2. Mønten i København. 1788-1813

(fra: Wilcke, Julius: Specie- Kurant- og Rigsbankdaler, København 1929 (Wilcke IV) side 71-82)

F) side 123-133: Fortsat inflation og kobberudmøntning
(A, B, C, D, E)

Imidlertid gik Kuranten stadig ned ad Bakke. Den 24. Januar skrev Kongen til Finanskollegiet: Da de Kobber 2 ß, som nu udmøntes, saa lidet viser sig i den almindelige Circulation, hvad tilskrives dens Gehalt eller Vægt, der er for god efter Kurantens nærværende Kurs, udbedes Finanskollegiets Forslag til Kobber 4 ß og 1 ß med en Reduktion af c. 1/4 i Vægten, saaledes at 1 R. i Kobbermønt kom til at veje 3/4 af 1 R. i de nuværende 2 ß's Vægt. Naar man saa lod Mønten gaa i 2-3 Uger med 4 ß's og 1 Uge med 1 ß's Udmøntning, vilde man kunne naa samme eller en større Sum end med 2 ß's Udmøntning. Efter Kongens Bud raadførte Finanskollegiet sig med Professor Warberg, der foreslog 4 ß udmontede som de nu udmøntede 2 ß og 1 ß i Forhold hertil, idet han som Konsekvens heraf mente, at de nu udsendte 2 ß maatte indkaldes og omvexles. Dette Warbergs Forslag kunde Finanskollegiet paa ingen Maade tiltræde og det af let forstaaelige Grunde. Landets Kredit var rystet til det yderste, og det gjaldt om selv i de mindste Ting at vare sig for, at der opstod Mistanke om, at der paatænktes en yderligere Forringelse af Pengene, naar det da ikke var uundgaaeligt nødvendigt, hvad det ganske vist som Regel var! Men her, ved denne Bagatel i Forhold til alt det øvrige, var det dog ikke fornødent at vække ugrundet Mistanke.

Finanskollegiet fandt det derfor ogsaa betænkeligt at indkalde de splinternye 2 ß lige efter at de var udsendte. Thi vel er Skillemønt kun et Tegn og ikke for egentlig Omsætningsmønt at regne, men af de mindre oplyste vilde denne Reduktion blive sat i Forbindelse med det almindelige Pengevæsen og have Indflydelse paa den danske Kurants Værd. Desuden kunde Kollegiet ikke tro, at den ny Mønt blev gemt hen i Spekulationsøjemed. Thi i Øjeblikket kunde man købe 1 Pund Kobber for 1 R. 60 ß. De nye 2 ß er udmøntede efter 2 R. pr. Pund; altsaa vilde den, der spekulerede i Indvexling af Kobbermønt tabe 18 3/4 %. Endelig var der jo endnu kun sat 40.000 R. i Omløb, saa det var jo ikke saa praktisk at indkalde en saadan ringe Sum. Blev de lagt til Side, var det, fordi Almuen satte Pris paa disse Mønter, der endnu var blanke. Gik dette af dem, vilde de ikke blive gemt mere! Finanskollegiet ender med at foreslaa Kongen øjensynlig som en lille Indrømmelse til hans Reskript af 24. Januar - at man skulde udmønte 3 ß; de behøvede jo ikke saa nøje at rette sig efter 2 ß's Vægt, men kunde godt være noget lettere, naar de blot var noget større i Periferi.

Kobber 3 ß 1811

Den 16. Febr. 1811 bestemte herefter Kongen, at der skulde slaas Kobber-3 ß, 80 à 84 Stkr. paa 1 Pund, men indtil man fik disse sat i Gang, skulde Udmøntningen af 2 ß fortsættes af al Kraft (68).

Professor Warberg tog nu fat paa Forsøgene med de nye 3 ß til en Møntfod af 80-81 Stkr. paa 1 Pund, men Stemplerne havde svigtet, og først hen i Oktober kunde han forelægge Finanskollegiet en Prøve. Denne skulde jo være større end 2 ß for at skelnes fra denne, men maatte efter den reducerede Vægt blive tyndere; derved vilde Stemplerne ved det stærke Pres rigtignok hyppigere brydes i Stykker. Viste det sig, at 3 ß paa Grund af Kobberets stigende Pris maatte gøres endnu tyndere, vilde de ikke kunne udmøntes i den projekterede Størrelse. Skulde 3 ß være af samme Tykkelse som 2 ß, vilde der kun gaa 70-73 Stkr. paa 1 Pund, men da der nu var gaaet saa lang Tid med Forsøg, var Kobberet selvfølgelig steget i Pris. Bankens Realisations Kommission havde da ogsaa gjort opmærksom paa, at 2 ß forsvandt af Omløbet, fordi Kobberet nu kostede 2 R. pr. Pund, og, hvis det var valset, endda 2 R. 48 ß pr. Pund; man havde da paany forhørt sig hos Møntdirektør og Professor Warberg, om det ikke nu var mere hensigtsmæssig at udmønte Kobbermønt, der blev i Omsætningen. 1 Pund gl. Kobber kostede i Øjeblikket 1 R. 80 ß; Smelteomkostninger og Afgang beløb sig til 48 ß pr. Pund. 1 Pund til Udmøntning kostede altsaa 2 R. 34 1/2 ß, hvortil kom Møntningsomkostningerne, der var stegen betydeligt paa Grund af Materialiernes høje Pris og Folkenes Løntillæg. Warberg ansaa Skillemønten som et Repræsentativ for den nominelle Værdi, men den var stærkere, nyttigere og med Hensyn til Vedligeholdelse mindre bekostelig end smaa Banknoter. Omkostningerne vilde blive mindre, om man slog 4 ß i Stedet for 2 ß. Han fremsender Prøver med de fra London hentede Stempler (69).

Finanskollegiet var ganske enigt i, at Skillemønt kun var et Repræsentativ, bestemt til Omløb i Landet; dens indvortes Værdi var uden Betydning uden forsaavidt den ringe Møntfod kunde lokke til Forfalskning, men denne var vanskeliggjort ved den herlige Dampmaskine, der udførte Mønterne paa en saa skøn og nøjagtig Maade! Finanskollegiet tilraader derfor at lave Kobbermønten af saa ringe Værd, som Møntmaskinen overhovedet kunde præstere! 2 ß var udmøntet til 2 R. pr. Pund dvs: det dobbelte af Kobberets daværende Pris, men var dog holdt tilbage af Spekulanterne i Forventning om Kobberets Stigning, hvad altsaa ogsaa slog til. Prisen paa Kobberet i Fremtiden kan ikke angives; den beror paa Kurantens Kurs og Metallets Sjældenhed; Grænserne for Prisstigning lader sig, naar alle Ting som nu er forrykkede, ikke øjne. Om en Møntfod af 4 R. er tilraadelig, er ikke godt at sige; maaske man atter, hvis man valgte denne, maatte foretage en kostbar Udmøntning forgæves, og imidlertid slides Smaasedlerne, hvis Vedligeholdelse betyder den dyreste Skillemønt.

Hvor klinger Haabløsheden ud af disse Kollegiets Betragtninger. Det er som man befandt sig i Verdenskrigens Tyskland. Men denne Haabløshed gav sig endnu grellere Udslag under Jagten efter Midler til Krigens Førelse, den vanvittige Seddeludstedelse og Samarbejdet med den nervøse, urolige Konge, der gerne vilde lufte sin Selvraadighed og Bedreviden; dette vil vi komme nærmere ind paa under Omtalen af Seddeltrykkeriet.

Ex tuto foreslog Finanskollegiet 3 ß slaaet til c. 6 R. pr. Pund, 4 ß i Forhold hertil. Det var omtrent ufornødent at indkalde de bedre 2 ß, thi de var jo - det var Udgangspunktet - omtrent gaaet ud af Omløbet, men man kunde jo godt, naar man havde faaet slaaet en antagelig Sum 3 og 4 ß foretage et pludseligt Fremstød med et højtideligt Paabud om 2 ß.s Indkaldelse under Trusel om Konfiskation. Der var jo da nok en Del der lod sig skræmme til Udlevering af deres bedre 2 ß, selv om det naturligvis ikke blev Spekulanterne! Kongen bestemte den 6. November 1811 (70), at der skulde møntes 6 ß 80 Stk. eller 5 R. pr. Pund, 4 ß 140 Stk. eller c. 5 R. 5 Mark pr. Pund og 3 ß 192 Stk. eller 6 R. pr. Pund, der alle skulde slaas paa "Maskinen". Alle ældre Kobbermønter skulde indkaldes med kort Varsel under Konfiskation, Halvdelen til Anmelderen, - det var noget for Frederik VI - men Kongen mente, at 1 ß dog ikke helt kunde undværes; man skulde forsøge, om man ikke kunde slaa dem, 600 Stk. pr. Pund, paa de gamle Maskiner, der kunde flyttes ud til Brede eller Frederiksværk. Dette viste sig imidlertid ganske uigennemførligt. Maskinerne maatte istandsættes, Transporten var kostbar, Mønterne blev daarlige o. s. v. Derimod var Kollegiet kommet paa den Tanke at lade Flor i Altona slaa disse 1 ß paa de Stempler, der i 1809 var benyttede til Sølv 1 ß. Flor havde vist sig i Stand til i 1 Maaned 1809 paa de under Altona Mønt hørende 2 Værksteder at slaa 100.000 Specier og en betydelig Sum Sølv 1 ß til Kurantbanken. Han var Manden. Selv om man ikke kunde faa sine fortræffelige Forbundsfæller, Franskmændene i Hamburg, til at løsgive 60.000 Pund Kobber, man havde forsøgt at sælge dér, saa vilde man nok paa anden Maade kunne faa Fingre i noget Kobber til rimelig Pris. Man kunde ændre Aarstallet i Stemplerne fra 1808 til 1812 og udmønte 1920 R. af 1 Skippund paa 320 Pund, altsaa 6 R. pr. Pund. Denne Mønt kunde ogsaa nok transporteres til København i mindre Sendinger uden al for stor Bekostning.

Dette Forslag tiltraadte Kongen den 15. Novbr. 1811 (71).

Som altid hvor et Arbejde forceres, opstaar der Rivning og Nervøsitet. Professor Warberg havde det øjensynligt mindre end godt i sin ny Stilling som Montmester paa Københavns Mønt under Krigstidens Jag og Hastværksarbejde. Han ansøgte om at blive fri for at have nogetsomhelst med de afskedigede, Branth & Knoph, at bestille, han "haabede paa, at denne Gunst ikke vilde nægtes ham, da derpaa ganske beroer den Roelighed, uden hvilken han ikke kan udføre de Pligter som ved hans nye Bestemmelse er ham paalagte"! "For at berolige" Warberg, foreslaar Kollegiet Branth fritaget for den ham betroede Decision af Møntregnskaberne, der igen kunde overtages af Kollegiet selv, og Knoph for det Tilsyn, der endnu var paalagt ham og som tilmed var overflødig under Kobberudmøntning, hvad Kongen 11. Novbr. Tiltraadte (72).

Frederik VI var personlig meget interesseret i Kobberudmøntningen. Den 18. Januar 1812 rykkede han Finanskollegiet for at faa at vide, hvorledes det gik med Kobbermønten efter hans Resl. 6. Novbr. 1811 (73). I April meldte Kollegiet, at man fra Altona havde faaet 11.000 R. i de nye 1 ß af Kobber; samtidig var Beholdningen af 2 ß skrumpet ind til et Minimum og Banken udleverede kun 200 à 300 R. daglig. Fra den københavnske Mønt var afleveret 17.000 R. i 3 ß. Kollegiet mente derfor, at Tidspunktet nu var kommet til at slippe den nye Kobbermønt løs og udstede Plakat om den gamles Indkaldelse (74). Det skete under 6. April 1812.

I denne Lovbestemmelses Indledning erkendes, at Kobberets stigende Pris har jaget den hidtil udgivne Kobbermønt ud af Omløbet. Inddragelsen af Smaasedlerne paa 8 og 12 ß har følgelig ikke kunnet finde Sted. Kongen har derfor besluttet at lade udgaa ny Kobbermønt af mindre Vægt, 6, 4, 3 og 1 ß, der nærmere beskrives. Ingen er pligtig at modtage mere end 1 R. i denne Mønt "da de som Skillemynt ikke er bestemte til at anvendes som Betalingsmiddel i de større Omsætninger. De ældre Kobbermønter indkaldes under Straf af Konfiskation. Indsmeltning straffes med Bøder, Fængsel eller Forbedringshus"!

Imidlertid var Finanskolleglet "for kort Tid siden gjort opmærksom paa", at de gamle 1 ß fra 1771, 40 Stk. pr. Pund uden Omsmeltning eller Omvalsning kunde bruges som Blanketter til en Skillemønt af forholdsmæssig stor Nominalværdi. Warberg lod nogle Stkr. gløde, rande og præge, hvortil han kunde bruge de engelske Stempler til 1/3 Sp. Det gamle Præg kunde meget godt nedslaas, uden at Pengene først behøvede at slaas glatte. Det var dog vanskeligt at faa Overfladen ganske ren, saa at Farven overalt blev den samme, dels fordi det ophævede af det gamle Præg ved Slidet var blevet lysest, dels fordi den øvrige Flade var noget ujævn og smudsig. Mærkerne af det gamle Præg kunde kun kendes paa Farven, hvad der efter Warbergs Mening vilde fortage sig under Brugen. Deres Værdi kunde passende sættes til 12 ß, pr. Pund altsaa 5 R., idet f. Ex. 6 ß skulde udmøntes til 5 1/2 R. pr. Pund og de ny 1 ß til 6 1/4 R. pr. Pund. Banken havde en Beholdning af 40.000 R. i de gamle 1 ß, hvoraf altsaa kunde udbringes 480.000 R., som, naar de om føje Tid kom i Omløb, vilde gøre 8 og 12 ß Sedlerne aldeles overflødige.

Fordelen var jo - unægtelig - meget betydelig; Indsmeltning og Valsning, Finvalsning og Udskæring paa Mønten, der ellers vilde koste over 40.000 R. blev sparet. Kongen godkendte 12. Maj (75) dette Forslag, men spurgte samtidig, om man ikke kunde behandle de nylig udkomne 2 ß paa samme Maade saa de blev til 6 ß? Dette viste sig at kunne ske; de blev da til 6 R. pr. Pund, hvorved de udbragtes til mere end 4 ß, der kun var beregnet at give 5 R. 5 Mark. Da der endnu ikke var præget nogle af disse, blev det besluttet at give dem samme Vægt som 6 ß! (76)

Den 14. Oktober havde man faaet 40.000 R. færdige i de nye 12 ß og der udstedtes derfor den 17. s. M. en Plakat om disse Mønter, hvori det bl. a. hedder "at der for mere at fremme den befalede Inddragelse af de fra Banken udstedte 12 og 8 Sedler, endvidere skal sættes 12 ß af Kobber i Omløb." Den 12. Novbr. 1812 tilføjede Kongen i et Rescript til Finanskollegiet, at de 12 ß, der er mislykkede og hvori det gamle Præg for tydeligen kan ses, ikke maatte sættes i Omløb. Man var dog ikke helt stolt af Opfindelsen! (77)

Kobber 12 ß slaaet i København.

Varede det længe inden den berømmelige Boultonske Dampmøntmaskine kom i Gang, saa fik den paa den anden Side (da Hjulene først var komne i Sving) grundig travlt med al den sørgelig bekendte Krigskobbermønt. Dette fremgaar bl. a. til Evidens af en Klagesang, den nye Stempelskærer ved Mønten J. Conradsen foredrog Kollegiet. I de 3 Aar, han havde været ansat, havde han forfærdiget 500 Stempler til 2 ß, 13 Matricer til de 2 og 3 ß, der først var ordinerede, endvidere 156 Stempler til de seneste 3 ß, til 4 og 6 ß 13 Matricer etc. Foruden at der ikke levnedes ham Tid til privat Medaillørarbejde maatte han for egen Regning antage Medhjælp. Ogsaa til de sidste smaa Kobber1ß, der sloges paa Kongsberg, havde han maattet opsende 20 Stempler. Intet Under at Kongen maatte rykke ud med Extra-Gratiale og Extra-Betaling (78).

En anden af Møntens Embedsmænd, selveste Møntdirektør Warberg, der paa en noget haardhændet og stødende Maade havde faaet alle de ældre veltjente Embedsmænd fjærnet fra Mønten, inden hvis Enemærker han ikke vilde se dem, var øjensynlig en Mand med spidse Albuer, der ikke savnede Evne til at bruge dem. Skønt han unægtelig var en anselig Tid om at faa "Maskinen" stillet op, har han øjensynlig fra første Færd vidst at insinuere sig hos Kongen og Kollegiet, af hvilke dog det sidste til Slut synes at være bleven noget træt af ham; det lyser ud af Linierne i dets seneste Indstillinger. Warberg havde faaet Kongen til at rescribere Kollegiet om den Nyordning, der førte til hans Ansættelse; han fik Kongen ned paa Mønten, hvor denne godkendte en Udvidelse af Bygningerne, ligesom Kongen senere af Kollegiet forlangte Udkast til Ændringer i Instruxen for Direktøren og bevilgede denne 6 Ugers Orlov uden at Kollegiet først var hørt.

Warberg havde stærkt fremhævet baade sine Fortjenester af "Maskinen" og Maskinens Fortjenester af Mønterne, der kun ved den kunde blive smukke, konkave, med Rand o. s. v. De gamle Møntfolk turde intet sige, men saa kom pludselig Finanskasserer og Assessor Collin som en Hund i et Spil Kegler og søgte at ødelægge hele Tegningen for ham. Collin paastod nemlig, at de nye Mønter udmærket kunde fremstilles paa de gamle Maskiner; han havde sendt Flor i Altona - der var bekendt som en ualmindelig skrap og dygtig Møntmester - de fornødne Mønte- og Udskærestempler. Flor havde indsendt Prøver, der var ligesaa gode som de københavnske. Flor kunde slaa 2000 R. ugentlig, medens Warberg kun kunde præstere 1600 R. i samme Tid. Finanskollegiet udtalte, at i alt Fald viste Forsøget og en til den gamle Møntindretning vant Møntmesters Velvilje til at udføre en saadan Udmøntning og, den ubetydelige Udgift, at Forsøget burde gøres i det Store. Det vilde have den største Betydning for Omdannelsen af Møntindretningerne i Altona og paa Kongsberg, der saa kunde foretages billigere. Finanskollegiet aander lutter Velvilje. CoIlin foreslog, at den dygtige Møntsmed Freund skulde rejse til Altona for at se paa Maskinerne dér og eventuelt lave den Forandring med Randingen, som kunde sætte de gamle Maskiner i Stand til at levere moderne Mønt. Freunds Broder, der forestod den bekendte Smedemester Würdens Værksteder, vilde paatage sig Broderens Arbejde i hans Fraværelse.

Det var jo ikke nogen Sinke, men tværtimod en højst anseelig Størrelse, Professor Warberg her var kommet ud for; det var den senere saa berømte Finansdeputerede Jonas Collin, der allerede dengang var Bankkommissær, Leder af Statens Pengetransaktioner, Schimmelmanns højre Haand og særdeles velanskrevet hos Kongen. Men han havde øjensynlig af egen Magtfuldkommenhed sendt Møntstemplerne afsted til Altona, hvad Warberg har vidst at benytte sig af, thi Kongens Resl. af 17. November 1812 blev en saare høflig, men kølig Afstandstagen: "Udmøntning af concave Mønter paa de gamle Maskiner maatte som særdeles ønskelig og hensigtsmæssig vinde Vor allerhøjeste Bifald, og bifaldes Forsøgene i Altona under den Forudsætning, at Forsendelsen af de dertil brugte Stempler har været autoriseret af det hele Finanskollegium og at samme er sket med den Forsigtighed, som ved saa vigtige Sagers Forsendelse er nødvendig (!) Hvad angaar Forslaget om Freunds Sendelse til Altona, ville vi allern. have paalagt Collegiet at indhente Møntdirektør, Professor Warbergs Betænkning om, hvorvidt hans Arbejde for nærværende Møntindretning maatte tillade hans Fraværelse, samt om hvilken anden Professor Warberg maatte ønske sig i hans Sted antaget til at besørge Freunds Arbejde."

Aaret gik til Ende uden at man hørte mere om Sagen; Warberg har øjensynlig vist sig højst fornærmet over denne Indblanding i sine Sager (79).

Hvad Udmøntningsformlerne angaar, henvises for de i København møntede Speciers og 2 ß.s Vedkommende til det under Altona Møntsted anførte.

Der bliver da tilbage den i København slagne Kobbermønt, der dels blev projekteret, dels slaaet efter nedenstaaende Regler:

Allerede af denne Oversigt ses i Korthed Pengevæsenets fremskridende Hensmuldren.

Paa Københavns Mønt, der i mange Aar stod stille, sloges ikkun følgende Beløb (80):

Af 4 og 6 ß er, skønt deres Udmøntningsformler var endelig approberede, kun udmøntet mindre Prøvebeløb, 1 ß 1812 udmøntedes i Altona og paa Kongsberg.

Da man i August 1812 paa Grund af truende Krigsfare paa Sydfronten maatte flytte Møntforraad og Bankeffekter fra Mønten og Banken i Altona til Rendsburg, tog Opkøbet og Udførslen af Metalmønt fra Holsten Fart, idet man fik Mistillid til, at der var Dækning for de holstenske Sedler. Der opstod herved Mangel paa Skillemønt, og man besluttede derfor at sende de ved Pl. 6. April 1812 indkaldte danske Kobber 2 ß, der var ophobede i Kurantbankens Kælder til et Beløb af c. 120,000 R. til Holsten for dér at fungere som 1 ß lybsk. Det var navnlig Arméen, som trængte til Smaamønt til Soldaterne. Man afsendte Kobbermønterne i 3 Partier, indpakkede i Fustager og under militær Eskorte over Land, hvad der viste sig saare kostbart. En Sending paa 38.300 R. i 100 Fustager paa 40 Vogne kostede i Transport 5000 RK. og 700 R. schl.-hoIst. K. Intet Under at Finanskollegiet jamrede sig over de store Omkostninger og foreslog Kongen at sende Mønterne over Søen, men det turde Hs. Majt. ikke indlade sig paa. Højst gik han med til, at sidste Sending kunde gaa til Søs fra Faaborg direkte til Rendsburg.

Militæret klagede imidlertid over, at Detailhandlerne ikke vilde modtage de danske 2 ß som 1 ß l., fordi de handlende, naar de havde mere end 2 1/2 R. Schl.-Holst. Kurant, ikke kunde blive af med dem, da ingen var pligtig at modtage mere. For at undgaa dette befalede Kongen tg. Novbr. 1812, at der af en eller flere Kasser i Holsten skulde udvexles Repræsentativer mod Kobber 2 ß (1 ß l.). Samtidig fik Detailhandlerne Paalæg om ikke at skrue Priserne særlig op i den ringere Smaamønt (81).

Fortsættes

(fra: Wilcke, Julius: Specie- Kurant- og Rigsbankdaler, København 1929 (Wilcke IV) side 123-133)

Noter:

• (68) RA. l. c. 1810 III. Nr. 72. Forest. 3. Resl. 6. Oktbr. 1810. Nr. 191. Forest, 28. Resl. 30. Nvbr. 1810, Nr. 232 Forest. 19., Resl. 21. Dcbr. 1810, 1811. I. Nr. 52, 103. Forest. 13., Resl. 16. Februar 1811.
• (69) Jfr. Num. For. Medlemsbl. V. p. 126-27. H. H. Schou. Om nogle Kobbermønter fra Aarene 1809-12.
• (70) RA. l. c. 1811. IV. Nr. 81.
• (71) RA. l. c. 1811. IV. Nr. 101. Forest. 13., Rest. 15. Nvbr. 1811.
• (72) RA. l. c. 1811. IV. Nr. 93.
• (73) RA. l. c. 1812. I A. Nr. 15.
• (74) RA. l. c. 1812. I A. Nr. 97.
• (75) RA. l. c. 1812. I A. Nr. 138.
• (76) RA 1812. II A. Nr. 10. Indst. 1. Resl. 6. Juli 1812.
• (77) RA. l. c. 1812. II A. Nr. 112 og 137. Marcus Rubin l. c. p. 233-4, hvor der dog urigtig tales om 5 ß!
• (78) RA. l. c. Nr. 1 b. Indst. 27. Maj, Resl. 2 Juli 1812.
• (79) RA. l. c. Nr. 27, 48, 93, 133 og 140.
• (80) M. A. Kiøbenhavns Mynt Protocoll 1781-1835, og Udmyntnings Protocoll Nr. 13 over Udmyntning af Kobberpenge og Rigsbanktegn 1810-16.
• (81) RA. l. c. 1812. II. B. Nr. 9, 36, 63, 121, 124. 153, 173, 220, 236.

Tilbage til Dansk Mønt