(fra: Wilcke, Julius: Specie- Kurant- og Rigsbankdaler, København 1929 (Wilcke IV) side 25-40)
B) side 25-40; Udmøntningerne indtil 1791
(A,
C,
D,
E)
Den 12. September 1786 (10) indgik Finanskollegiet til Kongen med den endelige, detaillerede Plan, der i det Hele fulgte de ovenangivne Linier. Kuranten skulde som nævnt helt forjages fra Hertugdømmerne, ogsaa for at man kunde undgaa de idelige Møntvexlinger og Agio-Beregninger inden for Landsdelens Grænser. Medens alle de større Mønter i Kasser og Banker skulde tages efter Vægt og Mønterne derfor være saa nøje justerede som muligt, for at den ny Værdimaaler kunde staa saa urokkeligt i Omsætningen som tænkeligt, kunde dette Krav selvfølgelig ikke gennemføres overfor de mindste Mønter, dels af tekniske Grunde, dels fordi de kun skulde slaas i ringe Mængde til Bestridelse af Detailhandelen. Under Hensyn hertil skulde ingen være pligtig at modtage i Betaling saadan Skillemønt til større Beløb, end hvad der svarede til den mindste Speciebankseddel, man agtede at udgive; i saa Henseende tænkte man sig en Mindsteseddel paa 8 Thlr. De andre Sedler skulde lyde paa 80, 40 og 20 Thlr., svarende til 100, 50 og 25 R. slesv.-holst. Kurant; disse sidste Værdier skulde dog ikke paatrykkes, men kun Specieværdierne, idet Specien var og skulde vedblive at være den egentlige Omsætningsmønt. At tale om Kurant var at forplumre Sagen! Saaledes tænkte man i hvert Fald den Gang, paa Papiret. I Virkeligheden gik det jo noget anderledes. - I Indstillingen foreslaas Frdg. 2. januar 1776 om den faste Kurs paa Specier mod Kurant ophævet. Den passede ikke mere i Hertugdømmerne og maatte heller ikke gælde i Kongerigerne, idet man da vilde opkøbe den slesv.-holst. Speciemønt til den faste Kurs dér; dér maatte gælde den frie Børskurs, idet de københavnske Kurantsedler ellers kunde befrygtes at snige sig ind paa den nye Speciemønt. Derimod bibeholdtes Forordningens Bestemmelse om Vægtene, der nu skulde bringes i Udførelse. Der møntedes da ogsaa Vægte helt ned til 1/3 Species Vægt, men det betvivles, om hele denne Vægtordning fik mere end teoretisk Betydning. Folk havde i Almindelighed hverken Tid eller Lyst til i den private Handel saalidt som i de offentlige Kasser og Banker at staa og pusle med disse Vægte, og da navnlig ikke med de mindste.
1/3 Thlr. Specievægt.
Plakat 28. Februar 1761 om Priser paa Guld og Sølv foresloges ophævet for Hertugdømmernes Vedkommende. Den vilde jo komme i Strid med Bestemmelsen om den ældre Mønts Modtagelse efter Sølvets virkelige Værdi.
Gennem de offentlige Kasserskulde der sættes 500/m Specier i Omsætning bestaaende af:
75.000 R. Sp. i 1/6 Thlr. 160.000 - - - 1/12 - 205.000 - - - 1/24 - 50.000 - - - Kobber 1/2 ß l. 10.000 - - - Kobber 1/4 ß l.
idet man mente, at disse Mønter fornemlig skulde tjene til at skille Folk i den mindre Handel.
Endvidere skulde der af Banken udsendes 600/m R. Sp. i Sedler, hvorfor i Banken skulde henlægges 600/m R. Specier i Mønt. Medens Banken til at begynde med skulde administreres med største Forsigtighed, mente man senere at kunne optage en Laanevirksomhed, der kunde skabe Banken Fortjeneste og forøge dens Fonds. Medens man mente, at der i Virkeligheden vel kunde udstedes Sedler efter et Forhold til Møntbeholdningen af 3:1, ansaa man det dog ikke tilraadeligt foreløbig at gaa højere end 7:5, altsaa til 700/m R. Speciesedler, naar der i Banken laa 500/m R. Specier; senere kunde man maaske gaa til 8:5.
Den samlede Udmøntning blev herefter:
| 400.000 R. | 1/1 Specier | 14 lødige, 9 1/4 R. Sp. pr. Mark fin |
| 100.000 R. | 2/3 Specier | 14 lødige, 9 1/4 R. Sp. pr. Mark fin |
| 100.000 R. | 1/3 Specier | 14 lødige, 9 1/4 R. Sp. pr. Mark fin |
| 75.000 R. | 1/6 Specier | 11 lødige, 9 1/4 R. Sp. pr. Mark fin |
| 160.000 R. | 1/12 Specier | 8 lødige, 9 1/4 R. Sp. pr. Mark fin |
| 205.000 R. | 1/24 Specier | 6 lødige, 9 1/4 R. Sp. pr. Mark fin |
| 50.000 R. | 1/2 ß l. = 1 ß d. = Sechsl. | 5 Stk. paa 1/24 Thlr. 40 Stk. paa 1 kølnsk Pund Kobber |
| 10.000 R. | 1/4 ß l. = 1/2 ß d. = Dreil. | 10 Stk. paa 1/24 Thlr. 80 Stk. paa 1 kølnsk Pund Kobber |
Ialt 1.100.000 R. Species.
I Fordelingen gjordes nogle mindre Ændringer ved Resl. 20. Febr. 1788.
Kobbermønten blev lig den danske 1 ß og 1/2 ß.
Til Bestridelse af Udgiften ved hele denne Foranstaltning tænkte man sig at anvende enten hvad man i Altona havde staaende paa Konto à parte, eller i Amsterdam hos Deell & Sohn eller hvad der indkom af nogle andre Laan, man i Øjeblikket havde gaaende. Det var særlig Omkostningerne ved Udmøntningen, der her kom i Betragtning; Udgifterne til Bankens Indretning tænkte man sig helt at spare ved at slaa Speciebanken sammen med den allerede bestaaende Girobank i Altona, saaledes at denne Banks Direktion overtog Administrationen af den nye Bank, og Speciebeholdningen nedlagdes i denne Banks Kældre.
Kronprinsen og Statsraadet vilde dog, inden der blev truffet endelig Afgørelse, høre Oberbankdirektionens Mening. I Henhold til kgl. Resl. af 18. Oktober 1786 forelagdes Sagen for Direktionen, hvis Majoritet samstemmede i Forslaget. Minoriteten bestod af Overhofmarskal Numsen og Generalprokurør Oluf L. Bang. Numsens Betænkeligheder gik i Retning af, hvad alt er anført. Bangs Indvendinger var saa lidenskabelige, at de paakaldte Kollegiets udelte Misnøje og Beklagelse til Kronprinsen. Bangs "ganze Bedencken ist von Anfang bis zum Ende ein Gewebe von wilikürlich angenommenen, unzusammenhängenden Sätzen und Behauptungen, Exclamationen, Schilderungen des grösten Elendes, worin die Königreich durch die Ausführung des Plans unausbleibllich versetz werden…"
Ogsaa inden for Statsraadet var der nogen Bekymring og Modstand mod det hele Forehavende, men det vil dog være rettest at gennemgaa den offentlige og officielle Kritik i en anden Sammenhæng end her, hvor kun den faktiske Udmøntning i Henhold til Planen søges oplyst.
Med de nye Erklæringer og Særvota forelagdes Sagen paany den 7. Novbr. 1786 for Kongen og Dagen derpaa faldt den endelige Afgørelse og Approbation (11), i alt væsentligt i Overensstemmelse med Forelæggelsen i Septbr.-Oktbr.
Nogle Uger efter afgaves den 28. Novbr. 1786 Indstilling til Kongen om en Omorganisation af Personalet ved Mønten i Altona, idet Olde havde erklæret, at han ikke kunde arbejde under de Personaleforhold der forelaa. Indstillingen godkendtes Dagen efter (12).
Herefter skulde den hidtidige Møntmester Liebst være Kommissær ved Mønten og Tilsynshavende ved Banken for 800 R. aarlig, Michael Flor Møntmester for 600 R. aarlig, N. Høg Guardein for 400 R. aarlig samt Hans Schierven Knoph Fuldmægtig for 150 R. aarlig. Af andre Møntbetjente kan nævnes Præger Niels Lund, Smelter Hans Jørgen Kruse, Smed Johann Fromann og Justermester Michel Michelsen Melgaard (13).
Derpaa sattes Møntningen i Gang; den udførtes væsentlig paa Værkerne i Poppenbüttel.
Den 29. Febr. 1788 udstedtes Forordning Nr. 20 "wegen Einführung einer neuen Speciesmünze in den Herzogthümern Schleswig und Holstein" og Forordning Nr. 21 "wegen Einrichtung einer Schleswig-Holsteinischen Speciesbank in der Stadt Altona", forud for hvilken var gaaet indgaaende Forhandlinger og Drøftelser med Girobankens Direktion: William Hutchinson, E. I. Lübbes, A. I. Høeck, j. D. Lawaetz, D. Preen, Otto Mathiesen og Dau.
Man valgte Altona til Sæde for den nye Bank paa Grund af dens gunstige Beliggenhed ved Hamburg, hvorfra Sølv kunde indkøbes til de nye Mønter, og ved Hamburg Børs, paa hvilken det var Meningen at forbedre de danske Omsætningsmidlers Kurs.
løvrigt indledes Specieforordningen med mange smukke Vendinger om, hvorledes "Wir zugleich darauf bedacht gewesen (sind), wie denjenigen Ungelegenheiten, welchen Unsere Unterthanen, wie nicht weniger Unsere Finanzen, durch den unsichern und wandelbaren Werth des in Unsern Staaten circulirenden Geldes ausgesetz sind, abgeholfen und das Geld- und Münzwesen derselben auf einen festen, sichern und unveränderlichen Fusz gesetz werden kønne." I § 1 føjes til de alt omtalte Mønter en 4 lødig Scheidemønt paa 2 Sechsling sl.-holst. Kurant til 13 Thaler paa Marken fin. Fra 1. April vilde Kongen efter § 3 kun betale med den ny Mønt og Sedler fra sine Kasser, medens Undersaatterne indtil sidste September kunde betale med alle hidtil gældende Møntsorter. Fra 1. Oktober 1788 skulde der derimod kun kunne betales i den ny Mønt, i Skillemønten kun i de smaa Beløb som ovenfor nævnt. "Immittelst soll fürserste keine der benannten Münzsorten in Unsern Königreichen Dänemark und Norwegen als dänisch Courant gelten oder in Unsern Kassen derselben angenommen werden". Heraf fremgaar, at man ikke havde opgivet Haabet om at udstrække Reformen til Kongerigerne, at Reformen i Hertugdømmerne ikke kunde gennemføres uden en Afsondring af disse fra det øvrige Monarki, at man paa den ene Side var klar over, at den danske Kurant som slidt og beklippet og navnlig de danske Kurantsedler kunde gribe forstyrrende ind i den nye slesvig-holstenske Mønts Omløb, men at man i Teorien i hvert Fald havde gjort den nye Kurant c. 2 % for god i Forhold til den gamle, naar man lagde en Agio af 25 % i Stedet for 22 á 23 % paa Kuranten til 11 1/3 R. paa Marken fin overfor Specien til 9 1/4 R. paa Marken fin.
Pl. 28. Febr. 1761 og Frdg. 2. jan. 1776 ophævedes i Overensstemmelse med, hvad foran er udviklet. Der blev givet indgaaende Regler for Ordningen af Gældsforhold i Overgangstiden, som vi senere skal komme tilbage til. Vægtbestemmelser forefindes og der gives Undersaatterne Anvisning paa, hvorledes de skal komme af med de gamle Mønter efter 1. Oktober 1788.
Er det fuldvægtig dansk Kurant, kan den indvexles til Kursen 125. Kronestykker og al Slags Kronemønt, herunder ogsaa dobbelte, enkelte (og halve) JUSTUS JUDEX-Stykker eller saakaldte Ebräer og Rejsedalere skulde kun modtages efter Vægt og Prøve. Endvidere indbødes de Undersaatter, der ikke var bleven af med de danske Kurantsedler inden 1. Oktober og som ikke kunde se Lejlighed til at benytte disse Sedler til Betaling til Kongerigerne, til at deltage i en Subscription paa det alt tidligere omtalte Laan paa 500.000 R. i Sedler mod kgl. Obligationer i Specier efter Kurs 125 R. K. mod 100 R. Sp., men da Subscriptionen skulde være sluttet inden 15. Maj 1788, var det - som ogsaa tidligere berørt - i Virkeligheden et Fif for at lokke en Del Kurantsedler væk fra Indbetaling i Kasserne.
Medens Kongen forbeholdt sig alene Udmøntningen af den mindre Mønt: 1/6, 1/12 og 1/24 Sp., hvoraf kun mindre Beløb maatte sættes i Circulation, skulde Enhver kunne forlange sig udmøntet paa Mønten i Altona af hvilken Slags Sølv det skulde være, dog dansk grov Kurant undtagen: 1/1, 2/3 og 1/3 Sp., endvidere Albertsdalere 13 Lod 16 Gren lødige, 9 3/5 Stk. paa Marken fin, 8 1/3 Stk. paa Marken brutto, samt af Guld: Speciedukater 23 Karat 6 Gren fine, 68 20/47 Stk. paa Marken fin, 67 Stk. paa Marken brutto, og Christian d'or 21 Karat 8 Gren fine, 38 10/13 Stk. paa Marken fin, 35 Stk. paa Marken brutto, alt ved Indlevering til Møntcommissæren paa Mønten og mod Betaling af forskellig Slagskat, der var sat i nøje Forhold til det indleverede Metals Beskaffenhed og den deraf følgende større eller mindre Ulejlighed med Omsmeltning, Tilsætning af Kobber m. m., samt under behørig Kontrol fra Kommissær og Guardeins Side. Til Møntforordningen var knyttet en Række Tabeller over Speciestykkernes Vægt, Vægten af den forskellige Slags Kurant, naar den var fuldvægtig til et Beløb af 100 Thlr. og over Mængden af Specier og Albertsdalere, der efter Fradrag af Mønt-, Raffinerings- og Legerings-Omkostninger kunde udbringes af visse Mængder Sølv.
Slesvig-holstensk Specie 1788
I det Hele og Store maa denne Møntforordning vistnok siges at være mønsterværdig affattet.
I det foregaaende Aar havde man haft travlt med Udmøntningen, hvortil var forfærdiget forskellige Udkast til Mønter (14).
Det blev Stempelskærerlærling Geert Hulls Udkast, der godkendtes, men Udkastene sendtes Wolff til Udarbejdelse af fuldkomnere Tegninger og Stemplerne blev skaarne af denne sidste, Bauert og flere andre Medaillører (15). Som det vil ses, gøres der en bestemt Forskel mellem de egentlige Hovedmønter, 1/1, 2/3 og 1/3 Sp., der bærer Kongens Portræt, og 1/6, 1/12 og 1/24 Sp. samt Dreiling og Sechling, der som Skillemønt kun bærer Kongens Navnetræk, medens der i de uapproberede Udkast ikke gøres en saadan Adskillelse i Mønterne.
| |
Iøvrigt synes der at have været ikke faa Besværligheder med Stemplerne. Den 4. December 1786 sendes Hulls Udkast til Stempelskærer Wolff i Altona til nærmere Udarbejdelse. Da Wolff sender de rettede Tegninger tilbage, maa Finanskollegiet sende ham nøjagtige Tegninger til Brystbilledet. Da Olde i januar 1787 havde 48 Fade Kobber Sechsling Blanketter parate, var Wolff ikke færdig med Stemplerne, og Finanskollegiet maatte paalægge ham at lade sig det være angelegen af yderste Formue at stræbe efter at kunne levere de fornødne Stempler. Hen paa Aaret blev det rent galt. Baade Hænder og Øjne slaar Medaillør Wolff fejl, og Møntmester Flor foreslaar derfor, at Bauert laver Stemplerne; Bauert bliver da sat i Gang hermed, men samtidig spørger Finanskollegiet Flor, om han ikke kan foreslaa Kollegiet en habil Medaillør (16).
Udmøntningen mødte ogsaa andre Vanskeligheder. Møntofficererne forlangte samme Diæter for at mønte i Poppenbüttel som i sin Tid i Rethwisch. Kobberudmøntningen gik i Staa "fordi en ubekendt Mand og ubevante Folk i Poppenbüttel skulde begynde ganske nye Mynt-Operationer". Man har "sat Arbejdstimerne fra 4 Morgen til 11 Aften, med det Resultat, at 6 Arbejdere, hvoriblandt Reservesmeden, tog deres Afsked". Flor indstiller Smeden til en lille Mulkt eller alvorlig Irettesættelse. En anden Arbejder, en Reservepræger, var opsætsig mod Flor og nægtede at slaa til ved Pressen; han blev afskediget. Da man købte Poppenbüttel, var det væsentlig, fordi den derværende Vandkraft bedre end Hestegang var i Stand til at drive Valsningen og Møntningen. Knoph tog dog det Forbehold, at der ikke maatte indtræde tør Sommer. Selvfølgelig blev Sommeren 1787 særlig tør, saa der indtraadte Vandmangel i Mølledammene!
I de første Dage af Januar 1788 døde Møntdirektør, Etatsraad Knoph, der i mange Henseender havde gjort sig fortjent af Møntvæsenet, bl. a. ogsaa ved at faa de fleste Medlemmer af sin Familie anbragt i det. En enkelt Lærling ved Mønten i Altona, Engelbrecht Waager Knoph, deserterede dog for at blive Fændrik ved Jægerkorpset i Holsten. I Stedet for Etatsraad Knoph ansattes ved kgl. Resl. af 5. Marts 1788 Møntmester C. H. Lyng som Møntdirektør, idet han dog stadig som forhen Knoph skulde varetage Møntmestertjenesten i København uden at erholde nogen aparte Gage som Direktør.
Imidlertid fortsattes Vanskelighederne under den ny Direktør, der havde det største Besvær med at stille FinanskoIlegiet tilfreds, idet Udmøntningen af Specierne til Banken i Altona ikke kunde fremmes indenfor de for Bankens Ikrafttræden og de nye Mønters Udgivelse fastsatte Tidsfrister. Særlig synes Stemplerne vedblivende at have forvoldt det største Afbræk. Hovedskylden herfor hvilede paa Stempelskærer Wolff, der, efter alt hvad der foreligger, vistnok var bleven forfalden, saaledes at han var ude af Stand til at besørge sit Arbejde. I sidste Kvartal af 1787 og første Kvartal af 1788 holdt Finans Casse Direktionen hans Gage tilbage for af den at søge Fyldestgørelse for Betalingen af alle de Stempler, Bauert maatte forfærdige til Altona Mønt til alle mulige Slags Specier og Scheidemønt. I Begyndelsen af Marts 1788 "besværer eller beklager Wolff sig over, at man har indeholdt hans Gage han troer at have opfyldt sin Pligt som en troe og redelig Embedsmand og venter derfor ei at blive behandlet saa haardt paa sine gamle Dage". Direktionen svarede: "at da han hverken har gjort, hvad ham tilkom eller gjort de af ham forfærdigede Stempler til Fornøjelse (!), det ingenlunde af ham med Føje kunde anses for ubilligt, at de ham for Stemplernes Forfærdigelse tillagde 300 R. aarlig blive indeholdte, saalænge indtil Medaillør Bauert deraf er bleven betalt for de af ham forfærdigede Stempler". Den 29. s. M. beklager Wolff sig "over den Skæbne, som han under 7. s. M. af Direktionen var tilmeldt, af sin Løn paa 300 R. at afbetale det som Medaillør Bauert erholder for Stempler", hvortil Direktionen svarer, "at man vil gjøre endnu et Forsøg med ham og lade ham forfærdige et Par Stempler til 1/1 og 2/3 Specier". Flor skal give ham Staal, og Prøver indsendes, før Stemplerne bruges. Den 30. Juni meddeler Wolff, "at han i nogen Tid har været svagelig og ej kunnet arbejde; han beklager sig over sin Skæbne ei at have faaet sin Gage", men Direktionen er ubønhørlig: Før man ser Prøver paa, at han kan levere brugbare Stempler, vanker der ingen Gage. Endelig i December forbarmer man sig over ham og vil sætte ham paa Pension, men den 8. Decbr. 1788 døde han (17). Gæstgiver Pfok i Altona beder om at faa anvist Afdødes Løn til Afdrag paa Fordring "for at have spist den Afdøde og paataget sig hans Begravelse", en trist Udgang paa et Menneskeliv, der maaske begyndte under Haabet om Fremgang i Kunstens Tjeneste og endte i Fattigdom og Gæld inden en Kros Mure. Finanskassedirektionen bevilgede den 27. Febr. 1788 Gæstgiverens Krav.
Man maatte jo nu se sig om efter Hjælp andetsteds for at faa alle de mange Stempler færdige, som udkrævedes til den store Specieudmøntning. Bauert sled i det og leverede snart ugevis nye Stempler. Han var paa dette Omraade i Virkeligheden Finanskollegiets pièce de résistance. Snart maatte han ogsaa levere Stempler til Kongsberg, hvor Stempelskærer Lunder heller ikke var duelig, foruden at han skulde holde Mønten i København, ved hvilken han var ansat, forsynet med Stempler. Men naturligvis var det ham umuligt at betjene alle 3 Møntværksteder, tilmed i en anstrængt Tid. Man tog sin Tilflugt til nogle Hof-Gravører, David og Salomon Ahron Jacobson (18), der eftergraverede Stempler og gjorde dem færdige til Brug for den mindste Skillemønt, medens man i Altona kun gav Stemplerne en foreløbig Form ved Indslagning af Kontrapunsler eller Poincons, der var tagne af Medaillør Bauerts Stempler. Endvidere overdrog man Medaillørerne Adzer og Holm (19) at lave Speciestempler til Altona. Holms og Jacobsons Stempler viste sig imidlertid for dybe; der maatte 12 Mand ved Møntpressen i Stedet for ellers kun 8, naar Bauerts Stempler benyttedes. Flor beder derfor om Stempler af Bauert, men Finanserne forlangte Holms og Jacobsons Stempler brugte, hvis man ikke havde fler af Bauerts i Behold, selv om der maatte skaffes mere Mandskab, thi Møntningen skulde og maatte gennemføres.
Flor fik Ordre til at se sig om efter en Medaillør paa Stedet, og han fandt da ogsaa en Stempelskærer Mahrenz i Slesvig, der sattes i Gang med Forfærdigelse af Stempler. Saavel denne som David Ahron Jacobson og Jesper Johansen Holm søgte den ved Wolffs Død ledigblevne Stilling som Stempelskærer i Altona, men Finanskollegiet havde ondt ved at bestemme sig; der var øjensynlig ingen af dem, man var særlig begejstret for. Holm blev ved kgl. Resolution af 11. Marts 1789 (20) Hofmedaillør med 200 R. Gage og Forpligtelse til at skære Stempler for en vis Pris pr. Stk., men han ansattes ikke fast ved Mønten i Altona. Der blev indkaldt Prøver af Mahrenz. Disse fremsendtes af Flor med den Erklæring, "at han er temmelig hurtig udi sit Arbejde og viser megen Lyst til Forretningerne," men han blev dog foreløbig ikke ansat.
Tilsidst blev Møntforpagter Olde fortørnet og forlangte Mahrenz beskikket, da det forvoldte alt for megen Afbræk i Møntningen med den evindelige Frem- og Tilbagesenden af Stempler, Prøver, Tegninger, Poincons m. v. mellem Altona og København, men Finanskollegiet og Finanskassedirektionen var stadig tvivlraadig. Man forlangte, at Mahrenz som Prøve skulde forfærdige "en Tegning af 2de Menneskelige Figurer, een af hvert Køn, uklædte og i fuld Corpus"! Men da tilslut Flor ogsaa beklagede sig over Bauerts Stempler og erklærede hans 1/8 Sp.Stempler næsten ubrugbare, bestemte man sig for Mahrenz, "der havde en god Avers Poincon liggende" og anmodede ham om at lave Stempler til Mønten i Altona, hvortil Mahrenz var flyttet fra Slesvig. Ved Resl. 24. juni 1789 (21) ansattes han, foreløbig paa 2 Aar, som Sternpelskærer ved Mønten dersteds, men den ulykkelige Mand fik ikke længe Lejlighed til at øve sin Kunst, idet han led af Brystsyge. Allerede den 15. April 1791 afgik han ved Døden. I det sidste halve Aars Tid før hans Død maatte Bauert paany levere Stempler til Altona, medens Adzer, Holm og Jacobson havde maattet aflevere deres Poincons til Speciestempler paa Mønten i København, idet Specieudmøntiningen i Altona i det væsentlige var tilendebragt.
(fra: Wilcke, Julius: Specie- Kurant- og Rigsbankdaler, København 1929 (Wilcke IV) side 25-40)
Noter