(fra: Wilcke, Julius: Specie- Kurant- og Rigsbankdaler, København 1929 (Wilcke IV) side 59-70)
E) side 59-70; Poppenbüttel og fremmede udmøntninger
(A,
B,
C,
D)
Ogsaa Poppenbüttel havde Finanskollegiet Fornøjelse af. Som allerede tidligere omtalt var Købmand Olde død den 1. juli 1789 og kort Tid forinden var ogsaa hans Hustru gaaet bort.
Dette var saa meget mere skæbnesvangert, som Poppenbüttel var forpagtet paa Oldes og Hustrus Livstid. Nu stod Finanserne efter faa Aars Forløb med hele denne besværlige Bedrift. Oldes Fuldmægtig Bæseke synes ikke at have været nogen Kapacitet til at drive Værket. Hans og Oldes Regnskaber var paa den frygteligste Maade indfiltret i hinanden, saa hverken han selv eller andre kunde hitte ud af dem. Enden paa det blev, at Kongen maatte drive Værket for egen Regning (48), men som det saa ofte gaar, naar en saadan Virksomhed drives af det offentlige, manglede der Initiativ og Handlekraft. Bankokontoret i Altona skulde bidrage til at holde det i fordelagtig Gang; men skønt Sølvet faldt betydeligt i 1792, sov de paa Kontoret og købte ikke Sølv til Raffinering i Poppenbüttel, saaledes at Værket kunde faa nogen Fremgang. Kontoret fik sig da ogsaa en kraftig Næse fra København, fordi det havde ladet den gunstige Lejlighed gaa fra sig. Direktør Gebauer fra Bankokontoret blev sat ind i Administrationen af Værket for derved at paadrages et mere personligt Ansvar for dets Drift. Man skulde se at faa Omkostningerne sat ned, saa at Private kunde lokkes til at benytte Værket (49). I Stedet for nævnte Georg Heinrich Bæseke blev Oldes 2. Fuldmægtig Johan Lüders Hyttemester og Bestyrer af Værket, hvorhos Guardein ved Mønten i København Truels Lyng Knoph blev sendt dertil for at foretage Metalprøverne, medens Liebst og Flor engang om Maaneden skulde tilse Virksomheden.
1795 blev dog Truels Lyng Knoph kaldt tilbage til København og Møntfuldmægtig i Altona Hans Schierven Knoph ansattes i Poppenbüttel i Guardein T. L. Knophs Sted. Den 20. Maj 1798 døde Møntkommissær Liebst. Hans Stilling ansaas overflødig. Medens Altonamønten var bortforpagtet og der foretoges Udmøntninger i Poppenbüttel, var det fornødent at holde en Tilsynsførende som den Afdøde. Nu da Forpagtningen var bortfalden og alle de egentlige Møntoperationer var overgaaede til Altona, var der ikke Brug for en saadan Stilling. Møntmester og Fuldmægtig kunde forestaa Metallets Modtagelse og Udlevering m. v. Den sparede Løn anvendtes til enkelte Tillæg til andre Møntofficerers Lønninger, men navnlig til Forbedring af Stempelskæringen, især ved den københavnske og kongsbergske Mønt, der "er saa langt fra den Fuldkommenhed man maatte ønske", men iøvrigt ogsaa til den Studierejse til England, som man senere hen sendte den Altonaske Medaillør G. V. Bauert ud paa (50).
Guardein N. Høy døde 1802. Finanskollegiet foreslog da Hyttekontrolløren i Poppenbüttel H. S. Knoph udnævnt til Guardein og Schicktmester Høybye eller Krudtfabrikant J. A. Preuss, Kongsberg. ansat i Poppenbüttel. Kongen vilde dog først høre nærmere om en anden Ansøger Fr. Frauen, Søn af Postmester Frauen i Bramstedt og Fætter til Mønt- og Bankguardein Struwe i Hamburg, hos hvem han havde gaaet i Lære i 7 Aar. Da H. S. Knoph sluttelig foretrak at blive i Poppenbüttel, udnævnte Kongen den 27. April 1803 Frauen til Guardein i Altona. 1806 blev Hyttekontrollør og Guardein H. S. Knoph i Poppenbüttel Møntmester i Hamburg; Guardein Fr. Frauen i Altona udnævntes da til Hyttekontrollør i Poppenbüttel og Møntfuldmægtig Johan Georg Prahm til Guardein i Altona. Kst. Fuldmægtig i Altona Hans Marquardt blev 9. Januar 1807 virkelig Fuldmægtig. Da Prahm i Septbr. 1807 sendtes til Kongsberg for at forestaa den interimistiske Mønt i Norge, blev Fuldmægtig Marquardt konstitueret som Guardein i Altona (51).
Skønt man skulde tro, at de holstenske Møntværksteder havde nok at gøre med at mønte Speciemønt, og tiltrods for at det maatte være i Strid med den for Hertugdømmerne nu fastlagte Speciemøntfod at udmønte anden Mønt, ser vi dog saadan Mønt udgaa fra Altona, men det voldte jo ganske vist ogsaa FinanskoIlegiet store Skrupler. Som vi alt har set, møntedes der ikke saa faa Speciedukater i disse Aar. Ved disse Guldstykkers Indpasning i det nye Møntsystem opkom svære Betænkeligheder (52). Til Brug for Kongen, den kgl. Familie og "andre Particuliers"var disse Mønter prægede, men skulde jo nu afregnes med Altona Mønt og med Finanserne, der holdt paa, at de skulde afregnes "efter Kurs". Ved Møntforandringen i Slesvig-Holsten var etableret en eneste Maalestok for alle Tings Værdi, nemlig i Sølv, samt alle Guldmønter sat ud af deres forhen bestemte Værdi, saaledes at de alene skulde gaa og gælde efter deres Kurs. Dernæst var nu og de samme Grundsætninger antagne i begge Rigerne og vil med Tiden dér blive overalt gældende, naar den dansk-norske Speciebanks Valuta kan blive almindelig, og det nu circulerende Danske Kurant med dets Repræsentativum inddraget. Det vilde altsaa være at handle aabenbart mod disse lige saa vigtige som viselig valgte Principper, om man ved Udvexlingen vilde give disse Speciedukater nogen bestemt eller fast Værdi, ligesom dette ogsaa vilde have den umiddelbare Følge, at om Værdien blev bestemt for ringe de strax forsvandt af Landet, og at det modsatte Fald vilde opvække Speculation til at udmønte Specieducater i Altona, som dér er tilladt, og at indføre dem i betydelig Mængde i Landet, hvorved da den samme Forvirring i Pengevæsenet vilde opstaa, som nu saa heldig var forebygget. Men saa opstaar det Spørgsmaal for Finanskollegiet efter hvilken Møntsorts Kurs mod dansk Kurant denne Udvexling skulde rette sig, enten efter Hamburger Bankos Forhold til dansk Kurant eller danske og holstenske Speciers Forhold til dansk Kurant. Nogle havde da gjort gældende, at da disse Dukaters Præg udviser, at de skal være danske Specie Dukater, skulde de gælde 2 RSp., følgelig for disse betales saa meget i dansk Kurant som 2 RSp. efter Kursen er værd. Dette kan efter Finanskollegiets Opfattelse ingenlunde være Meningen, siden derved igen vilde indføres en dobbelt Maalestok i Landet, nemlig en i Sølv og en i Guld, og Følgen af saadan Udvexling desuden vilde blive den, at man kom til at betale noget mere for dem, end den Pris, hvortil de i Hamburg altid kunde købes, da danske og holstenske Specier som oftest i Kurs var noget bedre end Hamburger Banko. For at tilintetgøre al opstaaende Tanke om, at disse Dukater kunde blive anset som en Betalingsmønt, og reducere dem til det, de virkelig var og burde være, nemlig en blot Vare, maatte Kollegiet paastaa dem udvexlede til den Værdi, de havde i Hamburger Banko og dette igen i dansk Kurant.
I Henhold hertil udvexledes da disse Dukater, der saaledes i Overensstemmelse med Finansminister H. E. Schimmelmanns stringente og følgerigtige Syn paa Møntvæsenet i denne Relation var ophørte at være Speciedukater, men stemplede Guldbarrer af en vis Vægt og Finhed. Der var ret stor Begærlighed efter disse Guldbarrer for en Pris af 16 Mark 11 ß og 16 Mark 14 ß d. K. og der gaves derfor ved Resl. 7. Marts 1792 Ordre til Udmøntning af nye 6000 Stk. og ved Resl. 12. Febr. 1794 af andre 2000 Stkr (53).
Ejendommeligt nok blev det ikke ved Speciedukater alene, men der gaves ved Resl. 15. Septbr. 1796 endog paany Tilladelse til Udmøntning af Kurantdukater, skønt disse som Kurantmønt, der søgtes afskaffet, end mere stred mod hele Systemet. Det var Købmand Stresow i Hamburg, der søgte om Tilladelse til paa Mønten i Altona at lade slaa 50 á 60.000 R. Kurant Dukater, da der i Hamburg var Mangel paa Kurant og den danske Kurants Kurs derfor er ualmindelig høj. Vel er Udmøntning af Kurant ikke i Overensstemmelse med det antagne System: herefter ikkun at have een Myntfod, nemlig Speciefoden, men dog har Finanskollegiet ment at kunne gaa med dertil, da Mængden ikke er stor og naar bemeldte Summa Courant-Ducater kommer i Omløb, saadant kunde bidrage noget til at nedsætte Coursen paa dansk Courant, som til Skade for Hertugdømmernes Indvaanere, hvis bedre Mynt Hamborgerne ikke vil modtage lige med hine, staar saa meget høyt (54).
De forskellige Mønters Kurs voldte i det Hele taget Finanserne mange Bekymringer. 1797 viste det sig saaledes, at de dansk-norske Speciesedler ikke i Omløbet i Hertugdømmerne gik lige med de slesvig-holstenske Sedler, men kun antoges med en Rabat af 1-2 %. Amtsforvalterne, der fik de danske Speciesedler i Kasserne, kunde ikke komme af med dem. Derfor maatte der i Kassen i Rendsborg for den dansk-norske Speciebanks Regning oprettes en Fond paa 100.000 RSp. til Udvexling for dansk-norske Speciesedler. Der skulde ikke udstedes nogen offentlig Bekendtgørelse herom, men Meddelelse udgaa gennem Stædernes Øvrigheder til Hertugdømmernes Indvaanere. For at der ikke skulde ske Spekulation i Speciemønt, skulde Kassen dog nægte at vexle større Summer "under Paaskud af, at Cassen ikke kunde undvære saa meget"!
Som det af efterstaaende Oversigt vil ses, sloges der paa Mønten i Altona en Række danske Mønter, Specier, 1/15 Sp., 1/6 R. K., 4 ß, 2 ß og 1 ß, der vil blive nærmere omtalte under Københavns Møntsted.
Kort Tid efter Christian VII.s Død indsendte Bauert Forslag og Tegninger til Specier med Frederik VI.s Portræt; men Portrætet fandtes ikke lignende. Den overordentlige Finanskassekommission i Kiel anmodede en derboende Kunstmaler Grøger om at tegne et Udkast, der heller ikke fandtes helt tilfredsstillende. Finanskollegiet i København lod da en Elev af Gianelli, Stempelskærer Conradsen forfærdige en Gibsmodel; Bauert havde noget forandret det ovale Vaaben, som var kommet i Mode efter Tegning af en engelsk Kunstner i Birmingham, hvorfra hentedes den senere omtalte Boultonske Møntmaskine til Mønten i København. Det ved Samarbejde mellem Bauert, Grøger og Conradsen fremkomne Udkast til en ny Specie blev godkendt af Kongen ved Resl. 24. Januar 1809. Ikke destomindre blev Specierne i Altona helt frem til Pengeforandringens Tid slaaet med de gamle Stempler med Christian Vil.s Portræt (55).
Af Oversigten fremgaar, at der langt ind i Tiden sloges en Del Specier i Altona, idet disse skulde benyttes til udenlandske Betalinger. Under Krigen sendtes der, som senere nærmere skal omtales, med ikke ringe Risico Sølv over Bæltet til Mønten i Altona. I September 1808 nægtede Kongen Tilladelse til en saadan Transport, men Finanskollegiet maatte indrømme, at det alt havde afsendt Sølvet: 24.850 Stk. Albertsdaler, 9878 Stk. Piastre, 542 Stk. Zweidritler og 200 R. i preussisk Kurant til Udmøntning i Specier, som Finanskolleglet havde haardt Brug for i 11. Decbr. Termin! Men Enden paa det blev, at man solgte Sølvet for Banko, herfor købte Specier c. 30.000 Stk., som man sendte tilbage til Nyborg Fæstning for med en Søofficer ved Lejlighed at blive bragt over Bæltet, hvor de engelske Krydsere huserede. Naar Specierne indgik i Banken, kunde man ikke blot faa Sedler for Specien, men tillige et Laan paa 50.000 R. (56).
Endvidere ses af Oversigten over Udmøntningerne, at der i 1812 sloges 80.000 R. i Kobber 1 ß. Disse bestemtes ved Resl. 15. Novbr. 1811 til 1920 R. af 1 Sk. Pund til 320 Pund dvs: 576 Stkr. eller 6 R. af 1 Pund, der dog senere yderligere nedsattes til 600 Stkr. af 1 Pund (57).
I Anledning af det forcerede Arbejde under Krigen med Udarbejdelse af Stempler fik Bauert en Extraløn af 200 R., der tillige skulde dække hans Udgifter med Antagelse af en fremmed Gravør til Hjælp (58).
Paa Altona Mønt sloges i dette Tidsrum foruden Medailler for Købmænd i Hamburg-Altona: Amsinck, Stresow og Lawaetz endvidere en Mængde Spillejetons af Guld og Sølv for Bæseke og Bauert og en Del Mønt for fremmede Møntherrer.
Fra 23. November 1792 til 6. Februar 1793 sloges saaledes en Del Smaamønt for Oldenburg, hvor der var indtraadt Mangel paa Smaamønt. Tilladelsen meddeltes ved kgl. Resl. af 6. Juni 1792, og Mønterne udmøntedes i Overensstemmelse med Smaamønten fra Frederik V.s Tid. Mønten sloges paa Begæring af Hertug Peter Friedrich Ludwig som Administrator for Hertug Peter Friedrich Wilhelm (59).
Ogsaa "det af Hds. Maj. Kejserinden af Rusland forordnede Kammer i Jever" ansøgte 1796 efter Ordre af "den regjerende Lands-Administratorinde, Enke-Fyrstinde af Anhalt-Zerbst" om Tilladelse til Udmøntning paa Mønten i Altona af 3.000 R. i Skillemønt, heraf 400 R. i Kobber 1/4 Styvere og Resten i 4 forskellige Slags Sølvmønt. Om end Møntdirektøren fraraadede denne Møntning, der var saa ubetydelig, men dog kunde forvolde stort Besvær og Afbræk i den forehavende store Specieudmøntning, vilde Regeringen dog ikke nægte Tilladelsen. Sølvmønten skulde være 6 lødig, 14 R. paa Marken fin, Kobbermønten 307 Stkr. af 1 c. Pund Kobber (60).
Endvidere sloges 1805, da Møntmesterstillingen i Hamburg stod vakant (61), Mønt for Hamburg Banks Direktion, nemlig Dobbelte og Enkelte Specie-Dukater efter sædvanlig Dukat-Korn og Skrot.
Det var gennem denne Forbindelse med Hamburg, at Hans Schierven Knoph i Decbr. 1805 blev Møntmester i Hamburg, hvorved iøvrigt kun fulgtes tidligere Traditioner, idet i sin Tid Stempelskærerne G. W. og J. H. Wahl og Daniel Haeslingh arbejdede for begge Møntherrer, Hamburg og vore Konger.
(Note fra Dansk Mønt: Herefter følger tabeller over udmøntningernes størrelser og formler. Disse er foreløbig udeladt her.)
(fra: Wilcke, Julius: Specie- Kurant- og Rigsbankdaler, København 1929 (Wilcke IV) side 59-70)
Noter: