Note fra Dansk Mønt: De underpunkter, der nedenfor er angivet med bogstaver, er opdelinger foretaget af Dansk Mønt pga. materialets omfang. Det samme gælder de pågældende afsnits overskrifter.
Side 9: Indledning
FØRSTE AFSNIT. SPECIEMØNTENS GENINDFØRELSE OG MØNTVĆSENETS SAMMENBRUD. 1788-1813
Første Kapitel: Udmøntningen
Andet Kapitel: Seddeludstedelsen
ANDET AFSNIT. RIGSBANKDALERENS INDFØRELSE OG MØNTVĆSENETS GENREJSNING. 1813-1845
Første Kapitel: Seddeludstedelsen
TREDJE AFSNIT. KOLONIMØNT
Side 497: Billedfortegnelse
Side 501: Register
Jo nærmere vi kommer vor egen Tid, des mindre Betydning faar Metalmønten i Omsætningen, des større Rum i Circulationen indtager Banksedlerne, udgivne for Laan og mer eller mindre sikrede ved Metalmønt eller Barrer, der henligger i Bankens Kældre. Medens Pengeøkonomien, efterhaanden som den fortrængte Naturalpræstationerne, virkede fremmende paa Mønteirkulationen, førte den, efter at Bytteomsætningen helt var ophørt, og efter at Handel og Samkvem havde taget saa rivende en Udvikling som Tilfældet var henimod det 18. Aarhundredes Slutning, til, at den egentlige Mønt ikke kom til at spille saa stor en Rolle som hidtil, men væsentlig indskrænkedes til som Skillemønt at skille Folk i Detailhandelen. Mønthistorien bliver saaledes ikke som hidtil i væsentlig Grad en Skildring af de egentlige Mønters Skæbne, men kommer til i langt større Omfang end tidligere at beskæftige sig med Sedlerne. Til dette Resultat førte ogsaa den udover Omsætningens Tarv drevne ufunderede Seddeludstedelse, der søgte at imødekomme Statens og Privates Laanebegær, og da ganske særligt den førstes.
Ligesom i vor Tid Checks og Anvisninger med deraf følgende Omskrivninger fra Konto til Konto i høj Grad har lettet eller afløst Seddelomsætningen, saaledes kom i Datiden Sedlerne til at afløse Metalmønten, hvortil ogsaa bidrog Greshams Lov, hvorefter slettere Mønt fortrænger bedre, idet man i Almindelighed ikke nærede samme Tillid til Sedler som til Mønt, hvad der gav sig Udslag i Kurserne, der ikke værdsatte Sedlerne i samme Grad som den virkelige Mønt, de lød paa, selvfølgelig især efter at de var blevne uindløselige med Metalmønt. At denne Udvikling var begrundet, viste Begivenhedernes Gang.
Det vil for dette Arbejdes Vedkommende være naturligt at skildre Mønt- og Pengevæsenets Nedgangsperiode indtil Sammenbrudet 1813 i en første Del, hvori der gøres Rede for Bestræbelserne for Møntvæsenets Opretholdelse ved Speciemøntens Genindførelse og disse Bestræbelsers Paralysering gennem Seddelbankens overhaandtagende Virksomhed under de store indre og ydre Vanskeligheder, der efterhaanden optaarnede sig.
I Arbejdets andet Afsnit maa Genrejsningens Tid skildres paa Grundlag af Frdg. 5. januar 1813 og Rigsbankens, senere Nationalbankens Virksomhed. Forsaavidt denne sidste Bank angaar, bygger dette Arbejde paa Dr. Rubows nylig udkomne Fremstilling af Bankens Historie.
Indenfor de enkelte Afsnit vil der som i mit forrige Arbejde: "Kurantmønten 1726-1788" blive givet Oversigter over Udmøntningen, Seddeludstedelsen og de paa Grundlag heraf fremkommende Kurser, hvor selvfølgelig Sedlerne af de oven for skildrede Grunde vil vise deres aldeles dominerende Stilling over for Metalmønten. Indenfor Udmøntningens Omraade vil det være naturligt at begynde med en Skildring af Altona Mønts Virksomhed, idet denne Mønt, i Forbindelse med Møntværkstedet i Poppenbüttel, saaledes som Forholdene havde udviklet sig inden for de danske Kongers Monarki, nu indtog Pladsen som Rigernes Hovedmøntsted, hvor ogsaa det første afgørende Skridt til Speciemøntens Genindførelse blev taget i Aarene 1787-88.
I Kapitlerne om Kurserne vil som i mine tidligere Arbejder ved Omtalen af Opgælden blive optaget en almindelig Oversigt over Mønt- og Seddelcirculationen, Pengekurserne og den dermed i Forbindelse staaende Værdsætning af de Foranstaltninger, der blev trufne til Pengevæsenets Opretholdelse. Den kølnske Mark er vedblivende regnet til 233,855 gr. i Overenstemmelse med Preussens Beregning fra 1815. Ihvorvel det naturligvis kan være tvivlsomt, om Vægtmaalene netop har andraget dette Beløb, er der efter de Vejningsresultater, som findes i "Møntvæsenet under Christian IV og Frederik III 1625-1670" og "Kurantmønten 1726-1788" næppe Grund til at antage, at fornævnte Vægt er ret langt fra det rette, hvorved bemærkes, at man stedse maa regne med Vægten af de tungeste Møntstykker, thi dels taber Mønter noget i Vægt i Tidens Løb, dels er der ikke Grund til at tro, at de paagældende Møntmestre nogensinde har været tilbøjelige til at gøre Mønterne for tunge. Endelig maa stærkt fremhæves de fra Biskop Deichmanns Udregninger hidrørende Oplysninger, hvorefter den norske Møntmark omkring 1730 vejede 233,75 gr. (1).
Som i mine tidligere Arbejder benytter jeg ogsaa her Indledningen til at supplere mine 3 foregaaende Fremstillinger af vort Møntvæsens Historie. Ordenshistoriograf Dr. L. Bobé har henledt min Opmærksomhed paa nogle personalhistoriske Oplysninger om vore ældre Møntmestre, der findes i hans Værker. Møntmester Hendrik Køhler var saaledes Søn af Besidderen af Juliusmøllen i Goslar. Han tilhørte, ligesom Gotfrid Krüger, Gregorius Seseman og Christian Wineke, Fader og Søn, samt Medaillørerne D. Adzer og J. E. Bauert St. Petri Gemeinde i København. Christian Wineke den ældre var en Søn af Stadthauptmann Christian Wineke(n) i Ægteskab med Nille Lange, Datter af den kgl. Bygmester Bertel Lange (2).
I samme Forfatters Slægtebøger om Familien Ahlefeldt (3) findes den morsomme Oplysning om den meget skrivende og klagende glückstadtske Møntmester J. Schwieger, at han ogsaa besad poetisk Talent! Hans Klageskrifter kunde nok tyde derpaa. Han betegnes som "det 17. Aarhundredes egentlige Minnesanger".
Om Møntmestrene Christian Wineke findes en Række yderligere Oplysninger i de Heeringske Slægtstavler (4). Herefter var den ældre Wineke født 4. April 1640; han udnævntes 27. Oktober 1683 til Prins Frederiks Guldsmed og 16. August 1690 til Møntmesterefter Gregorius Seseman, hvis Ejendom i Borgergade han maatte overtage. Wineke søgte 16. Juli 1697 om Tilladelse til at slaa 50,000 Rdl. i 4 ß mod et Honorar af 4 %, dels fordi "Møntningen har staaet stille i to Aar" dels fordi "der i København paa den Tid ikke fandtes 4 ß med Kongens Billede paa"! Wineke, der var gift med Hamburgerinden Anna Maria Jürgens, døde 11. Dcbr. 1700. Sønnen af samme Navn fødtes 1. Nvbr. 1680; Familiens Betydning ses af Barnets Faddere: Frederik v. Støcken, Bolle Luxdorph, Fru Gyldensparre og Fru Abigael v. Støcken. Efter endt Uddannelse i Hjemmet rejste den unge Wineke 1698 til Giessen, hvor han studerede Retsvidenskab og paa Frederik IV.s Kroningsdag holdt en Oratio auguralis, som han tilegnede Kongen og selv lod trykke. Den 28. Dcbr. 1700 udnævntes han til Møntmester og beklædte dette Embede til sin Død, den 22. August 1746. Wineke var en alsidig dannet Mand og udgav i København 1740 et Gratulationsdigt til Kongen i tyske Vers i Anledning af Christiansborg Slots Bygning samt 1745 "Beschreibung des wahren Opobalsambaums de Mecha"'! I tredje Ægteskab var han gift med Ingeborg Maria Brandt, der var Enke efter en Konsumtionsforvalter Rasmus Pedersen i Rudkøbing. Hun, der efter Mandens Død et Par Aar fungerede som Møntmester, døde 27. August 1759.
I nævnte Slægtstavler og i P. N. Heerings "Familiebog" staves Navnet Winecken, Winecke og Wineken. Nærværende Forfatter har valgt den daniserede Form Wineke, hvormed den yngre Wineke underskrev sig i sine senere Aar. -
Ifølge foranstaaende har Mønten i København under Størstedelen af Christian V.s Regering, i Frederik IV.s, og Christian VI.s Tid og under Frederik V. til 1750 været beliggende i Borgergade (5). Før Christian V. har Mønten snart været i St. Claræ Kloster, "udenfor Staden" (Flemmings Mønt 1611-15) (6) i eller ved den senere Holmens Kirke 1624 flg. Aar, paa Københavns Slot, 1644-54 (7), i Skolemester David Reicks Hus Købmagergade 26, i og ved Boldhuset (den senere Kancellibygning) 1663 flg. Aar, men der var desuden ikke saa faa private Møntentreprenører, J. Post, J. Engelbrecht, M. Clausen, G. Krüger, om hvis Mønthuse der intet vides med Bestemthed (8).
Angaaende den for Møntforfalskning dømte Møntmester H. C. Meyer paa Kongsberg kan oplyses, at der den 14. Dcbr. 1728 af Kommissionen, der bestod af Statholder Ditlev Vibe, Oberst Hartvig Hvitfeld, Biskop Deichmann, Hofretspræsident Jonas Lyme og Oberbergamtsforvalter Nic. Bernh. Köpp, enstemmig fattedes den Beslutning: "at de proberede og urigtig befundne Penge ikke af andre end af Myntemester Meyer paa Kongsberg Mynt kunde være formyndtede, saa og at Guardein Falkenberg megen forsømmelse og efterladenhed i sit Embede befindes at have begaaet, hvorfor Myntmester Meyer bør undgielde efter L. 6-18-2 paa Ære, Liv og Gods og Guardeinen at have forbrudt sin Bestilling og betale til Kongsberg Kirke 200 R". Stempelskærer Olaus Wiff blev under de afsluttende Forhør noget vaklende i sine Forklaringer, mens de andre Stempelskærere, Anders Olsen Lunder, Anders Joensen Lunder og Rasmus Simon Kongsberg bekræftede tildels ved Paavisning af Fejl i Stemplerne, at de urigtige Penge var slaaet paa deres Stempler. Om Anders Joensen Lunder oplyses under Forhørene bl. a., at han var 11 Aar, da Mønten 1686 flyttedes til Kongsberg, at han hjalp sin Stiffader med Stempelskæringen og at han efter 1697 selv gjorde alle Stempler (9).
Om de Thormøhlenske Sedler har Prof. Dr. Axel Nielsen væsentlig efter norske Kilder skrevet en interessant Afhandling i Bergens historiske Forenings Skrifter Nr. 33, 1927. Resultatet er iøvrigt det samme som det i "Kurantmønten" p. 318-22 efter danske Kilder antagne.
Jeg benytter Lejligheden til at udtale min bedste Tak overfor Carlsbergfondet, der har bekostet Trykningen af denne Bog, overfor Nationalbanken, som har besørget Trykningen af Bankens i dette Værk optagne Sedler, samt overfor Rigsarkivet, hvis Embedsmænd ogsaa ved dette Arbejde har ydet deres redebonne Bistand til Fremdragning af Stof, der kunde være af Betydning for Arbejdets Fuldstændighed.
Noter