Mønter i Danmark

af Kirsten Bendixen

Det hævdes ofte, at vikingerne ikke forstod sig på mønters rette brug og på møntprægning, før de lærte det i England, og at de selv da var langsomme til at acceptere dette omsætningsmiddel og helst holdt sig til sølv efter vægt. Det er rigtigt, at det, som er mest iøjnefaldende, er de store, blandede sølvskatte med brudsølv, ringe, barrer og mønter. Men nye undersøgelser har vist, at brudsølvet ofte har møntvægt (svarende til arabiske dirhemer og europæiske penninge), og overklippede halve og kvarte mønter må også forstås som direkte betalingsmiddel ved mindre handler.

Fund af merovingiske denarer samt engelske og frisiske sceattas fra 700årene flere steder i det sydlige Jylland vidner om handel og om tidlig brug af mønter. I Ribe blev mange sceattas fundet på gulve i værksteder og mellem udkørt affald. Det tyder på begyndende møntøkonomi. Den almindeligste mønttype er den frisiske Wodan/monster sceatta, og den omstændighed, at Danmarks ældste mønt fra o.800 nøje efterligner ansigtsmasken og lidt friere - det bagudseende dyr, peger i samme retning. En anden mønttype i den ældste danske gruppe efterligner Karl den Stores Dorestad-mønt og viser handelsforbindelser med Karolingerriget. Dorestadindskriften genoptages i Hedeby ca. 900-975 på en ret udbredt handelsmønt. En anden gruppe mønter med korsmotiver og en siddende mand er præget af Harald Blåtand ca. 975, muligvis i Jelling. Her er forbilledet byzantinsk.

Den ældste mønt med et dansk kongenavn er imidlertid klart inspireret af vikingekontakterne med England. Svend Tveskægs mønt med omskriften ZVEN REX AD DENER efterligner Æthelred II's cruxtype, der prægedes til Danegældbetalinger i perioden 991-997, og må derfor dateres til kort før år 1000. Møntmesteren Godwine kom fra England (Lincoln?) og rejste videre til Sverige og Norge for at slå mønt for kongerne der.

Svend Tveskægs søn og efterfølger Knud den Store fandt i England et velorganiseret kongeligt møntvæsen, som han overførte til Danmark med engelske møntmestres hjælp. Møntsmedjer oprettedes i mange byer landet over. Den vigtigste blev snart Lund i Skåne, den by der voksede frem, netop fordi Knud oprettede et møntsted her, hvor gamle handelsveje mødtes. Knuds store udmøntninger i England er af 3 hovedtyper, af hvilke de to: quatrefoil (firkløver) og pointed helmet (spids hjelm) skabtes til ham af engelske møntmestre, medens short cross (kort kors) med den scepterbærende konge på forsiden var en efterligning af en af hans engelske forgængere, Æthelred II's mønttyper.

Med pointed helmet er det med en enkel og primitiv streg lykkedes møntgravørerne at fremhæve noget virkelig karakteristisk: den spidse hjelm, som vi også finder den på f.eks. de gotlandske billedstene og på en lille benskulptur fra Sigtuna i Sverige. Møntbilledet er ikke en tilfældighed; det forestiller vikingekongen Knud. Engelske mønter har ellers oftest en portrættype med diadem om håret, en efterklang af romerske kejserfremstillinger.

Knuds tre engelske typer benyttedes alle ved danske møntsteder, og her finder vi endnu flere efterligninger af Æthelreds mønter: small cross (lille kors), en type med kors til møntens rand (long cross, langt kors), en type med Guds hånd, der rækkes ned fra skyen, og endelig en type med Guds Lam (Agnus Dei) og Helligåndens due. Disse religiøse motiver skulle understrege, at Danmark nu var et kristent land.

Under Knuds søn Hardeknud fortsatte den nære forbindelse mellem engelsk og dansk møntvæsen. Han genoptog således i Danmark Æthelreds og Svend Tveskægs cruxtype og slog som faderen både pointed helmet, short cross, long cross og Agnus Dei. Forskellige stærkt forsirede korsformer på reverserne er ganske ens i England og Danmark. Også under de følgende konger og efter vikingetidens ophør øvede England stærk indflydelse på danske mønter. Møntprægning var et kongeligt privilegium. Som i England prægedes i Danmark kun een slags mønt: penningen, som var af godt sølv og skulle veje ca. 1 gram. For en penning kunne man på Knud den Stores tid købe en skæppe (17,39 liter) korn.

De mange skattefund fra 900- og 1000årene viser, at der har cirkuleret engelske mønter i Danmark sammen med arabiske, tyske og danske. Men de er få før ca. år 1000. I Over Randlevskatten, der har flest arabiske mønter, er der dog en St. Edmund mønt fra o.900, og skatten fra Sejrø har 10 mønter fra 900årenes første del slået af vikingekonger i York og kongerne Athelstan, Edmund og Eadred af England. Æthelred II's store danegældudbetalinger afspejles naturligvis tydeligt, og Knuds og Hardeknuds engelske mønter er hyppige i danske fund, som vi f.eks. ser det i skatten fra Sct. Jørgensbjerg i Roskilde. Først med Harald Hens møntreform omkring 1075 ophører udenlandsk mønt at cirkulere.

(Vikingerne i England og hjemme i Danmark (1981) side 143-144; udgivet af Nationalmuseet i Brede, Forhistorisk Museum Moesgård, Århus og The Yorkshire Museum, York)


Tilbage til Dansk Mønt