KLIK for forstørrelse!

1. Mønten i Altona-Poppenbüttel 1786-1813

af Julius Wilcke

(fra: Wilcke, Julius: Specie- Kurant- og Rigsbankdaler, København 1929 (Wilcke IV) side 17-25)

FØRSTE KAPITEL
UDMØNTNINGEN

A) side 17-25; Forslag om oprettelse af Speciebank i Altona
(B, C, D, E)

I. Mønten i Altona-Poppenbüttel.

Ligesom Arveprins Frederik og Høegh-Guldberg efter Struenses Fald strax henvendte deres Opmærksomhed paa Statens Finanser og Møntvæsenets Tilstand (1), hvad der førte til Forordningen af 2. Januar 1776 om danske Speciers Udmøntning og Kursering, saaledes var ogsaa Finanser og Møntvæsen strax efter Høegh-Guldbergs Fald den 14. April 1784 Genstand for de nye Magthavere, Kronprins Frederik, Bernstorff og Ernst Schimmelmanns Overvejelser, der bl. a. gav sig Udslag i det bekendte Patent af 8. juli 1785 om Statsgældens Betaling og om Banken i København. Der blev tillige nedsat to Kommissioner, først en i København, saa en anden i Altona, til at fremsætte Forslag om Oprettelsen af en Speciebank i Altona for Hertugdømmerne. Naar man for Alvor tog fat netop i denne Del af Monarkiet skyldtes det flere Grunde:

For det første mistvivlede man om at kunne gennemføre en Møntreform til Gunst for Specien i hele Monarkiet paa een Gang. Der skulde skaffes en ny Møntbeholdning, hvad der krævede store Midler, som man under den herskende Finansnød betvivlede at kunne skaffe til Veje. Det kunde blive vanskeligt nok at tilvejebringe den fornødne Kapital for Hertugdømmernes Vedkommende, og den maatte i hvert Fald laanes. Havde man først ordnet Hertugdommernes Pengeforhold, haabede man senere at kunne udstrække Reformen til Rigets øvrige Dele; man gjorde da ogsaa senere Forsøg herpaa (2).

For det andet herskede der i Hertugdømmerne Møntforhold, der paa enkelte ret væsentlige Punkter afveg fra Kongerigernes. Frdg. 6. Oktober 1757 om Kurantbanksedlernes Uindløselighed og tvungne Kurs som Betalingsmidler var ikke forkyndt i Hertugdømmerne. Domstolene i disse havde derfor statueret, at Bankoctrojen af 1736, hvorefter ingen var forpligtet til at tage Kurantbanksedler i Betaling, stadig gjaldt i Slesvig-Holsten. Den egentlige Kurantmønt circulerede derfor i større Omfang i Hertugdømmerne end i Kongerigerne. At man ikke gennemtvang Sedlernes Egenskab af tvungent Betalingsmiddel i Hertugdømmerne, stod sikkert i Forbindelse med disses Naboskab til den store nordiske Pengestabelplads Hamburg, idet man frygtede Virkningerne af en for stor Sammenhoben af Kurantsedlerne i disse sydligste Dele af Monarkiet. Det kunde yderligere trykke Sedlernes Kurs paa Hamburgs Børs, hvor de i Forvejen kunde være trykkede nok. Dette Forhold var ogsaa af Betydning for Valget af Hertugdømmerne som det første Sted hvor Speciemønten for Alvor skulde gennemføres.

Den tredie Hovedaarsag til Speciebankens Oprettelse i Altona var nemlig netop dette Naboskab til Hamburg. Man havde gjort daarlige Erfaringer med Kurantrnøntens og særlig Kurantsedlernes Kurs paa Børsen i Hamburg. Det var derfor om at gøre at slaa et Slag herimod i de Egne af Landet, der laa Hamburg nærmest og hvor Handelssamkvemmet med denne Stad var intimest, saavel i Engros- som i Detailhandelen. Her havde vi tilmed Overvægten i Handelsbalancen, hvad næppe kunde siges om det øvrige Monarki. Hertugdømmerne var i mange Henseender henvist til Import over Hamburg, og Hamburg maatte købe sine fleste Livsfornødenheder paj Markederne i det frugtbare Holsten og Slesvig (3). Det var da ogsaa i Rethwisch og Altona, at den ældre Schimmelmann lod Specier slaa 1768-70 for at paavirke Kursen i Hamburg, hvor Banken i Henhold til et i Slesvig 1768 afsluttet Forlig var forpligtet til at modtage vore Specier, uanset de ikke var slaaet efter tysk Rigsmøntfod, men kun til 9 1/4 Stkr. paa Marken fin (4).

Det blev altsaa i Altona, at Møntproblemet blev rejst. Finanskollegiet i København havde over for Altona-Kommissionen udtrykt sine Hensigter saaledes:

Den direkte Anledning til Kommissionernes Nedsættelse var et "af en Ubenævnt indgivet Forslag til en Species-Seddel-Banques Oprettelse i Altona" som Revisor C. W. Lange i en Betænkning ikke behandlede særlig velvilligt. Den 2. Oktober 1784 nedsattes i Henhold til kgl. Resl. af 22. f. M. den "københavnske" Kommission, der kom til at bestaa af Finansdeputeret Etatsraad Wendt, Møntdirektør Knoph, Justitsraad Gondolatsch, Møntmester Lyng og Revisor Lange, som den 27. januar 1785 (5) afgav en Betænkning, der derpaa blev forelagt den "altonaske" Kommission, bestaaende af Knoph, Direktionen for den 1776 oprettede Giro-Bank i Altona samt Købmand Olde i Hamburg som Konsulent.

Kommissionen lagde først og fremmest Vægt paa, at den ny Speciemønt, om den indførtes i Hertugdømmerne maatte være den eneste dr circulerende Mønt. Man kunde ikke fortsætte med en Sammenblanding af ny og gammel Mønt, mellem hvilken der ikke var nogen fast Proportion, saaledes at der heller ikke fandtes en ret Maalestok for alle Varers Værd. Alle tidligere Omsætningsmidler: de danske Bancosedler, al hidtidig Guld, Sølv og Kobbermønt med Undtagelse af fuldvægtige med Hamburger Banco ligestillede Specier, skulde helt og holdent sættes ud af Kurs, og de til 9 1/4 Stkr. af Marken fin udmøntede Specier alene circulere. For at imødekomme de mange Beregninger, Afgifter, Kontrakter m. v., som lød paa Kurant, skulde Specierne tillige forestille Kuranten i et bestemt Forhold, nemlig saaledes at der paalagdes en engang for alle fastsat Agio af 25 %. Idet man i Hertugdømmerne benyttede lybsk Regning, hvorefter der gik 48 ß l. paa 1 Rdlr., medens man i Danmark regnede 96 ß paa 1 Rdlr., vilde det sige, at 1 Rdlr. Specie kom til at udgøre 48 ß Species, men 60 ß slesvig-holstensk Kurant. Da Specien foruden at være Hovedmønt tillige skulde circulere som Kurant og Skillemønt, maatte man dele den i forskellige Hovedafdelinger:

2/3 Specie = 32 ß Species = 40 ß Kurant
1/3 Specie = 16 ß Species = 20 ß Kurant
1/6 Specie = 8 ß Species = 10 ß Kurant
1/12 Specie = 4 ß Species = 5 ß Kurant
1/24 Specie = 2 ß Species = 2 1/2 ß Kurant

Den mindste Skillemønt skulde være af Kobber: Sechslinge og Dreilinge, dvs.: 1/2 og 1/4 ß Kurant, der kun maatte udmøntes til den allerringeste Detailhandel og i me get smaa Beløb, saaledes at den ikke kunde benyttes i større Betalinger og derved faa Indflydelse pga Hovedmøntens og navnlig Speciebanksedlernes Stilling. Naar man valgte at sætte Kursen mellem Specier og Kurant til 100 Specier = 125 Rdlr. sl.-holst. Kurant, skyldes dette Forholdet mellem gammel dansk grov Kurant 11 1/3 Rdlr. pr. Mark fin og Specier 9 1/4 Stk. pr. Mark fin. Tog man det direkte Sølvforhold mellem disse to Møntenheder, vilde dette blive 122 58/111. Da det jo imidlertid var Meningen ikke at tillade den gamle Kurant, hvoriblandt selvfølgelig ogsaa var megen Mønt, der slet ikke stod til 11 1/3 R. pr. Mark fin, være sig paa Grund af Slid, Kippen og Wippen eller Slethed, og da man førte Konsekvensen heraf til det yderste - hvad ogsaa var rigtigt -, idet man slet ikke tillod Indvexling af Specier mod gammel Kurant til nogen Slags Kurs, men vilde paabyde, at den der ønskede at tilvexle sig Specier mod Kurantmønt, maatte lade denne smelte til Barrer og udmønte paa Mønten til Specier, maatte man til ovennævnte Forholdstal lægge Omkostningerne ved Speciers Udmøntning, nemlig 2% (6). Idet man afrundede Tallet, kom man herved til en Værdiligning mellem de 2 Møntsorter af 125, dog at man ganske eliminerede den ene, Kuranten, og lod den anden, Specien, fungere som Kurant efter dette Forhold. Man kunde selvfølgelig ligesaagodt strax fuldt og helt have afskaffet Kurantbenævnelsen og -beregningen, men et Mangefold af Priser var indstillet efter denne Møntsort; ved at paastemple Specierne deres Værd i Kurant, vilde man strax give en bestemt Rettesnor for alle Priser paa Varer m. v.

Fordelen ved den nye Mønt var øjensynlig; Folk vilde nu kunne være sikre paa - om Møntsystemet da holdt - at have en fast og vederhæftig Værdimaaler for alle Ting, der ikke som Kuranten - væsentligst paa Grund af den københavnske Kurantbanks svigtende Ledelse - var underkastet idelige og uberegnelige Svingninger paa Hamburgs Børs. Naar Møntvæsenet var knyttet til den hamburgske Bancothaler gennem de slesv.holst. Specier, var det klart, at der var skabt en urokkelig Sølvmøntfod. Forudsætningen herfor var, at Speciebanken, der agtedes oprettet i Forbindelse med den fra 1776 alt existerende Girobank i Altona, stedse og uvægerligt kunde indfri sine Sedler med Specier, og at Harnburgs Købmænd ikke saa Lejlighed til at tømme Bankens Speciebeholdning over i Hamburgs Bank. Der maatte derfor skabes en solid Metalfond. Denne skulde bestaa af 500,000 Specier, der strax sattes i Circulation sammen med 600,000 Speciesedler, for hvilke der havdes en lignende Møntreserve i Bankens Kældre. De 500,000 Specier skulde udgaa i Betalinger gennem den Rendsburgske Kasse, Sedlerne gennem Altona Banco Kontor og paa Børserne i Altona og København, hvorved jo nok til at begynde med en Del danske Bancosedler maatte tages i Bytte, men kun til Dagens Kurs, ikke til nogen fast Agio af f. Ex. 122 1/2%. Sedlerne skulde snarest indgives til Realisation i Københavns Bank. Den vigtigste Foranstaltning til at hindre det nye Systems Sammenbrud var selvfølgelig Forbudet mod dansk Kurant og Banksedlers Cirkulation i Hertugdømmerne. Dette var Planens Alfa og Omega. Thi kunde Købmænd i København skaffe sig slesvig-holstenske Speciesedler til Betaling i Hamburg og lade Købmændene dersteds efterhaanden tømme Banken i Altona, var jo ikke meget vundet. Heroverfor stod imidlertid den Kendsgerning, at Hertugdømmerne i Handelsbalancen stod som Fordringshavere overfor Hamburg, der saaledes stadig for sine Levnedsmidler maatte tilskyde Mønt i Betaling. Der vilde derfor næppe opstaa nogen Fare for, at Hamburgerne skulde kunne komme Altonabanken til Livs. Naar man derhos strængt holdt over, at danske Sedler og Mønt ikke kunde modtages i Betaling i Slesvig-Holsten, vilde Fristelsen for fra Hertugdømmerne at overlade Københavnerkøbmændene slesvig-holstensk Valuta til Betaling af deres Deficit i Hamburg ikke være stor, idet den Valuta: danske Kurantsedler, der betaltes med, ikke kunde benyttes i Slesvig-Holsten.

Den altoverskyggende Forudsætning for hele Arrangementet var altsaa Slesvig-Holstens økønomiske Afsondrethed fra det øvrige Monarki. Hertugdømmerne blev i pengelig Henseende et Udland (7). Dette var Planens Achilleshæl, dens store Minus, som allerede i Datiden vakte stor Betænkelighed. Heroverfor kunde Planens Forsvarere vel anføre, at det var Meningen at udstrække Møntreformen til Monarkiets øvrige Dele. Slesvig-Holstenerne kunde, økonomisk set, kun vinde ved Planen: de dansk-norske Forsvarere kunde henvise til ovenstaaende Betragtning, at de jo ogsaa nok kom med. Derfor er der ingen Grund til at laste dem for deres Optræden. De søgte for Hertugdømmernes Vedkommende at skabe Udvej af Kaos. Anderledes stiller Sagen sig, om man vil bedømme Planen ud fra, hvad der bagefter gik for sig; men det vil være rettest at vente hermed, til vi har samlet alle Mønt- og Pengevæsenets Traade fra det ganske Land. Een Ting burde man dog i 1785-88 strax have holdt sig klart for Øje: Skilte man Hertugdømmerne ud for sig, kunde Reformen have gode Chancer dr, men man forringede Chancerne for Monarkiet som Helhed. Zoga havde derfor næppe Ret, naar han mente, at Staten bestod af forskellige Circler, som man kunde tage under Behandling den ene efter den anden (8), og at det var ligegyldigt i hvilken Circel, man begyndte. -

Imidlertid fortsattes Drøftelsen inden for Regeringskredsene. Man var f. Ex. ganske godt opmærksom paa, at der kunde opstaa Vanskeligheder i Samhandelen mellem Nørrejylland og Sønderjylland. Et ikke ringe Vexleri vilde komme i Gang paa Grænsen; heri ligger tilstrækkelig Antydning af, hvad foran er fremhævet, at Slesvig-Holsten blev et Udland. Naar Nørrejyden skulde rejse dertil eller købe noget der, naar Sønderjyden omvendt skulde have noget fra Nørrejylland, maatte de skaffe sig Mønt, som skulde de rejse til Tyskland eller Danmark. Man saa dog ikke saa meget paa de politiske Betænkeligheder herved - det var den store Fejl - men udelukkende paa de økonomiske Følger, idet man trøstede sig med, at det Besvær, der heraf kunde opstaa, skyldtes de københavnske Kurantsedlers slette Kurs, som det nye Møntsystem ikke kunde gøres ansvarligt for. Endnu var Staten pengelig set et Hele, og man satte sig ikke tilstrækkeligt ind i, hvorledes det vilde forme sig, naar først dette Hele var brudt, trøstede sig maaske ogsaa med, hvad ovenfor er sagt: det vilde kun blive en kort Overgangstid; snart vilde den samme Speciemønt være indført i det øvrige Monarki.

Man var ikke sikker paa, at Kurantkursen alletider vilde være 125, men henviste til, at Folk i Hertugdømmerne for Fremtiden kunde føre deres Bøger i Banko eller Specier, saa vilde de ikke mærke Forskellen i Kurantkursen.

Heller ikke følte man sig overbevist om, at Altona- og Hamburg-Specier altid vilde staa al pari. Man tænkte sig Kurssvingninger som Følge af "Neben Umständen" paa indtil 1%. Her vilde man i vore Tider tale om Forandringer i Handelsbalancen, der kunde medføre Transport af Sølv fra det ene Møntomraade til det andet og derved influere paa Kursen indenfor det øvre og nedre "Sølvpunkt", men dette vilde dog paa ingen Maade kunne involvere Bebrejdelser mod det nye System.

I København nærede man ikke med Urette nogen Ængstelse for, hvad det nye kunde føre med sig. Man frygtede Skade paa Københavns Kredit. Først kunde man vente en større Mængde Kurantsedler sendt til Hovedstadens Bank til "Realisation" dvs.: Indvexling. For at imødegaa denne Invasion, tænkte man sig udbudt et Laan, hvorved en Del Kurant kunde omvexles med 4% Specie Obligationer paa 10 Aar til Kurs 125. Men man tænkte sig i hvert Fald en Bedring af Kursen ved en Inddragning af en Del Sedler fra Hamburg Børs.

Efter endnu en Del Overvejelser frem og tilbage, forelagde man den 14. Marts 1786 Kongen Forslag om at købe Købmand Oldes Valsemøller i Poppenbüttel for 40.000 R. grov Kurant og overlade ham Poppenbüttel og Altona Mønt i Forpagtning for 800 R. aarlig og 1/4% af al Mønt, der udgik herfra, idet denne ordning efter Finanskollegiets og Møntdirektør Knophs Anskuelse var den første Betingelse for at kunne sætte Specieprojectet i Værk. Kun herved vilde man blive i Stand til i Løbet af 1 Aars Tid at slaa al den Speciemønt, der skulde danne Grundlaget for den nye Bank og Møntcirculation. Kongen dvs.: Kronprinsen tiltraadte Forslaget ved Resl. 15. s. M., og det første afgørende Skridt var hermed i Virkeligheden taget (9).

Fortsættes

(fra: Wilcke, Julius: Specie- Kurant- og Rigsbankdaler, København 1929 (Wilcke IV) side 17-25)


Noter


Tilbage til Dansk Mønt