ANDET KAPITEL
UDMØNTNINGEN 1726-1788

1. Mønten i København

(fra: Wilcke, Julius: Kurantmønten 1726-1788, København 1927 (Wilcke III) side 50-61)

a. 1726-1730. Indsmeltning af reducerede 2 ß

Ved Forordningen af 15. og 31. Juli 1726 havde man nedsat Krigsmønten: 16 ß til 15 ß, 12 ß til 10 ß og 6 x 2 ß til 10 ß. Det maatte nu være Formaalet at bringe de reducerede 2 ß ud af Verden, idet det selvfølgelig var upraktisk i daglig Handel og Vandel at bruge 2 ß Stkr., der, naar de fandtes i et Antal af 6 Stkr., skulde være 10 ß værd, medens de, naar de optraadte i mindre Antal, ikke let kunde beregnes til det forholdsmæssig reducerede Beløb, hvoraf Følgen blev, at de i den mindste Detailhandel maatte optræde som 2 ß, eller hvis den Handlende var meget nøjeregnende, kun som 1 ß, hvad der særlig vilde gaa ud over Smaafolk.

Men der kunde selvfølgelig ogsaa være Spørgsmaal om at ommønte de reducerede 16 og 12 ß, saaledes at der opstod et ensartet Møntsystem i Kongens Riger og Lande.

For at overveje alle disse Forhold var der den 14. Oktober 1726 (1) nedsat en Kommission, bestaaende ar de Finansdeputerede Baron Chr. Gyldencrone, Caspar Bartholin og Peder Rasmussen, Deputeret i Søetatens General Commission Daniel Benj. Weyse, Committeret i Commercekollegiet Nicolai Braem samt Historiograf Andreas Hojer. Kommissionen skulde undersøge, om der kunde være noget at indvende imod Reductionen, samt udtale sig om Hamburgs Invention med den ny Kurant Mønt m. v. Det der særlig interesserer os her, er imidlertid hvorledes "een fornøden Lighed i Pengenes indvortes Valeur kand opnaaes og Myntvæsenet efterdags paa dend profitableste, bestandigste og mest egale Myntfod sættes."

Der opstod da straks indenfor Kommissionen stor Uenighed om, hvorvidt den fremtidige Møntfod burde være 11 1/9 R. af Marken fin, saaledes som de til 10 ß reducerede 12 ß.s Møntfod efter Reduktionen var, eller man burde foretrække den lettere 11 1/3 R. Møntfod, der var den gamle danske Møntfod for de store Mængder af Paryk 8 ß og andre 8 ß, der tidligere var udmøntede, og som stemte overens med den nye Hamburgske Kurant, som Hansestaden lige havde indført.

Møntmester Chr. Wineke, der den 2. December 1704 havde faaet Bestalling som Møntmester i København efter sin tidligere afdøde Fader af samme Navn (2), foreslog den 18. November 1726, at man skulde holde sig til den bedre Møntfod 11 1/9 R. paa Marken fin bl. a. fordi, jo bedre Mønten var, des mindre maatte Kongen og Undersaatterne betale for Varer fra Udlandet! Majoriteten af Kommissionen var af samme Opfattelse som Møntmesteren, idet den henviste til, at den mest udbredte Mønt i Kongens Riger og Lande var nu den reducerede 12 ß. Vilde man indføre en ringere Møntfod end denne Mønts, kunde man risikere, at den ringere Mønt vilde jage den bedre ud af Landet, hvilket var saa meget betænkeligere, som man anslog Mængden af 12 ß i Landet til c. 4 Mill. R. (3). Den reducerede 12 ß var 2 % bedre end den ny Hamburger Banco og nærmere engelsk og hollandsk Mønt, hvorved Handelen med disse Lande vilde faciliteres til Skade for Hamburgerhandelen og forcere den ny Hamburger-Kurant.

Heroverfor indvendte Mindretallet Weyse og særlig Justitsraad Hojer, at den blotte Bonitet af Mønt ej kunde gøre et Land enten Fordel eller Skade uden alene par rapport til Naboernes Møntvæsen og i Særdeleshed til Kursen som paa Banco-Stæderne befandtes; og at Riigernes Handel paa England og Holland ej er paa den Fod, at den ved saadan Difference enten kunde faciliteres eller hindres, eftersom alle Tratter og Remisser paa disse saavelsom paa andre Handelsstæder alene gaar gennem Specier og anden Banco og retter sig efter Bancopris og ingen Transmutation mellem vores, Engellandske og Hollandske Penge immediate sker. Mindre kunde dend Hamburger Nye Banco derved forceres, eftersom det langt snarere og ufejlbarligt derhen vil udfalde, at de 2 %, som Eders Kgl. Majts. Mønt efter 10 ß.s (reduc. 12 ß.s) Værdi enten er eller herefter vil blive bedre end den nye Hamburger Mønt, maatte falde i Hamburgernes Hænder og Digel og anleedige alle Hamburgske saavel de i vore Riger værende Mønteforleggere, item Jøderne og andre med Profit at smelte saadan Mønt enten til Barresølv, som sendes til Ostindien eller og til Mønternes Fortsættelse i Hamburg, her, i Kiel, Eutin, Berlin eller a. St., hvor det er en gammel Vedtægt at lade Sølvet i det mindste tildels af Hamburgerne levere, hvilket paa ingen Maade er at forhindre saasom det overalt er bekendt, at man kan gøre de behøvende Bekostninger til Smeltningen og Fingørelsen mod 1 %.

Vælges derimod den gamle 11 1/3 R.-Fod, blev den lig den gamle danske og nye Hamburger-Kurant og som i Christian V's og de mest florisante Tider til 1711, saa at den foranmeldte Forliis og Skade ikke kunde befrygtes og saa at Kgl. Maits. Mønt kunde roulere al pari i og uden for Hamburg, hvorved Eders Majts. Riiger vil nyde samme Avantage som den, Banco-Interessenterne med stor Fiiid har søgt at tilvende sig. Kongens Kasse kan vinde fornævnte 2 % som 11 1/3 R.-Fod er ringere end 10 ß-Foden i Stedet for at blive en aarlig Tribut til Hamburg.

Som nævnt kunde det indvendes at den store Kvantitet 10 ß vil forjages af Landet og at det var rimeligere at mønte som den største Kvantitet Penge alt er, men man mener dog, det andet Tab er større. Og desuden vil man kun ved den riigere Møntfod forøge Exporten af gode Mønter. Men iøvrigt har man fundet et Middel til Egalitet, nemlig at sætte 2 % Opgæld paa 10 ß mod 8 ß og anden ringere Kurant, saaledes at 5 x 10 ß = 51 ß.

Dette sidste Forslag modsatte Kongen sig, idet Følgen ligesom ved de reducerede 2 ß vilde blive, at de fattige, som havde færre Mønter mellem Hænder, maatte nøjes med 10 ß pr. Stk., uden at nyde godt af den ved 5 Stkrs. Sammenlægning indvundne 1 ß.

Braem, Rasmussen, Bartholin og Gyldencrone saavelsom ogsaa Holstein, Holsten og Plessen havde holdt paa den bedre Møntfod, medens som nævnt særlig A. Hojer holdt paa 11 1/3 R.-Foden: Med den Maxime, at god Mønt er bedre end slet, gaar det her som med de udenlandske Juristers Brocardicis, hvilke in thesi af alle Mennesker tilstaas, men in applicatione gierne disputeris. Den er for kostbar for et fattigt Land, der som Spanien indfører mere end det udfører. Det kan være meget godt med Gloiren ved en god Mønt, men man skal dog ikke give egennyttige Folk Lejlighed til at udsuge os. Sluttelig bestemte Kongen sig ved Resl. af 4. Januar 1727 for 11 1/3 R.-Foden, selvfølgelig fornemlig fordi den var den profitableste for Kongens Kasse. Vel havde Kongen besluttet at genrejse Møntvæsenet og vel var han klar over, at det vilde gaa ud over hans Kasse, men han var dog heller ikke tilbøjelig til at lade Skaden for bemeldte Kasse blive alt for overvældende. Det fremgaar klart nok af Resolutionen. Differencen var jo iøvrigt heller ikke saa overvældende, at man behøvede at befrygte alt for slemme Konsekvenser deraf.

16 og 12 ß vilde man ikke omsmelte. Det blev for besværligt. Under Hensyn til de betydelige Omkostninger var man enig i, at det var uden ringeste Nytte for Kongen eller Publicum at ommønte disse. Efter Aarenes Slid vilde de desuden svare til egne og andres 8 ß, selv om de oprindelig var 2 % bedre! Hvad 1 ß angaar, havde Finanserne oplyst, at Kassen ej formaaede at lade dem til bedre Mønt omslaa! Man havde undersøgt dem og fundet dem 2 Lod 17 Gren lødige i Stedet for 3 lødige, hvad der jo ikke gjorde en Omsmeltning fordelagtigere! Derimod skulde 2 ß omsmeltes da de var besværlige.

Spørgsmaalet var da, hvilke Mønter, man skulde omsmelte dem til. Der frembød sig forskellige Muligheder og man foretog omfattende Prøver. Først var man mest tilbøjelig til at vælge 8 ß. Kommissionen var enig i, at den norske 8 ß skulde være 7 1/2 lødig i Stedet for 9-lødig, fordi Mønten derved kunde blive større, anseeligere og tykkere, endvidere durablere, saa den i mangfoldige Aar kunde roulere uden større Slid, ligesom det var en Lødighed forskellig fra de omliggende Landes, saa det ikke var at befrygte, at Mønten blev omsmeltet paa fremmede Møntsteder. Ved denne Lødighed kunde man "dis før" komme afsted med Omsmeltning af de reducerede 2 ß uden for stor "Sølvzusatz". Ved kgl. Resl. af 25. Januar 1727 godkendtes det, at de norske 8 ß skulde være 7 1/2 lødige 11 1/3 R. paa Marken fin. En stærkt medvirkende Aarsag var for Norges Vedkommende, at Kongen dér havde Sølvet ved Haanden og ikke behøvede at frygte en stigende Sølvpris, medens Kobberet rnaatte indkøbes af den kgl. Kasse. Paa den ene Side havde Kongen da Sølv nok i Norge til dér at omsmelte 2 ß til 7 1/2, lødige 8 ß, paa den anden Side kunde han af de reducerede 2 ß uddrage det fornødne Kobber til Legeringen. Man antog der var c. 180,000 R. norske reducerede 2 ß til Raadighed.

Anderledes stillede Sagen sig i Danmark og Hertugdømmerne. Her maatte Sølvet skaffes fra Hamburg. Hvis Kongen valgte at omsmelte de reducerede 2 ß til 6-lødig Mønt, vilde Omsmeltningen af c. 210,000 R. danske 2 ß og c. 416,000 R. glückstadtske 2 ß koste c. 18,250 Mark Sølv. Skulde de omsmeltes til 7 1/2 lødige 8 ß, vilde Omsmeltningen udkræve c. 71,240 Mark Sølv og Kongen vilde komme ud for en Ekstra-Udmøntning, der var større end hele den roulerende Masse 2 ß c. 800,000 R., ligesom Sølvprisen og Møntomkostningerne vilde stige. Vel var det ønskeligt, at alle Kongens Mønter blev af lige Gehalt, men i Norge var der jo som sagt særlige Aarsager til en bedre Lødighed.

Om Fremskaffelsen af de mange Mark fint Sølv forhandlede man med Jøderne Moses Meyer Goldschmidt og Bærent Jacob, men de erklærede, at saa fint Sølv som Kommissionen behøvede, i Hamburg desmindre var at faa, efterdi deres Correspondenter og deriblandt endogsaa kongl. Skudsforvante Jøder af den Hamburger Magistrat med haard Arrest og mange 1000 R. Mulct for Sølvets Udskillelse var bleven straffede og saaledes intimiderede, at de sig til videre Leverance uden sær Forsikring ej vilde indlade. Mens om Kommissionen kunde entrere paa Sølv af 9 til 12-lødig Gehalt, saa udlod de sig emblig at kunne paatage nogen Leverance men ej til ringere Pris end 12 R. pr. Mark fin.

Da Jøderne ikke var fremkommen med nye Forslag og der vilde tabes paa hver Mark Sølv til den nuværende dyre Pris 4 Mark d., maatte Kommissionen foreslaa Kongen, at 2 ß omrnøntedes i Danmark og Hertugdømmerne til 5-lødige 4 ß eller 8 ß dog Marken fin til 11 1/3 R. Saadan Mønt kunde meget vel gaa som grov Kurant, da den dog havde den intrinseque Valeur; paa saadan mindre Mønt gjorde det ej saa meget, om Kobberet skulde fremskinne end paa større Mønter. Andetsteds, f. Eks. i Tyskland, gik saadanne 4 ß af denne Gehalt. Kommissionen var derhos nødt til at tænke paa Majestætens Kasses store Udgifter. Skulde Sølvprisen ændre sig, kunde man jo altid gribe til en anden Møntsort. Kongen udbad sig Prøver af 7 1/2, 6 og 5-lødige 4 ß med dertil hørende Stempler. Den 23. April 1727 fremsendtes disse,. Samtidig mentioneres, at Chifferet paa de nye norske 8 ß gjorde disse saa lig med de reducerede 12 ß, at Confusion kunde opstaa. Man bestemte sig derfor til at sætte norske Løve paa Forsiden.

Den 26. April resolverede Kongen, at der skulde montes 5-lødige 4 ß. For at skaffe Sølv foreslog Møntmesteren, at man ved en særlig Forordning skulde opfordre Folk til at sælge Sølv paa Mønten. Angaaende forefunden Urigtighed med 1 ß, undskyldte Wineke sig med, at den skyldtes Remedium.

Der foretages endnu nogle Udregninger og Undersøgelser. Kongen spurgte hvilken Skade han kunde lide paa Ommøntningen. Rentekammeret oplyste, at man kunde faa Sølv under 12-lødigt til 11 1/9 R. paa Marken fin og da Marken udmøntedes til 11 1/3 R., vandtes 2/9 R. til Mønterløn m. v. Den 9. Juli 1727 traf Kongen sin endelige Beslutning. De reducerede 2 ß ommøntedes til 4 ß mod 2 5/8 %, Mønterløn uden videre Udgift eller Bekostning for Kongens Kasse eller Publico. Kongen underskrev Forordningen af s. D. om Sølvs Indkøb og de reducerede 2 ß.s Levering til Mønten. Samtidig nedsattes Kurantdukaterne til, hvad Kommissionen havde foreslaaet, nemlig 11 Mark, saasom det dog ungefehr var det nærmeste, mand kunde komme til deres intrinseque valeur efter de Specie Dukater og Banco. Og om der bliver en lille Forskel mod Banco, saa kand den dog ikke stoppe Omkostning og Risico ved Eftermyntning, kand ej heller saa nøje tages udi en Guldmynt saasom Specie Dukaters Lage og Cours dependerer deraf om de lidet eller meget søges. Nogle gode, ældre norske 2 ß fra 1711, 12 og 13, der var blevne nedsatte med de daarlige, opsattes paany til deres forrige og virkelige Værd af 2 ß. Der etableredes Tilsyn med Møntmesteren, hvorfor Kongen indtil videre suspenderer sin videre Resl. over Møntmester Winekes befundne Urigtighed med 1 ß Stkr., "indtil Vi ser, hvorledes hand sig ved denne formyndtning opfører." Om 1 ß.s Reduktion udsættes Afgørelsen (4).

Den 7. August 1727 (5) oprettedes Kontrakt med Chr. Wineke om Ommøntning af de reduc. 2 ß. 13 1/3 R. af Marken f. til 5 I. 4 ß Marken fin 11 1/3 R., 85 Stkr. eller 3 R. 52 ß paa Marken br. De reduc. 2 ß og Sølv skulde modtages paa Mønten hver Onsdag 2-7. Tilsynet førtes af Etatsraad Hans Meyer og Commerceraad Fr. Hæsekier. Der skulde altid i Smeltningen tilsættes saa mange reduc. 2 ß, at der ikke behøvedes videre Kobbertilsætning, og der maatte ikke indkøbes mere Sølv end nødvendig til Legeringen af de modtagne 2 ß.

Det er ganske interessant gennem de gamle Aktstykker at følge denne Inflationsperiode, om hvis Indvirkning paa Handel og Vandel der vil fremsættes yderligere Oplysninger i sidste Kapitel, naar der foreligger en Oversigt over Møntforholdene i hele Riget. Men det er ikke uberettiget at sætte Ommøntningen af de reduc. 2 ß som Titel over dette Afsnit af den københavnske Mønts Virksomhed.

En anden Begivenhed kom ligeledes til at præge Mønten i denne Periode, om end ikke i saa stort Omfang som Deflationen efter den store nordiske Krig. Det var den store Ildebrand i København, Onsdag den 20. til Lørdag den 23. Oktober 1728. Folk kom med deres forbrændte Sølv og Pengesorter paa Mønten. Wineke tog heraf Anledning til at forestille Kongen, om det ikke maatte tillades ham at udmønte 50/m R. i 9 lødige 8 ß paa Marken fin til 11 1/3 R., 76 1/2 Stkr. paa Marken br. - for, at imødekomme Borgernes Trang til klingende Mønt. Sølvet skulde købes i Overensstemmelse med Forordn. 1727. Møntmesteren skulde have 3 % Mønterløn. Denne Udmøntning skulde gaa forud for Omsmeltningen af de reduc. 2 ß. Kongen gav Tilladelsen den 17. November 1728, men ordnede dog Sølvkøbet ved en særlig Forordning af 26. November 1728. Tilladelsen fornyedes den 15. December 1729, saaledes at Wineke kunde mønte endnu 50/m R. i 8 ß, "af huis Sølv |: hvorunder ikke forstaas de fra fremmede Stæder indførte og forskrevne Plantzer eller desl. Mynte Sortementer :|, som her i Kjøbenhavn af Undersaatterne paa Mynten bliver tilbuden." Den 17. januar 1729 bestemte Kongen, at 8 ß skulde bære hans Portræt for at undgaa Confusion med andre Mønter.

Wineke havde ogsaa været i Lag med Kommissionen for at faa Kongen til at anskaffe et Mønthus, men det fandt man laa udenfor Commissorio. De Finans-Deputerede vilde ved Cassens nuværende Tilstand og Udgifternes Mængde ikke understaa sig at raade Kongen til saadan Ekstraudgift. Om Møntmesterens Løn - Wineke vilde ogsaa gerne paa fast Løn - vilde de ikke udtale sig.

At Wineke vilde have et bedre Hus, havde sin gode Forklaring, thi i en Forestilling til Kong Frederik V hedder det, at det gamle Mønthus var i en daarlig Forfatning og havde sikkert været det længe. Møntmester Wineke havde Mønten i sit private Hus, Borgergade Nr. 229, hvor han boede med 4 Karle og Drenge og 2 Piger. Sammesteds boede den Muschovitische Resident. Wineke ejede tillige Nr. 295 og 296 i Helsingørs Gade, hvor dog ingen Møntfolk boede. Derimod boede der i Nr. 300 i samme Gade Johan Reyer, Smed ved Mønten. De paagældende Ejendomme, som Wineke ejede, er nu Nr. 21, 23 og 25 i Borgergade og Nr. 12 og 14 i Helsingørsgade (6).

Den 6. Februar 1729 prøvede Wineke paany at bevæge Kongen til at indrette et nyt Mønthus og foreslog, at man købte et større grundmuret Hus paa Kongens Nytorv, hvor de store forehavende Udmøntninger samt Omsmeltningen af 2 ß kunde finde Sted, men der korn ikke noget ud af det.

Den 8. januar s. A. havde Kongen i Anledning af den gamle Wardein Christian Ludolphs Død bestemt, at Inspektør v. Hauen skulde være hans Efterfølger, men da han i Øjeblikket var optaget i Kongens Tjeneste, skulde Peder Lorenz Sonderburg fungere ad interim.

Til Belysning af, hvorledes man oprindelig havde tænkt sig de nye Mønter efter 1726, hidsættes Afbildninger af en Række projekterede Mønter fra 1726 og til Sammenligning nogle projekterede Mønter 1720-23 (7).

(note fra Dansk Mønt: Disse afbildinger er udeladt her)

Endvidere afbildes nogle af de virkelig udmøntede Stkr.:

Winekes 4 ß

Paa den gamle Mønt i Borgergade er udmøntet:

Dukaterne var af sædvanlig Finhed.

Af Myndtebogen 1727-32 fremgaar, at Kongen som Følge af Tilsætning af Sølv og Afgang havde et Tab af fra 1 1/2 til 2 1/2 %, paa Omsmeltningen. Udmøntningsformlerne tager sig saaledes ud:

Efterat Jøden Isak Wendel Speyers Privilegium paa at smelte Guld og Sølv 1726 var bortfaldet, kom der Folk til Mønten og vilde have Speciedukater udmøntede, hvad Kongen gav Wineke Lov til, naar de blev slagne paa sædvanlig Maade, 23 1/2 Karat fine, og Aarstallet blev rettet efter Prægeaaret.

Der blev til Brug for Kongen paa Mønten i København udpræget et ganske ringe Antal 2 ß 1726 til Prøve, c. 400 R., idet Kongen ønskede sig forelagt et Forsøg med Omsmeltning af reducerede 2 ß til 5 1/2 lødige 2 ß efter Model 1686, Marken fin 11 R. 61 1/11 ß, 192 Stkr. paa Marken brutto.

Fortsættes

Noter:

• (1) R. A. Adsk. Dokr. Møntv. ang. 1713-35.
• (2) Orig. i R. A. Rentek. Forest. 2. Novbr. 1726 ang. Møntreduktionen 1726 med Dok. fra Ao. 1705-49.
• (3) R. A. Rentek. Forest. 2. Novbr. 1726 ang. Møntreduktionen 1726 med Dok. fra Ao. 1705-49.
• (4) R. A. Adsk. Dok. Møntv. ang. 1713-35.
• (5) R. A. Kontrakter 1714-46.
• (6) Kbhvns. Huse og Indvaanere efter Branden 1728. Kbhvn. 1906.
• (7) R. A. Møntreductionen 1726 og Dok. 1705-49.

Tilbage til Dansk Mønt