedsætte Møntomkostningerne til 1/2 à 3/4 % samt ved at tilstaa portofri Indsendelse af Guld til Mynten søgt at skaffe deres Myntfabrikker mere Arbejde, dels ved at give deres Pistoler smukkere Præg troet at kunne henlede Publikums Opmærksomhed paa deres nyeste Guldmønter. Præget af vore dobbelte Frd'or udfordrer et svært Slag og som Følge deraf ofte nye Stempler, og saa staar det maaske noget tilbage for enkelte af de tyske Guldmønter." Freund foreslog derfor et nyt Præg, som Alsing skulde udføre, hvor de blanke Flader blev mindre; derved vilde Mønterne kunne fremkomme med et lettere Slag end det nu brugelige Præg behøvede. Ved en saadan Foranstaltning, mente Freund, vilde det tyske Publikums Interesse for de danske Frd'or forøges. Hvor stor denne Interesse har været, - udtaler de Finansdeputerede - beviser den hidtil ukendte Virksomhed, hvori Mønten i Altona ved Siden af betydelige Sølvudmøntninger i de sidst forløbne 8 Aar har været med Hensyn til denne af den nuværende virksomme og driftige Møntmester foranledigede Guldudmøntning. Ligesom Finansdeputationen derfor maatte erkende det for at være af Vigtighed at vedligeholde denne Interesse og den deraf følgende Virksomhed for Mønten, saaledes maatte man i Erkendelse af Kammerraad Freunds nøje Kundskab til den tyske Møntcirculations Forhold anbefale den af ham i Forslag bragte Forandring. Kongen godkendte 25. April 1835 (11) Forslaget, "dog at Vort Brystbillede paa de nye udføres efter Stemplerne til de ældre dobb. Frd'or." Den 21. Oktober 1836 udgik Bekg. om det ændrede Præg, hvorefter Skjoldet paa Rev. holdes af 2 Vildmænd under kgl. Krone og Hermelinskaabe. Saa blev Møntfladen da godt fyldt ud!
Dobbelt Frd'or 1838
Af alt dette fremgaar, at de smukke store Guldmønter, der udgik fra Altona, i Virkeligheden - bortset fra Kongens Anvendelse af dem paa Rejser, som Gaver el. lign. - havde saare lidet med dansk Montomsætning at gøre. De benyttedes i det tyske Marked hovedsagelig af hamburgske Købmænd. Den hele Virksomhed skyldtes fornemlig een Mand, den eminent dygtige Freund, der allerede som ung Svend havde vist sit Snille ved med faa og ringe Midler at modernisere de to Møntværksteder paa Kongsberg og i Altona.
Han indskrænkede imidlertid ingenlunde sit Initiativtil Frd'or. I Juli 1826 foreslog han ogsaa en Forandring af Præget paa Rigsbankdalerne: "Det lægger mulig Hindring i Vejen for disse Møntsorters udenlandske Brug, at deres Værdi ikkun er udtrykt ved Benævnelsen 1 Rbdlr., der egentlig er et alene for Danmark og Hertugdømmerne gieldende Betalingsmiddel og ikke som Specien betegner en næsten overalt kiendt og overalt gangbar Mynt. Naar derimod Rigsbankdalerens Forhold til Speciemynten tilligemed hiin Benævnelse angaves paa Rev. med Paaskrift 1/2 Sp., saa vilde uden Tvivl disse Penge som Halvspecier vinde samme Yndest i den udenlandske Circulation, som Specier nu have".
Den 1. Aug. tiltraadte Kongen ogsaa dette Freunds Forslag, og den 18. Novbr. udgik Bekg. Herom (12). Hermed stemmer ogsaa Tilføjelsen 1831 paa 16 ß: 1/12 SP. i Henhold til Bekg. Nr. 28 12. April 1831.
(fra: Wilcke, Julius: Specie- Kurant- og Rigsbankdaler, København 1929 (Wilcke IV) side 365-376)
Noter: