1. Mønten i Altona-Poppenbüttel 1786-1813

(fra: Wilcke, Julius: Specie- Kurant- og Rigsbankdaler, København 1929 (Wilcke IV) side 51-59)

D) side 51-59; 2-Sechslingen og problemerne med den nye møntfod.
(A, B, C, E)

Af hvad der ovenfor er anført om Speciemønten, fremgaar, at man oprindelig ikke havde tænkt sig Udmøntning af anden Kurant-Scheidemønt end Kobber Sechsling og Dreiling; først senere bestemte man sig til at medtage Sølvdobbeltsechslinge. I Forestilling til Kongen af 27. November 1787, kort før den endelige Frdg. om Speciemøntens Indførelse i Hertugdømmerne udgik, gjorde Finanskollegiet nærmere Rede for Bevæggrundene til at medtage denne nye Kurantskillemønt. Man havde som foran nævnt beregnet 600.000 R. Sp. som "Bankfond" og 500.000 R. Sp. som "Circulationsfond" deraf 60.000 R. Sp. = 75.000 R. sl.-holst. Kurant i Kobberskillemønt. Dette havde man beregnet efter Folkemængden, der i 1769 var opgjort:

hvori ikke var medregnet Militæret med Familier. Naar disse og Indbyggerne i de Kielske Lande (dvs: de ved Mageskifte erhvervede gottorpske Dele) medregnedes,

mellem hvilke Scheidemønten maatte fordeles. Hver fik altsaa af de 75.000 R. K.: 1/4 R. = 12 ß K., og tager man alle 500.000 R., heri de 60.000 R. Sp. (75.000 R. K.), bliver det 1 2/3 Sp. eller 100 ß K. pro persona, hvad der maa synes tilstrækkeligt. Ikke saameget, at dette ikke skulde være nok, som Afstanden mellem 1/24 Sp. og 1 Sechsling Kobber havde bevæget Finanskollegiet til at forelægge Kongen, om det ikke kunde være rigtigt at indsætte 2 Sechsling af Sølv mellem 1/24 Sp. og Kobbersechsling. Den nye Sølvmønt foreslaas 4 lødig, 13 R. K. eller 10 2/3 R. Sp. Paa Marken fin. Forholdet mellem Specier og Sølvsechslinge bliver da 100:140 20/23 og mellem Kurant og Sølvsechslinge 100:112 16/87. Til Møntomkostninger og Slagskat blev der 14 12/17 %, til Forpagter Olde 4 %, Gevinst altsaa 10 12/17 %, hvis 1 Mark 4 lødig Sølv kan haves for 27 Mark 12 ß Banco. Denne Indstilling tiltraadte Kongen den 28. Novbr. 1787 (34). Til de ovenfor afbildede ny Mønter kommer altsaa 2 Sechsling.

2 Sechsling sl.-holst. Kurant 1787.

Mønten i Altona havde meget at gøre for at opfylde de Krav, der i Aarene omkring Speciemøntens Indførelse i Slesvig-Holsten stilledes til den, og det er en Selvfølge, at et forceret Arbejdstempo - som alt antydet - maatte skabe Vanskeligheder inden for denne Institution, men Vanskelighederne rejste sig ogsaa ude fra. Naturligvis kunde en saa gennemgribende Foranstaltning som Gennemførelsen af et helt nyt Møntvæsen i Hertugdømmerne ikke gaa af uden Rivninger, Spekulationer og Manipulationer af enhver Art. Dette bærer da ogsaa Administrationen i denne Tid Vidne om. I en Indstilling til Kongen af 9. September 1788 (35) oplyste Finanskollegiet, at til trods for at der var slaaet 1.100.000 R. Sp. og Møntningen stadig fortsattes, og skønt man havde troet, at dette langt maatte tilstrække, havde det modsatte vist sig at være Tilfældet. I Slutningen af Juli var ganske vist kun indvexlet 36.000 R. i danske Banksedler og 4000 R. grov Kurant ved Bankkontoret i Altona, men der forelaa til Gengæld talrige Ansøgninger fra Stæder og Kommuner om Forlængelse af Fristen for Modtagelsen af de gamle Møntsorter i de kgl. Kasser, den 1. Oktober 1788 i Henhold til Forordning 29. Febr. 1788 § 3. Hertil forelaa flere Grunde. Saasnart den ny Mønt var udgivet i Betaling fra de kgl. Kasser i større og mindre Summer, blev den - sjælden efter sin indre Værd - solgt til Aagerkarle for at opnaa en højere øjeblikkelig Sum i Kurant. Aagerkarlene sendte straks Mønten til Hamburg, hvor Bankkontoret i Altona maatte opkøbe den for at modvirke det meget mærkbare Forsæt med Vold at drive dens Pris nedad. Dernæst er Publikum ved forskellige maaske med Forsæt udstrøede Rygter, som Udførelsen af Kgl. Majts. Befaling har været udsat for, blevet narret og har troet, at det ikke hastede med Anskaffelsen af den ny Mønt. Endelig er Kursen paa de danske Noter sunket betydelig i den senere Tid, ligesom endelig Adgangen til at betale med den gamle Mønt i sig selv har modarbejdet Circulationen af den ny Mønt. Hvis man imidlertid holdt strængt over den ny Møntplans Gennemførelse, vilde Aageren ophøre, naar Folk skulde betale i den ny Mønt, men man kunde oprette Vexelkontorer i større Omfang rundt om i Hertugdømmerne, som Amtsforvalterne kunde henvise Folk til, naar de vilde betale i den gamle Mønt. Dernæst kunde man, særlig af Hensyn til Slesvig, hvor de danske Sedler formentlig circulerede og hvor der fra sidste Kvartal kunde paaregnes Restancer til Beløb c. 50.000 R., indrømme Undersaatterne en delvis Godtgørelse af det Tab, som de led paa Sedlerne ved den særlig lave Kurs, der kunde sættes til 4 ß pr. Specie. Dette godkendte Kongen den 10. Septbr. 1788. Efter Udløbet af Fristen for Omvexlingen den 1. Oktbr., fik man bedre Udsigt over Forbruget af ny Mønt. I en Indstilling af 29. Oktbr. (36) opgjorde Kollegiet den hidtidige Udmøntning til:

hvad man ansaa mer end tilstrækkeligt, men der fremkom stadig Rekvisitioner om Mønt, særlig Smaamønt, nemlig de mindre Speciesorter og Sølvdobbeltsechslinger, hvoraf der kun var udsendt 14.800 R. K. Der foreslaas udmøntet en lign. Sum for at give den Klasse af Folket, som ved Kobbermønten finder sig for meget besværet, en bekvemmere Mønt. Ved Resl. af 29. Oktbr. bestemtes en yderligere Udmøntning af 100.000 R. Sp. i 1/6 og 1/12 Sp., 1/2 af hver, samt 15.000 R. Dobbeltsechslinger. Der fremkom stadig Mængder af Smaamønt i Hertugdømmerne til Omvexling, men en stor Del strømmede til baade fra Kongeriget og Landene syd for Elben. Undersaatter i Hertugdømmerne sendte deres Bankosedler til Kongeriget og fik dem omvexlet med Smaakurant for at undgaa det store Kurstab paa Sedlerne, og præsenterede derefter Smaakuranten: Sølv- og Kobbermønt til Omvexling ved Vexelstederne i Hertugdømmerne. Mængder af 2 ß fremkom fra Hansestæderne, Lüneburg m. v., hvor de ikke mere modtoges, til Omvexling ved Bankkontoret i Altona, 60 à 70.000 R. ugentlig, hvad der faldt den kgl. Kasse til Last, ligesom alt, hvad Altona-Mønten med de største Anstrengelser kunde faa møntet, gik med. Det var jo ikke Meningen med Reglerne i Frdg 29. Febr. 1788 at hjælpe Fremmede, men Undersaatter. Derfor maatte Vexlingen i Altona ophæves og forlægges ind i Landet, ligesom der fremtidig kun udleveredes 10 R. Sp. i Omvexling til Enkeltmand (38).

Der maatte dog stadig fremskaffes ny Mønt; kort før den til 30. Januar 1789 i Henhold til Pl. 10 Septbr. 1788 udsatte Frist for Omvexlingen gik til Ende opgjorde Finanskollegiet i Indstilling til Kongen af 20. januar 1789 (39) Omvexlingen saaledes:

Hvor meget dette end var, stod det dels næppe lige med den i Hertugdømmerne hidtil kurserende Pengemasse, dels var den ny Mønt ikke ligelig fordelt, ej heller blev al Mønten indenfor Grænserne. Nogle Fremmede havde udnyttet de Undersaatterne tilsagte Fordele, andre havde optaget større Summer til Martini og Kieler Omslag, nogle havde lagt til Side for at udnytte Mønten, naar Omvexlingen var forbi; disse Summer var unddragne Omsætningen. Møntværket var endelig hæmmet i sin Virksomhed ved den strænge Frost, der standsede Vand og Valsemøllerne i Poppenbüttel. Amtsforvalterne maatte derfor modtage Folks gamle Mønt i Depot, til den kunde vexles. Der manglede altsaa virkelig Mønt i enkelte eller flere Distrikter, men Finanskollegiet turde dog ikke tilraade Kongen at tilstaa nogen yderligere Forlængelse af Fristen for Omvexling. Man maatte enten indskrænke denne eller være forberedt paa at udsætte Planens Fonds for Fare. Folk maatte tvinges til at regne med, at de fremtidig kun kunde drive Handel og Vandel i Rdl. Sp. Staten kunde derfor fremtidig kun give det samme som den faar; der vilde ikke mere kunne tilstaas 2 % Godtgørelse paa Undervægt.

Følgen af den strikte Gennemførelse af Møntplanen skulde snart vise sig. I Løbet af Sommeren 1789 kom det dertil, at Publicum søgte vore Specier med 3 1/2 % Avance mod Hamburger Banko. Mønten i Altona-Poppenbüttel maatte arbejde haardt for at tilfredsstille Publikums Krav om for Sølv at faa Specier (40). Paa Grund af den høje Agio paa slesvig-holstenske Specier mod Banko solgte Bankkontoret i Altona nogle Tusind Specier mod Banko, for hvilken det købte Sølv og lod yderligere Specier udmønte, idet det oprettede en særlig Konto for denne Transaktion, som Kongen og Finanskollegiet fuldt ud godkendte (41). Altonakontoret ønskede at fortsætte denne Trafik og fik den Mønten tillagte Erstatning for Afgang af Sølv paa disse Udmøntninger eftergivet, saaledes at kun de direkte Udmøntningsomkostninger betaltes. Ved denne Fremgangsmaade kom der flere Specier i Omløb, og Agioen paa disse kunde maaske derved falde, hvilket havde den største Betydning nu da Specier søgtes i Hamburg til Køb paa Hamburgs Børs af Korn og andre Produkter fra Hertugdømmerne. Der kunde da komme flere Specier ind i Omløbet i Hertugdømmerne; ellers vilde Køberne af Landprodukter, naar Agio paa Specier var for høj, være nødt til eller søge at bevæge Undersaatterne til at modtage de gamle Mønter, som de kunde blive af med i Hamburg. Jo mere den gamle Mønt benyttedes, des mere vilde den staa den ny i Vejen.

I de Hamburg, Lübeck og Meklenburg nærliggende Dele af Holsten saavelsom i det Hele i denne Provins maa i Løbet af Aaret 1789 den ny Mønt antages at være trængt igennem og at være bleven Hovedmønten, saaledes at den gamle Mønt bortset fra nogen grov Kurant samt hamburgske, lybske og meklenburgske ß, der anvendtes "im täglichen Gewerbe" er forsvunden og Omvexlingen af sig selv ophørt. Derimod stod Sagerne noget anderledes i de til Nørrejylland grænsende Dele af Slesvig og i de vestligste Kystegne af denne Provins. Man anslog den circulerende Møntmasse før Møntforandringen til 4 Mill. R. K., og der var - som ovenfor nævnt - i Januar 1789 kun udsendt over begge Provinser 2.632.000 R. K. Selv Kursforskellen taget med i Betragtning, manglede der jo en Del. Paa efterfølgende Kieler Omslag var en Del Mønt sat i Omløb, men i Slesvig skortede det altsaa endnu paa ny Mønt. Hertil maatte Grunden søges i forskellige Forhold. Dels førte Samhandlen med Nørrejylland en Del dansk Kurant med sig, dels saa en Del Købmænd deres Fordel ved at afkøbe Bønderne deres Produkter i de gamle Penge, thi da disse som Følge af de urolige Tider var faldne, kunde de i Virkeligheden i de gamle Penge opnaa langt bedre Køb end om de skulde betale med den nye Mønt. Skønt Kongen havde oprettet et Vexelkontor i Flensborg og dette fra 1. Aug. 1789 havde udgivet 428.910 R. Sp. og modtaget 644.120 RDK., havde det ikke forslaaet. Nu besluttede man strax at tilstille Byernes Magistrater, Tillidsmænd i Landdistrikterne, de større Manufakturer, saasom Kobber- og Sejldugsfabrikkerne i Flensborg og Kniplingsmanufakturerne i Tønder Summer i den nye Mønt til Udvexling til en fordelagtig Kurs, saaledes at Bønder og Arbejdere kunde faa deres Betaling i den ny Mønt. Alle Priser skulde dernæst beregnes i denne Mønt efter Dagens Kurs paa den gamle Mønt, hvori der hidtil ydedes Betaling (42).

Omsider synes Begæret efter den ny Mønt at være tilfredsstillet. Efter at der til den mindre bemidlede Befolkning i Slesvig var udvexlet i:

Øst Haderslev Amt	       8256 RSp. mod 9445 RK.
Sønderborg Amt		        352  -    -   386  -
Sundeved Amt			395  -    -   446  -
Nordborg Amt		       2101  -    -  2309  -
Løgumkloster Amt	       2072  -    -  2654  -
Aabenraa Amt		       6344  -    -  6834  -
			--------------------------------
Ialt			     19.520 RSp. mod 22.074 RK.

foruden en Del Mønt i Tønder ved Kammerherre Bertouch, og efter at der fra 4. Marts 1790-17. Febr. 1791 ved Kontoret i Flensborg var udvexlet 799.746 RSp. mod 1.154.339 RDK., mente man at kunne lukke Kontoret og slutte Udvexlingen for Kongens Regning.

Omkring 1791 kom nu ogsaa de nye dansk-norske Specier til; under 13. og 16. August 1791 udgik Ordrer til Amtstuer og Toldsteder i Hertugdømmerne om at modtage de nye Specier, der udsendtes i Kongerigerne samtidig med den dansk-norske Speciebanks Oprettelse, paa samme Maade og til samme Værdi som de slesvig-holstenske Specier. Den 21. juni 1793 udstedtes Patent, hvorved der gaves de dansk-norske Specier ganske samme Omløb i Hertugdømmerne som de slesvig-holstenske; i den Forestilling (43) hvorved Patentet forelægges Kongen, udtaler Finanskollegiet Frygt for, at Direktionen for den slesvig-holstenske Bank skal holde sig strængt til Ordene i Frdg. 29. Febr. 1788 og ikke ville modtage de dansk-norske Specier; det har derfor ikke i Forvejen villet høre Direktionen over Patentet! Men kort Tid efter ytrer Direktionen selv Ønsker om, at de nye danske Specier udtrykkelig maa blive tillagt samme Værdi i slesvig-holstensk Kurant som de Altonaske Specier "da man ikke kan befrygte, at Folk vil vægre sig ved for Speciesedler at modtage andre Specier af anden Tegning end de slesvig-holstenske, der ogsaa lyde paa Kurant, idet den store Hob kun regner med Kurant og ikke kender Speciens Indhold". Et Patent af 1. Novbr. 1793 (44) fastslog da yderligere de kongerigske Speciers lige Værd i Kurant med de slesvigholstenske.

Medens det viste sig, at man havde beregnet for stort et Beløb til Circulation i Kobbermønt, idet der 1795 henlaa 41.000 R. slesvig-holstenske Kobber-Sechslinge og Dreilinge, som man ikke kunde faa spredt ud i Omsætningen, og derfor maatte være betænkt paa med stort Tab at lade indsmelte til Kobberforhudningsplader til Kgl. Majts. Skibe (45), syntes der stadig at være Brug for Sølvspeciemønt, navnlig den mindre.

I 1794 og 1796 indførte man i Kongerigerne 1/15 og 1/5 RSp.Stkr., der ogsaa fik Omløb i Hertugdømmerne. 1/15 Sp. var 8 lødige, 1/5 Sp. 11 lødige, 9 1/4 RSp. Paa Marken fin; 1/5 RSp. = 1/4 R. Kurant, 1/15 RSp. = 1/12 R. Kurant. Ved samme Patent No. 34 af 27. Mai 1796, hvorved disse og andre danske Underafdelinger af Specien sattes i Circulation i Hertugdømmerne, blev ogsaa de for 1791 i Tiden efter 1764 udgivne danske Specier godkendte som ligevægtige med de nye slesvig-holstenske og dansk-norske Specier.

Foruden al denne dansk-norske Speciemønt bestemte man sig imidlertid ogsaa, da Sølvets Pris i 1795 stod lavt og Agio paa slesvig-holstenske Specier udgjorde 3 1/2 %, at gaa i Gang med Udmøntning af yderligere Skillemønt paa Mønten i Altona. skønt man i sin Tid havde ment at regne rigeligt, naar man anslog 1 2/ 3 RSp. eller 100 ß sl.-holst. Kurant pro pers. som tilstrækkelig Mønt til Omsætningen, havde der, som nævnt, vist sig Mangel paa Sølvskillemønt, og man besluttede da at lade præge 30.0000 R. 1/24 Spr., 20.000 R. 1/6 Spr. og 50.000 R. 1/15 Spr. De sidste ansaas som 4 ß I. sl.-holst. Kurant som særlig bekvemme (46).

Finanskollegiet havde nu ogsaa god Grund til at sætte Møntarbejde i Gang i Holsten, thi Kollegiet havde til sine 2 Møntsmedier og Værksteder netop i 1795 faaet et tredje paa Halsen, nemlig Hoherdammer Kupfer und Messing Wercke, beliggende paa Godset Borstel i Holsten, der ejedes af Grev Bernstorff, men havde været forpagtet af Købmand Olde og Johan Eberhard Jantzen. Dette Værk skulde nu ogsaa gerne beskæftiges; Møntkobber eller Legeringskobber kunde tilvirkes dér. Naar Finanserne nødtes til at overtage denne Forpagtning, var det Forbindelsen med Købmand Olde der tvang det dertil. Olde og Jantzen havde 1782 faaet et Laan i den københavnske Bank paa 32.000 Rd.K. mod Commereekollegiets Garanti. Det var Følgerne af Valutahjælpen ved Udgangen af den gunstige Handelsperiode under den nordamerikanske Frihedskamp. For Laanet var ydet Pant i Forpagternes Maskiner, Inventar m. m. paa Borstel Gods. Nu kunde Jantzen, efter at Olde var død, hverken betale Renter eller Afdrag. Staten maatte overtage Værket, som Forpagterne i sin Tid uden skriftligt Bevis havde overtaget fra den i Frederik V.s Tid kendte Guld- og Sølvleverandør, Købmand Hiss i Hamburg. Værket stilledes under Opsigt af Administrationen i Poppenbüttel med Jantzen og Bogholder Aug. Fr. Wiggers fra Glaslageret i Rendsburg som Bestyrere (47).

Fortsættes

(fra: Wilcke, Julius: Specie- Kurant- og Rigsbankdaler, København 1929 (Wilcke IV) side 51-59)

Noter:

• (34) RA. Finanskollegiets Rel- og Resl. Protokol 1787. II. Nr. 177.
• (35) RA. Finanskollegiets Rel- og Resl. Protokol 1788. II. Nr. 179.
• (36) RA. l. c. Nr. 206.
• (37) Opgjort i R. Sp., men vist egentlig RK.
• (38) RA. l. c. Nr. 209 og 216. Indst. 28. Oktbr. og 4. Novbr., Resolution 29. Oktbr. og 5. Novbr. 1788.
• (39) RA. Finanskollegiets Rel- og Resl. Protokol 1789 I. Nr. 4.
• (40) l. c. Nr. 112.
• (41) l. c. II. Nr. 120. Indst. 29. Septbr., Resl. 2. Oktbr. 1789.
• (42) RA. Finanskollegiets Rel. og Resl. Prot. 1790 I. Nr. 59. - Verordnung Nr. 7. 12. Febr. 1790, Nr. 12, 5. Marts 1790.
• (43) RA. l. c. 1793 I. Nr. 117 og II. Nr. 204.
• (44) Chron. Sammlung der im Jahre 1796 ergangene Verordn. und Verfüg. für Schleswig und Holstein. Kiel 1797 p. 41 Anm.
• (45) RA. l. c. 1795 I. Nr. 69.
• (46) RA. l. c. 1795 II. Nr. 302. Forestilling 10. Resl. 18. Novbr. 1795.
• (47) RA. l. c. 1795 I. Nr. 14. Forest. 13, Resl. 21. Januar 1795.

Tilbage til Dansk Mønt