(fra: Wilcke, Julius: Specie- Kurant- og Rigsbankdaler, København 1929 (Wilcke IV) side 114-123)
E) side 114-123: Udmøntning af kobberskillemønt
(A,
B,
C,
D,
F)
Den 22. August 1808 klager Finanskollegiet sin Nød til Kongen i en ny Forestilling: Tiltrods for, at der var slaaet 180.000 R. i de nye 4 ß og disse var distribueret i Jylland og Fyn, besværede navnlig Feltkommissariatet sig over, at de fremmede Tropper ikke kunde vexle Sedler mod Smaamønt; det viste sig, at 4 ß, ligesom de udleveredes fra Mønten, forsvandt dels paa Grund af den danske Kurants slette Kurs, dels fordi Almuesmanden formedelst Mønternes nye og blanke Udseende holdt dem tilbage og gemte dem. For at undgaa dette, foreslog Finanskassekommissionen 1 ß udmøntet 2 l. til 17 R. eller rettere 16 R. 89 ß paa Marken f., som forhen almindelig brugt, hvilket vilde svare til en Kurs af over 180, saa man foreløbig havde noget at løbe paa! De vilde blive saa store, at de ikke som de danske 2 ß "viIde tabes ud af Hænderne", idet omtrent 13 Stkr. vilde gaa paa 1 Lod. Finanskollegiet udtaler til dette Forslag, at 4 ß til 15 R. paa Marken f. til den nuværende Seddelkurs ikke mere kan møntes. Dette viser bedst, hvor meget Mønterne som saadanne havde tabt i selvstændig Betydning. Det var Sedlerne hvorpaa det hele kom an. Af dem afhang ogsaa Mønternes Skæbne. Disse sidste var nu blevne et rent Accessorium til Værdimaaleren af Papir, det stik modsatte af, hvad Meningen havde været. Udviklingen var skredet frem gennem hele det 18. Aarhundrede for nu at havne i dette Resultat.
Man maatte gaa over til den foreslaaede 1 ß, dog vilde Finanskollegiet have den 2 1/2 l. som de tidligere 1 ß, 16 R. 89 ß paa Marken f. Finanskollegiet kunde derhos tænke sig et større Numerair paa 24 ß, 16 à 17 R. paa Marken f. for at undgaa, at de Repræsentativer, der nu udbetaltes i Diæter til de fremmede Tropper, altid skulde gaa til Hamburg og forværre Kursen. Dette Numerair skulde ikke anses som en Mønt, men alene som et temporært Betalingsmiddel indrettet efter de nuværende Tiders Omstændigheder og derfor ligesom 1/6 R. lyde paa "Gangbar for 1/4 Rdlr." Vel maatte der købes Sølv i Hamburg, men dels vilde det ikke blive saa meget, dels vilde dertil kræves meget ringere Fonds "end Bankkontoret nu for at ikke Coursen skal gaa over alle Grændser, maa anvende til at opkøbe danske Banksedler og Repræsentativer i Hamburg, som dér udbydes." Kongen resolverede den 3. Septbr. (58) at 1 ß skulde udmøntes, men til 19 à 20 R. paa Marken f. af 2 1/2 l. Sølv "da det synes upassende, at udmønte Smaamønt til samme Møntfod som det store Numerair"(!), og at et større Numerair burde slaas for at forebygge Sedlernes Salg til enhver Pris, men at dette burde forenes med 1/6 R. frivilligt Offer, saaledes at Udmøntningen ikke indskrænkedes til det skænkede Sølv, men der tillige anskaffedes et Parti Sølv, dog at Møntfoden blev 16 à 17 R. paa Marken f.; dette var at foretrække for Udmøntning af 1/4 R. ved Siden af 1/6 R. Om 1 ß udstedtes Plakat 24. December 1808 hvorefter de skulde have Omløb i Danmark og Norge, og samme Dag udgik Frdg. om 1/6 R.-Stkrs. Udmøntning "for Danmark og Norge af det Sølv, som ved frivillige Bidrag til Søeværnets Genoprettelse indkommer". Der var i Altona allerede udmøntet 10.000 R. i 1/6 R. 8 l. 15 R. paa Marken f. De blev beordret ommøntede, saaledes at 1/6 R. herefter udmøntedes 6 1/2 l., 19 R. paa Marken fin. 1 ß blev 2 2/9 l. 19 R. paa Marken fin.
Sølv 1 ß, slaaet i Altona.
Men det viste sig snart, at man for Alvor maatte i Gang med Kobbermønten. Den 10. Septbr. 1808 tilskrev Courant Banquens Realisations Commission Finanskolleglet: "At den bestandig tiltagende Mangel paa Sølvskillemynt, hvoraf Bankens Beholdning nu kun var 7000 R., vilde drage en større Forbrug af Kobbermynten efter sig, var let at forudse, men den Afgang, der er derpaa nu, synes at tilkendegive, at den anvendes til andet end dens Bestemmelse. Ved Slutningen af August f. A. havde Banken af Kobberß. i Behold 101.100 R. og nu kun 65.200 R ...., hvormeget Afgangen tiltager kan sluttes deraf at der i de sidste 8 Dage er af Kielderen optagne 3300 R. Realisations Commissionen anser det for sin Pligt i Tide at giøre det kgl. Finanskollegium opmærksomt herpaa" (59). Kollegiet raadede da til at bruge Sølvmønt i Stedet for Kobbermønt, idet det stillede et Kvantum i Udsigt fra Kongens Kasse, men det var at komme fra Asken i Ilden, thi Banken mente, at der vilde gaa dobbelt saanlange Sølvmønter til Omvexling end Kobbermønt, da "Agioteurerne, der giver 12 ß i Opgæld paa de nye 4 ß, sikkert ikke vilde blive borte - At Feltkommissariatet …. har faaet udleveret 1600 R. i 4 ß foruden 600 R. til Hs. Majts. Reise, kunne vi ikke lade uanført." Man foreslaar D. L. 5-3-39 om Ringeagt for Kongens Mønt indskærpet, men navnlig slaar Banken paa, at man skulde ommønte Kobbermønten til en ringere Gehalt. Finanskollegiet ilte med at reservere sig det Kobber, der var faldet ned fra Frue Kirke under Branden som Følge af Englændernes Bombardement 1807, og som ejedes af Universitetet, ialt c. 130 Sk. Pund; og den 11. Oktbr. indgav det en Forestilling til Kongen om Udmøntning af Kobber 1 ß. Af Kobber ß af 1771 gik der 40 paa 1 Pund Cølnsk. Blanketterne kostede dengang 37 ß pr. Pund nu 62 ß; gammelt Kobber betaltes paa Værkerne med 42 ß pr. Pund. Finanskollegiet vilde nu tilvende den kgl. Kasse Fordelen ved Kobbermønten, der vel kunde faa Indpas hos Publikum, naar den var smukt udført. Professor Warberg mente, man kunde bruge Reversstemplet af de fra England hjembragte 1/6 Sp. Finanskollegiet foretrak 1/12 Species Reversstempel, hvori indsattes paa hver sin Side af Vaabenet I og Sk. De skulde slaas paa de nye Maskiner i København. Var Dampmaskinen ikke færdig til Brug, maatte Presserne "imidlertid drives med Menneskekræfter". Der skulde gaa 112 Stkr. paa 1 Pund. Da Stemplerne var konvexe, kunde Mønten ikke let forfalskes, navnlig ikke, naar den tillige fik skarp Kant, forsynet med Gravering og blev ensartet slaaet. Conradsen skulde forfærdige Aversstemplet med Kongens Portræt og Navn. Tallet af Stkr. paa 1 Pund i Forhold til Kobberets Pris 62 ß svarede nogenlunde til Forholdet mellem 9 1/4 Sp. og Sølvskillemønt til 19 R. pr. Mark f. Kongen bifaldt 17. Oktbr. 1808 Kollegiets Forslag (61) og 24. Juni 1809 en Ændring af Reversindskriften til I-S.
Kobber 1 ß 1809, slaaet i København.
Professor Warberg kunde imidlertid stadig ikke faa Maskinen i Gang og der maatte gentagne Gange sendes Smaamønt fra Altona til Nyborg Fæstning for derfra under militær Eskorte og stor Risiko for Opbringelse af Englænderne at overføres til Korsør. Det var 1/6, R. og 1 ß, som Banken i København skulde bruge til sine Udvexlinger. Man maatte til sidst gribe til Udstedelsen af de i et følgende Afsnit nærmere omtalte 12 og 8 ß Sedler.
For at skaffe Kobber til Udmøntningen, naar Warberg endelig fik Damp op under sin Møntmaskine, fandt Kongen selv paa, at man skulde udvexle de nye 1/6 R. (Frivilligt Offer) for gamle Kobber 1 ß med Aarstal 1771. Den 21. Juni 1809 indberetter Finanskollegiet, at det havde optaget Kongens Tanke. Der var i de første Dage indkommet 5000 R. Fortjenesten herved, naar de nye 1 ß udmøntedes til 112 Stkr. af 1 Pund, opgjorde Møntmester Branth til ca. 45 %. Det kunde synes urigtigt at unddrage Omsætningen, der saa stærkt led af Mangel paa Smaamønt, de gamle 1 ß, men disse syntes i Forvejen henlagte af Spekulanter, der nu lod sig friste til at fremtage dem for 1/6 R. Kongen var saare tilfreds med denne Indvexling og foreslog den udvidet til Nørrejylland med 1/6 R.-Stkr. fra Altona. I Juli foreslaar Finanskollegiet Udmøntning af Kobber 2 ß af dobbelt Størrelse som 1 ß, hvad Kongen approberer 29. Juli; samtidig udtalte Kongen sin udelte Misfornøjelse med den evindelige Møntmaskine, der aldrig kunde komme i Gang "da vi allernaadigst ere sindede at bortrydde saadanne Hindringer, være sig ved at sætte de fornødne Haandværkere eller manglende Materialier under Rekvisition eller ved andre passende coactive eller fremskyndende Midler! (62), men Warberg mente ikke, at der manglede Arbejdere eller Materialier; Maskinerne var opsatte, der manglede kun nogle Smaadele til Forbindelse mellem dem; de skulde tilpasses og tilfiles; om i Maaneds Tid var det hele vel færdigt, men indestaa derfor turde han ikke. Endnu i April 1810 var den ikke kommet i Gang.
Kongen havde flere gode Idéer med Hensyn til at skaffe Metal til Mønten. I Marts 1810 nærede han saaledes en Formodning om, at en betydelig Del Guld, Sølv og Kobber som uindløste Panter solgtes ved Auktion paa Assistenshuset. Disse Panter vilde han have overladt Banken til Dagskurs uden Auktion, men Assistenshuset henviste til Frdg. 29. juni 1753 § 6 og erklærede det "for en af Assistenshusets helligste Pligter at sørge for paa det muligste at bidrage til at de uindløste Panter blive til Bedste for deres uheldige Eiere udbragte til det højeste muligt, og den skønner ikke at nogen for den menige Mand mere indlysende Maade end Auktion kan bruges for at overtyde ham om, at hans Gods er udbragt til det Højeste"! At det kunde gaa højere end Kursen paa selve Metallet, ansaa Assistenshuset for givet gennem den Forarbejdning, Metallet havde faaet. Banken kunde sende en Mand til Auktionerne eller opgive en Kurs, saaledes at Assistenshuset kunde købe Metal herfor, naar det ikke gik højere. En saare naiv Mand var Frederik VI, naar han kunde komme med slige Forslag, og vistnok uhyre vanskelig og vidtløftig at have at gøre med i det daglige for Embedsmændene i Kancelliet!
At man under disse Omstændigheder ophævede den ved PI. 8. Novb. 1791 hjemlede frie Udførsel af rede Penge og Mønter og under 8. Marts og 5. Juli 1809 forbød al Udførsel af ædle Metaller, møntede eller umøntede og af dansk Skillemønt over et Beløb af i Rdlr., kan ikke undre.
Endelig i Slutningen af April 1810 synes der at være kommet Damp under Møntmaskinen. Man tænke sig, at denne Historie havde staaet paa i en halv Snes Aar. Da man omsider skulde til at mønte de paatænkte Kobber 1 og 2 ß til 112 og 56 Stkr. paa 1 Pund, var Kuranten falden yderligere i Kurs og Kobberet dermed stegen i Pris, saa gammelt Kobber betaltes med 1 R. K. pr. Pund. Professor Warberg havde derfor forsøgt med de Kobberskillinger, han Tid efter anden havde udpræget for at prøve Maskinen, om der ikke af 1 Pund Kobber kunde udpræges 128 Stkr., hvorved hvert Stk. eller 1 ß netop kom til at veje 1 Quintin. Han fremsender Prøver paa 1 og 2 ß efter denne Vægt, idet dog kun Reversen til 2 ß kunde bruges, medens Portrætaversen var sat i Arbejde. Finanskollegiet anbefaler Warbergs Forslag, "fordi Brugen af de fra Engelland hidkomne Stempler og Poinçons meget vil bidrage til Udmøntningens hurtige Fremgang; en saadan mindre Mynt er meget bekvemmere til daglig Brug og den indvortes Værdi ved Skillemynt, som blot er bestemt til Brug i Landet selv, ikke kommer i Betragtning, uden forsaavidt den af Falsknere med Fordeel kan eftergjøres, hvilket ved en Mynt, der er udpræget paa den Maade, som det sker ved den nye Myntindretning, ikke er at befrygte". Ved Resl. 26. April 1810 godkendte Kongen, at 1 Pund cølnsk maatte udbringes i 128 Stkr. 1 ß og 64 Stkr. 2 ß (63) og den 23. Juni føjede han til, "at da Maskinen nu var færdig og naar den bruges med den Anstrengelse og Kraft, som vi forvente, maa der om føje Tid kunne leveres en tilstrækkelig Mængde Skillemønt."
Kobber 2 ß 1810, København.
Men ved den nu fastslaaede Møntfod kunde man end ikke blive staaende. I Slutningen af Juni gav en Kobbersmed 8 Mark for 1 Pund Kobber. Herved maatte man befrygte, at ogsaa de ny Kobbermønter vilde gaa ud af Omløbet. For dog ikke at sinke Udmøntningen foreslog Warberg, at man slog 2 ß af Størrelse som de projekterede 1 ß, 96 Stkr. 2 ß og 192 Stkr. 1 ß af 1 Pund. 1 ß maatte da reduceres i Tykkelse, eventuelt ogsaa i Størrelse. Den 27. Juni bifaldt Kongen den saaledes yderligere reducerede Vægt "og ville vi derfor, at fornemligen 2 ß.s Udmøntning som den, hvorved en tilstrækkelig Del Skillemønt snarest kan tilvejebringes, med muligste Skyndsomhed skal paabegyndes og med fuldeste Kraft iværksættes". Endelig den 11. Juli 1810 forelægges Plakat om Kobbermønten til Underskrift. Den blev dateret den 13. Juli 1810 og indeholdt en detailleret Beskrivelse af de nye Mønter, der skulde gælde i alle Kurantbetalinger i Danmark og Norge, "dog uden at nogen skal være forpligtet at modtage dem i Betaling i større Sum end een Rdlr. ad Gangen, da denne Mynt som Skillemynt efter sin Hensigt ikke kan være bestemt til Betalingsmiddel ved de større Omsætninger". Af Indstillingen fremgaar imidlertid, at der tillige var en anden Grund til denne sidste Bestemmelse, nemlig at man derigennem haabede at kunne modarbejde Kobbermøntens Opsamling. Som Forholdene laa, gik 1 ß af Kobber ud af Sagaen, og det blev Kobber 2 ß der udmøntedes. Efterat Møntmaskinen havde faaet fuld Damp paa og kunde udspy 5.000 R. dvs: 240.000 Stkr. ugentlig, var Kongen saare ivrig efter at faa dem ud, idet han beordrede Finanskollegiet til at sætte dem i Omløb i de militære Lønninger og Dagpenge "da den mindre Handel og Vandel trængte haardt til, Skillemynt" (64).
Som hele Møntpersonalet i 1760-62 blev ryddet ud i Anledning af den store Udmøntning af Kurantdukater til Arméen under den truende Krig med Rusland, saaledes maatte den ny Møntmaskines Indvielse under Kobberudmøntningen til Bestridelse af Udgifter under Napoleonskrigene festligholdes med et større Mandefald blandt Møntofficererne. Den 21. Maj 1810 befalede Kongen fremsat Forslag til en Nyordning. Den 13. Juni fremkom Finanskollegiet med et saadant, der den 16. s. M. i et og alt godkendtes.
Herefter fik Møntdirektør Branth sin Afsked. Han "der i 40 Aar med Iver og Nidkærhed havde virket paa Kongsberg og i København, havde selv indset, at den ny Indretning som ganske fremmed for ham maatte gøre Forandring i hans Stilling og søgt sin Afsked". Paa samme Maade gik det Wardein Knoph, og begge maatte efter den ny Mesters bestemte Erklæring strax rømme deres Boliger paa Mønten og flytte ud i Byen. Den ny Møntdirektør og Møntmester paa Københavns Mønt blev naturligvis Professor Warberg, der fik 1600 R. aarlig og Fribolig paa Mønten. Det var jo ogsaa nok saa rimeligt, da han var inde i det nye Maskineris alle Enkeltheder, havde købt det i England og opstillet det her. En Række underordnede Embedsmænd blev afskedigede og nye antagne. De afskedigede fik dog Lov til at beholde deres Lønninger som Pension og Branth og Knoph blev henholdsvis Justitsraad og Kammerraad!
1807 havde Staten i Gianelli mistet en stor Kunstner og Mønten sin Stempelskærer, som det hedder i Finanskollegiets Forestilling til Kongen. Til Elev havde han nogle Aar før sin Død antaget et ungt Menneske fra Fyen, som dér havde lært Bogbinder-Professionen, nemlig Johannes Conradsen. Han havde efter sin Lærers Død søgt Stillingen som Stempelskærer og skaaret en Mængde Stempler i Staal og Messing for Banken og Finanskollegiet. Fra Kunstakademiet havde han erholdt Attest for at være en værdig Elev af Gianelli, og det havde fundet hans Prøver "at vidne om et overvejende Talent for Medaille-Kunst og at love Fædrelandet at finde i Conradsen en Kunstner, som vil med Tiden oprette Tabet af den fortræffelige Gianelli"! Conradsen havde allerede 2 unge Mennesker i Lære, Middelton (65) og Freund, en Broder til Møntens Smed. Conradsen havde forfærdiget Kongens Brystbillede til den Medaille Warberg havde ladet slaa i Anledning af den ny Mønts Indretning, saaledes at det herefter ikke kan forundre, at Conradsen blev antagen til Møntens Stempelskærer (66).
Medaille i Anledning af den københavnske Mønts Nyindretning.
Samtidig med Personaleændringerne udvidedes Møntens Omraade med et Stykke af den daværende botaniske Have bag Charlottenborg (67), men trods Udvidelsen, Dampmaskinen og Personalefornyelsen gik det kun smaat med Udmøntningen. I November klager Banken over, at den fra Mønten kun fik 2 à 3.000 R. ugentlig i Kobbermønt, "fordi Værket formedelst nogle Valsers Afdrejning ikke har kunnet gaa som sædvanligen". Finanskollegiet synes ikke, at den af Banken udgivne Kobbermønt ret vilde komme i Omløb. Man blev derfor nødt til at ty til Forøgelsen af Massen af Smaasedler. Foreløbig havde Banken kun udvexlet mod Sedler c. 300 R. daglig i Kobbermønt. Til den 26. April 1811, da 8 og 12 ß-Sedlerne skulde indfries, paaregnede man kun at kunne faa fra Mønten c. 170.000 R. i Kobber 2 ß (1 ß var jo opgiven), men det vilde kun strække til 1/4 eller 1/3 af den Skillemønt der behøvedes i Danmark og Norge. Det maatte dog herved erindres, at 170.000 R. i 2 ß var det samme som over 8 Mill. Stkr., en ikke ringe Præstation! Ved Udgangen af 1810 havde man naaet at faa 32.000 R. sat i Omløb.
(fra: Wilcke, Julius: Specie- Kurant- og Rigsbankdaler, København 1929 (Wilcke IV) side 114-123)