KLIK for forstørrelse!

Julius Wilcke: Møntvæsenet under Christian IV og Frederik III 1625-1670

København 1924. Ofte forkortet Wilcke II.

INDHOLD

Et Møntværksted
Efter Træsnit fra det 16. Aarh. i "Weiszkunig".


 

Indledning

Professor Axel Nielsen har i sin Afhandling: Specier, Kroner, Kurant, Kbhvn. 1907, givet en Fremstilling af Danmarks og Norges Mønthistorie i Tiden 1671-1726 (1). Nærværende Forfatter har i sin Doktordisputats om Christian IV.s Møntpolitik søgt at udrede Mønthistorien i Tidsrummet 1588-1625 (2). Det er det foreliggende Arbejdes Opgave at skildre Møntvæsenets Historie i det mellemliggende Tidsrum, 1625-1670; dog vil der i Tilslutning hertil blive meddelt forskellige Oplysninger og Tilføjelser til Mønthistorien for Tiden 1588-1625, som det ved senere Arkivstudier, tildels paa Rejser, hvortil jeg har modtaget Understøttelse af den Hjelmstjerne-Rosencroneske Stiftelse, er lykkedes at tilvejebringe. Jeg vil i denne Forbindelse paany ligesom i Indledningen til mit fornævnte Arbejde rette en særlig Tak til Rigsarkivets og Slesvig Statsarkivs Embedsmænd for deres altid redebonne Hjælp og Bistand ved Fremskaffelsen af det fornødne Arkivmateriale, ligesom jeg takker Professor Axel Nielsen for Raad og Daad, særlig under Udarbejdelsen af Andet Kapitel. Trykningen er bekostet af Carlsbergfondet og Carlsen-Langes Legatstiftelse, Clicheerne af Numismatisk Forening.

I de to ovennævnte Arbejder har Grundlaget for Indddelingen været Tidsrum, der straks fra første Færd har staaet som afgrænsede ved bestemte Reformer, Møntforordninger m. v. Slige Reformbevægelser eller af Møntvæsenets mere eller mindre gode Tilstand hidførte gennemgribende Ændringer vil man næppe finde i det Tidsrum, som nu skal behandles; det gik som det bedst kunde. Skulde man inddele Stoffet i Tidsafsnit, maatte disse nærmest falde sammen med de historiske Begivenheder: Deltagelsen i Trediveaarskrigen, Tiden fra 1629 til den første Svenskekrigs Begyndelse, denne Krig, Mellemrummet mellem denne og Krigen 1658-60, denne Krig og Tidsrummet fra Enevoldsmagtens Indførelse til Frederik III.s Død og Reformbestræbelserne i Christian V.s første Regeringsaar. Naar undtages disse sidstnævnte Reformer, er alle de andre Begivenheder rent historiske og ikke særlig mønthistoriske.

En Inddeling herefter skaber ikke Momenter til et Overblik over Udmøntningens forskellige Fata i dette 'I'idsrum, men adskiller og splitter derimod en samlet Fremstilling af, hvad der foregik ved hvert af Rigets 3 Hovedmøntsteder: København, Kristiania og Glückstadt, hvorved dog maa erindres, at Fremstillingen af Virksomheden ved Mønten i København vil blive noget fyldigere paa Grund af dette Møntsteds Beliggenhed i Rigets Hovedstad og dets nære Forbindelse med Regeringsmyndighederne.

Man maa derfor foretrække at beskrive hvert Møntsteds Historie for sig og afslutte Skildringen med en Oversigt, der sammenfatter Udmøntningerne fra alle Møntværkstederne, saa vidt de kendes, og udreder Bevægelserne i Møntvæsenet over det samlede Monarki.

Dette Overblik over Mønthistorien danner tillige et passende Grundlag for en Fremstilling af "Opgældens" eller "Oppengenes" Betydning for Omsætningen af de udprægede Mønter.

Overfor mit Arbejde: Christian IV.s Møntpolitik i Aarene 1588-1625 er blevet fremsat den Indvending, at det ikke gik ind paa Spørgsmaalet om Oppengene eller Opgælden. Rent bortset fra, at fornævnte Arbejdes Hovedopgave efter dets Titel ikke i første Række var at fremstille selve Møntomsætningen, maa det fastholdes, at der næppe saa tidligt foreligger sikre, almengyldige Oplysninger om Opgældens Størrelse (3). Der kan vel paavises Udtalelser i Ny og Næ, men en regelmæssig tilbagevendende Kursnotering kan sikkert ikke skaffes tilveje (4). Man maa, i den idelig stigende Rigsdalerkurs se Administrationens Erkendelse af den private Opgælds vedvarende Pres. Omsætningen vilde ikke tage de stadig daarligere og daarligere Smaamønter efter deres Paalydende, men nedsatte deres Værd, saaledes at der gik flere af dem paa Rigsdaleren end fastsat i Forordningerne, dvs: Folk satte Opgæld paa Daleren, som Regeringen før eller senere maatte føje sig efter, indtil man endelig 1625 standsede ved Rigsdalerens Inddeling i 96 ß dansk eller 48 ß lybsk. Dermed var den private Opgæld visselig ikke standset, saavist som Regeringerne stadig kun slog faa gode fuldvægtige Dalere, men megen daarlig Smaamønt, hvoraf 96 ß ikke svarede til en Rigsdaler. Fra 1625 tog den private Opgæld tværtimod først ret Fart, men efterfulgtes ikke af Forordninger om Dalerens Inddeling i et større Antal ß, som Forholdet tidligere havde været. Højst greb man sig an og slog noget bedre Smaamønt, naar Opgælden blev altfor generende. Det vilde dog sikkert være forhastet at tro, at der straks efter 1625 kan hidskaffes et fyldigt Arkivmateriale til Belysning af Oppengenes eller Opgældens Størrelse. Dens Indflydelse vil allerede under Skildringen af Mønthistorien vise sig. For imidlertid at tilvejebringe et nogenlunde tilfredsstillende Helhedsbillede af Opgældens Størrelse, vil denne som nævnt blive undersøgt og opgjort i et særligt Afsnit, saavidt det mangelfulde Materiale gør det muligt.

Til Slut vil der blive gjort Forsøg paa at skildre eller give en Antydning af Pengenes Købeevne, ikke fordi jeg tror, at det vil lykkes at naa til noget almenanerkendt sikkert eller absolut uimodsigeligt Resultat paa dette Omraade, der i saa høj Grad bærer Præg af Relativitet til mange Sider, men fordi det staar mig klart, at det er et Spørgsmaal, som i høj Grad interesserer Hvermand, Læg som Lærd. Det er jo en kendt Sag, hvor store Fejl der er begaaet paa dette Omraade. Naar det f. Eks. i Norges Historie (5) anføres, at "Akershus Len i 1556 blev overdraget Kristiern Munk som Regnskabslen med 100 Joachimsdalere (400 Kr.) i aarlig Løn", saa er den tilføjede Værdsættelse af Dalerne i høj Grad misvisende, hvad ogsaa fremgaar af samme Værks Ansættelse af Kristian III.s Kassebeholdning: 100.000 Daler til et Værd i Nutids Penge af 2 Mill. Kr. (6) eller af 7.000 Daler Bygninger til en Værdi af 150.000 Kr. (7). Den forommeldte Lønning vilde i Nutids Penge sikkert mindst andrage 3.000 Kr. Det er forklarligt, at Enhver, der søger at danne sig et Begreb om de økonomiske Forhold i Fortiden, ikke kan være synderlig tjent med at faa at vide, at den paagældende Ting kostede saa og saa mange mark og ß og at Statens Pengemidler androg en vis Sum Dalere, naar der til disse Møntbenævnelser ikke knytter sig nogen Forestilling om, i hvilket Forhold de staar til Nutids Penge. Paa den anden Side har de fleste skyet at komme nærmere ind paa dette Spørgsmaal, hvis Besvarelse vel i Virkeligheden maa sidestilles Circlens Kvadratur. Nøjagtighed kan paa dette Omraade aldrig naas, idet det drejer sig om at oplyse en Værdi, dvs: et Forhold mellem 2 Substanser, hvis værdigivende Egenskaber, set med Datids øjne, i Virkeligheden er og forbliver ubekendte for os Nutidsmennesker. Der gives ingen i sig selv hvilende Værdimaaler, der til alle Tider er den samme. Med dette væsentlige Forbehold vil dette Arbejde dog prøve at give Læseren en Vejledning til Bedømmelsen af de i Datiden kurserende Mønters Købeevne og deres Forhold til vor nuværende Værdimaaler, Guldkronen. Men atter her vil blot de sidste Par Aars Svingninger i Pengenes "Værdi" under og efter Verdenskrigen tilstrækkeligt advare Læseren mod at drage for sikre Slutninger af den Opgørelse af "Værdiforholdet", som i denne Bog i dette øjeblik søges tilvejebragt.

Endnu skal jeg kun med Hensyn til de i den efterfølgende Fremstilling indeholdte Udregninger af Mønternes Væqt i Gram bemærke, at jeg her som tidligere i Overensstemmelse med Holmboe (8) og Axel Nielsen (9) gaar ud fra, at 1 Mark cølnsk vejede 233,855 gr. Der er ganske vist ikke ført noget exakt Bevis for Rigtigheden heraf. Jeg har for i nogen Grad at være paa den sikre Side - anmodet Den kgl. Mønt- og Medaillesamling i København og Universitetets Myntkabinet i Kristiania om at lade foretage Vejninger af den norske Specie-Mønt fra Aarene 1628-69, idet der kun af denne Mønt forefindes en gennem Aarene fortsat og sammenhængende Række Udmøntninger. De tvende Møntkabinetter har med største Redebonhed imødekommet Anmodningen og ikke skyet nogen Ulejlighed for at faa Vejningerne saa fuldstændige som muligt. Idet jeg skal oplyse, at det udelukkende er velkonserverede Eksemplarer, der er vejet, maa jeg iøvrigt fastslaa, at der næppe herigennem kan føres noget Bevis for eller imod den angivne Vægtbestemmelse. Af de norske Møntregnskaber fremgaar - saaledes som der senere vil blive gjort nærmere Rede for - at der f. Eks. i 1629 gik 9 Specier paa en Mark Møntsølv. Den højeste Vægt er befunden at være 25,84 gr., hvad der giver en Vægtmark paa 232,56 gr. For Aarene 1641, 1646, 1648 og 1653 bliver den højeste Vægt paa Marken: 232,48 gr., 232,00 gr., 231,25 gr. og 234,00 gr. Vægten kan altsaa komme over den foran omtalte Vægt af 233,855 gr.; der kunde synes at være et Spring i Markens Vægt mellem 1648 og 1653, men Vægtanordningerne giver ikke noget Holdepunkt for en saadan Antagelse. Vægten gaar paa den anden Side ret regelmæssigt 1, 2 ja 3 Gram under. At det sidste i overvejende Grad er Tilfældet, kan man ikke undres over. Det laa i Møntmesterens Interesse. Det kan ogsaa tildels skyldes Iltning i de mange Aar, der er gaaet mellem Møntning og Vejning. Jeg ser i ovenstaaende ikke nogen Hindring for at regne med den almindeligst antagne Vægt paa Marken: 233,855 gr., som jeg derfor som allerede anført har lagt til Grund for mine Beregninger.

Fortsættes


Noter:


Tilbage til Dansk Mønt