Valdemartidens valuta

Af Asger Christiansen

Højmiddelalderen er ofte blevet kaldt denarens tidsalder. Dette er naturliggvis ubestridelig rigtigt, da der i Vesteuropa ikke udmøntedes andet end små sølvmønter, denarer eller penninge, i tidsrummet fra Karl den Store til 1231, hvor kejser Frederik II begyndte at udmønte store guldmønter på Sicilien.

En række fund tyder imidlertid på, at der også har været anvendt andre omsætningsmidler, nemlig barresølv. Denne artikel vil, som overskriften antyder, begrænse sig til anvendelsen af dette i Østersøområdet omkring 1200.

I 1873 gjordes der et skattefund i Svenstorp, midtvejs mellem Trälleborg og Ystad i Skåne (1). Det indeholdt 29 brakteater udmøntet af markgrev Otto af Brandenburg (1184-1205) samt 5 sølvmønter, antagelig kølnske. Dette er i sig selv en smule usædvanligt i territorialmøntens tidsalder, men endnu mere usædvanligt efter skandinaviske forhold var det, at fundet indeholdt en del sølvbarrer og klumper af sølv foruden et smukt ciseleret stykke af et sølvspænde. Der fandtes ingen fællesnævner for barrernes størrelse, hvor de tre største vejer 377, 456 og 588 g, mens de mindste går ned til 28 g.

Finheden måltes til 943 pro mille for barrerne og ca. 900 for mønterne, d.v. s. at hele fundet kan betragtes som fuldlødigt. Den samlede vægt udgør ca. 2618 g, hvilket ligger uhyre tæt på 12 danske mark à 218 g (12,009 mk.). Dette frister naturligvis til at tro, at fundet ved nedgravningen har været nøje afvejet. Mønterne har derfor kun haft til opgave at virke som små lodder til justering af den samlede vægt, da barrerne som nævnt ikke havde nogen fast markvægt.

Dette fund har imidlertid en åbenbar parallel i et betydelig tidligere fund fra klosterbyen Tommerup ligeledes i Skåne, hvor "Tommarps och Wranarps Byemänn" i maj måned 1775 ved stenbrydning til et brobyggeri fandt et antal sølvmønter af ubekendt præg "samt små Silfwerstänger bestående tillsammens af Ett 3/4 Skålpunds Wigt", hvilket indberettedes til kongen af landshøvding Løwen i Kristianstad 20/5. Han præciserer 27/9, at det drejer sig om 72 mønter, og at han har overladt sølvstængerne til bymændenes frie disposition til hjælp ved brobyggeriet.

At vi nu kender noget til fundets sammensætning skyldes en svensk tegner, Carl Gustav Hilfeling, som af Jacob Langebek var sendt til Skåne for at tegne fortidsminder der. Han besøgte også Tommerup i sommeren 1775 og tegnede der mønterne af (2).

Georg Galster har efter disse tegninger bestemt mønterne til at vaere nordtyske, bl.a. brandenburgske udstedt af Albrecht II (1205-20)(3). Han sammenligner fundet med de store nordtyske brakteatfund, for eks. Bünsdorf, da han antager, at fundet har indeholdt større mængder brakteater. Kilderne taler dog blot om de nævnte 72 Plus sølvstængerne, i alt en samlet vægt af ca. 740 g.

I Glumsø Indelukke i Sydvestsjælland blev der 1893 fundet 39 mønter af Hauberg bestemt til Valdemar I sammen med en sølvbarre På 77 g. Fundets samlede vægt er ca. 110 g, hvilket kunne passe meget godt med 1/2 dansk mark, men det er blot højst usandsynligt, at danske mønter skulle være blevet betragtet som fuldgodt sølv.

1911 stødte man i Ribe på nok et sølvfund af samme type som de skånske (4) Her var mønterne blot ikke udelukkende tyske, men fortrinsvis franske og engelske - ganske i overensstemmelse med hvad man kunne forvente i Jyllands største handelsby. Mønternes vægt var 1797 g, en sønderbrudt dobbeltske af nederlandsk eller engelsk oprindelse (5) vejede ca. 40 g, mens 6 barrer tilsammen vejede 520 g. Den samlede vægt var 2357 g. Lødigheden af barrerne var bemærkelsesværdig høj, mellem 950-71 pro mille sølv, hvilket skal ses i relation til den for middelalderen absolut højeste standard, 983 pro mille (6).

I 1958 fandt man i umiddelbar nærhed af det første fundsted 177 mønter af samme typer som det første med en samlet vægt af ca. 240 g (7). Disse skal muligvis ses i sammenhæng med det første, således at den samlede vægt bliver 2597 g.

Gotland tilhører ikke de middelalderlige danske områder, men er dog et sted, hvor danske købmænd færdedes flittigt. Også her finder vi fund afsamme type som de tidligere nævnte.

Ved Norby fandtes ca. 1934 22 engelske og tyske mønter (8), de yngste long cross pennies fra 1248-50. Endvidere to buede barrer På 407,7 og 486,2 g, hvis finhed ved strygningsprøve bestemtes til 900-1000 pro mille. Rasmusson betragter barrerne for sig selv og mener, at der er tale om henholdsvis en dobbelt gotlandsmark og en dobbelt fransk troyes mark. Den samlede vaegt af hele fundet er 920,9 g, hvilket meget vel kan være 4 kølnermark à ca. 230 g.

Det nyeste fund er gjort ved Burge i Lommelunda i høsten 1967 (9). Ved pløjning knustes en bronzepotte indeholdende en stor mængde sølvgenstande, bl.a. ca. 37 barrer og stykker af sølv, en del armbånd og andre sølvsmykker foruden en stor mængde mønter, fortrinsvis tyske. Slutmønten var fra ca. 1140 og var i lighed med de øvrige tyske mønter ikke særlig slidt.

En del af barrerne havde kyrilliske indskrifter, hvilket klart peger i retning af handel med Rusland, som i 1100-tallet ikke havde nogen selvstændig møntfod, men betjente sig af barrer.

Vi ser altså her, at der fra et tidsrum af ca. 100 år er fremdraget 5 fund af nogenlunde samme sammensætning: Et antal sølvbarrer, en del lødige sølvmønter af forskellig oprindelse både geografisk og kronologisk samt forskellige andre sølvgenstande, såsom smykker, en ske og lignende.

Som påpeget falder denne fundgruppe inden for territorialmøntens tidsalder, hvor gangbarheden var indskrænket i tid og rum, samtidig med at den indre værdi af mønten ofte kun var lav. Dette var for eks. tilfældet i Danmark, hvor Valdemarstidens penninge efter alt at dømme kun har haft finhed af ca. 2-300 pro mille.

Disse forhold må nødvendigvis have virket hæmmende på den internationale handel. Modforholdsreglerne må have været naturalieudveksling, eller da dette ofte må have været for besværligt, brug af rå sølv - enten i form af barrer eller lødige mønter brugt som dette.

Møntherren ser med denne trafik sit monopol på veksling og udmøntning truet og må forsøge at indskrænke den, evt. ved forbud. Her kan nævnes kejser Frederik II's forbud mod handel med umøntet sølv og ugyldige mønter 1232, men forbudet synes ikke at være blevet overholdt, jævnfør de mange sølvfund i Tyskland fra 1200-tallet (10).

De danske konger synes ikke at have forsøgt lignende forbud, idet der findes en lang række kilder, som beretter om brugen af umøntet metal. Her kan blot nævnes et par officielle: Kong Valdemars Jordebog, liber census Daniae, hvor der i hovedstykket om Lund siges: "De moneta Lundensi m cc - mr. puri et - viii - mr. auri". De 1200 mr sølv udgør rimeligvis en sammenregning af beløb betalt på forskellig måde, men når de 8 mk. guld ikke tages med her, så må det skyldes, at det drejer sig om en helt konkret sum. Også jyske Lov III 65: "Fals ær thæt of man sættær stæth oc stapæl. oc slaær pænning. utæn kunungs orlof. æth hans both. æth brænnær fals silf. oc køpær æth sæl mæth the pænning ther han weet fals wæræ. æth mæth fals silf... "

Disse to sidste kilders vidnesbyrd kan i sammenhæng med fundene kun tolkes på en måde: Den danske kongemagt har ikke set det i sin interesse at lægge den internationale handel hindringer i vejen ved at stå fast på sit aløntregale. Sølv har været et legalt omsætningsmiddel ved siden af den gældende mønt.

Hvem er det så, der har betjent sig af denne mulighed for at handle uden at skulle betale mønt- eller vekselafgift?

Prof. Aksel E. Christensen anser det for sandsynligt, at det har været danske henholdsvis gotlandske købmænd, som helt fra vikingetiden til et stykke ind i det 13. århundrede har drevet østersøhandelen, indtil tyske købmænd vandt større og større indpas i løbet af første halvdel af 1200-tallet (11).

Lommelunda-fundet synes at bekræfte denne teori, da fundet beviser, at der har fundet en storhandel sted i østersøegnene før nogen tysk købmand har vist sig der. De øvrige fund falder så tæt i tråd med dette førstnævte, at jeg vil mene, at også de vidner om et selvstændigt nordisk handelsinitiativ. Endelig kan det synes som om, at fundenes forsvinden falder sammen med hansekøbmændenes erobring af den indbringende handel.

(NNUM 1970 side 137-142)


Noter:


Tilbage til Dansk Mønt